Kamilla Helga Holst: Rud

Det er en møgubehagelig og grim historie Kamilla Helga Holst fortæller i sin nye roman Rud, men den er umulig at lægge fra sig.

Handling: På vej hjem fra stranden forsvinder Kaisas teenagesøn Malte, ind i Asserbo plantage. Udfordringen lyder: ”Hvem kommer først hjem?” Kaisa og datteren cykler den ene vej og Malte den anden. Men Malte kommer ikke hjem. Om natten bryder Kaisa ind i Maltes anneks i sin søgen efter ham. Hun kender Malte som en egensindig og særpræget dreng, men hun genkender ham ikke i det syn, der møder hende nu; rodet, stanken og en dyster collage, der fylder hele den ene væg. Næste morgen dukker Simon op, Maltes far, som Kaisa lod sig skille fra to år tidligere. I Maltes rod finder de en række koordinater. Det er en leg, de har leget, Malte og Simon, at afsætte punkter i landskabet og finde et bestemt sted. Simon og Kaisa følger Maltes ledetråde i håbet om at finde ham, men jagten bringer gamle mønstre fra deres ægteskab frem i lyset igen.

”Børnene lærte instinktivt at slå blikket ned. Forsvinde ind på deres værelser. Af og til kaldte Simon dem tilbage til stuen. De skulle hjælpe ham med at opklare uoverensstemmelser.
– Hvad tid gik jeres mor hjemmefra?
– Hvornår kom hun hjem igen?
– Stank hun? Havde hun trusser på? Hvordan fanden skal jeg stole på jeres undvigende blikke?”

Det er svært at skrive hvad Rud handler om, for historien tager gang på gang en drejning – og alligevel hænger det hele sammen til slut. En ting er sikkert, det er ubehageligt og grimt og man gennemlever næsten hele den mørke side af følelsesregistret, inden sidste side af vendt.

Bogens bagsidetekst afslører at Malte forsvinder, men selv om man er forberedt på det, melder uroen sig alligevel, for hvad er det egentlig der er sket med ham på sådan en varm og solrig sommerdag? Kaisa er ikke urolig, faktisk er hendes opførelse i timerne efter nærmest skødesløs, og jeg lod mig hurtigt irritere. Hvorfor gør hun ikke noget? Vi får små tilbageblik og høre blandt andet at hun har været væk fra børnene i en længere periode. Hun var ikke rask – mentalt – eller var hun? Der er mange lag i historien og nogle af dem er det op til læseren selv at pejle sig ind på.

Da hun bryder ind i annekset, hvor Malte har sit værelse, begynder uhyggen at sprede sit mørke. Romanen er illustreret med collager og kort, hvilket er med til at underbygge den dystre stemning om at der er noget, der er helt galt. Igen kigger vi tilbage – Kaisa møder Simon og kærligheden rammer som lyn fra en klar himmel, og inden hun ved af det er de flyttet sammen. Men lægen Simon har en mørk side, som Kaisa hurtigt får at føle.

Kaisa er stadig mærket efter de oplevelser hun var igennem i ægteskabet med Simon, og da han dukker op i sommerhuset og opdager at Malte er forsvundet, sniger en anden form for uro sig ind og historien får pludselig en ny dimension. Hvad der så ud til at være en fortælling om en forsvundet dreng, bliver til en uhyggelig beretning om psykisk terror og jalousi.

Men lige som man tror, at nu ved vi hvad det handler om, tager historien endnu en drejning, en tabe-kæben-på-jorden-drejning, som jeg ikke kan afslører her. Jeg kan blot opfordrer på det kraftigste at du læser bogen.

Rud udkommer i dag den 21. april.

★★★★☆

RELATERET LINK
Kamilla Hega Holst: På træk

Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ditte Ingemann: Vegatar

VegetarJeg har været vegetar siden slutningen af 1980’erne, derfor føler jeg mig ganske kompetent til at se nærmere på Vegetar – en ny kogebog af Ditte Ingemann som bl.a. er kendt for madbloggen The Food Club.

Den godt 300 sider Vegetar byder på 140 grønne hverdagsopskrifter i kategorierne Morgenmad, Salater, Supper og gryderetter, Snacks, Kager og desserter samt to lidt udefinerbare som i bogen kaldes Fyld fadeburet op samt Grønne hverdagsretter. Derudover er der tips til basisvarer som er gode at have på lager.

Bogen er i god papirkvalitet med stift omslag og fyldt med lækre fotos – alt sammen noget jeg forventer af en kogebog. De fleste af opskrifterne er udviklet til 2-4 personer, og de er ganske pædagogisk skrevet, så selv nybegyndere kan følge med.

Når man som jeg, har været vegetar i snart 30 år, ja så er man altid på udkig efter ny inspiration og idéer til retter med masser af smag og fylde. De sidste fem år er der kommet flere og flere kogebøger og madblogs der har fokus på vegetarisk og vegansk mad, hvilket er herligt, men desværre ligner de også hinanden utroligt meget.

Såkaldte superfoods, som vi gamle hippier har kendt til i årevis, har nu sneget sig ind i hverdagskosten hos især ”de unge og smarte”, og man kan dagligt se top stylede smoothie bowls med bipollen og acai samt smukt arrangerede avocadomadder på Instagram til overflod.

Jeg havde håbet, at Vegetar ville komme med noget nyt og turde skille sig ud fra mængden, men hvis du i forvejen følger et par madblogs og kigger i andre kogebøger, ja så er der ikke meget nyt under grønkålen – desværre – hverken i opskrifterne eller præsentationen.

Min største hurdle er ganske personlig, for jeg er ikke blot vegetar, jeg er også nøddeallergiker, og på det punkt fungerer bogen slet ikke. Cirka 90 procent af opskrifterne har en eller anden form for nødder eller mandler i sig, og ja, nødder kan være en god kilde til proteiner og gode olier, men vi er rigtig mange (også vegetarer), som ikke kan tåle nødder, så det ville være fantastisk, hvis der kom en vegetarisk kogebog på markedet, som ikke havde fokus på nødder eller som i det mindste gav gode tips til alternativer i opskrifterne. Den idé er hermed givet videre.

Vegetar udkommer i dag den 1. september.

★★★☆☆

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt

Offer uden ansigtOffer uden ansigt var svenske Stefan Ahnhems heftige debut i 2014, og første del af serien om politiefterforskeren Fabian Risk. Andet bind, Den niende grav, udkom sidste år og er en helt igennem fantastisk krimi.

Handling: Fabian Risk er sammen med sin kone og deres to børn flyttet fra Stockholm tilbage til sin barndomsby Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. Familien ankommer til Helsingborg i juli, og det er meningen at Fabian skal starte det nye liv med 6 ugers ferie, inden han tiltræder som efterforsker på stationen i Helsingborg. Men allerede efter nogle få timer i byen, bliver han kontaktet af sin nye chef Astrid Tuvesson, angående et brutalt mord på en af Fabians gamle klassekammerater. Det bliver begyndelsen på en blodig jagt efter en udspekuleret og bestialsk gerningsmand.

Man når knap nok at komme i gang med bogen, før det første mord bliver begået. Et lig med begge hænder afskåret. Modbydeligt ja, men det bliver langt fra det værste – og det er detaljeret beskrevet, så er du den sarte type, skal du sørge for at have hold på maveindholdet.

Hovedpersonen Fabian Risk er ret typisk krimigenre-karakter og på grænsen til kliché. Han går sine egne veje, og jobbet har for længst skabt problemer på hjemmefronten. Der bliver smidt små hints hist og her om, hvorfor Fabian Risk og familien er flyttet til Helsingborg – forklaringen kommer i bogen Den niende grav.

Handlingen udspiller sig i Helsingborg og i Danmark – de detaljerede beskrivelser af steder i bl.a. København gav mig straks et indre billede af forfatteren der bevæger sig rundt i byen for at finde ”locations” til sin bog, for beskrivelserne fungerer rigtigt godt. Vi kommer tæt på den danske kriminalassistent Dunja Hougaard, en kvindelig pendant til Fabian, som deltager i den danske del af efterforskningen, og som jeg godt kan afsløre bliver en gennemgående karakter i serien.

Plottet er egentlig ret gennemskueligt, men alligevel er det så godt skruet sammen, at man føler sig underholdt hele vejen. Det ville ikke have gjort historien noget, at blive kortet ned med 100 sider, men det er blot min personlige smag. Nordisk Film har allerede sikret sig filmrettighederne til de første fire bøger – bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Offer uden ansigt udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af bind to i serien: Den niende grav

Sissel-Jo Gazan: Svalens graf

Svalens grafI 2008 udgav Sissel-Jo Gazan Dinosaurens fjer, en såkaldt videnskabskrimi. Bogen blev en kæmpe succes og vandt blandt andet DRs romanpris i 2009, og blev kåret til Årtiets Krimi i 2010 af de danske bibliotekers krimilæseklubber. Der skulle gå fem år inden efterfølgeren Svalens graf, kom men den var ventetiden værd.

Handling: Den verdenskendte forsker Kristian Storm begår tilsyneladende selvmord, og pludselig står hans protegé, den ph.d.-studerende Marie Skov, alene tilbage med en kontroversiel ny viden om børnevaccine. Mens hun forsøger at overbevise politiet om, at der ikke er tale om selvmord, begynder hendes pæne familie at gå i opløsning. Hjælpen kommer uventet fra vicekriminalinspektør Søren Marhauge, der nægter at lukke sagen om professorens selvmord, og samtidig forsøger at optrævle fortidens indviklede hemmeligheder.

Hovedpersonerne fra Dinosaurens fjer – politimanden Søren Marhauge og biologen Anna Bella er også med i Svalens graf, nu som samlevende par, hvor der måske/måske ikke ligger problemer og ulmer under overfladen. Men hovedpersonen er denne gang den unge studerende Marie Skov, hvis lovende forskerkarriere kollapser da hendes, på overfladen, pæne familie begynder at krakelere og viser sin indre grimhed.

Svalens graf er en intelligent krimi, men den er meget mere end det – den er en vanvittig spændende fortælling om mennesker, familiehemmeligheder og om at finde sit jeg. Sissel-Jo Gazan forstår at gøre kompliceret videnskabeligt stof spændende og tilgængeligt, og så mestrer hun at skabe helstøbte levende personer. Vi følger Søren og Marie tæt, så tæt at man nogle gange får lyst til at række ud og føle på dem. Især Marie kryber under huden og ind i hjertet. Vi mærker hendes smerte og hendes angst, og det er i det hele taget svært at lægge bogen fra sig, fordi man bliver så optaget af, hvordan det skal gå Marie.

Du behøver ikke at have læst Dinosaurens fjer først før du læser Svalens graf, men når du er færdig med Svalens graf får du helt sikkert lyst til det.

Svalens graf udkom i 2013.

★★★★★

Horace Engdahl: Den sidste gris

Den sidste grisDet mangeårige medlem af Det Svenske Akademi, litteraten Horace Engdahl, kommer med provokerende, kloge og delvis svinske betragtninger om mænd, kvinder, livet og kunsten i sin roman Den sidste gris.

Litteraturen er ikke til for at slå ting fast, men for at skabe røre og sætte ting i gang”, udtalte Horace Engdahl i et interview på SVT i foråret. Og man må sige at han skabte røre med Den sidste gris, da bogen udkom kort tid efter at ekskonen Ebba Witt-Brattströms debutroman Århundradets kärlekskrig, havde skabt overskrifter i de svenske aviser. Hendes roman er baseret på deres ægteskab igennem 25 år, der endte i en bitter skilsmisse i 2014 og Den sidste gris blev som andet akt i et meget offentligt skilsmissedrama, hvor den ene råber ”Du er dum!” og den anden svarer ”Det er du også!” – et privat skænderi i litteraturen, om man vil.

”Ejendommeligt! Først er der to væsener som begge er fuldkomne og smukke efter deres begavelsers udstrækning. Så forenes de i kærlighed, vokser sammen, bliver ét kød, som der står i Bibelen. Så rives de fra hinanden af uoverensstemmelser. Så opstår der overraskende nok to uhyrer, slet ikke to fuldkomne og smukke væsener som det logisk set burde være. Forklar det hvem der kan!”

Bogen er inddelt i to; Levninger samt Manden på bådebroen. De første godt 200 sider er et udvalg af fragmenter – nogle af dem aforismer – over temaer som modsætningerne mellem mænd og kvinder, litteraturen og livet. Anden del af bogen er en ensom monolog. Han skriver om det han afskyr, elsker og det han er bange for. Der er en underliggende mørk grundstemning hele bogen igennem, og selv om der findes enkelte sjove og enkelte tankevækkende betragtninger, er der også floskler med vemodige og melankolske overvejelser mellem de kloge og ikke mindst provokerende udtalelser.

Horace Engdahl er kendt for at skrive tekster der provokerer og irriterer sten i skoen, og feministen i mig bliver da også forbandet flere gange – hans kvindesyn er virkeligt langt ude. Men jeg bliver næsten mere forbandet over, at det indimellem fremstår som skrevet netop blot for at provokere. Først når det handler om sorg, ensomhed og den store kærligheds forlis føles ordene ægte og rammende.

Den sidste gris udkom 1. april.

★★★☆☆

Det skal lige nævnes at Ebba Witt-Brattströms omtalte debutroman Århundredets kærlighedskrig, udkommer på dansk den 16. september.

Dorthe Nors: Det var så den vinter

Det var så den vinterDet var så den vinter, er en ny samlet udgave af Dorthe Nors’ to kortromaner Dage (2010) og Minna mangler et øvelokale (2013), der begge giver fine portrætter af kvinder som forsøger at finde deres ståsted i livet efter endte kærlighedsforhold.

I fortællingen Dage har den kvindelige hovedperson kærestesorg. Hun skriver sit liv ned i nummererede lister. Vi læser hendes tanker og oplevelser, når hun går sine mange ture på blandt andet kirkegården, mens hun forsøger at finde sin eksistensberettigelse. At listerne er nummererede giver ikke så meget mening, men de generer heller ikke, for de skæve iagttagelser og forunderlige associationer i et forårsklædt København rammer dybt med sin sørgmunter stemning. Det er en hurtig læst historie – hurtig, fordi man ikke lægger den fra sig før sidste linje er læst.

”8. Sejlede hjemad skoldhed som en lille espressokande i stål,
9.
lagde mig, tænkte: Jeg fejler jo ikke noget, men hvis jeg ligger stiller, så ophører det ekkorim måske med at drille,
10.
men det gjorde det ikke.”

I Minna mangler et øvelokale er hele historien fortalt i hovedsætninger – med undtagelse af nogle få. Minna er blevet forladt af kæresten Lars, der hellere vil kneppe en kendt. Minna er komponist og mangler et øvelokale. Hun mangler også en mand og et barn, det var det Lars skulle hjælpe hende med. Sætningerne er nøgtern og observerende, skrevet i et knivskarpt sprog, hvor der er skåret helt ind til benet. Men alligevel trænger ensomheden tydeligt igennem.

”Minna er på vej væk fra det, der gør ondt.
Ingen skal gøre skade længere, tænker Minna.
Alle skal sorteres, tænker hun, for
Minna vil gro sig et røvhulsfilter.
Minna tror, hun kan gro det hurtigt.
Minnas knuste hjerte bor i brystet på en optimist.”

Dorthe Nors er mester i at kombinere det sørgelige med en let munterhed, så man smiler mellem tårerne. Med sine blot 174 sider er det en fysisk tynd bog, men det er en virkelig stor bog at læse.

Det var så den vinter udkom den 15. juni.

★★★★☆

Relateret link
Læs min anmeldelse af Dorte Nors’ roman Spejl, skulder, blink.

Daniel Dencik: Anden person ental

Anden person entalAnden person ental er en roman om en personlig katastrofe, fyldt med en smerte, der næsten er udholdelig, men som man ikke kan vende ansigtet bort fra.

Handling:
Alexander bor i København. Ekskonen bor i Stockholm sammen med deres 6-årige tvillingerne (en pige og en dreng). Skilsmissen var stille og rolig. De har fælles forældremyndighed over børnene, og Alexander pendler fast mellem de to byer hver anden weekend for at se dem. Det fungerer, selv om der naturligvis er et afsavn, når de ikke er sammen, men så meget desto mere fyldes tiden sammen med kærlighed. Men da han en dag er på vej til Stockholm for at møde dem, modtager han en sms fra ekskonen om at han først kan hente børnene dagen efter. Det bliver begyndelsen på et mareridt af kafkask format. Kvinden har fra den ene dag til den anden rejst falske anklager mod ham for vold og mishandling af børnene, og myndighederne fratager Alexander retten til at se dem. Han kæmper mod et system der lukker sig om moren og børnene, og tvinges til at stå hjælpeløs tilbage med en altoverskyggende sorg.

”Jeg prøver forsigtigt at søge efter en indgang, men alle veje ind er spærret af tavshed eller afslag, enten blanke, tyste overflader eller et had som jeg ikke ved hvor kommer fra, eller hvorfor bliver ved med at følge mig.”

Der sidder et skrig fast i halsen på mig næsten hele vejen igennem bogen. Et skrig fremprovokeret af lige dele vrede og sorg. Uretfærdighed og smerte fylder siderne, som alligevel rummer så megen kærlighed. Alexanders kærlighed til sine tvillinger. Hans far, søster og venners kærlighed til Alexander. Men det er magtesløsheden der er stærkes. Det gør voldsomt indtryk at følge myndighedernes bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, og den mur af tavshed og paragraffer Alexander hele tiden bliver mødt af. Man ødelægger en mand. Ødelægger to børn. Men man gør det efter reglerne. Det er så sindsoprivende og grotesk, at man næsten ikke kan fatte at det kan finde sted.

Anden person ental skabte en del debat da den udkom, fordi Daniel Dencik fortalte, at historien er baseret på hans eget private helvede, hvor han blev anklaget og siden frikendt, men alligevel ikke har set sine tvillinger i flere år. Horderne kritiserede, at dette er en ensidig historie og at vi aldrig får indblik i morens motiv (blot et par gæt undervejs fra Alexander). Og hvad så?, fristes jeg til at sige. Det er en roman – autofiktion om man vil – men det er ét blik ind i ét liv, og det ser jeg ikke som en svaghed.

Læserne inviteres med ind i mareridtet der strækker sig over et år. Alexander kæmper med sin sorgs dæmoner med tanker om både selvmord, bordførelse og terrorisme. Men gang på gang vender han tilbage til forsoning. Han vil ikke hade nogen. Teksten er krydret med øjebliksbilleder sammen med børnene – både fortidsscener og drømme. Der er smukke, rørende passager, hvor kærligheden er så tydelig at man næsten overvældes af ømhed, en ømhed der vil trøste, hver gang de kolde og telegramlignende svar fra myndighederne bryder teksten op.

Det er muligt (høst sandsynligt) at bogen er Daniel Denciks private nødråb. At det samtidig også er en kærlighedserklæring til hans børn, er der ingen tvivl om. En psykolog vil sikkert kalde det sorgarbejde. Men det er også litteratur der gør voldsom indtryk, og som bliver siddende i kroppen. Jeg længes efter at høre, hvordan det går, selv om jeg samtidig frygter svaret.

Anden person ental udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af Daniel Denciks novellesamling Grand Danois.

Cilla og Rolf Börjlind: Den tredje stemme

Den tredje stemmeAndet bind i trilogien om det umage makkerpar Olivia og Tom, byder lige som første bog Springflod, på masser af visuelt drama fra de succesfulde manuskriptforfattere Cilla og Rolf Börjlind.

Handling: Olivia er blevet færdig på politiskolen og er rejst til Sydamerika for at finde ud af mere om sin biologiske mor, samt for at forsøge at affinde sig med sin egen dramatiske historie. Tilbage i Stockholm kommer en ung pige hjem og finde sin far hængt. Noget tyder på, at der er tale om et fingeret selvmord. Manden arbejde i toldvæsenet, og efterforskede en sag om en stor mængde beslaglagt narko der er forsvundet fra toldvæsenets depot. Olivia kender datteren til den hængte mand, og indleder sin egen uofficielle efterforskning. I Marseille, Frankrig, finder man et parteret lig. Det viser sig at være resterne af en blind kvinde, der tidligere har arbejdet som ”target girl” for en knivkaster i et cirkus. Ekspolitimanden Tom Stilton er så småt ved at have samlet sig selv op efter flere år i et dybt sort hul. Da hans gode ven Abbas beder ham om hjælp tøver han ikke, og sammen drager de mod Marseille.

Det er vanvittigt så godt Cilla og Rolf Börjlind skriver, og endnu mere vanvittigt, hvor helt igennem fantastiske de er til at opbygge en historie. Jeg kan lige så godt sige det som det er – man har svært ved at lægge Den tredje stemme fra sig! Hver eneste side driver med spænding, og plottet er så ufatteligt modbydeligt.

Man er tilbøjelig til at sige at Olivia og Tom er bogens hovedpersoner, men Börjlind-parret gør bipersonerne til lige så vigtige og helstøbte karakterer som Olivia og Tom. Den unge pige Sandra samt Olivia og Toms venner Abbas el Fassi og Mette Olsäter fylder også en pæn del i bogen, og man fatter stor sympati for dem alle – det føles næsten som om at man møder dem personligt.

Det kan sige kort Den tredje stemme er rigtig god – godt tredje bind Sort morgen er udkommet, så man ikke behøver at vente på en afslutning.

Den tredje stemme udkom i 2014.

★★★★★

Relaterede link:
Læs mit interview med Cilla og Rolf Börjlind fra 2015 i forbindelse med udgivelsen af Sort morgen.