Turen går til Bøgernes verden

Politikens klassiske rejsebogs-serie Turen går til, har fået sig et nyt medlem. Denne gang kan du tage på en litterær rejser for Turen går til Bøgernes verden.

Bogen har det vanlige layout, som vi kender fra de andre guidebøger i serien, dog med lidt færre billeder. Kapitlerne er inddelt i Afrika & Mellemøsten, Americas, Asien & Oceanien og Europa, og som altid er der både forord, register og praktiske oplysninger.

Turen går til Bøgernes verden, kan inspirere på flere måder. Skal du ud og rejse, kan det være spændende at få et andet indtryk af landet du skal besøge, og hvad bedre end at få det gennem litteraturen? Eller måske har du ligesom mig, det svært med flyrejser der varer mere end en time, men drømmer om at besøger Asien, så er hjælpen nær med forslag til romaner hvis handling udspiller sig i Asien.

Hvert kapitel indledes med et par ord om kontinentet, og i beskrivelserne af hver bog der omtales, er der små anekdoter eller facts om forfatteren. Fra vores egen andedam er det blandt andet Hans Kirks Fiskerne, Tom Kristensens Hærværk, Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Barndommens Gade af Tove Ditlevsen der nævnes.

Jeg er vild med idéen om en rejseguide gennem litteraturen, og der er masser af bøger der nævnes i bogen, som jeg ikke har læst. Der er naturligvis en del klassikere som bør nævnes, men jeg synes at der er en lille overvægt af historiske bøger. Jeg savner flere bøger, hvor handlingen udspiller sig i landene efter 2000. Det ville have været fint, hvis der var en liste over de mest markante forfattere på hvert kontinent, det er nemlig ikke nødvendigvis deres bøger der er nævnt fx er Jo Nesbø og hans roman Flagermusmanden at finde under Australien (hvor bogens handling udspilles).

Det er antropolog Katrine Tschemerinsky der står bag bogen. Turen går til Bøgernes verden udkom den 1. september.

★★★☆☆

Michael Robak: Øm

Øm er en letbenet men glimtvis humoristisk fortælling om en midaldrende mand ramt af forlist kærlighed, mismod og stress, pakket ind i et tykt lag selvmedlidenhed.

Go’ morgen Danmark-værten Michael Robak debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det, om en falleret radiovært på en gevaldig nedtur. Robak fortsætter temaet om mediemænd i krise i sin nye roman Øm.

Det skal være skidt før det kan blive godt, synes at være udgangspunktet for historien om den 49-årige David Bramsen, der er nyhedschef på et stort dagblad. Siden hans kone Sara, en stockholmsk akademiker, forlod ham for seks år siden og bosatte sig i Berlin med deres fælles søn, er det gået ned af bakke for David. Han længes stadig efter fortiden og har ikke været i seng med en kvinde i fem år. Hans far er for nylig blevet fundet død på et koldt beton gulv og selv rammer han for alvor bunden, da han falder om på sit arbejde under et redaktionsmøde.

Med diagnosen stress, bliver han sendt på orlov i seks måneder. I stedet for at sidde hjemme i den tomme lejlighed på Frederiksberg, lejer han et gammelt sommerhus i en lille sløv by, hvor han i sine unge dage boede hos sine bedsteforældre. Det lysner for en stund, da Sara uventet inviterer ham til Berlin for at besøge sønnen, men tingene går slet ikke som David drømmer om, og snart er han tilbage i sommerhuset, hvor han sidder og ømmer sig mens hans kriminelle halvlillebror Bjarke og naboen Bit forsøger at sparke liv i ham igen.

”Ansigtsudtrykket forandrede sig fra miavende missekat til mellemfornøjet mellemleder. ”Du er godt nok en kedelig mand. Helt slukket.” Hun rettede på sit tøj og forlod mit værelse med skoene i den ene hånd. Kedelig: Ja. Det havde jeg været i årevis. Slukket: Det kunne jeg ikke komme udenom. Længere. Med få anstrengelser og lidt kærlige ord til tv-korrespondenten kunne jeg have fået liv i min indtørrede og forsømte krop. Jeg gik i send i stedet. Efter en kort undren over optrinnet faldt jeg i søvn med finanstillægget over ansigtet.”

Det er en meget let læst bog – man flyver hurtigt igennem korte afsnit og et ukompliceret sprog. Desværre er der ikke meget, der får mig til at stoppe op og endnu mindre af historien bliver siddende i mig. Idéen med at kigge ind i en midaldrende mands indre kaos med tilhørende fysiske skavanker, kan i teorien godt vække min interesse, men det kræver mere tyngde og mindre selvynk, hvilket Øm desværre ikke leverer.

Øm udkom den 11. august.

★★★☆☆

Zadie Smith: Swing Time

Swing Time er en velskrevet samtidsroman om venskab, race, køn og klasse. Zadie Smith viser igen hvorfor hun anses for at være en af nyere litteraturs centrale skikkelser.

Vi befinder os i 1980’ernes London i den mere belastede del af byen. To 7-årige piger, Tracey og vores navnløse fortæller, mødes til danseundervisning i den lokale kirke. Som de eneste gyldenbrune piger på holdet, danner de fra start en næsten ubevidst alliance. Fortælleren bliver med det samme fascineret af Tracey, som hurtigt viser sig at være en talentfuld og selvsikker danser, noget fortælleren desværre ikke er, trods sin passion.

Pigernes familier har meget forskellig dynamik. Traceys mor er hvid, tyk og plaget af akne. Hendes mest glamourøse tilbehør er Tracey, som hun klæder i pailletter og dyrt dansetøj, og forkæler med masser af legetøj, måske som kompensation for sine egne mangler og den meget fraværende afrikansk-caribiske far, der synes at være hyppig fængselsgæst. Hos fortælleren er den afrikansk-caribiske mor stik modsat. Hun er aktivist og ivrig efter at dygtiggøre sig selv. Hun går ikke op i materielle ting og er ikke det mindste interesseret i datterens danseundervisning og den nye veninde, så det er faren, hvid, kærlig og uambitiøs, der overtager og følger datteren til dans hver lørdag.

”Den magt, hun har over mig, er den samme, som den altid har været, fordømmelse, og det kan ikke beskrives med ord. Der er intet, jeg kan sige, som vil ændre det faktum, at jeg var hendes eneste vidne, den eneste person, der kender til det, hun har i sig, alt det, der blev ignoreret og spildt, og alligevel efterlod jeg hende der i de ubevidnedes rækker, hvor man skal skrige for at blive hørt.”

Som børn tilbringer pigerne eftermiddage og lørdage sammen med blandt andet at se gamle film med Fred Astair og Ginger Rogers, Gene Kelly, Bill ”Bojangles” Robinson og andre legendariske dansere. Det er tydeligt at Tracey er alfahunnen i forholdet, men også at hun inderst inde længes efter og misunder, den kærlige og engagerede far samt stabile og stille liv, fortælleren har – almindeligheder som fortælleren gerne byttede for Tracey talent, bjerg af dukker og mærkevaretøj.

Deres venskab er aldrig ukompliceret og som unge og voksne mister de kontakten i perioder på flere år. Tracey bliver professionel danser, mens fortælleren efter sin universitetseksamen arbejder i et pizzeria og ikke ved, hvordan fremtiden skal se ud. Tracey anbefaler hende til et job som hjælper på det teater, hvor hun selv danser med i forestillingen (samt har en affære med en af showets stjerner, en tre gange så gammel og gift kenyaner), men da forestillingen forlænges skilles veninderne som uvenner. Da de mødes igen mange år senere, er det ikke lykkedes Tracey at slippe fri fra sin sociale arv, mens fortælleren rejser verden rundt som personlig assistent for den globale popstjerne Aimee (en Madonna-lignende type med to børn af forskellige fædre, skiftende meget unge kæreste og en afrikansk adoption af tvivlsom karakter), og uden nogen kontakt til det gamle kvarter.

Swing Time fungerer som fortællerens memoirer fra den første dans som 7-årig til en karriereafsluttende skandale i 2008. Zadie Smith giver en fin beskrivelse af race og klasseskel, arv og miljø. Fortælleren går fra at have en dominerende veninde til at have en dominerende chef. Det er som om hun ikke har en egen identitet men konstant lever på andres præmisser. Da popstjernen Amiee vil starte en pigeskole i Gambia, træder fortællingen om pigernes venskab i baggrunden, og der sættes i stedet fokus på forskellene på kvinder i vesten og Afrika.

Det er kapitlerne om veninderne der fastholder mig i historien. Romanen er fyldt med musik fra gamle film (nogen burde lave en playliste) og er i sig selv meget filmisk med detaljerede stemningsbilleder fra både London og Afrika. Det er første gang jeg læser Zadie Smith (ja, det er skandaløst, jeg ved det godt), men nu vil jeg helt sikkert kaste mig over hendes tidligere romaner.

Zadie Smith og Swing Time er på longlisten over nominerede til Man Booker Prisen 2017. Smith kan desuden opleves live på Louisiana Literature den 26. og 27. august.

Swing Time udkom den 18. august.

★★★★☆

Paula Hawkins: Det dybe vand

Hendes debutthriller Kvinden i toget, har solgt næsten 20 millioner på verdensplan – jeg gav den selv fem store funklende stjerner, så mine forventninger til Paula Hawkins’ anden roman Det dybe vand, var tårnhøje – desværre lever bogen ikke helt op til det.

Lige meget hvilken vej man går i den lille by Beckford i det nordlige England, bliver man mødt af floden. Det dystre vand har gennem årene krævet flere ofre – alle kvinder. Senest er det Nel Abbott, en ikke særlig afholdt lokal kvinde, ja faktisk drager flere et lettelsens suk, den dag hun bliver fundet duknet. Hun efterlader sig en 15-årige datter, Lena, samt søsteren Jules. Jules har for mange år siden brudt kontakten med Nel, men da politiet fortæller at Nel er fundet død, drager Jules modvilligt tilbage til barndomshjemmet for at tage sig af Lena.

Alle formoder at Nel selv har taget springet ud i det mørke dyb, men Jules er overbevist om, at hendes søster er blevet myrdet. I sin søgen efter svar, både i deres egen barndom samt blandt de lokale, finder Jules ud af at Nel havde flere fjender. Ikke mindst moren til den kønne teenagepige (og Lenas nære veninde) Katie, der druknede sig i floden blot to måneder tidligere.

”Beckford er ikke et selvmordssted. Beckford er et sted, hvor man skiller sig af med besværlige kvinder.”

Forholdet mellem de to søstre, minder og bedrag, er en central del i historien, men det handler endnu mere og alle de kvinder som floden har taget. De fleste har fået stemplet selvmord på sig, men Nel var ved at skrive en bog om disse kvinder da hun døde, så måske er der nogen der ikke ønsker at der bliver kigget nærmere på deres skæbne.

Kvinden i toget var en simpel historie. Kvinde med alkoholproblem ser noget hun ikke skulle have set og så kørte toget, om jeg så må sige, og Paula Hawkins’ brug af tre kvindelige fortællerstemmer gav blot bogen endnu en dimension. Der er intet simpelt ved Det dybe vand. Antallet af fortællere er øget voldsomt, hvilket betyder at man skal holde styr på temmelig mange karakterer. For i stedet for at udvælge et par personer at se nærmere på, har forfatteren kastet nettet ud over det meste af byen. Der er mange tråde og synspunkter at holde styr på, og samtidig er man aldrig sikker på, hvem der fortæller sandheden – ja altså bortset fra byens synske gamle kvinde, som tilsyneladende kender alle hemmelighederne.

Det kan ikke siges pænt, jeg synes det er noget rod og at fortællingen desuden er frygtelig langtrukken. Og den uhygge det er meningen skal sprede sig på siderne, udebliver – i hvert fald for mig. Nettet af gamle og nye hemmeligheder der langsomt bliver knyttet til de forskellige karakterer er, for den vågne og fantasifulde læser, ikke særlig svær at gennemskue. Desværre. Jeg står på vippen mellem to og tre stjerner, og lander på tre små stjerner, for nogle af trådene i historien er ganske interessante. Jeg ville bare ønsker der ikke var så mange af dem, og at forfatteren i stedet havde valgt nogle enkelte og ladet dem udfolde sig meget mere.

Det dybe vand udkommer i dag den 17. august.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Paula Hawkins: Kvinden i toget
Filmatisering: Kvinden i toget, manuskript af Paula Hawkins

Terry Hayes: Jeg er Pilgrim

Jeg er Pilgrim, er en skræmmende realistisk thriller der tager dig med på en begivenhedsrig rejse i ondskab, religiøs fanatisme og terrorisme.

Da manuskriptforfatteren Terry Hayes, kendt for blandt andet filmene Mad Max 2 (1981) og From Hell (2001), debuterede som forfatter med Jeg er Pilgrim i 2014 røg bogen direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og aviserne stod næsten i kø for at udråbe den til ”Årets thriller”. Hypen nåede også til Danmark, ikke mindst efter en planlagt dansk udgivelse sidste år, som fik en turbulent start på livet og blev trukket tilbage. Nu er rettighederne landet hos Politikens Forlag som har udgivet den 798-siders murstensthriller. Og lad mig sige det med det samme, det er for mange sider – lige meget hvor god den er. Men det kommer jeg tilbage til.

”Bortset fra at jeg var nødt til at stikke en kniv gennem den kødfulde del af hans hånd, så viste samtale med Pamuk sig faktisk at blive meget hyggelig.”

I en nedslidt etageejendom i New York findes en ung kvinde myrdet. Hun ligger nøgen på badeværelset med halsen skåret over, tænderne fjernet og ansigtet nedad i et badekar fuld af svovlsyre, der har ætset alle kendetegn væk. Sådan kastes vi fra første side ud i fortællingen om en tidligere tophemmelig amerikansk agent, som hives tilbage i aktiv tjeneste under kodenavnet Pilgrim, da en saudiarabisk terrorist er i gang med at udføre en chokerende grusom plan mod USA og menneskeheden.

Historien fortælles i førsteperson af vores hovedperson, agenten (der skifter aliasser flere gange i løbet af bogen), hvilket på en måde forstærker fortællingen, men naturligvis samtidig afslører, at vores helt ikke dør. Vi føres rundt i hele verden. Fra New York over Berlin og Paris til en bjergside i Afghanistan, en losseplads i Damaskus, en smuttur til Bulgarien og til Bodrum i Tyrkiet – for blot at nævne nogle af stederne.

Den frygtløse agent Pilgrim er oppe mod tiden og en lige så frygtløs og intelligent terrorist. Begge karakterer er utrolig velskrevne og fri for stereotyper. En dreng ser sin far blive offentligt halshugget i den brændende saudiske ørkensol og frøet til den mørke side bliver sået. Han søger trøst i en moské med forbindelse til Det Muslimske Broderskab, og en jihadist begynder at tage form. Mange år efter er han, “Saraceneren” målet for hele Pilgrims mission. Der er kød på deres historier og jeg tror på dem i en sådan grad, at de er ved at skræmme bukserne af mig, for det her kunne godt ske i virkeligheden.

Men som jeg tidligere nævnte er bogen efter min mening for lang. Den første tredjedel af Jeg er Pilgrim, er fyldt med tilbageblik på tidligere missioner, som agenten, hvis rigtige navn er Scott Murdoch, har været på. Disse kapitler er unødvendige for hovedhistorien og kunne uden problemer fjernes og dermed få sideantallet ned på et mere overskueligt niveau. Jeg indrømmer gerne, at jeg virkelig kæmpede hårdt for at holde fast og det har taget mig flere uger at læse bogen færdig – hvilket er langt mere end mit gennemsnit. Heldigvis kom belønningen halvvejs igennem de mange sider, og især de sidste godt 300 sider er virkelig intense – her blev det svært at lægge bogen fra mig. Så hold ud!

Jeg er Pilgrim udkom den 26. juni.

★★★★☆

Bonusinfo:
Terry Hayes udkommer med sin anden roman, The Year of the Locust, til december. Det er efter sigende endnu en spektakulær thriller, denne gang om banebrydende videnskab og regeringskonspirationer, og en enkelt mand som kæmper for at udrede trådene.

Mette Sø: Sommergræs, vinterorm

Sommergræs, vinterorm er en sproglig overlegen og sanselig roman om sorg, uforløste følelser og angst for fremtiden.

Billi Kruse er i krise. Inden for en uges tid er hendes far død, kæresten er gået fra hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin bedste ven og papbror Mark, lukker – hvilket han har besluttet helt uden at nævne for hende. Alle hendes trygge holdepunker er pludselig forsvundet. Men Billi vil ikke være patetisk og dvæle i sin egen elendighed, derfor beslutter hun sig for at rejse (eller flygte) til et sted, hvor folk har det langt værre end hende.

”På køkkenbordet ved siden af vasken ligger de tre kuverter. De er forskellige i størrelser og kvaliteter, men de har én ting til fælles. Ale tre indeholder et jordskælv. Jeg rører ved dem. Kuverter har været hele mit liv. Nu ligger ruinerne af mit liv i tre kuverter.”

Første stop på Billis rejse er Finland, hvor hun vil besøge papiret for at høre hvordan det går, for hvis kuverterne har det dårligt pga. digitalisering, må papiret have det endnu værre. I Helsinki møder hun My, en pensioneret kvinde der har et hus i skoven tæt på papirfabrikken. My tilbyder Billi husly og bliver første skridt på vejen til at sætte sine egne problemer lidt i perspektiv.

I det kriseramt Grækenland er der stadig brug for kuverter til både folkeafstemninger og til bestikkelser – en såkaldt fakelaki, en lillekuvert med penge der skifter hænder for en ”tjeneste”. Men i landet hvor politikerne kun tager sig af sig selv og sine ved hjælp af bestikkelse og nepotisme, er det den hjertevarme Alexis, der ifølge ham selv organisere solidaritet i stedet for velgørenhed, der skubber Billi videre i hendes accept af tingenes tilstand.

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise kan ikke rangordnes. […] Kriser tager den tid, kriser tager.”

Sommergræs, vinterorm, slutter rejsen i Rumænien, hvor en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner er havnet i Bukarest. Her synes digitaliseringen at være et ukendt fremtidsfænomen, kuverten har det stadig godt. Henrettelsen af diktatoren Ceauşescu og hans hustru i 1989 fylder lidt vel meget i Billis refleksioner, det bliver næsten til en historietime midt i fortællingen, hvor Billis formål med besøget i Rumænien også er, at opsøge farens gamle veninde og tilbeder Petro, som hun skal fortælle om dødsfaldet.

Det er en spændende rejse vi kommer på sammen med Billi, der ligesom Mette Søs tidligere karakterer har et lidt spøjst erhverv eller i dette tilfælde en ikke helt almindelig passion for kuverter – som passioneret notesbognørd føler jeg mig dog aldeles godt tilpas i hendes selskab. Og det indre kaos som Billi kæmper med af sorg, angst og uforløste følelser, tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til. Det er en del af livet.

Tempoet er langsom, til trods for at Billi hele tiden bevæger sig fra et land til det næste, hvor hun går rundt i gaderne. Måske er det Billis indre tilstand der sænker tempoet, måske er det de små mærkelig fantasier og alle tilbageblikkene om hendes far og om Mark, eller måske er det alt det der foregår mellem linjerne. Men jeg tilgiver det til tider lidt træge tempo, for Mette Sø kan noget med sproget. Det er simpelthen en fornøjelse at læse hendes sanselige og lyriske sprog folde sig ud side efter side.

Sommergræs, vinterorm udkom den 28. april.

★★★★☆