Jeanine Cummins: Jordens salt

Jordens salt, er en gribende fortælling om en mor og hendes søns flugt fra Mexico til USA ad den livsfarlige migrantrute.

Lydia Quixano Pérez lever et behageligt liv i Acapulco, hvor hun ejer en boghandel. Hun udvikler et meget nært venskab med sin yndlingskunde, den belæste Javier, der elsker bøger lige så højt som hende selv. De to taler om litteratur og poesi og han læser sine egne (ikke særlig gode) digte højt for Lydia og de bliver mere og mere fortrolige med hinanden til det punkt hvor han siger, at han er forelsket i hende.

Lydias mand, Sebastián, er journalist og dækker alt der har med narkokartellerne at gøre, et ikke ufarligt arbejde, som gør Lydia frygtelig nervøs nu de har en søn. Sebastián arbejder på en artikel om La Lechuza, Uglen, den nye mand i front for kartellet Los Jardineros, hvis karriere bygger på vold og mord. Derfor kommer det som et chok for Lydia, da hun opdager at hendes ven Javier er denne berygtede og særdeles indflydelsesrige narkobaron.

Jordens salt starter blodigt med en massakre under en fødselsdagsfest, hvor kun Lydia og hendes 8-årige søn Luca overlever. Tilbage ligger 16 døde kroppe i haven og i huset, slagtet som var de dyr. En af dem er Sebastián. Lydia er ikke i tvivl om at det er et hævnagt fra Javier og at han vil komme efter hende og Luca. Der vil ikke være nogen hjælp at hente, ingen beskyttelse, for politiet gør ikke noget, det er netop det kartellerne betaler dem for – ikke at gøre noget. Hendes eneste håb om overlevelse er at flygte fra kartellets rækkevidde til en fjern fætter i USA. Men det er svært, for Javier har øjne overalt. Med en uhyggelig plan for at nå grænsen med det berygtede godstog Las Bestia, Uhyret, og derefter bestikke en menneskesmugler til at hjælpe dem med at krydse ørkenen, bevæger Lydia og Luca sig ud på en livsfarlig rejse og bliver to af de utallige udokumenterede immigranter fra Latinamerika der drømmer om friheden mod nord.

” […] en enkelt mand sætter i løb efter toget. Nogle hepper på ham, andre kommer med tilråb. Det lykkes ham lige præcis at få fat i den stige, men benene kan ikke følge med, og han bliver slæbt efter toget. Mændene råber højere og mere desperat. […] Manden har ikke en chance for at komme op. Hans hoved tipper bagover, og Luca kan se hans ansigtsudtryk, i det øjeblik han giver op. Han holder stadig fast lidt endnu, og Luca synes, det ser ud, som han nyder det, de allersidste sekunder, hvor han stadig har livet i behold. Da han til sidst er nødt til at slippe, håber alle, at han ved et lykketræf ryger ned ved siden af togsporene, men nej, manden bliver øjeblikkelig suget ind under uhyrets hjul. Hans skrig overdøver et øjeblik larmen fra toget, der blot kværner videre. Luca kigger bagud og kan se folk stimle sammen på sporene, mens de stirrer på de afrevne lemmer, der ligger og flyder.”

Jeg læste de 478 sider på godt en dag af den simple grund, at jeg simpelthen ikke kunne lægge den fra mig. Jeg var fanget fra første side. Jeg blev rystet grundigt igennem og min viden (og indrømmet, mine fordomme) om migranter er blevet vendt og drejet og gentænkt. Som læser får man et lille, men temmelig uhyggeligt, indblik i hvad det vil sige at være migrant på flugt efter frihed. Historien er fyldt med menneskelige intentioner sat i et tempo som var det en actionfilm – og ja, filmrettighederne er solgt.

Der har været utrolig meget rører omkring romanen. Manuskriptet landede i en budkrig mellem forskellige forlag og forfatteren endte med en syvcifret kontrakt. Dagen inden bogen udkom meddelte Oprah, at hun havde udvalgt den til Oprah’s Book Club, hvilket betyder en sikker plads på bestsellerlisten – den gik da også direkte ind på New York Times’ bestsellerliste som nummer 1.

Men den megen hype har også haft en mørk side, om man så må sige. Den mest almindelige beskyldning er at bogen benytter sig af ”Brownface” (makeup, der bruges af en hvid kunstner, der spiller rollen som en ikke-hvid, typisk sydasiatisk eller latinamerikansk person), hvor den indarbejder et nominelt mexicansk perspektiv, skrevet af en kvinde, der indtil 2016 identificerede sig som hvid. Mange har talt højt om at romanens tilgang til at fortælle migranternes historie er som taget ud af overskrifterne og ovenikøbet med en amerikansk fortællerstemme til et amerikansk publikum og det skubber til den evige debat om hvem der har ret til at fortælle hvilke historier. Da American Dirt udkom, afslørede Jeanine Cummins, at hendes bedstemor faktisk er fra Puerto Rico.

Kontroverser til side. Det er en fremragende bog som ikke blot handler om migranter, men især om en mor og hvad hun er villig til at gøre for at redde sit barn. En eminent læseoplevelse.

Jordens salt udkommer i dag den 20. august.

★★★★★

En lille personlig bemærkning om titlen Jordens salt * Det undrer mig, hvorfor forlaget har valgt at oversætte American Dirt sådan, især fordi forfatteren selv har udtalt at titlens ”dirt” er vigtigt, at hele bogen handler om at nå denne amerikanske jord. At det er håbet i hele fortællingen. Så hvorfor ikke beholde originaltitlen eller i det mindste oversætte den til Amerikas jord/Amerikansk jord?

* ”Jordens salt” stammer fra Bjergprædiken i biblen, hvor Jesus kalder disciplene Jordens salt, det vil sige de udvalgte, rene, åndeligt kraftfulde. (Matt. 5,13)

Tine Høeg: Tour de chambre

Tour de chambre er en tour de force i følelser, drama og fortielser, fremragende fortalt af Tine Høeg.

Den såkaldte svære toer synes ikke at være svær for Tine Høeg, der debuterede i 2017 med romanen Nye rejsende. Den modtog hun BogForums debutantpris for og bogen blev senere omsat til monolog og opført på Det Kongelige Teater. Med sin nye roman er hun skarp som en nysleben kniv og skærer ind til benet når hun fortæller os at kærlighed gør ondt og hun beviser endnu en gang sit store talent for det skrevne ord.

Tour de chambre er fortællingen om forfatteren Asta. Hun skriver på en roman, men fortiden bryder forstyrrende ind da hun modtager en invitation til en mindehøjtidelighed for sin gamle ven August der døde for 10 år siden. Dengang boede de på samme kollegium August, Asta og hendes bedste veninde Mai som var kæreste med August. Fester, længsler og en dyb hemmelighed som Asta aldrig har kunnet fortælle Mai bruser frem som en hvirvelvind og truer med ødelæggelse.

Jeg suste igennem de sparsomt skrevne 324 sider og læste bogen i et langt stræk. Slugte hver eneste linje, så stram og velkomponeret. Her er ingen overflødige ord men luften omkring ordene er fyldt med forelskelse, venskab, tab, sorg og dårlig samvittighed. Tine Høeg fletter fortiden og nutiden sammen på fineste vis og efterlader næsten læseren åndeløs. Det er godt. Nej, det er blændende.

Tour de chambre udkommer i dag den 27. maj.

★★★★★

LÆS OGSÅ
Tine Høeg: Nye rejsende

Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Med Meter i sekundet giver Stine Pilgaard os et øjebliksbillede af et helt almindeligt menneske der forsøger at blive voksen og finde sin plads i verden. Det er både klogt og utroligt morsomt.

Ventetiden har været lang, men hold nu op den har været det værd. Siden jeg læste Stine Pilgaards Min mor siger (2012) samt Lejlighedssange (2015), har jeg ventet på at hun skulle komme med en ny roman. Og nu er den her endelig!

”Som enebarn og overbevist individualist var det svært for mig i starten. Selv om jeg er perverst fascineret af fællesskaber, har jeg skulle lære at været et vi. Fra begyndelsen af vores forhold sagde min kæreste vi i stedet for du, hvad der både forvirrede og provokerede mig.”

Vi følger et ungt nybagt forældrepar der er flyttet til Vestjylland hvor manden er lærer på en højskole. Kvinden får job som orakel i lokalavisens brevkasse og kæmper ved siden af med at tage kørekort og finde sig til rette i den nye rolle som mor. Hun vil teoretisk set gerne være en del af højskolefællesskabet men skriver alligevel antihøjskolesange sammen med en af de andre påhæng. Hun vil også gerne integreres i lokalsamfundet men har det svært med den vestjyske samtaleform med lange tavse pause, derfor søger hun hjælp fra Anders Agger.

”Gnister er noget, man selv skal tænde, og det gør man ikke med sex, men med sprog. Samlejer er en omgangsform, der ikke kræver andet end velfungerende kønsorganer, en god samtale derimod fordrer opfindsomhed og intimitet.”

Stine Pilgaard skriver enkelt og ubesværet om ingenting og alligevel om så meget. Det er en fornøjelse at læse.

Meter i sekundet udkom den 15. maj.
★★★★☆

Maren Uthaug: En lykkelig slutning

En lykkelig slutning er en morbid og morsom slægtsroman og samtidig en kulturhistorisk fortælling om døden fortalt gennem syv generationer af bedemænd.

Maren Uthaug har for længst vist at hun kan andet end at underholde os med sine morsomme streger fra Marens blog og i den daglige stribe i Politiken. Hendes to første romaner Og sådan blev det (2013) samt Hvor der er fugle (2017), har gået sin sejrsgang hos både læsere og anmeldere. Med En lykkelig slutning tager hun fat på et emne som de fleste helst ikke vil tale om, nemlig døden og alt det der omgiver den.

”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have. For hvem skulle jeg fortælle det til? Og hvis jeg gjorde, hvordan skulle jeg forklare min lyst uden at lyde, som om jeg var det væmmeligste menneske i verden?”

Det er nutidens fortæller Nicolas, der har de uheldige lyster. Han er i øvrigt den eneste af bedemændene, udover sin mor, der ikke hedder Christian. Historien krydsklipper mellem fortid og nutid i kronologisk rækkefølge over Christian’erne.

Slægtens første Christian er i begyndelsen af 1800-tallet havnet på Stillehavsøen Tikopia, efter et skibbrud. Med sin lyse hud og blå øjne er øens høvding overbevist om at manden med det underlige sprog kan se ind i gudernes verden, så han får lov at bliver og snart er hans opgave at hjælpe spædbørn på vej i døden. Christian 2 tager konsekvensen af befolkningsbegrænsningen på øen og flyder til havs for at skåne sin lillesøsters liv. Han ender via Amsterdam til sidst i et beskidt og sygdomsbefængt København sammen med sin elskede. Han øjner hurtigt en forretning i at hjælpe overtroiske pårørende med at sikre, at de døde ikke går igen, ved hjælp af selvopfundne ritualer og bønner. Dermed er første skridt til bedemandsimperiet Christian Christiansen taget.

Christian 3 har en forkærlighed for at lege med ilden og indfører kremering som praktisk begravelsestradition da det både er pladsbesparende og holder lugten og sygdomsspredningen i skakt. Christian 4 kan se de døde fra han er ganske lille og får et tættere forhold til dem end til de levende. Faktisk så tæt at han bliver forelsket i et spøgelse, som han indleder et kærlighedsforhold til via et mellemled om man så kan sige.

Christian 5 kan lide tal og orden i en sådan grad at han i dag uden tvivl ville blive stillet diagnosen ekstrem OCD. Hans datter Lone Helle også kaldet Nana, bliver den første kvindelige bedemand i familien. Hun viser sig at være lesbisk men bliver ved et uheld gravid og får sønnen Nicolas – syvende led i slægten. Nicolas, er alenefar og kæmper ikke kun med sine uheldige lyster til en død kvinde, men også med at styre sine børn, der udviser skræmmende mørke sider i en sådan grad at han må snige beroligende medikamenter i deres mad og drikke, som han skaffer gennem sin svoger der er dyrlæge.

Der er ingen tvivl om at der vil bliver løftet øjenbryn og at nogle vil finde romanen kontroversiel. Død, nekrofili og spøgelsessex er trods alt ikke hverdagskost for ret mange, skulle jeg mene. Men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Og karaktererne er skrevet så fint frem at man fatter sympati for dem trods deres særegenhed. Det er dystert ja kulsort men vanvittigt godt skrevet.

En lykkelig slutning udkom 1. november 2019

★★★★☆

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Oktoberbarn er den tredje roman Linda Boström Knausgård er udkommet med og igen viser hun, at hun mestrer den svære kunst at fortælle en helt masse på meget få sider.Men selvom Oktoberbarn kun er på 162 sider tog det alligevel tid at komme igennem den selvbiografiske fortælling, for den fylder meget. Bliver i kroppen længe.

”Jeg vil nu sige noget vigtigt: Vær ikke bange. Alt hvad jeg har været virkelig bange for er sket. Derfor siger jeg til jer: Vær ikke bange. Jeg har ofte tænkt på hvad frihed er og jeg er kommet frem til at friheden kræver ansvar, selvrespekt og et roligt varmt hjerte.”

Oktoberbarn er på én gang en sorgroman over det forliste ægteskab med Karl Ove Knausgård men også et frontalt angreb på den svenske psykiatri og deres brug af elektrochokbehandlig – noget forfatteren har mærket på egen krop i perioder med svær depression og angst, hvor hun blev tvangsindlagt. Strømmen de sender igennem hendes krop lægger sig som en skygge over hendes minder og hun frygter at de aldrig kommer tilbage, og uden minder vil hun heller ikke kunne skrive.

Hun skriver ikke et ondt ord om Karl Ove. Ikke rigtigt. Men smerten stiger brændende op imellem linjerne. Det er råt og skræmmende og gør ondt at læse, men det er samtidig også en smuk sammensat bog med et nådesløst smuk sprog.

Oktoberbarn udkom den 30. januar.

★★★★☆

LÆS OGSÅ:
Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Anne Mette Hancock: Pitbull

Pitbull er tredje bind i Anne Mette Hancocks krimiserie om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Denne gang handler det om at råde bod på sine synder inden det er for sent.

Heloise Kaldan arbejder på en reportageserie om Vågetjenesten, hvor frivillige sidder hos døende der ellers ville være alene i deres sidste tid. Arbejdet har bragt hende tæt på den kræftsyge og lettere demente ældre mand Jan Fischhof. En dag taler han i brudstykker og usammenhængende om at han kommer til at betale for sin ungdoms synder, at der var så meget blod og nævner navnet Mázoreck. Heloise beslutter sig at for at hjælpe Fischhof med at få ro i sindet inden han dør, og begynder derfor at grave i hans fortid. Den bringer hende til Sønderjylland hvor hun opdager at der udover et mistænksomt dødsfald også findes to uopklarede sager om unge kvinder der forsvandt sporløst. Ivrig efter at kortlægge hvad der skete dengang i slutningen af 1990’erne starter hun sin egen efterforskning men opdager hurtigt, at hendes mange spørgsmål ikke er velkomne i området og snart får hun brug for hjælp fra sin ven Erik Schäfer.

””Hey, hvad fanden laver du?” råbte hun og vred sig. ”SLIP MIG!” […] rakte en hånd om bag lænden og trak en pistol frem. Han rettede den mod Heloise og tyssede på hende, som om hun var et spædbarn, der skulle trøstes. ”Shh-shh-shhhh…” Heloise så ned i løbet og sank.”

Anne Mette Hancock scorer et ægte hattrick med sin tredje krimi. Debutbogen Ligblomsten slog benene væk under både krimifans og anmeldere og hun modtog prisen ”Årets debutant 2017” fra Det Danske Kriminalakademi. Året efter udkom bogen Mercedes-snittet for hvilken hun blev kåret som ”Årets forfatter” af Plusbog. Og med Pitbull slår hun igen fast, at hun tilhører eliten af de danske krimiforfattere.

Setuppet er klassisk i krimigenren, ja nogen vil måske endda sige på grænsen til en kliché, en journalist og en efterforsker. Men karaktererne er veludviklede og det næsten forældre/barn-forhold mellem Heloise og Schäfer og hans hustru fungerer godt og giver et ekstra lag til historien. I Pitbull tages vi med til forfatterens hjemstavn i Sønderjylland og kendskabet mærkes i beskrivelserne af området og dets mennesker og den særlige sønderjyske kultur. Både sprog og handling flyder fint i et spændingstempo over middel som gør det svært at lægge bogen fra sig og plottet er utroligt velkomponeret. Når man som læser tror at man har fingeren på den sidste brik i puslespillet sker der et uventet tvist som vil tilfredsstille enhver krimifan.

Pitbull kan sagtens læses som et fritstående bind men hvorfor dog fornægte dig selv den fornøjelse at læse dem alle tre.

Pitbull udkom den 2. Januar 2020.

★★★★☆

Lauren Groff: Florida

Novellesamlingen Florida af Lauren Groff byder på elleve udsøgte fortællinger om mennesker tilsat Floridas hede, frygtindgydende orkaner og farlige dyreliv.

Lauren Groff slog igennem med sin tredje roman Skæbne og hævn (på dansk i 2016), som blev årets mest hypede bog og kåret til ”Årets bog” i hjemlandet USA i 2015, måske især fordi daværende præsident Barack Obama havde rost den til skyerne. Det var fortællingen om et ægteskab set fra både kvindens og mandens perspektiv.

Personligt synes jeg at Skæbne og hævn var udmattende at komme igennem. Men med novellesamlingen Florida viser Lauren Groff at hendes metaforiske, ordrige og til tider drænende skrivestil egner sig perfekt til det korte format.

I elleve noveller får vi små, men hårdtslående glimt af en række (især) unge kvinder og mødres indre liv, der er plaget af uorden, alkoholisme og lejlighedsvis fortvivlelse. Det er temaer som sorg, ensomhed, familie og raseri der præger fortællingerne, som ofte udspilles i Floridas ulidelige varme med rædselsvækkende orkaner, slanger og andet kryb.

”Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvinde, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensmaden og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.”

Citatet er fra bogens første novelle Spøgelser og returgods. En historie om en kvinde der er begyndt at gå lange ture sent om aftenen for at dulme hendes nyerhvervede tilbøjelighed at råbe. Under hendes spadsereture observerer hun sine naboer gennem deres vinduer og afslører knivskarpt bidder af deres liv. Det er utroligt, så meget man kan lære ved at se på mennesker.

Af andre nævneværdige karakterer er to forladte børn, en ung kvindelig studine der bliver hjemløs, en mand der sidder fast i en kano, en rejsende der fanges i en storm samt en kvinde der kryber sammen under en orkan. Vejret får en særlig rolle i fortællingerne og slår næsten tonen an fra starten i alle historierne.

Florida er ikke en lys og let samling historier – tværtimod. Det er temmelig dystert men dog ikke uden humor. Lauren Groff skriver levende sætninger fulde af håndgribelige og foruroligende billeder der griber fat i læseren, og der er plads til eftertanker når sidste ord er skrevet. Det kan jeg rigtigt godt lide. Alt i alt er bogen en fornøjelse at læse og har du stadig ikke fået hul på at læse noveller (hvad venter du på?!) er Florida et rigtigt godt sted at begynde.

Florida udkommer i dag den 15. august.

★★★★☆

LÆS OGSÅ
Lauren Groff: Skæbne og hævn

Ian Rankin: Et hus af løgne

Et hus af løgne er endnu et pletskud fra Ian Rankin om hans aldrende politimand John Rebus.

Allerede fra de første bøger i serien om John Rebus, besluttede Ian Rankin sig for, at den fiktive tid skulle være lig med virkelig tid. Det var et klogt valg for det har dels gjort Rebus til en utrolig realistisk karakter og dels gjort at bøgerne er lige så meget krimier som socialrealistiske romaner om Skotlands udvikling fra 1980’erne frem til i dag.

I en gammel bil dybt inde i et skovområde tæt på Edinburgh, finder nogle drenge resterne af et lig i bagagerummet. Benene er spændt sammen med håndjern, som til forveksling ligner politiets standardmodel. Det viser sig at være en privatdetektiv som forsvandt i 2006 – en sag John Rebus var en del af og som aldrig blev opklaret. Der var for mange ubesvarede spørgsmål og anklager om inkompetence og mistanke om korruption lå som en mørk sky over sagen.

Siobhan Clarke bliver en del af det hold, som skal undersøge den oprindelige efterforskning, og der går naturligvis ikke længe før en sms tikker ind fra Rebus. For selv om han nu er ufrivillig pensionist med KOL, dårlig lever og en lille hund han går ture med på byens grønne område, er hans hukommelse god, hjernen stadig knivskarp og selvtilliden intakt.

Kun Rebus ved hvor sporerne i den gamle sag fører hen, og han er bevidst om at det kan føre til hans eget fald. Alligevel kan han ikke lade være med at blande sig og ved siden af klarer han også en sideløbende privat undersøgelse af en sag om en ung mand der har tilstået drabet på sin kæreste og så holder han naturligvis et skarpt øje med gangsterbossen Big Ger Cafferty, som han har et livslangt gråzone-forhold til.

Der er en grund til at Ian Rankin af en af verdens bedste krimiforfattere. Han får det til at virke så ubesværet. Historien er fængende, sproget flyder let og alt i alt er det en rigtig god læseoplevelse der, som jeg nævnte tidligere, ikke blot er en god krimi men også et fantastisk billede af Edinburgh og Skotland.

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af John Rebus-serien og jeg har læst alle bøgerne (inkl. afstikkerne hvor Malcolm Fox har hovedrollen). Jeg vil varmt anbefale at man læser hele serien, men man kan godt læse bøgerne enkeltstående.

Et hus af løgne udkom i marts 2019.

★★★★☆

LÆS OGSÅ
Ian Rankin: Gamle fjender
Ian Rankin: Vilde køtere

Læs mit interview Ansigt til ansigt med Ian Rankin fra 2015

Liane Moriarty: Et fængslende møde

Med Et fængslende møde tager Liane Moriarty os med til et afsides helsecenter, hvor ni fremmede får et anderledes kurophold end de havde regnet med.

Den midaldrende forfatter Frances Welty har ondt i sjælen. Hendes nye manuskript er blevet afvist og hun er fornyligt blevet svindlet af en mand hun mødte online, hvilket har kostet hende dyrt. På randen af et sammenbrud køber hun et 10 dages luksus kurophold på helsecentret Tranquillum House. Stedet drives af den dominerende og karismatiske Masha Dmitrichenko – en russisk emigrant der flygtede fra forretningsverdenen efter et hjerteanfald der kort efterlod hende klinisk død. Masha genoplivede sit liv og sin sundhed. Hendes engang kødfulde udseende er nu en supermodel værdig. Hun er som en krydsning mellem en guru og en general. Alt handler om resultater derfor må gæsterne dagligt igennem blodprøver, faste og deltage i ”den ædle stilhed” og vandreture ved daggry og nå ja, drikke smoothies med et lille twist de ikke kender til – hvilket i dette tilfælde betyder mikrodoser af LSD, overvåget af Mashas forblændede assistent, Yao.

Udover Francis ankommer Tony, en tidligere fodboldstjerne der nu er udstyret med ølmave. Jessica, en SoMe- og plastikkirurgi-besat lottovinder, der søger ægteskabsterapi med sin mand Ben. Carmel der er enlig mor til fire efter hun blev droppet af sin mand til fordel for en yngre kvinde. Lars, en smuk homoseksuel skilsmisseadvokat. Og sidst men ikke mindst ægteparret Heather og Napoleon samt deres datter, Zoe, der er flygtet til Tranquillum House for at udholde årsdagen for Zoes tvillingebror Zachs død. Masha lover sine gæster, at deres liv vil ændre sig, hvis de følger hendes program for deres wellness-rejse. Men allerede fra start brokker gæsterne sig over, at det ikke er hvad de forventede af et luksusophold og det bliver kun værre.

Liane Moriarty er bestsellerforfatter og kendt for at skrive knivskarpt om usikkerheden og jalousien i de australske forstæder som i særlig grad lykkedes i bøgerne Min mands hemmelighed og Store små løgne – sidstnævnte er på fremragende vis seriefiseret af HBO med et stjernespækket cast med blandt andet Nicole Kidman, Reese Witherspoon og Alexander Skarsgård og i den nuværende anden sæson også Meryl Streep. Se den! Desværre er Et fængslende møde ikke Moriarty når hun er bedst, beklager.

Da jeg hørte bogens originaltitel Nine Perfect Strangers, fik den mig til at tænke på Agatha Christies krimi And Then There Were None, hvor ni fremmede kommer ud på en ø og en efter en forsvinder (bliver dræbt), men Et fængslende møde er ikke en krimi – i hvert faldt ikke udover at den har et dræbende langsomt tempo. Det er et af problemerne. Vi skal næsten halvvejs igennem bogen før der endelig sker lidt. Et andet problem er at karaktererne ikke er videre interessante udover den lille familie, hvis søn/bror er død. Den historie kunne have været en rigtig god hovedfortælling, men sådan blev det desværre ikke.

Det er måske lidt barsk at sige men Et fængslende møde virker mest af alt som en bog der er blevet spyttet hurtigt ud for at give smør på brødet. Jeg svinger mellem at give den to og tre stjerner, og da jeg ikke kan give en halv stjerne, hiver jeg den op på tre. Okay, men uden at imponere og leve ikke op til de (fortjente) høje forventninger jeg har til Moriarty.

Nicole Kidman har sikret sig filmrettighederne til bogen, og det siges at hun selv vil spille rollen som Frances. Man kan jo håbe på at filmen får mere at byde på end bogen.

Et fængslende møde udkom den 6. juni.

★★★☆☆

RELEVANTE LINKS
Liane Moriarty: Hypnotisørens kærlighed
Liane Moriarty: Min mands hemmelighed

Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste

Lad os håbe på det bedste er Carolina Setterwalls selvbiografisk bog om sorgen efter hendes kærestes alt for tidlige død, som bare 34-årig, der efterlader hende alene med deres otte måneder gamle søn.

En helt almindelig morgen i oktober 2014 går Carolina Setterwall, ind i soveværelset for at se om hendes kæreste Aksel, er vågen. Selv har hun tilbragt natten på en madras i et tilstødende rum med deres baby. Hun opdager at Aksel ligger i en underlig stilling og han svarer ikke når hun taler til ham. Der går nogle sekunder før hun indser at han er død. Helt uventet er hans hjerte stoppet med at slå i løbet af natten. I bogen fortæller hun om de få år hun fik sammen med Aksel og om de to år der fulgte efter hans død.

De er hinandens modsætninger. Carolina og Aksel. Hun er motiverende (til det manipulerende) og initiativrig. Han er frygtsom og flegmatisk. Alligevel bliver de kærester – mest på hendes opfordring, virker det som. Efter et års tid gider hun ikke at bo to steder og sælger derfor sin lejlighed og flytter permanent ind til ham. Sådan er det med alting. Hun sørger for at tingene sker. Måske er det derfor at hans pludselige død kommer som et chok for hende, for her er noget hun ikke har planlagt.

”Det er ligegyldigt, hvor meget jeg forsøger at lægge bånd på mig selv. Det ender med, at rastløsheden vinder, mit presserende behov for forandring og udvikling fortrænger alle fornuftige argumenter om at hvile, vente, leve i nuet og tage det lidt med ro. Efter en rolig periode er det, som om jeg ikke kan modstå impulsen til at rive op, provokere, puffe os ud af balance, ruske os hårdt, til vi ramler sammen og ryger af sted, for så at se, hvad der sker bagefter, når vi lander. Jeg forstår det ikke selv. Jeg kan ikke selv lide det. Alligevel gør jeg det gang på gang.”

Kan man anmelde andres sorg
Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv om, hver gang jeg har læst en såkaldt sorgroman. Og nej, det er svært at sige at nogens sorg er forkert, for den er deres egen. Men et tragisk dødsfald er ingen garanti for stor litteratur.

Romanens korte årstalsdaterede kapitler skifter mellem tiden før og efter Aksels død. Lad os håbe på det bedste, startede egentlig som en blog og har en dagboglignende stil over sig. Det er en modig bog, så meget vil jeg give hende, for hun gør ikke noget for at få sig selv til at fremstå i et specielt flatterende lys. Men det er samtidig en stor del af problemet, for jeg bryder mig ganske enkelt ikke om hende. Hun er usympatisk og egoistisk, og jeg fatter ikke at hendes kæreste fandt sig i hende.

Man får en tydelig fornemmelse af at Aksel og Carolinas forhold ikke var specielt godt – faktisk siger hun det selv flere gange, og derfor kommer hendes voldsomme sorg til at virke påtaget, ja næsten utroværdig. Og da hun senere forelsker sig hovedkulds i en anden mand i ”samme situation” som hende selv (det er i øvrigt nemt at regne ud at manden er forfatteren Tom Malmquist, som skrev om sin egen sorg i den fremragende roman I hvert øjeblik er vi stadig i live), opfører hun sig igen (undskyld sproget) som en egoistisk kælling.

Det hun gør godt, er at få os til at stille os selv spørgsmålet: Hvordan sørger man nogen, når den sidste tid man fik sammen var fyldt med sammenstød og skænderier? Hvordan undgår man at blive efterladt med skyldfølelse og fortrydelse?

Hendes historie er uden tvivl en iskold påmindelse om, at livet som vi kender det kan vende på et split sekund. At alt det vi elsker, til enhver tid kan skylles væk fra os. Alligevel er det svært for mig at blive rigtigt berørt af historien, fordi jeg ingen sympati føler for fortælleren – min sympati ligger i stedet hos de to mænd, der passerer igennem hendes liv.

Lad os håbe på det bedste udkom i januar.

★★★☆☆

RELEVANTE LINKS
Vil du læse andre romaner, hvor forfatteren fortæller om sin sorg efter at have mistet, kan jeg varmt anbefale især disse to.

Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live
Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande

Andre bøger om sorg

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Joan Dideon: Et år med magisk tænkning + Blå timer