Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste

Lad os håbe på det bedste er Carolina Setterwalls selvbiografisk bog om sorgen efter hendes kærestes alt for tidlige død, som bare 34-årig, der efterlader hende alene med deres otte måneder gamle søn.

En helt almindelig morgen i oktober 2014 går Carolina Setterwall, ind i soveværelset for at se om hendes kæreste Aksel, er vågen. Selv har hun tilbragt natten på en madras i et tilstødende rum med deres baby. Hun opdager at Aksel ligger i en underlig stilling og han svarer ikke når hun taler til ham. Der går nogle sekunder før hun indser at han er død. Helt uventet er hans hjerte stoppet med at slå i løbet af natten. I bogen fortæller hun om de få år hun fik sammen med Aksel og om de to år der fulgte efter hans død.

De er hinandens modsætninger. Carolina og Aksel. Hun er motiverende (til det manipulerende) og initiativrig. Han er frygtsom og flegmatisk. Alligevel bliver de kærester – mest på hendes opfordring, virker det som. Efter et års tid gider hun ikke at bo to steder og sælger derfor sin lejlighed og flytter permanent ind til ham. Sådan er det med alting. Hun sørger for at tingene sker. Måske er det derfor at hans pludselige død kommer som et chok for hende, for her er noget hun ikke har planlagt.

”Det er ligegyldigt, hvor meget jeg forsøger at lægge bånd på mig selv. Det ender med, at rastløsheden vinder, mit presserende behov for forandring og udvikling fortrænger alle fornuftige argumenter om at hvile, vente, leve i nuet og tage det lidt med ro. Efter en rolig periode er det, som om jeg ikke kan modstå impulsen til at rive op, provokere, puffe os ud af balance, ruske os hårdt, til vi ramler sammen og ryger af sted, for så at se, hvad der sker bagefter, når vi lander. Jeg forstår det ikke selv. Jeg kan ikke selv lide det. Alligevel gør jeg det gang på gang.”

Kan man anmelde andres sorg
Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv om, hver gang jeg har læst en såkaldt sorgroman. Og nej, det er svært at sige at nogens sorg er forkert, for den er deres egen. Men et tragisk dødsfald er ingen garanti for stor litteratur.

Romanens korte årstalsdaterede kapitler skifter mellem tiden før og efter Aksels død. Lad os håbe på det bedste, startede egentlig som en blog og har en dagboglignende stil over sig. Det er en modig bog, så meget vil jeg give hende, for hun gør ikke noget for at få sig selv til at fremstå i et specielt flatterende lys. Men det er samtidig en stor del af problemet, for jeg bryder mig ganske enkelt ikke om hende. Hun er usympatisk og egoistisk, og jeg fatter ikke at hendes kæreste fandt sig i hende.

Man får en tydelig fornemmelse af at Aksel og Carolinas forhold ikke var specielt godt – faktisk siger hun det selv flere gange, og derfor kommer hendes voldsomme sorg til at virke påtaget, ja næsten utroværdig. Og da hun senere forelsker sig hovedkulds i en anden mand i ”samme situation” som hende selv (det er i øvrigt nemt at regne ud at manden er forfatteren Tom Malmquist, som skrev om sin egen sorg i den fremragende roman I hvert øjeblik er vi stadig i live), opfører hun sig igen (undskyld sproget) som en egoistisk kælling.

Det hun gør godt, er at få os til at stille os selv spørgsmålet: Hvordan sørger man nogen, når den sidste tid man fik sammen var fyldt med sammenstød og skænderier? Hvordan undgår man at blive efterladt med skyldfølelse og fortrydelse?

Hendes historie er uden tvivl en iskold påmindelse om, at livet som vi kender det kan vende på et split sekund. At alt det vi elsker, til enhver tid kan skylles væk fra os. Alligevel er det svært for mig at blive rigtigt berørt af historien, fordi jeg ingen sympati føler for fortælleren – min sympati ligger i stedet hos de to mænd, der passerer igennem hendes liv.

Lad os håbe på det bedste udkom i januar.

★★★☆☆

RELEVANTE LINKS
Vil du læse andre romaner, hvor forfatteren fortæller om sin sorg efter at have mistet, kan jeg varmt anbefale især disse to.

Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live
Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande

Andre bøger om sorg

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Joan Dideon: Et år med magisk tænkning + Blå timer

Sara Parborn: En hustrus hævn

Sara Parborn har med En hustrus hævn, skrevet en brutal underholdende roman om en kvinde der er træt af at være usynlig i sit ægteskab.

Bibliotekaren Irene har i næsten 40 år været gift med en kedelig, selvcentreret og negativ gnavpot af en mand, kabelmontøren Horst. Ægteskabet har budt på det traditionelle kønsrollemønster og Irene har både været hustru og mor. Men nu hvor hun er i 60-års alderen er hun begyndt at savne plads – ikke kun bogstaveligt i deres hjem, hvor Horsts eneste interesser, kabler og lydsystemer optager mere og mere plads, men også billedligt. Da hun en dag opdager at Horst har smidt flere af hendes kasser med bøger ud for at få plads til fire sække cement i kælderen som han har fået gratis, får hun nok og beslutter sig for at slå ham ihjel.

”Jeg stod lidt og så på hans højrøde, forurettede ansigt i tv’ets lys. Så gik jeg stille ud i køkkenet. Ved døren stod kassen med blybåndene. Jeg havde båret den op fra kælderen, så jeg huskede at køre den på miljøstationen. De havde en afdeling for farlig affald. Og pludselig kom idéen. Ikke klar og tydelig, men umærkeligt snigende. Uden af tænde lyset gik jeg over og åbnede vinduet på vid gab. Det var kun september, men allerede iskoldt i vinden.”

Der er masser af humor i Sara Parborns roman om den ældre bibliotekar der ser rødt. Jeg grine højlydt flere gange under læsningen. Men selv om den er hurtigt læst og underholdene, er den også dyster og giver plads til eftertanke. Jeg fattede hurtigt sympati for Irene, selv om hun gradvis og langsomt forgifter Horst. Egentlig burde man spørge sig selv, hvorfor Irene ikke bare lader sig skille fra sin mand, i stedet for at slå ham ihjel. Men det kommer slet ikke på tale og forfatteren giver os ingen svar. Tvært imod udtrykker Irene at hun ikke hader Horst. Hun bliver bare så ualmindelig træt af ham.

Og så vil jeg gerne komme med en lille advarsel til de mænd der ikke forstår deres kærester og koner, når de siger, at de har brug for deres eget rum – lad dem ikke gå så langt som Irene.

En hustrus hævn udkom den 25. september 2018.

★★★★☆

Therese Bohman: Aftenland

Therese Bohman har med Aftenland skrevet en roman om at lede efter noget der føles meningsfuldt. Om kunst, begær og ensomhed.

Karolina Andersson har passeret de 40 år og har netop forladt sin kæreste gennem mange år, fordi hun ikke elskede ham. Hun er en succesfuld akademiker, professor i kunsthistorie ved universitetet i Stockholm, forsker i kunstens repræsentation af kvinder samt skribent for Svenska Dagbladets kultursider. Kunst udgør størstedelen af hendes liv sammen med lidt for mange glas vin (hun overvejer om hun har et misbrug) og måske lidt for mænd. Karolina elsker alle typer mænd, unge som gamle, tykke som tynde, gifte som single – og hun har ikke svært ved at tiltrække sig dem. Men bekræftelsen bliver i soveværelset, nærhed er noget de giver deres hustruer, ikke hende.

Da hun bliver vejleder for en ph.d.-studerende, bliver hun betaget af den unge, smukke (som en ”Botticelli-engel”) Anton, men samtidig irriteret over hans selvtillid. Han mener at have fundet en hidtil ukendt kvindelig kunstner, som vil revolutionere den svenske kunsthistorie. Det kan få stor indflydelse på både Antons men også Karolinas karriere, men Karolina opdager snart, at hun er blevet draget ind i et spil med flere uventede lag.

”Den næstsidste var en kvinde i tresserne, hun smilede bredt og lettet, da hendes billige, røde nylonkuffert dukkede op, kastede så et næsten skyldsbevidst blik på Karolina, før hun hastigt forsvandt hen mod udgangen med kufferten rullende efter sig. Så kom der ikke flere kufferter. Og stående foran bagagebåndet, der blev ved med at køre, selvom det var tomt, tænkte hun, at det var livet, hun ventede på. Det liv, som kom til alle, undtagen hende.”

Therese Bohman skriver med store kontraster – det lyse og livlige mod det mørke, som her er savnet og ensomheden. Historien veksler mellem beskrivelser og refleksioner, hvor især det sidste giver følelser til teksten gennem samfundskritik samt delvist udbredte og uigenkendelige syn på kulturhistorien inddelt i klassicisme, romantik og symbolisme.

Karolina-karakteren har samme store kontraster, for selv om hun er mandlig nok i sine træk til at se porno og onanere på sit kontor på universitetet, er hun samtidig så konventionel feminin, at det, hun virkelig længes efter er hengivenhed, ømhed, nærhed og samhørighed. Og børn. Det er som om Bohman vil teste grænsen for hvad en frigjort kvinde kan gøre og hvilke konsekvenser det kan have. Hun leger med og analyserer de normer vi kender omkring magt, køn og identitet. Karolina bryder et langt forhold med en mand hun har været utro flere gange, og selv om det er hende der er gået, er det hende som står ene og forladt tilbage med sin længsel.

Der er en ting der undrer mig ved bogens ellers mange feministiske kamp træk, manglen på andre kvindelige karakterer. Der er ingen søsterskab. Karolina har ingen veninder og omgås udelukket mænd. Jeg er i tvivl om det skal forestille sig at være endnu et ”brud med normerne” eller om det er for at forstærke hendes ensomhedsfølelse. Sproget er let og de 246 sider forsvinder hurtigt.

Det er første gang jeg læser Therese Bohman, men det bliver ikke sidste. Jeg er blevet meget nysgerrig efter at læse hendes forrige bog Den anden kvinde.

Aftenland udkom den 15. februar.

★★★★☆

Jakob Melander: De døde og de ufødte

De døde og de ufødte, er femte bind i Jakob Melanders serie om politimanden Lars Winkler – denne gang på nyt forlag – og sender os både til Vietnam og til 1980’ernes Vesterbro i et indviklet net af pengebegær og organiseret kriminalitet.

To mænd henrettes i en bil en regnfuld aften på Slotsholmen i København. Det er et umaget par, en tidligere politibetjent og en tidligere narkoman, og for Lars Winkler og hans kolleger er det svært at gennemskue hvorfor de to mænd befandt sig sammen. Da mordvåbnet findes peger det i retningen af rockermiljøet, men intet synes at passe helt sammen. Så da der dukker materiale op omkring et gammelt uopklaret drab fra 1980’erne, retter politiet i stedet opmærksomheden på det, for pludselig er der et par navne der går igen i de to drabssager.

Kæresteparret Winkler og kollegaen Sanne, som ellers var blevet skilt rent arbejdsmæssigt, kommer begge på sagen, men da Winklers ekskone fortæller en uventet nyhed, spidser tingene til for de nyforelskede.

Et andet sted i København rejser journalisten Louise til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny, og ikke helt uskadelig, rissort, og inden hun ved af det står hun midt i en livsfarlig situation og må flygte hjem. Tilbage i Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

”Kinderne var hule, huden rødlilla, sine steder næsten sort. Og øjnene stod rødsprængte og glasagtige ud af hulerne, stirrede ind i den anden verden, de fleste prøvede at udsætte ankomstren til så længe som overhovedet muligt.”

Efter det (efter min mening) lidt middelmådige fjerde bind i Winkler-serien, Det bedste til mig og mine venner, er Jakob Melander igen tilbage på ret kurs med De døde og de ufødte. Siderne vender næsten sig selv, og sproget er som altid let og flydende. Romanen er inddelt i korte kapitler, hvilket er med til at holde fremdriften i et forholdsvis højt tempo.

Der er to sideløbende, spændende historier dels henrettelsen på Slotsholmen og dels journalisten Louises søgen efter sin biologiske mor. Okay, det kræver ikke høj IQ at forstå, at de to sager naturligvis hænger sammen, men plottet er ikke helt nemt at gennemskue og spændingskurven strækker sig langt mens dødstallet stiger stødt undervejs i historien. Jeg synes stadig der er lidt for meget privatlivsfnidder, men det er en smagssag.

Selv om bogen er femte bind i en serie, kan du sagtens stige på nu uden at blive alt for forvirret, men det vil være ærgerligt at gå glip af de første bøger – du får alligevel lyst til at læse dem bagefter denne.

De døde og de ufødte udkommer i dag den 9. marts.
★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Interview med Jakob Melander

Anmeldelser af andre bøger i Lars Winkler-serien
Jakob Melander: De berusedes vej (bind 3)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (bind 4)

Anmeldelse af anden roman
Jakob Melander: Elektra

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Kan man slutte fred med en opvækst, hvor man aldrig har følt sig elsket af sine forældre? Kan man bearbejde sin mors død, når man egentlig ikke kendte hende rigtigt? Det er mange ubesvarede spørgsmål og blandede følelser Leonora Christina Skov står tilbage med, da hendes mor i 2015 dør efter flere år med kræft. I sin selvbiografiske roman Den, der lever stille fortæller hun åbent og ærligt om sit dysfunktionelle forhold til sine forældre og om hvordan Christina fra Helsinge blev til storbypigen og forfatteren Leonora.

”Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. […] Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. Med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det.”

Den, der lever stille lever godt. Sådan var mottoet hos familien Skov i Helsinge, hvor mor Ingelise helst så at man ikke gjorde et væsen af sig. Selv iklædte hun sig offerrollen og beskyldte hele livet datteren for at være skyld i både sine bekymringer og kræftsygdom. Manipulerende med tårer og trusler om selvmord, får hun opmærksomhed og sin vilje, mens datteren bliver mere og mere tynget af skyld.

Men Christina vil ikke leve stille. Hun drømmer om et helt andet liv langt fra de kvælende vægge i Helsinge, og tager første skridt mod en ny fremtid da hun flytter til København for at studere – uden støtte hjemmefra. Som 21-årig tager hun sig mod til fortælle sine forældre hvem hun er og altid har været inden i, og det får hjerteskærende konsekvenser.

Hun kæmper for overlevelse og for at realisere sin vision om et andet liv samtidig med, at hun er bange for at blive skyld i morens død. Men med sit nye navn Leonora, får hun sin første kvindelige kæreste, den glamourøse præst Ingrid, som hjælper hende med at begå sig i storbyen. Hun finder sin egen stil med fine kjoler og røde læber, som vi kender hende i dag, hun bliver forfatter og møder sin helt store kærlighed Annette, som hun gifter sig med. Alt imens er kontakten til forældrene overfladisk og sporadisk. Helt frem til morens død nægter forældrene ganske enkelt at acceptere deres datters valg i livet.

Den, der lever stille, er en stærk og velskrevet fortælling, og romanformatet giver historien en naturlig fremdrift der griber fast i læseren, så siderne næsten vender sig selv. Historien springer i tid og skydes i gang ved morens dødsleje på hospice. Det er barsk, men også en effektiv måde at slå stemningen an på. Derudover er der et interessant metalag i opbygningen, hvor Leonora har tanker om samt diskuterer tilblivelsen af romanen med kæreste og venner. Stilmæssigt lægger bogen sig op af Delphine De Vigans fremragende roman Alt må vige for natten, men modsat den franske pendant, fornemmer jeg at Leonora Christina Skov holder sig lidt tilbage – måske forståeligt nok med et så sårbart materiale, men det betyder samtidig, at jeg ikke bliver berørt i helt samme grad.

Men når det så er sagt, er der mange intense scener, hvor forældrenes vanvid (ja undskyld, men jeg kan ikke finde et bedre ord i denne sammenhæng) kommer helt frem i lyset, og jeg kommer længere og længere op i det røde felt jo flere linjer jeg læser. Faren vælger at støtte sin hustru i stedet for sin datter, selv om også han måtte kunne se at det var helt galt. Hans begrundelse, som Leonora først får mange år senere, er, at hun er langt stærkere end sin mor og derfor ville kunne komme igennem det. Man kan ikke andet end at ryste på hovedet med tungt hjerte.

Leonora rækker hånden frem mod sine forældre flere gange, og da morens kræft på ny blusser op går hun helhjertet ind i rollen som pårørende og researcher behandlingsmetoder og medicin samt taler med læger og personale.

Om Leonora Christina Skov kan finde indre ro uden af få et klart svar på sine mange spørgsmål om sin mor og hvorfor forældrene gjorde som de gjorde, ved jeg ikke, men jeg håber det inderligt. Med teksten forsøger hun at kommer et svar nærmere og med antydninger kan vi som læsere tolke og analysere os frem til egne teorier – selv synes jeg, at det er oplagt, at moren ikke er psykisk rask og det kommer da også frem efter hendes død, at hun havde det dårligt længe inden datteren blev født og at hun efterfølgende fik en fødselsdepression. Men hvorfor fik hun ingen hjælp? Det spørger forfatteren om og får en vag forklaring fra sin far, at det ikke var noget man bekymrede sig om dengang i 1970’erne. Jeg tænker nu mere, at det var som så meget andet i familien Skov, at hvis vi ikke siger det højt, eksisterer det ikke.

Det er en virkelig god bog og smuk både udenpå og indeni. Den kan og bør læses af alle, for den har så mange forskellige temalag, så alle vil kunne nikke genkendende til noget – familieforhold, problematikken og forvirringen om at finde sig selv og sin seksualitet, og ikke mindst værdien af nære venskaber og kærlighed. Læs den, du vil ikke fortryde det.

Den, der lever stille udkom den 11. januar.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Interview: Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Anmeldelse: Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Politikens Forlag: Min notesbog

Min notesbog, er en ny udgivelse fra Politikens Forlag. En kombineret kalender, notes- og mindebog, hvor du kan holder styr på alt fra aftaler og oplevelser til hvor mange glas vand du drikker om dagen.

Det er lidt usædvanligt at anmelde en notesbog, men de af jer der kender mig eller følger mig på Instagram, ved at jeg er mere end en almindelig notesbogsnørd. Jeg elsker notesbøger og har siden barndommen altid haft gang i en eller flere notesbøger. Lige nu bruger jeg seks forskellige notesbøger i min hverdag + to som bruges over flere år. De fordeler sig sådan: En til dagbog, en til arbejdsnoter, en skitsebog, en til akvarel, en til romanidéer, en bog- og blogjournal + en med lister over hvilke film jeg ser i biografen (jeps, jeg er også listenørd) samt en hvor jeg skriver citater jeg støder på og vil husker samt ord der betager mig, gør mig nysgerrig og lignende. Nævnte jeg, at jeg er nørd ud over det sædvanlige?

Journaling er de sidste 5-6 år blevet utroligt populært i takt med at der er kommet fokus på mindfulness. Ikke mindst i USA og England har det boomet og man kan finde flere YouTube-videoer og Instagram-kontoer med især kvinder, der viser hvordan de bruger notesbøger til at optimere deres tid, holde styr på deres liv og drømme eller til at være kreative i.

Ifølge Politikens Forlag er Min notesbog en dansk udgave af en såkaldt Bullet Journal. Bullet Journaling-konceptet kom frem for nogle år siden og er skabt af Ryder Carroll, en digital produktdesigner fra New York. I alt sin simpelhed går det ud på at holder styr på i går, organisere i dag og planlægge dagene der kommer. Det vigtigste er at man tilpasser det til sine egne behov og liv.

Her støder jeg på det første problem med Min notesbog – den har nemlig fortrykte sider inddelt efter måneder med kalendersider, motionsplaner, kostplaner, sider til højdepunkter og andet. Det er der måske nogle der vil sige fint til, men det gør det svært at tilpasse den til personlige behov. Derudover findes der under hver måned nogle ”Fokus på”-sider – Fokus på bøger, Fokus på økonomi, Fokus på at være social, Fokus på motion med flere. Igen er det svært at tilpasse det mit eget behov. Der er for få tomme sider jeg selv kan bestemme over.

Bogens ydre er pænt, hvilket altid er vigtigt – ingen gider at rende rundt med en lort i tasken. Den er holdt i to støvede grønne nuancer, har bogmærkesnor og praktisk elastik ”om maven”, og overfladen føles blød og gummiagtig som om den kan tåle en fugtig klud, hvis uheldet skulle være ude. Coversiderne er dog temmelig bløde og jeg har allerede fået to knæk på både for- og bagside. Alle de fortrykte kasser og lister er holdt i støvet grønt og rødt og siderne er med priklinjer. Der er små tegninger og borter, som nogle kvinder måske vil finde yndige (ikke min personlige stil), men jeg tvivler på at en mand vil bryde sig om designet.

Papirkvalitet er et at mine personlige krav til en notesbog, for jeg hader hvis pennen bløder igennem siderne, derfor har jeg naturligvis udsat Min notesbog for en pennetest.

Pennetest i Min notesbog fra Politikens Forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

På billedet herover ses mine seks yndlingspenne til at skrive i notesbøger med. Som man kan se er der ikke direkte gennemblødning, selvom man ikke skal fjolle for meget rundt med en rollerpen, men alle pennene anes igennem papiret. Så hvis du vil undgå gennemtryk mest muligt, forslår jeg blyant eller kuglepen – enhver pen med alkoholbaseret farve samt blæk vil helt sikkert bløde igennem.

Det kan være smart for nogle at samle både kalenderfunktion, daglige lister, tanker og andet i en og samme notesbog – for mig personligt fungerer det ikke. Jeg skriver meget og ville hurtigt løbe tør for plads i en enkelt notesbog. Men for andre som ikke har brug for så mange sider hver dag, kan det være en glimrende idé at holde det samlet, så man hele tiden har det med sig. Det udløser dog en anden bekymring. Min notesbog er tung. Hele 561 gram, altså godt et halv kilo. Det er meget at slæbe rundt på i tasken sammen med alt det andet man har brug for på farten. Jamen så lad være med at tage den med dig, tænker du måske? Men så går hele ideen med en notesbog til det hele jo op i røg.

Konklusion. Hvis du ikke er vant til at bruge notesbog og gerne vil i gang med at planlægge din tid og dit liv, er Min notesbog en fin måde at komme i gang med det på. Der er gode idéer til, hvilket sider der kan være nyttige. Personligt vil jeg fortrække en blank notesbog, hvor jeg selv bestemmer rækkefølge og udformning af felter og lister. Men lige meget om du fortrækker det ene eller det andet, vil jeg helt klart opfordre alle til at komme i gang med at bruge notesbøger til at holder styr på dit liv, dine drømme og tanker. Sig endelig til, hvis du har brug for tips og idéer. Jeg deler gerne mine erfaringer.

Min notesbog udkommer i dag den 7. november.
★★★☆☆

I videoen kan du se Ryder Carroll give et overblik over Bullet Journal-metoden.

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆

Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Line Knutzon gør med bogen Camille Clouds brevkasse, nar af hele selvhjælps- og taknemmeligheds-kulturen.

Bogen lægger ud med en forbøn og et forord fra Camille Cloud selv, og allerede der får vi et tydeligt (og ganske morsomt) billede af, hvad Camille Cloud er for en kvinde. Hun er uddannet indenfor en helt masse (eller højsandsynligt ingenting), forfatter til flere succesfulde selvhjælpsbøger (som du opfordres til at købe for at fremme læseoplevelsen af denne bog) og skaber af en succesfuld hudplejeserie. Typen er meget genkendelig, og som Line Knutzon har jeg også for længst fået nok at mennesker der udråber sig selv som eksperter i det ene eller det andet, og som mener at vi skal være glade og taknemmelige lige meget hvilken situation vi befinder os i.

Brevkassedele af bogen byder på en lang række tossede og langt ude spørgsmål og lige så mange tossede og ofte ondskabsfulde svar fra Camille Cloud. Det er her, det efter min mening går lidt galt. Det er simpelthen alt for karikeret. For godt nok er Camille Cloud hele tiden selvfed, egoistisk og lad os være ærlige, ikke den klogeste at høre på, men brevene hun modtager er bare fjollede. Det havde efter min mening virket stærkere og sjovere, hvis brevene var mere realistiske og seriøse. Et af de sjove indslag i bogen er Line Knutzon selv, der optræder som farlig stalker, der vil have Camille Cloud ned med nakken.

”Hej Alle
Jeg er en energisk ildsjæl der søger ildsjæle til at lave et netværk hvor vi kan mødes og sammen skabe noget unikt. På lang sigt kan vi trække på hinandens netværk og møde andre ildsjæle i nye netværk med unikkke tanker som sætter en helt ny dagsorden. Vi kunne bl.a. lave et internt netværk inde i hovednetværket. Men vi kunne også lade være og i stedet lavet et netværk der fungerer som et slags hovednetværk, med et mindre netværk som backup. […]
Kære Ildsjæl
Ros til dig. J Det er lige præcis visionære ildsjæle som dig det danske samfund har brug for. HEP! CC”

Karakteren Camilla Cloud dukkede første gang op i bogen Frit flet, som Line Knutzon skrev sammen med kollegerne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup. Det burde have fået mine alarmklokker til at ringe, for den bog var jeg nemlig ikke speciel begejstret for. Men som altid, bliver jeg en smule forblændet, når jeg høre Line Knutzons navn, for jeg synes hun kan noget som kun få kan her i landet. Derfor gør det også lidt ondt at sige, at jeg er virkelig skuffet over Camille Clouds brevkasse. Jeg tror bogen falder to veje. Der vil være de der synes den er klaske-på-låret-morsom og så er der mig, der synes det hele bliver lidt for plat og ikke specielt sjovt.

Camilla Clouds brevkasse udkom den 13. oktober.

★★★☆☆

Turen går til Bøgernes verden

Politikens klassiske rejsebogs-serie Turen går til, har fået sig et nyt medlem. Denne gang kan du tage på en litterær rejser for Turen går til Bøgernes verden.

Bogen har det vanlige layout, som vi kender fra de andre guidebøger i serien, dog med lidt færre billeder. Kapitlerne er inddelt i Afrika & Mellemøsten, Americas, Asien & Oceanien og Europa, og som altid er der både forord, register og praktiske oplysninger.

Turen går til Bøgernes verden, kan inspirere på flere måder. Skal du ud og rejse, kan det være spændende at få et andet indtryk af landet du skal besøge, og hvad bedre end at få det gennem litteraturen? Eller måske har du ligesom mig, det svært med flyrejser der varer mere end en time, men drømmer om at besøger Asien, så er hjælpen nær med forslag til romaner hvis handling udspiller sig i Asien.

Hvert kapitel indledes med et par ord om kontinentet, og i beskrivelserne af hver bog der omtales, er der små anekdoter eller facts om forfatteren. Fra vores egen andedam er det blandt andet Hans Kirks Fiskerne, Tom Kristensens Hærværk, Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Barndommens Gade af Tove Ditlevsen der nævnes.

Jeg er vild med idéen om en rejseguide gennem litteraturen, og der er masser af bøger der nævnes i bogen, som jeg ikke har læst. Der er naturligvis en del klassikere som bør nævnes, men jeg synes at der er en lille overvægt af historiske bøger. Jeg savner flere bøger, hvor handlingen udspiller sig i landene efter 2000. Det ville have været fint, hvis der var en liste over de mest markante forfattere på hvert kontinent, det er nemlig ikke nødvendigvis deres bøger der er nævnt fx er Jo Nesbø og hans roman Flagermusmanden at finde under Australien (hvor bogens handling udspilles).

Det er antropolog Katrine Tschemerinsky der står bag bogen. Turen går til Bøgernes verden udkom den 1. september.

★★★☆☆

Michael Robak: Øm

Øm er en letbenet men glimtvis humoristisk fortælling om en midaldrende mand ramt af forlist kærlighed, mismod og stress, pakket ind i et tykt lag selvmedlidenhed.

Go’ morgen Danmark-værten Michael Robak debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det, om en falleret radiovært på en gevaldig nedtur. Robak fortsætter temaet om mediemænd i krise i sin nye roman Øm.

Det skal være skidt før det kan blive godt, synes at være udgangspunktet for historien om den 49-årige David Bramsen, der er nyhedschef på et stort dagblad. Siden hans kone Sara, en stockholmsk akademiker, forlod ham for seks år siden og bosatte sig i Berlin med deres fælles søn, er det gået ned af bakke for David. Han længes stadig efter fortiden og har ikke været i seng med en kvinde i fem år. Hans far er for nylig blevet fundet død på et koldt beton gulv og selv rammer han for alvor bunden, da han falder om på sit arbejde under et redaktionsmøde.

Med diagnosen stress, bliver han sendt på orlov i seks måneder. I stedet for at sidde hjemme i den tomme lejlighed på Frederiksberg, lejer han et gammelt sommerhus i en lille sløv by, hvor han i sine unge dage boede hos sine bedsteforældre. Det lysner for en stund, da Sara uventet inviterer ham til Berlin for at besøge sønnen, men tingene går slet ikke som David drømmer om, og snart er han tilbage i sommerhuset, hvor han sidder og ømmer sig mens hans kriminelle halvlillebror Bjarke og naboen Bit forsøger at sparke liv i ham igen.

”Ansigtsudtrykket forandrede sig fra miavende missekat til mellemfornøjet mellemleder. ”Du er godt nok en kedelig mand. Helt slukket.” Hun rettede på sit tøj og forlod mit værelse med skoene i den ene hånd. Kedelig: Ja. Det havde jeg været i årevis. Slukket: Det kunne jeg ikke komme udenom. Længere. Med få anstrengelser og lidt kærlige ord til tv-korrespondenten kunne jeg have fået liv i min indtørrede og forsømte krop. Jeg gik i send i stedet. Efter en kort undren over optrinnet faldt jeg i søvn med finanstillægget over ansigtet.”

Det er en meget let læst bog – man flyver hurtigt igennem korte afsnit og et ukompliceret sprog. Desværre er der ikke meget, der får mig til at stoppe op og endnu mindre af historien bliver siddende i mig. Idéen med at kigge ind i en midaldrende mands indre kaos med tilhørende fysiske skavanker, kan i teorien godt vække min interesse, men det kræver mere tyngde og mindre selvynk, hvilket Øm desværre ikke leverer.

Øm udkom den 11. august.

★★★☆☆