Jesper Stein: Papa

Der er fuld fart på spændingen i Papa og det er svært at lægge bogen fra sig inden sidste side er vendt.

I femte bind om politimanden Axel Steen, arbejder Axel som PET undercoveragent på en stor international operation. Hans cover som frygtindgydende dansk gangster og mellemmand for colombianske FARC, skal få ham tæt på den russiske mafiaboss Papa som amerikanerne i årevis har forsøgt at få fat på.

I København bliver 143 bankbokse tømt i et veltilrettelagt kup hos Danske Bank ved Nørreport. Ingen ved hvad boksene indeholdt, men Axel Steens gamle kollega Vicki Thomsen skal forsøge at opklare sagen. Hun modarbejdes både af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri-afdelingen og af flere af boksejerne, som ikke er meget for at afsløre de hemmeligheder de troede var sikre bag lås og slå. Det står dog hurtigt klart, at der muligvis er en forbindelse til nogle russiske kriminelle.

”Han lå på ryggen på en sofa. Han var blevet stukket mange gange på kroppen og i ansigtet, hans tøj var gennemvædet af blod, der var blod overalt i rummet, men det var hans ansigt, der var blevet ramt igen og igen, så meget, at hun et øjeblik havde tvivlet på, om det var ham, […]”

Axel Steen undercover som lapset gangster fungerer rigtig godt. Han synes at længes efter at være en anden og blender hurtigt ind i det kriminelle miljø, hvilket dog også får hans gamle dæmoner alkohol og stoffer til at vise deres grimme ansigter igen. Det er en smule skuffende, at vi igen skal høre om hans kamp for at modstå fristelserne, når nu der var så gode takter for en ny og forbedret Axel Steen i sidste bog Aisha. Familielivet med datteren Emma spiller også en mindre rolle denne gang, hvor det i stedet er ekskonen Cecilie vi kommer tættere på og især hendes anstrengte forhold til ekskæresten, Axels chef, Jens Jessen.

Igen, fristes jeg til at sige, bliver Axel forblændet af en kvinde. Denne gang er det den smukke Christine, som er en del af det kriminelle netværk han infiltrere i Amsterdam. Hans pludselige dybe kærlighed til hende, er bogens svageste del – det virker simpelthen for utroværdigt. Men jeg tilgiver det, for tempoet er højt og spændingen tæt på hver eneste side. Der er dele af plottet som jeg ikke havde svært ved at gennemskue, men det opvejes af afslutningen. For lige som man tror, at nu kan der ikke ske flere overraskelser, får vi et twist der uden tvivl vil få mange til at tabe kæben.

Papa udkommer i dag den 8. juni.

★★★★★

Jesper Stein: Aisha

AishaVicepolitikommissær Axel Steen er tilbage og bedre end nogensinde. Jesper Stein har skrevet en ondskabsfuld og nervepirrende krimi, med uhyggelige overraskelser undervejs og et genialt plot.

Handling: I en penthouselejlighed på Amager findes en dameglad sikkerhedsvagt dræbt. Han er blevet lemlæstet og torteret til døde, og så er han tidligere PET-ansat. Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var tæt på at miste livet under en undercoveroperation. Han er stadig mærket. Har fysiske men og hans datter lider af angst for at han skal dø. Han har forladt sit elskede Nørrebro, fået ny chef, ny kæreste og en ny omgangstone. Men han kæmper stadig mod lysten til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, og da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder endnu mere modstand end nogensinde før.

”Den døde havde grædt blod. Han sad bundet til en stol med gaffertape midt i penthouselejlighedens øverste stue. Axel Steen så på hans øjne, den størknede hornhinde, det stivnede sørgmodige blik, der intet så.”

Gennem tre bøger har Jesper Stein sendt sin machostrømer Axel Steen på en lang og udmattende nedtur, der kulminerede i forrige bind Akrash. Det var tydeligt, at hvis der skulle komme endnu en bog, måtte der nogle drastiske ændring til for Axel Steen. Dem har vi fået i Aisha og jeg er pjattet med den nye version af Axel. For selv om han nu klarer sig uden stoffer og alt for meget alkohol, og forsøger at tøjle sit temperament og være venlig, er essensen af Axel Steen den samme, blot langt mere troværdig end tidligere.

Som noget nyt hives Axels datter Emma, frem fra birollen og får en stemme, hvilket giver fine små afbræk fra de intense kapitler med Axel, men samtidig lægger de en baggrundsstemning der forstærker uhyggen.

Man når slet ikke at forberede sig, før ondskaben viser sit grimme ansigt allerede på første side. Det er et farligt udspil, for det kræver sit, at holde spændingsniveauet oppe fra side et. Men Stein synes at gøre det helt ubesværet, ved at drysse om sig med små twists og overraskelser, og et ondt og genialt plot. Sproget og de mange metaforiske vulkanudbrud, som Jesper Stein pyntede de tidligere bøger med, er (heldigvis) blevet strammet op, og en blanding af korte og lange kapitler øger fremdriften – det er simpelthen svært at lægge bogen fra sig.

Aisha udkom den 6. november.

★★★★★

Læs min anmeldelse af tidligere bøger i serien, Uro og Akrash.