Filmatisering af krimiserier

En svær balancegang
– når seriebøger filmatiseres

At forvandle bøger til film er en vanskelig opgave – dels fordi vi selv danner os billeder ud fra det vi læser, og dels fordi det aldrig er muligt at få det hele med. Men hvad er det der skal til for at lave en vellykket krimifilmatisering? Er det den overordnede handling, plottet, små særlige detaljer eller er det personerne? Det er fristende at sige, at det hele er vigtigt, men det er ikke nødvendigvis helt rigtigt. Der findes nemlig flere forskellige eksempler på gode filmatiseringer, som ikke følger dens forlæg slavisk.

Når det gælder såkaldte seriebøger, og her tænker jeg især på krimiserier, må det vigtigste være, at handling og personer går op i en højere enhed uden at afvige for meget fra det vi kender. Det er nemlig ofte der problemet opstår. For at filmatisere en enkeltstående roman er i sig selv svært, men at levendegøre en bog, der er en del af en serie bøger med de samme hovedpersoner, er rigtigt svært. For jo mere vi læser om de samme mennesker, jo bedre kender vi dem og jo tættere forhold får vi til dem – ja man kan næsten sige, at de bliver vores gode venner.

Claudia Galli og Richard Ulfsäter i rollerne som Erica Falck og Patrik Hedström. Foto via camillalackberg-boeger.dk

Claudia Galli og Richard Ulfsäter i rollerne som Erica Falck og Patrik Hedström i de nye filmatiseringer af Camilla Läckbergs bøger. Foto via camillalackberg-boeger.dk

Et godt eksempel på netop det problem er de første filmatiseringer af Camilla Läckbergs bøger om forfatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström. De var for mange krimifans en skuffelse at se, for selv om handlingen egentlig harmonerede fint med bøgerne, var det halvdårlige tv-produktioner med en helt forkert casting. Personerne Erica og Patrik er så langt fra det der beskrives i bøgerne, at det er forstyrrende at kigge på. Og når skuespillerne så heller ikke spiller helt optimalt, gør det blot ondt værre. De nye filmatiseringer af Läckbergs bøger, der går under titlen Mordene i Fjällbacka, er med et nyt hold skuespillere, som lever langt bedre op til bogforlægget.

Et andet skrækeksempel er filmatiseringerne af Mari Jungstedts Gotlandskrimier om politimanden Anders Knutas, som har fået titlen Kommissæren og havet. Serien er blevet vist på DR i år og er en tysk tv-produktion, med en tysk skuespiller i rollen som Knutas (der i tv-versionen har fået nyt navn – Robert Andersson), med en blanding af svenske og tyske biroller samt Paprika Steen i rollen som Anders Knutas danske hustru Line. Serien er optaget på en blanding af tysk og svensk, og derefter eftersynkroniseret (meget dårligt). Jeg interviewede Mari Jungstedt kort tid efter, at tv-serien havde haft premiere på den svenske kanal TV4, og næsten før jeg fik spurgt, var hun hurtig til at sige, at hun intet havde haft med filmatiseringerne at gøre – og at hun langt fra var begejstret for resultatet, hvilket er helt forståeligt.

Foto via RedArrowInternational.tv

Ken Stott og Claire Price i rollerne som John Rebus og Siobhan Clarke. Foto via RedArrowInternational.tv

Heldigvis findes der eksempler på meget vellykkede filmatiseringer. Colin Dexters romaner om Chief Inspector Morse blev fra 1987-1999 til den populære tv-serie med John Thaw i hovedrollen som den operaelskende politimand. Serien formår at give det perfekte billede af Morse og alle hans finurligheder samtidig med, at der ikke er gået på kompromis med plottet. Det samme gælder for Ian Rankins fortællinger om Inspector Rebus. Efter nogle afsnit med John Hannah i rollen som Rebus overtog Ken Stott rollen, og pludselig var det som at se John Rebus træde ud af bøgerne og op på skærmen. Den intense stemning vi kender når vi læser blev på fornemmeste vis overført til levende billeder. Rebus vises i øjeblikket på TV2 Charlie mandag aften.

Baseret på…
Der er stor forskel på filmatiseringer, når det gælder seriebøger. Nogle laves som ”rene” filmatiseringer som fx Agatha Christies 12 bøger om Miss Marple. De blev i 1984-1992 lavet som tv-serie i afsnit af spillefilmslængde med Joan Hickson i hovedrollen – en skuespiller som Agatha Christie selv havde drømt om at se i rollen som snushanen Marple. Der er sidenhen lavet nye filmatiseringer med både Geraldine McEwan og Julia McKenzie i rollen som Miss Marple.

Andre filmatiseringer tager lidt hist og pist, hvilket blandt andet var tilfældet med tv-serien om Scotland Yard Commander Adam Dalgliesh, med henholdsvis Roy Marsden og Martin Shaw i hovedrollen. Tv-serien var ikke altid tro mod P.D. James’ bøger, og den er ikke filmatiseret i kronologisk rækkefølge – hvilket hardcore læsere måske havde lidt problemer med. Dalgliesh vises i øjeblikket hver eftermiddag på DR1.

Foto via tv4.se

Peter Haber og Mikael Persbrandt i rollerne som Martin Beck og Gunvald Larsson. Foto via tv4.se

En tredje måde at filmatiserer på er, at lade sig inspirere af en serie bøger – altså lave en tv-serie, der bygges op omkring persongalleriet fra bøgerne. Er det vellavet gør det nemlig ikke altid noget, at handlingen ikke holder sig til bøgerne. Et godt eksempel er Maj Sjöwall og Per Wahlöös karakter Martin Beck. Forfatterparret skrev ti bøger om politimanden Martin Beck, men tv-serien (hvert afsnit er i spillefilmslængde) med Peter Haber og Mikael Persbrandt i hovedrollerne, er fortsat med nye historier om Martin Beck og Gunvald Larsson – med stor succes. Manuskripterne står forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind for. På svensk TV4 vises der i øjeblik helt nye afsnit af Beck, og det kan helt klart anbefales at kigge med søndag aften kl. 21.

Henning Mankells bøger om Kurt Wallander – med henholdsvis Krister Henriksson og Rolf Lassgård i rollen som Wallander og den alternative engelsksprogede version med Kenneth Branagh i hovedrollen, er andre gode eksemplar på gode filmatiseringer, der ikke holder sig helt til bogforlægget. Det samme gælder Elizabeth George’s The Inspector Lynley Mysteries om den aristokratiske Inspector Thomas Lynley og hans tro følgesvend Barbara Havers. Serien vises i øjeblikket på TV2 Charlie hver fredag aften.

Der findes ikke en facitliste over hvad det er, der gør en filmatisering god eller dårlig, for når alt kommet til alt, er filmatiseringer naturligvis et spørgsmål om personlig smag og måske hvor god en fantasi man selv har til at danne sig egne billeder mens man læser. Og gider man ikke se filmatiseringer, er der heldigvis masser af fantastiske bøger, der stadig venter på at blive læst.

Har du nogle yndlingsfilmatiseringer?