Lena Dunham: Er det ondt ikke at være sikker?

Kendisfaktoren syntes at have haft en lidt for står andel i at Er det ondt ikke at være sikker? er blevet oversat til dansk – indholdet er i hvert fald ikke så imponerende.

Lena Dunham overraskede da hun sidste år ud af det blå sidste udgav denne lille bog med uddrag fra en gammel dagbog hun førte, mens hun var andet års studerende ved Oberlin College. Bogen udkom som en limited edition på tryk samt som e-bog, og blev udsolgt på blot 24 timer. Teksterne, som Dunham selv kalder for en uformel log med kreative brudstykker og iagttagelser, strækker sig i længde fra nogle få ord til nogle få afsnit, og er tydeligt skrevet af en ung kvinde der endnu ikke har fundet sit ståsted og sig selv.

”27/11/05 Ligesom Joan Didion spekulerer jeg på hvorfor alting skrives ned. Er der et højere formål med alle disse små skitser jeg bærer med mig som bagage der ikke kan fortættes eller konsolideres?”

Lena Dunham står blandt andet bag den ikoniske HBO-serie GIRLS, som hun skrev, instruerede, producerede og spillede hovedrollen i, og man kommer ikke udenom at hun både er talentfuld, sjov, skør, provokerende og hele tiden forsøger at rykke vores grænser. I 2015 udkom hun på dansk med Ikke den slags pige, en morsom, tåkrummende og en smule skræmmende selvbiografisk bog som alle pige bør læse. Men denne gang er jeg knap så imponeret.

Der er næsten ingen sammenhæng i teksterne, nogle er blot spørgsmål som får lov at hænge i luften, og selv om der blandt de små doser af selvmedlidenhed er ting man kan trække på smilebåndet over, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad vi egentlig får ud af at læse disse tekster, tanker, spørgsmål og brudstykker fra en 20-årig kvinde – var de ikke underskrevet Lena Dunham, ville vi nok ikke bruge tid på dem. Og jeg må indrømme at jeg kedede mig, men jeg vil ikke afvise at kvinder (væsentligt) yngre end mig selv, måske vil få mere ud af teksterne, derfor svinger jeg mig op på tre små stjerner.

Overskuddet fra bogen går til non-profit organisationen GIRLS WRITE NOW i USA og i Danmark går det til Venligboernes kvindeprojekter.

Er det ondt ikke at være sikker? udkommer i dag den 26. september.

★★★☆☆

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Historie om et ægteskab, er fyldt med forelskelsens rus, eksplicitte sexscener og stor sorg over kærligheden der ikke varede for evigt.

Handling: Jon og hustruen Timmy mødte hinanden for næsten 20 år siden, da de begge var i andre forhold. Tiltrækningen var voldsom og de måtte bare have hinanden og fik det. De har et godt liv med arbejde, rækkehus og to fælles børn, men de vil ikke have at deres liv og ægteskab ligner andres og gør deres til undgå kernefamiliens tritesse. De er noget særligt og deres kærlighed til hinanden kan overvinde alt. Til den pludselig ikke kan det mere og Jon bliver forladt.

Hvorfor skal det gøre så forbandet ondt at elske? Det forsøger romans ”jeg”, den 40+ årige Jon, at finde ud af ved at genfortælle hans og Timmys historie efter drømmen er brast. Geir Gulliksen lader Jon leve sig ind i Timmys bevidsthed og opleve hvad der sker, da hun møder manden Harald og hvordan de to sammen, skridt for skridt, bygger et nyt ”os”, frem til det punkt, hvor ægteskabet kun er en tom skal – en næsten lidt pinlig formalitet.

”En hvilken som helst anden ville blive jaloux, ville lave scener, ville blive rasende på en mand som så skamløst lagde an på en anden mands kone. Men jeg kom i godt humør, så det ud til, jeg blev ivrig, jeg ville vide hvad det gjorde ved hende. Nu hvor hun var hjemme igen. Nu hvor vi to var sammen, nu hvor der ikke var grænser for hvad der kunne ske.”

Romanen skabte megen debat i både hjemlandet Norge samt i Sverige da den udkom. Det er dels kønsrollerne som er vendt på hovedet, de tabubelagte fantasier og magtbalancen som sætter gang i diskussionerne – ikke mindst fordi mange af os kan genkende glimt af os selv og vores egne relationer i teksten.

Jon forlader sin kone og deres barn for at være sammen med Timmy, og mange år senere gør Timmy det samme mod ham. I mellemtiden er Jon havnet i en slags 1950’er ægteskab vendt på hovedet. Jon vil være en moderne mand. Han er journalist, men da han bliver fyret vælger han, som den hipster-feminist han ønsker at være, at blive freelancearbejdende hjemmegående far og tage hånd om børnene og hjemmet, og stå klar med maden hver aften. Den politisk korrekte ligestilling er ikke til stede – magtbalancen hælder til Timmys fordel. Lægen Timmy, der har forladt patienterne for at gøre karriere med spændende projekter for ministeriet.

Det er Jon der bekymrer sig om og passer på deres ægteskab. Da Timmy fortæller om manden hun har mødt, giver Jon hende frihed til at forfølge hendes følelser, ja han ligefrem opfordrer hende til at gøre det. Hun vil egentlig ikke, men han vil have at hun vil det. Er det gavmildhed eller desperation? Det synes mærkeligt at forsøge at krydre forholdet med selvplageri. Men Jon synes villig til at gå langt for at få deres ægteskab til at fungere, fordi han selv har ofret så meget for at være i det og det på en eller anden måde skal retfærdiggøres.

Geir Gulliksen skriver fængende og poetisk ikke mindst om sorgen af den tabte drøm. Sønnen der spiller Sims og skaber en illusion af den familie han har mistet og Jon der fjerner resterne af ægteskabet i form af mad i køleskabet. Det er som om Jon vil være kvinde, for at kunne forstå sin hustru, alligevel lykkes det ikke helt.

Kærlighed er på mange måder udefinerbart og mon ikke vi bliver ved med at spørge os selv og hinanden om, at hvis kærligheden kan forsvinde, har den så nogensinde været der? Bogen lægger op til mange interessante samtaler og diskussioner og det føles næsten lidt uartigt blot at skrive en læsevenlig længde anmeldelse. Læs bogen, tal om den og elsk.

Historie om et ægteskab udkommer i dag den 3. marts.

★★★★☆

Elena Ferrante: Dukken der blev væk

dukken-der-blev-vaekI Dukken der blev væk skriver Elena Ferrante, uden at gå på kompromis, om alle de forbudte og tabuiserede følelser omkring moderskabet.

Handling: Leda er en 48-årig fraskilt universitetsprofessor. Hendes to voksne børn er fløjet fra reden i Firenze til Toronto i Canada, hvor deres far bor. Under en ferie ved havet møder Leda en stor napolitansk familie og bliver fascineret af den unge kvinde Nina og hendes lille datter Elena. Den lille piges dukke bliver efterladt i sandet på stranden og uden at vide hvorfor, tager Leda dukken med hjem – til stor opstandelse for den lille pige og hendes familie, som leder forgæves efter dukken. Ledas handling river op i gamle sår om hendes mor samt hendes egen rolle som mor.

”Hvordan var Deres døtre som små, var de ligesom denne lille skat? Jeg følte en voldsom trang til at forvirre hende, straffe hende, vælte hende af pinden. Jeg husker kun lidt, eller ingenting. Det kan ikke passe, man glemmer intet om sine børn. Jeg tav et øjeblik, så sagde jeg roligt: Jeg gik min vej. Jeg forlod dem da den ældste var seks og den yngste fire. Hvad er det De siger? Og hvem voksede de op med? Deres far. Og så De dem ikke igen? Tre år senere tog jeg dem tilbage. Det var dog forfærdeligt, hvorfor? Jeg rystede på hovedet, jeg husker ikke hvorfor. Jeg var meget træt, sagde jeg.”

Mødet med den store, larmende, pladskrævende og højtrøstede familie (der muligvis er en del af mafiaen i Napoli) på stranden både frastøder og fascinerer Leda. Deres napolitanske dialekt sætter minder i gang hos Leda, der selv har kæmpet for at slippe af med samme dialekt siden hun som 18-årig flygtede fra hjemmet for at studere i Firenze. Hun stræbte efter at tale korrekt italiensk, have borgerlig anstændighed og være kultiveret. Og hun lykkedes med det. Hun er en moderne italiensk kvinde. Fraskilt, men succesfuld universitetsprofessor i engelsk litteratur. Og selv om hun er alene, føler hun sig tilpas i sit eget selskab.

De første dage lurer Leda blot på familien og ikke mindst kvinden Nina og dennes lille datter i hemmelighed, men efterhånden bliver deres liv vinklet ind i hinanden og før vi ved af det, ledsager vi hende på en dyb psykologisk selvransagelse af sit liv som mor, og hvordan hun måske aldrig rigtig ønskede at blive eller skulle have været mor.

Allerede i første kapitel i Dukken der blev væk, bliver vi med linjen: ”De ting det er sværest at tale om, er dem som vi ikke selv kan forstå.” forberedte på, at der i det følgende vil blive afsløret både smertefulde og ubehagelige sandheder om døtre og mødre, og kvinder der kæmper for at være begge. Og Ferrante lægger da heller ikke fingrer imellem. ”Jeg er en unaturlig mor”, siger Leda på et tidspunkt til sig selv. Ferrante skriver om alle de forbudte følelser som mødre kan have og som ofte får andre til at se skævt til dem.

Jeg har ikke et mor-gen. Jeg har ingen børn og ønsker dem heller ikke, så egentlig burde jeg kunne nikke genkendende til Ledas tanker og handlinger samt føle solidaritet med hende, når hun siger, at hun ikke savnede sine døtre da de flyttede langt væk fra hende. Men jeg føler ingenting. Og det er mit største problem med Ferrantes bøger.

Det er anden gang jeg læser en bog af pseudonymet Elena Ferrante – Italiens bedst kendte, ukendte forfatter, der siden sin debut i 1992 har insisteret på sin anonymitet og derfor aldrig har optrådt offentligt. Den første jeg læste var Forladte dage, som ikke imponerede mig, men jeg har givet hende en chance til. Nok især fordi rigtig mange skamroser hende – især for Napoli-serien. Men ud fra de to bøger jeg nu har læst af hende, står Ferrante ikke øverst på min læseliste. Jeg har simpelthen svært ved at se, hvad det er andre synes, er så fantastisk ved hendes skriverier. Jeg keder mig, når jeg læser om hendes kvindelige hovedpersoner som ofte opfører sig irrationel og overraskende, og som jeg ikke kan relatere til eller føler noget for. Men Elena Ferrante går ikke på kompromis, hverken når hun skriver om sorg i Forladte dage eller om moderskabet her i Dukken der blev væk. Det respektere jeg.

Dukken der blev væk udkom den 23. september.

★★★☆☆

Ebba Witt-Brattström: Århundredets kærlighedskrig

Aarhundredes kaerlighedskrigÅrhundredets kærlighedskrig, er en skilsmisseroman – et ægteskabs dødsdans. Men det er også en belysning af, hvor dårlige kår ligestillingen har det i tosomheden anno 2016 når dørene lukkes. Det er godt. Det er alvorligt godt!

Handling: To navnløse intellektuelle – Hun arbejder i Ligestillingsministeriet, Han har en topstilling i en styrelse. Et livslangt ægteskab, hvor de engang elskede hinanden. To forskellige opfattelser af kærlighed bliver til en langvarig krig, hvor ordene til sidst løber ud.

Romanens form og til dels indhold, er tydeligt inspireret af August Strindbergs Dødsdansen og Märta Tikkanens selvbiografiske ægteskabsskildring Århundredes kærlighedseventyr – bogen er da også dedikeret til dem begge. Gennem dialog følger vi kløften mellem ”hun” og ”han” blive afgrundsdyb.

”Han sagde:
Kvindens opgave er at være
solen og varmen i mandens liv.
Det pludselige vejrskifte
i mit ægteskab er mig en gåde.

Hvor blev solen af?

Hun sagde:
Solformørkelsen indtrådte
som følge af
atmosfæreforgiftning.”

Litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström har skrevet flere fag- og debatbøger og har siden ungdommen været politisk engageret med feministisk fortegn. Århundredets kærlighedskrig er hendes skønlitterære debut, og skabte mange overskrifter hjemme i Sverige allerede inden romanen kom på gaden. Grunden til balladen var den mindre pæne og meget offentlige skilsmisse fra den tidligere sekretær ved Svenska Akademien, forfatter Horace Engdahl, som hun var gift med i 25 år, og som medierne mente bogen handlede om. Og da hun selv har kaldt bogen for ”et posttraumatisk bearbejdningsprojekt”, er det jo en nærliggende teori.

Det er måske ikke forfatterens eget liv der er inspirationskilden, egentlig er det uden betydning, for Ebba Witt-Brattström skildrer mange kvinders virkelighed i historien om et forhold i opløsning, hvor kærligheden bliver til skuffelse og måske ligefrem had. Samtidig er det en historie om en kvinde der er blevet udsat for overgreb af både psykisk og fysik karakter. Man fatter sympati for romanens kvindelige stemme som er skarp, klog, sarkastisk, indsigtsfuld og tilmed forstående med mellemrum, hvorimod han er opblæst og ofte aggressiv – et rigtigt svin, hvis jeg skal sige det lige ud.

Sproget, rytmen, vreden og sorgen findes i ordene og de mærkes og genkendes, også selv om jeg aldrig har levet i et voldeligt forhold med en selvoptaget mand, hvis syn på kvinder virker som et levn fra 1800-tallet. Jeg slugte bogen på få timer og den sidder stadig i mig.

Århundredets kærlighedskrig udkommer i dag den 16. september.

★★★★★


RELATERET LINK

Læs min anmeldelse af Horace Engdahls “modsvar” til ekskonens roman, Den sidste gris.

Werner Herzog: Om at gå i is

Om at gå i isOm at gå i is er en dagbogslignende rejseberetning af den tyske filminstruktør Werner Herzog, der i vinteren 1974 gik fra sit hjem i München til Paris, hvor hans ven og mentor, filmkritikeren Lotte Eisner, lå alvorlig syg.

Werner Herzog reagerer ekstremt, efter at have modtaget et telefonopkaldt med besked om, at Lotte Eisner er dødelig syg.

”Eisnerinden må ikke dø, hun dør ikke, jeg tillader det ikke. Hun dør ikke, det gør ikke. Ikke nu, det må hun ikke. Nej, hun dør ikke nu, fordi hun ikke dør.”

Lotte Eisner var som en gud for den unge generation af tyske filmfolk i den såkaldte New German Cinema periode, der udover Werner Herzog blandt andet talte Rainer Werner Fassbinder og Wim Wenders. Herzog besvarer sygdomsbeskeden på næsten religiøs vis. Han vil gå en slags pilgrimsfærd fra München til Paris, med troen på at ”Eiserinden” vil blive frelst igennem hans lidelser. Den 23. november 1974 begiver han sig til fods ud i vinterens lunefulde vejr med et kompas, en vadsæk med det nødvendigste og et par nye støvler.

Dette er hans private dagbog, eller det siger han at det er, vi har kun hans ord for det. Den udkom fire år efter den lange tur. Det er en både mærkelig og interessant bog med daglige skriblerier om vejrforhold, fødder og bens tilstand, men også ærlige passager om dyb ensomhed samt spøjse linjer, hvor han lader tankerne og fantasien få frit løb.

”Ensomheden er endnu dybere i dag end den plejer at være. Jeg udvikler et dialogisk forhold til mig selv. Af regn kan man blive blind.”

Om at gå i is blev genudgivet den 12. februar.

★★★☆☆

Meg Wolitzer: Hustruen

HustruenHustruen er en skarp, tankevækkende og til tider morsom analyse af et ægteskab og ikke mindst af en kvindens rolle fra slutningen af 1950’erne og frem til 2003. Der tegnes et fremragende billede af, hvad feminismens udbredelse har gjort for kvinder – noget jeg, som barn af 1970’erne, men især generationerne efter, bør huske, sætte pris på og fortsat kæmpe for.

Handling: Da Joan Castleman beslutter sig for at bryde op fra sit ægteskab, befinder hun sig ti kilometer oppe i luften, i et fly med kurs mod Finland. Hendes mand Joe, der er en berømt forfatter, skal modtage en fornem international litteraturpris i Helsinki, og Joan, der i fyrre år har stået til rådighed for ham, har fået nok.

”[…] Man misunder os måske oven i købet – ham for al den vakuumpakkede magt, der er indlejret i hans velpolstrede, godt brugte krop, og mig for min døgn-adgang til selv samme, som om en kendt og begavet forfatterægtemand er en døgnkiosk for dennes kone, et sted, hvor hun når som helst kan svælge i forbløffende intellekt, vid og spænding.”

Da jeg-fortælleren Joan, en stadig tiltrækkende 64-årig kvinde, kigger på sin mand i flysædet ved siden af sig, ser hun en lav, overvægtige succesfulde forfatter, der accepterer godbidder og opmærksomhed fra kabinepersonalet, og indser at hun må afslutte sit ægteskab. I løbet af fire dage tænker Joan tilbage på sit liv med Joe, fra den første flirt og gennem detaljer fra deres ægteskab, mens hun venter på det øjeblik, hvor hun siger stop. Og der er ingen Hollywood-slutning til at forsøde prisen på kærlighed og berømmelse.

Jeg er pjattet med denne bog. Karaktererne er komplekse og velskabte, og historien er spændende og med et veltilrettelagt plot. Og der er en hemmelig. En hemmelighed der godt nok er let at gennemskue tidligt i bogen, men udfoldelsen af hemmeligheden bliver gjort gradvis på en elegant måde – Meg Wolitzer piller forsigtigt lag efter lag, vender og drejer omhyggeligt fortællingen og forstørre gradvist det vi allerede har mistanke om. Det er så fint.

Hustruen udkommer i dag den 10. april.

★★★★☆

NB: Filmatiseringen af Hustruen er så småt gået i gang med Clenn Close i hovedrollen som Joan Castleman. Den forventes at få premiere i løbet af 2016.

Lena Dunham: Ikke den slags pige

Ikke den slags pigeBramfri, morsom, skør, tankevækkende og en lille smule uhyggelig – og helt klart en bog alle unge piger og kvinder bør læse (mænd må naturligvis også gerne læse med).

Ikke den slags pige er en åbenhjertig selvbiografi, hvor Lena Dunham fortæller om sin opvækst i New York, sine rumlige kunstnerforældre, fobier og frygten for aldrig at finde sin plads i livet. Om pludselige forelskelser, mislykkedes slankekure, veninder, job, fyre og sex.

Multitalentet Lena Dunham er svær at komme udenom i dagens populærkultur. Hun er kvinden bag den kritikerroste HBO-serie Girls, som hun skriver, instruerer, producerer og spiller en af hovedrollerne i. Hun har vundet to Golden Globes for Girls, og var den første kvinde der vandt Directors Guild of America-prisen som instruktør i komediegenren.

Ikke den slags pige er hendes første bog og har man dyrket Girls, vil man kunne genkende flere af hendes oplevelser. Dunham selv siger, at bogen er rapporter fra frontlinjen – en kvinder fortæller hvad hun har ”lært”. Hun fortæller hudløst om sine ofte tåkrummende fejltagelser og dumheder, så vi andre kan lære af dem – og det helt uden en løftet pegefinger, men med humor, varme og selvindsigt.

”Det er ikke modigt at gøre noget der ikke skræmmer en. At springe ud med faldskærm ville være modigt. At besøge en koloni med spedalske. At føre en sag i højesteret eller gå i et CrossFit-træningscenter. At indspille sexscener jeg selv instruerer, hvor et glimt af min mærkelig posede brystvorte kommer til synes, er ikke noget af det jeg frygter mest her i verden.”

Skal jeg komme med et lille ”hmm” til bogen, er det at Lene Dunham kalder sig selv for en upålidelig fortæller…altså kan historierne være helt eller delvis opspind. Ikke desto mindre fortæller hun på en charmerende måde om livet som kvinde fra tidlig barndom til et sted i 20’erne – og kan du ikke lære noget, kan du helt sikkert nikke genkendende til flere situationer.

Ikke den slags pige udkom den 26. februar.

★★★★☆

Vil du se og høre mere til Lena Dunham kan du følge hende på Twitter @lenadunham + Instagram @lenadunhamHBO Nordic kan du i øjeblikket se fjerde sæson af Girls.