Bøger jeg har læst i år – en halvårlig status

Forleden dag sad jeg og kiggede ned over listen af bøger jeg har læst i år (ja, jeg skriver dem ned ellers kan jeg ikke huske det) og opdagede, at det dels allerede var blevet til en del og dels, at der har været rigtig meget lystlæsning i år.

Det kan lyde lidt mærkeligt, at alt jeg læser ikke er lystlæsning – for naturligvis har jeg lyst til at læse alle bøgerne, men i år har jeg læst flere bøger som jeg ikke nødvendigvis skriver en anmeldelse af. Jeg har blandt andet genlæst mange af Dan Turélls krimier om den navnløse journalist og flere bøger som jeg har fået anbefalet eller flere har nævnt.

Det er indtil videre blevet til 43 færdiglæste bøger. Derudover har jeg helt opgivet at læse fire bøger færdigt (jeg skal nok sige hvilke senere), og så er der en håndfuld jeg er begyndt på, men som jeg stadig ikke har læst færdig.

BØGER JEG HAR LÆST I ÅR (i den rækkefølge jeg har læst dem)
Anne Mette Hancock: Mercedessnittet
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
Katrine Engberg: Blodmåne
Katrine Engberg: Glasvinge
Agnes Martin-Lugano: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe
Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste
Jakob Melander: Fjenden iblandt os
Sara Paborn: En hustrus hævn
Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Mads Peder Nordbo: Kold angst
Karen Fastrup: Hungerhjerte
Dan Turéll: Mord i myldretiden
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Erlend Loe: Status
Lotte Kaa Andersen: Syv sind
Lars Kjædegaard: Det der er værre
Cathrine Ryan Howard: Dødelig løgn
Ian Rankin: Et hus af løgne
Geir Gulliksen: Se på os nu
Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen
Kristin Roupenian: Kattemenneske
A.J. Finn: Kvinden i vinduet
Dan Turéll: Mord i september
Dorthe Nors: Kort over Canada
Lena Andersson: Sveas søn
Mathilde Walther-Clark: Gips
Dan Turéll: Mord på møntvaskeriet
Sally Rooney: Normale mennesker
Ane Riel: Harpiks
Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen
Anne Mette Kirk: Knust
Marcus Winther-John: 16 tømmermænd
Dan Turéll: Mord i rendestenen
Dan Turéll: Mord på medierne
Helle Helle: Noveller
Stine Pilgaard: Min mor siger
Liane Moriarty: Et fængslende møde
Hallgrimur Helgason: Lejemorderens guide til et smukt hjem
Dan Turéll: Mord i mørket
Per Petterson: Jeg forbandet tidens flod
Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Der har været flere gode imellem dem men også en del middelmådige 3-stjernes-bøger. Og så har der været nogle enkelte som har skuffet mig. Jeg har anmeldt nogle enkelte af dem (klik på linket for at læse anmeldelsen) og jeg skal nok anmelde nogle flere af dem efterhånden.

Og så til de fire bøger jeg efter ca. 100 siders læsning lagde fra mig igen fordi mit liv er for kort til at kæmpe mig igennem dårlige bøger, når der er masser af andre der venter på at blive læst.

Stefan Ahnhem: Motiv X
– Jeg har været begejstret for de første bøger i Ahnhems krimiserie om Fabian Risk, men denne gang måtte jeg give op. Det var simpelthen for kedeligt. Men jeg anbefaler gerne hans bøger Offer uden ansigt, Den niende grav og Atten grader minus.

Vigdis Hjort: Arv og miljø
– Der var rigtig megen snak om denne bog da den udkom, ikke mindst i forfatterens hjemland Norge, for den skabte heftig diskussion. Flere anbefalede den til mig med ordene “fantastisk” og “virkelig god”, men jeg blev slet ikke fanget og da jeg havde kæmpet mig igennem knap 100 sider, kastede jeg håndklædet i ringen.

Harriet Tyce: Bitter frugt
– Jeg fik bogen tilsendt fra forlaget som en overraskelse og bagsideteksten fik den til at lyde spændende. Min tålmodighed blev virkelig sat på prøve og til sidst gav jeg op.

Renée Knight: Enhver lighed
– Igen en bog jeg fik tilsendt fra forlaget som en overraskelse. Havde ikke hørt om den men blev nysgerrig efter at have læst lidt om den. Desværre var tempoet dræbende langsomt og handlingen ikke videre interessant.

FERIELÆSNING

I morgen tager jeg på en uges afslappende ferie og med mig tager jeg følgende bøger.

Lisa Halliday: Asymmestri
– Jeg startede på bogen sidste år kort før den udkom i februar, men gik fuldstændig død i den. Flere synes den er vældig god, så jeg tænker at den skal have en chance mere. Da jeg skriv det på Instagram i går, opdagede jeg dog at der er andre end bare mig, der har haft det lidt svært med den. Nu må vi se hvor langt jeg kommer eller om den igen får dødsstødet.

Hallgrimur Helgason: Kvinden ved 1000˚
– Har hørt fra flere at bogen skulle være helt fantastisk, så den glæder jeg mig til.

Auđur Ava Ólafsdóttir: Ar
– Endnu en bog jeg har hørt meget godt om

Jeg har dem med mig som lydbøger, så fylder de ikke i tasken, men regner også med at jeg sikkert finder et par bøger i nogle af de mange gode genbrugsbutikker (Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Danmission) der er, der hvor jeg skal hen – sidst fandt jeg fx Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed til bare 5 kr. Herligt!

Hvordan har jeres læseår været indtil videre og hvilke bøger skal med på ferie? Rigtig dejlig sommer til jer alle.

Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste

Lad os håbe på det bedste er Carolina Setterwalls selvbiografisk bog om sorgen efter hendes kærestes alt for tidlige død, som bare 34-årig, der efterlader hende alene med deres otte måneder gamle søn.

En helt almindelig morgen i oktober 2014 går Carolina Setterwall, ind i soveværelset for at se om hendes kæreste Aksel, er vågen. Selv har hun tilbragt natten på en madras i et tilstødende rum med deres baby. Hun opdager at Aksel ligger i en underlig stilling og han svarer ikke når hun taler til ham. Der går nogle sekunder før hun indser at han er død. Helt uventet er hans hjerte stoppet med at slå i løbet af natten. I bogen fortæller hun om de få år hun fik sammen med Aksel og om de to år der fulgte efter hans død.

De er hinandens modsætninger. Carolina og Aksel. Hun er motiverende (til det manipulerende) og initiativrig. Han er frygtsom og flegmatisk. Alligevel bliver de kærester – mest på hendes opfordring, virker det som. Efter et års tid gider hun ikke at bo to steder og sælger derfor sin lejlighed og flytter permanent ind til ham. Sådan er det med alting. Hun sørger for at tingene sker. Måske er det derfor at hans pludselige død kommer som et chok for hende, for her er noget hun ikke har planlagt.

”Det er ligegyldigt, hvor meget jeg forsøger at lægge bånd på mig selv. Det ender med, at rastløsheden vinder, mit presserende behov for forandring og udvikling fortrænger alle fornuftige argumenter om at hvile, vente, leve i nuet og tage det lidt med ro. Efter en rolig periode er det, som om jeg ikke kan modstå impulsen til at rive op, provokere, puffe os ud af balance, ruske os hårdt, til vi ramler sammen og ryger af sted, for så at se, hvad der sker bagefter, når vi lander. Jeg forstår det ikke selv. Jeg kan ikke selv lide det. Alligevel gør jeg det gang på gang.”

Kan man anmelde andres sorg
Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv om, hver gang jeg har læst en såkaldt sorgroman. Og nej, det er svært at sige at nogens sorg er forkert, for den er deres egen. Men et tragisk dødsfald er ingen garanti for stor litteratur.

Romanens korte årstalsdaterede kapitler skifter mellem tiden før og efter Aksels død. Lad os håbe på det bedste, startede egentlig som en blog og har en dagboglignende stil over sig. Det er en modig bog, så meget vil jeg give hende, for hun gør ikke noget for at få sig selv til at fremstå i et specielt flatterende lys. Men det er samtidig en stor del af problemet, for jeg bryder mig ganske enkelt ikke om hende. Hun er usympatisk og egoistisk, og jeg fatter ikke at hendes kæreste fandt sig i hende.

Man får en tydelig fornemmelse af at Aksel og Carolinas forhold ikke var specielt godt – faktisk siger hun det selv flere gange, og derfor kommer hendes voldsomme sorg til at virke påtaget, ja næsten utroværdig. Og da hun senere forelsker sig hovedkulds i en anden mand i ”samme situation” som hende selv (det er i øvrigt nemt at regne ud at manden er forfatteren Tom Malmquist, som skrev om sin egen sorg i den fremragende roman I hvert øjeblik er vi stadig i live), opfører hun sig igen (undskyld sproget) som en egoistisk kælling.

Det hun gør godt, er at få os til at stille os selv spørgsmålet: Hvordan sørger man nogen, når den sidste tid man fik sammen var fyldt med sammenstød og skænderier? Hvordan undgår man at blive efterladt med skyldfølelse og fortrydelse?

Hendes historie er uden tvivl en iskold påmindelse om, at livet som vi kender det kan vende på et split sekund. At alt det vi elsker, til enhver tid kan skylles væk fra os. Alligevel er det svært for mig at blive rigtigt berørt af historien, fordi jeg ingen sympati føler for fortælleren – min sympati ligger i stedet hos de to mænd, der passerer igennem hendes liv.

Lad os håbe på det bedste udkom i januar.

★★★☆☆

RELEVANTE LINKS
Vil du læse andre romaner, hvor forfatteren fortæller om sin sorg efter at have mistet, kan jeg varmt anbefale især disse to.

Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live
Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande

Andre bøger om sorg

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Joan Dideon: Et år med magisk tænkning + Blå timer