Socialisten, feministen og aktivisten Stieg Larsson skabte med sin Millennium-trilogi noget kæmpe stort, som han desværre ikke nåede at opleve effekten af. Nu har den veluddannede aristokrat David Lagercrantz, i sit skræddersyede jakkesæt, taget over. Motivet bag denne bog lugter utvivlsomt af penge, og diskussionerne har været mange og heftige, men ikke desto mindre er Larssons ikoniske karakterer, Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander, nu tilbage – dog ikke helt stilrene.
Handling: Mikael Blomkvist er ved at være et overstået kapitel. Stjernejournalisten er blot en skygge af sig selv, det hævder i hvert fald onde tunger. Millennium er blevet opkøbt og magasinet trues med at skulle ændre kurs og helst uden Blomkvist. Lisbeth Salander medvirker i et risikabelt hackerangreb, tilsyneladende uden nogen særlig grund, hvilket ikke ligner hende. En sen nat ringer professor Frans Balder, en førende autoritet inden for forskning i kunstig intelligens, til Blomkvist. Balder påstår, at han sidder inde med en sprængfarlig historie, og da han afslører, at han har været i kontakt med en kvindelig superhacker, som har visse ligheder med en person Blomkvist så udmærket kender, begynder Mikael at håbe på det scoop, han så hårdt har brug for.
”TOMT. Det var sådan det føltes. Lisbeth Salander havde dårligt nok sovet i en hel uge, og formodentlig havde hun også både spist og drukket for lidt. Hun havde hovedpine, blodskudte øjne og rystede på hænderne. Det eneste hun havde lyst til, var at feje hele udstyret ned på gulvet.”
Sådan vender Lisbeth Salander tilbage, og de millioner af os (ca. 80 millioner på verdensplan), der grådigt slugte Stieg Larssons Millennium-trilogi og så filmatiseringerne, ved præcis hvordan hun ser ud og hvordan hun tænker. Men det synes ikke at bekymre David Lagercrantz. Tværtimod viser han helt nye og blødere sider af Blomkvist og Salander. Blomkvist, der altid havde jakken på og altid var på vej et sted hen, sidder nu ned, tager jakken af, lader sig opsluge af en krimi og sætter spørgsmålstegn ved det liv han lever, og den ellers så iskolde Salander virker næsten menneskelig.
Lagercrantz er mere pligtskyldig, når det kommer til bogens grundstamme – samfundsspørgsmålene, denne gang om overvågning, mediekrise og kunstig intelligens. Det bevises på alt for mange sider, at forfatteren forstår at lave dybdegående research. Der skrives side op og side ned om computerteknik, hacking og matematiske ligninger, hvilket jeg gerne havde set blive kogt væsentligt ned.
Stieg Larsson var fremragende til at skabe en næsten klaustrofobisk og påtrængende handling, der fik læserne til at hive efter vejret, det gør Lagercrantz ikke på samme niveau. Derimod udmærker han sig ved sit sprog, som ofte haltede lidt hos Larsson.
Er du interesseret i computerteknologi, hacking og hele overvågningsproblematikken, vil du uden tvivl blive underholdt, men for mig personligt, var det en lidt blandet oplevelse – dels forstyrrede ændringerne ved Blomkvist og Salander mig, og dels har jeg absolut ingen interesse i lange gennemgange af teori og teknologi.
Det der ikke slår os ihjel udkom den 27. august.
★★★☆☆