Tag-arkiv: Elena Ferrante

Elena Ferrante: Dukken der blev væk

Udgivet den af
Svar

dukken-der-blev-vaekI Dukken der blev væk skriver Elena Ferrante, uden at gå på kompromis, om alle de forbudte og tabuiserede følelser omkring moderskabet.

Handling: Leda er en 48-årig fraskilt universitetsprofessor. Hendes to voksne børn er fløjet fra reden i Firenze til Toronto i Canada, hvor deres far bor. Under en ferie ved havet møder Leda en stor napolitansk familie og bliver fascineret af den unge kvinde Nina og hendes lille datter Elena. Den lille piges dukke bliver efterladt i sandet på stranden og uden at vide hvorfor, tager Leda dukken med hjem – til stor opstandelse for den lille pige og hendes familie, som leder forgæves efter dukken. Ledas handling river op i gamle sår om hendes mor samt hendes egen rolle som mor.

”Hvordan var Deres døtre som små, var de ligesom denne lille skat? Jeg følte en voldsom trang til at forvirre hende, straffe hende, vælte hende af pinden. Jeg husker kun lidt, eller ingenting. Det kan ikke passe, man glemmer intet om sine børn. Jeg tav et øjeblik, så sagde jeg roligt: Jeg gik min vej. Jeg forlod dem da den ældste var seks og den yngste fire. Hvad er det De siger? Og hvem voksede de op med? Deres far. Og så De dem ikke igen? Tre år senere tog jeg dem tilbage. Det var dog forfærdeligt, hvorfor? Jeg rystede på hovedet, jeg husker ikke hvorfor. Jeg var meget træt, sagde jeg.”

Mødet med den store, larmende, pladskrævende og højtrøstede familie (der muligvis er en del af mafiaen i Napoli) på stranden både frastøder og fascinerer Leda. Deres napolitanske dialekt sætter minder i gang hos Leda, der selv har kæmpet for at slippe af med samme dialekt siden hun som 18-årig flygtede fra hjemmet for at studere i Firenze. Hun stræbte efter at tale korrekt italiensk, have borgerlig anstændighed og være kultiveret. Og hun lykkedes med det. Hun er en moderne italiensk kvinde. Fraskilt, men succesfuld universitetsprofessor i engelsk litteratur. Og selv om hun er alene, føler hun sig tilpas i sit eget selskab.

De første dage lurer Leda blot på familien og ikke mindst kvinden Nina og dennes lille datter i hemmelighed, men efterhånden bliver deres liv vinklet ind i hinanden og før vi ved af det, ledsager vi hende på en dyb psykologisk selvransagelse af sit liv som mor, og hvordan hun måske aldrig rigtig ønskede at blive eller skulle have været mor.

Allerede i første kapitel i Dukken der blev væk, bliver vi med linjen: ”De ting det er sværest at tale om, er dem som vi ikke selv kan forstå.” forberedte på, at der i det følgende vil blive afsløret både smertefulde og ubehagelige sandheder om døtre og mødre, og kvinder der kæmper for at være begge. Og Ferrante lægger da heller ikke fingrer imellem. ”Jeg er en unaturlig mor”, siger Leda på et tidspunkt til sig selv. Ferrante skriver om alle de forbudte følelser som mødre kan have og som ofte får andre til at se skævt til dem.

Jeg har ikke et mor-gen. Jeg har ingen børn og ønsker dem heller ikke, så egentlig burde jeg kunne nikke genkendende til Ledas tanker og handlinger samt føle solidaritet med hende, når hun siger, at hun ikke savnede sine døtre da de flyttede langt væk fra hende. Men jeg føler ingenting. Og det er mit største problem med Ferrantes bøger.

Det er anden gang jeg læser en bog af pseudonymet Elena Ferrante – Italiens bedst kendte, ukendte forfatter, der siden sin debut i 1992 har insisteret på sin anonymitet og derfor aldrig har optrådt offentligt. Den første jeg læste var Forladte dage, som ikke imponerede mig, men jeg har givet hende en chance til. Nok især fordi rigtig mange skamroser hende – især for Napoli-serien. Men ud fra de to bøger jeg nu har læst af hende, står Ferrante ikke øverst på min læseliste. Jeg har simpelthen svært ved at se, hvad det er andre synes, er så fantastisk ved hendes skriverier. Jeg keder mig, når jeg læser om hendes kvindelige hovedpersoner som ofte opfører sig irrationel og overraskende, og som jeg ikke kan relatere til eller føler noget for. Men Elena Ferrante går ikke på kompromis, hverken når hun skriver om sorg i Forladte dage eller om moderskabet her i Dukken der blev væk. Det respektere jeg.

Dukken der blev væk udkom den 23. september.

★★★☆☆

Elena Ferrante: Forladte dage

Udgivet den af
Svar

Forladte dageEn brutal lille bog om en forladt kvindes kamp for at holde fast i virkeligheden, der desværre bliver til lidt af en klynkeroman i længden.

Handling: Efter 15 års ægteskab kommer den 38-årige Olgas mand Mario, en dag hjem og meddeler at han forlader hende. Beslutningen kommer fuldstændig bag på Olga, der selv synes de lever et godt, men måske lidt vanepræget liv. Ægtefællens opbrud og hans nye forhold til en meget yngre kvinde, får Olgas velordnede liv med to børn og hund til at gå i opløsning.

Forladte dage er skrevet af en af Italiens bedst kendte, ukendte forfattere ”Elena Ferrante” – et pseudonym for kvinden der siden sin debut i 1992 har insisteret på sin anonymitet og derfor aldrig har optrådt offentligt. Med hendes krav om anonymitet, er det svært ikke at tænke, at fortællingerne til en vis grad er selvbiografiske – men det vides dog ikke.

”[…] Og nu forlod han mig, nu gik han med al den tid, al den energi, alt det arbejde jeg havde foræret ham, pludselig var han forsvundet for at nyde frugterne med en anden, en fremmed som ikke havde løftet en finger for at skabe ham og forme ham og gøre ham til den han var. Det var så uretfærdigt, så krænkende at jeg vægrede mig at tro det […]”

At bogens hovedperson Olga, lige som forfatteren selv, er italiensk, er vigtigt at huske på for at forstå Olga en smule bedre. Kønsrollemønstret er nemlig lidt anderledes i Italien, end det vi kender i Danmark. Olga har tilsidesat sin egen spirende karriere som forfatter for at hellige sig sin mand, føde ham to børn og passe hjemmet. Og ja, det er hjerteskærende at manden Mario pludselig forlader sin hustru for en yngre model, og endda en ung pige som Olga så udmærket kender, men Olgas selvmedlidenhed og vanvid (hun overfalder blandt andet sin mand på gaden og glemmer ofte sine børn) bliver efterhånden uudholdeligt, og som en dansk selvstændig kvinde, har jeg gevaldigt lyst til at give hende et los i bagdelen, så hun kan tage sig sammen og tage sig af sine børn, i stedet for at gå i spåner over en mand, der tydeligvis ikke er hendes kærlighed værd.

Beskrivelserne af sorgen bliver simpelthen for meget, hvilket egentlig er lidt komisk, for det er præcis det Olga igen og igen siger til sig selv, at den ikke må blive. Olga bliver nemlig hjemsøgt af mindet om en mørk skikkelse fra hendes barndom. En kvinde, der boede i samme ejendom, hvis mand forlod hende, og som i sin forladthed, mistede al identitet: “Kvinden mistede alt, også sit navn (jeg tror hun hed Emilia), og blev til ”Staklen” “la Poverella, for sådan omtalte de hende siden hen. La Poverella græd og skreg og led, knust som hun var […]” Den unge Olga blev dengang frastødt af kvindens voldsomme sorg, og nu hun selv er blevet forladt, er hun desperat efter ikke at handle som la Poverella – men det lykkedes langt fra.

Det er egentlig ikke en dårlig bog, men der er ikke den store fremdrift i historien, hvilket gør den kedelig i længden – og trods sine kun godt 200 sider føles den evig lang.

Forladte dag udkom første gang på dansk i 2003 og er nu blevet genudgivet den 6. juni 2015.

★★☆☆☆