Filmanmeldelse: Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel er en yderst vellykket filmatisering af Puk Damsgårds Cavling-vindende bog af samme navn – en indsigtsfuld og menneskelig fortælling baseret på virkelige begivenheder.

Det er en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid der er centrum for historien. Den uge danske freelancefotograf Daniel Rye, bliver taget som gidsel i Syrien af terrororganisationen Islamisk Stat sammen med andre udlændinge blandt andet den amerikanske journalist James Foley, som siden blev henrettet foran hele verden.

Daniel Rye sidder til fange i 398 dage og i filmen følger vi Daniels kamp for at overleve i fangenskab, hans venskab med James Foley samt hvordan Daniels familie hjemme i Danmark kæmper den næsten håbløse kampfor at skaffe den skyhøje løsesum. Midt i krisen står den danske gidselforhandler Arthur, som får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

Det synes næsten overflødigt at sige det, men jeg gør det alligevel. Det er ikke en let film. Det er barsk at se og det gør ondt som et spark i maven, fordi Ser du månen, Daniel er en vanvittigt god og realistisk film. Der er ikke sparet på tortur-scenerne, hvilket man kan diskuterer om er nødvendigt for at forstå rædslerne. Og så bliver afslutningen måske lidt for Hollywood-agtigt for nogles smag, men det er okay, for trods længden på knap 2,5 time, så jeg ikke på uret en eneste gang.

Esben Smed i rollen som Daniel Rye i “Ser du månen, Daniel”. Foto: Martin Dam Kristensen

Esben Smed er fremragende i rollen som Daniel Rye og det samme gælder Sofie Torp som hans storesøster Anita og Christiane Gjellerup Koch som Daniels mor Susanne. Niels Arden Oplev har instrueret med Anders W. Berthelsen som Co-instruktør som desuden også spiller rollen som gidselforhandleren Arthur. Det er ikke let at filmatiserer en roman og slet ikke når denne er baseret på virkelige hændelser, men Anders Thomas Jensen har skrevet et velfungerende og helstøbt manuskript, hvor man ikke mangler noget.

Det tager lidt tid at sunde sig (og tørre øjnene), når de sidste tekster ruller hen over lærredet – det er ganske enkelt en rigtig god filmoplevelse.

Ser du månen, Daniel har premiere over hele landet den 29. august.

★★★★★