Filmanmeldelse: Mordet i Orientekspressen

Den nye filmatisering af Mordet i Orientekspressen, træder lidt væk fra sit litterære forlæg og trods smukke billeder og flere kendte skuespillere på rollelisten, bliver det desværre en lidt trist affære.

Året er 1934. En luksuriøs togrejse fra Istanbul til Calais bliver scenen for et brutalt mord, da en af passagererne på første klasse, den amerikanske forretningsmand Ratchett, dør af tolv knivstik. Mens toget holder stille i en snedrive må verdens måske bedste detektiv, Hercule Poirot, opklarer forbrydelsen. Ratchett viser sig at være manden bag en frygtelig forbrydelse to år tidligere, nemlig kidnapningen af og drabet på den blot 4-årige Daisy Armstrong, datteren af en velhavende familie. Mordet fik fatale konsekvenser for flere mennesker, og syntes at være motivet for drabet i toget. Ingen af de resterende passagerer lader til at fortælle sandheden om den nat hvor drabet blev begået, men Poirot og hans små grå celler er som altid i topform, trods morderens forsøg på at snøre ham.

Det er anden gang at Agatha Christies klassiske kriminalroman Mordet i Orientekspressen bliver filmatiseret til biografen (den er også filmatiseret til tv som et afsnit af serien Agatha Christie’s Poirot), men Kenneth Branaghs nye version lever desværre ikke op til den prisvindende version fra 1974 med blandt andet Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst en fremragende Albert Finney som Hercule Poirot.

Modsat Sidney Lumets version, der ligger sig utrolig tæt op af romanen, har Branagh lavet flere usædvanlige ændringer – nogle syntes måske små og ubetydelige, men har man læst bogen eller set den første filmatisering, bliver disse ændringer til små irritationsmomenter. For eksempel har flere af karaktererne skiftet nationalitet. Hvorfor, vides ikke. Oberst Arbuthnot er ikke oberst i den nye filmatisering men derimod læge, og den oprindelig læge fra romanen, som hjælper Poirot og Monsier Bouc, er helt sløjfet. Monsier Bouc, er i filmen nu nevø til direktøren (i stedet for at være direktøren) for togselskabet og har hang til fest og prostituerede. Men de mest spøjse ændringer er dog to ekstra mordforsøg på togrejsen samt det i bogen meget glamourøse gravepar, der i filmen nu har en langt mindre fremtrædende rolle end i bogen – til gengæld kan greven pludselig kampsport og har et meget hidsigt temperament. Det er alt sammen meget besynderligt.

Kenneth Branagh som Hercule Poirot i Mordet i Orientekspressen. Foto via Nordisk Film.

Kenneth Branagh sidder ikke kun i instruktørstolen, han spiller også rollen som Hercule Poirot. Med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pheiffer og Penelope Cruz, men ingen af dem får rigtig lov til at skinne igennem på lærredet, deres karakterer virker flade og endimensionelle.

Jeg indrømmer, at jeg havde høje forventninger til filmen, for jeg elsker virkelig historien. Men desværre blev mine forventninger langt fra indfriet. Kender du ikke historien i forvejen er oplevelsen muligvis en anden. Og tager du i biografen og ser filmen, vil jeg anbefale dig at du bagefter læser Agatha Christies roman og ser 1974-versionen, jeg lover dig at du ikke bliver skuffer.

Mordet i Orientekspressen har premiere den 23. november.

★★★☆☆

Filmanmeldelse: Glasslottet

Filmatiseringen af Jeannette Walls’ bedst-sælgende selvbiografi Glasslottet, om hendes opvækst med druk, svigt og luftkasteller er blevet en lunken tåreperser.

Jeannette (Brie Larson) har skabt sig en succesfuld karrierer som skribent i New York komplet med en lejlighed på Park Avenue og en velhavende kæreste som netop har friet til hende. Men da hun en dag konfronteres med sin sine forældre, flyder minderne frem om en opvækst i en nomadefamilie domineret af fantastforældre, der ikke ville følge samfundets regler og endte med at svigte børnene undervejs.

Faderen Rex var, når han var ædru, karismatisk og intelligent og lærte børnene at livet skal opleves, mens morderen var kunstner og hellere ville male end at forberede et måltid til sine fire børn. Hun troede på at børn skulle stå alene for at høste de pædagogiske og immunologiske fordele ved lidelse, og Jeannette og hendes søskende opdagede hurtigt, at de smertefulde lektioner ingen ende ville tage i deres altid fattige og rodløse liv, hvor de konstant flyttede fra en dyster og støvet mineby til en anden. På evig flugt fra gæld og på jagt efter et bedre liv lærte børnene at være omstillingsparate, stole på hinanden og sammen finde styrken til at flytte hjemmefra, så snart de kunne. Men trods forældrenes misrøgt strækker børnenes loyalitet til dem sig utroligt langt.

Filmen skifter mellem den voksne Jeannette, som til sin skræk netop har opdaget at hendes forældre er flyttet til New York for at være tættere på hende og hendes søskende, og scener fra hendes barndom, hvor vi indvies i det svigt børnene var udsatte for.

Rex og Rose Mary Walls med deres fire børn i filmen Glasslottet. Foto: Jake Giles Netter

Romanen Glasslottet er som et katalog over mareridt. Hændelser som Jeannette Walls, hendes bror og to søstre blev opfordret til at se som spændende eller komiske oplevelser. Men selvom Glasslottet som film har sine øjeblikke, har den mistet bogens kolde og barske sandhed der bider fra sig og kryber ind under huden, og er i stedet blevet en lang og lunken tåreperser. Woody Harrelson og Naomi Watts hiver oplevelsen lidt op med deres fremragende spil som forældrene Rex og Rose Mary Walls, men alt i alt vil jeg foreslå at man læser bogen – filmen er en fattig erstatning.

Glasslottet har premiere torsdag den 16. november.

★★★☆☆

Filmanmeldelse: Kvinden i toget

kvindenitogetfilm

Emily Blunt i rollen som Rachel i filmatiseringen af Kvinden i toget. Foto via Nordisk Film Distribution.

Paula Hawkins’ fremragende Domestic Noir-thriller Kvinden i toget, er blevet en ganske vellykket film takket være en velspillende Emily Blunt samt stemningsfulde og intense billeder af den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen.

Handling: Rachels liv er i frit fald efter hendes skilsmisse og hun bruger nu dagene på at køre i tog, mens hun drikke vodka af sin vandflaske og fantaserer om det tilsyneladende perfekte par Megan og Scott, der bor i et smukt hus i hendes gamle nabolag, hvor toget dagligt passerer. En dag ser hun noget fra sin sædvanlige vinduesplads i toget, der chokerer hende og kaster hende ind i en ond ring af hændelser der er ude af hendes kontrol.

At filmatisere en roman er altid skræmmende, særligt hvis det er en succesfuld en af slagsen, for som regel må der skæres lidt i handlingen for at tilpasse historien til det store lærred. Det er de sluppet ret godt fra med Kvinden i toget. Handlingen i filmen holder sig nemlig ganske tæt til sit litterære forlæg – med undtagelse af lokaliteten, som er flyttet fra forstads London til forstads New York. Romanens særlige brug af synsvinkler fra fortællingens tre kvinder, Rachel, Megan og Anna, tager filmen også brug af og det fungerer egentlig fint. Men har du læst bogen, ja så er der ingen overraskelser i filmen. Plottet bliver ikke uventet drejet, som vi fx oplevede det i filmatiseringen af Kvinden der forsvandt, hvor Gillian Flynn selv havde skrevet filmmanuskriptet og tilføjet nye ting der ikke var med i bogen. Det kunne have været fint at benytte samme trick her.

Emily Blunt er god i rollen som den hjerteknuste og psykisk ustabile Rachel, der kigger lidt for dybt i flasken. Også Justin Theroux i rollen som Rachels eksmand Tom, gør det godt – især da hans sande ansigt viser sig (jeg synes generelt han ser lidt suspekt ud). Billederne er stemningsmættede og tempoet er forholdsvis langsomt, hvilket øger intensiteten af Rachels mentale tilstand med blackouts og tvangstanker, og bringer os helt tæt på hendes mareridt.

Alt i alt er den knap to timer lange film en vellykket filmatisering, hvor det er lykkedes instruktøren Tate Taylor (bl.a. Winter’s Bone og Niceville), at overføre romanens stemning med en konstant ulmende uhygge, til levende billeder.

Kvinden i toget har premiere i morgen torsdag den 3. november.

★★★★☆