Filmanmeldelse: Mordet i Orientekspressen

Den nye filmatisering af Mordet i Orientekspressen, træder lidt væk fra sit litterære forlæg og trods smukke billeder og flere kendte skuespillere på rollelisten, bliver det desværre en lidt trist affære.

Året er 1934. En luksuriøs togrejse fra Istanbul til Calais bliver scenen for et brutalt mord, da en af passagererne på første klasse, den amerikanske forretningsmand Ratchett, dør af tolv knivstik. Mens toget holder stille i en snedrive må verdens måske bedste detektiv, Hercule Poirot, opklarer forbrydelsen. Ratchett viser sig at være manden bag en frygtelig forbrydelse to år tidligere, nemlig kidnapningen af og drabet på den blot 4-årige Daisy Armstrong, datteren af en velhavende familie. Mordet fik fatale konsekvenser for flere mennesker, og syntes at være motivet for drabet i toget. Ingen af de resterende passagerer lader til at fortælle sandheden om den nat hvor drabet blev begået, men Poirot og hans små grå celler er som altid i topform, trods morderens forsøg på at snøre ham.

Det er anden gang at Agatha Christies klassiske kriminalroman Mordet i Orientekspressen bliver filmatiseret til biografen (den er også filmatiseret til tv som et afsnit af serien Agatha Christie’s Poirot), men Kenneth Branaghs nye version lever desværre ikke op til den prisvindende version fra 1974 med blandt andet Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst en fremragende Albert Finney som Hercule Poirot.

Modsat Sidney Lumets version, der ligger sig utrolig tæt op af romanen, har Branagh lavet flere usædvanlige ændringer – nogle syntes måske små og ubetydelige, men har man læst bogen eller set den første filmatisering, bliver disse ændringer til små irritationsmomenter. For eksempel har flere af karaktererne skiftet nationalitet. Hvorfor, vides ikke. Oberst Arbuthnot er ikke oberst i den nye filmatisering men derimod læge, og den oprindelig læge fra romanen, som hjælper Poirot og Monsier Bouc, er helt sløjfet. Monsier Bouc, er i filmen nu nevø til direktøren (i stedet for at være direktøren) for togselskabet og har hang til fest og prostituerede. Men de mest spøjse ændringer er dog to ekstra mordforsøg på togrejsen samt det i bogen meget glamourøse gravepar, der i filmen nu har en langt mindre fremtrædende rolle end i bogen – til gengæld kan greven pludselig kampsport og har et meget hidsigt temperament. Det er alt sammen meget besynderligt.

Kenneth Branagh som Hercule Poirot i Mordet i Orientekspressen. Foto via Nordisk Film.

Kenneth Branagh sidder ikke kun i instruktørstolen, han spiller også rollen som Hercule Poirot. Med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pheiffer og Penelope Cruz, men ingen af dem får rigtig lov til at skinne igennem på lærredet, deres karakterer virker flade og endimensionelle.

Jeg indrømmer, at jeg havde høje forventninger til filmen, for jeg elsker virkelig historien. Men desværre blev mine forventninger langt fra indfriet. Kender du ikke historien i forvejen er oplevelsen muligvis en anden. Og tager du i biografen og ser filmen, vil jeg anbefale dig at du bagefter læser Agatha Christies roman og ser 1974-versionen, jeg lover dig at du ikke bliver skuffer.

Mordet i Orientekspressen har premiere den 23. november.

★★★☆☆

Filmanmeldelse: Glasslottet

Filmatiseringen af Jeannette Walls’ bedst-sælgende selvbiografi Glasslottet, om hendes opvækst med druk, svigt og luftkasteller er blevet en lunken tåreperser.

Jeannette (Brie Larson) har skabt sig en succesfuld karrierer som skribent i New York komplet med en lejlighed på Park Avenue og en velhavende kæreste som netop har friet til hende. Men da hun en dag konfronteres med sin sine forældre, flyder minderne frem om en opvækst i en nomadefamilie domineret af fantastforældre, der ikke ville følge samfundets regler og endte med at svigte børnene undervejs.

Faderen Rex var, når han var ædru, karismatisk og intelligent og lærte børnene at livet skal opleves, mens morderen var kunstner og hellere ville male end at forberede et måltid til sine fire børn. Hun troede på at børn skulle stå alene for at høste de pædagogiske og immunologiske fordele ved lidelse, og Jeannette og hendes søskende opdagede hurtigt, at de smertefulde lektioner ingen ende ville tage i deres altid fattige og rodløse liv, hvor de konstant flyttede fra en dyster og støvet mineby til en anden. På evig flugt fra gæld og på jagt efter et bedre liv lærte børnene at være omstillingsparate, stole på hinanden og sammen finde styrken til at flytte hjemmefra, så snart de kunne. Men trods forældrenes misrøgt strækker børnenes loyalitet til dem sig utroligt langt.

Filmen skifter mellem den voksne Jeannette, som til sin skræk netop har opdaget at hendes forældre er flyttet til New York for at være tættere på hende og hendes søskende, og scener fra hendes barndom, hvor vi indvies i det svigt børnene var udsatte for.

Rex og Rose Mary Walls med deres fire børn i filmen Glasslottet. Foto: Jake Giles Netter

Romanen Glasslottet er som et katalog over mareridt. Hændelser som Jeannette Walls, hendes bror og to søstre blev opfordret til at se som spændende eller komiske oplevelser. Men selvom Glasslottet som film har sine øjeblikke, har den mistet bogens kolde og barske sandhed der bider fra sig og kryber ind under huden, og er i stedet blevet en lang og lunken tåreperser. Woody Harrelson og Naomi Watts hiver oplevelsen lidt op med deres fremragende spil som forældrene Rex og Rose Mary Walls, men alt i alt vil jeg foreslå at man læser bogen – filmen er en fattig erstatning.

Glasslottet har premiere torsdag den 16. november.

★★★☆☆

Apple Tree Yard – filmatisering

Foto via CMORE

Sex, drab og hemmeligheder er omdrejningspunktet i Louise Doghtys roman Apple Tree Yard, som nu med stor succes er blevet forvandlet til en tv-serie i fire dele.

En kvinde kigger ud af vinduet på den bil hun krydser Themsen i. Hun reflekterer over menneskets natur, de valg vi tager, og hvordan frygt kan forvandle os til dyr. Hun har god grund til at tænke over netop disse ting, for bilen hun sidder i er en fangetransport, hun er iført håndjern og på vej til retten, hvor hun står anklaget for drab. Sådan starter BBC-serieficeringen af Louise Dogthys psykologiske thriller.

Kvinden er Yvonne Carmichael, en succesfuld genforsker med et komfortabelt liv med karriere, et dejligt hjem, to voksne børn og et godt, om end lidt hverdagsagtigt, ægteskab. Et liv så langt fra en drabssigtelse som man kan forestille sig. Så hvordan kom det så vidt? Ni måneder tidligere giver Yvonne vidnesbyrd foran et af parlamentets specialudvalg. Hun imponerer og bagefter henvender en attraktiv mand sig til hende. Han tilbyder at vise hende krypten og kapellet under Parlamentet – et sted der ikke er tilgængelig for offentligheden. De ender med at have sex i et gammelt kosteskab, og Yvonne er bagefter chokeret over sin egen opførelse. Hun kan ikke få den fremmede ud af tankerne og de indleder et fysisk forhold. Han er meget sparsom med at fortælle om sig selv, og instruerer Yvonne i hvordan de bedst muligt hemmeligholder deres forbindelse til hinanden. Men en uventet voldshandling og det følgende efterspil vender op og ned på Yvonnes liv, og pludselig finder hun sig sigtet for drab. Langsomt indser hun, at den mand hun blindt stoler på er noget helt andet end ventet, og at det i retssalen ikke er sandheden der er den vigtigste. Det vigtigste er, hvem der er bedst til at fortælle en god historie.

Louise Doghtys roman udkom på dansk i 2015 under titlen Blindgyde. Jeg har ikke læst bogen, så kan derfor ikke drage sammenligninger. Men tv-serien er medrivende og BBC-lækker. Tempoet er forholdsvis langsomt, hvilket i denne sammenhæng understøtter det ulmende psykologiske spil der langsomt bygges op og kulminerer under retssagen. Gennem alle afsnit er der passager med voice over, hvor vi hører Yvonnes inderste tanker om den mystiske Mr. X som hun lidt dagbogsagtigt skriver om i brevform.

Emily Watson er fremragende i rollen som Dr. Yvonne Carmichael. Hun spiller overbevisende og troværdigt, og selv om karakteren på nogle punkter er lidt vel dobbeltmoralsk, fatter man ret hurtig sympati for den utro kvinde. Ben Chaplin spiller den mystiske fremmede som slår benene væk under Yvonne. Han er ikke lige så skarp som Watson, men dog ikke dårlig.

Der er nogle uhyggelige gode scener omkring en voldshandling, som jeg ikke kan afsløre uden at ødelægge oplevelsen, men jeg må sige, at det er en af de bedste fremstillinger af netop denne handling, jeg har set på film. Utroligt stærkt og troværdigt.

Apple Tree Yard fangede mig med det samme. Jeg blev grebet af stemning og ikke mindste overraskelsen ved, at det der så ud til at være et drama om en kvinde omkring de 50 år, der uvant begynder at realisere sine ønsker og seksuelle fantasier, viser sig at være meget mere end som så. Det er uhyggeligt godt.

Apple Tree Yard kan ses på C MORE.

★★★★☆

Filmanmeldelse: Lyset i havet

Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film.

Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film Distribution.

Du opfordres til at medbringe Kleenex, hvis du bevæger dig ind i biografens mørke for at se filmatiseringen af M.L. Stedmans succesfulde debutroman Lyset i havet – som du kan vinde et eksemplar af (se nederst). Instruktøren Derek Gianfranco (bl.a. The Place Beyond the Pines, 2012) har taget alle tricks i brug for at få din underlæbe til at bævre og tårerne til at springe frem.

Handling: Krigsveteranen Tom Sherbourne martres af sine rædselsvækkende oplevelser under 1. Verdenskrig. Tilbage i Australien får han arbejde som fyrpasser på en vejrbidt øde ø på vestkysten, hvor dagligdagen består af pligter udført i ensomhed til lyden og synet af et oprørt hav. Ved sin ansættelse møder han den smukke Isabel, der selv er i dyb sorg over tabet af sine to brødre i samme krig. Deres brevudveksling bliver til kærlighed og snart bliver de gift og Isabel flytter med til øen. Kærligheden spirer og Isabel bliver gravid, men tragedien rammer og de mister barnet. Da hun igen bliver gravid bliver håbet tændt, men igen mister de barnet og Isabels sorg bliver til en depression der truer med at koste hende forstanden. Redningen bliver en lille robåd der driver i land på øen med en død mand om bord og et skrigende spædbarn. De melder ikke deres fund og tager den lille pige til sig som deres egen datter. Men Tom plages af dårlig samvittighed over deres handling – ikke mindst da han ser kvinden Hannah i stor sorg over tabet af hendes mand og deres lille datter.

Det er universelle emner som kærlighed, skæbne og moralske dilemmaer der fylder historien om Tom, Isabel og Hannah – stærkt og dybfølt spillet af Michael Fassbender, Alicia Vikander og Rachel Weisz.

Vi er med hele vejen for at få svaret på, hvor langt et elskende par vil gå for at få deres smertefulde drømme opfyldt. Og hvilke konsekvenser deres valg får. Tempoet er langsomt, næsten drømmende i første del af filmen indtil Tom ser kvinden Hannah knæle ved sin forsvundne mand og datters grav. Derefter skifter filmen karakter. Fortryllelsen hæves og virkeligheden banker på.

Der bliver grædt utroligt meget på lærredet. Understøttet af de smukke billeder med et blødt lys over sig, og musikken der øger stemningen sammen med den evige lyd af blæsevejr, er det en skamløs sentimental og sukkersød film. Det kræver en sød tand, at kunne sluge filmen uden kvalme, og jeg må indrømme, at jeg ikke blev ramt i hjertekulen som visse andre af mine anmelderkolleger, som diskret duppede øjnene, da lyst blev tændt efter visningen.

Lyset i havet har premiere i dag den 8. september.

★★★☆☆

Lyset i havetVIND BOGEN BAG FILMEN
Lyset i havet er baseret på M.L. Stedmans roman af samme navn og den har du mulighed for at vinde. Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål senest den søndag den 11. september:

Hvem spiller rollen som Tom i filmatiseringen?

Skriv dit svar i kommentarfeltet. Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar online.

Vinderen offentliggøres på KulturXpressens Facebook-side mandag den 12. september, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til forlaget Turbulenz for at sponsere et eksemplar af bogen til konkurrencen.

Flere Afdeling Q-filmatiseringer

Nikolaj Lie Kaaes og Fares Fares i den trejde film om Afdeling Q, FLaskepost fra P. Foto: Henrik Ohsten

Nikolaj Lie Kaaes og Fares Fares i den trejde film om Afdeling Q, FLaskepost fra P. Foto: Henrik Ohsten

Efter tre meget succesfulde filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens bøger Kvinden i buret, Fasandræberne og senest Flaskepost fra P, har Nordisk Film nu erhvervet sig rettighederne til at filmatisere Afdeling Q-bøgerne fra femte bind, Marco Effekten og frem. Foreløbig er der udkommet seks Afdeling Q-bøger, men Jussi Adler-Olsen planlægger at skrive i alt ti bøger i serien, og Nordisk Film forventer derfor at skulle producere seks Afdeling Q-film over en årrække.

Vi har de seneste år arbejdet på en international filmversion af Jussi Adler-Olsens første store thriller ”Alfabethuset”, som blev udgivet i 1997. Vi har et meget frugtbart samarbejde med Jussi Adler-Olsen, og i den forbindelse opstod muligheden for at erhverve de resterende filmrettigheder til Afdeling Q-bøgerne. Fortællingerne om vicekriminalkommissær Carl Mørck har en stor læserskare og er ikke kun det stærkeste krimi-franchise i Danmark, men er også en stor international succes, siger Henrik Zein, adm. direktør i Nordisk Film Production A/S.

På trods af det tydelige “larger than life”-element i alle historierne, handler det for os om at placere fortællingerne i den virkelige verden. Karaktererne er uhyre interessante. Både psykologisk og socialt er det mennesker på godt og ondt. Deres dybe hemmeligheder er, hvad bøgerne handler om for os. At få lov til at følge Jussi Adler-Olsen på hans fortsatte rejse og omsætte de medrivende historier til fantastiske film er lidt af et drømmescenarie for os. Vi går til opgaven med stor ydmyghed, men ambitionen er at lave film af høj kvalitet, som vil begejstre et stort publikum, fortsætter Henrik Zein.

Det er ikke bare Nordisk Film der er glad for aftalen, også Jussi Adler-Olsen er begejstret og udtaler;

Jeg møder løbende mange af mine læsere, og jeg ved, at de har stærke holdninger til personerne og universet, så for mig er det vigtigt, at en filmatisering er så tro mod bøgerne som muligt. Gennem de seneste par år har jeg opbygget et venskab med Nordisk Film, der bestyrker mig i, at Nordisk Film vil kunne producere film, som jeg vil være stolt af at lægge navn til. Mit venskab med Nordisk Film handler grundlæggende om gensidig personlig og faglig tillid, åben dialog og respekt omkring processen at skabe film. Afdeling Q-bøgerne er for mig meget filmatiserbare romaner, og da Nordisk Film har en track-rekord af kvalitetsfilm, er det for mig som forfatter det rigtige hjem for mine bøger, hvor de kan blive realiseret på det store lærred.

De tre første film samt den kommende film Journal 64, er alle produceret af filmselskabet Zentropa, men nu tager Nordisk Film altså over. Aftalen er stadig så ny, at der endnu ikke er sat navn på hverken manuskriptforfatter, instruktør eller cast.

Det store spørgsmål de mange fans nok hurtigt vil spørge om er, om der nu kommer en ny Carl Mørck, Assad og Rose – nu de har vænnet sig til Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Johanne Louise Schmidt i rollerne. Hvad synes du om udsigten til nye skuespillere i rollerne? Og har du nogle favoritter?

Relateret link:
Læs min filmanmeldelse af Flaskepost fra P.

Filmanmeldelse: Flaskepost fra P

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens populære bøger om Afdeling Q, Flaskepost fra P, ser ud af mere end den er.

Handling: I Afdeling Q på Københavns Politigård, modtager den en 8 år gammel flaskepost med et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab. Samtidig forsvinder søskendeparret Samuel og Magdalena, som er opvokset i en religiøs menighed, pludselig. Carl Mørck og hans assistent Assad finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at grave sig ind i det religiøse samfund og komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Mord som aldrig er blevet anmeldt, da han angiveligt hver gang bortføre to børn fra meget religiøse familier, slår det ene barn ihjel og kræver tavshed og en stor løsesum for det andet. Tiden er knap, og i jagten på at finde børnene før det er for sent må Carl Mørck sande, at det at tro på noget er tæt forbundet med livet og døden.

”Assad: Vi har kendt hinanden i mange år og du har aldrig spurgt til min tro. Carl: Jeg håbede det gik over. Ligesom en dårlig vane. Som rygning eller homoseksualitet.” (frit efter hukommelsen)

Religion og tro eller manglen derpå, er det gennemgående tema i filmen. Vi får et glimt ind i et religiøst frikirkesamfund og en kort privat samtale mellem den troende Assad og ateisten Carl. Men det er kun overflade, og sådan er det desværre flere steder i filmen. Der er simpelthen alt for meget vi ikke får svar på. Fx hvorfor Carl Mørck er sygemeldt og konstant ryster på hænderne. Vi får heller ikke uddybet det besynderlige forhold morderen har til en kvinde, som måske/måske ikke er en slags kæreste. Og så er der morderens hysteriske grineflip og pludselig stammen – hvad går det ud på?

Det er en visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

Jacob Lohmann og Amanda Collin som forældreparret Elias og Rakel, hvis børn kidnappes, gør det fremragende. Og også norske Pål Sverre Hagen, der spiller morderen (hvilket afsløres tidligt i filmen), er ubehagelig god. Men det virker ikke altid som om skuespillerne har haft det bedste materiale at arbejde med – et generelt problem i filmen. Dialogen hænger flere steder og virker stiv og unaturlig. Faktisk sad jeg med en fornemmelse af, at manuskriptet godt kunne være blevet gennemarbejdet en ekstra gang. Det lugter lidt af bestillingsarbejde der er blevet spyttet for hurtigt ud, og lever ikke op til den ellers fremragende manuskriptforfatter Nikolaj Arcels tidligere arbejde.

Jussi Adler-Olsens bog Flaskepost fra P betegnes ofte som hans bedste, og den blev blandt andet belønnet med Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman. Efter den utrolig spændende og vellykkede filmatisering af Fasandræberne, er Flaskepost fra P en lille skuffelse.

Flaskepost fra P har premiere i dag den 3. marts.

★★★☆☆

Vind fribilletter til Flaskepost fra P

Nikolaj Lie Kaaes og Fares Fares i den trejde film om Afdeling Q, FLaskepost fra P. Foto: Henrik Ohsten

Nikolaj Lie Kaaes og Fares Fares som Carl Mørck og Assad i den tredje film om Afdeling Q, Flaskepost fra P. Foto: Henrik Ohsten

En af årets meget ventede danske film er filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimi Flaskepost fra P, og du har nu mulighed for at vinde 2 fribilletter til filmen.

Det er den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q, og det er igen Nikolaj Lie Kaas der gør det som den lidt halvgnavne politimand Carl Mørck og Fares Fares spiller hans kollega Assad. Filmen har premiere den 3. marts. Se traileren her.

Handling: Søskendeparret Samuel og Magdalena er opvokset i en religiøs menighed i Danmark og en dag forsvinder de pludseligt. På Københavns Politigård dukker en 8 år gammel flaskepost op, der har stået og samlet støv. Den indeholder et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab. Carl Mørck og Assad fra Afdeling Q finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Carl Mørck og Assad bliver viklet ind i en grufuld sag med religiøs fanatiske og en iskold morder.

For at deltage i konkurrence skal du blot svare på følgende spørgsmål:

Hvem spiller rollen som Carl Mørck?

A. Nikolaj Coster-Waldau
B. Nicholas Bro
C. Nikolaj Lie Kaas

Skriv dit svar i kommentarfeltet, så deltager du i lodtrækningen om 2 fribilletter til Flaskepost fra P. Fribilletterne kan bruges i alle landets biografer, hvor filmen vises. Vær opmærksom på, at der kan gå lidt tid, fra du skriver din kommentar, til du kan se den i kommentarfeltet.

Jeg trækker 4 heldige vindere mandag den 29. februar kl. 8. Vinderne bliver offentliggjort på KulturXpressens Facebook-side. Du skal selv tjekke, om du er en af de heldige.

Stor tak til Nordisk Film som har sponsoreret biografbilletter til Flaskepost fra P.

Filmatisering af krimiserier

En svær balancegang
– når seriebøger filmatiseres

At forvandle bøger til film er en vanskelig opgave – dels fordi vi selv danner os billeder ud fra det vi læser, og dels fordi det aldrig er muligt at få det hele med. Men hvad er det der skal til for at lave en vellykket krimifilmatisering? Er det den overordnede handling, plottet, små særlige detaljer eller er det personerne? Det er fristende at sige, at det hele er vigtigt, men det er ikke nødvendigvis helt rigtigt. Der findes nemlig flere forskellige eksempler på gode filmatiseringer, som ikke følger dens forlæg slavisk.

Når det gælder såkaldte seriebøger, og her tænker jeg især på krimiserier, må det vigtigste være, at handling og personer går op i en højere enhed uden at afvige for meget fra det vi kender. Det er nemlig ofte der problemet opstår. For at filmatisere en enkeltstående roman er i sig selv svært, men at levendegøre en bog, der er en del af en serie bøger med de samme hovedpersoner, er rigtigt svært. For jo mere vi læser om de samme mennesker, jo bedre kender vi dem og jo tættere forhold får vi til dem – ja man kan næsten sige, at de bliver vores gode venner.

Claudia Galli og Richard Ulfsäter i rollerne som Erica Falck og Patrik Hedström. Foto via camillalackberg-boeger.dk

Claudia Galli og Richard Ulfsäter i rollerne som Erica Falck og Patrik Hedström i de nye filmatiseringer af Camilla Läckbergs bøger. Foto via camillalackberg-boeger.dk

Et godt eksempel på netop det problem er de første filmatiseringer af Camilla Läckbergs bøger om forfatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström. De var for mange krimifans en skuffelse at se, for selv om handlingen egentlig harmonerede fint med bøgerne, var det halvdårlige tv-produktioner med en helt forkert casting. Personerne Erica og Patrik er så langt fra det der beskrives i bøgerne, at det er forstyrrende at kigge på. Og når skuespillerne så heller ikke spiller helt optimalt, gør det blot ondt værre. De nye filmatiseringer af Läckbergs bøger, der går under titlen Mordene i Fjällbacka, er med et nyt hold skuespillere, som lever langt bedre op til bogforlægget.

Et andet skrækeksempel er filmatiseringerne af Mari Jungstedts Gotlandskrimier om politimanden Anders Knutas, som har fået titlen Kommissæren og havet. Serien er blevet vist på DR i år og er en tysk tv-produktion, med en tysk skuespiller i rollen som Knutas (der i tv-versionen har fået nyt navn – Robert Andersson), med en blanding af svenske og tyske biroller samt Paprika Steen i rollen som Anders Knutas danske hustru Line. Serien er optaget på en blanding af tysk og svensk, og derefter eftersynkroniseret (meget dårligt). Jeg interviewede Mari Jungstedt kort tid efter, at tv-serien havde haft premiere på den svenske kanal TV4, og næsten før jeg fik spurgt, var hun hurtig til at sige, at hun intet havde haft med filmatiseringerne at gøre – og at hun langt fra var begejstret for resultatet, hvilket er helt forståeligt.

Foto via RedArrowInternational.tv

Ken Stott og Claire Price i rollerne som John Rebus og Siobhan Clarke. Foto via RedArrowInternational.tv

Heldigvis findes der eksempler på meget vellykkede filmatiseringer. Colin Dexters romaner om Chief Inspector Morse blev fra 1987-1999 til den populære tv-serie med John Thaw i hovedrollen som den operaelskende politimand. Serien formår at give det perfekte billede af Morse og alle hans finurligheder samtidig med, at der ikke er gået på kompromis med plottet. Det samme gælder for Ian Rankins fortællinger om Inspector Rebus. Efter nogle afsnit med John Hannah i rollen som Rebus overtog Ken Stott rollen, og pludselig var det som at se John Rebus træde ud af bøgerne og op på skærmen. Den intense stemning vi kender når vi læser blev på fornemmeste vis overført til levende billeder. Rebus vises i øjeblikket på TV2 Charlie mandag aften.

Baseret på…
Der er stor forskel på filmatiseringer, når det gælder seriebøger. Nogle laves som ”rene” filmatiseringer som fx Agatha Christies 12 bøger om Miss Marple. De blev i 1984-1992 lavet som tv-serie i afsnit af spillefilmslængde med Joan Hickson i hovedrollen – en skuespiller som Agatha Christie selv havde drømt om at se i rollen som snushanen Marple. Der er sidenhen lavet nye filmatiseringer med både Geraldine McEwan og Julia McKenzie i rollen som Miss Marple.

Andre filmatiseringer tager lidt hist og pist, hvilket blandt andet var tilfældet med tv-serien om Scotland Yard Commander Adam Dalgliesh, med henholdsvis Roy Marsden og Martin Shaw i hovedrollen. Tv-serien var ikke altid tro mod P.D. James’ bøger, og den er ikke filmatiseret i kronologisk rækkefølge – hvilket hardcore læsere måske havde lidt problemer med. Dalgliesh vises i øjeblikket hver eftermiddag på DR1.

Foto via tv4.se

Peter Haber og Mikael Persbrandt i rollerne som Martin Beck og Gunvald Larsson. Foto via tv4.se

En tredje måde at filmatiserer på er, at lade sig inspirere af en serie bøger – altså lave en tv-serie, der bygges op omkring persongalleriet fra bøgerne. Er det vellavet gør det nemlig ikke altid noget, at handlingen ikke holder sig til bøgerne. Et godt eksempel er Maj Sjöwall og Per Wahlöös karakter Martin Beck. Forfatterparret skrev ti bøger om politimanden Martin Beck, men tv-serien (hvert afsnit er i spillefilmslængde) med Peter Haber og Mikael Persbrandt i hovedrollerne, er fortsat med nye historier om Martin Beck og Gunvald Larsson – med stor succes. Manuskripterne står forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind for. På svensk TV4 vises der i øjeblik helt nye afsnit af Beck, og det kan helt klart anbefales at kigge med søndag aften kl. 21.

Henning Mankells bøger om Kurt Wallander – med henholdsvis Krister Henriksson og Rolf Lassgård i rollen som Wallander og den alternative engelsksprogede version med Kenneth Branagh i hovedrollen, er andre gode eksemplar på gode filmatiseringer, der ikke holder sig helt til bogforlægget. Det samme gælder Elizabeth George’s The Inspector Lynley Mysteries om den aristokratiske Inspector Thomas Lynley og hans tro følgesvend Barbara Havers. Serien vises i øjeblikket på TV2 Charlie hver fredag aften.

Der findes ikke en facitliste over hvad det er, der gør en filmatisering god eller dårlig, for når alt kommet til alt, er filmatiseringer naturligvis et spørgsmål om personlig smag og måske hvor god en fantasi man selv har til at danne sig egne billeder mens man læser. Og gider man ikke se filmatiseringer, er der heldigvis masser af fantastiske bøger, der stadig venter på at blive læst.

Har du nogle yndlingsfilmatiseringer?

Christian Jungersen roman filmatiseres

Foto: Christian Geisnæs

Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm og Michael Nyqvist spiller hovedrollerne i filmatiseringen af Christian Jungersens roman. Foto: Christian Geisnæs

Filmselskabet Zentropa fortæller i dag, at de i slutningen af september begynder optagelserne til filmatiseringen af Christian Jungersens anmelderroste roman Du forsvinder. Bogen der udkom i 2012 lå på den danske top 10-liste i et helt år, og blev belønnet med Læsernes Bogpris.

Filmen bliver en stor dansk spillefilm med et budget på 26 mio. kr. og et drømmehold både foran og bag kameraet. Peter Schønau Fog, der modtog et hav af priser for sin debutfilm Kunsten at græde i kor (2006), instruerer og i de tre bærende hovedroller ses Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas samt svenske Michael Nyqvist.

Handling: Den respekterede og vellidte skoleleder Frederik (Nikolaj Lie Kaas) bliver anholdt og sigtet for bedrageri i millionklassen. Men da det viser det sig, at Frederik i tre år har haft en hjernesvulst, der har ændret hans personlighed, må hans kone Mia (Trine Dyrholm) – med hjælp fra advokaten Bernard (Michael Nyqvist) – sætte alt ind på at få ham frikendt og redde sin familie. Du forsvinder er en foruroligende, spændende og rørende rejse ind i hjernens komplekse strukturer. For hvem er vi egentlig? Har vi en fri vilje eller er alt hvad vi gør et resultat af de impulser hjernen sender? Filmen skildrer en families kamp for at holde sammen under ekstrem forandring – og er en fortælling om hjernens magt og viljens afmagt.

Du forsvinder forventes at få premiere i biografer landet over i februar 2017.