Forfatterens skrivebord – Øbro & Tornbjerg

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Efteråret viser sig fra sin våde side, da jeg i begyndelsen af oktober tager turen til Hillerød for at besøge forfatterne Øbro & Tornbjerg aka ægteparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Sammen har de skrevet fem krimier, hvoraf den nyeste Pigen og vogteren udkom i fredags. Men hvordan er det egentlig at skrive en bog sammen med sin ægtefælle? Og hvordan gør man, når man er to om at bestemme handlingen?

Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro har skrevet frem bøger sammen og danner også par privat. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro har skrevet fem bøger sammen og danner også par privat. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det hele begyndte for cirka ti år siden da Ole Tornbjerg fik lyst til at skrive en krimi. Da han fortalte det til hustruen Jeanette Øbro blev hun straks tændt på idéen, for hun havde selv haft lyst til at skrive i længere tid, og derfor gik de begge to i gang med hvert deres bogprojekt ved siden af deres fuldtidsjob. Sådan fortsatte det i cirka et års tid men ikke helt uden problemer.

Det var lidt af en mundfuld at have tre børn, jobs og to romanprojekter og så kom idéen til at slå os sammen. Vi blev enige om at give det et forsøg for at se om det gik eller om vi ville begynde at rive hovederne af hinanden og blive skilt, for så ville vi stoppe. Men det gik jo heldigvis godt, fortæller Jeanette Øbro og griner.

Øbro & Tornbjerg blev en realitet og de er begge to enige om, at overgangen fra kun at være private til også at have et arbejdsfællesskab, har været en lærerig proces. Som udenforstående kan jeg ikke lade være med at spøge, hvordan man i den situation adskiller privatlivet med arbejdslivet, og ikke mindst hvordan man undgår at en arbejdskonflikt bliver en del af privatlivet og omvendt?

Man kan ikke adskille privatliv og arbejdsliv. Det hører jo næsten med til forfatterjobbet. Det er ikke et 9-16 job, det er en livsstil og det er en livsstil der passer os begge to rigtigt godt. Det gode ved forfatterlivet er jo at man arbejder når man er inspireret. Men selvfølgelig kræver det også en masse disciplin, vi står jo op hver morgen og går på arbejde-agtigt. Men der er ikke klare grænser mellem privatliv og arbejdsliv. Vi kan lige så godt stå og diskutere vores karakterer og den nye roman mens vi står og laver mad. Som regel sidder vi dog ikke og diskutere roman over middagen hvis børnene er der, men ellers foregår det jo nærmest døgnet rundt, fortæller Ole Tornbjerg.

Og det er der ingen af os, der har det skidt med, supplerer Jeanette og fortsætter: Men i starten var det da lidt sværere. Hvis vi havde en arbejdsmæssig konflikt, kunne vi godt rende rundt at være lidt irriteret på hinanden. Så vi har skulle lære at være professionelle sammen og det har været en rigtig spændende proces. Nu tager vi tingene, når det opstår, for det nytter ikke noget at have en konflikt kørende, så det går indover både privat- og arbejdsliv.

Og så er vi blevet meget bedre til at se, at når vi er kritiske overfor hinandens tekster, så er det ikke personligt, men et kig på hvad der er bedst for bogen. Det er nødvendigt, for det er et stykke professionelt stykke arbejde. Vi er ret hårde, for vi har høje kvalitetskrav. Det skal være gennemarbejdet, for ingen af os vil ikke sende noget ud som ikke er i orden, forklarer Ole.

Selve idéudviklingsfasen starter, når en af dem kommer med julelys i øjnene og siger til den anden: ”Prøv og hør her. Jeg tror altså, jeg er kommet på noget rigtigt godt.”

Vi ved efterhånden af erfaring at når man fortæller det, så begynder udviklingen med det samme, for så begynder den anden at se på det og kommentere på det og så sker der allerede noget der. Det starter tit med at den der har fået idéen, har et billede af at der bliver fundet en person. Sådan her ser det ud, det er sket sådan her og det er det her, der er på spil, fortæller Jeanette.

I arbejdet med Det norske job var det dog ikke et drab der var udgangspunktet for historien men en person der blev sluppet fri og en interesse i hvad der så skete med ham. Øbro og Tornbjerg siger selv, at de er mere fokuseret på konflikten mellem mennesker end at det er et spektakulært mord udført på mystiske eller urealistiske måder.

Det er ikke fordi vi skriver krimier der er baseret på virkelig hændelser, men de skal være troværdige. Der skal gerne være en følelse af, at dette kunne ske, forklarer Ole.

Femte bind i Øbro & Tornbjergs serie om Katrine Vraa, udkom den 21. oktober.

Femte bind i Øbro & Tornbjergs serie om Katrine Wraa, udkom den 21. oktober.

Inden de går i gang med at skrive har de størstedelen af handlingen på plads. Skelettet er klart – det vil sige plottet, de store vendepunkter og de centrale karakterer. Sidekaraktererne som findes i det miljø hvor handlingen udspilles er også udviklet inden skrivearbejdet går i går, men der er plads til overraskelser. Alt nedfældes på plotkort som sættes på store tavler. Hvert kort repræsenterer et vendepunkt, et kapitel eller en scene. Jo længere hen i processen de kommer, jo mere detaljeret bliver skelettet. Derudover arbejder de med flere dokumenter med henholdsvis synopse, outline og treatment, hvor de skriver handlingen mere ud.

De store linjer holder som regel hele vejen, altså vendepunkter, årsagen til forbrydelsen og hvem det er der har gjort det og sådan. Men derimellem er der ting, man ikke lige regnede med, der udvikler sig i alle mulige retninger. Ting der virker åbenlyse når man sidder og outliner historien og plotter, ændrer sig tit når man trænger ned i stoffet. Er man ikke rigtig tæt på stoffet, er det ofte klichéerne der kommer først og når man så trænger ned i stoffet, så opdager man nogle andre måder at gøre det på, så klichéerne kommer væk og på den måde bliver det en rigere og mere original historie. Og det er der researchen er en gave, når man dykker ned i noget faglitteratur eller laver interviews med fagfolk og forskellige kilder, så opstår der de der ”hold da op”-øjeblikke, fortæller Ole.

Det er derfor vi i arbejdet med en ny bog, skynder os ud og snakke med nogle folk. Vi laver størstedelen af researchen først og så lidt løbende, hvis der opstår spørgsmål undervejs, siger Jeanette.

Der bruges lang tid på den indledende research. I arbejdet med Evas sidste nat tog de til Rusland flere gang for at kunne skrive om Skt. Petersborg, hvor noget af handlingen udspilles. Man kan finde mange oplysninger og billeder via Google, men de mener begge at det er vigtigt at opleve stedet for at kunne beskrive lyde, dufte og alt det andet der er med til at gøre en historien levende. Men det er lige så vigtigt at tale med mennesker på stedet, derfor aftaler de også altid interviews med forskellige personer, når de rejser ud. I bogen Det norske job foregår noget af handlingen i Caribien, hvilket betød at Jeanette pakkede kufferten og tog af sted på researchtur – noget hun bestemt ikke havde noget imod. I den nye bog Pigen og vogteren, udspilles handlingen under hjemlige himmelstrøg, så denne gang har det ikke være nødvendigt med rejser til eksotiske steder.

Når det kommer til at fordele hvem der skriver hvad, har Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg har ikke en fast plan, og de skriver heller ikke nødvendigvis kronologisk.

Der er fri leg, siger Jeanette og Ole supplerer: Det er lystbetonet, hvem der byder ind med de forskellige ting. Det er ikke sådan at vi tager et kapitel ad gangen, det er mere at skrive en storyline på en karakter og så fletter vi sammen og bytter og skriver igennem.

De har endnu ikke oplevet at måtte lægge arm om, hvem der skal skrive en bestemt scene, fordi de begge ville. Underligt nok har det altid givet sig selv, hvem der ønsker at skrive hvad alt efter hvor de er i processen. Og hvis du sidder og spekulerer over det (det gjorde jeg) kan jeg afsløre, at de begge to skriver på Katrines karakter. Det psykologiske aspekt tager Jeanette sig dog mere og mere af, da det har hendes store interesse – i en sådan grad, at hun for to år siden begyndte på uddannelsen til psykoterapeut, som hun nu er halvvejs med.

De læser løbende hinandens tekster og fletter så de to storylines sammen, og hvis det fungerer arbejdes der videre derfra. Manuskriptet gennemskrives til sidst af Jeanette for at få samme tone og sprog gennem hele bogen. Deres tætte samarbejde antyder at de er rigtigt meget sammen. Men faktisk tager de gerne væk hver for sig for at skrive, lige som de også har hvert sit arbejdsværelse.

Det med at skrive er jo meget at etablere sit eget rum og det gælder også selv om man arbejder tæt sammen, siger Ole.

Desuden er det super fedt at være væk fra hinanden og savne hinanden og glæde sig til at komme hjem. Det kan anbefales til alle uanset hvad man laver, siger Jeanette.

jeanetteoebro1

Jeanette Øbro ved skrivebordet på hendes fine kontor i hjemmet i Hillerød. Foto: Mette Camilla Melgaard

HVERT SIT VÆRELSE OG RITUALER
Modsat Oles arbejdsværelse, som har hvide tomme vægge og et helt ryddet skrivebord, er Jeanettes kontor fint og indbydende. Lyset vælter ind fra døren mod haven og på den ene væg er der kønt tapet med grønne blade. En anden væg præges af en stor opslagstavle som bliver brugt til at skelettere bogen ved hjælp af såkaldte plotkort. Her er også reoler med masser af faglitteratur, notesbøger, billeder og andet nips, og på skrivebordet er der fin opbevaring til skriveredskaber og en ret stor lyserød sten.

Det betyder meget for mig, at der er en vis balance æstetisk. Jeg kan ikke sidder hvor som helst. Der skal være lys og luft omkring mig, og hvis der er tudegrimt så bliver jeg forstyrret, siger Jeanette og griner.

Ja der er jeg ikke helt så følsom, siger Ole og fortsætter: Jeg kan næsten skrive hvor som helst, bare der er ro. Nogle gange gør det dog ikke noget at der er lidt støj omkring mig. Jeg skriver fx rigtigt godt når jeg er ude og rejse. Sidste år havde jeg nogle lange togture til Nordsverige og der skrev jeg godt i togkupéen. Men normalt foretrækker jeg at skrive, hvor der er fuldstændig ro enten herhjemme, i sommerhuset eller på et skriverefugium.

De har hver især deres ritualer omkring skrivearbejdet. For Ole gælder det om at få ryddet alt der kan ”støje” væk – hvad enten det er regninger, vasketøj eller andet. Et tomt bord fungerer bedst for ham, når han skal arbejde. Musik er også bandlyst. Kaffe derimod har en helt central plads.

Masser af kaffe! Sådan et par gode kopper cappuccino til at starte på. Det skal der helst være, siger Ole og griner.

Jeanette Øbro samler ting til inspiration, hver gang hun arbejder på en bog. Her ses blandt andet sand fra Caribien. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeanette Øbro samler ting til inspiration, hver gang hun arbejder på en bog. Her ses blandt andet sand hun har haft med hjem fra Caribien. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kaffe og total stilhed fungerer også for Jeanette, men udover det sædvanlige som notesbøger og computeren, har hun ikke nogle særlige ting hun bare må have omkring sig for at skrive. Til gengæld har hun en tradition med at lave et slags moodboard af ting hun samler, hver gang de går i gang med en bog.

Det er nogle ting som har noget symbolik til den bog jeg er i gang med. Det kan være noget jeg har fundet eller købt på en rejse. Det kan fx være hvis jeg arbejder meget på Katrines karakter, så kan jeg godt finde på at tage op til Tisvilde hvor hun bor og plukke noget af det der er i naturen og tage det med hjem til inspiration, fortæller Jeanette.

NOGET NYT I STØBESKEEN
Selv om både Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg ser sig selv som fuldtidsforfattere, laver de andet end at sende Katrine Wraa på barske eventyr. Ole laver stadig lidt dokumentarfilm og har derudover udgivet romanen Drengen fra Godhavn, og som tidligere sagt, er Jeanette ved at uddanne sig til psykoterapeut og har planer om at tage klienter ind, når hun er færdiguddannet. De vil heller ikke afvise at der på et tidspunkt kommer selvstændige projekter fra dem hver især. Lige nu og her pønser de dog på et nyt fælles projekt. En helt ny krimiserie i et helt andet univers end Katrine Wraa-serien. Jeg bliver straks nysgerrig og samtidig lidt bekymret for dem, da de fortæller det, for der er jo stadig kun 24 timer i døgnet, så hvordan skal de dog nå det hele? Og betyder det, at det er slut med Katrine Wraa?

Nej vi stopper ikke med Katrine Wraa. Jeg har stadig rigtigt meget lyst til at arbejde videre med hende, så det ville ikke give mening at stoppe, siger Jeanette.

Planen er at de kører dobbeltløb med to serier. Jeanette bliver hovedforfatter på Katrine Wraa-serien og Ole bliver det på den anden serie. Men de vil begge to skrive på begge projekter. Jeg forsøger ihærdigt at få dem til at afsløre noget om den nye serie, men de holder kortene meget tæt ind til kroppen. Det eneste jeg kan få ud af dem er, at første bog muligvis er klar til Krimimessen 2018, så vi må altså væbne os med tålmodighed lidt endnu – måske kan vi være heldige, at de afslører lidt om projektet, når de optræder på årets BogForum den 11. – 13. november i Bellacentret i København.

Fakta
Jeanette Øbro Gerlow (f. 1969)
Oprindelig uddannet jordmoder og sidenhen indenfor kommunikation, med hvilket hun har arbejdet med indtil hun blev fuldtidsforfatter i 2010. Hun blev så fascineret af at arbejde med det psykologiske i deres bøger, at hun er ved at uddanne sig til psykoterapeut.

Ole Tornbjerg (f. 1967)
Journalist, instruktør og producer i TV- og filmbranchen. Har ved siden af bøgerne udgivet under Øbro & Tornbjerg, skrevet den anmelderroste roman Drengen fra Godhavn.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord – Morten Pape
Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup
Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby

Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Der dufter af nylavet kaffe og kanelsnegle i køkkenet på Østerbro hos Lotte Kirkeby. Hun debuterede tidligere på året til gode anmeldelser med novellesamlingen Jubilæum, og jeg har længe været nysgerrig efter at høre, hvordan hun kom i gang med at skrive fiktion, og hvorfor valget faldt på noveller.

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Vi mødes to dage før min sommerferie, et tidspunkt hvor alle andre så småt er begyndt at vende tilbage til hverdagen, og det gælder også hos Lotte Kirkeby. Hendes mand er tilbage på jobbet, tvillingerne er startet i skole igen, og Lotte, der arbejder hjemmefra, er i fuld gang med en stor oversættelsesopgave. Kun den ældste søn har stadig et par dovne dage, inden han begynder på gymnasiet, men det er ikke svært at regne ud, at hverdagslivet her på matriklen er præget af mange aktiviteter.

Hun kalder sig selv for formiddagsforfatter, for det, hun tjener penge på, er arbejdet som journalist, oversætter, anmelder og konsulent. At Lotte Kirkeby overhovedet begyndte at skrive skønlitterært har været mange år undervejs, for selv om hun altid har læst meget, gik hun ikke rundt med forfatterdrømme som barn og skrev heller ikke fiktion. Alligevel er der dog hints hist og pist til drømmen om at skrive, når hun ser tilbage på de helt unge år.

– Da jeg var 19 år, var jeg på en tur til England. Jeg kom hjem med en masse bøger, og mange af dem var faktisk om journalistik. Men jeg turde ikke rigtigt gå til optagelse på Journalisthøjskolen, så jeg begyndte i stedet at læse litteraturhistorie på universitetet.

Sidenhen blev hun forlagsredaktør og fandt ud af, at hun rigtigt godt kunne lide at skrive bagsidetekster og salgstekster, så hun søgte væk og blev redaktionssekretær på fagbladet Journalisten. Efterhånden skrev hun mere og mere og blev også medforfatter på nogle fagbøger. Men fiktionen lod vente på sig.

– At være forlagsredaktør og gerne vil skrive er en kliché og lidt patetisk, og når man så samtidig er 46 år. Jeg synes, det var meget svært at springe ud i det, det ville være nemmere at sige, at jeg ville begynde til ridning. Men så lavede jeg et nytårsforsæt med en veninde om, at jeg ville begynde at skrive, og så meldte jeg mig på et skrivekursus. På det tidspunkt havde jeg aldrig skrevet en færdig tekst, så det var ret vildt at sidde på et kursus og sige, at man gerne vil skrive. Men jeg tror ikke, at jeg var kommet i gang, hvis ikke jeg havde formaliseret det. Der var faktisk nogle på kurset, som ikke engang havde fortalt deres mand, at de gik der. Jeg tror, folk generelt har det lidt svært ved at sige det højt. Så jeg tror, det var et meget velfortrængt ønske, som nu kom frem. Men det har jo ikke været sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, sådan er der jo nogle, der har det, men det kunne jeg tydeligvis godt, siger Lotte Kirkeby og griner.

At hendes første skønlitterære udgivelse blev noveller var lidt tilfældigt. På skrivekurset blev der skrevet korte tekster, og efterhånden syntes hun, at det sad nogenlunde i hænderne på hende, så hun fortsatte.

– De første noveller kom ret hurtigt. Jeg tror, de har ligget indeni længe. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er novelleforfatter for evigt. Sådan er det slet ikke. Det blev bare født ind i den form.

Novelleformen gjorde, at hun nogenlunde hurtigt blev færdig med sine tekster. Men det, der til at begynde med havde været positivt blev, efterhånden som hun skrev flere og flere noveller, hårdt arbejde.

– Jeg skrev flere noveller, som ikke kom med i samlingen, og efterhånden orkede jeg bare ikke at lære flere mennesker at kende og skrive mig ind i flere universer. Og den frustration, man kan have, når man læser noveller og tænker: ”Argh, hvad skete der så?” når den slutter, den kan man også have som forfatter – man vil egentlig gerne følge udviklingen lidt længere. Hvordan var hun som ung? Hvordan klarer hun sig, efter at han er skredet? Det bliver man jo også nysgerrig efter som forfatter, fortæller Lotte Kirkeby.

Derfor er næste projekt en roman. Men selvom hun synes, det er vildt sjovt, at hun nu kan lære karaktererne bedre at kende og skrive sig ind på dem, er der også mange ting, som er helt nyt i forhold til arbejdet med novellerne. Blandt andet planlægningen, altså ganske enkelt at sætte tid af til at skrive. Mange af novellerne i Jubilæum blev skrevet på skrivekurset, og efterfølgende aftalte hun med sin skrivelærer, at hun skulle aflevere 1-2 noveller sidst på måneden.

– Det var for at holde mig fast, for det er svært at prioritere forfatteriet højest, når man samtidig skal tjene penge. Så jeg skrev ind i min kalender, at fx på fredag så skriver jeg, fordi ellers gled det. Og så det var godt med nogle deadlines hos en anden.

Lotte Kirkeby har ingen deadlines på sin kommende roman, eller det vil sige, egentlig havde hun aftalt med sin redaktør, at hun skulle aflevere noget omkring Sankt Hans. ”Men der havde jeg ikke skrevet en eneste sætning”, griner hun. Romanen er stadig i sin allertidligste fase.

– Jeg har ikke noget skelet eller en lang synopse på romanens opbygning. Jeg har en novelle, som jeg gerne vil skrive videre på, og som lige nu er åbningsscenen i romanen. Men det har allerede flyttet sig, kan jeg mærke. Det er karaktererne fra novellen, der er det interessante, og hvis man skal skrive en roman, så skal karaktererne jo være sjove eller interessante, for man skal være sammen med dem længe.

Selvom hun ikke har en endelig deadline, har hendes redaktør tilbudt at læse med undervejs. Men det med at have læsere med på sidelinjen så tidligt i processen er Lotte Kirkeby ikke altid lige begejstret for. Da hun skrev novellerne var hun på et tidspunkt med i en skrivegruppe, hvilket var givende, men hun synes også at det var forvirrende at få så manges blikke på samme tekst, så til sidst sprang hun fra.

– Jeg er ikke speciel god til at modtage kritik, det vil jeg gerne indrømme. Og at skulle dele romanen op i små bidder, der skal læses af andre og gives feedback på, virker nærmest uoverskueligt. Det virker måske for andre forfattere, men ikke for mig. Jeg kommer aldrig til at have mange til at læse min tekst, inden min redaktør får manuskriptet.

Trods den manglende deadline er det er vigtigt for Lotte Kirkeby at afsætte tid af til at skrive, hvilket bringer os tilbage til hendes selverklærede titel som formiddagsforfatter.

– Jeg er friskest om morgenen og kan bedst skrive der, så jeg forsøger at være formiddagsforfatter og så tjene penge senere på dagen. Jeg er meget selvdisciplineret og sidder foran computeren kl. 7.45, når børnene er gået i skole. Når man har så lidt tid til at skrive, fx indtil børnene kommer hjem og spiser frokost, så pjatter jeg ikke rundt. Hvis der skal være en fordel ved ikke at have råd til at skrive på fuld tid, så tror jeg, at det er det, at man ikke pjatter den tid væk, man har.

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

AT SKRIVE ER SOM YOGA
Skrivebordet er lilla, og dekorationen omkring det er piget. Forklaringen er, at skrivebordet, hvor Lotte Kirkeby sidder og arbejder, tilhører hendes 13-årige datter. Siden hendes tre hjemmeboende børn fik den alder, der kræver hvert sit værelse, har hun ikke længere sit eget kontor. I stedet sidder hun hver dag og arbejder på datterens værelse eller ved det store spisebord i køkkenet.

– Det betyder forsvindende lidt, hvor jeg sidder rent fysik. Jeg bliver ikke synderligt forstyrret af, om der er pænt eller grimt omkring mig. Jeg kunne sagtens sidde midt i en masse rod og skrive, der skal bare ikke være andre mennesker der.

At hun sidder og skriver alene er vigtigt. Derfor vil hun aldrig kunne sidde på en café og skrive fiktion. Hun føler, at det er meget privat at skrive, at hun går ind i et mentalt rum, når hun lader sine historier udfolde sig, og at andre omkring hende ville forstyrre. Men derudover har hun blot nogle helt basale skriveritualer.

– Jeg skal helst have en kop kaffe eller te, og så skriver jeg rigtigt godt til klassisk musik – altså ikke orkestermusik og slet ikke noget med stemmer. Jeg skriver meget til Bach og andet klavermusik. Så finder jeg nogle stykker, der er omkring en times tid, og så går jeg ligesom ind i det private rum og skriver, til musikken er færdig.

Som alle der skriver ved, flyder skriveriet ikke let hver dag, men Lotte Kirkeby tænker nogle gange på det at skrive som at dyrke yoga. I yoga ’sker der nogle gange ikke noget, mens man er i stillingen – eller også gør det bare ondt, mens det andre dage føles rigtigt godt, og man kan mærke at der sker noget med kroppen, som om der er noget, der giver slip.

– Sådan er det for mig med at skrive. Nogle dage skriver jeg kæmpelangt, og andre dage kører det bare ikke, og der ligger jo betalte opgaver og venter, så det er nemt at springe til noget andet. Men nu vil jeg virkelig prøve at gå ind i det univers hver dag, nu hvor jeg sidder og arbejder på en roman. Det er noget andet end novellerne, hvor man hurtigere kunne få afsluttet en tekst. Nu forsøger jeg at gøre som med yoga, altså at blive i stillingen – også selv om jeg måske ikke får skrevet på teksten, så skal jeg blive i det, i den tid jeg har sat af til det.

Som gammel forlagsredaktør er hendes største hurdle stadig at skrive frit og ikke hele tiden kigge tilbage og rette i teksten, men blot give efter og også huske at nyde processen.

– Jeg ser stadig mig selv mere som redaktør end forfatter, så i starten tænkte jeg, at jeg skulle skrive noget, der var færdigt, og det vil sige, at jeg havde et overjeg med en selvcensurende mental rød pen, allerede inden jeg er begyndt at skrive, og det går ikke. At skrive er en intuitiv proces, og nogle gange skal man skrive meget og se, hvad der kommer, men hvis man hele tiden sidder og siger: ”Nej, det dur slet ikke”, så kommer man aldrig videre.

Derfor har hun sat en slags spilleregler op for sig selv – dels at hun blot skal skrive uden overhovedet at gå tilbage og rette, hvilket hun indrømmer er meget svært, og dels behøver hun ikke at skrive kronologisk.

– Det skal være legende at skrive. Når man, i hvert fald i den første fase, ikke tjener nævneværdige penge på det, skal det være sjovere end det andet man laver, og det er det jo først og fremmest sjovt, fordi man selv må bestemme, hvad man skriver. Det skal være et andet rum at gå ind i, end når jeg skal skrive en artikel på 12.000 tegn, der skal være færdig i morgen. Det er det, der er det sjove, at det ikke er en bunden opgave.

PRAGMATISK OG REALISTISK
De fleste kommer lidt snublende ind i deres debut (med mindre man har gået på forfatterskolen) fordi de ofte har skrevet lang tid og så kommer det lige pludselig. For Lotte Kirkeby var det anderledes. ’Hun skrev i et års tid og spurgte så en forlagsredaktør, om han ville læse med. Og det ville have gerne. Han ville også gerne antage novellerne, men der skulle dog lige skrives nogle flere til. Og så nogle flere. Processen op til udgivelsen var overraskende, for selv om Lotte Kirkeby er gammel redaktør og afleverede nogle stramt redigerede noveller, havde hun ikke for alvor fornemmelse for, hvilke noveller der var gode eller dårlige, og hvilke der skulle med i samlingen.

– Det kom faktisk bag på mig. Det kom bag på mig, hvor svært det er at læse sig selv og se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg er meget tryg og glad for min redaktør, og faktisk er det lidt sjovt, for jeg fandt mine noter fra vores møde, hvor jeg havde skrevet cirka halvdelen, og de ting, han påpegede, er faktisk det samme som nogle af anmeldelserne påpeger, fortæller Lotte Kirkeby og griner.

JubilaeumHun har læst alle anmeldelserne af Jubilæum. Det, hun var mest nervøs for inden, var, hvis det gik dårligt, at det ville kaste skygger på det andet, hun laver, men sådan er det heldigvis ikke gået. Der er blevet kastet mange stjerner og hjerter efter novellesamlingen fra både dagblade og bogbloggere, derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om hun føler et vis pres med den næste udgivelse.

– Der er ingen, der presser mig. Fordi jeg er så gammel, er jeg er jo ikke noget wonderkid, så jeg føler ikke, at verden venter på noget fra mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går før romanen kommer, eller om det overhovedet kommer til at ske. Men det tror jeg da, at det gør. Jeg tænker heller ikke på mig selv som forfatter først. Jeg er også så mange andre ting: oversætter, anmelder, redaktør. Og jeg bliver jo ikke fuldtidsforfatter foreløbig – hvis nogensinde – det har jeg siddet for længe på den anden side af bordet til at tro på, for hvis jeg skulle være fuldtidsforfatter, så skal jeg skrive en bog hvert anden år, der sælger mere end 15.000-20.000 eksemplarer, og det er der næsten ingen, der gør, med mindre de er krimiforfattere, og det bliver jeg ikke.

Lotte Kirkeby er meget pragmatisk omkring sit forfatterliv og jeg må sige, at jeg beundrer hende for det. Der er ingen pjat med, at hun kun kan skrive under visse forhold, på visse tidspunkter osv. Novellerne blev skrevet, mens hun fuldtidsfakturerede som freelancer, og som hun selv siger, ved vi ikke, om de var blevet bedre, hvis hun havde haft mere tid til det. Nu er omstændighederne, som de er, og hvis hun vil skrive, jamen så er det bare sådan. Det er utroligt inspirerende og for nogle måske også lidt hårdt at få at vide, at forfatterlivet mest går ud på at få rumpen i sædet og være disciplineret – og så alligevel ikke glemme at nyde processen.

Fakta
Lotte Kirkeby Hansen (f. 1970)
Arbejder freelance som journalist, anmelder, oversætter og konsulent. Er medforfatter på tre fagbøger om barsel, alderdom og skilsmisse, og debuterede i marts som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Jubilæum (2016).

Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er med sommerfugle i maven, at jeg går de få hundrede meter hen til lejligheden på Frederiksberg, hvor Kirsten Thorup bor. Selv om vi har boet i det samme nabolag i mange år, har jeg aldrig mødt hende – kun gennem litteraturen. Første gang var i 1984, da jeg 12 år gammel fik hendes roman Himmel og helvede i julegave. Fortællingen om den violinspillende Maria satte varigt aftryk i mig, ikke kun fordi den med sine 614 sider var den tykkeste bog jeg indtil da havde læst, men lige så meget fordi den lukkede mig ind i en voksenverden med personer så forskellige fra mit eget liv, hvilket efterfølgende fik mig til at snige mig ind i bibliotekets voksenafdeling og læse bøger som Hotel New Hampshire og Verden ifølge Garp.

Bøger fryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Bøger pryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeg træder ind i en stor solrig stue fyldt med bogreoler fra gulv til loft. Som inkarneret bogelsker er det svært at holde begejstringen tilbage. Her findes det hele. Gamle klassikere af Balzac, Dickens og Dostojevskij, nyere dansk og udenlandsk litteratur og fagbøger.

– Jeg kan godt lide at læse bøger. Det er det jeg gør, når jeg ikke skriver. Det hører med, synes jeg, til at være forfatter. Det er ligesom, hvis man ser sin egen roman som et hjem, så går man på besøg, når man læser andre forfatteres bøger, siger Kirsten Thorup.

Som barn læste hun kun tegneserier og ugeblade. Hendes far havde en kiosk, så hun havde alle magasinerne til rådighed, hun skulle bare lægge dem tilbage når hun var færdig, og undgå at spilde marmelade i dem. Kærligheden til bøger kom først senere.

– Jeg begyndte ikke at læse bøger seriøst før i mellemskolen. Jeg havde en veninde som læste alle de store klassikere. Jeg læste dem også men det var i et blad der hed Illustrerede Klassikere, som var tegneserier lavet over alle klassikerne som De elendige osv. Men så sagde min veninde, at det kunne man ikke være bekendt, man skulle læse bøgerne. Så det var hende der fik mig til at læse. Den første var Dostojevskijs roman Raskolnikov, derfor har jeg et særligt forhold til den.

Kirsten Thorup viser mig sit arbejdsværelse i forlængelse af stuen. Lyset strømmer ind fra hjørnevinduet, hvor der foran er placeret et lille og enkelt skrivebord. En bærbar computer, en printer, få stakke med papirer, et par bøger, nogle spiralhæfter og en fyldepen, er det eneste der pryder bordet.

Det er et dejligt arbejdsværelse, siger Kirsten Thorup og fortsætter; Det er faktisk første gang jeg har et arbejdsværelse.

Vi sætter os bagefter i det hyggelig køkken med kaffe og Kirsten Thorup fortæller, hvordan hun i starten af sin karriere skrev sine bøger i sengen, i hånden på en blok. Det var tiden inden computeren, mens skrivemaskinen stadig var stjernen i enhver forfatteres liv. Men ikke i Kirsten Thorups, hun havde tværtimod et lidt anstrengt forhold til skrivemaskiner. Hun havde taget et kursus i maskinskrivning, men gad ikke fortsætte fordi det var så kedeligt, så hun lærte aldrig tifingersystemet og skrev for mange fejl hele tiden.

Så jeg skrev i hånden. Jeg skrev det så rent på skrivemaskinen hver dag, for ellers var det umuligt at læse og rette i det. Det var en ret tung proces jeg havde dengang. Men jeg kunne kun skrive i sengen, så jeg stod heller aldrig op før klokken fire om eftermiddagen.

Hendes skrivevaner har ændret sig meget siden da, ikke mindst da hun i 1994 fik sin første computer. Modsat skrivemaskinen, er computeren blevet hendes vigtigste arbejdsredskab og i dag kan hun slet ikke undvære den, og skriver kun meget lidt i hånden nu.

Jeg er blevet så vant til at skrive på computeren, at det næsten er fremmed for mig at skrive i hånden, selv om jeg har skrevet så mange år i hånden. Nu gør jeg det næsten kun, hvis jeg har en passage som jeg ikke kan finde ud af at formulere, så har jeg brug for at have den fysiske kontakt, som man jo har med blyant og papir. Men det er ikke ret tit, forklarer Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

I de perioder hvor Kirsten Thorup er godt i gang med at skrive på en roman, ligner dagene hinanden. Hun skriver fra hun står op, for hun må ikke få noget fremmed i hovedet inden hun skal skrive. Derfor må hun også lade de daglige aviser vente. Hun fortæller, hvordan hun før i tiden måtte undlade at abonnere på Information og Politiken, som hun læser hver dag, fordi fristelsen ganske enkel var for stor, når de kom ind af brevsprækken. I dag lander de i postkassen nede i opgangen, hvilket gør det lettere at vente. Modsat tidligere, hvor hun begyndte dagens skriverier ved 7-8 tiden, begrænsede hun i arbejdet med den seneste bog Erindring om kærlighed, sin skrivetid til kl. 10-14 hver dag.

Det var rigtigt godt! Jeg bliver mere fokuseret, når jeg ikke bare har hele dagen flydende foran mig. Det bliver koncentreret fordi det er så kort, så jeg bliver heller ikke sulten og skal afbryde for at gå ud og tage en ostemad og sådan noget. Det har jeg været rigtig glad for, så det tror jeg, at jeg vil gøre igen, når jeg skal i gang med en ny bog. Så skal jeg heller ikke springe ud af sengen, men kan ligesom tage det med ro. Det passer mig godt, det kan jeg mærke, fortæller Kirsten Thorup.

At skrive en bog er en langsommelig proces for Kirsten Thorup, som mange gange er 3-4 år om at skrive en roman. Hun fortæller, at hun nogle gange kan skrive på begyndelsen af historien i op til et halvt år. Hun giver ikke sig selv daglige deadlines, for nogle dage går hun i stå eller hun tror ikke rigtigt på projektet og andre gange skal hun lige til en familiebegivenhed eller noget andet som giver en pause.

– Romanskriveri består for mig meget af pauser. Pauserne fylder mere end selve skriveriet. Der er mange dage, hvor man ikke kan skrive. De der dage, hvor man rigtig er i gang, er naturligvis de bedste, men hvor længe de kan vare, kan man ikke svare på.

Hun synes da også at det er vigtigt at holde pauser og holde fri, så der kan lades op. Men for hendes eget vedkommende går det ikke at holde fri mere end en enkelt dag, for så kommer hun for meget ud af historien og det dur ikke.

– Men jeg skal ud af lejligheden. For modsat andre som er på arbejde og synes det er dejligt at komme hjem, så har jeg siddet hjemme hele dagen og trænger til at kommer ud. Enten mødes jeg med nogen på en café eller jeg går også tit i biografen. Jeg kan godt lide at gå i biografen alene.

KirstenThorup2

Kirsten Thorup har ikke meget af historien på plads inden hun begynder skrivearbejdet. Hun skriver historien frem, fortæller hun. Foto: Mette Camilla Melgaard

JEG SKRIVER HISTORIEN FREM
I mit arbejde med denne serie af artikler, har jeg oplevet at det er meget få af forfatterne der starter (næsten) blankt, når de sætter sig til at skrive. De fleste har et groft skelet eller en synopse til deres historie. Men sådan arbejder Kirsten Thorup ikke.

Jeg arbejder ikke med plot, det har jeg aldrig gjort, det siger mig ikke noget. Det ville være en spændetrøje for mig. Når jeg starter, har jeg nogle personer, nogle gange kun en person, som jeg vil skrive om, og nogle begivenheder som jeg gerne vil have med, som jeg synes skal belyses eller beskrives. Og så er det et spørgsmål om, hvordan jeg kommer fra begivenhed til begivenhed. Jeg skriver mig frem til historien. Jeg ved heller ikke, hvordan det slutter.

Der er altså ikke meget der er på plads inden hun begynder at skrive. Blot nogle punkter eller en forestilling om, hvordan bogen skal se ud. Hun forklarer, at det er en af grundene til at hendes bøger er så forskellige som de er. Formen finder hun efterhånden som historien folder sig ud og først når hun er kommet lidt over halvvejs, er præmisserne sat op og hun kan se, hvordan det skal ende. Hun skriver kronologisk, egentlig ikke bevidst, men sådan bliver det alligevel altid.

Det er meget få bøger, hvor jeg ikke er startet med starten, uden at vide at det er starten. Jeg tror kun at det var med Ingenmandsland, at jeg hele tiden kunne se, at der manglede et kapitel før. Det er faktisk den eneste jeg kan komme i tanke om. Ellers starter jeg bare et sted, og det ender altid med at blive starten. Nogle gange kan jeg godt se, at der mangler et kapitel mellem to kapitler og så bliver jeg nødt til at skrive det. Det er som regel fordi det er noget der ikke interesserer mig så meget, og så tænker jeg at det kan jeg godt springe over og vente med. Men det kan jeg så ikke, siger Kirsten Thorup og griner.

Et gennemgående kendetegn i hendes romaner er de altid helstøbte karakterer. De føles aldrig konstruerede, men som rigtige mennesker på godt og ondt. Kirsten Thorup fortæller at hun holder meget af at skabe personerne, som ofte er baseret på mennesker hun har mødt – enten i sin egen familie eller tilfældigt rundt omkring.

– Det er en blanding, for alle personerne er jo mig, men jeg bruger nogle personer som jeg kender eller bare har mødt en enkelt gang og så projicerer jeg mig selv ind i dem. Selv om jeg har virkelige personer som model for en karakter, så er det fiktionspersoner jeg skaber, fortæller Kirsten Thorup og forklarer nærmere;

– Personerne kan godt tage en uventet drejning under skrivningen og blive anderledes end jeg har forestillet mig. Jeg skriver dem frem. Jo mere jeg skriver om personerne, jo mere ved jeg om dem. Fx kan de reagere på en måde, som ikke stemmer med det jeg først havde skrevet, og så kan jeg pludselig se at det er forkert, sådan ville de ikke opføre sig. At skrive fiktion er en blanding af styring og det ubevidste.

Erindring om kærlighedKirsten Thorup laver ret meget research til sine bøger, selv om historierne bygger på ting hun har fra sit eget liv og andres, er der begivenheder og situationer der må undersøges nærmere. I sin seneste roman Erindring om kærligheden, der udkom i april, var der flere ting i historien om Tara og Siri, mor og datter, der krævede research. Hvor hun før i tiden måtte forbi Det Kongelige Bibliotek og slå op i gamle aviser, kan meget af researchen i dag laves ved computeren. Men der er visse ting, hvor Kirsten Thorup er nødt til at ”være i det” for at kunne skrive om det. Det gjaldt for eksempel rumænske hjemløse, som optræder i et par kapitler i bogen. Sammen med en tolk besøgte Kirsten Thorup Mariakirken på Vesterbro, hvor mange af de rumænske hjemløse opholdte sig samt flere af værestederne i København. Også COP15-mødet i København i 2009 lavede hun indgående research på, blandt andet ved at se en film om det der skete ved Bella Centret, hvor flere tusinder blev tilbageholdt ved en demonstration, samt ved at tale med nogle af de involverede.

Jeg laver research på det jeg ikke ved noget om. Finder alle de gode detaljer som virkeligheden har. Selvom det er fiktion og jeg godt kan lave lidt om på det, skal jeg alligevel vide, hvordan det var i virkeligheden for at kunne lave fiktion af det, forklarer Kirsten Thorup, der gang på gang bliver forbavset over, hvor megen imødekommenhed hun møder i sin research.

Tænk at folk gider at spilde tid på at snakke med mig, siger hun smilende.

JEG VÆNNER MIG ALDRIG TIL DET
Kirsten Thorup debuterede som forfatter i 1967 og har udover romaner skrevet både digte, noveller og dramatik til tv og teater. Hun er med andre ord en ret garvet forfatter. Alligevel føler hun ikke selv, at hun nogensinde vænner sig til at udgive bøger.

– Jeg bliver mere og mere nervøs med årene. Jeg synes faktisk det er ret hårdt at udgive. Det er klart det er hårdt inden man udgiver, for man kan jo aldrig vide om det går godt uanset hvad man har skrevet. Men det er hårdt, fordi det er en så ekstrem anden situation end det er at sidde og skrive alene, hvor man har en slags uskyld og kan skrive hvad der passer en. Men når det udgives skal man stå til ansvar for det man har skrevet. Det er ret hårdt.

Siden hun udgav sin første roman er der sket meget. Det er en helt anden verden. En helt anden offentlighed, hvor kendiskulturen er blevet en markant del af hverdagen også for forfattere. Tidligere var der ikke så mange interviews med forfattere og kunstnere i det hele taget. Hvis der var et interview, så var det fordi man havde fået en vanvittig god kritik i en avis, så det var en begivenhed der skulle følges op på.

– Der skete et skifte i midten af 1980’erne. Jeg kan huske, da jeg udgav Den yderste grænse, der ringede Politiken og ville gerne have et interview inden bogen var udkommet. Det turde jeg simpelthen ikke. Det var som om jeg skulle sælge skindet inden bjørnen var skudt, og det turde jeg ikke. Jeg spurgte om de ikke kunne lave det efter at den var udkommet, men det var de ikke interesserede i, så der kom aldrig et interview. Sådan har jeg det ikke i dag, men dengang var det første gang, at jeg mærkede skiftet i interessen.

I dag er der langt mere spot på forfattere og deres privatliv. Kirsten Thorup mener selv, at hun er heldig, at hun er gammel i gårde, og derfor nemmere kan afværge det – hun er heller ikke på de sociale medier – hvorimod det næsten kræves af yngre forfattere, at de er ”på” hele tiden.

– De fleste forfattere er introverte, det hører næsten med til jobbet. Derfor kan det godt være psykisk hård for nogle af os i tiden efter en udgivelse, selv om det nu er en fast del af arbejdet.

Jeg har tilbragt næsten to timer i selskab med Kirsten Thorup og vores snak er nået bredt omkring. Som forfatter in spe suger jeg til mig, og kan til sidst ikke lade være med at spørge hende, om hun har et par gode råd til os der drømmer om selv at skrive romaner.

For det første skal man skrive og man skal skrive meget. Og så skal man øve sig i at iagttage. Hvad for en lyd er der lige nu? Hvad er det for nogle farver? Alle bøger og alle genrer består af detaljer. Man skal ikke på forhånd censurere sig selv – hverken med om det er godt eller dårligt, eller om hvad man kan skrive. Man må ikke lægge bånd på sig selv eller begrænse sig selv på forhånd. Man skal ikke tage hensyn til om man er inspireret eller ej, man skal skrive for at øve sig i at skrive. Og så skal man have tid, men det ved jeg ikke hvordan andre finder, fortæller Kirsten Thorup med et smil.

Fakta
Kirsten Thorup (f. 1942)
Forfatter til både digte, noveller, dramatik og romaner – heriblandt Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Ingenmandsland (2003), Tilfældets gud (2011) og Erindring om kærligheden (2016). Hun har modtaget mange æresbevisninger blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1970-72, Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO’s Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris 2004.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord 5 – Morten Pape

Forfatterens skrivebord – Morten Pape

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er ren nostalgi, da jeg en mandag morgen i april mødes med Morten Pape hos Nordisk Film i Valby. Som gammel filmanmelder har jeg været der mange gange for at se film inden de sendes ud til biograferne. Stedet emmer af historier om store og små stjerner, og giver en helt særlig stemning for to filmnørder som Pape og Melgaard. Første stop er kantinen, hvor vi forsyner os med kaffe og derefter går vi en lille tur rundt blandt de karakteristiske røde bygninger hos verdens ældste filmselskab – faktisk har Morten Pape været guide på rundvisninger for både turister og skoleklasser, så han ved stort set alt om stedet. Han har stadig sin daglig gang på Nordisk Film, hvor han er manuskriptforfatterelev på filmskolen Super 16 og er derudover en del af Nordisk Film / SPRING, hvor han i øjeblikket sidder og udvikler på en tv-serie.

Morten Pape foran skrivehytten "Håb" på Nordisk Film. Foto: Mette Camilla Melgaard

Morten Pape foran skrivehytten “Håb” på Nordisk Film. Foto: Mette Camilla Melgaard

At film har så stort en plads i Morten Papes liv er lidt sjovt, for historien om drengen fra Amager, der fra den ene dag til den anden skriver en bog om sit knapt så rosenrøde liv i ”ghettoen” og bliver en succesfuld forfatter, er som taget ud af en feelgood Hollywoodfilm. Derfor kan jeg da heller ikke lade være med at spørge Morten Pape, hvad han siger til selv at skrive manuskriptet til filmatiseringen af Planen.

”Jeg har virkelig tænk på det, efter jeg fik en henvendelse fra en producer. Men det bliver ikke mig der skal gøre det, ikke lige nu i hvert fald. Jeg er så, undskyld mig, røv træt af mig selv lige nu, så det gider jeg simpelthen ikke”, siger Morten Pape med en grin.

Inden vi går over mod hans midlertidige kontor i et gammel klipperum, stopper vi foran en af de små skrivehytter, som er placeret i et hjørne af området. De tre forreste hytter er opkaldt efter Bille Augusts fremragende film Tro, håb og kærlighed (1984), og meget passende var det i hytten Håb at Morten Pape færdiggjorde hans debutroman Planen.

Det er blot et år siden at han sad og tastede løs og man må sige, at det er gået hurtigt. Morten Pape havde ikke skrevet noget særligt, da han så at Politiken søgte efter nogle ukendte skribenter til at skrive noget autofiktion til en kronik i avisen.

”Jeg havde lige læst de to første bøger af Karl Ove Knausgård, og det var det vildeste jeg nogensinde havde læst og så satte jeg mig ned og skrev en kort tekst, som var en slags rødhætte-fortælling”, fortæller Morten Pape.

I fortællingen går han fra sit hjem i Urbanplanen efter at hans deprimerede og sofalagte mor har bedt ham om at hente nogle cigaretter. På vej fra centeret møder han først nogle typer der intimiderer ham og i blokken overfor hvor han bor, ser han sin far igennem vinduet siddende med sin nye familie. Han beskriver hvilke følelser det vækker i ham og hvad han har lyst til at gøre ved sin far.

”Jeg sendte teksten ind og den blev godkendt og trykt i avisen i september 2014. En uge-10 dage senere havde det tredje og næststørste forlag i Danmark skrevet til mig og spurgt om jeg ville komme til kaffe”, fortæller Morten Pape.

METHOD WRITING
Efter at have sendt en kort tekst til forlaget efter det første kaffemøde, lå der en forlagskontrakt til møde nummer to. Og så skulle der skrives. Han lånte en lejlighed i Urbanplanen og flyttede ind i det miljø han ville skrive om.

”Jeg havde ikke nogen erfaring med at skrive og nu skulle jeg skrive en bog. Jeg ville ikke have, at der skulle komme noget i vejen for det. Der måtte ikke være nogle undskyldninger eller forhindringer, så jeg tog ligesom alle forbehold og kastede alt over bord og satsede hele butikken på en eller anden form for method writing”, fortæller Morten Pape.

Han forlod kæresten og flyttede alene ind i en 100 kvm stor lejlighed med blot en seng, en stor opslagstavle og hans oldefars skrivebord. For at skabe en intim atmosfære pyntede han skrivebordet og den store opslagstavle med forskellige ting som gamle klassebilleder, et gammelt kærestebrev og en Oscar-statuette som han fik af sin mormor til sin konfirmation, hvor der står ”Årets konfirmant” (ja, med t.). En masse ting fyldt med minder – deriblandt skriblerier fra ungdomsårene i form af en dagbog og ikke mindst en rimmappe, som han skrev rigtigt meget i som teenager ”da jeg var en vred, hashrygende ung mand”.

”Det var faktisk ret fedt at kigge i den for at komme tilbage i stemningen fra dengang og genopdage hvem jeg var. Men det var også pinefuldt, for meget af det var forfærdeligt dårligt skrevet”, siger Morten Pape og griner.

Ved skrivebordet her startede Morten Pape arbejdet med debutromanen "Planen". Foto: Morten Pape

Ved skrivebordet her startede Morten Pape arbejdet med debutromanen “Planen”. Foto: Morten Pape

Med de mange minder omkring sig blev skrivebordet næsten som et lille alter, og det var med til at sætte ham i den rette stemning. Derefter satte Morten Pape sig selv en deadline. Han vidste at han kunne være i lejligheden i otte uger, så hvis han skrev fem sider om dagen, ville han sidde med et færdigt manuskript på knap 300 sider to måneder senere.

Hele skellet til historien havde han nøje skrevet ned på indekskort og sat op på tavlen foran sig, inden han gik i gang med selve skrivearbejdet. Han brugte med andre ord teknikken som manuskriptforfattere bruger når de skal skrive en film, for at skabe strukturen i historien. Han havde inddelt sin livsfortælling i otte sekvenser, som man gør i spillefilm. Der var et anslag, et første vendepunkt (forældres skilsmisse), et midtpunkt (morens indlæggelse) og så videre. Men da de otte uger var gået, havde han godt nok skrevet 300 sider, men han var kun nået halvvejs i historien på tavlen.

”Det var noget rigtigt lort. Så holdt jeg en måneds pause, for jeg var ved at blive sindssyg og stresset, og jeg synes det var noget lort jeg havde skrevet. Så jeg brugte en måned på at genoplade og forsøgte bare at finde ro”, siger Morten Pape.

Efter en måned hvor Morten Pape ikke så på det han havde skrevet, fik han mulighed for at låne en skrivehytte på Nordisk Film, og pludselige væltede det bare ud af ham.

”Skriveprocessen i hytten var meget bedre end uden i Urbanplanen. Set i bakspejlet, var det fuldkommen hul i hovedet at leve og arbejde derude alene i en stort set tom lejlighed. Ekkoet fra tasteslagene var forfærdelig. Det gav naturligvis noget at komme tilbage til området og sanse det hele, men det var for meget”, fortæller Morten Pape.

PlanenEN ÆRLIG FORTÆLLING
Planen er helt igennem selvbiografisk og når man blotter sig så meget omkring sit eget (og til dels andres) liv, er muligheden for at såre mennesker omkring sig når det bliver udgivet, i den grad til stede. Det vidste Morten Pape, men han ville ikke sætte begrænsninger for sig selv under skrivearbejdet.

”Det fedeste ved hele processen var at jeg var fuldstændig lige glad med andre. Hele min barndom har været et langt gruppepres. Men da jeg skrev, havde jeg ingen omtanke for andres følelser overhovedet, og det føltes bare så godt. Men det var også nødvendigt. Jeg kunne ikke censurere mig selv. Jeg gjorde det i et enkelt tilfælde i redigeringsfasen, hvor min familie fik manuskriptet som de første og sagde; ”vi tror altså at ham der bliver ked af det, hvis du kalder ham det”, og så droppede jeg det, for det var en unødvendig detalje. Men ellers har den bare fået fuld hammer. Jeg har ikke haft omtanke for nogen som helst – heller ikke mig selv. Jeg ville dykke ned i noget der var ærligt. Så jeg har sagt min helt klare og ærlige mening om alle jeg stort set nogensinde har mødt”, siger Morten Pape og griner.

Selv om langt de fleste i bogen hedder noget andet end i virkeligheden kan folk, ifølge Morten Pape selv, uden tvivl genkende sig selv. Egentlig havde han også givet dæknavne til sin mor, søster og bror, men da de læste manuskriptet syntes de at det var mærkeligt, at de hed noget andet i bogen, så Morten Pape spurgte dem om det var okay at bruge deres rigtige navne. Det sagde de ja til og sådan blev det.

Reaktionerne på Planen blev overvældende og bare fire dage efter bogen udkom modtog Morten Pape Debutantprisen på BogForum i Bella Centret. Men alt den ligegyldighed han havde haft med andres følelser undervejs i skriveprocessen, forsvandt lige før klokken ringede ind.

”På dagen for min reception, sådan cirka 5 minutter før jeg skulle ned i Boghallen, hvor folk ventede, kiggede jeg på min redaktør Helle (Stavnem, red.) og spurgte; ”Hvad er det jeg har gjort?””, fortæller Morten Pape.

Folk tæt på Morten Pape har reageret på forskellige måder. Der er dem der forholder sig fuldkommen tavst, som typisk er nogen i familien, der ikke ved, hvordan de skal håndtere det, hvilket han godt forstår, og fortæller at det altid er lidt akavet, hvis hans bog bliver bragt op til en fødselsdag eller anden familiesammenkomst. Men der er også nogle få som, uden rigtigt at sige noget, bare har cuttet forbindelsen til ham.

”Og så er der dem som ikke har læst bogen, men blot har hørt noget fra nogen, som har hørt noget fra nogle andre, som er lidt vrede – men det er også bare noget jeg har hørt fra nogle, som har hørt det fra nogle andre,” griner Morten Pape.

Det er da også blevet til en enkel trussel, men ellers modtager han mest af alt ros – ifølge ham selv, forbavsende meget ros.

”Jeg får dagligt mails fra folk som har læst bogen og bare skriver de sødeste ting til mig. Jeg modtager så meget kærlighed fra fremmede mennesker, hvilket er en meget speciel ting og meget underligt, men på en god måde. Det får mig til at smile og gør mig glad og stolt”, siger Morten Pape.

Morten Pape bruger en A4 notesbog til at skrive tanker og idéer ned i. Foto: Mette Camilla Melgaard

Morten Pape bruger en notesbog i A4 format til at skrive sine tanker og idéer ned i. Foto: Mette Camilla Melgaard

SUCCES OG HVAD SÅ
Morten Pape er endnu ikke fyldt 30 år så det ligger ikke fjernt at tænke, at det er meget ungt at skrive en selvbiografisk roman – mange venter til de er på den anden side af 50 år. Morten Pape fortæller at han altid har haft lyst til at skrive om det han oplevede i sin opvækst. Skrive om miljøet og sig selv som et produkt af det miljø. Men han indrømmer, at han troede det først ville ske om 10 år, for det har hele tiden været hans plan at etablere sig som manuskriptforfatter og lave film, og så ”lave en ”Kim Fupz” og skrive nogle bøger ved siden af”. Om det er en fordel eller ulempe at rækkefølgen blev omvendt vil tiden vise, men jeg tror nu ikke der er mange ulemper ved at have skabt sig et navn allerede ved den første romanudgivelse.

Det er nu heller ikke det Morten Pape bruger tid på at tænke over. Derimod har han været nervøs for at fylde siderne med sin egen historien som det første, og så ikke have mere i sig til endnu en roman.

”Jeg har været nervøs for at det var for ungt at udtømme alt mit eget og så måske være tom bagefter. Men så læste jeg Kim Leines Kalak (2007), som er hans første roman og som også er en selvbiografi. Og jeg hørte et interview med ham, hvor han fortalte at det var et privilegie for ham, at kunne starte med hans egen fortælling, fordi det var den mest presserende for ham at få ud. Så jeg tror, jeg føler mig lidt som ham, at jeg har skrevet mig ren, men ikke skrevet mig tom”, forklarer Morten Pape.

Tankerne omkring den næste bog er så småt begyndt at rumstere i hovedet på Morten Pape, som hurtigt sige, at den ikke kommer til at handle om ham selv, men om nogle han kendte, dog lavet om til fiktion. Han er desuden udmærket klar over, at med sin hurtige succes følger et kæmpe pres.

”Alle venter jo egentlig på at jeg skal fejle, fordi den første var så stor en succes. Men jeg bliver nødt til at tro på, at næste bog kan blive lige så god, hvis ikke bedre. Og jeg ved også allerede hvad den tredje roman skal handle om og den blive vildt”, fortæller Morten Pape entusiastisk.

Vi skal dog ikke forvente at der kommer en ny roman fra Morten Pape i år, og om det bliver i 2017 vil han ikke love noget om. Det seneste år har kørt derudaf med 180 km/t og efter at have sagt ja til stort set alle arrangementer, foredrag, bogmesser og interviews, er der ikke noget at sige til, hvis Morten Pape har brug for lidt ro.

”Det har været en slags selvtillidsmaskine, som jeg aldrig før har haft og jeg har næsten en slags tømmermænd ovenpå det hele, så jeg skal lige lande. Men så er det back-to-business med den næste roman og med den tv-serie jeg sidder og udvikler på. Det er tilbage i mørket og ensomheden. Det er tilbage med arbejdshandskerne på og det har jeg også brug for, kan jeg mærke”, siger Morten Pape.

Hvad enten det bliver en ny roman, en tv-serie eller en film vi næste gang ser fra Morten Papes hånd, er jeg sikker på at vi er mange der venter med spænding.

Fakta
Morten Pape (f. 1986)
Manuskriptforfatterelev på filmskolen Super 16 samt tilknyttet Nordisk Film / SPRING. Debuterede med romanen Planen i 2015, som han blev tildelt Debutantprisen for.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen

Forfatterens skrivebord – Manu Sareen

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Manu Sareen ved sit spisebord, hvor mange af hans bøger om Iqbal Farooq er blevet til. Foto: Mette Camilla Melgaard

Manu Sareen ved sit spisebord, hvor mange af hans bøger om Iqbal Farooq er blevet til. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er næsten 10 år siden Manu Sareen og jeg mødte hinanden første gang. Dengang sad han i Københavns Borgerrepræsentation og var året inden debuteret som forfatter med bogen Iqbal Farooq og den sorte pjerrot, en humoristisk børnebog om den 13-årige dreng Iqbal, som bor med sin indisk-danske familie på indre Nørrebro i København. Det var politikeren Manu Sareen jeg mødte som journalist, men forfatteren Manu Sareen, jeg efterfølgende faldt i snak med om de hovedbrud han havde med den anden bog i Iqbal-serien, som han dengang var i gang med at skrive.

Siden da har Manu Sareen drønet af sted med hundrede kilometer i timen, i blot som populær børnebogsforfatter men endnu mere som politiker og sidenhen minister for Det Radikale Venstre. Og selvom han sidste år officielt vinkede farvel til livet som politiker, er der stadig fuld fart over Manu Sareen. Det opdager jeg hurtigt, den dag vi mødes hjemme hos ham på Frederiksberg. Han har nemlig allerede holdt et møde og har endnu et på dagens program efter vores snak. Samtidig er han netop begyndt at skrive på den niende bog i den populære serie om Iqbal Farooq, som han har vundet flere børnebogspriser for.

”Jeg skriver, når jeg har lyst. I går havde jeg helt vildt lyst og det har jeg også i dag, så jeg glæder mig til at komme i gang i aften”, fortæller Manu Sareen.

Manu Sareen er ikke fuldtidsforfatter og har ikke ambitioner eller drømme om at blive det. Forfatteriet er et hyggeprojekt, som han siger, og han har ingen skrupler ved at lukke det ned, hvis han ikke kan finde på noget at skrive eller ikke har lyst til at skrive.

”Jeg har aldrig set mig selv som forfatter, så hvis ikke jeg kan skrive, jamen så lukker jeg det ned. Det har jeg ingen problemer med. Det er i den grad lystbetonet, og hvis ikke der er noget at skrive, så er der ikke noget. Længere er den ikke. Jeg kan ikke tvinge mig selv til at skrive et eller andet og jeg gider heller ikke”, siger Manu Sareen.

I perioden hvor han var minister, var lysten til at skrive der stadig, men fritid var der af åbenlyse årsager ikke meget af. Alligevel lykkedes det ham at få skrevet endnu en Iqbal-bog i de sene nattetimer. Men selv om han selv siger, at han er udpræget B-menneske, og gennem årene med tre larmende småbørn, har lært at sætte pris på at arbejde i nattens ro, var det hårdt arbejde.

”For at være helt ærligt. Det var et helvede at skrive en Iqbal-bog mens jeg var minister. Det var så besværligt og ikke særligt fedt. For hvis du skal være kreativ, skal du ned og have fat i en nerve på en eller anden måde, og du skal have tid til det og fordybelse. Det kræver også at det kommer til dig, og det gjorde det bare ikke på samme måde som normalt”, fortæller Manu Sareen.

Selvom han stadig er en meget travl mand med mange projekter i støbeskeen, er der alligevel kommet en anden form for ro, der gør det nemmere at skrive og giver mere lyst til at skrive, og Manu Sareen er da heller ikke i tvivl om, at han kommer til at skrive meget bedre bøger nu end i tiden som toppolitiker.

Det er blevet til foreløbig otte bøger i Manu Sareens serie om Iqbal Farooq.

Det er blevet til foreløbig otte bøger i Manu Sareens serie om Iqbal Farooq.

Atypisk arbejdsmetode
Bøgerne om Iqbal Farooq er blevet til næsten over alt i verden. For Manu Sareen kan skrive hvor som helst. Han har både siddet i cockpittet på et fly på vej til Thailand, på den lokale café nede om hjørnet og derhjemme, hvor der oftest skrives fra sofaen eller ved spisebordet og altid i selskab af Mozarts musik.

”Det eneste skriveritual jeg har er, at jeg altid hører Mozart. Alle mine bøger er skrevet til Mozart uden undtagelser. Da mine børn var små larmede de som ind i helvede, så der eksperimenterede jeg med musik i høretelefone,r og det eneste musik som ikke generede mig var Mozart, så det har jeg holdt ved”, siger Manu Sareen.

Børnebøger er sjældent research-tunge og Manu Sareen fortæller da også med et smil, at hans ”research” sker når han er hos frisøren, hvor han lytter til araberdrengene snakke med hinanden. Der fanger han detaljer i deres måde at tale sammen, og noterer ned. Han bøger om Iqbal Farooq er kendt for at være rigtig sjove, men de berører samtidig mange samfundsrelevante problematikker – selv om det måske ikke er alle der altid bemærker det. Sådan bliver det også i den kommende bog, som Manu Sareen netop at begyndt at skrive på. Hvert kapitel i hans bøger er næsten altid bygget op omkring noget sjovt, som så hænger sammen med noget mere alvorligt. Og denne gang er ingen undtagelse. Muhammad vil gerne være ”rigtig” dansker, og det var en sætning hørt fra en eller anden på en helt almindelig hverdag, fik bolden til at rulle.

”Når folk siger alt muligt åndsvagt, så skriver jeg det ned. Fx var der en, der på et tidspunkt havde nævnt, at de har en albinokanin der hedder Johnny. Det synes jeg bare er pisse sjovt. Så det har jeg faktisk brugt i et kapitel. Muhammad vil gerne være rigtig dansker, derfor har han afbleget sit hår så det er helt hvidt og går rundt i sejlersko, og der er en der siger til ham, at han ligner en albinokanin”, fortæller Manu Sareen.

Der er ikke meget der er på plads, når Manu Sareen sætter sig til at skrive en ny bog. Der er måske en overordnet idé, men alt andet kommer først, når han sætter sig foran computeren. Han bruger den samme recept til alle sine Iqbal-bøger, og siger selv at han nok skiller sig ret meget ud fra andre forfattere.

”Når jeg sætter mig ned ved computeren ved jeg ingenting. Det eneste jeg ved er, at der skal være 13 kapitler og de skal ca. fylde så og så meget. Der var 13 kapitler i den første bog og det har jeg bare holdt ved siden. Det bliver også altid mere eller mindre samme sideantal. Faktisk så havde jeg det på et tidspunkt sådan, at når jeg nåede til et vis antal anslag, så satte jeg et punktum lige meget hvad og så var bogen færdig”, griner Manu Sareen.

Han skriver et kapitel af gangen, så i teorien kan Manu Sareen skrive en Iqbal-bog på 13 dage, han indskyder da også, at han ofte har skrevet en bog i løbet af en sommerferie. Når han har skrevet et kapitel færdigt, bliver det sendt til hans faste tegner Lars-Ole Nejstgaard med besked om, hvilken scene han gerne vil have tegnet, og når alle 13 kapitler har fået illustrationer bliver det sendt til forlaget.

”Og så ser jeg det faktisk først igen, når bogen er udkommet. Men jeg læser den ikke. Når jeg har skrevet de 13 kapitler går jeg tilbage og læser og tilføjer. Man kan altid tilføje noget, men man er også nødt til at slippe det på et tidspunkt. Og så er jeg færdig, og så gider jeg ikke se det igen. Så må forlaget sætte kommaer og sådan noget”, fortæller Manu Sareen.

Manu Sareen sammen med skuespillerne fra filmen Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift. Foto: Per Arnesen, Nordisk Film

Manu Sareen sammen med skuespillerne fra filmen Iqbal & den hemmelige opskrift. Foto: Per Arnesen, Nordisk Film

Filmatisering
I december sidste år fik den første film baseret på Manu Sareens bøger præmiere i landets biografer. Iqbal & den hemmelig opskrift er baseret på bogen Iqbal Farooq og den sorte pjerrot. Manuskriptet stod Renée Toft Simonsen for, og jeg kan ikke lade være med at spørge, om Manu Sareen ikke selv havde lyst til at prøve kræfter med det. Svaret kommer hurtigt ”Nej. Renée er sindssyg dygtig til det, og jeg har ikke forstand på det.” Filmen var et andet univers end det han selv forestiller sig, når han skriver bøgerne, men det var han indstillet på fra starten.

”De har lavet deres eget og det er helt fint. Det eneste jeg var bange for, var om det blev en ”hvid film” og at historien mistede sin etniske nerve, men jeg synes de har bibeholdt meget af det, så det er helt klar godkendt fra min side. Det er sindssygt vildt at se, det blive til en film, og især når man er til præmieren. Det var meget rørende og noget af det største jeg har oplevet”, siger Manu Sareen.

De i forvejen utrolig populære bøger har fået endnu flere læsere efter filmen er kommet til. Det oplever Manu Sareen hele tiden, og han modtager næsten dagligt henvendelser fra folk der har læst bøgerne. Nogle fortæller endda, at de har været på ekskursion til Blågårds Plads for at opleve Iqbals verden. Til jul kan alle Iqbal-fans glæde sig til noget helt nyt. Manu Sareen arbejder nemlig på et Iqbal-brætspil til børn og barnlige sjæle.

”Man skal flytte rundt med biler, og der er kiosker og sådan noget. Så det bliver ret sjovt”, fortæller Manu Sareen.

Manu Sareen elsker at skrive til børn og unge. Foto: Mette Camilla Melgaard

Manu Sareen elsker at skrive bøger til børn og unge. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ingen bøger til Voksne
Når den niende bog om Iqbal Farooq er færdig, har Manu Sareen allerede idéen til den tiende bog, som muligvis også bliver den sidste i serien. Hvad der skal så skal ske vides ikke. Sidste år udkom han med selvbiografien Manu, skrevet i samarbejde med Niels Ditlev, hvilket får mig til at spørge, om han aldrig har overvejet at skrive romaner til voksne.

”Nej det har jeg ikke. Jeg elsker børn og har lyst til at skrive til børn. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en ungdomsbog om kærlighed, inspireret af Bjarne Reuter og film som Tro, håb og kærlighed, og jeg talte på et tidspunkt med Hassan Priesler om det. Jeg tror at vi kunne lave noget rigtigt godt sammen, men desværre måtte jeg droppe det, fordi jeg havde svært ved at finde tid til det. Måske en dag, men lige nu er det for langt at kigge frem. Jeg har haft så travlt de sidste mange år, så jeg prøver virkelig bare på at leve i nuet og tager en dag ad gangen”, siger Manu Sareen.

I marts måned meddelte Manu Sareen, at han skiftede fra De Radikale til Alternativet. Om han bliver opstilt som kandidat må tiden vise. Han vil gerne, men er lige nu blot glad for at være en del af et parti med gode, ærlige værdier og evnen til at tænke på nye måder.

Fakta
Manu Sareen (f. 1967)
Uddannet socialpædagog og konfliktmægler, tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Radikale Venstre) og forfatter til bl.a. otte børnebøger Iqbal Farooq og den sorte pjerrot (2006), Iqbal Farooq og kronjuvelerne (2007), Iqbal Farooq og den indiske superchip (2009) Iqbal Farooq og julesvineriet (2009), Iqbal Farooq på Bornholm (2011), Iqbal Farooq og den jyske forbandelse (2012), Iqbal Farooq og jagten på den lille havfrue (2013) og Iqbal Farooq i Indien (2015).

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander

Forfatterens skrivebord – Jakob Melander

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

At træde ind i arbejdsværelset hos Jakob Melander i hjemmet på Nørrebro, er enhver bognørds våde drøm, for her optager fyldte bogreoler fra gulv til loft størstedelen af pladsen i det lille værelse. Smagen spænder vidt fra Ejersbo til Gabriel Garcia Marquez, Nesbø og Rankin og ikke mindst Jakob Melanders personlige forbillede Orhan Pamuk. Det er tydeligt, at her bor en belæst mand, der ikke hænger sig i genrer, men går efter de gode fortællinger og brugen af sproget – noget han også selv stræber efter i sit arbejde som forfatter.

Jakob Melander foran sine fyldte bogreoler i det lille arbejdsværelse. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander foran sine fyldte bogreoler i det lille arbejdsværelse. Foto: Mette Camilla Melgaard

På den modsatte væg i værelset pryder et sort og gyldent tapet, som han lidt pinligt berørt bortforklare med at det er den tidligere ejers valg og at det ikke stemmer overens med hans egen smag. Jeg havde nu ikke bemærket det, hvis ikke han havde nævnt det, for jeg er alt for optaget af at smugkigge på de mange gule lapper der dækker en stor del af væggen med plots, scener og enkelte bidder af dialog. Det er skelettet til hans næste roman, og det virker overordentligt struktureret og organiseret.

Skrivebordet er lille og står foran et godt oplyst vindue mod gaden. Der står en bærbar computer, hvorfra der strømmer klassisk musik ud, en kaffekop, løse ark papirer og en A4 notesbog. Jakob Melander forklarer, at skrivebordet egentlig ikke har den store betydning for ham, men at det er vigtigt at han en fornemmelse af rum omkring sig og godt lys.

”Jeg sidder faktisk ofte inde i stuen i sofaen med benene oppe og skriver, for der er det gode anlæg inde”, fortæller Jakob Melander og griner.

Jakob Melander udkom i begyndelsen af marts med sin fjerde bog, Det bedste til mig og mine venner, i serien om politimanden Lars Winkler. Bogen henter ikke kun sin titel fra musikken, også plottes omdrejningspunk er musikalsk, nemlig en Gasolin koncert i Tivoli i slutningen af 1970’erne. Musik spiller generelt en stor rolle i denne forfatters liv – det afsløres allerede i arbejdsværelset, hvor to guitarer på væggen bevidner Jakob Melanders fortid som guitarist i rockbandet Redlands. I enden valgte han dog ordene som levebrød, men musikken fylder stadigvæk meget og bruges både til at danne en boble omkring ham når han skriver, men også på et mere filosofisk plan i den måde han finder rytmen i sproget på, når han skriver sine historier.

”Nogle gange kan jeg i gennemlæsningen undrer mig over, hvorfor jeg har rettet et bestemt ord i en passage, men så opdager jeg, at det er fordi jeg gerne vil have en mørkere stemme lige der, sådan mere mol-agtigt, der passer til handlingen”, forklarer Jakob Melander og fortsætter;

”Det er sjovt at sidde og lægge puslespillet og få historien til at fungere, men så glæder jeg mig til at komme i gang med at skrive. Sidde og lege med sproget, og få det til at folde sig ud. Det er noget af det jeg holder mest af i processen”, siger Jakob Melander.

Det bedste til mig og mine vennerSkelettet er på plads
Idéen til hans seneste krimi Det bedste til mig og mine venner, kom fra et billede hans så for sig. En kvinder flygter igennem Tivoli efter lukketid. Den juleklædte eventyrhave ligger mørk og øde hen midt i storbyens hverdagsstøj få meter fra Rådhuspladsen. Kvinden myrdes og hænges med hovedet ned fra ballongyngerne.

Det uhyggelige billede vokser og får kød på inden selve skrivearbejdet påbegyndes – han bygger ganske enkelt skelettet til hele bogen først. Og nu er vi tilbage ved de gule lapper inde i arbejdsværelset. Kapitlerne og persongalleriet er nogenlunde på plads. Stikord og punkter i handlingsforløbet er placeret i plotmodeller og mindmaps, inden han skriver det første dokument på 4-6 sider med historien i hovedtræk.

”Jeg ved hvad der skal ske i hvert eneste kapitel. Måske ikke altid hvor eller hvilke personer der skal være med, men en overordnet handling fra start til slut. Men indenfor de rammer har jeg så en masse ting, jeg kan ændre på. Men når jeg bygger historien, når jeg også til et punkt, hvor jeg kan se, at nu skal jeg begynde at skrive ellers mister jeg det”, forklarer Jakob Melander.

Trods den megen struktur fra start laver Jakob Melander aldrig en såkaldt bio på karaktererne der optræder i bogen. Da han skrev den første krimi med Lars Winkler i hovedrollen, Øjesten, tænkte han blot, at Lars var 44 år og 194 cm høj – hvilket var meget tæt på forfatteren selv. Men ellers har han aldrig tænkt på, hvordan hans hovedperson ser ud eller nogle af de andre for den sags skyld, med mindre det skrives direkte i teksten.

”Det jeg gør er, at jeg ligesom er inde i karaktererne og har en fornemmelse af hvordan personerne er. Hvis man lægger mærke til, hvordan jeg skriver bøgerne, så sidder jeg ikke på skuldrene af personerne og beskriver hvad de gør. Jeg befinder mig inde i hovedet på dem og ser alt det de gør”, fortæller Jakob Melander.

Han har ikke sat tal på, hvor mange bøger det skal blive til med Lars Winkler i hovedrollen, men alligevel har han nogle punkter som han gerne vil trække sin hovedperson igennem over tid. Det er dog ikke detaljeret, for Lars’ udviklingskurve er hans forhold til kvinderne, og hvad han lærer af dem.

Mange forfattere bruger lang tid på research, men også her skiller Jakob Melander sig ud fra mængden. Det meste kan klares med Google og Google Maps, hvis han skal vide noget om bestemte steder, hvor handlingen skal udspilles, men da det som regel foregår i København og omegn, og Jakob Melander har boet her hele sit liv med få års undtagelser, kender han byen særdeles godt. Og når det gælder politiets arbejde eller andet i den dur, ja så har han en ekspert på hånden.

”Min svigerfar er gammel narkobetjent, så han læser det igennem og kommer med rettelser, og jeg snakker med ham om historien. Og hvis der er noget jeg er i tvivl om, så ringer jeg til ham og spørger ”hvordan er det lige med det og det…?”, så det er en god kilde at have ved hånden”, siger Jakob Melander.

Med hans nuværende bogprojekt (der ikke har noget med Lars Winkler at gøre) har det dog været anderledes. Der har Jakob Melander været i Athen for både at skrive og lave research.

”Det er vist den mest omfattende research jeg nogensinde har lavet, men jeg havde brug for at være på stedet og lugte det og smage det. Det var ikke så meget de faktuelle ting jeg skulle have på plads, men alle de der sanseindtryk”, fortæller Jakob Melander.

Jakob Melander ved skrivebordet. Bag ham hænger skelettet til den næste roman på gule lapper. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander ved sit skrivebord. Bag ham hænger skelettet til den næste roman på gule lapper. Foto: Mette Camilla Melgaard

Der skrives hver dag
Det tager Jakob Melander cirka 3-4 måneder, at skrive det første udkast af manuskriptet, som han skriver kronologisk og som af en eller anden besynderlig og ubevidst grund, næsten altid lander på omkring 400 sider.

”Mens jeg skriver på første udkast, plejer jeg at skrive mellem 5-7 sider om dagen. Men det er jo ikke altid jeg når det, for nogle gange sker der alt muligt, og i weekenden når børnene er hjemme bliver det også lidt mindre. Men jeg skal skrive hver dag, for at finde rytmen og mærke pulsen i historien”, fortæller Jakob Melander.

En almindelig skrivedag starter med at han følge datteren i skole. Hjemme igen laves der kaffe, som er en af de få skriveritualer Jakob Melander har sammen med musikken som også helst skal være der. Han skriver i intervaller eller skrivepas, som han kalder det, af cirka halvanden time.

”Så skal jeg have en pause, hvor jeg måske skal have lidt mad, kigger lidt på nettet, sætter noget andet musik på, læser lidt eller også går jeg hen for at træne”, fortæller Jakob Melander.

Lige så sjovt han synes det er at udvikle historien og ikke mindst at arbejde med sproget undervejs, lige så kedeligt synes han det er, at skrive kontorscenerne på Politigården. Men de er svære at komme udenom i en politikrimi. Det er dog redigeringsfasen der er det rigtig hårde arbejde. Her skriver han manuskriptet igennem 8-10 gange. Læser, retter, skriver, læser, retter, skriver, og en af gangene læser han manuskriptet højt – en god måde at høre om rytmen er god og dialogen fungerer.

”Når man så er færdig er det en fantastisk lettelse. Man gjorde det! Man nåede frem!”, siger Jakob Melander og smiler stort.

Vi er mange læsere der er meget glade for, at han når frem. Og vi venter med spænding på, hvilket uhyggelige drabssager han næste gang kaster Lars Winkler ud i. Indtil da kan vi se frem til en novelle fra Jakob Melander, der sammen med en stribe af de allerbedste og mest populære danske spændingsforfattere, har skrevet en række nervepirrende noveller til samlingen Over grænsen. Overskuddet fra salget af bogen går til Red Barnet og deres projekt til fordel for Syriske flygtningebørn. Bogen udkommer til juni.

Fakta
Jakob Melander (f. 1965)
Tidligere guitarist i rockbandet Redlands og forfatter til blandt andet Øjesten (2013), Sarafine (2014), De berusedes vej (2015) og Det bedste til mig og mine venner (2016) – alle i serien om politimanden Lars Winkler. Er også bidragende forfatter til novellesamlingen Over grænsen der udkommer senere på året.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz

Forfatterens skrivebord – Helle Vincentz

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Jeg befinder mig i en baggård på Nørrebro en kold dag i januar. Efter at have besteget trapperne til fjerde sal, står jeg foran døren til tegnestuen og kontorfællesskabet Pinligt selskab. Her bliver jeg mødt af forfatteren Helle Vincentz, som er et stort smil efter at have afleveret manuskriptet til sin fjerde bog Stjålne liv, nogle måneder tidligere.

Helle Vincentz2

Helle Vincentz foran sit skrivebord i kontorfællesskabet Pinligt Selskab. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lejligheden emmer af kreativitet. Fra det lille fælleskøkken bliver jeg vist igennem to rum fyldt til bristepunktet med tegneborde, papir, tegneartikler samt sjove og spøjse figurer og andre dekorative ting, som hver tegner og illustrator har pyntet deres hjørne af rummet med til daglig inspiration og for at skabe en personlig stemning omkring dem. Nogle af dem høre radio, andre sidder med høretelefoner på og lytter til musik i deres egen lille verden. I modsat ende af lejligheden ved siden af den fælles spisestue, er der endnu et værelse. Her er stemningen anderledes. Rummet føles på en måde renere, for her er næsten ingen pynt og her er stille. Kontoret deles af tre ordsmede, hvoraf Helle Vincentz er den ene. I snart to år har hun siddet ved et skrivebord i hjørnet og arbejdet på sine bøger. Der ser ret tomt ud. Et bord, en stol, en lampe og den bærbare computer. Det er vist ikke en fornærmelse at kalde det spartansk. Kontorkammeraten Louise Urth Olsen smågriner over min forbløffelse og siger: ”Helle kan skrive hvor som helst bare hun har sin computer”.

”Altså jeg har forsøgt at have en potteplante, men den døde. Jeg er bare ikke sådan en pyntepige”, siger Helle Vincentz og griner.

Vi sætter os ud i spisestuen med en kop kaffe, for ikke at forstyrre med vores snak. En af forklaringerne på det tomme skrivebord er, at Helle Vincentz deler bordet med en anden, som bruger det 1-2 dage om ugen. Derfor synes hun ikke, at hun kan rode for meget på det. Valget med at arbejde i et kontorfællesskab faldt på baggrund af nogle helt basale behov.

”Det er for at have nogen at spise frokost med hver dag”, griner Helle Vincentz og fortsætter;

”Nej, der er to grunde. Den ene er at jeg er et socialt menneske, så derfor kan jeg godt lide at have nogle mennesker omkring mig, sådan lige til at sige godmorgen til og føle at jeg har et eller andet fælleskab med. Og den anden ting er, at jeg er tæt på at være verdens største rodehoved. Når jeg skriver derhjemme så er det som om alting bare vokser op omkring mig med papirer og tøj og kaffekopper. Det spreder sig simpelthen til hele huset, og det er min mand ikke specielt glad for, for han er ordensmenneske”, fortæller Helle Vincentz grinende.

Men kontorfællesskabet har også en anden og vigtig funktion. Det går op for mig efterhånden som snakken går. For Helle Vincentz’ arbejdsenergi bliver måske hverken bedre eller værre af at have pynt og planter omkring sig, men til gengæld får hun fornyet energi af at se andre mennesker fordybet i deres arbejde. Det giver en slags kamplyst.

”Jeg har prøvet at sidde alene i et sommerhus for at skrive, men det fungerer slet ikke for mig. Det er alt for let at forfalde til lige at se lidt fjernsyn eller lave noget andet”, fortæller Helle Vincentz.

I stedet tager hun 2-3 gange om året på skriveophold på Hald Hovedgård – et yndet arbejdsrefugium for forfattere og oversættere. Her bliver hun for alvor smittet af de andres arbejdsenergi.

”Jeg var engang på Hald Hovedgård på samme tid som Jussi (Adler-Olsen, red.). Han havde værelse overfor mit, og havde et gammel tastetur med, som han klampede så hård på, at det bragede ude på gangen. Han skrev helt vildt meget, og der kunne jeg mærke, at jeg fik den der ”så skal jeg fandeme også”. Og jeg kan få det på samme måde her på kontoret, når jeg kan se at de andre sidder i dyb koncentration om deres arbejde, så bliver jeg jo også nødt til at arbejde”, fortæller Helle Vincentz.

Den journalistiske ballast
Helle Vincentz er uddannet journalist og arbejdede som sådan indtil hun valgte at blive fuldtidsforfatter for seks år siden. Det journalistiske håndværk og hende tilgang til stoffet skinner igennem i hendes arbejde som forfatter. Og også hendes arbejdsmetode bærer tydelig præg af, at hun har en fortid i blandt andet avisbranchen, hvor dagligdagen præges af korte deadlines og krav om at producere noget.

”Hvis jeg en dag møder op på kontoret og ikke rigtig føler mig inspireret, så arbejder jeg alligevel. Der er mange der spørger om inspirationen ikke skal være der for at skrive, men sådan har jeg det ikke. Jeg skriver alligevel, og så må det bare være noget lort. Måske skriver jeg 3 sider der er halvdårlige, men hvor der er 5 af linjerne som er fede, som jeg kan arbejde videre på dagen efter. Det er bedre for mig at have gjort det, end at sidde og vente, for jeg tror, at man risikerer at sidde og venter på inspiration i alt evighed.”, siger Helle Vincentz.

Stjålne livI alle Helle Vincentz’ krimier er der som regel et politisk drevet hovedemne som omdrejningspunkt for plottet. Idéerne opstår ud fra et emne hun er optaget af eller en eller anden form for magtspil hun gerne vil udforske. I den kommende bog har hun set nærmere på fertilitetsindustrien samt justitsministeriet. Og her kommer hendes journalistiske baggrund igen tydeligt frem. For Helle Vincentz bruger rigtig meget tid på at lave research. Det er vigtigt for hende, at alt bliver så tæt på virkeligheden som muligt. Derfor bliver der læst uanede mængder af faglitteratur og artikler, men hun laver også mange interviews med folk der ved noget om emnet hun vil bruge i sin bog eller som kan give baggrundsviden om kulturen og dagligdagen et bestemt sted. Og hun går grundig til vers.

I forbindelse med researchen til hendes kommende bog Stjålne liv, blev hun for alvor udfordret, for justitsministeriet er ikke ligefrem et ”åbent for alle-ministerium”. Derfor måtte Helle Vincentz bruge sit netværk og gode talegaver for at få medarbejdere i tale, hvilket næsten udviklede sig som var det en amerikansk film, med hemmelige møder med tys-tys kilder på mørke værtshuse, hvor der ikke var risiko for at blive set.

”Det var rigtigt svært med Justitsministeriet, for der er bare lukkede døre, og medarbejderne er utrolig bange for at udtale sig, i frygt for at det kan skade ministeren. Så jeg blev nødt til at finde nogen jeg kendte, som kunne anbefale mig til nogen som kendte nogen der arbejdede der.”, fortæller Helle Vincentz.

Det lykkedes at få flere mennesker i tale og Helle Vincentz fik også fat på det omvandrende politiske leksikon, den tidligere politiske redaktør på TV2 Nyhederne Kaare R. Skou, Hans Engell, der selv har været konservativ justitsminister 1989-1993 samt flere tidligere spindoktorer.

”Når jeg så når dertil, hvor jeg nærmest ved hvad de vil svare på et specifik spørgsmål, inden de svarer, så ved jeg, at jeg kender stoffet grundigt nok til at begynde at skrive”, siger Helle Vincentz.

Arbejdet som forfatter kan være utroligt ensomt og man kan let komme til at sidde i sin egen lille boble og stirrer sig blind på sin egen tekst. Nogle forfattere vælger bevidst at holde sin tekst tæt ind til kroppen inden det afleveres til en redaktør. Men sådan er det ikke for Helle Vincentz. I seks år har hun været en del af en skrivegruppe, der udover hende selv, består af forfatterne Julie Hastrup og Louise Urth Olsen samt tegner og forfatter Maren Uthaug. Ud over at have det utroligt sjovt sammen, hjælper de fire kvinder hinanden med sparring og giver feedback på hinandens tekster.

”Det er krævende at være med i en skrivegruppe, for vi tager det alle sammen meget seriøst. Det er ikke noget vi sådan bare lige gør. Vi må prioriterer tid til at læse hinandens manuskripter og forberede os på tilbagemeldinger. Men det er det hele værd, for man får jo det samme igen på sine egne ting”, fortæller Helle Vincentz.

Skrivegruppen giver Helle Vincentz en følelse af fællesskab og en form for kolleger. For godt nok sidder de ikke dagligt sammen og arbejder, og de skriver på vidt forskellige måder og genrer, men det er i skrivegruppen at Helle Vincentz henter støtte, forståelse og konstruktiv kritik.

”Jeg ved at det er tre utroligt kompetente og dygtige forfattere der giver mig sparring og kritik, og hvis de fx alle sammen siger, at der er noget galt med en tekst, så er der noget galt”, forklarer Helle Vincentz.

Helle Vincentz1

Helle Vincentz udkommer med sin fjerde krimi den 26. februar. Foto: Mette Camilla Melgaard

Helt sin egen
Det går mere og mere op for mig, at Helle Vincentz langt fra passer til klichéen om den introverte forfatter, der sidder ensomt i sit skrivehi og venter på guddommelig indgriben. Hun griber arbejdet an med journalistisk nysgerrighed, søger information og tilegner sig viden, og har brug for mennesker omkring sig, da det er her hun henter inspiration og energi. Samtidig er hun utrolig bevidst om, at forfatterlivet kan være en svær balancegang med familielivet, for hun bliver hurtigt opslugt af plot og karakterer og emner hun vil fordybe sig i, og derfor forsøger hun at se forfatterjobbet som et hvilket som helst andet arbejde – i hvert fald i perioder.

”I den periode på ca. et halvt år eller hvor længe det nu bliver, altså den periode, hvor jeg skriver hver dag, der er jeg ret disciplineret og arbejder fra kl. 9 til ”hente-unger-tid” ca. klokken 16. På den måde har jeg en almindelig arbejdsdag, hvilket er rigtigt godt for mig, for jeg er sådan en, eller det har jeg været, som hurtigt kommer til at arbejde hele tiden. Og det bliver både for meget for mig selv, men også for meget for min familie. Så jeg har efterhånden lært at sætte regler for det”, fortæller Helle Vincentz og fortsætter;

Mod slutningen af min skriveproces er det dog anderledes. Der arbejder jeg nærmest døgnet rundt. Jeg melder også afbud til alting, og i betragtning af, hvor socialt et menneske jeg egentlig er, bliver jeg bare helt vild asocial i den periode”, siger Helle Vincentz.

For mange forfattere er skriveprocessen, der hvor de får deres sus, men for Helle Vincentz er skriveprocessen hård. Til gengæld elsker hun tiden bagefter, hvor bogen skal promoveres og den får et andet liv. Den udadvendte del af hele pr-showet, giver hende et kick efter de mange måneder med hårdt arbejde.

”Jeg elsker at være ude og holde foredrag og give interview og sådan, for jeg kan virkelig godt lide at fortælle om mine bøger og møde læserne. Og så kan jeg bare godt lide at være på, at være i rampelyset. Måske har jeg lidt et ”wanna be famous”-gen. Det er nok ikke særligt charmerende, men jeg synes altså bare det er helt vildt sjovt at være ude og omkring på den måde”, siger Helle Vincentz og griner.

Det er til glæder for alle os andre, for i de kommende måneder kan læserne møde Helle Vincentz på blandt andet Krimimessen i Horsens til marts samt til forskellige foredrag landet over, hvor hun vil tale om sit forfatterskab og ikke mindst sin nyeste krimi Stjålne liv som udkommer den 26. februar.

Fakta
Helle Vincentz (f. 1978)
Forfatter til spændingsromanerne Den Filippinske pirat (2012), Den Afrikanske jomfru (2012), Nukaaka kabale (2013) og Stjålne liv (2015).

Relateret artikel:
Læs første afsnit af Forfatterens skrivebord, hvor jeg har besøgt Leonora Christina Skov.

Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en ny artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Jeg skyder serien i gang med et besøg hos forfatteren Leonora Christina Skov, som sidste år udkom med den roste roman Hvor intet bryder vinden.

Leonora Christina Skovs skrivebord med en helt fantastisk udsigt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Leonora Christina Skovs skrivebord med en helt fantastisk udsigt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det første jeg lægger mærke til, da jeg træder ind i Leonora Christina Skovs arbejdsværelse i den store herskabslejlighed på Frederiksberg, er ikke skrivebordet, men derimod udsigten fra skrivebordet. Fra tredje sal kan øjet ugeneret følge en vej med klassisk byliv og skiftende årstider. Hvordan hun overhovedet får lavet noget, med så fin en udsigt, er imponerende. Jeg bliver budt på kaffe, mens jeg nærstudere arbejdsværelset, der udover skrivebordet præges af to gulv-til-loft høje reoler fyldt til bristepunktet med bøger og feminint nips. Jeg ville uden tvivl kunne tilbringe flere timer med at gå på opdagelse i de reoler. Hive den ene interessante bog efter den anden ud, kigge på det sjove nips der blandt andet tæller forskellige dyr.

Skrivebordet er i klassisk dansk design og ganske ryddeligt – måske til ære for mig og mit kamera, i hvert fald afslører Leonora Christina Skov lidt senere, at når hun sidder og skriver på en anmeldelse eller en artikel til Weekendavisen, er bordet fyldt med bøger og noter i et virvar af kaos. Men hun kan bedst lide at skrivebordet er ordenligt og kønt at se på. Det sidste kommer tydeligt igennem, for bordet er prydet af smukke ting. En vase med friske blomster, en skulpturel Christian Dell lampe, en fin kande og lille vase til opbevaring af saks, blyanter og fyldepenne, en papirvægt i glas med en mælkebøtte (som jeg for længst har skrevet på min egen ønskeseddel), en lille porcelænsfugl som hun har arvet efter sin mormor og et fad fyldt med høretelefoner, MP3-afspiller, neglelak og små dåser med cremer og læbepomader, er blot nogle af de ting Leonora Christina Skov ikke kan undvære på sit skrivebord.

Den lille lykkebjørn er altid med Leonora Christina Skov på hendes rejser. Foto: Mette Camilla Melgaard

Den lille lykkebjørn er altid med Leonora Christina Skov på hendes rejser. Foto: Mette Camilla Melgaard

De nære omgivelser betyder meget for hende, når hun skal arbejde, ja selv når hun rejser ud i verden for at skrive på sine bøger, medbringer hun ting hjemmefra. Hun forsøger dog at holde sig til det praktiske som fyldepen, saks, notesbog, MP3-afspiller og høretelefoner, men der er en lille figur, som altid er med hende – en lille lykkebjørn fra Peru, som hun har fået af hustruen Annette.

Uanset hvor i verden jeg er, ligner skrivebordene lidt hinanden. Jeg ender altid med at købe forskelligt gejl de steder jeg er. Fx har jeg lidt af en forkærlighed for postkort og små dåser. Og jeg får også altid købt en lille et eller andet, hvor man kan stille noget på, så jeg kan have alle mine ting. Jeg arrangere mit skrivebord så det virker hjemligt, og så er jeg klar til at gå i gang, fortæller Leonora Christina Skov.

Men det er ikke kun smukke omgivelser der er et must for at Leonora Christina Skov kan arbejder. Der skal helst ikke være andre omkring hende, derfor kan hun, modsat visse andre forfattere, ikke sidde på en café og skrive. Der skal være roligt. Men det er der fx ikke i Indien, hvor hun har været på skriveophold flere gange, og rejste til igen i tirsdags for at begynde på en ny roman.

Hvis ikke der er roligt omkring mig, sidder jeg med høretelefoner på og høre musik. Som udgangspunkt foretrækker jeg blot stilhed, men ofte sidder jeg nogle steder, hvor der ikke er stille, så der ender det med at blive musik i stedet for, fortæller Leonora Christina Skov.

Musikken skifte nogle gange alt efter, hvilken genre bog hun skriver. Fx lyttede hun meget til PJ Harvey, da hun skrev på antologien De røde sko. Der skulle skrives et kampskrift, og musikken satte hende i den rette stemning. Men normalt er det rolig, instrumental musik der lyttes til. Musik, der lukker alt andet ude og lægger sig som et behageligt lydtæppe, der ikke ødelægger hendes egen rytme, når hun skriver. Da hun skrev sin seneste roman Hvor intet bryder vinden, lyttede hun meget til blandt andet Anna von Hausswolff og det islandske band Amiina.

Leonora Christina Skov ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Leonora Christina Skov ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Nødvendig struktur
Leonora Christina Skov debuterede som forfatter i 2003 og stort set lige siden, har hendes liv været tilrettelagt efter, at hun skal skrive bøger. En typisk uge går ud på at skrive roman onsdag til lørdag. Søndag læser hun den bog hun skal anmelde for Weekendavisen, mandag skriver hun anmeldelsen og tirsdag holder hun fri. Og sådan går det uge efter uge, mens hun arbejder på en ny roman.

Jeg har ikke ferier og ikke flere fridage. Jeg mødes ikke med folk før efter kl. 17. Den eneste dag jeg kan mødes med folk i dagtimerne er om tirsdagen. Og sådan har det egentlig været i mange år. Det kører ret rigidt, fortæller Leonora Christina Skov.

Den i nogles øjne lidt stramme struktur finder hun nødvendig, ellers bliver det ikke til flere bøger. Hvis ikke hun holder sig selv fast bliver det alt for let at lade være. Men skrevet bliver der heldigvis, og alt noteres nøje ned i notesbøger med næsten militærisk præcision.

Jeg skriver ned, hvad jeg har lavet – også udover skriveriet, for at minde mig selv om, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer i forhold til mit arbejde. Hvis jeg kan se, at jeg ikke får skrevet noget en dag, jamen så skal jeg måske ikke se den veninde jeg mødtes med dagen før, siger Leonora Christina Skov.

Hun holder også skarpt øje med, hvor meget hun skriver, men modsat visse andre forfattere har hun ikke en daglig målsætning om at nå et hvis antal sider.

Jeg tror, at jeg i gennemsnit nok skriver max to normalsider (2000 anslag, red.) om dagen. Men når jeg er rigtigt godt inde i stoffet er der perioder, hvor jeg kører op i gear, og måske skriver fem-syv sider om dagen. Men et fast antal sider jeg skal nå – nej, det bruger jeg ikke, for det kommer jo helt an på, hvor produktiv man er lige den dag. Nogle gange tager tre gode sætninger meget lang tid. Og det kommer også an på, hvordan man har det og hvor inspireret man er, og om man er udhvilet. Og skal man så bare sidde og kværne syv dårlige sider ud, bare fordi man har et mål og at skrive syv sider om dagen? Nej, det vil aldrig gå for mig. Men jeg går heller ikke efter at skrive en bog om året, siger Leonora Christina Skov.

Det daglige arbejder består ikke kun i at skrive nyt, men også i at redigere teksten fra dagen før. Det første udkast af manuskriptet er ofte hundrede sider længere end den færdige bog. Men selv redigeringsarbejdet bliver noteret detaljeret i notesbogen.

Jeg skriver altid ned, hvor meget jeg og redigeret og hvor mange sider jeg har slettet. Nogle gange kan det være svært at slette sine egne sider når man ved, hvor lang tid det tog at skrive dem. Men hvis jeg er rigtig præmenstruel bliver jeg samtidig usentimental, og så kan jeg hurtig slette en masse sider, siger Leonora Christina Skov og griner.

Hvor intet bryder vindenHun skriver næsten altid sine bøger kronologisk, hvilket hun egentlig ikke synes er nogen god idé, fordi hun har bemærket, at nogle af hendes bøger får en underlig struktur af det og ofte får en langsom opstart. Hver dag begynder hun med printe, læse og redigere i det hun har skrevet dagen inden, og derefter skriver hun videre. Det tog cirka et år at skrive første udkast af Hvor intet bryder vinden.

Jeg printer, og så læser jeg og skriver notater på papiret. Og så indføjer jeg alle rettelserne og printer og læser igen. Sådan fortsætter det med cirka 10-15 gennemlæsninger. Og så får min redaktør det og har sine egne noter, som jeg så går ind og retter til, fortæller Leonora Christina Skov.

Men den første der får lov til at læse manuskriptet er hustruen Annette K. Nielsen, der selv er videnskabsjournalist. Hun har været inde over alle Leonora Christina Skovs bøger, og har et godt blik for hvad der fungerer. Men forfatteren har også sin egen særlige kvalitetskontrol.

De steder, hvor jeg selv tænker ”Åh gud, skal jeg nu læse det igen?”, der ved jeg at der er et problem. For hvis ikke man gider at læse sit eget, så er der jo ingen der gider at læse det. Så hvis jeg synes, at jeg skal ud og hente kaffe, hver gang jeg når til det samme sted, så er der nok et problem med det sted. Det samme gælder med karaktererne. Hvilke personer tænker jeg på efterfølgende, og hvilke er jeg ligeglade med, fortæller Leonora Christina Skov.

Hun jonglere med flere dokumenter på computeren samt notesbøger med baggrundshistorier og timelines for de forskellige karakterer, tegninger over fx personernes placering ved morgenbordet og noter med små detaljer hun pludselig er kommet i tanke om og skal tilføjes i historien. Research laver hun undervejs i skriveprocessen, og hun holder sig åben overfor at kunne ændre dele af historien eller karaktererne undervejs.

Inspiration udefra
Leonora Christina Skov rejser ofte væk for at skrive, ja faktisk er hun væk cirka halvdelen af året på forskellige forfatterrefugier og legatboliger rundt omkring i verden. Da hun arbejdede på Hvor intet bryder vinden, var hun både i Athen, Schweiz, New York, Paris, Shanghai og Berlin.

At komme væk fra de vante rammer er inspirerende for Leonora Christina Skov, der ikke har alt på plads fra starten, når hun begynder skriveprocessen. Hun føler sig enormt åben overfor indtryk i den periode hun skriver, og alt lige fra sætninger folk siger, sjove vinkler de kommer med eller mærkelige artikler kæresten har læst til bøger hun selv læser, kan på en eller anden måde inspirere og ende med at blive flettet ind i hendes historie.

Når jeg begynder ved jeg nogenlunde, hvad hovedhistorien er, og jeg har næsten personerne på plads, men de lever ikke endnu. Jeg skriver dem frem efterhånden. Og nogle gange bliver jeg inspireret af mennesker omkring mig. Fx da jeg var i Shanghai. På det tidspunkt var Anne (fra Hvor intet bryder vinden, red.) en ret endimensionel karakter som egentlig bare var en kedelig husmor. Men så mødte jeg Colette Fu ved morgenbordet og vi blev venner. Hun er amerikansk pop up kunstner, og underviste damer i at lave pop up bøger. Sådan noget havde jeg aldrig hørt om før, og synes det var sjovt og interessant, og det blev så en del af Anne, fortæller Leonora Christina Skov.

Leonora Christina Skov er netop ankommet til Indien, hvor hun skal arbejde på en ny roman. Foto: Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov er netop ankommet til Indien, hvor hun skal arbejde på en ny roman. Foto: Leonora Christina Skov

Et nyt kapitel
Mens jeg i disse minutter sidder og skriver er Leonora Christina Skov ankommet til Indien for at være writer-in-residence i Cholamandal Artists’ Village udenfor Chennai i 6 uger. Her skal hun skrive på en ny roman. Jeg forsøger ihærdigt, men det lykkedes ikke at lokke ret meget ud af hende om det nye projekt.

Jeg har ikke ret meget på plads endnu. Udover at jeg tænker, at jeg vil skrive noget der er mere personligt denne her gang, for nu synes jeg, at jeg har skrevet rundt om nogle centrale konflikter i flere af mine bøger fx det med moderskab og om ikke at være elsket af sin mor. Nu er min egen mor død, og jeg har mulighed for at gå mere til den, så jeg tænker, at jeg måske skal gå lidt dybere ned i temaet denne gang. Men jeg ved ikke i hvilken form eller genre det bliver. Jeg er også bange for, hvad min familie vil sige til det, hvad min far vil sige til det. Og om jeg faktisk kan skrive om det, siger Leonora Christina Skov.

Det bliver en brat overgang at gå fra et iskoldt Købehavn til en lille indisk landsby, hvor der er en købmand, en restaurant og 30 grader. Hendes veninde, forfatteren Mathilde Walter Clarke, var samme sted sidste år, så hun ved hvad hun går ind til og ved at der ikke er meget andet at lave der end at skrive og læse de mange medbragte bøger, men det er jo også hele meningen med at rejse dertil. Hvornår den næste roman ser dagens lys er uvis, men jeg tror vi er mange der glæder og til at læse den.

Fakta
Leonora Christina Skov (f. 1976)
Anmelder på Weekendavisen og forfatter til De røde sko – Feminisme nu (antologi, 2003), Rygsvømmeren (roman, 2003), Alice i Eventyrland (gendigtning, 2006), Champagnepigen (roman, 2007), Glashuset (børnebog, 2008), Silhuet af en synder (roman, 2010), Førsteelskeren (roman, 2012) samt Hvor intet bryder vinden (roman, 2015).