Ian Rankin: Gamle fjender

Rankin, Rebus og gamle fjender, er tilbage og skuffer ikke. 30 år efter den første bog udkom, guider Ian Rankin os stadig rundt i Edinburghs underverden med sikker hånd.

Handling: Den nu pensionerede John Rebus har endnu ikke vænnet sig til at han ikke længere er politimand. Et 40-årigt gammel mord på den smukke, promiskuøse Maria Turquand gnaver som en sten i skoen på ham. Hun blev myrdet på et fashionabelt hotel samme nat som en berømt rockstjerne og hans følge overnattede der og mordet er stadig uopklaret, hvilket naturligvis er for godt til at Rebus kan lade være med at stikke næsen i den gamle sag. Samtidig ligger Edinburghs underverden i åben krig. Den unge opkomling Darryl Christie, gør krav på tronen, men et ondskabsfuldt overfald efterlader ham svækket og sårbar. Har den gamle gangsterboss Big Ger Cafferty virkelig ladet sig pensionere eller afventer han blot slagets gang mellem de unge kumpaner?

”Skikkelsen fyldte døråbningen som en silhuet mod natriumlyset i gadelygterne. Armen huggede til nedad, og Arnott vaklede baglæns, da hammeren ramte hans kranium. Det tågede ud for ham, og knæene gav efter. Han var ved at rejse sig, da hammeren ramte ham igen.”

Det er som sagt 30 år siden den første bog om John Rebus, Knots & Crosses (Blodbrødre), udkom, og har man læst de efterhånden 20+ bøger der er udgivet i serien, er det som at mødes med gamle venner, når man læser om John Rebus og hans gamle makker Siobhan Clarke, ja og også Malcolm Fox, som er det nyeste medlem af familien. Jeg kan se Edinburgh for mig, og selv om jeg aldrig har sat fod der, virker det alt sammen velkendt og på en sær måde trygt.

Rebus er nu i 60’erne og helbredet skranter efter et liv med for meget røg og alkohol, hvilket han derfor ihærdigt forsøger at lægge på hylden. Men hovedet fejler ikke noget og det gør hans nysgerrighed heller ikke. Den gamle sporhund kan ikke nøjes med at gå tur med hunden og hygge sig med sin kæreste, retsmedicineren Deborah Quant, og det varer da heller ikke længe før hans prikken i den gamle sag viser sig at have forbindelse med nye hændelser. Samtidig får politiet brug for hans viden og forbindelse til Big Ger Cafferty, så trods pensionistrollen, har både Rebus og politiet svært ved at undvære hinanden.

Det samme gælder det trekløveret Rebus, Clarke og Fox. Trods deres til tider rå omgangstone, er det tydeligt at de alle holder af hinanden. I den forrige bog Vilde køtere, begyndte Clarke og Fox at se en del til hinanden, men en forfremmelse af Fox (som i hans øjne var en bortvisning) pustede koldt luft mellem dem, men Rebus er limen der holder dem sammen. Jeg kan godt lide, at forholdene mellem hovedpersonerne ikke er rosenrøde og ukomplicerede, for sådan er livet ikke, og det er en af Ian Rankins styrker. Han skriver om rigtige mennesker. Og så er han vanvittig god til at skrue et plot sammen, som holder læserens interesse fast til sidste side.

Gamle fjender udkommer i dag den 10. marts.

★★★★☆

VIND BOGEN
Du har mulighed for at vinde et eksemplar af Gamle fjender – alt du skal gøre er at besvare følgende spørgsmål i kommentarfeltet:

I hvilken by foregår Ian Rankins bøger om John Rebus?
A: Eastbourne   B: Edinburgh   C: Exeter

Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar i kommentarfeltet, da jeg skal godkende det manuelt.

Jeg offentliggøre vinderen på mandag den 13. marts på KulturXpressens Facebookside, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til Forlaget Klim for at sponsorere bogen til konkurrencen.

RELATERET LINK
Læs mit interview med Ian Rankin