Paula Hawkins: Det dybe vand

Hendes debutthriller Kvinden i toget, har solgt næsten 20 millioner på verdensplan – jeg gav den selv fem store funklende stjerner, så mine forventninger til Paula Hawkins’ anden roman Det dybe vand, var tårnhøje – desværre lever bogen ikke helt op til det.

Lige meget hvilken vej man går i den lille by Beckford i det nordlige England, bliver man mødt af floden. Det dystre vand har gennem årene krævet flere ofre – alle kvinder. Senest er det Nel Abbott, en ikke særlig afholdt lokal kvinde, ja faktisk drager flere et lettelsens suk, den dag hun bliver fundet duknet. Hun efterlader sig en 15-årige datter, Lena, samt søsteren Jules. Jules har for mange år siden brudt kontakten med Nel, men da politiet fortæller at Nel er fundet død, drager Jules modvilligt tilbage til barndomshjemmet for at tage sig af Lena.

Alle formoder at Nel selv har taget springet ud i det mørke dyb, men Jules er overbevist om, at hendes søster er blevet myrdet. I sin søgen efter svar, både i deres egen barndom samt blandt de lokale, finder Jules ud af at Nel havde flere fjender. Ikke mindst moren til den kønne teenagepige (og Lenas nære veninde) Katie, der druknede sig i floden blot to måneder tidligere.

”Beckford er ikke et selvmordssted. Beckford er et sted, hvor man skiller sig af med besværlige kvinder.”

Forholdet mellem de to søstre, minder og bedrag, er en central del i historien, men det handler endnu mere og alle de kvinder som floden har taget. De fleste har fået stemplet selvmord på sig, men Nel var ved at skrive en bog om disse kvinder da hun døde, så måske er der nogen der ikke ønsker at der bliver kigget nærmere på deres skæbne.

Kvinden i toget var en simpel historie. Kvinde med alkoholproblem ser noget hun ikke skulle have set og så kørte toget, om jeg så må sige, og Paula Hawkins’ brug af tre kvindelige fortællerstemmer gav blot bogen endnu en dimension. Der er intet simpelt ved Det dybe vand. Antallet af fortællere er øget voldsomt, hvilket betyder at man skal holde styr på temmelig mange karakterer. For i stedet for at udvælge et par personer at se nærmere på, har forfatteren kastet nettet ud over det meste af byen. Der er mange tråde og synspunkter at holde styr på, og samtidig er man aldrig sikker på, hvem der fortæller sandheden – ja altså bortset fra byens synske gamle kvinde, som tilsyneladende kender alle hemmelighederne.

Det kan ikke siges pænt, jeg synes det er noget rod og at fortællingen desuden er frygtelig langtrukken. Og den uhygge det er meningen skal sprede sig på siderne, udebliver – i hvert fald for mig. Nettet af gamle og nye hemmeligheder der langsomt bliver knyttet til de forskellige karakterer er, for den vågne og fantasifulde læser, ikke særlig svær at gennemskue. Desværre. Jeg står på vippen mellem to og tre stjerner, og lander på tre små stjerner, for nogle af trådene i historien er ganske interessante. Jeg ville bare ønsker der ikke var så mange af dem, og at forfatteren i stedet havde valgt nogle enkelte og ladet dem udfolde sig meget mere.

Det dybe vand udkommer i dag den 17. august.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Paula Hawkins: Kvinden i toget
Filmatisering: Kvinden i toget, manuskript af Paula Hawkins

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Det er hjerteskærende og næsten uudholdeligt at læse Naja Marie Aidts sorgbog, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Smerten er meget nærværende.

Naja Marie Aidt skriger, hæst og vanvittigt, græder og går helt i stykker, da hendes 25-årige søn Carl dør den 16. marts 2015. Han springer ud fra et vindue på fjerde sal under en stof-udløst psykose. Han har så mange brud i kroppen, at han ikke står til at redde. En respirator holder ham i live nogle dage, til han kan erklæres hjernedød, hans organer kan doneres hvorefter der endelig kan slukkes for livssupporten.

Det er disse ekstra dage, der giver falsk håb til familien, selv om de inderst inde godt ved at Carl ikke længere er den Carl de kender og elsker, der gør det hele endnu mere frygtelig. Det trækker smerten til et uudholdeligt niveau, og Naja Marie Aidt skriver det råt og usødet.

”Jeg læser politirapporterne, og jeg læser obduktionsrapporten, og folk siger, at jeg ikke må pine mig selv med at læse disse rapporter. Men jeg læser manisk hvert vidneudsagn, jeg læser om brud og dødsårsag, jeg læser om blodet på gaden, blodet der løber ud af din mund, jeg læser om dit hjerter, der stadig slog […] jeg læser det hele om og om igen, fordi jeg vil forstå hver eneste detaljer, som handler om, hvad der er sket dig. Jeg må vide, hvad der er sket dig. Selvfølgelig må jeg vide, hvad der er sket dig. Du er mit barn. ”

Det er en hurtigt læst bog på blot 156 sider, bygget op omkring små tekststykker, hvoraf noget bliver gentaget, som forstærker indtrykket af en mor i sorg, der må gentage ting igen og igen for at forstå det. Noget tekst er skrevet som digte, og så bliver der citeret og genfortalt, hvad andre forfattere har sagt om sorg, død og kærlighed.

De mange citater af andres ord er efter min mening bogens svaghed. Jeg vil langt hellere høre Naja Marie Aidt sætte egne ord på sin sorg, men måske er det hele pointen? Hun har ikke haft ord til at udtrykke sin sorg? Men det kan man jo ikke bebrejde hende.

Sammenligner man med andre bøger om sorg og om at miste, har jeg dog haft større oplevelser af at læse Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande, Joan Dideon Et år med magisk tænkning og Blå timer samt Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udkom den 24. marts.

★★★☆☆

Sommerlæsning 2017

Et nyt indlæg på bloggen, kan det næsten passe? Jo den er god nok. Ja jeg ved godt at bloggen er lidt for stille i perioder, det er simpelthen fordi der er en masse arbejdsrelateret der fylder mine dage og at tiden til at læse derfor er mindre.

Desværre står ferien ikke for døren endnu. Der går godt en måned før jeg kan råbe FERIE og smide mig med en bog i den ene hånd og en is i den anden. Men jeg har lavet en bogstak til min sommerlæsning 2017.

Min sommerlæsning 2017 – hvis alt går efter planen. Der kan kommer nye og spændende bøger ind fra siden, som ændrer på stakken.

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Jeg er Pilgrim på hele 797 sider, hvilket tager ret lang tid at komme igennem når man kun når at læse et par kapitler eller tre om dagen. Derfor har jeg en del bøger der ligger og venter på at blive læst og anmeldt, så et par af dem ligger i ferienbunken. Den ene er Colson Whiteheads prisvindende roman Den underjordiske jernbane, som udkom 9. juni. Egentlig er jeg ikke så begejstret for bøger med for meget historisk islæt, men denne her har fået så megen omtale og ros, at min nysgerrighed alligevel er blevet vakt. Den anden er Den sidste ferie af Michael Zandoorian, som udkom 3. juli. Den er blevet filmatiseret med Helen Mirren og Donald Sutherland i hovedrollen og får dansk premiere i slutningen af november, så jeg tænkte jeg vil læse den inden jeg skal se filmen.

I feriestakken ligger der naturligvis også en krimi, denne gang er det Størst af alt af Malin Persson Giolito, som jeg har hørt så meget godt om. De sidste 4-5 år har jeg indført en tradition med, at jeg skal læse en klassiker hver sommer. I år må det blive Sylvia Plaths Glasklokken, som jeg fik i fødselsdagsgave i marts men endnu ikke har nået at læse.

Fire bøger til ferien lyder måske ikke af så meget, men hvis jeg skal værre ærlig, så ved jeg af erfaring, at jeg som regel aldrig får læst alle de mange bøger, jeg planlægger at læse i mine ferier, så vil hellere blive glædeligt overrasket over at når at læse disse fire. Det skal dog siges, at det kan være stakken når at ændrer sig inden min ferie i august, for jeg ved at der dukker mindst en bog mere op i postkassen inden (håber jeg) – nemlig Siri Hustvedt, så den rykker nok op i rækken af bøger til min sommerlæsning 2017.

Hvad læser I denne sommer?

Han Kang: Vegetaren

Vegetaren, af sydkoreanske Han Kang, er en dyster og provokerende fortælling om modstand, magt og vanvid. Romanen blev sidste år tildelt den prestigefyldte Man Booker International-pris.

Hr. Cheong lever et gennemsnitligt og traditionelt koreansk liv. Han arbejder på et kontor og er hverken særlig dygtig eller særlig ambitiøs. Hans hustru Yeong-hye, er pligtopfyldende og diskret. Hun er god til at lave mad og holder hjemmet pænt og ordenligt. Men der bliver rusket gevaldigt op i hr. Cheongs liv, da Yeong-hye fra den ene dag til den anden smider alt kød ud og beslutter sig for at være vegetar. Lige som Yeong-hyes familie, har hr. Cheong svært ved at acceptere Yeong-hyes nye livsstil, som de finder både mærkelig og skamfuld. Det sætter gang i en kædereaktion af vold, tvang og besættelse, som ingen kunne have forudset.

”[…] og han så at hendes ansigtsudtryk var lige så afklaret som en buddhistisk munks. Den mystiske afklarethed skræmte ham, og han havde en mistanke om at det bare var sådan det så ud på overfladen efter at en enorm mængde ubeskrivelig ondskab var blevet fordøjet eller måske havde lagt sig dybt i hende som en form for bundfald.”

Vegetaren er inddelt i tre akter. Det første akt Vegetaren, er fortalt af hr. Cheong og handler om Yeong-hyes beslutning om at blive vegetar og hendes families reaktion. I andet akt Mongolplet, fokuseres der på Yeong-hyes svoger, en ikke særlig succesfuld videokunstner, som bliver besat af hendes krop. I sidste akt Flammende træer, følger vi In-hye, søster til Yeong-hye, leder af en stor kosmetikbutik og mor til sønnen Ji-woo. In-hye er nu skilt fra sin mand og på sin egen måde forsøger hun at forstå, hvad der driver hendes søster til den ekstreme beslutning om hverken at spise eller drikke – en beslutning der muligvis ender med at tage livet af hende.

Romanen indeholder flere voldsomme scener blandt andet en voldtægt samt en modbydelig scene hvor Yeong-hye bliver forsøgt tvangsfodret af hendes far, hvilket resulterer i at hun skærer i sig selv. Der er ingen uddybende forklaring på Yeong-hyes vegetarisme andet en udtalelsen: ”Jeg havde en drøm”. Vi får nogle små bidder af denne mørke drøm, der er både voldelig og blodig, men en egentlig forklaring udebliver.

Der veksles gennem hele fortællingen mellem stor lidenskab og skræmmende frigørelse, mellem begær der fodres og begær der nægtes. Vanviddet, som efterhånden synes at være den eneste forklaring på Yeong-hyes adfærd, virker til at smitte de der kommer tæt på hende. Først hendes svoger og mod slutningen muligvis også hendes søster.

Det er bogens første akt der virker stærkes på mig – selv om jeg havde en smule svært ved at sætte mig ind i familiens forfærdelse og tankegang omkring vegetarisme – måske er det fordi jeg ikke kender nok til koreansk samfundskultur og dets definition på normal adfærd, eller måske fordi jeg selv er vegetar på 29. år. Det er en ganske besynderlig fortælling på overfladen, men går man ned i teksten og analysens vej, vil de fleste nok gennemskue at bogen i bund og grund handler om kvinders ret til deres krop og deres liv, og om hvordan kvinder verden over stadig den dag i dag er undertrykte af mænd.

Vegetaren udkom den 8. juni.

★★★☆☆

Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Linn Ullmann: De urolige

De uroligeDe urolige er en semi-selvbiografisk kærlighedsroman. Linn Ullmann skriver levende og fint om kærligheden til sine berømte forældre; den norske filmstjerne Liv Ullmann og den svenske instruktør Ingmar Bergman, om forældrenes livslange venskab og om kærligheden til et sted – Bergmans elskede ejendom Hammars på Fårö.

”Egentlig tror jeg at jeg har sørget over mine forældre hele livet […] jeg ved ikke helt hvem jeg var for dem.”

Linn Ullmann (som egentlig hedder Karin Beate) var blot tre år gammel, da forældrene ikke kunne finde ud af at leve sammen mere. Hun flyttede med sin mor fra Fårö først til Oslo, sidenhen til USA og så tilbage til Oslo. Men barndomssomrene tilbragte hun ofte hos sin far på Fårö. To år før farens død planlagde de at skrive en bog sammen. De indledende samtale var begyndt, men de nåede ikke i mål inden Bergmans død i 2007. Gennem fotografier, breve, papirlapper med notater, båndoptagelser med sin far og hendes egne minder, har Linn Ullmann klippet og klistret sin egen enestående fortælling sammen om en pige, der ikke kunne vente med at blive voksen. Om hendes voldsomme savn efter sin mor og om sin fars dødsleje. I bogen skriver hun:

”Jeg ville se hvad der skete hvis jeg lod os vokse frem i en bog som om vi ikke hørte hjemme andre steder. […] Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på […]”

Det er en meget afslørende roman om tre urolige mennesker. Den ofte fraværende ”venindemor”, hvis nerver krøller sig. Datteren der er så bekymret og urolig for moren så snart hun rejser, at hun hyler i timevis, hvis ikke moren ringer på det aftalte tidspunkt, og ikke mindst faren, som er fyldt med neuroser, glad for regler og punktlighed og urolig for alt han ikke selv har kontrol over.

De urolige er let læst, men ikke let at læse, for det er en hjerteskærende og på sin vis barsk fortælling om to voksne mennesker, som har nok i sig selv og deres kunst. Liv Ullmann rejser i lange perioder væk fra datteren for at indspille film, spille teater eller blot leve sit eget liv. For Ingmar Bergman, (som havde ni børn med fem forskellige kvinder), er børnene ikke det vigtigste for ham, skriver Ullmann om oplevelsen efter halvbroderen Jans død.

”[…] hvis jeg mistede et barn, ville fortvivle være for svagt et ord. Sønderknust også. Jeg forestiller mig at jeg ikke havde kunne forsætte. Det kunne han. Jan døde, og han fortsatte.”

Teksten er legende og dynamisk med forskellige tidsaspekter og skiftende synsvinkler; jeg, pigen, hun, og der flettes dialogbrudstykker af samlerne mellem datter og far ind hist og pist. Det er en utrolig velskrevet og rørende roman fyldt med kærlighed.

De urolige er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, som uddeles den 1. november i København. Den udkom på dansk den 18. august.

★★★★★

Sissel-Jo Gazan: Svalens graf

Svalens grafI 2008 udgav Sissel-Jo Gazan Dinosaurens fjer, en såkaldt videnskabskrimi. Bogen blev en kæmpe succes og vandt blandt andet DRs romanpris i 2009, og blev kåret til Årtiets Krimi i 2010 af de danske bibliotekers krimilæseklubber. Der skulle gå fem år inden efterfølgeren Svalens graf, kom men den var ventetiden værd.

Handling: Den verdenskendte forsker Kristian Storm begår tilsyneladende selvmord, og pludselig står hans protegé, den ph.d.-studerende Marie Skov, alene tilbage med en kontroversiel ny viden om børnevaccine. Mens hun forsøger at overbevise politiet om, at der ikke er tale om selvmord, begynder hendes pæne familie at gå i opløsning. Hjælpen kommer uventet fra vicekriminalinspektør Søren Marhauge, der nægter at lukke sagen om professorens selvmord, og samtidig forsøger at optrævle fortidens indviklede hemmeligheder.

Hovedpersonerne fra Dinosaurens fjer – politimanden Søren Marhauge og biologen Anna Bella er også med i Svalens graf, nu som samlevende par, hvor der måske/måske ikke ligger problemer og ulmer under overfladen. Men hovedpersonen er denne gang den unge studerende Marie Skov, hvis lovende forskerkarriere kollapser da hendes, på overfladen, pæne familie begynder at krakelere og viser sin indre grimhed.

Svalens graf er en intelligent krimi, men den er meget mere end det – den er en vanvittig spændende fortælling om mennesker, familiehemmeligheder og om at finde sit jeg. Sissel-Jo Gazan forstår at gøre kompliceret videnskabeligt stof spændende og tilgængeligt, og så mestrer hun at skabe helstøbte levende personer. Vi følger Søren og Marie tæt, så tæt at man nogle gange får lyst til at række ud og føle på dem. Især Marie kryber under huden og ind i hjertet. Vi mærker hendes smerte og hendes angst, og det er i det hele taget svært at lægge bogen fra sig, fordi man bliver så optaget af, hvordan det skal gå Marie.

Du behøver ikke at have læst Dinosaurens fjer først før du læser Svalens graf, men når du er færdig med Svalens graf får du helt sikkert lyst til det.

Svalens graf udkom i 2013.

★★★★★

Naja Marie Aidt: Samlede noveller

Samlede novellerSamlede noveller består af tre novellesamlinger samlet i et bind. Historier hevet ud af hverdagssituationer af den dramatiske og tankevækkende slags.

Vandmærket (1993) består af ni korte noveller, som berører temaer som ensomhed, svigt, død og tab. Jeg fristes til at beskrive karaktererne som anderledes – nogle med et hint af neuroser som fx den unge kvinde Louisa, som vi møder i fortællingen En kærlighedshistorie. Louisa har mistet overblikket over sin lejlighed der fyldes med skidt og utøj. Selv går hun i bad flere gange om dagen og spiser sundt, men hun kommer sjældent ud af lejligheden. Der er ikke nogen forløsning på historien, og sådan er det desværre med flere af dem.

De 15 noveller i Tilgang (1995) kredser alle omkring, hvordan vi hver især har vores egen tilgang til livet, og hvordan vi i relationer til andre nogle gange må konstruere tilværelsen. Hverdagens banale småproblemer udvikles i flere af fortællingerne på en bizar måde ligesom også karaktererne er mere eller mindre tilgængelig personligheder.

”Hun lukker øjnene hårdt og falder ind i drømmen. Forlader kulden i rummet, halvmørket og alt det dirrende stille. Hun kan flyde som et blad på vandet. Det er ikke svært. Drømmen fylder så meget nu, den er vokset og vokset.” (En kærlighedshistorie fra samlingen Vandmærket)

For novellesamlingen Bavian (2006) modtog Naja Marie Aidt både Nordisk Råds Litteraturpris samt Kritikerprisen. De 16 noveller handler om menneskelige relationer, om store og små hændelser der kan vende op og ned på livet, og om hvordan mennesker kan blive presset så langt ud, at de mister kontrollen over dem selv og deres omgivelser.

Naja Marie Aidt er kendt for sin nøgterne og beskrivende stil, og den fungerer fint endda med flere poetiske passager hist og her. Det gennemgående problem for mig er, at det er meget få af karaktererne der gør indtryk på mig. Jeg har simpelthen svært ved at mærke mennesket – enkelte af dem er direkte ligegyldige og ikke en gang situationen omkring dem sætter sit aftryk. Der er lidt for meget analysearbejde for min smag, i stedet for blot en god historie.

Samlede noveller udkom den 28. juni.

★★★☆☆

Dorthe Nors: Det var så den vinter

Det var så den vinterDet var så den vinter, er en ny samlet udgave af Dorthe Nors’ to kortromaner Dage (2010) og Minna mangler et øvelokale (2013), der begge giver fine portrætter af kvinder som forsøger at finde deres ståsted i livet efter endte kærlighedsforhold.

I fortællingen Dage har den kvindelige hovedperson kærestesorg. Hun skriver sit liv ned i nummererede lister. Vi læser hendes tanker og oplevelser, når hun går sine mange ture på blandt andet kirkegården, mens hun forsøger at finde sin eksistensberettigelse. At listerne er nummererede giver ikke så meget mening, men de generer heller ikke, for de skæve iagttagelser og forunderlige associationer i et forårsklædt København rammer dybt med sin sørgmunter stemning. Det er en hurtig læst historie – hurtig, fordi man ikke lægger den fra sig før sidste linje er læst.

”8. Sejlede hjemad skoldhed som en lille espressokande i stål,
9.
lagde mig, tænkte: Jeg fejler jo ikke noget, men hvis jeg ligger stiller, så ophører det ekkorim måske med at drille,
10.
men det gjorde det ikke.”

I Minna mangler et øvelokale er hele historien fortalt i hovedsætninger – med undtagelse af nogle få. Minna er blevet forladt af kæresten Lars, der hellere vil kneppe en kendt. Minna er komponist og mangler et øvelokale. Hun mangler også en mand og et barn, det var det Lars skulle hjælpe hende med. Sætningerne er nøgtern og observerende, skrevet i et knivskarpt sprog, hvor der er skåret helt ind til benet. Men alligevel trænger ensomheden tydeligt igennem.

”Minna er på vej væk fra det, der gør ondt.
Ingen skal gøre skade længere, tænker Minna.
Alle skal sorteres, tænker hun, for
Minna vil gro sig et røvhulsfilter.
Minna tror, hun kan gro det hurtigt.
Minnas knuste hjerte bor i brystet på en optimist.”

Dorthe Nors er mester i at kombinere det sørgelige med en let munterhed, så man smiler mellem tårerne. Med sine blot 174 sider er det en fysisk tynd bog, men det er en virkelig stor bog at læse.

Det var så den vinter udkom den 15. juni.

★★★★☆

Relateret link
Læs min anmeldelse af Dorte Nors’ roman Spejl, skulder, blink.

Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er med sommerfugle i maven, at jeg går de få hundrede meter hen til lejligheden på Frederiksberg, hvor Kirsten Thorup bor. Selv om vi har boet i det samme nabolag i mange år, har jeg aldrig mødt hende – kun gennem litteraturen. Første gang var i 1984, da jeg 12 år gammel fik hendes roman Himmel og helvede i julegave. Fortællingen om den violinspillende Maria satte varigt aftryk i mig, ikke kun fordi den med sine 614 sider var den tykkeste bog jeg indtil da havde læst, men lige så meget fordi den lukkede mig ind i en voksenverden med personer så forskellige fra mit eget liv, hvilket efterfølgende fik mig til at snige mig ind i bibliotekets voksenafdeling og læse bøger som Hotel New Hampshire og Verden ifølge Garp.

Bøger fryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Bøger pryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeg træder ind i en stor solrig stue fyldt med bogreoler fra gulv til loft. Som inkarneret bogelsker er det svært at holde begejstringen tilbage. Her findes det hele. Gamle klassikere af Balzac, Dickens og Dostojevskij, nyere dansk og udenlandsk litteratur og fagbøger.

– Jeg kan godt lide at læse bøger. Det er det jeg gør, når jeg ikke skriver. Det hører med, synes jeg, til at være forfatter. Det er ligesom, hvis man ser sin egen roman som et hjem, så går man på besøg, når man læser andre forfatteres bøger, siger Kirsten Thorup.

Som barn læste hun kun tegneserier og ugeblade. Hendes far havde en kiosk, så hun havde alle magasinerne til rådighed, hun skulle bare lægge dem tilbage når hun var færdig, og undgå at spilde marmelade i dem. Kærligheden til bøger kom først senere.

– Jeg begyndte ikke at læse bøger seriøst før i mellemskolen. Jeg havde en veninde som læste alle de store klassikere. Jeg læste dem også men det var i et blad der hed Illustrerede Klassikere, som var tegneserier lavet over alle klassikerne som De elendige osv. Men så sagde min veninde, at det kunne man ikke være bekendt, man skulle læse bøgerne. Så det var hende der fik mig til at læse. Den første var Dostojevskijs roman Raskolnikov, derfor har jeg et særligt forhold til den.

Kirsten Thorup viser mig sit arbejdsværelse i forlængelse af stuen. Lyset strømmer ind fra hjørnevinduet, hvor der foran er placeret et lille og enkelt skrivebord. En bærbar computer, en printer, få stakke med papirer, et par bøger, nogle spiralhæfter og en fyldepen, er det eneste der pryder bordet.

Det er et dejligt arbejdsværelse, siger Kirsten Thorup og fortsætter; Det er faktisk første gang jeg har et arbejdsværelse.

Vi sætter os bagefter i det hyggelig køkken med kaffe og Kirsten Thorup fortæller, hvordan hun i starten af sin karriere skrev sine bøger i sengen, i hånden på en blok. Det var tiden inden computeren, mens skrivemaskinen stadig var stjernen i enhver forfatteres liv. Men ikke i Kirsten Thorups, hun havde tværtimod et lidt anstrengt forhold til skrivemaskiner. Hun havde taget et kursus i maskinskrivning, men gad ikke fortsætte fordi det var så kedeligt, så hun lærte aldrig tifingersystemet og skrev for mange fejl hele tiden.

Så jeg skrev i hånden. Jeg skrev det så rent på skrivemaskinen hver dag, for ellers var det umuligt at læse og rette i det. Det var en ret tung proces jeg havde dengang. Men jeg kunne kun skrive i sengen, så jeg stod heller aldrig op før klokken fire om eftermiddagen.

Hendes skrivevaner har ændret sig meget siden da, ikke mindst da hun i 1994 fik sin første computer. Modsat skrivemaskinen, er computeren blevet hendes vigtigste arbejdsredskab og i dag kan hun slet ikke undvære den, og skriver kun meget lidt i hånden nu.

Jeg er blevet så vant til at skrive på computeren, at det næsten er fremmed for mig at skrive i hånden, selv om jeg har skrevet så mange år i hånden. Nu gør jeg det næsten kun, hvis jeg har en passage som jeg ikke kan finde ud af at formulere, så har jeg brug for at have den fysiske kontakt, som man jo har med blyant og papir. Men det er ikke ret tit, forklarer Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

I de perioder hvor Kirsten Thorup er godt i gang med at skrive på en roman, ligner dagene hinanden. Hun skriver fra hun står op, for hun må ikke få noget fremmed i hovedet inden hun skal skrive. Derfor må hun også lade de daglige aviser vente. Hun fortæller, hvordan hun før i tiden måtte undlade at abonnere på Information og Politiken, som hun læser hver dag, fordi fristelsen ganske enkel var for stor, når de kom ind af brevsprækken. I dag lander de i postkassen nede i opgangen, hvilket gør det lettere at vente. Modsat tidligere, hvor hun begyndte dagens skriverier ved 7-8 tiden, begrænsede hun i arbejdet med den seneste bog Erindring om kærlighed, sin skrivetid til kl. 10-14 hver dag.

Det var rigtigt godt! Jeg bliver mere fokuseret, når jeg ikke bare har hele dagen flydende foran mig. Det bliver koncentreret fordi det er så kort, så jeg bliver heller ikke sulten og skal afbryde for at gå ud og tage en ostemad og sådan noget. Det har jeg været rigtig glad for, så det tror jeg, at jeg vil gøre igen, når jeg skal i gang med en ny bog. Så skal jeg heller ikke springe ud af sengen, men kan ligesom tage det med ro. Det passer mig godt, det kan jeg mærke, fortæller Kirsten Thorup.

At skrive en bog er en langsommelig proces for Kirsten Thorup, som mange gange er 3-4 år om at skrive en roman. Hun fortæller, at hun nogle gange kan skrive på begyndelsen af historien i op til et halvt år. Hun giver ikke sig selv daglige deadlines, for nogle dage går hun i stå eller hun tror ikke rigtigt på projektet og andre gange skal hun lige til en familiebegivenhed eller noget andet som giver en pause.

– Romanskriveri består for mig meget af pauser. Pauserne fylder mere end selve skriveriet. Der er mange dage, hvor man ikke kan skrive. De der dage, hvor man rigtig er i gang, er naturligvis de bedste, men hvor længe de kan vare, kan man ikke svare på.

Hun synes da også at det er vigtigt at holde pauser og holde fri, så der kan lades op. Men for hendes eget vedkommende går det ikke at holde fri mere end en enkelt dag, for så kommer hun for meget ud af historien og det dur ikke.

– Men jeg skal ud af lejligheden. For modsat andre som er på arbejde og synes det er dejligt at komme hjem, så har jeg siddet hjemme hele dagen og trænger til at kommer ud. Enten mødes jeg med nogen på en café eller jeg går også tit i biografen. Jeg kan godt lide at gå i biografen alene.

KirstenThorup2

Kirsten Thorup har ikke meget af historien på plads inden hun begynder skrivearbejdet. Hun skriver historien frem, fortæller hun. Foto: Mette Camilla Melgaard

JEG SKRIVER HISTORIEN FREM
I mit arbejde med denne serie af artikler, har jeg oplevet at det er meget få af forfatterne der starter (næsten) blankt, når de sætter sig til at skrive. De fleste har et groft skelet eller en synopse til deres historie. Men sådan arbejder Kirsten Thorup ikke.

Jeg arbejder ikke med plot, det har jeg aldrig gjort, det siger mig ikke noget. Det ville være en spændetrøje for mig. Når jeg starter, har jeg nogle personer, nogle gange kun en person, som jeg vil skrive om, og nogle begivenheder som jeg gerne vil have med, som jeg synes skal belyses eller beskrives. Og så er det et spørgsmål om, hvordan jeg kommer fra begivenhed til begivenhed. Jeg skriver mig frem til historien. Jeg ved heller ikke, hvordan det slutter.

Der er altså ikke meget der er på plads inden hun begynder at skrive. Blot nogle punkter eller en forestilling om, hvordan bogen skal se ud. Hun forklarer, at det er en af grundene til at hendes bøger er så forskellige som de er. Formen finder hun efterhånden som historien folder sig ud og først når hun er kommet lidt over halvvejs, er præmisserne sat op og hun kan se, hvordan det skal ende. Hun skriver kronologisk, egentlig ikke bevidst, men sådan bliver det alligevel altid.

Det er meget få bøger, hvor jeg ikke er startet med starten, uden at vide at det er starten. Jeg tror kun at det var med Ingenmandsland, at jeg hele tiden kunne se, at der manglede et kapitel før. Det er faktisk den eneste jeg kan komme i tanke om. Ellers starter jeg bare et sted, og det ender altid med at blive starten. Nogle gange kan jeg godt se, at der mangler et kapitel mellem to kapitler og så bliver jeg nødt til at skrive det. Det er som regel fordi det er noget der ikke interesserer mig så meget, og så tænker jeg at det kan jeg godt springe over og vente med. Men det kan jeg så ikke, siger Kirsten Thorup og griner.

Et gennemgående kendetegn i hendes romaner er de altid helstøbte karakterer. De føles aldrig konstruerede, men som rigtige mennesker på godt og ondt. Kirsten Thorup fortæller at hun holder meget af at skabe personerne, som ofte er baseret på mennesker hun har mødt – enten i sin egen familie eller tilfældigt rundt omkring.

– Det er en blanding, for alle personerne er jo mig, men jeg bruger nogle personer som jeg kender eller bare har mødt en enkelt gang og så projicerer jeg mig selv ind i dem. Selv om jeg har virkelige personer som model for en karakter, så er det fiktionspersoner jeg skaber, fortæller Kirsten Thorup og forklarer nærmere;

– Personerne kan godt tage en uventet drejning under skrivningen og blive anderledes end jeg har forestillet mig. Jeg skriver dem frem. Jo mere jeg skriver om personerne, jo mere ved jeg om dem. Fx kan de reagere på en måde, som ikke stemmer med det jeg først havde skrevet, og så kan jeg pludselig se at det er forkert, sådan ville de ikke opføre sig. At skrive fiktion er en blanding af styring og det ubevidste.

Erindring om kærlighedKirsten Thorup laver ret meget research til sine bøger, selv om historierne bygger på ting hun har fra sit eget liv og andres, er der begivenheder og situationer der må undersøges nærmere. I sin seneste roman Erindring om kærligheden, der udkom i april, var der flere ting i historien om Tara og Siri, mor og datter, der krævede research. Hvor hun før i tiden måtte forbi Det Kongelige Bibliotek og slå op i gamle aviser, kan meget af researchen i dag laves ved computeren. Men der er visse ting, hvor Kirsten Thorup er nødt til at ”være i det” for at kunne skrive om det. Det gjaldt for eksempel rumænske hjemløse, som optræder i et par kapitler i bogen. Sammen med en tolk besøgte Kirsten Thorup Mariakirken på Vesterbro, hvor mange af de rumænske hjemløse opholdte sig samt flere af værestederne i København. Også COP15-mødet i København i 2009 lavede hun indgående research på, blandt andet ved at se en film om det der skete ved Bella Centret, hvor flere tusinder blev tilbageholdt ved en demonstration, samt ved at tale med nogle af de involverede.

Jeg laver research på det jeg ikke ved noget om. Finder alle de gode detaljer som virkeligheden har. Selvom det er fiktion og jeg godt kan lave lidt om på det, skal jeg alligevel vide, hvordan det var i virkeligheden for at kunne lave fiktion af det, forklarer Kirsten Thorup, der gang på gang bliver forbavset over, hvor megen imødekommenhed hun møder i sin research.

Tænk at folk gider at spilde tid på at snakke med mig, siger hun smilende.

JEG VÆNNER MIG ALDRIG TIL DET
Kirsten Thorup debuterede som forfatter i 1967 og har udover romaner skrevet både digte, noveller og dramatik til tv og teater. Hun er med andre ord en ret garvet forfatter. Alligevel føler hun ikke selv, at hun nogensinde vænner sig til at udgive bøger.

– Jeg bliver mere og mere nervøs med årene. Jeg synes faktisk det er ret hårdt at udgive. Det er klart det er hårdt inden man udgiver, for man kan jo aldrig vide om det går godt uanset hvad man har skrevet. Men det er hårdt, fordi det er en så ekstrem anden situation end det er at sidde og skrive alene, hvor man har en slags uskyld og kan skrive hvad der passer en. Men når det udgives skal man stå til ansvar for det man har skrevet. Det er ret hårdt.

Siden hun udgav sin første roman er der sket meget. Det er en helt anden verden. En helt anden offentlighed, hvor kendiskulturen er blevet en markant del af hverdagen også for forfattere. Tidligere var der ikke så mange interviews med forfattere og kunstnere i det hele taget. Hvis der var et interview, så var det fordi man havde fået en vanvittig god kritik i en avis, så det var en begivenhed der skulle følges op på.

– Der skete et skifte i midten af 1980’erne. Jeg kan huske, da jeg udgav Den yderste grænse, der ringede Politiken og ville gerne have et interview inden bogen var udkommet. Det turde jeg simpelthen ikke. Det var som om jeg skulle sælge skindet inden bjørnen var skudt, og det turde jeg ikke. Jeg spurgte om de ikke kunne lave det efter at den var udkommet, men det var de ikke interesserede i, så der kom aldrig et interview. Sådan har jeg det ikke i dag, men dengang var det første gang, at jeg mærkede skiftet i interessen.

I dag er der langt mere spot på forfattere og deres privatliv. Kirsten Thorup mener selv, at hun er heldig, at hun er gammel i gårde, og derfor nemmere kan afværge det – hun er heller ikke på de sociale medier – hvorimod det næsten kræves af yngre forfattere, at de er ”på” hele tiden.

– De fleste forfattere er introverte, det hører næsten med til jobbet. Derfor kan det godt være psykisk hård for nogle af os i tiden efter en udgivelse, selv om det nu er en fast del af arbejdet.

Jeg har tilbragt næsten to timer i selskab med Kirsten Thorup og vores snak er nået bredt omkring. Som forfatter in spe suger jeg til mig, og kan til sidst ikke lade være med at spørge hende, om hun har et par gode råd til os der drømmer om selv at skrive romaner.

For det første skal man skrive og man skal skrive meget. Og så skal man øve sig i at iagttage. Hvad for en lyd er der lige nu? Hvad er det for nogle farver? Alle bøger og alle genrer består af detaljer. Man skal ikke på forhånd censurere sig selv – hverken med om det er godt eller dårligt, eller om hvad man kan skrive. Man må ikke lægge bånd på sig selv eller begrænse sig selv på forhånd. Man skal ikke tage hensyn til om man er inspireret eller ej, man skal skrive for at øve sig i at skrive. Og så skal man have tid, men det ved jeg ikke hvordan andre finder, fortæller Kirsten Thorup med et smil.

Fakta
Kirsten Thorup (f. 1942)
Forfatter til både digte, noveller, dramatik og romaner – heriblandt Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Ingenmandsland (2003), Tilfældets gud (2011) og Erindring om kærligheden (2016). Hun har modtaget mange æresbevisninger blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1970-72, Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO’s Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris 2004.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord 5 – Morten Pape