Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er med sommerfugle i maven, at jeg går de få hundrede meter hen til lejligheden på Frederiksberg, hvor Kirsten Thorup bor. Selv om vi har boet i det samme nabolag i mange år, har jeg aldrig mødt hende – kun gennem litteraturen. Første gang var i 1984, da jeg 12 år gammel fik hendes roman Himmel og helvede i julegave. Fortællingen om den violinspillende Maria satte varigt aftryk i mig, ikke kun fordi den med sine 614 sider var den tykkeste bog jeg indtil da havde læst, men lige så meget fordi den lukkede mig ind i en voksenverden med personer så forskellige fra mit eget liv, hvilket efterfølgende fik mig til at snige mig ind i bibliotekets voksenafdeling og læse bøger som Hotel New Hampshire og Verden ifølge Garp.

Bøger fryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Bøger pryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeg træder ind i en stor solrig stue fyldt med bogreoler fra gulv til loft. Som inkarneret bogelsker er det svært at holde begejstringen tilbage. Her findes det hele. Gamle klassikere af Balzac, Dickens og Dostojevskij, nyere dansk og udenlandsk litteratur og fagbøger.

– Jeg kan godt lide at læse bøger. Det er det jeg gør, når jeg ikke skriver. Det hører med, synes jeg, til at være forfatter. Det er ligesom, hvis man ser sin egen roman som et hjem, så går man på besøg, når man læser andre forfatteres bøger, siger Kirsten Thorup.

Som barn læste hun kun tegneserier og ugeblade. Hendes far havde en kiosk, så hun havde alle magasinerne til rådighed, hun skulle bare lægge dem tilbage når hun var færdig, og undgå at spilde marmelade i dem. Kærligheden til bøger kom først senere.

– Jeg begyndte ikke at læse bøger seriøst før i mellemskolen. Jeg havde en veninde som læste alle de store klassikere. Jeg læste dem også men det var i et blad der hed Illustrerede Klassikere, som var tegneserier lavet over alle klassikerne som De elendige osv. Men så sagde min veninde, at det kunne man ikke være bekendt, man skulle læse bøgerne. Så det var hende der fik mig til at læse. Den første var Dostojevskijs roman Raskolnikov, derfor har jeg et særligt forhold til den.

Kirsten Thorup viser mig sit arbejdsværelse i forlængelse af stuen. Lyset strømmer ind fra hjørnevinduet, hvor der foran er placeret et lille og enkelt skrivebord. En bærbar computer, en printer, få stakke med papirer, et par bøger, nogle spiralhæfter og en fyldepen, er det eneste der pryder bordet.

Det er et dejligt arbejdsværelse, siger Kirsten Thorup og fortsætter; Det er faktisk første gang jeg har et arbejdsværelse.

Vi sætter os bagefter i det hyggelig køkken med kaffe og Kirsten Thorup fortæller, hvordan hun i starten af sin karriere skrev sine bøger i sengen, i hånden på en blok. Det var tiden inden computeren, mens skrivemaskinen stadig var stjernen i enhver forfatteres liv. Men ikke i Kirsten Thorups, hun havde tværtimod et lidt anstrengt forhold til skrivemaskiner. Hun havde taget et kursus i maskinskrivning, men gad ikke fortsætte fordi det var så kedeligt, så hun lærte aldrig tifingersystemet og skrev for mange fejl hele tiden.

Så jeg skrev i hånden. Jeg skrev det så rent på skrivemaskinen hver dag, for ellers var det umuligt at læse og rette i det. Det var en ret tung proces jeg havde dengang. Men jeg kunne kun skrive i sengen, så jeg stod heller aldrig op før klokken fire om eftermiddagen.

Hendes skrivevaner har ændret sig meget siden da, ikke mindst da hun i 1994 fik sin første computer. Modsat skrivemaskinen, er computeren blevet hendes vigtigste arbejdsredskab og i dag kan hun slet ikke undvære den, og skriver kun meget lidt i hånden nu.

Jeg er blevet så vant til at skrive på computeren, at det næsten er fremmed for mig at skrive i hånden, selv om jeg har skrevet så mange år i hånden. Nu gør jeg det næsten kun, hvis jeg har en passage som jeg ikke kan finde ud af at formulere, så har jeg brug for at have den fysiske kontakt, som man jo har med blyant og papir. Men det er ikke ret tit, forklarer Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

I de perioder hvor Kirsten Thorup er godt i gang med at skrive på en roman, ligner dagene hinanden. Hun skriver fra hun står op, for hun må ikke få noget fremmed i hovedet inden hun skal skrive. Derfor må hun også lade de daglige aviser vente. Hun fortæller, hvordan hun før i tiden måtte undlade at abonnere på Information og Politiken, som hun læser hver dag, fordi fristelsen ganske enkel var for stor, når de kom ind af brevsprækken. I dag lander de i postkassen nede i opgangen, hvilket gør det lettere at vente. Modsat tidligere, hvor hun begyndte dagens skriverier ved 7-8 tiden, begrænsede hun i arbejdet med den seneste bog Erindring om kærlighed, sin skrivetid til kl. 10-14 hver dag.

Det var rigtigt godt! Jeg bliver mere fokuseret, når jeg ikke bare har hele dagen flydende foran mig. Det bliver koncentreret fordi det er så kort, så jeg bliver heller ikke sulten og skal afbryde for at gå ud og tage en ostemad og sådan noget. Det har jeg været rigtig glad for, så det tror jeg, at jeg vil gøre igen, når jeg skal i gang med en ny bog. Så skal jeg heller ikke springe ud af sengen, men kan ligesom tage det med ro. Det passer mig godt, det kan jeg mærke, fortæller Kirsten Thorup.

At skrive en bog er en langsommelig proces for Kirsten Thorup, som mange gange er 3-4 år om at skrive en roman. Hun fortæller, at hun nogle gange kan skrive på begyndelsen af historien i op til et halvt år. Hun giver ikke sig selv daglige deadlines, for nogle dage går hun i stå eller hun tror ikke rigtigt på projektet og andre gange skal hun lige til en familiebegivenhed eller noget andet som giver en pause.

– Romanskriveri består for mig meget af pauser. Pauserne fylder mere end selve skriveriet. Der er mange dage, hvor man ikke kan skrive. De der dage, hvor man rigtig er i gang, er naturligvis de bedste, men hvor længe de kan vare, kan man ikke svare på.

Hun synes da også at det er vigtigt at holde pauser og holde fri, så der kan lades op. Men for hendes eget vedkommende går det ikke at holde fri mere end en enkelt dag, for så kommer hun for meget ud af historien og det dur ikke.

– Men jeg skal ud af lejligheden. For modsat andre som er på arbejde og synes det er dejligt at komme hjem, så har jeg siddet hjemme hele dagen og trænger til at kommer ud. Enten mødes jeg med nogen på en café eller jeg går også tit i biografen. Jeg kan godt lide at gå i biografen alene.

KirstenThorup2

Kirsten Thorup har ikke meget af historien på plads inden hun begynder skrivearbejdet. Hun skriver historien frem, fortæller hun. Foto: Mette Camilla Melgaard

JEG SKRIVER HISTORIEN FREM
I mit arbejde med denne serie af artikler, har jeg oplevet at det er meget få af forfatterne der starter (næsten) blankt, når de sætter sig til at skrive. De fleste har et groft skelet eller en synopse til deres historie. Men sådan arbejder Kirsten Thorup ikke.

Jeg arbejder ikke med plot, det har jeg aldrig gjort, det siger mig ikke noget. Det ville være en spændetrøje for mig. Når jeg starter, har jeg nogle personer, nogle gange kun en person, som jeg vil skrive om, og nogle begivenheder som jeg gerne vil have med, som jeg synes skal belyses eller beskrives. Og så er det et spørgsmål om, hvordan jeg kommer fra begivenhed til begivenhed. Jeg skriver mig frem til historien. Jeg ved heller ikke, hvordan det slutter.

Der er altså ikke meget der er på plads inden hun begynder at skrive. Blot nogle punkter eller en forestilling om, hvordan bogen skal se ud. Hun forklarer, at det er en af grundene til at hendes bøger er så forskellige som de er. Formen finder hun efterhånden som historien folder sig ud og først når hun er kommet lidt over halvvejs, er præmisserne sat op og hun kan se, hvordan det skal ende. Hun skriver kronologisk, egentlig ikke bevidst, men sådan bliver det alligevel altid.

Det er meget få bøger, hvor jeg ikke er startet med starten, uden at vide at det er starten. Jeg tror kun at det var med Ingenmandsland, at jeg hele tiden kunne se, at der manglede et kapitel før. Det er faktisk den eneste jeg kan komme i tanke om. Ellers starter jeg bare et sted, og det ender altid med at blive starten. Nogle gange kan jeg godt se, at der mangler et kapitel mellem to kapitler og så bliver jeg nødt til at skrive det. Det er som regel fordi det er noget der ikke interesserer mig så meget, og så tænker jeg at det kan jeg godt springe over og vente med. Men det kan jeg så ikke, siger Kirsten Thorup og griner.

Et gennemgående kendetegn i hendes romaner er de altid helstøbte karakterer. De føles aldrig konstruerede, men som rigtige mennesker på godt og ondt. Kirsten Thorup fortæller at hun holder meget af at skabe personerne, som ofte er baseret på mennesker hun har mødt – enten i sin egen familie eller tilfældigt rundt omkring.

– Det er en blanding, for alle personerne er jo mig, men jeg bruger nogle personer som jeg kender eller bare har mødt en enkelt gang og så projicerer jeg mig selv ind i dem. Selv om jeg har virkelige personer som model for en karakter, så er det fiktionspersoner jeg skaber, fortæller Kirsten Thorup og forklarer nærmere;

– Personerne kan godt tage en uventet drejning under skrivningen og blive anderledes end jeg har forestillet mig. Jeg skriver dem frem. Jo mere jeg skriver om personerne, jo mere ved jeg om dem. Fx kan de reagere på en måde, som ikke stemmer med det jeg først havde skrevet, og så kan jeg pludselig se at det er forkert, sådan ville de ikke opføre sig. At skrive fiktion er en blanding af styring og det ubevidste.

Erindring om kærlighedKirsten Thorup laver ret meget research til sine bøger, selv om historierne bygger på ting hun har fra sit eget liv og andres, er der begivenheder og situationer der må undersøges nærmere. I sin seneste roman Erindring om kærligheden, der udkom i april, var der flere ting i historien om Tara og Siri, mor og datter, der krævede research. Hvor hun før i tiden måtte forbi Det Kongelige Bibliotek og slå op i gamle aviser, kan meget af researchen i dag laves ved computeren. Men der er visse ting, hvor Kirsten Thorup er nødt til at ”være i det” for at kunne skrive om det. Det gjaldt for eksempel rumænske hjemløse, som optræder i et par kapitler i bogen. Sammen med en tolk besøgte Kirsten Thorup Mariakirken på Vesterbro, hvor mange af de rumænske hjemløse opholdte sig samt flere af værestederne i København. Også COP15-mødet i København i 2009 lavede hun indgående research på, blandt andet ved at se en film om det der skete ved Bella Centret, hvor flere tusinder blev tilbageholdt ved en demonstration, samt ved at tale med nogle af de involverede.

Jeg laver research på det jeg ikke ved noget om. Finder alle de gode detaljer som virkeligheden har. Selvom det er fiktion og jeg godt kan lave lidt om på det, skal jeg alligevel vide, hvordan det var i virkeligheden for at kunne lave fiktion af det, forklarer Kirsten Thorup, der gang på gang bliver forbavset over, hvor megen imødekommenhed hun møder i sin research.

Tænk at folk gider at spilde tid på at snakke med mig, siger hun smilende.

JEG VÆNNER MIG ALDRIG TIL DET
Kirsten Thorup debuterede som forfatter i 1967 og har udover romaner skrevet både digte, noveller og dramatik til tv og teater. Hun er med andre ord en ret garvet forfatter. Alligevel føler hun ikke selv, at hun nogensinde vænner sig til at udgive bøger.

– Jeg bliver mere og mere nervøs med årene. Jeg synes faktisk det er ret hårdt at udgive. Det er klart det er hårdt inden man udgiver, for man kan jo aldrig vide om det går godt uanset hvad man har skrevet. Men det er hårdt, fordi det er en så ekstrem anden situation end det er at sidde og skrive alene, hvor man har en slags uskyld og kan skrive hvad der passer en. Men når det udgives skal man stå til ansvar for det man har skrevet. Det er ret hårdt.

Siden hun udgav sin første roman er der sket meget. Det er en helt anden verden. En helt anden offentlighed, hvor kendiskulturen er blevet en markant del af hverdagen også for forfattere. Tidligere var der ikke så mange interviews med forfattere og kunstnere i det hele taget. Hvis der var et interview, så var det fordi man havde fået en vanvittig god kritik i en avis, så det var en begivenhed der skulle følges op på.

– Der skete et skifte i midten af 1980’erne. Jeg kan huske, da jeg udgav Den yderste grænse, der ringede Politiken og ville gerne have et interview inden bogen var udkommet. Det turde jeg simpelthen ikke. Det var som om jeg skulle sælge skindet inden bjørnen var skudt, og det turde jeg ikke. Jeg spurgte om de ikke kunne lave det efter at den var udkommet, men det var de ikke interesserede i, så der kom aldrig et interview. Sådan har jeg det ikke i dag, men dengang var det første gang, at jeg mærkede skiftet i interessen.

I dag er der langt mere spot på forfattere og deres privatliv. Kirsten Thorup mener selv, at hun er heldig, at hun er gammel i gårde, og derfor nemmere kan afværge det – hun er heller ikke på de sociale medier – hvorimod det næsten kræves af yngre forfattere, at de er ”på” hele tiden.

– De fleste forfattere er introverte, det hører næsten med til jobbet. Derfor kan det godt være psykisk hård for nogle af os i tiden efter en udgivelse, selv om det nu er en fast del af arbejdet.

Jeg har tilbragt næsten to timer i selskab med Kirsten Thorup og vores snak er nået bredt omkring. Som forfatter in spe suger jeg til mig, og kan til sidst ikke lade være med at spørge hende, om hun har et par gode råd til os der drømmer om selv at skrive romaner.

For det første skal man skrive og man skal skrive meget. Og så skal man øve sig i at iagttage. Hvad for en lyd er der lige nu? Hvad er det for nogle farver? Alle bøger og alle genrer består af detaljer. Man skal ikke på forhånd censurere sig selv – hverken med om det er godt eller dårligt, eller om hvad man kan skrive. Man må ikke lægge bånd på sig selv eller begrænse sig selv på forhånd. Man skal ikke tage hensyn til om man er inspireret eller ej, man skal skrive for at øve sig i at skrive. Og så skal man have tid, men det ved jeg ikke hvordan andre finder, fortæller Kirsten Thorup med et smil.

Fakta
Kirsten Thorup (f. 1942)
Forfatter til både digte, noveller, dramatik og romaner – heriblandt Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Ingenmandsland (2003), Tilfældets gud (2011) og Erindring om kærligheden (2016). Hun har modtaget mange æresbevisninger blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1970-72, Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO’s Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris 2004.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord 5 – Morten Pape

Daniel Dencik: Anden person ental

Anden person entalAnden person ental er en roman om en personlig katastrofe, fyldt med en smerte, der næsten er udholdelig, men som man ikke kan vende ansigtet bort fra.

Handling:
Alexander bor i København. Ekskonen bor i Stockholm sammen med deres 6-årige tvillingerne (en pige og en dreng). Skilsmissen var stille og rolig. De har fælles forældremyndighed over børnene, og Alexander pendler fast mellem de to byer hver anden weekend for at se dem. Det fungerer, selv om der naturligvis er et afsavn, når de ikke er sammen, men så meget desto mere fyldes tiden sammen med kærlighed. Men da han en dag er på vej til Stockholm for at møde dem, modtager han en sms fra ekskonen om at han først kan hente børnene dagen efter. Det bliver begyndelsen på et mareridt af kafkask format. Kvinden har fra den ene dag til den anden rejst falske anklager mod ham for vold og mishandling af børnene, og myndighederne fratager Alexander retten til at se dem. Han kæmper mod et system der lukker sig om moren og børnene, og tvinges til at stå hjælpeløs tilbage med en altoverskyggende sorg.

”Jeg prøver forsigtigt at søge efter en indgang, men alle veje ind er spærret af tavshed eller afslag, enten blanke, tyste overflader eller et had som jeg ikke ved hvor kommer fra, eller hvorfor bliver ved med at følge mig.”

Der sidder et skrig fast i halsen på mig næsten hele vejen igennem bogen. Et skrig fremprovokeret af lige dele vrede og sorg. Uretfærdighed og smerte fylder siderne, som alligevel rummer så megen kærlighed. Alexanders kærlighed til sine tvillinger. Hans far, søster og venners kærlighed til Alexander. Men det er magtesløsheden der er stærkes. Det gør voldsomt indtryk at følge myndighedernes bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, og den mur af tavshed og paragraffer Alexander hele tiden bliver mødt af. Man ødelægger en mand. Ødelægger to børn. Men man gør det efter reglerne. Det er så sindsoprivende og grotesk, at man næsten ikke kan fatte at det kan finde sted.

Anden person ental skabte en del debat da den udkom, fordi Daniel Dencik fortalte, at historien er baseret på hans eget private helvede, hvor han blev anklaget og siden frikendt, men alligevel ikke har set sine tvillinger i flere år. Horderne kritiserede, at dette er en ensidig historie og at vi aldrig får indblik i morens motiv (blot et par gæt undervejs fra Alexander). Og hvad så?, fristes jeg til at sige. Det er en roman – autofiktion om man vil – men det er ét blik ind i ét liv, og det ser jeg ikke som en svaghed.

Læserne inviteres med ind i mareridtet der strækker sig over et år. Alexander kæmper med sin sorgs dæmoner med tanker om både selvmord, bordførelse og terrorisme. Men gang på gang vender han tilbage til forsoning. Han vil ikke hade nogen. Teksten er krydret med øjebliksbilleder sammen med børnene – både fortidsscener og drømme. Der er smukke, rørende passager, hvor kærligheden er så tydelig at man næsten overvældes af ømhed, en ømhed der vil trøste, hver gang de kolde og telegramlignende svar fra myndighederne bryder teksten op.

Det er muligt (høst sandsynligt) at bogen er Daniel Denciks private nødråb. At det samtidig også er en kærlighedserklæring til hans børn, er der ingen tvivl om. En psykolog vil sikkert kalde det sorgarbejde. Men det er også litteratur der gør voldsom indtryk, og som bliver siddende i kroppen. Jeg længes efter at høre, hvordan det går, selv om jeg samtidig frygter svaret.

Anden person ental udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af Daniel Denciks novellesamling Grand Danois.

Daniel Dencik: Grand Danois

Grand DanoisMed novellesamlingen Grand Danois viser Daniel Dencik, at det er muligt at fortælle helstøbte historier med karaktere der betyder noget, på ganske få sider – det er der kun få der mestrer.

Handling: Ni noveller om ensomhed, kærlighed og om jagten efter meningen med livet. Vi møder blandt andet forfatteren, der rejser til Tokyo for at dø, en skilsmissedreng, der rejser til Frankrig for at finde sin far, en enlig løber der nedlægger kvinder og filminstruktøren der flygter fra sin egen film for at finde verdens bedste musik til den.

Novellen Trøst er baseret på delvis selvoplevede hændelser. I 2014 tog filminstruktøren Daniel Dencik sammen med en flok danske skuespillere til Ghana for at begynde optagelserne til spillefilmen Guldkysten (2015). Tilbage i Danmark er færdiggørelsen af filmen vanskelig. I klippeprocessen viser det sig svært at finde den rette rytme og ikke mindst den rette musik. Daniel Dencik kommer i tanke om en kvinde, han har mødt, flere år tidligere under Cannes-festivalen, som kender komponisten Angelo Badalamenti (står bl.a. bag temaet til Twin Peaks), der kan være løsningen på instruktørens hovedbrud. Det bliver til nogle begivenhedsrige dage i USA sammen med kvinden inden mødet med komponisten.

”Hvis ikke du tillader dig selv at være gået i stykker, kan du ikke starte forfra, det er okay, at alt i dit liv er i stykker, det er dér, det nye opstår, men trøst, sand trøst, findes kun, når du holder op med at søge den.” (fra Trøst)

Trøst er den af novellerne der ramte mig hårdest. Den viser, hvordan vi nogle gange bruger andre mennesker til egen vinding uden tanke for deres følelser, og hvordan man kan være utrolig ensom i selskab med andre.

Ensomhed er et gennemgående tema i alle novellerne – nogle steder mere tydeligt end andre. Karaktererne forsøger på forskellig vis at erstatte ensomheden med kærlighed – det vil sige deres nogle gange naive og lidt desperate version af kærlighed, som ofte er en forveksling med hvad der blot er en kort intimt kontakt med et andet menneske.

Det er ikke historier fulde af håb – faktisk bliver det hele bare lidt for sørgeligt, en linje bogen meget passende afsluttes med. Alligevel bliver jeg grebet af fortællingerne, og genkender mange af de følelser der fylder handlingen, og jeg tager karaktererne til mig. Jeg har taget mig selv i, flere dage efter jeg blev færdig med bogen, at tænke hvordan det mon er gået de enkelte personer.

At kalde Daniel Dencik for et af landets største kulturtalenter er ikke overdrevet. For udover hans digte, noveller, og romaner, har han skrevet filmmanuskripter, siddet i instruktørstolen på både spille- og dokumentarfilm samt ved klippebordet, og tilmed vundet priser for størstedelen af det. I 2014 udkom han med romanen Anden person ental, som vakte megen medieopsigt og blev rost af kritikerne for høj litterær kvalitet.

Med Grand Danois vil roserne uden tvivl fortsætte, for modsat hvad mange fejlagtigt tror, at det er lettere at skrive en kort fortælling end en roman, kræve det korte format så meget mere af forfatteren. Noveller er små øjebliksbilleder, hvor vi blot får et mikroskopisk glimt af et menneske og dets liv, og at få det til at give mening på så få linjer, kræver utroligt meget. Daniel Dencik gør det på fineste vis og får det til at se legende let ud.

Grand Danois udkommer i dag den 12. april.

★★★★☆

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker

Alt det jeg ikke huskerHvordan rekonstruerer man et mistet liv og findes der én sandhed om dette liv? Det forsøger sidste års vinder af den store svenske litteraturpris Augustprisen 2015, Jonas Hassen Khemiri at give svaret på i sin utrolig velskrevne roman Alt det jeg ikke husker.

Handling: Den 26-årige Samuel er død. Han kørte alt for hurtigt og endte i et træ. Måske var det selvmord, måske bare en tragisk ulykke. Samuel var en person som evigt forsøgte at fylde erfaringsbanken, men han var også ulykkelig. Ekskæresten, som muligvis var hans store kærlighed, Laide, havde gjort det forbi, vennen Vandad havde muligvis svigtet, og samme dag Samuel døde havde hans mormors hus stået i brand – et hus han havde ansvar for og som han havde forvandlet til et opholdssted for mennesker der havde brug for at gemme sig, et projekt der voksede ham over hovedet. En forfatter sætter sig for at rekonstruere Samuels liv ved at interviewe de efterladte, der kæmper om retten til den rigtige fortælling.

”[…] hvor hurtigt skal man køre for at overleve i nogens hukommelse, hvor tæt skal man være på døden for at være værd at forvandle til historie […]”

Alt det jeg ikke husker er en kærlighedsroman om kærligheden mellem to venner og kærligheden mellem en mand og en kvinde, og om hvordan de to forhold påvirker hinanden. Men det er også en bog om død, vold, penge og skyld, og frem for alt en fortælling om hvordan vores minder kan ændre historien.

I bogen afløser det ene vidnesbyrd det andet, nogle korte nogle længere, blot adskilt med en stjerne. Det er især bedstevennen Vandad og ekskæresten Laide, der får lov at fortælle hvad de husker. Vandad er muskelbundet der indkræver penge for en gangster, men som forsøger at skabe sig et almindeligt liv, hvilket venskabet med Samuel synes at være vejen til. Laide er en intellektuelle tolk og aktivist, som vil redde verden, men måske mere for sit eget rygtes skyld end af næstekærlighed. De har begge elsket Samuel på hver deres måde, og er tydeligvis jaloux på hinanden. De har kæmpet mod hinanden om hans opmærksomhed og kærlighed, og kæmper nu en indædt kamp om hvem han var og hvad det var der skete, ved at fremstille hinanden som upålidelige og dårligt selskab for Samuel.

Vandad, Laide og forfatteren selv udnytter alle Samuel på hver sin måde. Det er som om, at jo flere mennesker der bliver hørt, jo mere utydelig bliver Samuel. Han bliver den de andre projekterer frem. Ømhedstrængende, udsvævende, usikker, selvsikker, nærig, generøs, eftergivende og depressiv. Men ser de Samuel eller ser de egentlig sig selv? Lyver de bevidst eller husker de forkert?

Det er en bog med flere upålidelige fortællere. Vi får hele tiden nye lag af karaktererne og ser nye sider af Samuel gennem deres øjne og fortolkning. Alt er åbent for tolkning og gentolkning – ikke blot billederne af Samuel, men også Vandad og Laides billeder af sig selv og hinanden. Som læser inviteres man simpelthen med til at skabe konklusionen på fortællingen om hvem Samuel var og hvorfor han mistede livet.

Det er tydeligt, at Khemiri selv har bearbejdet en sorg gennem sit arbejde med denne bog, hvilket blot giver den endnu et lag. Har man tidligere læst nogle af hans bøger, aviskronikker eller teaterstykker, ved man at Jonas Hassen Khemiri er sprogets mester. I Alt det jeg ikke husker, er sproget enklere og mindre legende, styret af viljen til at fremstå næsten dokumentarisk. Alligevel bærer ordene hele verdner med sig omkring den der udtaler dem.

Alt det jeg ikke husker er en utrolig velskrevet og stærk roman, der kræver læserens fulde opmærksomhed, men belønningen er det hele værd.

Alt det jeg ikke husker udkommer i dag den 7. april.

★★★★★

Mord med Dan Turell

Dan Turell

Dan Turell ved skrivemaskinen med sin karakteristiske hat på.

I sommeren 2014 læste jeg fire af Dan Turells bøger fra den såkaldte Mord-serie, der består af 12 bind. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med hans skrevne ord – bortset fra et par digte, jeg vist læste i gymnasietiden, men de lå langt tilbage i hukommelsen.

Mit første møde med Mord-serien var de to filmatiseringer Mord i mørket (1986) og Mord i Paradis (1988, baseret på bogen Mord i Rodby), med Michael Falch i rollen som den navnløse journalist. På det tidspunkt tænkte jeg dog ikke over, at de var baseret på bøger af Dan Turell, som i min verden dengang blot var en lidt spøjs personage med sort neglelak, der optrådte i de kulørte magasiner. Men jeg kunne rigtig godt lide deres noir-kvaliteter, hvilket var ret uvant for danske film i 1980’erne, og jeg har sidenhen set filmene flere gange.

Jeg havde længe tænkt, at jeg burde læse Mord-serien, og finde ud af om jeg var enig i lovprisningen af Dan Turell. Og da jeg tilfældigt fik fire e-bøger (et medie jeg ikke er sikker på forfatteren ville have brudt sig om) i indbakken, var der ingen undskyldninger for at vente længere.

Turell Mord-serie1Overordnet handling: Seriens hovedperson er en unavngiven journalist der arbejder freelance for en fiktiv (men Ekstra Blad-lignende) københavnsk avis omtalt som Bladet, hvor han dækker kriminalstoffet. I hver bog indblandes han i en mordgåde og har selskab af de andre gennemgående karakterer politiinspektør Ehlers og chefredaktør Otzen fra Bladet.

Bøgerne er fyldt med så meget alkohol og cigaretter, at man næsten skal på afvænning efter sidste side er vendt. Men de er også fyldt med kærlighed til at drive rundt i byens gader (som oftest Vesterbro), og samtidig får vi fine billeder af venskaber mænd imellem samt af journalistens forhold til kvinder – især til hans store kærlighed, advokaten Gitte Bristol.

De fire bøger jeg læste var Mord på Malta (1982), Mord ved Runddelen (1983), Mord på markedet (1989, noveller) og Mord i San Francisco (1990), og jeg måtte bukke mig i støvet og deltager i lovprisningen. Jeg har fået stor respekt for den produktive forfatter, efter jeg gang på gang er blevet blæst omkuld af hans sprog og de levende beskrivelser af omgivelserne – hvad enten det er Malta, San Francisco, Nørrebro eller hans elskede Vesterbro.

Turell Mord-serie2

Dan Turell skaber samme stemning som vi kender det fra de store krimimestre Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Men hvor Hammett havde detektiven Sam Spade, og Chandler detektiven Phillip Marlowe, valgte Turell en anonym journalist. I dag er det ikke usædvanligt med en journalist i hovedrollen i en krimi tværtom, men mon ikke at Dan Turell var blandt de første, der førte journalisten frem på scenen?

Jeg mangler stadig at læse 8 bøger i Mord-serien, så måske skal de kommende fridage i påsken bruges på mordmysterier og eventyr i Dan Turells univers. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad han mon ville mene om Vesterbro anno 2016 – jeg er ikke sikker på, at han ville bryde sig meget om det.

Dan Turell (19.03.1946 – 15.10.1993)

Elizabeth Strout: My Name Is Lucy Barton

My name is Lucy BartonMy Name Is Lucy Barton er en kompleks fortælling om uperfekt kærlighed, fortalt i en usentimental tone.

Handling: I bagklogskabens lys og med en upålidelige hukommelse, ser en ældre Lucy Barton tilbage på fem nætter i New York i midten af 1980’erne. Lucy har været på hospitalet i tre uger med en udiagnosticeret sygdom efter at have fået fjernet sin blindtarm. Hun er væk fra sin mand og to døtre på fem og seks år, som hun desperat savner. Til hendes store overraskelse dukker hendes mor uventet op på hospitalet. De har ikke talt sammen i årevis, men nu sidder moren ved hendes seng. Lucy er en succesfuld forfatter, men hendes mors tilstedeværelse bringer minder fra barndommen frem – en barndom præget af fattigdom, misbrug og social udstødelse.

”So my mother left that day […] I have no idea if she kissed me goodbye, but I cannot think she would have. I have no memory og my mother ever kissing me. She may have kissed me though; I may be wrong.”

Elizabeth Strout slog for alvor sit navn fast med romanen Olive Kitteridge, som hun vandt en Pulitzser pris for. Bogen er i øvrigt lavet til en HBO mini-serie med en fantastisk spillende Frances McDormand i hovedrollen. Den kan varmt anbefales. My Name Is Lucy Barton, er lige som Olive Kitteridge, usentimental, trods barske omstændigheder. Lucys barndom er alt andet end rosenrød. I barndomshjemmet (der er onklens garage) er hun afskåret fra bøger, magasiner, tv og i et vist omfang også fra andre mennesker. Babysitteren var nogle gange hendes fars traktor, hvor hun blev låst inde. Det er hjerteskærende og man mærke den ensomhed som gennemsyrer meget af historien.

“Loneliness was the first flavour I had tasted in my life, and it was always there, hidden in the crevices of my mouth, reminding me.”

Besøget fra moren vækker nogle næsten barnlig side hos Lucy, og man kan ikke lade være med at tænke, at Lucys navnløse sygdom måske er psykosomatisk. Med moren siddende ved sin seng, mens hun kalder Lucy ved sit barndomskælenavn, forsvinder hendes ugelange søvnløshed. Lucy håber måske på en følelsesmæssig genforening med sin mor, men moren fortæller i stedet anekdoter om mennesker de engang kendte, hvis mislykkede ægteskaber og følelsesmæssige sammenbrud bliver en slags advarende fortælling til Lucy.

Historien handler om mor-datter-forhold, om følelsesmæssige fængsler, om fortidens betydning og om hvordan sandheden nogle gange findes i stilheden. Det er ikke en let roman, hvor alt er tydeligt. Der ligger meget mellem linjerne, og indimellem er det lidt svært at hitte rede i det hele.

My Name Is Lucy Barton udkom i februar. Den er desværre ikke udkommet på dansk.

★★★☆☆

Opdatering: Den 20. april 2017 udkommer bogen på dansk med titlen Mit navn er Lucy Barton.

Robert Galbraith: Ondskabens høst

Ondskabens høstOndskabens høst af J.K. Rowlings mandlige alias leverer for tredje gang en spændende, og denne gang mere bloddryppende, krimi om den enbenede detektiv Cormoran Strike og hans unge, kønne hjælper Robin Ellacott,

Handling: Robin modtager en mystisk pakke på kontoret, og opdager forfærdet, at den indeholder en kvindes afhuggede ben. Strike er mindre overrasket, men bekymret. Der er fire mennesker fra hans fortid, som han mener, kunne være ansvarlig – og Strike ved, at i hvert fald en af dem er i stand til at begå ubeskrivelig og langvarig vold. Da politiet udelukkende fokuserer på den ene mistænkte, som Strike bliver stadig mere sikker på, ikke er gerningsmanden, tager han og Robin sagen i egne hænder, og dykker ned i de tre andre mænds dystre og forkvaklede verdener. Men i takt med at flere rædselsvækkende gerninger finder sted, begynder tiden at løbe ud.

”Han forsøgte at lade være med at le og gemte ansigtet i kraven, men han kunne ikke undertrykke sin jubel. Dybt nede i hans lommer legede hans klistrede fingre med den gummiagtige brusk og huden som hendes øreringe – småplasticisvafler – stadig sad fast i.

De to første bøger Gøgens kalden og Silkeorm, var temmelig uskyldige krimier, der sendte stikpiller af sted til både modebranchen og forlagsverdenen. Men bøgerne var mindre drevet af forbrydelserne og mere af en kortlægning af det akavede forhold mellem den enbenede tidligere soldat, nu snushane og den unge wannabe-detektiv, der synes at være alt for køn til det alt andet end glamourøse job. Ondskabens høst er anderledes, mørkere. Ikke blot fordi hvert kapitel indledes med skiftevis sangtekstcitater og titler fra det amerikanske rockband Blue Öyster Cult, men også fordi historien denne gang er langt mere blodig end tidligere.

Plottet, der ledes af en blodtørstig seriemorder, som vi får lov til at komme helt ind i hovedet på, berører så ubehagelige emner som pædofili og den psykologiske lidelse ”Body integrity identity disorder”, hvilket er mennesker der ønsker at få amputeret raske legemsdele. Der bliver gravet i både Cormorans og Robins fortid, som viser sig at være langt mere dyster end mange af os nok havde regnet med.

Forholdet mellem Cormoran og Robin, der er i fuld gang med at forberede sit forestående bryllup, får stadig meget plads som sidehistorie – måske lidt for meget. Det ville ikke have gjort bogen dårligere at blive skåret med 50-60 sider, for nogle steder er den en smule langtrukken, når vi for 117 gang (overdrivelse, men alligevel) hives med på overvågning samt med på diverse caféer, hvor der indtages øl og måltider.

Men, Robert Galbraith skriver godt og medrivende, og mod slutningen tilgiver man det indimellem lidt træge tempo. Jeg glæder mig allerede til læse mere om Cormoran og Robin, så lad os håbe at J.K. Rowling ikke bruger alt sin tid på en ny Harry Potter-bog.

Ondskabens høst udkom den 10. februar.

★★★★☆

Lone Aburas: Det kommer til at ske

Det kommer til at skeMed Det kommer til at ske, giver Lone Aburas et fint indblik i teenageren Henrys alt andet end almindelige drengeliv, men mod slutningen bliver jeg alligevel lidt skuffet.

Handling: Henry er lidt af en enspænder, har ikke rigtig nogle venner på skolen, ja altså bortset fra Alma, men hun er mere stalker end ven. Hans mor sidder ofte og stirrer ud af vinduet i timevis. En dag går hun ud i søen og drukner sig. Henrys far går i sort og overlader Henry til sig selv. Han begynder at gå hos psykolog-John, og får også en bedsteven Adam. Men livet bliver ved med at give Henry knubs. Adam sendes væk og Henrys far, der pludselig er ”vågnet op” som dommedagsfanatiker, rejser til USA for at leve med ligesindede. Henry klarer sig ved hjælp af terapi og begynder at skrive. Hans terapeut opfordrer ham til at sende sine skriverier til en forlægger og med hjælp fra terapigruppe-vennen Leo, får Henry udgivet en roman om sin frygtelige barndom og bliver en succes.

”På trods af, at jeg uddybede og forklarede, at psykolog-John mest var for de elever, hvis forældre var fucked up, registrerede han det nærmest ikke, men så ud til at være mere optaget af, om Bukhara var regionshovedstad i Usbekistan eller en luksusrestaurant i Delhi.”

Det kommer til at ske præsenteres fra forlaget som en historie om en ung mand, der har haft den dårligste barndom, men som succesfuld skriver om den ved at lyve den slemmere, og derefter bliver konfronteret med det. Et både interessant og ret morsomt anslag.

Og det begynder da også godt – på tragisk vis – med Henry der bliver overladt til sig selv fordi hans depressive mor dør og faren forskanser sig med frysepizzaer, snacks og serier på Netflix i sit soveværelse. Stakkels Henry. Da han bliver bedstevenner med klassens nye dreng Adam, lysner det lidt for Henry. Men drengenes tid sammen, hvor de går i skole, ser film på computeren mens de inhalerer kamilleblomster gennem en vaporizer, bliver ret hurtigt trivielt.

Historien rummer de klassiske træk for en teenagekomedie – håbløse forældre, en solid bedsteven og wingman, pigeforviklinger og lidt komisk psykologsnak. Bevares, der er da sjove og spøjse scener i bogen, som fx da Henrys depressive mor spiller død på stuegulvet; hans far undersøger hende med Henrys legetøjslægesæt, og sammen graver de et hul til hende i haven. Men det er ikke nok til at jeg kaster armene i vejret og siger fantastisk.

Tonen er usentimental og ganske fin. Sproget er ungdommeligt og ”street” agtigt, hvilket vist henvender sig mere til teenagedrenge og unge mænd end til en kvinde på 40+ år. Faktisk tror jeg, at bogen vil være en glimrende, lærerig og underholdende ungdomsroman. Men for mig er de 176 sider hurtigt læst – og glemt.

Det kommer til at ske udkom den 29. januar.

★★★☆☆

Dorthe Nors: Spejl skulder blink

Spejl skulder blinkDorthe Nors skriver morsomt og rørende om 40-årige Sonja, der ikke kan finde ud af at skifte gear – hverken i kørelærerens bil eller i livet.

Handling: Sonja bor alene i København. Hun kan ikke skrifte gear. Måske kan hun slet ikke lære at køre bil. Hun er ældre end de andre på køreskolen, og hendes kørelærer Jytte har så meget på hjertet, at hun ikke har tid til at lære Sonja om gearskiftet, hun ordner det bare for hende (på sjette måned), for Sonja skal jo også nødig ødelægge bilen. Sonja oversætter svenske krimier og går til massage hos Ellen, som tydeligt kan mærke problemerne hobe sig om i hendes bindevæv. Hjemme i Jylland går Sonjas søster rundt og vil ikke tage telefonen, men Sonja er er fighter. Det har hun altid fået at vide, og en dag får hun endelig samlet sig mod til at skifte kørelærer. Kan man for fanden ikke bare lære at køre bil?

”Der går en sti i kornet. Kornet når højt over hovedet, det er rug. Nogle strå har lagt sig ind over stien. Den er hemmelig og startede som et sprøjtespor. En fod kunne lige finde vej, og det gjorde den. Bagefter handlede det om at følge kornet. Man måtte kun gå, hvor kornet i forvejen bøjede. Ved kun at gå der kunne man lave stien så hemmelig, at man næsten ikke kunne se den.”

Spejl skulder blink er en fin og poetisk fortælling om den høje, ranglede eksiljyde Sonja. Sonja gør ikke meget væsen af sig, er ikke speciel god ude omkring andre mennesker og sås lider hun af positionssvimmelhed, der får verden til at tilte, hvis hun bevæger hovedet alt for meget.

Faktisk har Sonja det generelt lidt svært, for hun kan ikke helt finde ud af det med livet, og derfor lader hun gang på gang andre tage styringen. Sonja lever af at oversætte romaner af den barske svenske krimiforfatter Gösta Svensson, og det luger jo lidt af spænding, men Sonja står temmelig stille i livet. Hun længes efter mere i tilværelsen, men alt synes at være en lidt for stor udfordring – blandt andet det med mændene, som Sonja heller ikke kan finde ud af.

Hele bogen er spækket med symboler og er alligevel så konkret. Historien krydres med små tilbageblik fra Sonjas ungdom i den lille provinsby Balling. Sonja er en karakter men kommer til at holde af, selv om hun indimellem får mig til at krukke tær, tror jeg at mange af os kan genkende elementer af os selv i hende.

Det er underligt, at Dorthe Nors ikke er et større forfatternavn i Danmark – i USA har de for længst anerkendt hende – men med Spejl skulde blik tror og håber jeg, at rigtig mange endelig vil få øjnene op for hendes mesterlige måde, at fortæller om det ualmindelige almindelige.

Spejl skulder blink udkom den 2. februar.

★★★★☆

Robert Galbraith: Silkeorm

SilkeormI denne julegavetid tænker jeg, at det vil være passende at gøre opmærksom på nogle af de bøger, der har givet mig store læseoplevelser. Denne gang vil jeg anbefale en spændende og stilsikker krimi fra 2014 skrevet af J.K. Rowlings alias Robert Galbraith. Det er anden bog om den etbenede veteran, detektiven Cormoran Strike.

Handling: Comoran Strike holder live i sit lille detektivbureau med velbetalte job for skilsmissetruede, bedragne overklassefolk. Alligevel indvilliger han i at hjælpe den gråhårede og fattigtudseende kvinde Leonora der møder op på hans kontor, og vil have ham til at finde sin forsvundne forfattermand, Owen Quine. Efterhånden som Strike efterforsker sagen, bliver det klart, at der ligger mere bag Quines forsvinden, end hans kone tror. Forfatteren har netop lagt sidste hånd på et manuskript, der rummer giftige portrætter af stort set alle han kender. Hvis romanen bliver udgivet, vil den ødelægge adskillige liv, så der er mange, der har god grund til at gøre Quine tavs. Da Strike findes ham myrdet under bizarre omstændigheder, bliver det en kamp mod uret for at forstå den brutale morders motiver.

“Selv gennem overfrakkens tykke uld kunne han lugte noget andet; noget, som det kraftige industrikemikalie ikke kunne overdøve, sødt, modbydeligt og harsk: lugten af rådnende kød.”

Et makabert mord bliver indgangen til en litterær labyrint betændt med had, kærlighed og jalousi blandt forfattere og forlagsfolk. Det er modbydeligt dragende og fyldt med interessante, forkvaklede bipersoner. Strike humper rundt på sin ømme knæstump i det kølige London for at få tankerne væk fra ekskæresten Charlotte, og hans assistent, Robin bliver mere og mere betaget af detektivarbejdet til stor frustration for hendes forlovede, Matthew. Silkeorm har det hele – en god historie, et gennemtænkt plot, og helstøbte, komplekse karakterer i form af hovedpersonerne Comoran Strike og Robin Ellacott. De er ”rigtige mennesker” på godt og ondt, og man knytter sig til dem.

Det er en god idé at rydde kalenderen før du går i gang med Silkeorm, for du lægger den ikke før sidste side er vendt. Rowling/Galbraith skriver i et levende sprog og benytter sig af både klassiske og moderne spændingselementer i fortællingen. Det er utrolig velskrevet og begavet underholdning på højt plan.

★★★★★

Jeg glæder mig allerede til tredje bind om Commoran Strike, Onskabens høst, der udkommer den 10. februar 2016.