Det er hjerteskærende og næsten uudholdeligt at læse Naja Marie Aidts sorgbog, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Smerten er meget nærværende.
Naja Marie Aidt skriger, hæst og vanvittigt, græder og går helt i stykker, da hendes 25-årige søn Carl dør den 16. marts 2015. Han springer ud fra et vindue på fjerde sal under en stof-udløst psykose. Han har så mange brud i kroppen, at han ikke står til at redde. En respirator holder ham i live nogle dage, til han kan erklæres hjernedød og hans organer kan doneres hvorefter der endelig kan slukkes for livssupporten.
Det er disse ekstra dage, der giver falsk håb til familien, selv om de inderst inde godt ved at Carl ikke længere er den Carl de kender og elsker, der gør det hele endnu mere frygtelig. Det trækker smerten til et uudholdeligt niveau, og Naja Marie Aidt skriver det råt og usødet.
”Jeg læser politirapporterne, og jeg læser obduktionsrapporten, og folk siger, at jeg ikke må pine mig selv med at læse disse rapporter. Men jeg læser manisk hvert vidneudsagn, jeg læser om brud og dødsårsag, jeg læser om blodet på gaden, blodet der løber ud af din mund, jeg læser om dit hjerter, der stadig slog […] jeg læser det hele om og om igen, fordi jeg vil forstå hver eneste detaljer, som handler om, hvad der er sket dig. Jeg må vide, hvad der er sket dig. Selvfølgelig må jeg vide, hvad der er sket dig. Du er mit barn. ”
Det er en hurtigt læst bog på blot 156 sider, bygget op omkring små tekststykker, hvoraf noget bliver gentaget, som forstærker indtrykket af en mor i sorg, der må gentage ting igen og igen for at forstå det. Noget tekst er skrevet som digte, og så bliver der citeret og genfortalt, hvad andre forfattere har sagt om sorg, død og kærlighed.
De mange citater af andres ord er efter min mening bogens svaghed. Jeg vil langt hellere høre Naja Marie Aidt sætte egne ord på sin sorg, men måske er det hele pointen? Hun har ikke haft ord til at udtrykke sin sorg? Men det kan man jo ikke bebrejde hende.
Sammenligner man med andre bøger om sorg og om at miste, har jeg dog haft større oplevelser af at læse Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande, Joan Dideon Et år med magisk tænkning og Blå timer samt Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live.
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udkom den 24. marts.
★★★☆☆