Banesår er femte og sidste bind i Thomas Engers krimiserie om journalisten Henning Juul. Desværre er slutspurten ikke lige så spændende som de tidligere bøger.

Handling: Henning Juul sidder i en båd ude på en lille sø. En mand med et våben i hænderne sidder over for ham. Ved mandens fødder ligger et lig, som snart skal smides i vandet. Henning er sikker på, at han skal lide samme skæbne. Og han ved, at det er hans egen skyld. Det er lidt over to år siden, Henning mistede sin søn i en brand, og lige siden har han kæmpet med gåden om, hvem der satte ild til lejligheden, hvor hans og Noras søn omkom. De spor, Henning følger, fører nu endelig til et svar.

Over fem bøger har vi ventet på at få løst gåden om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og kostede hans søn livet. Det har været en spændende rejse, der i de fleste tilfælde har skubbet mig helt ud på stolekanten. Men der er mange tråde der skal samles i sidste bog – måske lidt for mange. I hvert fald bliver det næsten lidt uoverskueligt at holde styr på de mange navne der bliver slynget rundt, og hvad deres forbindelse er til den ene og den anden.

”[…] råbte hun. Hun fik ikke noget svar. Det fik hende til at gå nogle skridt hen mod stuen. Hun skubbede døren helt op og standsede som ramt af lynet. Tabte nøglerne. Tabte håndtasken. Og så begyndte hun at skrige.”

I Banesår begynder vi med slutningen. Henning sidder i en båd og venter på at blive slået ihjel, og derefter præsenteres vi for hændelserne der har ledt frem til, at vi nu befinder os midt på en skovsø med mørkt vand. En cliffhanger på første side…allerede der fornemmer man, at alt ikke er som det burde være. Den fremdrift der kendetegner de tidligere bøger er forsvundet. Grundstoffet i historien er blevet for tungt, og forfatteren må ty til billige tricks med mange drab og mordforsøg undervejs, for at holde læserens interesse.

Det gennemgående plot i bøgerne frem til nu, har været imponerende. Som læser har man fået mange ledetråde undervejs, som har knyttet sig til andre, og persongalleriet har været både interessant og troværdigt. Hver gang jeg har været færdig med en af de tidligere bøger, har jeg utålmodigt ventet på den næste. Men klimakset i sidste bog efterlader mig med en flad fornemmelse, og jeg kan ikke lade være med at være en smule skuffet. Det er en lidt trist afslutning på et ellers imponerende arbejde Thomas Enger har præsteret med de fire første bøger Skindød, Fantomsmerte, Blodrus og Våbenskjold.

Banesår udkommer i dag den 28. januar.

★★★☆☆