Ebba Witt-Brattström: Århundredets kærlighedskrig

Aarhundredes kaerlighedskrigÅrhundredets kærlighedskrig, er en skilsmisseroman – et ægteskabs dødsdans. Men det er også en belysning af, hvor dårlige kår ligestillingen har det i tosomheden anno 2016 når dørene lukkes. Det er godt. Det er alvorligt godt!

Handling: To navnløse intellektuelle – Hun arbejder i Ligestillingsministeriet, Han har en topstilling i en styrelse. Et livslangt ægteskab, hvor de engang elskede hinanden. To forskellige opfattelser af kærlighed bliver til en langvarig krig, hvor ordene til sidst løber ud.

Romanens form og til dels indhold, er tydeligt inspireret af August Strindbergs Dødsdansen og Märta Tikkanens selvbiografiske ægteskabsskildring Århundredes kærlighedseventyr – bogen er da også dedikeret til dem begge. Gennem dialog følger vi kløften mellem ”hun” og ”han” blive afgrundsdyb.

”Han sagde:
Kvindens opgave er at være
solen og varmen i mandens liv.
Det pludselige vejrskifte
i mit ægteskab er mig en gåde.

Hvor blev solen af?

Hun sagde:
Solformørkelsen indtrådte
som følge af
atmosfæreforgiftning.”

Litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström har skrevet flere fag- og debatbøger og har siden ungdommen været politisk engageret med feministisk fortegn. Århundredets kærlighedskrig er hendes skønlitterære debut, og skabte mange overskrifter hjemme i Sverige allerede inden romanen kom på gaden. Grunden til balladen var den mindre pæne og meget offentlige skilsmisse fra den tidligere sekretær ved Svenska Akademien, forfatter Horace Engdahl, som hun var gift med i 25 år, og som medierne mente bogen handlede om. Og da hun selv har kaldt bogen for ”et posttraumatisk bearbejdningsprojekt”, er det jo en nærliggende teori.

Det er måske ikke forfatterens eget liv der er inspirationskilden, egentlig er det uden betydning, for Ebba Witt-Brattström skildrer mange kvinders virkelighed i historien om et forhold i opløsning, hvor kærligheden bliver til skuffelse og måske ligefrem had. Samtidig er det en historie om en kvinde der er blevet udsat for overgreb af både psykisk og fysik karakter. Man fatter sympati for romanens kvindelige stemme som er skarp, klog, sarkastisk, indsigtsfuld og tilmed forstående med mellemrum, hvorimod han er opblæst og ofte aggressiv – et rigtigt svin, hvis jeg skal sige det lige ud.

Sproget, rytmen, vreden og sorgen findes i ordene og de mærkes og genkendes, også selv om jeg aldrig har levet i et voldeligt forhold med en selvoptaget mand, hvis syn på kvinder virker som et levn fra 1800-tallet. Jeg slugte bogen på få timer og den sidder stadig i mig.

Århundredets kærlighedskrig udkommer i dag den 16. september.

★★★★★


RELATERET LINK

Læs min anmeldelse af Horace Engdahls “modsvar” til ekskonens roman, Den sidste gris.

Horace Engdahl: Den sidste gris

Den sidste grisDet mangeårige medlem af Det Svenske Akademi, litteraten Horace Engdahl, kommer med provokerende, kloge og delvis svinske betragtninger om mænd, kvinder, livet og kunsten i sin roman Den sidste gris.

Litteraturen er ikke til for at slå ting fast, men for at skabe røre og sætte ting i gang”, udtalte Horace Engdahl i et interview på SVT i foråret. Og man må sige at han skabte røre med Den sidste gris, da bogen udkom kort tid efter at ekskonen Ebba Witt-Brattströms debutroman Århundradets kärlekskrig, havde skabt overskrifter i de svenske aviser. Hendes roman er baseret på deres ægteskab igennem 25 år, der endte i en bitter skilsmisse i 2014 og Den sidste gris blev som andet akt i et meget offentligt skilsmissedrama, hvor den ene råber ”Du er dum!” og den anden svarer ”Det er du også!” – et privat skænderi i litteraturen, om man vil.

”Ejendommeligt! Først er der to væsener som begge er fuldkomne og smukke efter deres begavelsers udstrækning. Så forenes de i kærlighed, vokser sammen, bliver ét kød, som der står i Bibelen. Så rives de fra hinanden af uoverensstemmelser. Så opstår der overraskende nok to uhyrer, slet ikke to fuldkomne og smukke væsener som det logisk set burde være. Forklar det hvem der kan!”

Bogen er inddelt i to; Levninger samt Manden på bådebroen. De første godt 200 sider er et udvalg af fragmenter – nogle af dem aforismer – over temaer som modsætningerne mellem mænd og kvinder, litteraturen og livet. Anden del af bogen er en ensom monolog. Han skriver om det han afskyr, elsker og det han er bange for. Der er en underliggende mørk grundstemning hele bogen igennem, og selv om der findes enkelte sjove og enkelte tankevækkende betragtninger, er der også floskler med vemodige og melankolske overvejelser mellem de kloge og ikke mindst provokerende udtalelser.

Horace Engdahl er kendt for at skrive tekster der provokerer og irriterer sten i skoen, og feministen i mig bliver da også forbandet flere gange – hans kvindesyn er virkeligt langt ude. Men jeg bliver næsten mere forbandet over, at det indimellem fremstår som skrevet netop blot for at provokere. Først når det handler om sorg, ensomhed og den store kærligheds forlis føles ordene ægte og rammende.

Den sidste gris udkom 1. april.

★★★☆☆

Det skal lige nævnes at Ebba Witt-Brattströms omtalte debutroman Århundredets kærlighedskrig, udkommer på dansk den 16. september.