Copenhagen Crime – ny bogmesse for krimifans

I den kommende weekend slår bogmessen Copenhagen Crime dørene op for første gang. Krimifestivalen finder sted i Østerbrohuset, hvor der vil være fem scene og besøg af forfattere, retsmedicinere, politifolk og mange andre fra både fiktionens og virkelighedens krimiscene.

Jeg interviewer Leonora Christina Skov om hendes roman Hvor intet bryder vindenBlå scene lørdag d. 11. juni kl. 13.20 – kig endelig forbi.

Cph Crime

Du kan blandt andet finde det trykte program for Copenhagen Crime på biblioteket. Foto: Mette Camilla Melgaard

Du kan finde hele weekendens program på Copenhagen Crime. Læs mit interview med Leonora Christina Skov i artikelserien om Forfatterens skrivebord samt min anmeldelse af hendes roman Hvor intet bryder vinden.

 

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Hvor intet bryder vindenHvor intet bryder vinden er en sanselig roman med suspense-elementer, men frem for alt er det en række fine portrætter af syv, på overfladen, meget forskellige mennesker, der hver især gemmer på en hemmelighed.

Handlig: Syv danske kunstnere og forskere får et frit arbejdsophold af en gådefuld velgører på den ubeboede ø, Stormø, der ligger råt og isoleret ved Esbjerg. Alle glæder de sig til en måned væk fra alting, men allerede da de indlogeres i et glashus uden kontakt til omverdenen og uden mulighed for at komme væk, bliver stemningen anspændt. Da en af dem forsvinder og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt.

”Hvad sker der, når man sender syv mennesker med liv på samvittigheden ud på en øde ø en måned? Rigtigt gættet. De slår sig selv og hinanden ihjel i løbet af få dage.”

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Leonora Christina Skovs forfatterskab, men lad mig med det samme sige, at jeg helt sikkert skal se nærmere på hendes bagkatalog efter at have nydt at læse Hvor intet bryder vinden.

Det tog mig ikke lang tid at gennemskue det overordnede plot. Alligevel blev jeg tryllebundet af de syv personers livshistorier, der præsenteres løbende i fortællingen på fin og naturlig vis. Måden deres historier og hemmeligheder flettes ind i hinanden og danner en større historie om svigt, kærlighed, udnyttelse og besættelse, samtidig med at glashuset med naturen rasende udenfor næsten lader en agorafobisk stemning snige sig ind på en, får alle mulige følelser til at køre rundt i kroppen. Hold nu op det er godt skruet sammen.

Det er hverken en klassisk krimi eller thriller Leonora Christina Skov har skrevet, for selv om uhyggen spreder sig efterhånden som en forsvinder og en anden dør, er det ikke det vigtigste i historien – og man får heller ikke svar på alle mysterierne når plottet åbner sig op mod slut, hvilket jeg godt kunne have ønsket mig. Men fortællingens kerne er personernes valg og ikke mindst deres egoisme, som sætter tanker i gang og hænger ved længe efter man har lukket bogen efter sidste side.

Hvor intet bryder vinden udkommer i dag den 28. april.

★★★★☆