Ian Rankin: Gamle fjender

Rankin, Rebus og gamle fjender, er tilbage og skuffer ikke. 30 år efter den første bog udkom, guider Ian Rankin os stadig rundt i Edinburghs underverden med sikker hånd.

Handling: Den nu pensionerede John Rebus har endnu ikke vænnet sig til at han ikke længere er politimand. Et 40-årigt gammel mord på den smukke, promiskuøse Maria Turquand gnaver som en sten i skoen på ham. Hun blev myrdet på et fashionabelt hotel samme nat som en berømt rockstjerne og hans følge overnattede der og mordet er stadig uopklaret, hvilket naturligvis er for godt til at Rebus kan lade være med at stikke næsen i den gamle sag. Samtidig ligger Edinburghs underverden i åben krig. Den unge opkomling Darryl Christie, gør krav på tronen, men et ondskabsfuldt overfald efterlader ham svækket og sårbar. Har den gamle gangsterboss Big Ger Cafferty virkelig ladet sig pensionere eller afventer han blot slagets gang mellem de unge kumpaner?

”Skikkelsen fyldte døråbningen som en silhuet mod natriumlyset i gadelygterne. Armen huggede til nedad, og Arnott vaklede baglæns, da hammeren ramte hans kranium. Det tågede ud for ham, og knæene gav efter. Han var ved at rejse sig, da hammeren ramte ham igen.”

Det er som sagt 30 år siden den første bog om John Rebus, Knots & Crosses (Blodbrødre), udkom, og har man læst de efterhånden 20+ bøger der er udgivet i serien, er det som at mødes med gamle venner, når man læser om John Rebus og hans gamle makker Siobhan Clarke, ja og også Malcolm Fox, som er det nyeste medlem af familien. Jeg kan se Edinburgh for mig, og selv om jeg aldrig har sat fod der, virker det alt sammen velkendt og på en sær måde trygt.

Rebus er nu i 60’erne og helbredet skranter efter et liv med for meget røg og alkohol, hvilket han derfor ihærdigt forsøger at lægge på hylden. Men hovedet fejler ikke noget og det gør hans nysgerrighed heller ikke. Den gamle sporhund kan ikke nøjes med at gå tur med hunden og hygge sig med sin kæreste, retsmedicineren Deborah Quant, og det varer da heller ikke længe før hans prikken i den gamle sag viser sig at have forbindelse med nye hændelser. Samtidig får politiet brug for hans viden og forbindelse til Big Ger Cafferty, så trods pensionistrollen, har både Rebus og politiet svært ved at undvære hinanden.

Det samme gælder det trekløveret Rebus, Clarke og Fox. Trods deres til tider rå omgangstone, er det tydeligt at de alle holder af hinanden. I den forrige bog Vilde køtere, begyndte Clarke og Fox at se en del til hinanden, men en forfremmelse af Fox (som i hans øjne var en bortvisning) pustede koldt luft mellem dem, men Rebus er limen der holder dem sammen. Jeg kan godt lide, at forholdene mellem hovedpersonerne ikke er rosenrøde og ukomplicerede, for sådan er livet ikke, og det er en af Ian Rankins styrker. Han skriver om rigtige mennesker. Og så er han vanvittig god til at skrue et plot sammen, som holder læserens interesse fast til sidste side.

Gamle fjender udkommer i dag den 10. marts.

★★★★☆

VIND BOGEN
Du har mulighed for at vinde et eksemplar af Gamle fjender – alt du skal gøre er at besvare følgende spørgsmål i kommentarfeltet:

I hvilken by foregår Ian Rankins bøger om John Rebus?
A: Eastbourne   B: Edinburgh   C: Exeter

Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar i kommentarfeltet, da jeg skal godkende det manuelt.

Jeg offentliggøre vinderen på mandag den 13. marts på KulturXpressens Facebookside, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til Forlaget Klim for at sponsorere bogen til konkurrencen.

RELATERET LINK
Læs mit interview med Ian Rankin

Adventskalender 3

Tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender er klar. Foto: Mette Camilla Melgaard

Tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender er klar. Foto: Mette Camilla Melgaard

I tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender handler det om en signeret bog…eller tre. Lige som mange andre ivrige læsere, synes jeg det er sjovt at få forfatteren til at signere sin bog, og jeg har efterhånden ret mange bøger med mere eller mindre læselige forfatterkragetær i – ja jeg har endda flere af samme forfatter. De fleste har jeg fået signeret i forbindelse med et interview jeg har lavet med forfatteren, og her er der flere små sjove historier – jeg vil fortælle et par stykker af dem i dag.

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard

På Strand Hotel en regnfuld dag
I efteråret 2008 lavede jeg et portrætinterview med filminstruktøren Niels Arden Oplev. Han havde nemlig fået til opgave at filmatisere Stieg Larssons fantastiske bog Mænd der hader kvinder, som havde slået benene væk under mig, da jeg læste den fire år tidligere. Nu ventede vi alle med tilbageholdt åndedræt på premieren i februar 2009.

Jeg skrev flere artikler om den længe ventede film, og talte blandt andet med manuskriptforfatterne Nikolaj Archel og Rasmus Heisterberg, der havde haft det store (og i mine øjne temmelig skræmmende) arbejde, med at forvandle Larssons bog til manuskript.

Men det var en helt anden oplevelse, der skulle forblive tydeligt i erindringen, nemlig da jeg en regnfuld dag fløj til Stockholm for at interviewe skuespilleren Michael Nyqvist, der spiller hovedrollen som Mikael Blomqvist.

Vi var en lille håndfuld journalister fra Norge, Finland og Danmark, der var inviteret til seancen på det fornemme Strand Hotel. Som nogle af de allerførste, fik vi lov til at se de første 30 minutter af filmen (som på det tidspunkt endnu ikke var klippet helt færdig), hvor efter vi hver især fik 30 minutter alene med Michael Nyqvist på et af hotelles fineste værelser med udsigt til vandet i Nybroviken. Jeg var den sidste journalist han skulle tale med og fik at vide, at han lige skulle have en lille pause inden han var klar.

Da jeg blev vist ind i værelset, lå han til min overraskelse på sengen. Jeg spurgte naturligvis straks om han var okay – jeg har aldrig oplevet et liggende interview, så tænkte at det her ikke var normalt. Om det var mit bekymrede udbrud om hans velbefindende eller hans overraskelse over at jeg taler svensk, ved jeg ikke, men tonen var fra starten meget venskabelig.

Jeg havde min slidte paperback af Mænd der hader kvinder i min taske, og da vi nærmede os slutningen på, hvad der mere havde føltes som en venskabelig snak over en kop kaffe i næsten en time (!) end et interview, spurgte jeg ham, om han ikke ville signerer bogen – jeg kunne jo ikke få Stieg Larsson til det, og hvem bedre end Michael Nyqvist, der selv skriver både romaner og digte. Det ville han gerne og skrev På Strand Hotel en regnig dag, og sagde med et lille grin ”Nu bliver din kæreste nok jaloux”. Det viste sig i øvrigt, at han hvilede sig på sengen, fordi han havde været halvsløj hele formiddagen.

Karin Wahlberg bød på kaffe og ostemadder i sit hyggelig køkken. Foto: Mette Camilla Melgaard

Karin Wahlberg bød på kaffe og ostemadder i sit hyggelig køkken. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ostemadder og friske lig
I januar 2011 begav jeg mig til Lund i Sverige. Jeg skulle lave to interviews med henholdsvis forfatteren Karin Wahlberg og retsmedicineren Elias Palm, der netop havde debuteret med en krimi. Jeg havde talt med Karin Wahlberg i telefonen dagen inden, og hun havde insisteret på at hente mig på stationen, som var jeg en kær gammel ven på besøg.

Vi kørte hjem til hendes hus på en stille villavej, og satte os i køkkenet, hvor vi drak god kaffe med varm mælk og spiste ostemadder. Det er uden tvivl de hyggeligste og mest afslappede omgivelser jeg nogensinde har lavet et interview i. Og det er sjældent man møder et menneske, der er så varmt og åbent – og især når det gælder en interviewsituation. Jeg havde fortalt hende, at jeg skulle videre til endnu et interview, og som det mest naturlige i verden, sagde hun, at hun nok skulle køre mig.

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mæt af ostemadder og kaffe, mødes jeg med Elias Palm på Retsmedicinsk Institut ved Universitetssygehuset i Lund. Han er en usædvanlig pæn mand, der også arbejder som fotomodel, men nu sidder overfor mig i den karakteristiske hvide kittel. Interviewet går fint og da han efterfølgende signerer sin bog, spørger han mig om jeg vil have en rundtur.

Der er ikke mange udefrakommende mennesker, der får lov til at komme ind i retsmedicinernes arbejdslokaler, så jeg har svært ved at styre min begejstring – i min afgangsopgave på Journalisthøjskolen, lavede jeg nemlig blandt andet et portræt af en dansk retsmediciner, og nu går mit morbide håb om at mærke stemningen på Retsmedicinsk Institut helt tæt på endelig i opfyldelse.

Vi går igennem flere døre der skal åbnes med adgangskort, og da Elias Palm åbner endnu en dør og stikker hovedet ind, stopper han op og vender sig mod mig.

– Der er lige kommet lig ind der endnu ikke er kørt på køl. Hvordan har du det med det? Kan du klare synet og lugten?, spørger Elias Palm og kigger bekymret på mig.

– Ja ja, siger jeg, og beder en stille bøn om at jeg ikke har fejlbedømt min udholdenhed.

Heldigvis holdte jeg mig oprejst, ja faktisk så jeg åbenbart så upåvirket ud, at Elias Palm syntes at blive imponeret. De tre fyldte bårer der stod på række, mens en medarbejder tastede oplysninger ind på computeren, virkede slet ikke skræmmende, selv om lagnernes aftegninger tydeligt viste en menneskekrop, og foden på den ene stak ud. Måske var det den helt igennem professionelle atmosfære. Det var i hvert fald en kæmpe oplevelse og en jeg aldrig glemmer.

Flere forfatterhilsner fra Ian Rankin, Lena Andersson, Jesper Stein og Mari Jungstedt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Flere forfatterhilsner fra Ian Rankin, Lena Andersson, Jesper Stein og Mari Jungstedt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ian Rankin: Vilde køtere

Vilde køtereIan Rankin er i topform. Gensynet med John Rebus og Edinburgh er trygt og rart, men tager alligevel pusten fra en, da det endelige mørke twist i plottet afsløres.

Handling: Tilværelsen som pensionist behager ikke rigtigt John Rebus, at være politimand ligger ham i blodet. Så da hans gamle protegé og makker, kriminalassistent Siobhan Clarke, beder om hjælp med en sag, skal der ikke meget overtalelse til. Clarke er i gang med at undersøge mordet på den pensionerede rigsadvokat David Minton. Tilsyneladende et banalt indbrud, som er gået galt, men i afdødes pung finder man et trusselsbrev. I den modsatte ende af Edinburgh bliver Rebus’ livslange nemesis, Big Ger Cafferty, beskudt i sit hjem, og det viser sig, at han har modtaget et trusselsbrev med samme ordlyd som Minton. Malcolm Fox er sat til at holde øje med nogle kolleger fra Glasgow, som overvåger de berygtede far og søn gangstere Joe og Dennis Stark, der er på besøg i Edinburgh og skaber utrygge forhold. Det er op til Rebus, Clarke og Fox, at finde sammenhængen mellem de forskellige hændelser

””Men et navn havde han jo, ikke sandt? Drengen, der døde.” ”Jeg fik det ikke at vide.” Rebus pustede tungt ud og rejste sig. Han gik ud af stuen et øjeblik og vendte tilbage med to glas single malt. Cafferty tog imod det ene med et nik til tak. Rebus gik hen til vinduet og så ud på den tyste, velordnede verden. ”Hvad fanden stiller vi op med det?” spurgte han.”

Ian Rankin leverer det han mestrer til perfektion – kombinationen af et udspekuleret plot, legende dialoger krydret med Rankins skæve sans for humor og ikke mindst stemningsfulde billeder fra et mørkt og tungsindigt Edinburgh…og så naturligvis et par musikalske referencer, blandt andet bogen titel (på engelsk) Even Dogs in the Wild, der er hentet fra en sang fra det skotske band The Associates – en sang om forældre der fejler i at beskytte deres børn.

Det gennemgående tema i Vilde køtere er fædre og deres sønner, og selv om Rebus ikke har en søn, er Malcolm Fox en ganske fortrinlig stand-in. Deres forhold er dobbelt – på den ene side rivaliserende og på den anden beskyttende og kærligt.

Historien flyder jævnt og plottet er fejlfrit med flere spændende drejninger. Karaktererne er nuancerede og interessante, og holder sammen med fortællingen et fast greb om læserens opmærksomhed indtil det endelige mørke og modbydelige twist, der tager pusten fra en. Der er en melankolsk følelse i historien, med hyppige refleksioner fra Rebus om tabte muligheder, tidens gang og om at blive ældre, hvilket efterlader mig med en form for utryghed og bekymring…for mon vi kommer til at møde John Rebus igen? Jeg håber det.

Vilde køtere udkommer i morgen den 19. november.

★★★★☆

Læs mit interview med Ian Rankin.

Ansigt til ansigt med Ian Rankin

Ian Rankin

Foto via ianrankin.net

Godt 28 år efter det begyndte, sætter Ian Rankins serie om politimanden fra Edinburgh John Rebus, stadig standarden for en eksemplarisk kriminalroman. Den 19. november udkommer den nyeste bog i serien med Rebus, Vilde køtere.

Jeg har mødt Ian Rankin til en snak om at skrive, og om at sende sin mangeårig hovedperson på pension for derefter at hive ham frem igen flere år senere.

Egentlig var det slet ikke planen, at der skulle komme så mange bøger med John Rebus i hovedrollen. Allerede tidligt i serien besluttede Ian Rankin sig nemlig for, at bøgerne skulle være så virkelighedstro som muligt, og at John Rebus ikke skulle fryses i tid, ligesom mange andre forfattere gør det med deres detektiver. Rebus skulle leve og ældes i realtid. Det betød, at Rankin var tvunget til at sende Rebus på pension i november 2006, hvilket han gjorde i den fremragende bog Exit Music.

Men fem år efter pensioneringen gjorde en lovændring (om pensionsalderen for politifolk) det muligt, at Rebus kunne blive genansat ved politiet, og vupti dukkede han op igen i bogen I en anden mands grav – tredje bog i en ny serie Rankin havde skabt med politimanden fra afdelingen for interne affære, Malcolm Fox i hovedrollen. Rebus-fans var i den syvende himmel, men det var ikke uden grundig overvejelse, at Ian Rankin lod sin gamle ven vende tilbage.

– Conan Doyle gjorde det med Sherlock Holmes. Lod ham vende tilbage igen, selv om han egentlig havde kastet ham ud over en klippe i en tidligere bog, så på den måde kunne det godt forsvares. Men jeg tænkte da over, hvad anmelderne ville sige til at Rebus nu dukkede op igen. Om de ville sige, at jeg kun gjorde det for at få mange læsere eller fordi jeg ikke kunne skrive om andre end Rebus, fortæller Ian Rankin.

Der var dog ingen grund til bekymring, for både læsere og anmelder var velfornøjet over gensynet med den storrygende gnavpot med den uslukkelig tørst for alkohol. Mange frygtede at gensynet ville blive kortvarigt, men da John Rebus igen var med i den efterfølgende bog Med hånden på biblen, stod det klart, at han for alvor var tilbage.

Efter nu 22 bøger med Rebus kunne man tro, at det ville være trivielt at følge ham gennem endnu en sag, men serveret i samspil med Rankins genkendelige varemærker; den legende dialog krydret med syrlig drilleri, et snedigt plot der tager uventede drejninger undervejs, musikalske referencer og ikke mindst de stemningsfyldte billeder af et mørkt og tungsindigt Edinburgh, er det nærmest umuligt ikke at blive betaget af politimanden. Pensionist eller ej, Rebus er simpelthen for god en karakter at skille sig af med.

Serieforfattere får altid spørgsmålet om, hvor meget af dem selv der er i deres hovedperson, og jeg kan da heller ikke nære mig for at spørge Ian Rankin. Jeg har nemlig spottet enkelte åbenlyse lighedspunkter mellem Rankin og Rebus. De kommer fra det samme sted, har gået på den samme skolen, er begge to musiknørder og drikker øl på det samme stamsted The Oxford Bar. Men der slutter lighederne. Rankin, der er 10 år yngre end Rebus, tog på universitet og begyndte at skrive, mens Rebus tjente i militæret og derefter blev politimand. Men hvordan står det til med personligheden?

– Vi er meget forskellige, og jeg tror faktisk ikke at Rebus ville bryde sig om mig, hvis vi mødtes. Vi ville kunne tale om øl og musik i ca. 20 minutter, men så ville han gå eller jeg ville blive tvunget til at gå, fortæller Ian Rankin.

– Han ville synes, at jeg var en karakterløs, liberal slapsvans, der aldrig har haft en dags hårdt arbejde i mit liv. At jeg lever af at lyve, at det ikke er et rigtigt job. Han ville sikkert give mig en røvfuld, siger Ian Rankin og griner.

Ian Rankin 2

Foto via glasgowwestend.co.uk

Idéerne til bøgerne udspringer fra en slidt grøn manillamappe fyldt med gamle avisudklip og forskellige skriblerier på servietter, små stykker papir, og hvad han nu ellers kunne finde i tankens øjeblik. I snart 30 år har Ian Rankin gravet ned i mappen og fået en god idé om året og forvandlet den til en bog. Men det går ikke så nemt, som man måske kunne forestille sig for en rutineret herre som Rankin.

– Jeg har altid svært ved at komme i gang, for jeg er doven. Hver dag drikker jeg kaffe på en lokal café og læser mindst en avis, hvilket jeg bilder mig selv ind er research, men egentlig gætter jeg bare krydsogtværsen, siger Ian Rankin og griner.

Det lykkedes dog altid at få skrevet, og modsat mange af sine kolleger, som rejser væk fra hverdagen for at skrive, arbejder Ian Rankin altid hjemmefra med musik på anlægget. Oven over computeren hænger der en lap papir med et citat af forfatteren Iris Murdoch. Every book is a wreck of the pefect idea.

– I begyndelsen tænker jeg altid, at det her bliver det bedste jeg nogensinde har skrevet. Men jo længere hen jeg kommer med skriveriet, jo mere begynder usikkerheden og frygten, at snige sig ind på mig, siger Ian Rankin.

65 sider inde i manuskriptet går han i stå. Det er det samme hver eneste gang, ja faktisk kalder hans hustru Miranda det for The 65-page pause. På det tidspunkt har han skrevet alle sine idéer ind i manuskriptet og kæmper for at komme videre, og hustruen må minde ham om, at det nok skal gå. Det er nu det hårde arbejde begynder.

Research er nøglen til enhver gennemarbejdet bog, men modsat mange andre af sine forfatterkolleger, foretager Ian Rankin sin research langt inde i skriveprocessen, nogle gange ligger det første udkast til manuskriptet faktisk allerede klar.

– Problemet med research er, at laver man rigtig meget, fristes man til at skrive rigtigt meget om den, for at vise folk at man har lavet research. Men det sænker ofte tempoet i bogen og ødelægger flowet, siger Ian Rankin.

I bogen I en anden mands grav, hvor Rebus vendte tilbage fra livet som pensionist, begiver han sig ud på en køretur ad motorvejen A9 langt væk fra Edinburgh. Samme tur begav Rankin sig ud på – dog ikke i en gammel og faldefærdig Saab som John Rebus.

– Det er blevet vigtigt for mig, at alt skal være så realistisk som muligt. Og selv om jeg kan finde meget på nettet, er det ikke det samme som at stå der selv. Men jeg håber da altid, at jeg ikke har gættet helt galt, for det betyder flere omskrivninger, fortæller Ian Rankin med et smil.

Det er næsten ironisk, men Ian Rankins store succes som forfatter har givet ham mindre tid til at skrive. Det er blandt andet fordi han ikke har en sekretær eller en assistent til at hjælpe ham med det praktiske som fx at sende signerede bøger af sted til velgørenhedsorganisationer som ønsker at bortauktionere dem, men også fordi bøgerne skal promoveres, hvilket efterhånden minder om livet som rockstjerne, hvor bands tager på turné – her er det bare til bogmesser og andre events over hele verden. Hans normalt faste rytme, hvor han begynder at arbejde på en ny roman i januar, så manuskriptet kan afleveres i løbet af sommeren, bliver oftere og oftere udskudt eller afbrudt undervejs, og giver kortere og mere intense skriveperioderne, noget han ikke havde tænkt på da han blev forfatter.

– Jeg blev ikke forfatter for at rejse rundt i verden, jeg blev forfatter fordi jeg godt kan lide at skrive, siger Ian Rankin.

Efter vores snak om Rebus og pensionisttilværelsen, kan jeg ikke lade være med at spørge Ian Rankin, om han nogensinde tænker på at sende sig selv på pension. Sådanne tanker går han heldigvis rundt med i øjeblikket, men efter at have oplevet flere af sine jævnaldrende venner blive ramt af stress og hjerteanfald, fortæller han, at han gerne vil tage det roligere end han har gjort det de sidste par år.

– Jeg har ikke lyst til at falde død om foran computeren, siger Ian Rankin.

Personligt undværer jeg gerne at se Ian Rankin til bogmesser, hvis bare han bliver ved med at skrive sine vanvittig gode bøger. Og lige nu er der masser at se frem til, for Rankin og Rebus er tilbage i en ny krimi i denne uge, og jeg kan godt afsløre, at de begge to er i topform. Læs min anmeldelse af Vilde køtere.