Inger Wolf: Under en sort himmel

Under en sort himmelMed sikker hånd leder Inger Wolf os igennem Alaskas barske natur, sammen med et spændende plot og knivskarpe karakterer i krimien Under en sort himmel.

Handling: I Anchorage, Alaska, bliver den prominente danske vulkanforsker Asger Vad brutalt myrdet i sit hjem sammen med sin hustru og deres søn. Drabsmanden har placeret ofrene rundt om et bord, og på dette står et dukkehus med fire små dukker. Men der mangler en ved bordet. Familiens 11-årige datter Marie er forsvundet. Politikommissær Daniel Trokic sendes til Alaska for at hjælpe med efterforskningen. Her bliver han sat sammen med kriminalassistent Angie Johnson, og deres jagt på en vanvittig drabsmand og den forsvundne pige fører dem rundt i Alaskas barske, sneklædte natur.

”Hun løb ind mellem stubbe og store rødder, der stak op. Sneen nåede hende til knæerne, og hun pustede, mens hun trak sig af sted og kiggede efter et sted at gemme sig. […] Og pludselig var der alt for stille, og det var næsten værre, end da hun kunne høre ham kalde. For så vidste hun ikke, hvor han var. Han kunne være ganske tæt på, inden hun opdagede det. Det var bare at følge hendes spor. Snige sig ind på hende. Hun sad helt stille og forsøgte med tankens kraft at få sne til at fyge ned i hendes spor. Hvad ville han gøre ved hende, hvis han fandt hende?”

Under en sort himmel er sjette selvstændige bind i serien om den århusiansk-kroatiske politimand Daniel Trokic, og den første af Inger Wolfs bøger jeg læste tilbage i 2013. Efter mange anbefalinger, havde hun længe stået på min ”Må læse”-liste, og jeg blev ikke skuffet. Tværtimod måtte jeg bagefter have fat i de foregående bøger i serien, som jeg slugte i løbet af to ugers ferie. Der er siden kommet endnu en bog om Daniel Trokic Det perfekte sted at dø.

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Inger Wolf er Under en sort himmel et fremragende sted at starte, for hold nu op hvor er den spændende. Personerne er interessante, plottet spændende og beskrivelserne af Alaska er så realistiske, at de fik mig til at føle, at jeg ville træde ud i sneen med udsigt til bjerge og vulkaner, hvis jeg åbnede døren her på Frederiksberg. Fantastisk!

Under en sort himmel udkom i 2013.

★★★★★

Inger Wolf: Brændte sjæle

Brændte sjæleBrændte sjæle, er første bog i en ny krimiserie fra den århusianske forfatter Inger Wolf, og har psykiateren Christian Falk i hovedrollen.

Handling: En mand formodes død efter fundet af et afhugget øre i hans lejlighed, men politiet kan ikke finde hans lig. De søger assistance hos psykiater Christian Falk, som før har ydet faglig bistand i forbindelse med deres efterforskninger. Han er ved at afslutte et større forskningsprojekt om seriemorderes hjerner og har netop gjort den foruroligende opdagelse, at en deltager har opgivet falsk identitet. Alligevel indvilliger han i at hjælpe politiet. Han må gå utraditionelt til værks for at skaffe sig indsigt i den forsvundne mands sind, og han kommer til at sætte alt på spil både professionelt og privat.

”Det er ikke så tit, jeg får fornøjelsen af så meget blod på ét sted. Jeg må tilstå, at det unægtelig gør mit liv noget mere spændende, når nogen dør på den måde.”

Jeg har med fornøjelse læst hele Inger Wolfs krimiserie om politimanden Daniel Trokic, og synes altid at hun har været god til at lave spændende plots og skrive med en tilpas fremdrift i historien på et let og tilgængeligt sprog, der dog ikke gør det store væsen af sig. Så med det for øje, har jeg set frem til at læse første bog i hendes nye serie.

Det starter egentlig meget godt. En mand med falsk identitet i et forskningsprojekt, hvis scanning viser at han har psykopattræk. En politisag med en forsvundet mand, hvis badeværelse viser at der har foregået noget langt mere blodigt end blot et afhugget øre. Og en ung, smuk kvinde som muligvis er et farligt bekendtskab.

Desværre er der lidt for mange forudsigelige hændelser og flere uforklarlige detaljer der irriterer mig. Hovedpersonen Christian synes at skulle skille sig ud fra mængden ved at være potrygende, have en keltisk tatovering og en forhistorie som uregerlig knægt, der blev smidt ud af den ene skole efter den anden (men han blev alligevel optaget på medicinstudiet?). Han virker ikke som en helstøbt karakter, for der er flere glimt af modstridende træk hos ham i løbet af historien og han bliver derfor en smule utroværdigt.

Det er tydeligt, at forfatteren har brugt flere kræfter på plottet og sidehistorierne, men det sidste efterlader desværre læseren med flere ubesvarede spørgsmål – og ikke på en cliffhanger agtigt ”du-skal-læse-næste-bog-for-at-få-svar” måde.

Brændte sjæle udkommer i dag den 22. februar.

★★★☆☆