I forfatterens fodspor

Juni, juli og august er ferietid for rigtig mange. Nogle søger automatisk mod strand og vand, mens andre (som jeg selv) ikke har tålmodighed til at ligge og svede på en solvogn. Jeg elsker at gå rundt og udforske byer. Tage en pause på en bænk med en god bog eller bare sidde og kigge på mennesker.

Flere gange har jeg taget mig selv i, at opsøge områder jeg har læst om i diverse romaner. Jeg forsøger med andre ord at gå i forfatterens fodspor. Som fx da jeg i 2009 tog min veninde med til Stockholm, som er min anden hjemby. Jeg ville ikke kun vise hende alle de steder i byen jeg elsker, men også lege turist og opdage nye steder. Vi havde begge læst Stieg Larssons Millennium-trilogi og den første af filmatiseringerne havde haft præmiere tidligere på året. Derfor skulle vi naturligvis forbi Mellqvist Kaffebar på Södermalm, der ikke kun er Mikael Blomkvists stamcafé men også var Stieg Larssons egen. I den forbindelse opdagede jeg at Stockholms Stadsmuseum havde øjnet en lille guldgrube og lavet en Millennium-tur, som vi selvfølgelig straks meldte os til.

Mellqvist Kaffebar på Södermalm er ikke kun Mikael Blomkvists stamcafé men var også Stieg Larsson egen stamcafé. I en periode i 1990’erne holdt redaktionen på magasinet Expo, som Larsson var journalist og chefredaktør på, til i lokalerne over caféen. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mellqvist Kaffebar på Södermalm er ikke kun Mikael Blomkvists stamcafé men var også Stieg Larsson egen stamcafé. I en periode i 1990’erne holdt redaktionen på magasinet Expo, som Larsson var journalist og chefredaktør på, til i lokalerne over caféen. Foto: Mette Camilla Melgaard

Stieg Larssons Millennium
Byvandringen foregår hver lørdag kl. 11.30 – i juli, august og september også om torsdagen kl. 18.00. Turen tager ca. to timer og har en engelsktalende svensk guide. Man starter på Mikaels Blomkvists adresse Bellmansgatan 1. Det er et absolut must at have gode sko på, for udover at være brostensbelagt mange steder er Södermalm bakket som en Tour de France etape, så er du dårligt gående er dette ikke en tur for dig.

Efter at have været forbi steder som Mellqvist Kaffebar, går turen blandt andet forbi synagogen, hvor kriminalinspektør Jan Bublanski er aktiv medlem, Lisbeth Salanders fortrukne 7Eleven og kroen Kvarnen. Turen går videre mod Mosebacke torg og Söder teatern frem mod Fiskargatan 9, hvor Lisbeth Salander køber sin 350 kvm store luksuslejlighed. Udover at høre anekdoter om Stieg Larsson, og se de omtalte steder fra bøgerne, får man også fortalt spændende ting om Stockholms historie.

Jeg kan varmt anbefale turen, som er meget populær, så planlægger du en tur til Stockholm og har lyst til at deltage, er det en god idé at købe billetten i god tid. Du kan købe billetter online eller direkte hos Stockholm Stadsmuseum. Prisen er 130; sek. Vil du hellere gå rundt på egen hånd, kan du købe et Millennium-bykort. På kortet er der markeret steder fra bøgerne og filmene der rækker udover Södermalm. Kortet koster 40; sek. Mere info om Millennium-turen.

Flere spændende litterære ture
Besøger du Ystad i det sydlige Sverige, har du mulighed for at se byen gennem Kurt Wallanders øjne. Henning Mankells populære politimand har lokket mange nysgerrig turister til den hyggelige by. Læs mere om I Wallanders spår.

Jeg er vild med Ian Rankins bøger om Inspector Rebus. I bøgerne er Edinburgh ikke blot en kulisse, men næsten en biperson. Derfor er det også oplagt, at Rebus-universet danner baggrund for en spændende byvandring i Edinburgh, hvor man blandt andet får mulighed for at se en mere ukendt side af byen. Læs mere om Rebus Tours.

Besøger du universitetsbyen Oxford er der rig muligt for at få i flere forfatteres fodspor. Du kan fx tage på en Inspector Morse og Lewis-tur. Colin Dexters operaelskende politimand og hans assistent blev endnu mere kendt gennem tv-serien. På turen besøges steder fra nogle af deres mest kendte drabssager. Eller du kan tage på en Harry Potter og Alice i Eventyrland-tur.

Har du været på en litterær tur eller selv gået i forfatterens fodspor?