Jakob Melander: De døde og de ufødte

De døde og de ufødte, er femte bind i Jakob Melanders serie om politimanden Lars Winkler – denne gang på nyt forlag – og sender os både til Vietnam og til 1980’ernes Vesterbro i et indviklet net af pengebegær og organiseret kriminalitet.

To mænd henrettes i en bil en regnfuld aften på Slotsholmen i København. Det er et umaget par, en tidligere politibetjent og en tidligere narkoman, og for Lars Winkler og hans kolleger er det svært at gennemskue hvorfor de to mænd befandt sig sammen. Da mordvåbnet findes peger det i retningen af rockermiljøet, men intet synes at passe helt sammen. Så da der dukker materiale op omkring et gammelt uopklaret drab fra 1980’erne, retter politiet i stedet opmærksomheden på det, for pludselig er der et par navne der går igen i de to drabssager.

Kæresteparret Winkler og kollegaen Sanne, som ellers var blevet skilt rent arbejdsmæssigt, kommer begge på sagen, men da Winklers ekskone fortæller en uventet nyhed, spidser tingene til for de nyforelskede.

Et andet sted i København rejser journalisten Louise til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny, og ikke helt uskadelig, rissort, og inden hun ved af det står hun midt i en livsfarlig situation og må flygte hjem. Tilbage i Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

”Kinderne var hule, huden rødlilla, sine steder næsten sort. Og øjnene stod rødsprængte og glasagtige ud af hulerne, stirrede ind i den anden verden, de fleste prøvede at udsætte ankomstren til så længe som overhovedet muligt.”

Efter det (efter min mening) lidt middelmådige fjerde bind i Winkler-serien, Det bedste til mig og mine venner, er Jakob Melander igen tilbage på ret kurs med De døde og de ufødte. Siderne vender næsten sig selv, og sproget er som altid let og flydende. Romanen er inddelt i korte kapitler, hvilket er med til at holde fremdriften i et forholdsvis højt tempo.

Der er to sideløbende, spændende historier dels henrettelsen på Slotsholmen og dels journalisten Louises søgen efter sin biologiske mor. Okay, det kræver ikke høj IQ at forstå, at de to sager naturligvis hænger sammen, men plottet er ikke helt nemt at gennemskue og spændingskurven strækker sig langt mens dødstallet stiger stødt undervejs i historien. Jeg synes stadig der er lidt for meget privatlivsfnidder, men det er en smagssag.

Selv om bogen er femte bind i en serie, kan du sagtens stige på nu uden at blive alt for forvirret, men det vil være ærgerligt at gå glip af de første bøger – du får alligevel lyst til at læse dem bagefter denne.

De døde og de ufødte udkommer i dag den 9. marts.
★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Interview med Jakob Melander

Anmeldelser af andre bøger i Lars Winkler-serien
Jakob Melander: De berusedes vej (bind 3)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (bind 4)

Anmeldelse af anden roman
Jakob Melander: Elektra

Jakob Melander: Elektra

elektraElektra er en spændende krimi om kærlighed der bliver til had og om hævnens altødelæggende kraft.

Handling: For ti år siden mistede Andreas Bjørn sin bror, der ligesom ham selv var politimand. Han blev dræbt i tjenesten, men sagen blev aldrig opklaret og Andreas har lige siden forsøgt at finde sin brors morder. Efter nogle anklager mod en kollega presses han ud af politikorpset og er på vej mod afgrunden. Samtidig bliver lederen af Det Radikale Venstre og landets kommende statsminister, Anders Barfoed, myrdet i sine forældres hjem i Charlottenlund. Fundet med sin brors blodige lig i sin favn og med drabsvåbnet ved sin side, bliver Thomas Barfoed hurtigt hovedmistænkt i sagen. Da Andreas’ ekskæreste Katharina, lillesøster til både offer og hovedmistænkt, beder ham om hjælp, står han overfor sit livs dilemma. 43 år tidligere i Athen slog juntaen ned på fredelige demonstranter med uhørt brutalitet. I et kaos af revolutionsromantik og brændende gader mødte en ung dansk arkæolog kærligheden og blev forandret for altid.

”[…] på sildebensparketten spreder en mørkebrun, næsten sort masse sig i et organisk mønster. Statuen er sprøjtet til med den samme klistrede masse, der kæber til kædedragtens fint udhuggede draperinger. På gulvet er det forvredne omrids af et menneske trukket op med striber af hvid tape, hæjre arm ud til siden, det venstre ben trukket halvt op og ind under det andet. Den mørke plet er kraftigst, hvor hovedet har ligget.”

Det var en uventet henvendelse, da Bibelselskabet kontaktede Jakob Melander med ideen om at han skulle skrive en krimi inspireret af bibelen. Efter kort overvejelse sagde han ja, og fandt inspiration i fortællingen om Kain og Abel, krydret med græsk mytologi. Melander er kendt for sin krimiserie med politimanden Lars Winkler i hovedrollen, og selvom Winkler ikke er med denne gang, har Melander igen valgt at have en politimand i hovedrollen – okay, Andreas Bjørn mister sit arbejde på et tidspunkt, men det stopper ham ikke i at efterforske og trække på sine kontakter.

Har man læst Jakob Melanders andre bøger, genkender man sproget som flyder godt og er nemt læst. Modsat hans tidligere bøger, er der denne gang brugt jeg-fortæller, som skifter mellem fire karakterer, dog med overvægt på Andreas og faren til de to dræbte brødre, Johannes Barfoed. Der er tre sideløbende historier at holde styr på. To kunstrøverier med 10 års mellemrum. Drabet på den kommende statsminister Anders Barfoed samt tilbageblik på urolighederne i Athen 43 år tidligere, hvor Johannes Barfoed var ung arkæologistuderende. De forskellige fortællespor knyttes sammen men en gang imellem føles det en smule søgt og især tilbageblikkene på tiden i Athen synes mest af alt at bidrage med at vise forfatterens kendskab til begivenhederne – det er ikke der spændingen ligger.

Bibelselskabets idé med at udgive en krimi for at sprede kendskab til bibelen, synes jeg er rigtig god. Der er ikke mange mennesker der tænker over, at bibelen er en krimi og en kærlighedshistorie og at den indeholder både hævn, hor og mirakler. Men kender man til de forskellige tekster og ikke mindst til Kain og Abel, tror jeg flere vil undre sig over når de læser Elektra, for der er ikke mange ligheder. Samtidig er det knapt så svært at gennemskue plottet, hvis man kender bare en smule til græsk mytologi. Men spænding er jævnt fordelt igennem hele bogen og siderne vender næsten sig selv.

Elektra udkommer i dag den 30. september.

★★★★☆

Jakob Melander udkommer i dag med krimien Elektra udgivet på Bibelselskabets forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander udkommer i dag med krimien Elektra, udgivet på Bibelselskabets forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

RELATERET LINKS:
Forfatterens skrivebord – Jakob Melander (interview)
Jakob Melander: De berusedes vej (anmeldelse)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (anmeldelse)

Diverse forfattere: Over grænsen

Over grænsenOver grænsen er en novellesamling med syv krimier skrevet af nogle af Danmarks mest populære krimiforfattere. Overskuddet fra bogen går til Red Barnets arbejde for syriske flygtningebørn og deres skolegang.

Forfatterne Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Eva Maria Fredensborg, Lotte & Søren Hammer, A.J. Kazinski, Jakob Melander og Jesper Stein, giver hvert deres bud på en kriminovelle, og i langt de fleste tilfælde lykkedes det fint. At mestre novellegenren er svært og det er måske endnu mere svært, når der samtidig skal være et krimiplot der både bliver slået an og løst på få sider.

Hævn er det gennemgående tema i fire af novellerne, hvor af især den første fortælling Sprækken af Jussi Adler-Olsen har bidt sig fast i mig. Den er modbydelig på flere plan – selve mordet, baggrunden for mordet og ikke mindst fordi man faktisk fatter sympati for morderen. Det er en helt igennem ondskabsfuld historie som jeg stadig ikke kan ryste af mig.

”Der tager du fejl, sagde hun og kiggede på ham og forsøgte at holde hans blik […] Hun troede ikke sit eget mod, da hun lænede sig frem og hviskede ind i hans øre: Det bliver mig, der slår dig ihjel, Allan.” (fra Vandrende skygger af Elsebeth Egholm)

Sympati får man også for morderen i Elsebeth Egholms historie Vandrende skygger. Men hvor Sprækken er ondskabsfuld er Egholms novelle næsten hyggelig på en Arsenik og gamle kniplinger-agtig måde.

I Lotte & Søren Hammers fortælling Den blå ged, er hævn også omdrejningspunktet for plottet, men her sker der ikke noget drab, hvilket heller ikke er tilfældet i A.J. Kazinskis novelle Bentzon på broen, som efter min mening er den svageste af de syv historier.

Med novellen Gudinden, tager Jesper Stein os med ind i sit velkendte univers med Axel Steen i hovedrollen, dog befinder vi os denne gang i tiden før vi lærte Axel at kende i romanen Uro. En mildere udgave af Axel bor med kæresten Cecilie og deres 1-årige datter Emma på Nørrebro. Han sendes ud til et formodet selvmord på Amager, hvor en 32-årig kvinde har taget sit eget liv i garagen med gassen fra den tændte bil. Tilbage står hendes mand og deres 4-årige søn, som hurtigt kommer under huden på Axel. Og Axel bliver mere og mere overbevist om, at kvinden er blevet dræbt.

Det er syv hurtigt og let læste historier som passer udmærket til solvognen med en kold drik indenfor rækkevidde. Som sagt er det svært at mestre novellegenren, og trods et par enkelte undtagelser bliver det aldrig rigtigt spændende.

Over grænsen udkom den 1. juni.

★★★☆☆

Forfatterens skrivebord – Jakob Melander

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

At træde ind i arbejdsværelset hos Jakob Melander i hjemmet på Nørrebro, er enhver bognørds våde drøm, for her optager fyldte bogreoler fra gulv til loft størstedelen af pladsen i det lille værelse. Smagen spænder vidt fra Ejersbo til Gabriel Garcia Marquez, Nesbø og Rankin og ikke mindst Jakob Melanders personlige forbillede Orhan Pamuk. Det er tydeligt, at her bor en belæst mand, der ikke hænger sig i genrer, men går efter de gode fortællinger og brugen af sproget – noget han også selv stræber efter i sit arbejde som forfatter.

Jakob Melander foran sine fyldte bogreoler i det lille arbejdsværelse. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander foran sine fyldte bogreoler i det lille arbejdsværelse. Foto: Mette Camilla Melgaard

På den modsatte væg i værelset pryder et sort og gyldent tapet, som han lidt pinligt berørt bortforklare med at det er den tidligere ejers valg og at det ikke stemmer overens med hans egen smag. Jeg havde nu ikke bemærket det, hvis ikke han havde nævnt det, for jeg er alt for optaget af at smugkigge på de mange gule lapper der dækker en stor del af væggen med plots, scener og enkelte bidder af dialog. Det er skelettet til hans næste roman, og det virker overordentligt struktureret og organiseret.

Skrivebordet er lille og står foran et godt oplyst vindue mod gaden. Der står en bærbar computer, hvorfra der strømmer klassisk musik ud, en kaffekop, løse ark papirer og en A4 notesbog. Jakob Melander forklarer, at skrivebordet egentlig ikke har den store betydning for ham, men at det er vigtigt at han en fornemmelse af rum omkring sig og godt lys.

”Jeg sidder faktisk ofte inde i stuen i sofaen med benene oppe og skriver, for der er det gode anlæg inde”, fortæller Jakob Melander og griner.

Jakob Melander udkom i begyndelsen af marts med sin fjerde bog, Det bedste til mig og mine venner, i serien om politimanden Lars Winkler. Bogen henter ikke kun sin titel fra musikken, også plottes omdrejningspunk er musikalsk, nemlig en Gasolin koncert i Tivoli i slutningen af 1970’erne. Musik spiller generelt en stor rolle i denne forfatters liv – det afsløres allerede i arbejdsværelset, hvor to guitarer på væggen bevidner Jakob Melanders fortid som guitarist i rockbandet Redlands. I enden valgte han dog ordene som levebrød, men musikken fylder stadigvæk meget og bruges både til at danne en boble omkring ham når han skriver, men også på et mere filosofisk plan i den måde han finder rytmen i sproget på, når han skriver sine historier.

”Nogle gange kan jeg i gennemlæsningen undrer mig over, hvorfor jeg har rettet et bestemt ord i en passage, men så opdager jeg, at det er fordi jeg gerne vil have en mørkere stemme lige der, sådan mere mol-agtigt, der passer til handlingen”, forklarer Jakob Melander og fortsætter;

”Det er sjovt at sidde og lægge puslespillet og få historien til at fungere, men så glæder jeg mig til at komme i gang med at skrive. Sidde og lege med sproget, og få det til at folde sig ud. Det er noget af det jeg holder mest af i processen”, siger Jakob Melander.

Det bedste til mig og mine vennerSkelettet er på plads
Idéen til hans seneste krimi Det bedste til mig og mine venner, kom fra et billede hans så for sig. En kvinder flygter igennem Tivoli efter lukketid. Den juleklædte eventyrhave ligger mørk og øde hen midt i storbyens hverdagsstøj få meter fra Rådhuspladsen. Kvinden myrdes og hænges med hovedet ned fra ballongyngerne.

Det uhyggelige billede vokser og får kød på inden selve skrivearbejdet påbegyndes – han bygger ganske enkelt skelettet til hele bogen først. Og nu er vi tilbage ved de gule lapper inde i arbejdsværelset. Kapitlerne og persongalleriet er nogenlunde på plads. Stikord og punkter i handlingsforløbet er placeret i plotmodeller og mindmaps, inden han skriver det første dokument på 4-6 sider med historien i hovedtræk.

”Jeg ved hvad der skal ske i hvert eneste kapitel. Måske ikke altid hvor eller hvilke personer der skal være med, men en overordnet handling fra start til slut. Men indenfor de rammer har jeg så en masse ting, jeg kan ændre på. Men når jeg bygger historien, når jeg også til et punkt, hvor jeg kan se, at nu skal jeg begynde at skrive ellers mister jeg det”, forklarer Jakob Melander.

Trods den megen struktur fra start laver Jakob Melander aldrig en såkaldt bio på karaktererne der optræder i bogen. Da han skrev den første krimi med Lars Winkler i hovedrollen, Øjesten, tænkte han blot, at Lars var 44 år og 194 cm høj – hvilket var meget tæt på forfatteren selv. Men ellers har han aldrig tænkt på, hvordan hans hovedperson ser ud eller nogle af de andre for den sags skyld, med mindre det skrives direkte i teksten.

”Det jeg gør er, at jeg ligesom er inde i karaktererne og har en fornemmelse af hvordan personerne er. Hvis man lægger mærke til, hvordan jeg skriver bøgerne, så sidder jeg ikke på skuldrene af personerne og beskriver hvad de gør. Jeg befinder mig inde i hovedet på dem og ser alt det de gør”, fortæller Jakob Melander.

Han har ikke sat tal på, hvor mange bøger det skal blive til med Lars Winkler i hovedrollen, men alligevel har han nogle punkter som han gerne vil trække sin hovedperson igennem over tid. Det er dog ikke detaljeret, for Lars’ udviklingskurve er hans forhold til kvinderne, og hvad han lærer af dem.

Mange forfattere bruger lang tid på research, men også her skiller Jakob Melander sig ud fra mængden. Det meste kan klares med Google og Google Maps, hvis han skal vide noget om bestemte steder, hvor handlingen skal udspilles, men da det som regel foregår i København og omegn, og Jakob Melander har boet her hele sit liv med få års undtagelser, kender han byen særdeles godt. Og når det gælder politiets arbejde eller andet i den dur, ja så har han en ekspert på hånden.

”Min svigerfar er gammel narkobetjent, så han læser det igennem og kommer med rettelser, og jeg snakker med ham om historien. Og hvis der er noget jeg er i tvivl om, så ringer jeg til ham og spørger ”hvordan er det lige med det og det…?”, så det er en god kilde at have ved hånden”, siger Jakob Melander.

Med hans nuværende bogprojekt (der ikke har noget med Lars Winkler at gøre) har det dog været anderledes. Der har Jakob Melander været i Athen for både at skrive og lave research.

”Det er vist den mest omfattende research jeg nogensinde har lavet, men jeg havde brug for at være på stedet og lugte det og smage det. Det var ikke så meget de faktuelle ting jeg skulle have på plads, men alle de der sanseindtryk”, fortæller Jakob Melander.

Jakob Melander ved skrivebordet. Bag ham hænger skelettet til den næste roman på gule lapper. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander ved sit skrivebord. Bag ham hænger skelettet til den næste roman på gule lapper. Foto: Mette Camilla Melgaard

Der skrives hver dag
Det tager Jakob Melander cirka 3-4 måneder, at skrive det første udkast af manuskriptet, som han skriver kronologisk og som af en eller anden besynderlig og ubevidst grund, næsten altid lander på omkring 400 sider.

”Mens jeg skriver på første udkast, plejer jeg at skrive mellem 5-7 sider om dagen. Men det er jo ikke altid jeg når det, for nogle gange sker der alt muligt, og i weekenden når børnene er hjemme bliver det også lidt mindre. Men jeg skal skrive hver dag, for at finde rytmen og mærke pulsen i historien”, fortæller Jakob Melander.

En almindelig skrivedag starter med at han følge datteren i skole. Hjemme igen laves der kaffe, som er en af de få skriveritualer Jakob Melander har sammen med musikken som også helst skal være der. Han skriver i intervaller eller skrivepas, som han kalder det, af cirka halvanden time.

”Så skal jeg have en pause, hvor jeg måske skal have lidt mad, kigger lidt på nettet, sætter noget andet musik på, læser lidt eller også går jeg hen for at træne”, fortæller Jakob Melander.

Lige så sjovt han synes det er at udvikle historien og ikke mindst at arbejde med sproget undervejs, lige så kedeligt synes han det er, at skrive kontorscenerne på Politigården. Men de er svære at komme udenom i en politikrimi. Det er dog redigeringsfasen der er det rigtig hårde arbejde. Her skriver han manuskriptet igennem 8-10 gange. Læser, retter, skriver, læser, retter, skriver, og en af gangene læser han manuskriptet højt – en god måde at høre om rytmen er god og dialogen fungerer.

”Når man så er færdig er det en fantastisk lettelse. Man gjorde det! Man nåede frem!”, siger Jakob Melander og smiler stort.

Vi er mange læsere der er meget glade for, at han når frem. Og vi venter med spænding på, hvilket uhyggelige drabssager han næste gang kaster Lars Winkler ud i. Indtil da kan vi se frem til en novelle fra Jakob Melander, der sammen med en stribe af de allerbedste og mest populære danske spændingsforfattere, har skrevet en række nervepirrende noveller til samlingen Over grænsen. Overskuddet fra salget af bogen går til Red Barnet og deres projekt til fordel for Syriske flygtningebørn. Bogen udkommer til juni.

Fakta
Jakob Melander (f. 1965)
Tidligere guitarist i rockbandet Redlands og forfatter til blandt andet Øjesten (2013), Sarafine (2014), De berusedes vej (2015) og Det bedste til mig og mine venner (2016) – alle i serien om politimanden Lars Winkler. Er også bidragende forfatter til novellesamlingen Over grænsen der udkommer senere på året.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz

Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner

Det bedste til mig og mine vennerFjerde bog i serien om politimanden Lars Winkler, Det bedste til mig og mine venner, er blodig i et dræbende langsomt tempo.

Handling: Et maltrakteret lig hænger under ballongyngen i et snedækket Tivoli en nat fem dage før jul. Stukket ihjel og spændt fast til bunden af gondolen. Den dræbte viser sig at være Tivolis personalechef, Hanne Leth-Jeppesen, der ikke ligefrem er elsket af sine kolleger. Opklaringsarbejdet kompliceres, da hustruen til en af de mistænkte udsættes for et drabsforsøg på Christiania. Hun bliver lagt i kunstig koma, og imens er hendes familie ved at falde fra hinanden. Men en dyster hemmelighed hvilker over familien, og ingen ønsker at tale med politiet. Politiassistent Lars Winkler må navigere i en dunkel labyrint af modstridende interesser og fortrængt fortid. For drabet i den mennesketomme eventyrhave, har tråde tilbage til en Gasolin-koncert i Tivoli i midten af 1970’erne, et kollektiv på Østerbros samt en makaber drabssag på Christiania i 2017.

”Det blyfarvede brakvand sendte en stank af rådden tang, affald og kemikalier ind over isen og mod land. Helt ærligt, Lars. Lad os nu komme tilbage. Der er ikke noget her. Ulrik trippede ved indgangen, tydeligt mærket af den samme stemning, Lars forsøgte at fortrænge. Men følelsen ville ikke forsvinde.”

Jeg er stor fan af Jakob Melander, efter at jeg læste hans helt fantastiske krimi De berusedes vej, der udkom sidste år og som blev belønnet med de maksimale 5 stjerner fra mig. Derfor var forventningerne tårnhøje, da jeg fik Det bedste til mig og mine venner i hånden. Og desværre lever den ikke helt op til samme niveau som forrige bog.

Det er en lidt indviklet historie, hvor vi først har mordet på Tivolis personalechef. Derudover er der tilbageblik til 2007, hvor Lars Winkler og hans kollega og bedste ven Ulrik (der i nutid er hans chef og kæreste med Lars’ ekskone) arbejder på en blodig sag om en familiefar der har dræbt sin hustru og to børn, inden han har taget sit eget liv. Vi får også flashback til 1976, hvor det nutidige mordoffer var midtpunkt for en flok teenagedrenge. Oveni det udsættes en af de mistænktes hustru for et drabsforsøg, og så er det lige privatlivsdelen, hvor Lars, hans chef og tidligere bedsteven Ulrik, ekskonen Elena og kollegaen og kæresten Sanne, ikke har det helt let. Der er med andre ord rigtig mange grene på historien.

Det er ikke så svært at gennemskue, hvem morderen er, men motivet bag er ikke helt så ligetil, som det i første omgang ser ud til at være. Tempoet i bogen er utroligt langsomt, og ja jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt undervejs. Og afslutningen, hvor det hele skal gå op i en højere enhed, bliver en smule rodet og lidt for fantasifuld efter min smag.

Jeg ville ønske, at der var blevet strammet lidt op – fx kunne jeg sagtens have undværet drabsforsøget på den mistænkte Steen Bankes hustru. Jeg vil meget hellere høre mere om drabssagen fra 2007, som er nogle af de mest spændende scener i bogen. Efterforskningen i den nye sag kører trægt, og så ville det have klædt historien at bruge mindre plads på ”problemer i privatlivet”.

Det bedste til mig og mine venner udkommer i dag den 4. marts.

★★★☆☆

Godt nytår og hallo 2016

KulturXpressen Godt nytår 2015På årets sidste dag kigger jeg tilbage på året der er ved at rinde ud, inden jeg siger hallo 2016.

Det har på mange måder været et rigtigt godt læseår. Jeg fik læst 64 bøger + 2 jeg måtte opgive efter ca. 100 sider – livet er simpelthen for kort til at pine sig selv med en kedelig bog, når der er så mange andre der venter på at blive læst.

Langt de fleste bøger jeg har læst i år, har jeg anmeldt her på KulturXpressen. Jeg har med andre ord delt rigtig mange stjerner ud – og til alle nørderne (som jeg selv) kommer her lidt statistik.

★★★★★ = 8 gange

★★★★☆ = 19 gange

★★★☆☆ = 26 gange

★★☆☆☆ = 7 gange

★☆☆☆☆ = 1 gang

Der har været mange gode læseoplevelser, hvoraf flere af dem har sat dybe spor. Blandt andet Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, som jeg læste for første gang. Som så mange andre, havde jeg hørt godt om bogen i mange år, men alligevel havde jeg ikke rigtigt fået taget mig sammen til at læse den, for der kommer jo så mange nye bøger. Men hold nu op! Det var virkelig en god oplevelse, og en der har gjort mig sulten efter at læse og genlæse flere klassikere og ældre bøger. En anden stærk oplevelse var Delphine De Vigans Alt må vige fra natten – utrolig barsk læsning, men også utroligt smukt.

Hallo 2016
Der er rigtigt meget godt at se frem til i det nye år, når jeg ser på listerne over kommende udgivelser. Personligt ser jeg meget frem til Thomas Enger der afslutter sin krimiserie om Henning Juul med bogen Banesår (28. januar) og for at blive ved krimigenren kommer der også nyt fra J.K. Rowlings alter ego Robert Galbraith, når Ondskabens høst udkommer i februar. Fra vores hjemlige himmelstrøg er der nyt fra Jakob Melander, der 5. marts udkommer med Det bedste til mig og mine venner.

En af det forgangne års meget omtalte forfattere var Garth Risk Hallberg, der slog benene væk under mange med sin 900-siders debutroman. Den udkommer på dansk 10. februar med titlen Byen brænder, og jeg er meget spændt på at læse den – selv om sidetallet gør mig lidt forpustet. En anden debutant der fik stor succes i USA i 2015, er Atticus Lish, hvis roman Forberedelser til næste liv nu udkommer på dansk. Det samme gør Hanya Yanagiharas roman A Little Life (endnu ingen dansk titel), som blev shortlisted til årets Man Booker Prize.

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse Jonas Hassen Khemiris roman Alt det jeg ikke kan huske, som har fået flotte anmeldelser i hjemlandet Sverige. Også Rune Skyum-Nielsens bog om Jakob Ejerbo, ligger højt på min ”må-læse-liste”.

2016 byder også på genudgivelser – blandt andet fra krimigenrens grand old lady P.D. James og har man ikke allerede fundet en kopi i et antikvariat et sted, kan man glæde sig over, at Ernest Hemingways bog Om at skrive bliver genudgivet i januar.

Sidst men ikke mindst søsættes et spændende Shakespeare-projekt i anledningen af 400-året for William Shakespeares død. I løbet af den kommende år, vil nogle af verdens bedste forfattere genfortælle nogle af Shakespeares fortællinger. På listen over forfattere ses blandt andet Anne Tyler, Margaret Atwood og Jeanette Winterson. Jo Nesbø skal genfortælle Macbeth, Gillian Flynn Hamlet og Edward St Aubyn vil kaste sig over Kong Lear. Forfatterne har fået fri hænder, så det bliver et utrolig spændende projekt at følge. Du kan læse mere om Shakespeare-projektet her.

Men det er jo ikke kun bøger man kan glæde sig til i det nye år. Krimimessen i Horsens fejrer 15-års jubilæum til marts med blandt anden Karin Slaughter og Gunnar Staalesen, og så åbner BogForum naturligvis igen dørene til masser af oplevelser til november.

Jeg vil gerne takke dig for at have læst med her på KulturXpressen – jeg håber, at du er blevet inspireret til gode læseoplevelser, og at du har lyst til at læse med igen i det nye år. Rigtig godt nytår!

Adventskalender 1

Det første lys i adventskalenderen er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det første lys i KulturXpressens adventskalender er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er en mørk og stormfuld aften og første søndag i advent. Julestemningen er så småt begyndt at melde sig hos mig, og siden det er den første jul KulturXpressen er i luften, tænker jeg, at det vil være passende at begynde en lille juletradition her på bloggen – en adventskalender.

Jeg vil lægge ud med, at kigge tilbage på nogle af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det kan forhåbentlig inspirere til et par julegaveindkøb eller måske et par ønsker til dig selv.

Når jeg kigger ned over listen af bøger jeg har læst i år, må jeg siger at det har været et fremragende år. Jeg kan ikke mindste, hvornår jeg sidst har uddelt så mange stjerner. Blandt de allerbedste finder du mine seks julegaveidéer – de har alle fået de maksimale 5 stjerner.

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander: De berusedes vej
Jakob Melanders krimi om politimanden Lars Winkler er en rigtig page-turner. Det er en utrolig velskreven og velkomponeret historien der folder sig ud over 409 sider, og hver eneste side holder læseren i et fast greb, og tvinger en til at læse den næste. Der er fine og troværdige miljøbeskrivelser, og man mærker både vreden og fortvivlelsen blandt karaktererne.

Stefan Ahnhem: Den niende grav
Svenskerne har i mange år været førende når det gælder kriminallitteratur og Stefan Ahnhem lever helt op til traditionen. Med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, spændende og helstøbte karaktere og en del uventede hændelser, indeholder den alt det en rigtig god krimi skal plus lidt til.

Jesper Stein: Aisha
Siden sin debut har Jesper Stein sendt sin machostrømer Axel Steen på en lang og udmattende nedtur, der kulminerede i forrige bind Akrash. Nu er Axel Steen tilbage og han er bedre end nogensinde. Det er så ondskabsfuldt godt fra første side og holder et højt spændingsniveau hele bogen igennem. Der er ingen tvivl om at Jesper Stein med bogen Aisha markerer sig som en af landets allerbedste krimiforfattere.

Haper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Siden udgivelsen i 1960 har millioner af læsere rost Harper Lees roman om livet i en lille sydstatsby i 1930’ernes Amerika. Dræb ikke en sangfugl er en medrivende historie skrevet i et tidsløst sprog med både varme og humor. Fortælleren er den 9-årige pige Jean Louise ”Scout” Finch, hvis far Atticus Finch, er byens respekterede sagfører. Da han påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by fyldt med fordomme, vold og hykleri. Det er en fantastisk bog, der 55 år efter udgivelsen stadig har et aktuelt emne – nemlig hvordan vi ser andre mennesker, og hvordan vi behandler hinanden.

Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige
Alle unge piger samt drenge og mænd, der vil have et unikt indblik i, hvad der egentlig foregår i hovedet på det modsatte køn, bør læse denne bog. Gemme et års tid følger vi pigen Johanna, der genopfinder sig selv om sortklædt femme fatale, i et forsøg på at redde sin fattige bohemefamilie fra økonomisk ruin. Caitlin Moran fortæller uhøjtideligt og ikke mindst sindssygt morsomt selv om det er seriøse problemstillinger som stoffer og alkohol, selvhad og ikke mindst sex der fylder fortællingen. Der er barske afsnit der åbner tårekanalerne. Afsnit der giver stof til eftertanke, men mest af alt griner man rigtig meget. Det er ganske enkelt vidunderligt!

Delphine De Vigan: Alt må vige for natten (vist på billedet i den svenske udgave)
Det er en rystende, usminket og smuk biografi forklædt som roman, om en mor, der mod sin vilje, tvang sine døtre til at blive voksne alt for hurtigt. De handler om familiebånd, om selvmord, og om psykisk og seksuel vold. På mange måder er det en svær bog at læse, for historien rammer dybt og det gør nogle gange rigtigt ondt, men det er også en smuk bog om en forfatters kamp for at berette den smertefulde livsberetning om hendes mor.

Følg med igen næste søndag, når jeg vender tilbage med anden del af adventskalenderen. Rigtig god aften og glædelig første søndag i advent.

Jakob Melander: De berusedes vej

De berusedes vejDet er til din egen fordel, at du sørger for at have tid til at læse inden du starter på De berusedes vej, for du lægger den ikke fra dig før sidste side er vendt.

Handling: En bombe eksploderer i et baghus på Nørrebro. På gerningsstedet finder politiassistent Lars Winkler det maltrakterede lig af Thorbjørn Lehbæk, journalist ved den venstreorienterede netavis Modkraft – et syn der slår benene væk under Lars, for Thorbjørn og han var engang nære venner. Der sås tvivl om, hvorvidt Thorbjørn er blevet offer for et attentat eller om han i virkeligheden var i færd med at fremstille en bombe rettet mod det nært forestående EU-topmøde. Overbevist om Thorbjørns uskyld begynder Lars at grave i Thorbjørns gøren og laden samtidig med at der rodes op i de to venners fælles fortid i 80’ernes punk- og BZ-miljø. Ikke alt fra dengang tåler dagens lys, og ikke alt er blevet tilgivet.

”Den sortklædte fører stenen tilbage, ansigtet er fortrukket. Han slår, mens pølsemandens krop falder, slår og slår, sender byger af kraniestumper og hjernemasse i en vifte ud over pølsevognsgaragens snavsede betongulv. Endelig lader han stenen falde, ser på det knuste menneske, der ligger for hans fødder. Benene sitrer i de sidste spasmer, mens verden udenfor med ét trænger sig på: Lyden af sirener, kanonslag, vrede råb og løbende fødder vælter ind fra gaden, ekkoer mellem murerne.”

Vi starter i 1984. Under en voldsom demonstration, der ender i gadekampe mellem BZ’ere og politi, begås der et brutalt mord i en baggård. Hændelsen sætter dybe spor i en lille gruppe unge. Bogen igennem får vi flere brudstykker fra de skæbnesvangre dage tilbage i 1984, hvor den senere politimand Lars Winkler, fra den ene dag til den anden mistede kontakten med sin bedste ven – en ven han 30 år senere finder sprunget i stumper og stykker.

Der er noget helt fantastisk ved at læse en bog, man bliver så opslugt af, at man har lyst til at tage den med sig, når man skal hente endnu en kop te i køkkenet, fordi man ikke vil holde pause. Sådan havde jeg det med De berusedes vej, for hold nu op for en ”pageturner”. Det er en utrolig velskreven og velkomponeret historie der folder sig ud over 409 sider, og hver eneste side holder læseren i et fast greb, og tvinger én til at læse den næste. Der er fine og troværdige miljøbeskrivelser, og man mærker både vreden og fortvivlelsen blandt karaktererne.

De berusedes vej er tredje bog om Lars Winkler, men som ny læser mærker man det ikke, for Jakob Melander har modstået fristelsen til at genfortælle passager fra de tidligere bøger, og i stedet skabt helstøbte personer, der ikke er synderligt mærket med hændelser fra de andre bind, der kræver forklaringer. Man kan dog ikke undgå at få lyst til at læse bøgerne Øjesten og Sarafine, for hold nu op hvor kan han skrive.

De berusedes vej udkom den 6. februar.

★★★★★