Jo Nesbø: Tørst

Tørst bringer Harry Hole tilbage og Jo Nesbø har skrevet en bloddryppende bog med bid i, der ikke vil skuffe hardcore fans.

Handling: En kvinde findes myrdet i sit hjem efter at have været på en Tinder-date. Hendes krop er tømt for blod og politiet finder bidemærker på hendes hals. Medierne og politiets ledelse skriger på en hurtig opklaring. En sag af denne kaliber kræver Harry Holes skarpe jagtinstinkt, men Hole ønsker ikke at vender tilbage til det sted, der tog næsten alt fra ham. Men da endnu et offer bliver fundet, går det op fra Harry, at han er nødt til at sætte alt til side for endelig at få fat i den morder, det aldrig lykkedes ham at fange.

”Han tog et par nypudsede cowboystøvler ned fra skohylden og kiggede et øjeblik på kvinden inde i skabet. Hun blev holdt oprejst af knagen på væggen bag sig, og hendes blik stirrede stift ud mellem tøjet. Hun lugtede svagt af den lavendelparfume, han havde smurt ud på hendes bryst. Han trak døren til igen.”

Det er fire år og tre selvstændige romaner siden, vi sidst befandt os i selskab med Oslo politiets mest sagnomspundne drabsefterforsker. Nu er Harry Hole tilbage. Tørlagt og gift med sit livs kærlighed Rakel. Han har sagt farvel til drabsafdelingen og har de sidste tre år levet et forholdsvis normalt liv med hus og fast arbejde som underviser på Politiskolen. Men selvfølgelig bliver Harry hevet tilbage på en sag – ikke af sin gode vilje, i hvert fald ikke før det går op for ham, at der er tale om en morder det aldrig er lykkedes ham at fange.

Det er blodigt, meget blodigt, for det er en såkaldt vampyrist der skaber utryghed i Oslos gader. Med jerntænder bider morderen sig igennem flere ofre og tømmer dem for blod for at få tilfredsstillet sin tørst. Harry træder til for at hjælpe med den bestialske sag, hvilket vækker nogle gamle dæmoner i ham samtidig med at både Rakel og bonussønnen Oleg trues af fare.

Det er de utroligste ting Harry Hole er blevet udsat for og har overlevet gennem nu elleve bøger. Vi har for længst passeret grænsen for virkelighedstro og alligevel tilgiver man Jo Nesbø, fordi han forstår at fastholde sine læsere med spænding, tempo og, lad os være ærlige, ekstreme detaljer. Denne gang synes der at være endnu mere whodunit over historien – jeg sad i hvert fald med mine egne teorier og gæt på, hvordan det net af tråde Nesbø har kastet ud over historien, hang sammen. Og selv om en af mine forudsigelser viste sig at være rigtige, har jeg ikke på noget tidspunkt kedet mig undervejs.

Men når det så er sagt, ja så skal jeg da indrømme, at opskriften er den samme gamle kending, og med en cliffhanger der næsten lover at der kommer endnu en bog med Harry Hole, begynder jeg at tænke, hvor meget suppe man kan koge på det samme ben? I Tørst er Holes bonussøn Oleg Fauke blevet elev på politiskolen, så måske er der lagt i kakkelovnen til en ny kommende hovedperson.

Tørst udkommer i dag den 21. marts.

★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Jo Nesbø skriver andet end Harry Hole-bøger – læs mine anmeldelser af de to selvstændige bind i thriller-serien der har mafiabossen Fiskeren som fællesnævner.  Blod på sne samt Midnatssol.

Jo Nesbø: Midnatssol

MidnatssolEn hurtigt læst bog der er mere kærligheds- og udviklingsroman end en thriller – men det gør bestemt ingenting.

Handling: Året er 1977. En mand stiger af bussen i det allernordligste Norge. Med sit halvlange hår og slidte storbytøj, er det tydeligt, at han ikke passer ind i det lille religiøse same-samfund Kåsund. Han hedder Jon Hansen, men kalder sig Ulf. Han er på flugt fra mafiaen i Oslo, hvor hans job er at skyde folk, men Jon kan ikke skyde nogen, så hans chef Fiskeren, er mildest talt ikke tilfreds. Jon finder natlogi i en ulåst kirke, hvor han næste morgen vækkes af drengen Knut og dennes mor. De møder ham med venlighed, men udtrykker samtidig, at han uden tvivl vil brænde i helvede for alle de fejltrin han gang på gang laver. Ikke desto mindre udvikler der sig en særlig forbindelse i det umage trekløver.

”To dage. Skyerne hang lavt, men der kom ingen regn. Jorden drejede, men jeg så ikke solen. Timerne var om muligt endnu mere ensformige. Jeg prøvede at sove dem væk, men uden valium lod det sig simpelthen ikke gøre. Jeg begyndte at blive skør. Mere skør. Knut havde ret ”Der findes ikke noget værre end en kugle, man ikke ved, hvornår kommer.”

Midnatssol er et selvstændigt bind i Jo Nesbøs seneste serie med mafiabossen Fiskeren som fællesnævner. Første bind Blod på sneen udkom i april i år. Denne gang er Oslos gader fra den første bog, byttet ud med Finnmarks vidder, jagtrifler, myg og et rensdyr. Plottet er som taget ud af en ugebladsnovelle; mand med broget fortid møder ung enke fra et samfund der aldrig vil acceptere ham. Sød musik opstår og det eneste spændende er, om de to får hinanden eller ej. Den historie kender vi allerede.

Det kan hurtigt komme til at lyde kedeligt, men det er det ikke. Nesbø fortæller en god historie om kærlighed og om tro. Sproget er godt, og trods de få siders spillerum, formår han hele tiden at have fremdrift i teksten. Miljøbeskrivelserne er medrivende, karaktererne spændende, og fortællingen har både dybde og et glimt i øjet.

Midnatssol udkom den 25. september.

★★★★☆

Jo Nesbø: Blod på sneen

Blod på sneenBlod på sneen er første del af en ny thrillerserie fra en af Norges bedste krimiforfattere. Filmrettighederne er allerede solgt, og bog nummer to udkommer til efteråret. Der er som altid fart over feltet hos Jo Nesbø.

Handling: Olav Johansen er ordblind og ganske håbløst til alt, lige med undtagelse af en enkel ting. Han er god til at slå andre mennesker ihjel, derfor arbejder han som lejemorder for narkokongen Daniel Hoffmann i Oslo. Men Olav får problemer da næste opgave er at dræbe chefens hustru, den unge og smukke Corina, for den ensomme Olav bliver forelsket i kvinden han er hyret til at slå ihjel.

Fortællingen udspilles i Oslo anno 1975, hvor den koldeste vinter i mands minde bider i lungerne, og hvor man stadig ringer til hinanden fra telefonbokse. Der bruges ikke mange ord på miljøbeskrivelser, og trods et interessant persongalleri med kriminelle håndlangere og femme fatales, koncentrer Nesbø sig om Olav og dennes forældre, som vi bliver præsenteret for i tilbageblik – og man kan ikke påstå at lille Olav havde en lykkelig barndom.

”[…] Så fulgte et svar på gebrokkent engelsk: ”I don’t know boss is dead. Maybe prisoner. Give me boss, I will leave and you will live”. ”He is very dead! Come down and see!” ”Ha. Ha. I want my boss come with me.” Jeg kiggede på danskeren. ”Hvad gør vi nu?” hviskede han, som om det var et skide refræn i en popsang. ”Vi skærer hovedet af,” sagde jeg.

Jo Nesbø er fulgt i sporene på Dashiell Hammett og Raymond Chandler, og har skrevet en såkaldt ”hårdkogt krimi”, hvor hovedpersonen Olav, en ensom og ordblind lejemorder, fremstår barsk og kold, men i virkeligheden er blødhjertet og sentimental når pistolen gemmes væk, og som holder af at læse og digte og dagdrømme om den døvstumme Maria, som han er hemmeligt forelsket i.

Der er bestemt ikke noget galt med håndværket, men trods barske og blodige passager er der mere kærlighedshistorie end thriller over de kun 158 sider, der i mere end en forstand gør det til en lidt tynd bog.

Blod på sneen udkommer i dag den 24. april.

★★★☆☆

Iskolde gys til vinterferien

Det er ferietid og tusindvis valfarter i øjeblikket på skiferie mod både nord og syd. Men selv om du ikke har udsigt til mange timers sjov i sneen, behøver du ikke at være helt foruden de hvide fnug – der findes nemlig masser af gode bøger fyldt med sne. Her er mine forslag til ferielæsning med masser af sne og kolde gys. God læselyst og god vinterferie.

SnemandenJo Nesbø: Snemanden
Det er november, og årets første sne er faldet i Oslo. Birte Becker kommer hjem fra arbejde og roser sin mand og søn for snemanden, de har lavet i haven. Men de har ikke lavet nogen snemand. Da familien stiller sig ved stuevinduet og ser ud på snemanden, slår det sønnen, at den står vendt mod huset. At de sorte øjne stirrer direkte mod vinduet. På dem. Vicekommissær Harry Hole har modtaget et anonymt brev underskrevet Snemanden, og han har fundet alarmerende fællestræk ved en række gamle forsvindingssager: Gifte kvinder er forsvundet samme dag, som den første sne er faldet.

Frøken Smillas fornemmelse for snePeter Høeg: Frøken Smillas fornemmelse for sne
Smilla Qaavigag Jaspersen er 37 år gammel. Af eskimoisk oprindelse, bosat i København. Hun er ugift, utilpasset, barnløs og vredladen. I Smillas opgang bor 6-årige Esajas, som hun bliver venner med. Men en dag styrter Esajas ned fra et tag og bliver dræbt. Smilla tror ikke, det er et uheld. Hun har set hans spor i sneen, og hun har fornemmelse for sne. Et portræt af en kvinde. Af hendes forhold til et barn. Af hendes forsøg på at opklare en forbrydelse i en kultur hun aldrig har forsonet sig med.

SolstormÅsa Larsson: Solstorm
Optakten er mordet på frikirkeprædikanten Viktor Strandgård, og herefter går det ellers slag i slag i et sne- og isknitrende Kiruna, hvor mørket er tungt, og hvor nordlyset glider magisk over himlen, når det stormer på solen. Skattejurist Rebecka Martinsson, som bor i Stockholm, men er vokset op i Kiruna, befinder sig pludselig midt i begivenhederne, og hun tvinges mere eller mindre mod sin vilje til at finde ud af, hvem og hvad der er indblandet i mordet på hendes ungdomskammerat Viktor Strandgård. Og skeletterne vælter ud af skabene.

Ninni Schulman: Pigen med sne i håret
En kold og snefyldt nytårsaften forsvinder sekstenårige Hedda Losjö fra sit hjem i byen Hagfors. Kort tid efter bliver liget af en ung pige fundet i en skov få kilometer fra familiens hjem. Pigen er nøgen, dræbt med et skud i baghovedet. Sagen lander hos Petra Wilander og Christer Berglund fra den lokale politistation. De skal finde ud af, hvad der er sket, og hvem Hedda er bag facaden. Det samme forsøger journalisten Magdalena Hansson. Hun er flyttet fra Stockholm tilbage til sin barndomsby Hagfors med sin 6-årige søn for at slikke sårene efter en hård skilsmisse. Men sagen om Hedda trækker i hende, og Magdalena får mistanke om, at byens tilsyneladende idyl dækker over dystre hemmeligheder.

IsprinsessenCamilla Läckberg: Isprinsessen
Forfatteren Erica Falck vender tilbage til sin barndomsby Fjällbacka for at gøre boet op efter sine afdøde forældre. Ved et tilfælde finder Erica sin tidligere sjæleveninde, Alexandra, liggende i badekarret i barndomshjemmet med håndleddene skåret over – forblødt til døde. Det lille samfund rystes yderligere af et mistænkeligt dødsfald, da den fordrukne Maler-Anders bliver fundet kvalt blandt sine vandaliserede kunstværker. Den lokale politibetjent Patrik Hedström, står for efterforskningen, og han og Erica hvirvles ind i optrævlingen af Alexandras og Anders´ skæbne. For at finde ud af hvad, der ligger til grund for de bestialske hændelser, må Erica og Patrik helt tilbage til fortiden og barndommens minder for at afsløre de makabre hemmeligheder, som det tilsyneladende idylliske samfund bærer på.

NedkølingArnaldur Indridason: Nedkøling
Maria hænger i en løkke fra loftet i sin feriehytte ved den islandske sø Thingvallavatn. Det ligner selvmord. Hun led af depressioner og har haft svært ved at komme sig over tabet af sin nyligt afdøde mor. En båndoptagelse fra en spiritistisk seance, som Maria deltog i, vækker dog Erlundurs skepsis, og han sætter gang i en uofficiel efterforskning. Samtidig genoptager Erlundur en række henlagte sager med forsvundne personer og snart er spøgelser fra hans egen fortid på spil.