Foto via ianrankin.net

Godt 28 år efter det begyndte, sætter Ian Rankins serie om politimanden fra Edinburgh John Rebus, stadig standarden for en eksemplarisk kriminalroman. Den 19. november udkommer den nyeste bog i serien med Rebus, Vilde køtere.

Jeg har mødt Ian Rankin til en snak om at skrive, og om at sende sin mangeårig hovedperson på pension for derefter at hive ham frem igen flere år senere.

Egentlig var det slet ikke planen, at der skulle komme så mange bøger med John Rebus i hovedrollen. Allerede tidligt i serien besluttede Ian Rankin sig nemlig for, at bøgerne skulle være så virkelighedstro som muligt, og at John Rebus ikke skulle fryses i tid, ligesom mange andre forfattere gør det med deres detektiver. Rebus skulle leve og ældes i realtid. Det betød, at Rankin var tvunget til at sende Rebus på pension i november 2006, hvilket han gjorde i den fremragende bog Exit Music.

Men fem år efter pensioneringen gjorde en lovændring (om pensionsalderen for politifolk) det muligt, at Rebus kunne blive genansat ved politiet, og vupti dukkede han op igen i bogen I en anden mands grav – tredje bog i en ny serie Rankin havde skabt med politimanden fra afdelingen for interne affære, Malcolm Fox i hovedrollen. Rebus-fans var i den syvende himmel, men det var ikke uden grundig overvejelse, at Ian Rankin lod sin gamle ven vende tilbage.

– Conan Doyle gjorde det med Sherlock Holmes. Lod ham vende tilbage igen, selv om han egentlig havde kastet ham ud over en klippe i en tidligere bog, så på den måde kunne det godt forsvares. Men jeg tænkte da over, hvad anmelderne ville sige til at Rebus nu dukkede op igen. Om de ville sige, at jeg kun gjorde det for at få mange læsere eller fordi jeg ikke kunne skrive om andre end Rebus, fortæller Ian Rankin.

Der var dog ingen grund til bekymring, for både læsere og anmelder var velfornøjet over gensynet med den storrygende gnavpot med den uslukkelig tørst for alkohol. Mange frygtede at gensynet ville blive kortvarigt, men da John Rebus igen var med i den efterfølgende bog Med hånden på biblen, stod det klart, at han for alvor var tilbage.

Efter nu 22 bøger med Rebus kunne man tro, at det ville være trivielt at følge ham gennem endnu en sag, men serveret i samspil med Rankins genkendelige varemærker; den legende dialog krydret med syrlig drilleri, et snedigt plot der tager uventede drejninger undervejs, musikalske referencer og ikke mindst de stemningsfyldte billeder af et mørkt og tungsindigt Edinburgh, er det nærmest umuligt ikke at blive betaget af politimanden. Pensionist eller ej, Rebus er simpelthen for god en karakter at skille sig af med.

Serieforfattere får altid spørgsmålet om, hvor meget af dem selv der er i deres hovedperson, og jeg kan da heller ikke nære mig for at spørge Ian Rankin. Jeg har nemlig spottet enkelte åbenlyse lighedspunkter mellem Rankin og Rebus. De kommer fra det samme sted, har gået på den samme skolen, er begge to musiknørder og drikker øl på det samme stamsted The Oxford Bar. Men der slutter lighederne. Rankin, der er 10 år yngre end Rebus, tog på universitet og begyndte at skrive, mens Rebus tjente i militæret og derefter blev politimand. Men hvordan står det til med personligheden?

– Vi er meget forskellige, og jeg tror faktisk ikke at Rebus ville bryde sig om mig, hvis vi mødtes. Vi ville kunne tale om øl og musik i ca. 20 minutter, men så ville han gå eller jeg ville blive tvunget til at gå, fortæller Ian Rankin.

– Han ville synes, at jeg var en karakterløs, liberal slapsvans, der aldrig har haft en dags hårdt arbejde i mit liv. At jeg lever af at lyve, at det ikke er et rigtigt job. Han ville sikkert give mig en røvfuld, siger Ian Rankin og griner.

Foto via glasgowwestend.co.uk

Idéerne til bøgerne udspringer fra en slidt grøn manillamappe fyldt med gamle avisudklip og forskellige skriblerier på servietter, små stykker papir, og hvad han nu ellers kunne finde i tankens øjeblik. I snart 30 år har Ian Rankin gravet ned i mappen og fået en god idé om året og forvandlet den til en bog. Men det går ikke så nemt, som man måske kunne forestille sig for en rutineret herre som Rankin.

– Jeg har altid svært ved at komme i gang, for jeg er doven. Hver dag drikker jeg kaffe på en lokal café og læser mindst en avis, hvilket jeg bilder mig selv ind er research, men egentlig gætter jeg bare krydsogtværsen, siger Ian Rankin og griner.

Det lykkedes dog altid at få skrevet, og modsat mange af sine kolleger, som rejser væk fra hverdagen for at skrive, arbejder Ian Rankin altid hjemmefra med musik på anlægget. Oven over computeren hænger der en lap papir med et citat af forfatteren Iris Murdoch. Every book is a wreck of the pefect idea.

– I begyndelsen tænker jeg altid, at det her bliver det bedste jeg nogensinde har skrevet. Men jo længere hen jeg kommer med skriveriet, jo mere begynder usikkerheden og frygten, at snige sig ind på mig, siger Ian Rankin.

65 sider inde i manuskriptet går han i stå. Det er det samme hver eneste gang, ja faktisk kalder hans hustru Miranda det for The 65-page pause. På det tidspunkt har han skrevet alle sine idéer ind i manuskriptet og kæmper for at komme videre, og hustruen må minde ham om, at det nok skal gå. Det er nu det hårde arbejde begynder.

Research er nøglen til enhver gennemarbejdet bog, men modsat mange andre af sine forfatterkolleger, foretager Ian Rankin sin research langt inde i skriveprocessen, nogle gange ligger det første udkast til manuskriptet faktisk allerede klar.

– Problemet med research er, at laver man rigtig meget, fristes man til at skrive rigtigt meget om den, for at vise folk at man har lavet research. Men det sænker ofte tempoet i bogen og ødelægger flowet, siger Ian Rankin.

I bogen I en anden mands grav, hvor Rebus vendte tilbage fra livet som pensionist, begiver han sig ud på en køretur ad motorvejen A9 langt væk fra Edinburgh. Samme tur begav Rankin sig ud på – dog ikke i en gammel og faldefærdig Saab som John Rebus.

– Det er blevet vigtigt for mig, at alt skal være så realistisk som muligt. Og selv om jeg kan finde meget på nettet, er det ikke det samme som at stå der selv. Men jeg håber da altid, at jeg ikke har gættet helt galt, for det betyder flere omskrivninger, fortæller Ian Rankin med et smil.

Det er næsten ironisk, men Ian Rankins store succes som forfatter har givet ham mindre tid til at skrive. Det er blandt andet fordi han ikke har en sekretær eller en assistent til at hjælpe ham med det praktiske som fx at sende signerede bøger af sted til velgørenhedsorganisationer som ønsker at bortauktionere dem, men også fordi bøgerne skal promoveres, hvilket efterhånden minder om livet som rockstjerne, hvor bands tager på turné – her er det bare til bogmesser og andre events over hele verden. Hans normalt faste rytme, hvor han begynder at arbejde på en ny roman i januar, så manuskriptet kan afleveres i løbet af sommeren, bliver oftere og oftere udskudt eller afbrudt undervejs, og giver kortere og mere intense skriveperioderne, noget han ikke havde tænkt på da han blev forfatter.

– Jeg blev ikke forfatter for at rejse rundt i verden, jeg blev forfatter fordi jeg godt kan lide at skrive, siger Ian Rankin.

Efter vores snak om Rebus og pensionisttilværelsen, kan jeg ikke lade være med at spørge Ian Rankin, om han nogensinde tænker på at sende sig selv på pension. Sådanne tanker går han heldigvis rundt med i øjeblikket, men efter at have oplevet flere af sine jævnaldrende venner blive ramt af stress og hjerteanfald, fortæller han, at han gerne vil tage det roligere end han har gjort det de sidste par år.

– Jeg har ikke lyst til at falde død om foran computeren, siger Ian Rankin.

Personligt undværer jeg gerne at se Ian Rankin til bogmesser, hvis bare han bliver ved med at skrive sine vanvittig gode bøger. Og lige nu er der masser at se frem til, for Rankin og Rebus er tilbage i en ny krimi i denne uge, og jeg kan godt afsløre, at de begge to er i topform. Læs min anmeldelse af Vilde køtere.