Bøger jeg har læst i år – en halvårlig status

Forleden dag sad jeg og kiggede ned over listen af bøger jeg har læst i år (ja, jeg skriver dem ned ellers kan jeg ikke huske det) og opdagede, at det dels allerede var blevet til en del og dels, at der har været rigtig meget lystlæsning i år.

Det kan lyde lidt mærkeligt, at alt jeg læser ikke er lystlæsning – for naturligvis har jeg lyst til at læse alle bøgerne, men i år har jeg læst flere bøger som jeg ikke nødvendigvis skriver en anmeldelse af. Jeg har blandt andet genlæst mange af Dan Turélls krimier om den navnløse journalist og flere bøger som jeg har fået anbefalet eller flere har nævnt.

Det er indtil videre blevet til 43 færdiglæste bøger. Derudover har jeg helt opgivet at læse fire bøger færdigt (jeg skal nok sige hvilke senere), og så er der en håndfuld jeg er begyndt på, men som jeg stadig ikke har læst færdig.

BØGER JEG HAR LÆST I ÅR (i den rækkefølge jeg har læst dem)
Anne Mette Hancock: Mercedessnittet
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
Katrine Engberg: Blodmåne
Katrine Engberg: Glasvinge
Agnes Martin-Lugano: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe
Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste
Jakob Melander: Fjenden iblandt os
Sara Paborn: En hustrus hævn
Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Mads Peder Nordbo: Kold angst
Karen Fastrup: Hungerhjerte
Dan Turéll: Mord i myldretiden
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Erlend Loe: Status
Lotte Kaa Andersen: Syv sind
Lars Kjædegaard: Det der er værre
Cathrine Ryan Howard: Dødelig løgn
Ian Rankin: Et hus af løgne
Geir Gulliksen: Se på os nu
Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen
Kristin Roupenian: Kattemenneske
A.J. Finn: Kvinden i vinduet
Dan Turéll: Mord i september
Dorthe Nors: Kort over Canada
Lena Andersson: Sveas søn
Mathilde Walther-Clark: Gips
Dan Turéll: Mord på møntvaskeriet
Sally Rooney: Normale mennesker
Ane Riel: Harpiks
Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen
Anne Mette Kirk: Knust
Marcus Winther-John: 16 tømmermænd
Dan Turéll: Mord i rendestenen
Dan Turéll: Mord på medierne
Helle Helle: Noveller
Stine Pilgaard: Min mor siger
Liane Moriarty: Et fængslende møde
Hallgrimur Helgason: Lejemorderens guide til et smukt hjem
Dan Turéll: Mord i mørket
Per Petterson: Jeg forbandet tidens flod
Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Der har været flere gode imellem dem men også en del middelmådige 3-stjernes-bøger. Og så har der været nogle enkelte som har skuffet mig. Jeg har anmeldt nogle enkelte af dem (klik på linket for at læse anmeldelsen) og jeg skal nok anmelde nogle flere af dem efterhånden.

Og så til de fire bøger jeg efter ca. 100 siders læsning lagde fra mig igen fordi mit liv er for kort til at kæmpe mig igennem dårlige bøger, når der er masser af andre der venter på at blive læst.

Stefan Ahnhem: Motiv X
– Jeg har været begejstret for de første bøger i Ahnhems krimiserie om Fabian Risk, men denne gang måtte jeg give op. Det var simpelthen for kedeligt. Men jeg anbefaler gerne hans bøger Offer uden ansigt, Den niende grav og Atten grader minus.

Vigdis Hjort: Arv og miljø
– Der var rigtig megen snak om denne bog da den udkom, ikke mindst i forfatterens hjemland Norge, for den skabte heftig diskussion. Flere anbefalede den til mig med ordene “fantastisk” og “virkelig god”, men jeg blev slet ikke fanget og da jeg havde kæmpet mig igennem knap 100 sider, kastede jeg håndklædet i ringen.

Harriet Tyce: Bitter frugt
– Jeg fik bogen tilsendt fra forlaget som en overraskelse og bagsideteksten fik den til at lyde spændende. Min tålmodighed blev virkelig sat på prøve og til sidst gav jeg op.

Renée Knight: Enhver lighed
– Igen en bog jeg fik tilsendt fra forlaget som en overraskelse. Havde ikke hørt om den men blev nysgerrig efter at have læst lidt om den. Desværre var tempoet dræbende langsomt og handlingen ikke videre interessant.

FERIELÆSNING

I morgen tager jeg på en uges afslappende ferie og med mig tager jeg følgende bøger.

Lisa Halliday: Asymmestri
– Jeg startede på bogen sidste år kort før den udkom i februar, men gik fuldstændig død i den. Flere synes den er vældig god, så jeg tænker at den skal have en chance mere. Da jeg skriv det på Instagram i går, opdagede jeg dog at der er andre end bare mig, der har haft det lidt svært med den. Nu må vi se hvor langt jeg kommer eller om den igen får dødsstødet.

Hallgrimur Helgason: Kvinden ved 1000˚
– Har hørt fra flere at bogen skulle være helt fantastisk, så den glæder jeg mig til.

Auđur Ava Ólafsdóttir: Ar
– Endnu en bog jeg har hørt meget godt om

Jeg har dem med mig som lydbøger, så fylder de ikke i tasken, men regner også med at jeg sikkert finder et par bøger i nogle af de mange gode genbrugsbutikker (Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Danmission) der er, der hvor jeg skal hen – sidst fandt jeg fx Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed til bare 5 kr. Herligt!

Hvordan har jeres læseår været indtil videre og hvilke bøger skal med på ferie? Rigtig dejlig sommer til jer alle.

Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen

Svenske Jonas Hassen Khemiri har med Farklausulen skrevet en sort komedie om relationen mellem en søn og hans far. Det er utrolig morsomt og lidt sørgeligt.

HANDLING
Der udspiller sig et familiedrama i den stockholmske middelklasse antændt af en far der er farfar, som kommer på besøg. Vi følger først og fremmest sønnen, som nu selv er far. Han er på barsel og lider konstant af søvnunderskud. Den aldrende far kommer til Sverige en gang hvert halve år. På den måde slipper han for at betale skat i det land hvor han bor, og samtidig kan han benytte sig af det gratis svenske sundhedssystem, tjekke op på sine pengesager og få sin post – alt sammen noget sønnen skal arrangere og tage sig af. Men nu er sønnen træt af den uro som automatisk følger med farens besøg. Hvad har faren egentlig nogensinde gjort for ham? Hvor mange år skal denne påtvungne kontakt mellem dem, som kun sker når faren vil have noget eller har brug for noget, stå på? Nu er det nok. Han har rigeligt med pres i sit eget liv. Han orker ikke mere. Han vil bryde farklausulen.

Man er ikke mange sider inden i romanen før det står klart, at farfaren som er en far, ikke er et særligt rart menneske. Han siger og gør præcis hvad han vil, uden tanke på hvordan det kan påvirke andre. Under sit besøg bor han i sønnens kontorlejlighed og forventer et fyldt køleskab og andre fornødenheder. Ja faktisk forventer han, at hans børn, især sønnen som er den ældste, skal servicere ham. Det er vel det mindste de kan gøre for deres far. Selv gør han ingenting for dem – end ikke oprydning og rengøring efter sig i lejligheden. Han forlod dem, børnene. Dengang for mange år siden. Dengang var der tre børn, men en af dem gik tabt. Det vil han ikke tænke på. Faktisk vil han hverken tænke på eller indrømme, at han har begået mange fejl og er mislykket med meget i sit liv. Nej, det er (naturligvis) alle de andre der er idioter.

Jonas Hassen Khemiri er en af Sveriges mest begavede forfattere. Han er en sprogets mester og udforsker gang på gang dets muligheder i sine værker. Farklausulen skiller sig dog ud, den har nemlig ikke de sproglige og strukturelle eksperimenter som hidtil har været et vigtigt element i Khemiris romaner. I stedet bruger han denne gang en realistisk fortællemodel. Lige som i romanen Alt det jeg ikke husker, lader han perspektivet glide frem og tilbage mellem karaktererne, så vi høre flere personers oplevelse af samme hændelse. Han tager os med ind i deres tanker, deres følelser, deres drømme og deres løgne. Det fungerer rigtigt fint og får os tættere på personerne. Vi hører ingen navne, men det gør ikke noget for Khemiri bruger i stedet personernes indbyrdes relation som betegnelse for dem – selv sønnens børn er navnløse og kaldes ”den 4-årige” og ”den 1-årige”.

Konflikten i bogen ligger ikke blot mellem faren og sønnen, men også mellem sønnen og hans egen lille familie. For hvor meget ligner han egentlig sin egen far, når hverdagens rutiner bliver for kvælende? Er han i stand til selv at efterlade alt bag sig og forsvinde? Forfatteren borer sig nådesløs ned igennem lagene af farrollen og når så dybt, at vi også ser det smukke og det barmhjertige. Og måske endda et lille håb.

Farklausulen er en fortælling om nogle liv lige nu og her. Liv som vi sikkert kan genkende os selv og en del af vores venner i. Khemiri frilægger trådene, som på godt og ondt, forbinder familiemedlemmerne – kærlighed, skyld, minder, behov for bekræftelse og omsorg, og samtidig skildrer han det hektiske hverdagsliv i en småbørnsfamilie. Vi både lider og griner sammen med dem. Jeg grinede højt flere gange og fik samtidig stof til eftertanke, for hvor langt falder æblet egentlig fra træet?

Farklausulen udkom den 1. maj.

★★★★☆

Bogtips til ferielæsning

Ferielaesning1
Sommerferien er oplagt til afslappende dage med læsning – både på stranden, på vej til et spændende sted, i lænestolen mens det regner udenfor, ja faktisk når og hvor som helst. Her er mine bogtips til ferielæsning.

Krimi og spænding – det kolde gys
Med de varmegrader vi har haft den sidste tid, kan man godt få brug for afkøling, og hvad er mere oplagt end at få det til at løbe koldt ned af ryggen med en god krimi.

Robert Galbraith: Ondskabens høst
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner

Skønlitteratur – tid til fordybelse
Der er ingen vej uden om det. Nogle bøger kræver at man har god tid. Tid til at fordybe sig i historien og karaktererne. Det er ofte også bøger du simpelthen ikke kan lægge fra dig, for du er blevet suget ind i fortællingen.

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker
Delphine De Vigan: Baseret på en sand historie

Noveller og kortromaner – til en kort pause
Mange mennesker ender med at have så mange planer i deres ferie, at de næsten bliver rundtosset, hvis der også skal læses en eller flere bøger. Men bare tag det roligt, der findes en løsning – noveller og kortromaner! Fantastiske historier på få sider, som du sagtens kan læse mens ungerne er med mormor i kiosken efter is eller mens du venter på at grillen bliver varm.

Daniel Dencik: Grand Danois
Dorthe Nors: Det var så den vinter

Mere end chick lit
Liane Moriarty: Min mands hemmelighed
Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink

Biografier og dagbøger
Jeg indrømmer gerne, at biografier ikke er det jeg personligt læser mest af, og den eneste dagbog jeg kan huske at have læst er Anne Franks dagbog, som alle bør læse. Tidligere på året udkom der dog to nye bøger, som står i reolen og venter på at blive læst – to jeg faktisk glæder mig ret meget til.

Bo Tao Michaëlis: Hemingway
Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945

Rejselitteratur
Har du udlængsel men desværre ikke er blandt dem der ikke skal af sted til eksotiske steder eller spændende storbyer, så er rejselitteratur din redning. Personligt kan jeg bruge timevis på at læse rejsebøger fra Lonely Planet – på den måde har jeg både besøgt det skotske højland, haft duften af Indien i mine næsebor samt nydt synet af Ayers Rock i Australien. Men rejselitteratur er en mere personlig beretning som fx bogen jeg her anbefaler.

Werner Herzog: Om at gå i is

Rigtig god ferie, hvor end du holder den – og god læselyst!

Relateret link
5 rejsetips til bogorme

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker

Alt det jeg ikke huskerHvordan rekonstruerer man et mistet liv og findes der én sandhed om dette liv? Det forsøger sidste års vinder af den store svenske litteraturpris Augustprisen 2015, Jonas Hassen Khemiri at give svaret på i sin utrolig velskrevne roman Alt det jeg ikke husker.

Handling: Den 26-årige Samuel er død. Han kørte alt for hurtigt og endte i et træ. Måske var det selvmord, måske bare en tragisk ulykke. Samuel var en person som evigt forsøgte at fylde erfaringsbanken, men han var også ulykkelig. Ekskæresten, som muligvis var hans store kærlighed, Laide, havde gjort det forbi, vennen Vandad havde muligvis svigtet, og samme dag Samuel døde havde hans mormors hus stået i brand – et hus han havde ansvar for og som han havde forvandlet til et opholdssted for mennesker der havde brug for at gemme sig, et projekt der voksede ham over hovedet. En forfatter sætter sig for at rekonstruere Samuels liv ved at interviewe de efterladte, der kæmper om retten til den rigtige fortælling.

”[…] hvor hurtigt skal man køre for at overleve i nogens hukommelse, hvor tæt skal man være på døden for at være værd at forvandle til historie […]”

Alt det jeg ikke husker er en kærlighedsroman om kærligheden mellem to venner og kærligheden mellem en mand og en kvinde, og om hvordan de to forhold påvirker hinanden. Men det er også en bog om død, vold, penge og skyld, og frem for alt en fortælling om hvordan vores minder kan ændre historien.

I bogen afløser det ene vidnesbyrd det andet, nogle korte nogle længere, blot adskilt med en stjerne. Det er især bedstevennen Vandad og ekskæresten Laide, der får lov at fortælle hvad de husker. Vandad er muskelbundet der indkræver penge for en gangster, men som forsøger at skabe sig et almindeligt liv, hvilket venskabet med Samuel synes at være vejen til. Laide er en intellektuelle tolk og aktivist, som vil redde verden, men måske mere for sit eget rygtes skyld end af næstekærlighed. De har begge elsket Samuel på hver deres måde, og er tydeligvis jaloux på hinanden. De har kæmpet mod hinanden om hans opmærksomhed og kærlighed, og kæmper nu en indædt kamp om hvem han var og hvad det var der skete, ved at fremstille hinanden som upålidelige og dårligt selskab for Samuel.

Vandad, Laide og forfatteren selv udnytter alle Samuel på hver sin måde. Det er som om, at jo flere mennesker der bliver hørt, jo mere utydelig bliver Samuel. Han bliver den de andre projekterer frem. Ømhedstrængende, udsvævende, usikker, selvsikker, nærig, generøs, eftergivende og depressiv. Men ser de Samuel eller ser de egentlig sig selv? Lyver de bevidst eller husker de forkert?

Det er en bog med flere upålidelige fortællere. Vi får hele tiden nye lag af karaktererne og ser nye sider af Samuel gennem deres øjne og fortolkning. Alt er åbent for tolkning og gentolkning – ikke blot billederne af Samuel, men også Vandad og Laides billeder af sig selv og hinanden. Som læser inviteres man simpelthen med til at skabe konklusionen på fortællingen om hvem Samuel var og hvorfor han mistede livet.

Det er tydeligt, at Khemiri selv har bearbejdet en sorg gennem sit arbejde med denne bog, hvilket blot giver den endnu et lag. Har man tidligere læst nogle af hans bøger, aviskronikker eller teaterstykker, ved man at Jonas Hassen Khemiri er sprogets mester. I Alt det jeg ikke husker, er sproget enklere og mindre legende, styret af viljen til at fremstå næsten dokumentarisk. Alligevel bærer ordene hele verdner med sig omkring den der udtaler dem.

Alt det jeg ikke husker er en utrolig velskrevet og stærk roman, der kræver læserens fulde opmærksomhed, men belønningen er det hele værd.

Alt det jeg ikke husker udkommer i dag den 7. april.

★★★★★