Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er med sommerfugle i maven, at jeg går de få hundrede meter hen til lejligheden på Frederiksberg, hvor Kirsten Thorup bor. Selv om vi har boet i det samme nabolag i mange år, har jeg aldrig mødt hende – kun gennem litteraturen. Første gang var i 1984, da jeg 12 år gammel fik hendes roman Himmel og helvede i julegave. Fortællingen om den violinspillende Maria satte varigt aftryk i mig, ikke kun fordi den med sine 614 sider var den tykkeste bog jeg indtil da havde læst, men lige så meget fordi den lukkede mig ind i en voksenverden med personer så forskellige fra mit eget liv, hvilket efterfølgende fik mig til at snige mig ind i bibliotekets voksenafdeling og læse bøger som Hotel New Hampshire og Verden ifølge Garp.

Bøger fryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Bøger pryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeg træder ind i en stor solrig stue fyldt med bogreoler fra gulv til loft. Som inkarneret bogelsker er det svært at holde begejstringen tilbage. Her findes det hele. Gamle klassikere af Balzac, Dickens og Dostojevskij, nyere dansk og udenlandsk litteratur og fagbøger.

– Jeg kan godt lide at læse bøger. Det er det jeg gør, når jeg ikke skriver. Det hører med, synes jeg, til at være forfatter. Det er ligesom, hvis man ser sin egen roman som et hjem, så går man på besøg, når man læser andre forfatteres bøger, siger Kirsten Thorup.

Som barn læste hun kun tegneserier og ugeblade. Hendes far havde en kiosk, så hun havde alle magasinerne til rådighed, hun skulle bare lægge dem tilbage når hun var færdig, og undgå at spilde marmelade i dem. Kærligheden til bøger kom først senere.

– Jeg begyndte ikke at læse bøger seriøst før i mellemskolen. Jeg havde en veninde som læste alle de store klassikere. Jeg læste dem også men det var i et blad der hed Illustrerede Klassikere, som var tegneserier lavet over alle klassikerne som De elendige osv. Men så sagde min veninde, at det kunne man ikke være bekendt, man skulle læse bøgerne. Så det var hende der fik mig til at læse. Den første var Dostojevskijs roman Raskolnikov, derfor har jeg et særligt forhold til den.

Kirsten Thorup viser mig sit arbejdsværelse i forlængelse af stuen. Lyset strømmer ind fra hjørnevinduet, hvor der foran er placeret et lille og enkelt skrivebord. En bærbar computer, en printer, få stakke med papirer, et par bøger, nogle spiralhæfter og en fyldepen, er det eneste der pryder bordet.

Det er et dejligt arbejdsværelse, siger Kirsten Thorup og fortsætter; Det er faktisk første gang jeg har et arbejdsværelse.

Vi sætter os bagefter i det hyggelig køkken med kaffe og Kirsten Thorup fortæller, hvordan hun i starten af sin karriere skrev sine bøger i sengen, i hånden på en blok. Det var tiden inden computeren, mens skrivemaskinen stadig var stjernen i enhver forfatteres liv. Men ikke i Kirsten Thorups, hun havde tværtimod et lidt anstrengt forhold til skrivemaskiner. Hun havde taget et kursus i maskinskrivning, men gad ikke fortsætte fordi det var så kedeligt, så hun lærte aldrig tifingersystemet og skrev for mange fejl hele tiden.

Så jeg skrev i hånden. Jeg skrev det så rent på skrivemaskinen hver dag, for ellers var det umuligt at læse og rette i det. Det var en ret tung proces jeg havde dengang. Men jeg kunne kun skrive i sengen, så jeg stod heller aldrig op før klokken fire om eftermiddagen.

Hendes skrivevaner har ændret sig meget siden da, ikke mindst da hun i 1994 fik sin første computer. Modsat skrivemaskinen, er computeren blevet hendes vigtigste arbejdsredskab og i dag kan hun slet ikke undvære den, og skriver kun meget lidt i hånden nu.

Jeg er blevet så vant til at skrive på computeren, at det næsten er fremmed for mig at skrive i hånden, selv om jeg har skrevet så mange år i hånden. Nu gør jeg det næsten kun, hvis jeg har en passage som jeg ikke kan finde ud af at formulere, så har jeg brug for at have den fysiske kontakt, som man jo har med blyant og papir. Men det er ikke ret tit, forklarer Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

I de perioder hvor Kirsten Thorup er godt i gang med at skrive på en roman, ligner dagene hinanden. Hun skriver fra hun står op, for hun må ikke få noget fremmed i hovedet inden hun skal skrive. Derfor må hun også lade de daglige aviser vente. Hun fortæller, hvordan hun før i tiden måtte undlade at abonnere på Information og Politiken, som hun læser hver dag, fordi fristelsen ganske enkel var for stor, når de kom ind af brevsprækken. I dag lander de i postkassen nede i opgangen, hvilket gør det lettere at vente. Modsat tidligere, hvor hun begyndte dagens skriverier ved 7-8 tiden, begrænsede hun i arbejdet med den seneste bog Erindring om kærlighed, sin skrivetid til kl. 10-14 hver dag.

Det var rigtigt godt! Jeg bliver mere fokuseret, når jeg ikke bare har hele dagen flydende foran mig. Det bliver koncentreret fordi det er så kort, så jeg bliver heller ikke sulten og skal afbryde for at gå ud og tage en ostemad og sådan noget. Det har jeg været rigtig glad for, så det tror jeg, at jeg vil gøre igen, når jeg skal i gang med en ny bog. Så skal jeg heller ikke springe ud af sengen, men kan ligesom tage det med ro. Det passer mig godt, det kan jeg mærke, fortæller Kirsten Thorup.

At skrive en bog er en langsommelig proces for Kirsten Thorup, som mange gange er 3-4 år om at skrive en roman. Hun fortæller, at hun nogle gange kan skrive på begyndelsen af historien i op til et halvt år. Hun giver ikke sig selv daglige deadlines, for nogle dage går hun i stå eller hun tror ikke rigtigt på projektet og andre gange skal hun lige til en familiebegivenhed eller noget andet som giver en pause.

– Romanskriveri består for mig meget af pauser. Pauserne fylder mere end selve skriveriet. Der er mange dage, hvor man ikke kan skrive. De der dage, hvor man rigtig er i gang, er naturligvis de bedste, men hvor længe de kan vare, kan man ikke svare på.

Hun synes da også at det er vigtigt at holde pauser og holde fri, så der kan lades op. Men for hendes eget vedkommende går det ikke at holde fri mere end en enkelt dag, for så kommer hun for meget ud af historien og det dur ikke.

– Men jeg skal ud af lejligheden. For modsat andre som er på arbejde og synes det er dejligt at komme hjem, så har jeg siddet hjemme hele dagen og trænger til at kommer ud. Enten mødes jeg med nogen på en café eller jeg går også tit i biografen. Jeg kan godt lide at gå i biografen alene.

KirstenThorup2

Kirsten Thorup har ikke meget af historien på plads inden hun begynder skrivearbejdet. Hun skriver historien frem, fortæller hun. Foto: Mette Camilla Melgaard

JEG SKRIVER HISTORIEN FREM
I mit arbejde med denne serie af artikler, har jeg oplevet at det er meget få af forfatterne der starter (næsten) blankt, når de sætter sig til at skrive. De fleste har et groft skelet eller en synopse til deres historie. Men sådan arbejder Kirsten Thorup ikke.

Jeg arbejder ikke med plot, det har jeg aldrig gjort, det siger mig ikke noget. Det ville være en spændetrøje for mig. Når jeg starter, har jeg nogle personer, nogle gange kun en person, som jeg vil skrive om, og nogle begivenheder som jeg gerne vil have med, som jeg synes skal belyses eller beskrives. Og så er det et spørgsmål om, hvordan jeg kommer fra begivenhed til begivenhed. Jeg skriver mig frem til historien. Jeg ved heller ikke, hvordan det slutter.

Der er altså ikke meget der er på plads inden hun begynder at skrive. Blot nogle punkter eller en forestilling om, hvordan bogen skal se ud. Hun forklarer, at det er en af grundene til at hendes bøger er så forskellige som de er. Formen finder hun efterhånden som historien folder sig ud og først når hun er kommet lidt over halvvejs, er præmisserne sat op og hun kan se, hvordan det skal ende. Hun skriver kronologisk, egentlig ikke bevidst, men sådan bliver det alligevel altid.

Det er meget få bøger, hvor jeg ikke er startet med starten, uden at vide at det er starten. Jeg tror kun at det var med Ingenmandsland, at jeg hele tiden kunne se, at der manglede et kapitel før. Det er faktisk den eneste jeg kan komme i tanke om. Ellers starter jeg bare et sted, og det ender altid med at blive starten. Nogle gange kan jeg godt se, at der mangler et kapitel mellem to kapitler og så bliver jeg nødt til at skrive det. Det er som regel fordi det er noget der ikke interesserer mig så meget, og så tænker jeg at det kan jeg godt springe over og vente med. Men det kan jeg så ikke, siger Kirsten Thorup og griner.

Et gennemgående kendetegn i hendes romaner er de altid helstøbte karakterer. De føles aldrig konstruerede, men som rigtige mennesker på godt og ondt. Kirsten Thorup fortæller at hun holder meget af at skabe personerne, som ofte er baseret på mennesker hun har mødt – enten i sin egen familie eller tilfældigt rundt omkring.

– Det er en blanding, for alle personerne er jo mig, men jeg bruger nogle personer som jeg kender eller bare har mødt en enkelt gang og så projicerer jeg mig selv ind i dem. Selv om jeg har virkelige personer som model for en karakter, så er det fiktionspersoner jeg skaber, fortæller Kirsten Thorup og forklarer nærmere;

– Personerne kan godt tage en uventet drejning under skrivningen og blive anderledes end jeg har forestillet mig. Jeg skriver dem frem. Jo mere jeg skriver om personerne, jo mere ved jeg om dem. Fx kan de reagere på en måde, som ikke stemmer med det jeg først havde skrevet, og så kan jeg pludselig se at det er forkert, sådan ville de ikke opføre sig. At skrive fiktion er en blanding af styring og det ubevidste.

Erindring om kærlighedKirsten Thorup laver ret meget research til sine bøger, selv om historierne bygger på ting hun har fra sit eget liv og andres, er der begivenheder og situationer der må undersøges nærmere. I sin seneste roman Erindring om kærligheden, der udkom i april, var der flere ting i historien om Tara og Siri, mor og datter, der krævede research. Hvor hun før i tiden måtte forbi Det Kongelige Bibliotek og slå op i gamle aviser, kan meget af researchen i dag laves ved computeren. Men der er visse ting, hvor Kirsten Thorup er nødt til at ”være i det” for at kunne skrive om det. Det gjaldt for eksempel rumænske hjemløse, som optræder i et par kapitler i bogen. Sammen med en tolk besøgte Kirsten Thorup Mariakirken på Vesterbro, hvor mange af de rumænske hjemløse opholdte sig samt flere af værestederne i København. Også COP15-mødet i København i 2009 lavede hun indgående research på, blandt andet ved at se en film om det der skete ved Bella Centret, hvor flere tusinder blev tilbageholdt ved en demonstration, samt ved at tale med nogle af de involverede.

Jeg laver research på det jeg ikke ved noget om. Finder alle de gode detaljer som virkeligheden har. Selvom det er fiktion og jeg godt kan lave lidt om på det, skal jeg alligevel vide, hvordan det var i virkeligheden for at kunne lave fiktion af det, forklarer Kirsten Thorup, der gang på gang bliver forbavset over, hvor megen imødekommenhed hun møder i sin research.

Tænk at folk gider at spilde tid på at snakke med mig, siger hun smilende.

JEG VÆNNER MIG ALDRIG TIL DET
Kirsten Thorup debuterede som forfatter i 1967 og har udover romaner skrevet både digte, noveller og dramatik til tv og teater. Hun er med andre ord en ret garvet forfatter. Alligevel føler hun ikke selv, at hun nogensinde vænner sig til at udgive bøger.

– Jeg bliver mere og mere nervøs med årene. Jeg synes faktisk det er ret hårdt at udgive. Det er klart det er hårdt inden man udgiver, for man kan jo aldrig vide om det går godt uanset hvad man har skrevet. Men det er hårdt, fordi det er en så ekstrem anden situation end det er at sidde og skrive alene, hvor man har en slags uskyld og kan skrive hvad der passer en. Men når det udgives skal man stå til ansvar for det man har skrevet. Det er ret hårdt.

Siden hun udgav sin første roman er der sket meget. Det er en helt anden verden. En helt anden offentlighed, hvor kendiskulturen er blevet en markant del af hverdagen også for forfattere. Tidligere var der ikke så mange interviews med forfattere og kunstnere i det hele taget. Hvis der var et interview, så var det fordi man havde fået en vanvittig god kritik i en avis, så det var en begivenhed der skulle følges op på.

– Der skete et skifte i midten af 1980’erne. Jeg kan huske, da jeg udgav Den yderste grænse, der ringede Politiken og ville gerne have et interview inden bogen var udkommet. Det turde jeg simpelthen ikke. Det var som om jeg skulle sælge skindet inden bjørnen var skudt, og det turde jeg ikke. Jeg spurgte om de ikke kunne lave det efter at den var udkommet, men det var de ikke interesserede i, så der kom aldrig et interview. Sådan har jeg det ikke i dag, men dengang var det første gang, at jeg mærkede skiftet i interessen.

I dag er der langt mere spot på forfattere og deres privatliv. Kirsten Thorup mener selv, at hun er heldig, at hun er gammel i gårde, og derfor nemmere kan afværge det – hun er heller ikke på de sociale medier – hvorimod det næsten kræves af yngre forfattere, at de er ”på” hele tiden.

– De fleste forfattere er introverte, det hører næsten med til jobbet. Derfor kan det godt være psykisk hård for nogle af os i tiden efter en udgivelse, selv om det nu er en fast del af arbejdet.

Jeg har tilbragt næsten to timer i selskab med Kirsten Thorup og vores snak er nået bredt omkring. Som forfatter in spe suger jeg til mig, og kan til sidst ikke lade være med at spørge hende, om hun har et par gode råd til os der drømmer om selv at skrive romaner.

For det første skal man skrive og man skal skrive meget. Og så skal man øve sig i at iagttage. Hvad for en lyd er der lige nu? Hvad er det for nogle farver? Alle bøger og alle genrer består af detaljer. Man skal ikke på forhånd censurere sig selv – hverken med om det er godt eller dårligt, eller om hvad man kan skrive. Man må ikke lægge bånd på sig selv eller begrænse sig selv på forhånd. Man skal ikke tage hensyn til om man er inspireret eller ej, man skal skrive for at øve sig i at skrive. Og så skal man have tid, men det ved jeg ikke hvordan andre finder, fortæller Kirsten Thorup med et smil.

Fakta
Kirsten Thorup (f. 1942)
Forfatter til både digte, noveller, dramatik og romaner – heriblandt Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Ingenmandsland (2003), Tilfældets gud (2011) og Erindring om kærligheden (2016). Hun har modtaget mange æresbevisninger blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1970-72, Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO’s Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris 2004.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord 5 – Morten Pape