Diverse forfattere: Over grænsen

Over grænsenOver grænsen er en novellesamling med syv krimier skrevet af nogle af Danmarks mest populære krimiforfattere. Overskuddet fra bogen går til Red Barnets arbejde for syriske flygtningebørn og deres skolegang.

Forfatterne Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Eva Maria Fredensborg, Lotte & Søren Hammer, A.J. Kazinski, Jakob Melander og Jesper Stein, giver hvert deres bud på en kriminovelle, og i langt de fleste tilfælde lykkedes det fint. At mestre novellegenren er svært og det er måske endnu mere svært, når der samtidig skal være et krimiplot der både bliver slået an og løst på få sider.

Hævn er det gennemgående tema i fire af novellerne, hvor af især den første fortælling Sprækken af Jussi Adler-Olsen har bidt sig fast i mig. Den er modbydelig på flere plan – selve mordet, baggrunden for mordet og ikke mindst fordi man faktisk fatter sympati for morderen. Det er en helt igennem ondskabsfuld historie som jeg stadig ikke kan ryste af mig.

”Der tager du fejl, sagde hun og kiggede på ham og forsøgte at holde hans blik […] Hun troede ikke sit eget mod, da hun lænede sig frem og hviskede ind i hans øre: Det bliver mig, der slår dig ihjel, Allan.” (fra Vandrende skygger af Elsebeth Egholm)

Sympati får man også for morderen i Elsebeth Egholms historie Vandrende skygger. Men hvor Sprækken er ondskabsfuld er Egholms novelle næsten hyggelig på en Arsenik og gamle kniplinger-agtig måde.

I Lotte & Søren Hammers fortælling Den blå ged, er hævn også omdrejningspunktet for plottet, men her sker der ikke noget drab, hvilket heller ikke er tilfældet i A.J. Kazinskis novelle Bentzon på broen, som efter min mening er den svageste af de syv historier.

Med novellen Gudinden, tager Jesper Stein os med ind i sit velkendte univers med Axel Steen i hovedrollen, dog befinder vi os denne gang i tiden før vi lærte Axel at kende i romanen Uro. En mildere udgave af Axel bor med kæresten Cecilie og deres 1-årige datter Emma på Nørrebro. Han sendes ud til et formodet selvmord på Amager, hvor en 32-årig kvinde har taget sit eget liv i garagen med gassen fra den tændte bil. Tilbage står hendes mand og deres 4-årige søn, som hurtigt kommer under huden på Axel. Og Axel bliver mere og mere overbevist om, at kvinden er blevet dræbt.

Det er syv hurtigt og let læste historier som passer udmærket til solvognen med en kold drik indenfor rækkevidde. Som sagt er det svært at mestre novellegenren, og trods et par enkelte undtagelser bliver det aldrig rigtigt spændende.

Over grænsen udkom den 1. juni.

★★★☆☆

Cilla og Rolf Börjlind: Den tredje stemme

Den tredje stemmeAndet bind i trilogien om det umage makkerpar Olivia og Tom, byder lige som første bog Springflod, på masser af visuelt drama fra de succesfulde manuskriptforfattere Cilla og Rolf Börjlind.

Handling: Olivia er blevet færdig på politiskolen og er rejst til Sydamerika for at finde ud af mere om sin biologiske mor, samt for at forsøge at affinde sig med sin egen dramatiske historie. Tilbage i Stockholm kommer en ung pige hjem og finde sin far hængt. Noget tyder på, at der er tale om et fingeret selvmord. Manden arbejde i toldvæsenet, og efterforskede en sag om en stor mængde beslaglagt narko der er forsvundet fra toldvæsenets depot. Olivia kender datteren til den hængte mand, og indleder sin egen uofficielle efterforskning. I Marseille, Frankrig, finder man et parteret lig. Det viser sig at være resterne af en blind kvinde, der tidligere har arbejdet som ”target girl” for en knivkaster i et cirkus. Ekspolitimanden Tom Stilton er så småt ved at have samlet sig selv op efter flere år i et dybt sort hul. Da hans gode ven Abbas beder ham om hjælp tøver han ikke, og sammen drager de mod Marseille.

Det er vanvittigt så godt Cilla og Rolf Börjlind skriver, og endnu mere vanvittigt, hvor helt igennem fantastiske de er til at opbygge en historie. Jeg kan lige så godt sige det som det er – man har svært ved at lægge Den tredje stemme fra sig! Hver eneste side driver med spænding, og plottet er så ufatteligt modbydeligt.

Man er tilbøjelig til at sige at Olivia og Tom er bogens hovedpersoner, men Börjlind-parret gør bipersonerne til lige så vigtige og helstøbte karakterer som Olivia og Tom. Den unge pige Sandra samt Olivia og Toms venner Abbas el Fassi og Mette Olsäter fylder også en pæn del i bogen, og man fatter stor sympati for dem alle – det føles næsten som om at man møder dem personligt.

Det kan sige kort Den tredje stemme er rigtig god – godt tredje bind Sort morgen er udkommet, så man ikke behøver at vente på en afslutning.

Den tredje stemme udkom i 2014.

★★★★★

Relaterede link:
Læs mit interview med Cilla og Rolf Börjlind fra 2015 i forbindelse med udgivelsen af Sort morgen.

Cilla og Rolf Börjlind: Springflod

SpringflodDet føles næsten lidt uartigt at kalde to af Sveriges mest efterspurgte manuskriptforfattere for debutanter, men ikke desto mindre var det sandt, for Springflod var nemlig første gang at de udkom i bogform. Og sikke en debut!

Handling: I 1987 bliver en ung, gravid kvinde på sadistisk vis myrdet på stranden på den svenske ø Nordkoster. Trods politiets indsats bliver offeret aldrig identificeret og mordet aldrig opklaret, og for politimanden Tom Stilton får det katastrofale personlige konsekvenser. Næsten 24 år senere plages Stockholm af en række brutale overfald på hjemløse. Olivia Rönning går på Politiskolen. Da eleverne får til opgave at arbejde med en ”Cold Case”, vælger hun strandmordet fra Nordkoster. Som det første forsøger Olivia at få kontakt til Tom Stilton. Men den tidligere efterforskningsleder er sporløst forsvundet.

Efter en lidt langsom start, hvor vi får en masse navne kastet i ansigtet, tager handlingen i den grad til, og pludselig er det umuligt at lægge bogen fra sig. Hele tiden får historien et twist som man ikke er forberedt på. Beskrivelserne af de forskellige karakterer er eminente. Med få ord får vi som læsere et helt klart billede af personerne og tager dem hurtigt til os. Det er tydeligt at vi har med to garvede manuskriptforfattere at gøre, for teksten er generelt mættet med billeder på den virkelig gode måde.

Cilla & Rolf Börjlind står blandt andet bag manuskripter til hele 26 film om Martin Beck (samt flere afsnit af Wallander + filmene baseret på Arne Dahls serie om A-gruppen), og for den opmærksomme læser har Springflod et par morsomme henvisninger til netop Beck-serien.

Springflod fik i år premiere som tv-serie i 10 dele på SVT1 – og naturligvis stod Cilla og Rolf Börjlind selv for manuskriptet. I rollerne som Tom Stilton og Olivia Rönning ses Kjell Bergqvist og Julia Ragnarsson.

Bogen Springflod udkom i 2012 og er første bind i trilogien om det uortodokse makkerpar Rönning & Stilton. Andet bind Den tredje stemme udkom i 2014 og tredje bind Sort morgen i 2015.

★★★★★

I forbindelse med udgivelsen af Springflod i 2012 lavede jeg et interview med Cilla og Rolf Börjlind samt dette lille videoklip.

Relaterede links
Læs mit interview med Cilla og Rolf Börjlind fra 2015 i forbindelse med udgivelsen af Sort morgen.

 

Mord med Dan Turell

Dan Turell

Dan Turell ved skrivemaskinen med sin karakteristiske hat på.

I sommeren 2014 læste jeg fire af Dan Turells bøger fra den såkaldte Mord-serie, der består af 12 bind. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med hans skrevne ord – bortset fra et par digte, jeg vist læste i gymnasietiden, men de lå langt tilbage i hukommelsen.

Mit første møde med Mord-serien var de to filmatiseringer Mord i mørket (1986) og Mord i Paradis (1988, baseret på bogen Mord i Rodby), med Michael Falch i rollen som den navnløse journalist. På det tidspunkt tænkte jeg dog ikke over, at de var baseret på bøger af Dan Turell, som i min verden dengang blot var en lidt spøjs personage med sort neglelak, der optrådte i de kulørte magasiner. Men jeg kunne rigtig godt lide deres noir-kvaliteter, hvilket var ret uvant for danske film i 1980’erne, og jeg har sidenhen set filmene flere gange.

Jeg havde længe tænkt, at jeg burde læse Mord-serien, og finde ud af om jeg var enig i lovprisningen af Dan Turell. Og da jeg tilfældigt fik fire e-bøger (et medie jeg ikke er sikker på forfatteren ville have brudt sig om) i indbakken, var der ingen undskyldninger for at vente længere.

Turell Mord-serie1Overordnet handling: Seriens hovedperson er en unavngiven journalist der arbejder freelance for en fiktiv (men Ekstra Blad-lignende) københavnsk avis omtalt som Bladet, hvor han dækker kriminalstoffet. I hver bog indblandes han i en mordgåde og har selskab af de andre gennemgående karakterer politiinspektør Ehlers og chefredaktør Otzen fra Bladet.

Bøgerne er fyldt med så meget alkohol og cigaretter, at man næsten skal på afvænning efter sidste side er vendt. Men de er også fyldt med kærlighed til at drive rundt i byens gader (som oftest Vesterbro), og samtidig får vi fine billeder af venskaber mænd imellem samt af journalistens forhold til kvinder – især til hans store kærlighed, advokaten Gitte Bristol.

De fire bøger jeg læste var Mord på Malta (1982), Mord ved Runddelen (1983), Mord på markedet (1989, noveller) og Mord i San Francisco (1990), og jeg måtte bukke mig i støvet og deltager i lovprisningen. Jeg har fået stor respekt for den produktive forfatter, efter jeg gang på gang er blevet blæst omkuld af hans sprog og de levende beskrivelser af omgivelserne – hvad enten det er Malta, San Francisco, Nørrebro eller hans elskede Vesterbro.

Turell Mord-serie2

Dan Turell skaber samme stemning som vi kender det fra de store krimimestre Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Men hvor Hammett havde detektiven Sam Spade, og Chandler detektiven Phillip Marlowe, valgte Turell en anonym journalist. I dag er det ikke usædvanligt med en journalist i hovedrollen i en krimi tværtom, men mon ikke at Dan Turell var blandt de første, der førte journalisten frem på scenen?

Jeg mangler stadig at læse 8 bøger i Mord-serien, så måske skal de kommende fridage i påsken bruges på mordmysterier og eventyr i Dan Turells univers. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad han mon ville mene om Vesterbro anno 2016 – jeg er ikke sikker på, at han ville bryde sig meget om det.

Dan Turell (19.03.1946 – 15.10.1993)

Lars Kjædegaard: Skakten

SkaktenDer er desværre ikke meget spænding at hente i Skakten, der er det ottende bind i Lars Kjædegaards krimiserie om efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid.

Handling: Efter to brutale sager om familiedrab, henvises Anita Hvid til politiets psykologiske konsulent Mia Norling, men efter den første behandling forsvinder psykologen fra sit hjem. Samtidig bliver en kontroversiel forretningsmand og byrådspolitiker dræbt i sit hjem. Belling og Hvid sættes på efterforskningen og kommer under stort pres, da Farums borgmester kort tid efter mister livet under lignende omstændigheder. Drabene virker umotiverede, og efterforskningen af Mia Norlings mystiske forsvinden komplicerer sagerne yderligere. Og hvorfor er hendes mand ved at fylde en dyb brønd på parrets landejendom midt i denne krisetid?

”Han stoppede brat og stirrede ned mod pilen i sit bryst. Hans ene hånd greb om den, og den føltes som en del af ham selv. Han registrerede, at kvinden med buen forsvandt ind gennem døren, hun var kommet ud ad. Så faldt han ned på knæ, og da han faldt videre forover, mærkede han styrtfloden af blod i munden.”

Lars Kjædegaard er en utrolig produktiv forfatter, som udgiver en til to bøger om året. I år er har han indtil videre udover Skakten, udgivet lydbogsføljetonen En ærlig mand i samarbejde med Storytel. Men Måske burde han have brugt lidt mere tid på Skakten, for spændingen er udeblevet, hvilket jo er temmelig kritisk for en krimi.

Der væves et net af små historier for at opbygge spændingen, problemet er bare, at det ikke er spændende. Psykologens mand, Stig, bliver ansat som huslærer for en 18-årig ensom rigmandsdatter, og lærer hende (naturligvis) andet end engelske gloser alt imens han fortsætter med at fylde marksten i brønden. Hurlumhejet om Anita Hvid, som skal forestille sig at være psykisk drænet efter nogle barske sager, virker utroværdigt og blot som fyldstof, og da der endelig kredses ind på morderen er motivet tyndt, ja nærmest ikke eksisterende. Der kommer endnu et lille twist i historien på de sidste sider, som jeg ikke vil afsløre, men det bekræfter blot, at det må være gået lidt for hurtigt med at udtænke bogens plot.

Det forrige bind i serien, Døden i Harkaberg, er rigtig god, og det er derfor skuffende, at spændingsniveauet er dalet så kraftigt denne gang.

Skakten udkom den 5. februar.

★★☆☆☆

Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner

Det bedste til mig og mine vennerFjerde bog i serien om politimanden Lars Winkler, Det bedste til mig og mine venner, er blodig i et dræbende langsomt tempo.

Handling: Et maltrakteret lig hænger under ballongyngen i et snedækket Tivoli en nat fem dage før jul. Stukket ihjel og spændt fast til bunden af gondolen. Den dræbte viser sig at være Tivolis personalechef, Hanne Leth-Jeppesen, der ikke ligefrem er elsket af sine kolleger. Opklaringsarbejdet kompliceres, da hustruen til en af de mistænkte udsættes for et drabsforsøg på Christiania. Hun bliver lagt i kunstig koma, og imens er hendes familie ved at falde fra hinanden. Men en dyster hemmelighed hvilker over familien, og ingen ønsker at tale med politiet. Politiassistent Lars Winkler må navigere i en dunkel labyrint af modstridende interesser og fortrængt fortid. For drabet i den mennesketomme eventyrhave, har tråde tilbage til en Gasolin-koncert i Tivoli i midten af 1970’erne, et kollektiv på Østerbros samt en makaber drabssag på Christiania i 2017.

”Det blyfarvede brakvand sendte en stank af rådden tang, affald og kemikalier ind over isen og mod land. Helt ærligt, Lars. Lad os nu komme tilbage. Der er ikke noget her. Ulrik trippede ved indgangen, tydeligt mærket af den samme stemning, Lars forsøgte at fortrænge. Men følelsen ville ikke forsvinde.”

Jeg er stor fan af Jakob Melander, efter at jeg læste hans helt fantastiske krimi De berusedes vej, der udkom sidste år og som blev belønnet med de maksimale 5 stjerner fra mig. Derfor var forventningerne tårnhøje, da jeg fik Det bedste til mig og mine venner i hånden. Og desværre lever den ikke helt op til samme niveau som forrige bog.

Det er en lidt indviklet historie, hvor vi først har mordet på Tivolis personalechef. Derudover er der tilbageblik til 2007, hvor Lars Winkler og hans kollega og bedste ven Ulrik (der i nutid er hans chef og kæreste med Lars’ ekskone) arbejder på en blodig sag om en familiefar der har dræbt sin hustru og to børn, inden han har taget sit eget liv. Vi får også flashback til 1976, hvor det nutidige mordoffer var midtpunkt for en flok teenagedrenge. Oveni det udsættes en af de mistænktes hustru for et drabsforsøg, og så er det lige privatlivsdelen, hvor Lars, hans chef og tidligere bedsteven Ulrik, ekskonen Elena og kollegaen og kæresten Sanne, ikke har det helt let. Der er med andre ord rigtig mange grene på historien.

Det er ikke så svært at gennemskue, hvem morderen er, men motivet bag er ikke helt så ligetil, som det i første omgang ser ud til at være. Tempoet i bogen er utroligt langsomt, og ja jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt undervejs. Og afslutningen, hvor det hele skal gå op i en højere enhed, bliver en smule rodet og lidt for fantasifuld efter min smag.

Jeg ville ønske, at der var blevet strammet lidt op – fx kunne jeg sagtens have undværet drabsforsøget på den mistænkte Steen Bankes hustru. Jeg vil meget hellere høre mere om drabssagen fra 2007, som er nogle af de mest spændende scener i bogen. Efterforskningen i den nye sag kører trægt, og så ville det have klædt historien at bruge mindre plads på ”problemer i privatlivet”.

Det bedste til mig og mine venner udkommer i dag den 4. marts.

★★★☆☆

Filmanmeldelse: Flaskepost fra P

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens populære bøger om Afdeling Q, Flaskepost fra P, ser ud af mere end den er.

Handling: I Afdeling Q på Københavns Politigård, modtager den en 8 år gammel flaskepost med et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab. Samtidig forsvinder søskendeparret Samuel og Magdalena, som er opvokset i en religiøs menighed, pludselig. Carl Mørck og hans assistent Assad finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at grave sig ind i det religiøse samfund og komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Mord som aldrig er blevet anmeldt, da han angiveligt hver gang bortføre to børn fra meget religiøse familier, slår det ene barn ihjel og kræver tavshed og en stor løsesum for det andet. Tiden er knap, og i jagten på at finde børnene før det er for sent må Carl Mørck sande, at det at tro på noget er tæt forbundet med livet og døden.

”Assad: Vi har kendt hinanden i mange år og du har aldrig spurgt til min tro. Carl: Jeg håbede det gik over. Ligesom en dårlig vane. Som rygning eller homoseksualitet.” (frit efter hukommelsen)

Religion og tro eller manglen derpå, er det gennemgående tema i filmen. Vi får et glimt ind i et religiøst frikirkesamfund og en kort privat samtale mellem den troende Assad og ateisten Carl. Men det er kun overflade, og sådan er det desværre flere steder i filmen. Der er simpelthen alt for meget vi ikke får svar på. Fx hvorfor Carl Mørck er sygemeldt og konstant ryster på hænderne. Vi får heller ikke uddybet det besynderlige forhold morderen har til en kvinde, som måske/måske ikke er en slags kæreste. Og så er der morderens hysteriske grineflip og pludselig stammen – hvad går det ud på?

Det er en visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

Jacob Lohmann og Amanda Collin som forældreparret Elias og Rakel, hvis børn kidnappes, gør det fremragende. Og også norske Pål Sverre Hagen, der spiller morderen (hvilket afsløres tidligt i filmen), er ubehagelig god. Men det virker ikke altid som om skuespillerne har haft det bedste materiale at arbejde med – et generelt problem i filmen. Dialogen hænger flere steder og virker stiv og unaturlig. Faktisk sad jeg med en fornemmelse af, at manuskriptet godt kunne være blevet gennemarbejdet en ekstra gang. Det lugter lidt af bestillingsarbejde der er blevet spyttet for hurtigt ud, og lever ikke op til den ellers fremragende manuskriptforfatter Nikolaj Arcels tidligere arbejde.

Jussi Adler-Olsens bog Flaskepost fra P betegnes ofte som hans bedste, og den blev blandt andet belønnet med Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman. Efter den utrolig spændende og vellykkede filmatisering af Fasandræberne, er Flaskepost fra P en lille skuffelse.

Flaskepost fra P har premiere i dag den 3. marts.

★★★☆☆

Thomas Enger: Banesår

BanesårBanesår er femte og sidste bind i Thomas Engers krimiserie om journalisten Henning Juul. Desværre er slutspurten ikke lige så spændende som de tidligere bøger.

Handling: Henning Juul sidder i en båd ude på en lille sø. En mand med et våben i hænderne sidder over for ham. Ved mandens fødder ligger et lig, som snart skal smides i vandet. Henning er sikker på, at han skal lide samme skæbne. Og han ved, at det er hans egen skyld. Det er lidt over to år siden, Henning mistede sin søn i en brand, og lige siden har han kæmpet med gåden om, hvem der satte ild til lejligheden, hvor hans og Noras søn omkom. De spor, Henning følger, fører nu endelig til et svar.

Over fem bøger har vi ventet på at få løst gåden om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og kostede hans søn livet. Det har været en spændende rejse, der i de fleste tilfælde har skubbet mig helt ud på stolekanten. Men der er mange tråde der skal samles i sidste bog – måske lidt for mange. I hvert fald bliver det næsten lidt uoverskueligt at holde styr på de mange navne der bliver slynget rundt, og hvad deres forbindelse er til den ene og den anden.

”[…] råbte hun. Hun fik ikke noget svar. Det fik hende til at gå nogle skridt hen mod stuen. Hun skubbede døren helt op og standsede som ramt af lynet. Tabte nøglerne. Tabte håndtasken. Og så begyndte hun at skrige.”

I Banesår begynder vi med slutningen. Henning sidder i en båd og venter på at blive slået ihjel, og derefter præsenteres vi for hændelserne der har ledt frem til, at vi nu befinder os midt på en skovsø med mørkt vand. En cliffhanger på første side…allerede der fornemmer man, at alt ikke er som det burde være. Den fremdrift der kendetegner de tidligere bøger er forsvundet. Grundstoffet i historien er blevet for tungt, og forfatteren må ty til billige tricks med mange drab og mordforsøg undervejs, for at holde læserens interesse.

Det gennemgående plot i bøgerne frem til nu, har været imponerende. Som læser har man fået mange ledetråde undervejs, som har knyttet sig til andre, og persongalleriet har været både interessant og troværdigt. Hver gang jeg har været færdig med en af de tidligere bøger, har jeg utålmodigt ventet på den næste. Men klimakset i sidste bog efterlader mig med en flad fornemmelse, og jeg kan ikke lade være med at være en smule skuffet. Det er en lidt trist afslutning på et ellers imponerende arbejde Thomas Enger har præsteret med de fire første bøger Skindød, Fantomsmerte, Blodrus og Våbenskjold.

Banesår udkommer i dag den 28. januar.

★★★☆☆

Inger Wolf: Brændte sjæle

Brændte sjæleBrændte sjæle, er første bog i en ny krimiserie fra den århusianske forfatter Inger Wolf, og har psykiateren Christian Falk i hovedrollen.

Handling: En mand formodes død efter fundet af et afhugget øre i hans lejlighed, men politiet kan ikke finde hans lig. De søger assistance hos psykiater Christian Falk, som før har ydet faglig bistand i forbindelse med deres efterforskninger. Han er ved at afslutte et større forskningsprojekt om seriemorderes hjerner og har netop gjort den foruroligende opdagelse, at en deltager har opgivet falsk identitet. Alligevel indvilliger han i at hjælpe politiet. Han må gå utraditionelt til værks for at skaffe sig indsigt i den forsvundne mands sind, og han kommer til at sætte alt på spil både professionelt og privat.

”Det er ikke så tit, jeg får fornøjelsen af så meget blod på ét sted. Jeg må tilstå, at det unægtelig gør mit liv noget mere spændende, når nogen dør på den måde.”

Jeg har med fornøjelse læst hele Inger Wolfs krimiserie om politimanden Daniel Trokic, og synes altid at hun har været god til at lave spændende plots og skrive med en tilpas fremdrift i historien på et let og tilgængeligt sprog, der dog ikke gør det store væsen af sig. Så med det for øje, har jeg set frem til at læse første bog i hendes nye serie.

Det starter egentlig meget godt. En mand med falsk identitet i et forskningsprojekt, hvis scanning viser at han har psykopattræk. En politisag med en forsvundet mand, hvis badeværelse viser at der har foregået noget langt mere blodigt end blot et afhugget øre. Og en ung, smuk kvinde som muligvis er et farligt bekendtskab.

Desværre er der lidt for mange forudsigelige hændelser og flere uforklarlige detaljer der irriterer mig. Hovedpersonen Christian synes at skulle skille sig ud fra mængden ved at være potrygende, have en keltisk tatovering og en forhistorie som uregerlig knægt, der blev smidt ud af den ene skole efter den anden (men han blev alligevel optaget på medicinstudiet?). Han virker ikke som en helstøbt karakter, for der er flere glimt af modstridende træk hos ham i løbet af historien og han bliver derfor en smule utroværdigt.

Det er tydeligt, at forfatteren har brugt flere kræfter på plottet og sidehistorierne, men det sidste efterlader desværre læseren med flere ubesvarede spørgsmål – og ikke på en cliffhanger agtigt ”du-skal-læse-næste-bog-for-at-få-svar” måde.

Brændte sjæle udkommer i dag den 22. februar.

★★★☆☆

Adventskalender 4

Det er blevet tid til fjerde og sidste afsnit af KulturXpressens adventskalender. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er blevet tid til fjerde og sidste afsnit af KulturXpressens adventskalender. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ingen adventskalender uden en overraskelse. Sidste afsnit af KulturXpressens adventskalender byder på en julegave til en heldig læser. Du kan nemlig vinde et eksemplar af årets nok bedste krimi, Aisha, af Jesper Stein.

AishaAisha er fjerde bind om machostrømeren Axel Steen, og efter min mening, den bedste bog i serien (indtil videre). Du kan sagtens læse den, uden at have læst de tre første, men som altid er det en fordel at have lidt baggrundsviden fra de tidligere bøger, da der henvises til flere af tingene i denne bog.

Historien begynder da en tidligere PET-agent findes dræbt på en temmelig bestialsk måde i sin penthouselejlighed på Amager. Det bliver Axel Steens første sag efter, at han knap to år tidligere var tæt på at miste livet under en undercoveroperation.

Axel har stadig både fysiske og psykiske men efter sin nedtur, og kæmper stadig mod lysten til at give efter for de gamle vaner med alkohol og stoffer, der tidligere har sendt ham direkte på kollisionskurs. Samtidig lider hans 8-årige datter af angst for at der sker Axel noget, hvilket hun har god grund til, for Axel Steen møder modstand i opklaringen af sagen om den lemlæstede og torturerede mand.

Der er mange overraskelser og ondskabsfulde drejninger i det geniale plot, og du skal være forberedt på, at det er meget svært at lægge bogen fra sig før sidste side er vendt.

For at deltage i konkurrencen, skal du nævne den bedste krimi du har læst i år. Jeg trækker en vinder tirsdag d. 22. december kl. 10 – vinderen bliver offentliggjort på KulturXpressens Facebook-side, så husk at tjekke om du er den heldige.

Hvis dit navn bliver udtrukket, og du vil have en chance for at få bogen inden jul, skal du sende din adresse til mig samme dag, så bogen hurtigt kan sendes af sted til dig.

Stor tak til Politikens Forlag, som har været så søde at sponsorere et eksemplar af Aisha.