Kristina Ohlsson: Lotus Blues

Lotus BluesThriller i to dele, der forsøger at give os en True Detective-lignende historie, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvem der fortæller sandheden – desværre med lidt for stereotype karakterer.

Handling: Den dag de hele går ad helvede tid regner det udenfor. Advokaten Martin Benner bliver opsøgt af en desperat mand, der fortæller at hans søster har brug for hjælp. Nu er det bare det, at søsteren er død og inden hun tog sit eget liv, tilstod hun fem mord. Aviserne kaldte hende for seriemorder og døbte hende Sara Texas. Nu vil hendes bror have oprejsning for hende, for han er sikker på at hun ikke har slået nogen ihjel, og han vil have hjælp til at findes hendes forsvundne søn Mio. Martin Benner har det meste. En karriere, penge, kvinder og et lille barn. Men han har også svagheder – han kan ikke sige nej til en udfordring. Da han vælger at se nærmere på Sara Texas-sagen, fejlvurderer han konsekvenserne af jagten på sandheden. Hurtigt forvandles han fra advokat til en brik i et livsfarligt spil, hvor han risikerer at miste alt.

”Kvalmen vendte tilbage. Rædslen er et uhyggeligt væsen, som kan antage en million forskellige former og farver. Hinsides angsten for, hvad det var for en aftale, jeg ville bliver nødt til at acceptere, lå en helt anden angst.”

Bogen er bygget op som en genfortælling til en journalist. Altså ved vi fra første side, at hovedpersonen Martin Benner er i live efter at have gennemgået det vi nu skal høre om. Martin Benner er ikke en særlig behagelig mand. Han er arrogant, selvoptaget og skammer sig ikke over sine macho-manerer. Han har forældremyndigheden over sin afdøde søsters datter Belle, som blot var ni måneder gammel, da forældrene blev dræbt i en flyulykke. Han klarer opgaven ved at købe sig til hjælp, og ved sin side har han desuden den tålmodige ekskæreste og kollega Lucy, som altid stiller op som både elskerinde og medarbejder.

Kristina Ohlsson skriver godt og historien forsøger ihærdigt at være hårdkogt og snedig, hvilket næsten lykkes, men der er alt for meget amerikansk tv-serie over det (i en sådan grad at hovedpersonen Martin Benner naturligvis er afroamerikaner med svensk mor og har en fortid som politimand i Texas), hvilket ikke rigtigt virker i bogform. Derudover er personerne så karikerede, at klichéerne står i kø for at komme til.

Der er lagt op til at manden i centrum, Martin Benner, modnes gennem det ydre og indre pres han udsættes for, mens trådene langsomt redes ud i næste bog – det er i hvert fald hvad jeg håber. Men det er svært at gennemskue om forfatteren forsvarer, kritiserer eller blot lidt distræt leger med disse forskellige stereotyper, vi kender så godt fra klassiske amerikanske detektivromaner og tv-serier.

Lotus Blues udkommer i dag den 18. september. Anden del Mios Blues udkommer til foråret.

★★★☆☆

Liza Marklund: Jernblod

JernblodDet sidste punktum er sat for journalisten Annika Bengtzon. Efter 18 år og i alt 11 bind afslutter Liza Marklund sin populære krimiserie.

Handling: Gamle skelletter fra fortiden rasler, og Annika Bengtzon går hos en psykolog for at få kontrol over de angstanfald der er begyndt at overmande hende. Da hendes søster pludselig forsvinder og sender Annika en SMS om at hjælpe hende, må Annika vende tilbage til barndomsbyen fyldt med smertefulde minder – ikke mindst om den kæreste hun dræbte i selvforsvar på det gamle jernværk. Samtidig er der uro på Kvällspressen, hvor papirudgaven står foran lukning. En stor mordsag med svage beviser optager alle og Annika kan som altid ikke lade være med at stikke næsen i den.

”Maj-Lis var urolig for dig, sagde han. – Hun syntes altid at du var for dumdristig, at du aldrig skånede dig selv. Da du sad fanget i tunnelen under Olympiastadion, eller var ved at fryse ihjel i det der skur oppe i Norrbotten, eller da dit hus brændte. – Jeg har aldrig reflekteret over det, sagde Annika. – Alt det her du har udsat dig selv for, Maj-Lis troede af og til at det skyldtes Sven, at han havde ødelagt noget i dig.”

Liza Marklund bragede igennem krimilitteraturens mandlige dominans i slutningen af 1990’erne (første bog Nedtælling udkom i Sverige i 1998) med sin fandenivoldske og øretæveindbydende heltinde, tabloidjournalisten Annika Bengtzon. Som den første lagde Marklund lige så meget energi i at fortælle om hverdagens almindeligheder med børnehavebørn, parforholdsskænderier, kønsmodsætninger på arbejdspladsen og samfundsrelaterede spørgsmål, som hun gjorde det med voldlige intriger og mord. Den Skandinaviske samfundskrimi blev pludselig krydret med kønspolitiske og feministiske vinkler, og Liza Marklund blev foregangskvinde for en række nye kvindelige krimiforfattere i Sverige og Danmark.

Det var en spændende tid og læserne slugte fortællingerne om Annika Bengtzon, og især de første bøger fik også mig helt ud på stolekanten, for her var en helt ny slags heltinde. Men nyhedsværdien forstummede og karakteren Annika Bengtzon forblev den samme uden tegn på udvikling. Først i de to forrige bøger Sort hvid og Noras bog, synes Marklund at lade Annika modne, og jeg var for en kort stund tilbage på stolekanten.

Trods en mordgåde (fortsættelse af mordet på politikeren Ingemar Lerberg fra forrige bog Noras bog) om en formodet seriemorder, bruger Marklund denne sidste bog i serien til at gøre status over Annikas liv og dæmoner. Hun sender Bengtzon til psykolog og berører flere af ”sagerne” fra de tidligere bøger, men der bliver naturligvis (fristes jeg til at sige) også lige berørt et aktuelt emne – mediekrisen og papiravisernes stille død. Tabloidaviserne der tidligere var samfundets megafoner og udstillede skurke og helte, kæmper nu med en katastrofal økonomi og hårde nedskæringer. Men hvor hører Annika hjemme i denne fagre nye verden?

Der er løbet meget vand under broerne siden den første bog. Tiderne har forandret sig uden at Annika Bengtzon helt har fulgt med, så alt i alt er det en udmærket idé at give hende fred. Men måde det gøres på er efter min mening lidt for tynd. Jeg ville ønske at Marklund en sidste gang ville skrue helt op for spændingen og lade Annika forsvinde med et brag. I stedet bliver det knapt hørligt, når violinerne stilner af på sidste side.

Jernblod udkommer i dag den 12. september.

★★★☆☆

Konkurrence: Vind Liza Marklunds nye krimi

JernblodDen 12. september udkommer Liza Marklunds krimi Jernblod – den 11. og definitivt sidste bog i den populære serie om journalisten Annika Bengtzon. Jeg har i den anledning lavet en lynhurtig konkurrence, hvor du kan vinde et eksemplar af bogen.

Handling: Gamle skeletter fra fortiden rasler, og Annika Bengtzon går hos en psykolog for at få kontrol over de angstanfald der er begyndt at overmande hende. Da hendes søster pludselig forsvinder og sender Annika en SMS om at hjælpe hende, må Annika vende tilbage til barndomsbyen fyldt med smertefulde minder – ikke mindst om den kæreste hun dræbte i selvforsvar på det gamle jernværk. Samtidig er der uro på Kvällspressen, hvor papirudgaven står foran lukning. En stor mordsag med svage beviser optager alle og Annika kan som altid ikke lade være med at stikke næsen i den.

Vind bogen
Du har nu mulighed for at vinde et eksemplar af Jernblod – alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål:

Hvad hedder den avis Annika arbejder for?

A. KulturXpressen

B. Kvällspressen

C. Aftonbladet

Skriv svaret i kommentarfeltet – jeg trækker vinderen fredag den 11. september kl. 12.

Held & lykke!

Tak til Rosinante & Co. for at sponsorere et eksemplar af Jernblod.

Stefan Ahnhem: Den niende grav

Den niende gravModbydelig spændende krimi, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig og ønske, at den aldrig slutter.

Handling: Sveriges justitsminister er forsvundet. Det er dog kun SÄPO samt et par højtstående politifolk der ved, at ministeren forlod regeringsbygningen en eftermiddag kort før jul, og siden ikke er blevet set. Fabian Risk får til opgave at grave i hændelsen, men får samtidig strenge ordrer til at gøre det diskret under radaren. Hans kolleger kæmper med andre sager om mystiske forsvindinger. Da Fabian finder ministeren indser han, at der en kobling til de andre sager. Justitsministeren er blot en i rækken, og chancen for at finde de andre ofre i live er minimale. Ved Københavns Politi arbejder Dunja Hougaard med en sag, hvor hustruen til en tv-berømthed er fundet brutalt myrdet. Manden er sporløst forsvundet, og mistænktes derfor at være gerningsmanden. Men flere spor fører til Sverige, og Dunjas veje krydser både gerningsmanden og det svenske politi. Det ser ud til, at de leder efter den samme person.

”Hun tog lommelygten i munden og stak den ene pegefinger ind gennem plastikken og rev et stort hul i affaldssækken lige over hende. Det begyndte med nogle få dråber. Derefter strømmede det ud. Lige ned i hendes ansigt. Den gennemtrængende stank slog imod hende som et kemisk våben. Hun skreg højt i de for sekunder, det tog den tyktflydende væske at løbe lige ned i hendes åbne mund, hvorpå hun tav og vendte ansigtet bord. […] Den metalliske smag afslørede, at det var blod. Men den forfærdelige stank sladrede om, at blodet var blandet med ligvæske.”

Stefan Ahnhem debuterede i 2014 med den hæsblæsende Offer uden ansigt, hvor vi følger politiefterforskeren Fabian RIsk, der netop er flyttet tilbage til barndomsbyen Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. I Den niende grav følger vi Fabian og den uhyggelig sag han arbejder på i Stockholm, seks måneder inden flytningen til Helsingborg.

Det er en vaskeægte page-turner med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, som kun langsomt afsløres i sin helhed. Karaktererne er spændende og helstøbte, og der sker flere uventede hændelser – mange, der ikke er for svage sjæle. Alt i alt en rigtig god bog, der indeholder alt det en krimi skal plus lidt til.

Den niende grav udkommer i dag den 7. juli.

★★★★★

Du kan læse de første kapitler af bogen her.

Mari Jungstedt: Den sidste akt

Den sidste aktTiende bind i Mari Jungstedts Gotland-serie om politiinspektør Anders Knutas og kollegaen Karin Jacobsson, er hurtigt læst og lige så hurtigt glemt.

Handling: En varm sommerdag under det årlige folkemøde på Gotland, Almedalsugen, bliver den smukke journalist og debatredaktør på en af landets største aviser, Erika Malm, fundet myrdet. Dagen inden har hun deltaget i en ophedet debat om fremmedhad og racisme, og blandt hendes efterladenskaber finder man et hadebrev fra en nynazistisk bevægelse samt sporerne efter en elsker. Politiinspektør Anders Knutas har ansvaret for efterforskningen, men han er i personlig krise. Skilsmissen fra konen og udsigten til et andet liv piner ham samtidig med at følelserne for kollegaen Karin får mere plads.

”En fornemmelse af, at hun ikke var alene, sneg sig ind på hende. Som om nogen iagttog hende. Hun så sig ængsteligt omkring. Ikke en lyd, ikke en bevægelse. Alligevel var det, som om der var nogen. Nogen, hun ikke kunne se. Hun stivnede, trak vejret mere dæmpet. Afventende.”

Det føles næsten kriminelt, at kalde denne bog for en krimi, for selv om der både er mord og en efterforskning, kredser handlingen sig mest om seriens gennemgående hovedpersoners privatliv. Knutas, Karin samt journalisten Johan Berg og dennes hustru Emma Winarve. Det er den samme smøre igen og igen, bog efter bog, og det er for længst blevet kedeligt.

Den måde Jungstedt bygger sine bøger op på, gør desværre, at det ikke kræver den store tankevirksomhed at nå frem til, hvor morderen skal findes. Der er sjældent overraskelser, og når der en enkelt gang laves et lille twist i historien, virker det ikke overraskende men mere spøjst, fordi hun springer let hen over de facts, som ville give mere kød på historien.

Der er udkommet yderligere to bøger i serien i Sverige Du går inte ensam (2013) og Den man älskar, der udkom i sidste måned, og man kan håbe at Jungstedt der lægger flere kræfter i mysteriet, som i de tidlige bøger, i stedet for at lade karakterernes privatliv overskygge plottet.

Den sidste akt udkommer i dag den 12. juni.

★★☆☆☆

Læs mine anmeldelser af bøger i samme serie.
Den dobbelte tavshed (7)
Den mørke engel (6)

Jenny Rogneby: Leona

LeonaHun er tidligere sanger og danser, men svenske Jenny Rogneby uddannede sig efterfølgende til kriminolog og blev efterforsker ved Stockholms politi, nu debuterer hun som forfatter med en anderledes krimi der mere eller mindre vellykket har et skær af Hitchcock’sk suspense.

Handling: Ved højlys dag, træder en syvårig pige, nøgen og blodig ind i en bank og gennemfører et usædvanligt dristigt udtænkt bankrøveri. Ingen griber ind og det bizarre optrin får hurtigt pressen fulde opmærksomhed. Kort tid efter gentages røveriet et nyt sted, og den kontroversielle efterforsker Leona Lindberg kommer på en svær opgave.

Ved første blik tegner det til at blive en klassisk krimi, hvor vi følger en efterforsker ved politiet opklare en række røverier. Men man opdager ret hurtigt, at hovedpersonen Leona er alt andet end klassisk – og her er der ikke blot tale om små særheder eller klichéer som at hun fx drikker for meget, har det svært privat eller har et problematisk forhold til sin chef. Nej, Leona er en usympatisk, følelseskold ludoman, der er meget svær at holde af.

”Skulle jeg siger, at den Leona, som de fleste kendte, ikke var mig. At jeg år efter år mekanisk havde efterligner mennesker for at lære det sociale sprog, for at passe ind. Blive accepteret. For at få lov til at være med i fællesskabet. Men at jeg ikke længere kunne klar det.”

Der bliver spredt små tilbageblik fra Leonas barndom igennem bogen, en barndom der tydeligt har mærket hende for livet. For at overleve har hun forsøgt at leve op til normen om at være en god mor, være dygtig til sit arbejde – leve et helt almindeligt gennemsnitligt hverdagsliv som de fleste andre. Men hun bryder sig ikke om det, og opfører sig ikke som det forventes af en kvinde, en mor og en politibetjent.

Læseren får tidligt i bogen en særlig viden omkring den forbrydelse der er selve omdrejningspunktet i historien – noget jeg ikke kan afsløre her uden at ødelægge læseoplevelsen, men det giver et twist til historien og en anden form for spænding, at man ved hvem skurken er. Og lige som man tror at nu ved man hvad der kommer til at ske, vrider forfatteren endnu en gang historien i en uventet retning. Afslutningen er en vaskeægte cliffhanger, der efterlader en masse spørgsmål – og der er da også planlagt endnu to bøger om Leona, så man må væbne sig med tålmodighed for at få afslutningen.

Jeg svinger mellem tre og fire stjerner, men ender på tre. Jeg er meget fascineret af den måde Jenny Rogneby har valgt at skrive historien på, men samtidig er det svært med en hovedperson, som man ikke fatter sympati for og hvis handlinger man hele tiden stiller spørgsmål ved, og det er i mine øjne romanens største svaghed.

Leona udkommer i dag den 26. maj.

★★★☆☆

Læs mit interview med Jenny Rogneby.

Therese Philipsen: Lange sorte negle

Lange sorte negleDet er svært ikke at lave himmelvendte øjne, når man lukker bogen efter sidste side. Lange sorte negle, giver indtryk af en bog det er gået lidt for hurtigt med at stykke sammen, og lever bestemt ikke op til de tidligere bøger om politikvinden Liv Moretti.

Handling: Da den tidligere FBI-agent Molly Crawford ringer på hos politikommissær Per Roland er det ikke for at besøg en gammel ven, men fordi hun jager en amerikansk seriemorder. Manden har en bizar forkærlighed for meget unge piger og FBI har nu sporet ham til København. Samtidig arbejder Liv Moretti med en sag om unge asiatiske piger, hvis lig er fundet nedgravet på en kirkegård i Nordsjælland, og det viser sig pludselig at de to sager har nogle fællesnævnere.

”I det samme kom en lille, gispende lyd ud af mørket. Hurtigt fandt hun sin lighter i lommen og lyste rummet op. Og nu var det Livs tur til at gispe.”

Dette er fjerde bind i Therese Philipsens serie om Liv Moretti og Per Roland. Denne gang arbejder de ikke direkte sammen, men deres sager krydser hinanden. De to sideløbende sager er egentlig okay spændende (pædofili er dog aldrig rart at læse om), men de er serveret i en light-udgave, hvilket virker lidt for overfladisk. Det er dog ikke det eneste problem. Har man læst de tre tidligere bøger i serien kender man karaktererne, men i denne bog er især siderne, hvor vi følger Liv, tvivlsomme. Vi får fortalt at hun har det åh så hårdt og svært, men som læser mærker man det ikke, og jeg fristes til at sige klichéen Show it, don’t tell it. Hvis ikke vi kan mærke det vi læser bliver det hurtigt utroværdigt og ligegyldigt.

Bogen bliver desværre ikke bedre mod slutningen – tværtimod. Afslutningen byder på en (igen utroværdig) 14-årig Lisbeth Salander-agtig pige på hævntogt, hvorefter vi pludselig kastes over i en helt anden genre med en rigtig Hollywood-ending der driver af sukkersød violinmusik, så man må tjekke om det er en Barbara Cartland roman man sidder og læser i. Suk.

Alt i alt er det vist gået lidt for hurtigt med at færdiggøre denne bog, der langt fra virker gennemarbejdet. Måske har forfatteren haft travlt med at spytte den ene bog efter den anden ud under hendes synonym Willow Rose? En ting er sikkert, det her er ikke det niveau vi ellers kender fra Therese Philipsen hånd.

Lange sorte negle udkom den 11. marts.

★★☆☆☆

Læs mine anmeldelser bøger i samme serie Den man elsker (1) samt Fortidens synder (2). I serien findes også Tre små cyklister (3).

Jo Nesbø: Blod på sneen

Blod på sneenBlod på sneen er første del af en ny thrillerserie fra en af Norges bedste krimiforfattere. Filmrettighederne er allerede solgt, og bog nummer to udkommer til efteråret. Der er som altid fart over feltet hos Jo Nesbø.

Handling: Olav Johansen er ordblind og ganske håbløst til alt, lige med undtagelse af en enkel ting. Han er god til at slå andre mennesker ihjel, derfor arbejder han som lejemorder for narkokongen Daniel Hoffmann i Oslo. Men Olav får problemer da næste opgave er at dræbe chefens hustru, den unge og smukke Corina, for den ensomme Olav bliver forelsket i kvinden han er hyret til at slå ihjel.

Fortællingen udspilles i Oslo anno 1975, hvor den koldeste vinter i mands minde bider i lungerne, og hvor man stadig ringer til hinanden fra telefonbokse. Der bruges ikke mange ord på miljøbeskrivelser, og trods et interessant persongalleri med kriminelle håndlangere og femme fatales, koncentrer Nesbø sig om Olav og dennes forældre, som vi bliver præsenteret for i tilbageblik – og man kan ikke påstå at lille Olav havde en lykkelig barndom.

”[…] Så fulgte et svar på gebrokkent engelsk: ”I don’t know boss is dead. Maybe prisoner. Give me boss, I will leave and you will live”. ”He is very dead! Come down and see!” ”Ha. Ha. I want my boss come with me.” Jeg kiggede på danskeren. ”Hvad gør vi nu?” hviskede han, som om det var et skide refræn i en popsang. ”Vi skærer hovedet af,” sagde jeg.

Jo Nesbø er fulgt i sporene på Dashiell Hammett og Raymond Chandler, og har skrevet en såkaldt ”hårdkogt krimi”, hvor hovedpersonen Olav, en ensom og ordblind lejemorder, fremstår barsk og kold, men i virkeligheden er blødhjertet og sentimental når pistolen gemmes væk, og som holder af at læse og digte og dagdrømme om den døvstumme Maria, som han er hemmeligt forelsket i.

Der er bestemt ikke noget galt med håndværket, men trods barske og blodige passager er der mere kærlighedshistorie end thriller over de kun 158 sider, der i mere end en forstand gør det til en lidt tynd bog.

Blod på sneen udkommer i dag den 24. april.

★★★☆☆

Erik Axl Sund: Glaslegemer

GlaslegemerGlaslegemer er første bog i en ny trilogi af den svenske forfatterduo Jerker Eriksson og Håkan Sundquist, der denne gang har valgt at skrive under synonym.

Historien er mørk, modbydelig og helt igennem ond, og har man hang til depressioner og dyster tanker, vil jeg fraråde at man læser den. Det er feelbad-litteratur når det er værst.

Handling: En selvmordsbølge blandt unge skyller ind over Sverige, og fælles for dødsfaldene er, at de unge i dødsøjeblikket lytter til gamle kassettebånd med optagelser af hård undergrundsmusik. Det myteomspændte enmandsbandet Hunger komponerer de unges dødsmusik på bestilling og dyrkes næsten religiøst i undergrundsmiljøet, som vi lære at kende gennem Simon der søger ly i stoffernes tåge samt 16-årige Vanja der skærer i sig selv, føler sig ensom, misforstået, træt af livet og bare venter på at modtage sit bånd. Samtidig bliver en række velrespekterede ældre mænd dræbt, hvilket ikke umiddelbart bliver sat i forbindelse med selvmordene, men i takt med at sagen oprulles, viser der sig dog at vær en sammenhæng. Konstitueret kriminalkommissær Jens Hurtig efterforsker de usædvanligt brutale selvmord og bevæger sig frygtløs ind i et ukendt, mørkt ungdomsmiljø, men er pludselig lige lovlig tæt på begivenhederne.

[…] Hvordan blev det sådan her? Tænker hun. Hun har haft alle forudsætninger for at have det godt. Indtil hun besluttede sig for at have det dårligt. I starten lod hun, som om hun havde det dårligt, for det fik hende til at føle sig betydningsfuld, og hun kom i fokus. Derefter begyndte hun at få det rigtigt dårligt, fordi hun skammede sig over den person, hun var blevet.

Bogen er opbygget med meget korte kapitler. Der er rigtigt mange navne at holde styr på, og især i begyndelsen virker det en smule uoverskueligt. Men fra første side skabes der på originalt vis en ubehagelig stemning i takt med at vi følger selvmordsepidemien sprede sig. Der bliver givet plads til at beskrive de udsatte teenagere – glaslegemerne – der er svigtet af samfundet og voksne, der ikke kan leve op til deres ansvar. Unge selvdestruktive mennesker, der som erstatning for den kærlighed og bekræftelse de savner, søger lindring gennem en ekstrem kultur med selvpåført smerte, mørke lyduniverser og døden som bedste ven.

Både religion og kunst spiller en mere eller mindre tydelig rolle i de fleste af karakterenes liv. Kræften der findes i både skabelsen og oplevelsen af ​​kunstværker, får en stor betydning for plottet. Men uanset kunstform og religion, kan det virke fængslende på en person. Risikoen er, at det kan gå over grænsen til vanvid.

De der har læst Eriksson og Sundquists såkaldte Victoria Bergmans svaghed-trilogi, vil genkende personerne Jens Hurtig, Ivo Andric, Schwartz og Åhlund. Historien har flere drejninger, som dog er lidt for forudsigelige, og hvor begyndelsen af bogen synes at være nyskabende er slutningen en klassisk krimi. Efter min mening er bogen lidt for lang og udpenslingen af selvmordsmetoderne er unødvendige for historien og plottet – men det er naturligvis smag og behag.

Glaslegemer udkom den 9. marts.

★★★☆☆

Kjell Eriksson: Den hånd der skælver

Den hånd der skælverDet kræver tålmodighed at læser Den hånd der skælver, for først halvvejs igennem bogen begynder der at vise sig nogenlunde rød tråd – og så alligevel ikke helt. Selv bogens titel mystificere mere end den klargøre.

Handling: En november dag i 1993 forlade den socialdemokratisk politiker Sven-Arne Persson et møde i Uppsala og forsvinder. Familie, kolleger og politi kommer ingen vegne. På en rejse til Indien 12 år senere, genkender en bekendt politikeren i Bangalores menneskemylder. I Uppsala hører kriminalinspektør Ann Lindells kollega Berglund, som ligger nyopereret på sygehuset, at politikeren er dukket op. Han spekulerer over den gamle udredning og får et indfald at kigge nærmere på et gammelt uopklaret og planløst mord på en gammel mand. Ann Lindell selv har et ubehageligt mysterium. En afsavet kvindefod er dukket op i skærgården, og i det nærliggende område bor der påfaldende mange enlige mænd, der alle har motorsave og fremklippere. Under efterforskningen dukker der et billede op af en asiatisk udseende kvinde, som ingen af naboerne nogensinde har sent. Og manden der ejer huset, hvor kvinden sandsynligvis har boet, kommer aldrig til at svare på spørgsmål igen.

Den hånd der skælver er den første bog jeg læser, men den syvende i Kjell Erikssons serie om Uppsala-politiet, og det viser sig hurtigt at være en ulempe. For jeg mangler ganske enkelt en del baggrundsviden om Ann Lindell og hendes kolleger – viden, der refereres til løbende igennem bogen.

”Det er en mærkelig odde, fuld af ensomme sjæle. Vi bor så langt fra alting, på en måde udsatte, og her tænker jeg ikke bare på vejr og vind. Vi burde holde sammen, men alle holder sig i deres huse og skure.”

Jeg havde utroligt svært ved at bide mig fast i historien. Den første halvdel af bogen er det svært at finde hoved og hale i sammenhængen og det viser sig da også, at der ikke rigtigt er en. Handlingen er nemlig bygget op omkring to sideløbende historier, der intet har med hinanden at gøre, andet end Uppsala politiets involvering. Den ene er et gammelt uopklaret mord på en gammel mand, den anden om en afsavet fod – dertil får vi så lige fortællingen om den forsvundne politiker, hvis liv i Indien der bruges en del sider på. Mod slutningen kan man dog med lidt god vilje nå frem til, at Kjell Eriksson har gjort ensomhed til et fælles tema. Men jeg ville sådan ønske, at han havde holdt sig til en af sagerne og givet den plads til at udfolde sig.

Den hånd der skælver udkom den 27. februar.

★★★☆☆