KulturXpressen 2018 – året der gik

Det er blevet den tid på året, hvor det er tradition at kigge tilbage på året der gik og fortælle lidt om hvad der er på programmet i det nye år. Men alt er ikke som det plejer at være her på bloggen. Det har været et meget stille år her på KulturXpressen og fordi mange af jer har spurgt mig hvorfor jeg har været så usædvanlig stille hele året, har jeg valgt at skrive en meget personlig hilsen.

2018 var kun tre dage gammel, da jeg tilbage i januar røg akut på hospitalet. Det viste sig at være livstruende sygdom og uden at gå for meget i detaljer med det, er det den altoverskyggende årsag til, at jeg har været fraværende på bloggen. Her 11 måneder senere er jeg stadig sygemeldt og i medicinsk behandling og det fortsætter desværre et stykke ind i det nye år.

En af følgerne ved sygdommen har været, at jeg har haft problemer med min koncentrationsevne, og det har gjort det svært for mig at læse – normalt læser jeg 1-2 bøger om ugen, i år har jeg kæmpet mig igennem 10 bøger i alt. Det har i sig selv været slemt nok, når nu man er en rigtig læsehest, men hvad værre er er, at jeg har problemer med at skrive (denne tekst har taget mig meget lang tid og mange gennemlæsninger), hvilket er problematisk når man er journalist. Det går langsomt fremad, jeg kan nu læse lidt længere tid af gange end for blot et par måneder siden, og jeg håber at det også begynder at blive nemmere at skrive uden alt for mange fejl, så jeg igen kan lave anmeldelser til KulturXpressen – der ligger jo i hvert fald 10 bøger der venter på at blive anmeldt og endnu flere der venter på at blive læst.

Så kære venner, jeg håber I vil have tålmodighed med mig og KulturXpressen og læse med igen, når jeg vender tilbage i det nye år. Indtil da er du velkommen til at følge med på min private instagram-profil hvor jeg indimellem lægger lidt bøger op.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Kærligst
Mette Camilla