Da jeg for noget tid siden vendte sidste side i Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, vidste jeg med det samme, at her er en bog jeg vil læse igen. Det fik mig til at tænke på, hvor mange bøger jeg egentlig læser mere end en gang.
Kan du huske, hvordan man som barn ville læse sin yndlingsbog igen og igen. Man blev aldrig træt af den. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået læst Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe og Johanne Spyris bøger om Heidi højt, inden jeg selv kunne læse dem igen og igen. Siden blev det bøgerne om De 5, samtlige Tintin-hæfter og ikke mindst Outsideren af Susan E. Hinton, som er blevet læst så meget at siderne er slidte.
Som voksen, er det ganske få bøger jeg har læst mere end en gang, deriblandt Stieg Larssons Mænd der hader kvinder, Truman Capotes Med koldt blod samt nogle enkelte Agatha Christie og Arthur Conan Doyle bøger. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor der ikke er flere bøger jeg genlæser – måske er det fordi jeg hele tiden høre om bøger fra andre, som straks kommer på min meget lange læseliste, og at der udkommer så mange nye bøger, at det er svært at finde tiden til at nå dem alle.
Når jeg tænker tilbage på alle de bøger, jeg igennem årene har læst, er der enkelte der skiller sig ud, og som jeg har lyst til at læse igen – blot for at se, om de stadig berører mig lige så meget anden gang, som de gjorde det første gang. Det gælder blandt andet Kirsten Thorups Himmel og helvede, som ikke bare var den første ”tykke” bog jeg læste, men også en af de første voksenbøger jeg læste i mine tidligere teenageår. En anden er Paul Austers Illusionernes bog, som jeg virkelig elskede.
Den seneste på min liste over bøger jeg gerne vil læse igen, er min ungdomsfavorit Outsideren. Den bog betød virkeligt meget for mig, da jeg første gang læste den bare tolv år gammel. Den dag i dag kan jeg stadig Robert Frost digtet, der nævnes i bogen, udenad. På den ene side er jeg nysgerrig efter at finde ud af, om bogen er lige så god i dag, nu hvor jeg er blevet voksen, men på den anden side, er jeg bange for at ødelægge minderne om den. Lyder det fjollet?
Har du nogle bøger, du har læst mere end en gang?