Lars Kjædegaard: Skakten

SkaktenDer er desværre ikke meget spænding at hente i Skakten, der er det ottende bind i Lars Kjædegaards krimiserie om efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid.

Handling: Efter to brutale sager om familiedrab, henvises Anita Hvid til politiets psykologiske konsulent Mia Norling, men efter den første behandling forsvinder psykologen fra sit hjem. Samtidig bliver en kontroversiel forretningsmand og byrådspolitiker dræbt i sit hjem. Belling og Hvid sættes på efterforskningen og kommer under stort pres, da Farums borgmester kort tid efter mister livet under lignende omstændigheder. Drabene virker umotiverede, og efterforskningen af Mia Norlings mystiske forsvinden komplicerer sagerne yderligere. Og hvorfor er hendes mand ved at fylde en dyb brønd på parrets landejendom midt i denne krisetid?

”Han stoppede brat og stirrede ned mod pilen i sit bryst. Hans ene hånd greb om den, og den føltes som en del af ham selv. Han registrerede, at kvinden med buen forsvandt ind gennem døren, hun var kommet ud ad. Så faldt han ned på knæ, og da han faldt videre forover, mærkede han styrtfloden af blod i munden.”

Lars Kjædegaard er en utrolig produktiv forfatter, som udgiver en til to bøger om året. I år er har han indtil videre udover Skakten, udgivet lydbogsføljetonen En ærlig mand i samarbejde med Storytel. Men Måske burde han have brugt lidt mere tid på Skakten, for spændingen er udeblevet, hvilket jo er temmelig kritisk for en krimi.

Der væves et net af små historier for at opbygge spændingen, problemet er bare, at det ikke er spændende. Psykologens mand, Stig, bliver ansat som huslærer for en 18-årig ensom rigmandsdatter, og lærer hende (naturligvis) andet end engelske gloser alt imens han fortsætter med at fylde marksten i brønden. Hurlumhejet om Anita Hvid, som skal forestille sig at være psykisk drænet efter nogle barske sager, virker utroværdigt og blot som fyldstof, og da der endelig kredses ind på morderen er motivet tyndt, ja nærmest ikke eksisterende. Der kommer endnu et lille twist i historien på de sidste sider, som jeg ikke vil afsløre, men det bekræfter blot, at det må være gået lidt for hurtigt med at udtænke bogens plot.

Det forrige bind i serien, Døden i Harkaberg, er rigtig god, og det er derfor skuffende, at spændingsniveauet er dalet så kraftigt denne gang.

Skakten udkom den 5. februar.

★★☆☆☆

Lars Kjædegaard: Døden i Harkaberg

Døden i HarkabergKjædegaards syvende bind i krimiserie om efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid, forfører læserne med et gådefuldt mord i udkantssverige tilsat små visuelle sprogblomster.

Handling: På vej hjem fra ferie i Stockholm bliver drabsefterforskeren Thor Belling lidt tilfældigt involveret, da en kvinde forsvinder fra en resteplads uden for lilleputbyen Harkaberg. Både kvinden og hendes mand er danske, men bosat i området, og da kvinden senere findes dræbt indvilliger Bellings chef, Richard Bøssner, at udlåne ham til Sverige, for at hjælpe med sagen. Imens efterforsker Anita Hvid den dræbte kvindes baggrund i Danmark, der viser sig at være et rodnet af forladte og forsmåede familieforbindelser.

Historierne om Belling & Hvid er let og spændende underholdning, som nye afsnit af en lang tv-serie, hvor man kender hovedpersonerne som var de gamle venner. Det er altid et kærkomment gensyn. Efterforskerparret inviterer os gang på gang med rundt i landet, og denne gang til et område i Sverige, hvor der er flere grantræer end mennesker. Kjædegaard forstår at underbygge stemningen med få ord, der pludselig kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.

“På en eller anden måde virker det mere okay, at folk slår hinanden ihjel i en by, hvor de vælter rundt mellem hinanden. Thor nikker – Præcis. Hvis man bliver slået ihjel herude, så er det af nogle, som virkelig mener det.”

Mens et mord bliver til flere, får vi en lille sidehistorie om en ung, ambitiøs efterforsker fra Göteborg, der vil vise den lokale politimand, og ikke mindst en gammel rotte som Thor Belling, at hun ved hvad der skal til for at løse en drabssag. Lars Kjædegaard spinder et net af motiver for at fastholde vores opmærksomhed, men sidehistorien er et unødvendigt tiltag og for den skarpe læser er det ikke så svært at gennemskue røgsløret og regne ud, hvem morderen er.

Trods et irriteret suk mod enden, som jeg ikke kan afsløre, er jeg alligevel godt underholdt hele vejen og indrømmer, at jeg har en svaghed for Kjædegaards lette sprog der krydres med spøjse og ofte morsomme metaforer.

Døden i Harkaberg udkommer i dag den 30. januar.

★★★★☆

Læs mine anmeldelser af Lars Kjædegaards tidligere bøger;
Den røde labyrint
Goyas hund
Blomstermanden