Bøger jeg har læst i år – en halvårlig status

Forleden dag sad jeg og kiggede ned over listen af bøger jeg har læst i år (ja, jeg skriver dem ned ellers kan jeg ikke huske det) og opdagede, at det dels allerede var blevet til en del og dels, at der har været rigtig meget lystlæsning i år.

Det kan lyde lidt mærkeligt, at alt jeg læser ikke er lystlæsning – for naturligvis har jeg lyst til at læse alle bøgerne, men i år har jeg læst flere bøger som jeg ikke nødvendigvis skriver en anmeldelse af. Jeg har blandt andet genlæst mange af Dan Turélls krimier om den navnløse journalist og flere bøger som jeg har fået anbefalet eller flere har nævnt.

Det er indtil videre blevet til 43 færdiglæste bøger. Derudover har jeg helt opgivet at læse fire bøger færdigt (jeg skal nok sige hvilke senere), og så er der en håndfuld jeg er begyndt på, men som jeg stadig ikke har læst færdig.

BØGER JEG HAR LÆST I ÅR (i den rækkefølge jeg har læst dem)
Anne Mette Hancock: Mercedessnittet
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
Katrine Engberg: Blodmåne
Katrine Engberg: Glasvinge
Agnes Martin-Lugano: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe
Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste
Jakob Melander: Fjenden iblandt os
Sara Paborn: En hustrus hævn
Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Mads Peder Nordbo: Kold angst
Karen Fastrup: Hungerhjerte
Dan Turéll: Mord i myldretiden
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Erlend Loe: Status
Lotte Kaa Andersen: Syv sind
Lars Kjædegaard: Det der er værre
Cathrine Ryan Howard: Dødelig løgn
Ian Rankin: Et hus af løgne
Geir Gulliksen: Se på os nu
Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen
Kristin Roupenian: Kattemenneske
A.J. Finn: Kvinden i vinduet
Dan Turéll: Mord i september
Dorthe Nors: Kort over Canada
Lena Andersson: Sveas søn
Mathilde Walther-Clark: Gips
Dan Turéll: Mord på møntvaskeriet
Sally Rooney: Normale mennesker
Ane Riel: Harpiks
Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen
Anne Mette Kirk: Knust
Marcus Winther-John: 16 tømmermænd
Dan Turéll: Mord i rendestenen
Dan Turéll: Mord på medierne
Helle Helle: Noveller
Stine Pilgaard: Min mor siger
Liane Moriarty: Et fængslende møde
Hallgrimur Helgason: Lejemorderens guide til et smukt hjem
Dan Turéll: Mord i mørket
Per Petterson: Jeg forbandet tidens flod
Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Der har været flere gode imellem dem men også en del middelmådige 3-stjernes-bøger. Og så har der været nogle enkelte som har skuffet mig. Jeg har anmeldt nogle enkelte af dem (klik på linket for at læse anmeldelsen) og jeg skal nok anmelde nogle flere af dem efterhånden.

Og så til de fire bøger jeg efter ca. 100 siders læsning lagde fra mig igen fordi mit liv er for kort til at kæmpe mig igennem dårlige bøger, når der er masser af andre der venter på at blive læst.

Stefan Ahnhem: Motiv X
– Jeg har været begejstret for de første bøger i Ahnhems krimiserie om Fabian Risk, men denne gang måtte jeg give op. Det var simpelthen for kedeligt. Men jeg anbefaler gerne hans bøger Offer uden ansigt, Den niende grav og Atten grader minus.

Vigdis Hjort: Arv og miljø
– Der var rigtig megen snak om denne bog da den udkom, ikke mindst i forfatterens hjemland Norge, for den skabte heftig diskussion. Flere anbefalede den til mig med ordene “fantastisk” og “virkelig god”, men jeg blev slet ikke fanget og da jeg havde kæmpet mig igennem knap 100 sider, kastede jeg håndklædet i ringen.

Harriet Tyce: Bitter frugt
– Jeg fik bogen tilsendt fra forlaget som en overraskelse og bagsideteksten fik den til at lyde spændende. Min tålmodighed blev virkelig sat på prøve og til sidst gav jeg op.

Renée Knight: Enhver lighed
– Igen en bog jeg fik tilsendt fra forlaget som en overraskelse. Havde ikke hørt om den men blev nysgerrig efter at have læst lidt om den. Desværre var tempoet dræbende langsomt og handlingen ikke videre interessant.

FERIELÆSNING

I morgen tager jeg på en uges afslappende ferie og med mig tager jeg følgende bøger.

Lisa Halliday: Asymmestri
– Jeg startede på bogen sidste år kort før den udkom i februar, men gik fuldstændig død i den. Flere synes den er vældig god, så jeg tænker at den skal have en chance mere. Da jeg skriv det på Instagram i går, opdagede jeg dog at der er andre end bare mig, der har haft det lidt svært med den. Nu må vi se hvor langt jeg kommer eller om den igen får dødsstødet.

Hallgrimur Helgason: Kvinden ved 1000˚
– Har hørt fra flere at bogen skulle være helt fantastisk, så den glæder jeg mig til.

Auđur Ava Ólafsdóttir: Ar
– Endnu en bog jeg har hørt meget godt om

Jeg har dem med mig som lydbøger, så fylder de ikke i tasken, men regner også med at jeg sikkert finder et par bøger i nogle af de mange gode genbrugsbutikker (Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Danmission) der er, der hvor jeg skal hen – sidst fandt jeg fx Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed til bare 5 kr. Herligt!

Hvordan har jeres læseår været indtil videre og hvilke bøger skal med på ferie? Rigtig dejlig sommer til jer alle.

Lars Kjædegaard: Skakten

SkaktenDer er desværre ikke meget spænding at hente i Skakten, der er det ottende bind i Lars Kjædegaards krimiserie om efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid.

Handling: Efter to brutale sager om familiedrab, henvises Anita Hvid til politiets psykologiske konsulent Mia Norling, men efter den første behandling forsvinder psykologen fra sit hjem. Samtidig bliver en kontroversiel forretningsmand og byrådspolitiker dræbt i sit hjem. Belling og Hvid sættes på efterforskningen og kommer under stort pres, da Farums borgmester kort tid efter mister livet under lignende omstændigheder. Drabene virker umotiverede, og efterforskningen af Mia Norlings mystiske forsvinden komplicerer sagerne yderligere. Og hvorfor er hendes mand ved at fylde en dyb brønd på parrets landejendom midt i denne krisetid?

”Han stoppede brat og stirrede ned mod pilen i sit bryst. Hans ene hånd greb om den, og den føltes som en del af ham selv. Han registrerede, at kvinden med buen forsvandt ind gennem døren, hun var kommet ud ad. Så faldt han ned på knæ, og da han faldt videre forover, mærkede han styrtfloden af blod i munden.”

Lars Kjædegaard er en utrolig produktiv forfatter, som udgiver en til to bøger om året. I år er har han indtil videre udover Skakten, udgivet lydbogsføljetonen En ærlig mand i samarbejde med Storytel. Men Måske burde han have brugt lidt mere tid på Skakten, for spændingen er udeblevet, hvilket jo er temmelig kritisk for en krimi.

Der væves et net af små historier for at opbygge spændingen, problemet er bare, at det ikke er spændende. Psykologens mand, Stig, bliver ansat som huslærer for en 18-årig ensom rigmandsdatter, og lærer hende (naturligvis) andet end engelske gloser alt imens han fortsætter med at fylde marksten i brønden. Hurlumhejet om Anita Hvid, som skal forestille sig at være psykisk drænet efter nogle barske sager, virker utroværdigt og blot som fyldstof, og da der endelig kredses ind på morderen er motivet tyndt, ja nærmest ikke eksisterende. Der kommer endnu et lille twist i historien på de sidste sider, som jeg ikke vil afsløre, men det bekræfter blot, at det må være gået lidt for hurtigt med at udtænke bogens plot.

Det forrige bind i serien, Døden i Harkaberg, er rigtig god, og det er derfor skuffende, at spændingsniveauet er dalet så kraftigt denne gang.

Skakten udkom den 5. februar.

★★☆☆☆

Lars Kjædegaard: Døden i Harkaberg

Døden i HarkabergKjædegaards syvende bind i krimiserie om efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid, forfører læserne med et gådefuldt mord i udkantssverige tilsat små visuelle sprogblomster.

Handling: På vej hjem fra ferie i Stockholm bliver drabsefterforskeren Thor Belling lidt tilfældigt involveret, da en kvinde forsvinder fra en resteplads uden for lilleputbyen Harkaberg. Både kvinden og hendes mand er danske, men bosat i området, og da kvinden senere findes dræbt indvilliger Bellings chef, Richard Bøssner, at udlåne ham til Sverige, for at hjælpe med sagen. Imens efterforsker Anita Hvid den dræbte kvindes baggrund i Danmark, der viser sig at være et rodnet af forladte og forsmåede familieforbindelser.

Historierne om Belling & Hvid er let og spændende underholdning, som nye afsnit af en lang tv-serie, hvor man kender hovedpersonerne som var de gamle venner. Det er altid et kærkomment gensyn. Efterforskerparret inviterer os gang på gang med rundt i landet, og denne gang til et område i Sverige, hvor der er flere grantræer end mennesker. Kjædegaard forstår at underbygge stemningen med få ord, der pludselig kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.

“På en eller anden måde virker det mere okay, at folk slår hinanden ihjel i en by, hvor de vælter rundt mellem hinanden. Thor nikker – Præcis. Hvis man bliver slået ihjel herude, så er det af nogle, som virkelig mener det.”

Mens et mord bliver til flere, får vi en lille sidehistorie om en ung, ambitiøs efterforsker fra Göteborg, der vil vise den lokale politimand, og ikke mindst en gammel rotte som Thor Belling, at hun ved hvad der skal til for at løse en drabssag. Lars Kjædegaard spinder et net af motiver for at fastholde vores opmærksomhed, men sidehistorien er et unødvendigt tiltag og for den skarpe læser er det ikke så svært at gennemskue røgsløret og regne ud, hvem morderen er.

Trods et irriteret suk mod enden, som jeg ikke kan afsløre, er jeg alligevel godt underholdt hele vejen og indrømmer, at jeg har en svaghed for Kjædegaards lette sprog der krydres med spøjse og ofte morsomme metaforer.

Døden i Harkaberg udkommer i dag den 30. januar.

★★★★☆

Læs mine anmeldelser af Lars Kjædegaards tidligere bøger;
Den røde labyrint
Goyas hund
Blomstermanden