Lauren Groff: Skæbne og hævn

Skæbne og hævnDer er altid to sider af samme historie, og Lauren Groff giver os dem begge i sin bestsellerroman Skæbne og hævn – en kærlighedshistorie om et tilsyneladende lykkeligt ægteskab, der viser sig at være langt mere kompliceret og mørkt.

Handling: Lancelot “Lotto” Satterwhite og Mathilde Yoder mødes til en fest kort før deres afsluttende eksaminer fra universitetet. De gifter sig to uger senere og lever stort set lykkelige sammen i 24 år. Lotto mislykkes som skuespiller i New York, men lykkes, under Mathildes skjulte vejledning, som dramatiker. De har et intimt samliv, men de historier, de fortæller sig selv om deres forhold og om hvordan verden ser ud, er meget langt fra hinanden.

Tidligt i bogen spørger Lottos dramalærer hvad forskellen er på tragedie og komedie. En svarer ”Højtidelighed versus humor. Alvor versus lethed”, og læreren svarer: ”Forkert. Det er et trick. Der er ingen forskel. Det drejer sig om perspektiv. […] om, hvordan du indrammer det, du ser.” Og det er præcis sådan Lauren Groff fortæller sin historie, fra to menneskers forskellige synspunkter.

Samtidig indsætter Groff igennem hele romanen her og der små bemærkninger i parentes. Først synes det at være forfatterens sidebemærkninger, selv om den, der kommentere refererer til sig selv som “vi”. Kommentarerne er alvidende og skifter når perspektivet skiftes. I Lottos halvdel af bogen, har de tendens til at være forudsigende og nogle gange spydige: “Han takkede de overjordiske magter for sin veltalenhed [De havde ikke noget med det at gøre]”. I Mathildes del læner de sig mod det hævngerrige: “Når du er mindst forventer det, vil jeg sprænge dit liv. [Kun rimeligt, hun havde sprængt hans].”

Første del Skæbne ses fra Lottos side. Han husker, hvordan han friede til Mathilde første gang han så hende, og hun sagde ja (hun husker noget andet). Han husker deres første hjem, en kælderlejlighed på Manhattan (hun husker, hvad hun måtte gøre i al hemmelighed for at betale regningerne). Han husker, at han var skuespiller (hun, hvordan han var en mislykket skuespiller).

Jeg kæmpede virkelig med at komme igennem denne del af bogen, som flere steder er umådelig kedelig – blandt andet de lange passager fra de teaterstykker Lotto skriver. Lotto er ikke et elskeligt menneske, som han ellers synes at portrætteres – han er frygtelig egoistisk og narcissistisk, og jeg havde svært ved at fatte sympati for ham.

”Nej, sagde kvinden. Du er stadig så elegant. Det er bare. Du ser så vred ud Mathilde. […] Hun tog en indånding og betragtede mejsens vals på fortovet og solen gennem det vindblæste løv. Da hun så op igen, tog den anden kvinde et skridt baglæns. Og dernæst endnu et. Langsomt sagde Mathilde: Vred. Ja da. Hvorfor egentlig skjule det længere? Og så sænkede hun hovedet og fik videre.”

I anden del Hævn er den nu 46-årige Mathilde i fokus. Lotto er netop død og Mathildes kønne og venlige ydre som vi fik et billede af gennem Lotto i første del, krakelerer. Ifølge Lotto har hun en sørgelig og mørk fortid, og meget belejligt for ham, begyndte hendes liv først, da hun mødte ham. Nu får vi den (fra Mathildes synspunkt) sande historie om den franske pige Aurélie, der 3 år gammel muligvis hjælper sin lillebrors død på vej, og sendes væk af sine forældre. Først til bedstemoren i Paris, der tjener til dagen og vejen ved at sælge sin krop, og senere som 11-årig til USA til gangster-onklen som aldrig er hjemme. Samtidig føres vi igennem Mathildes sorg efter Lottos død og lidt efter lidt afdækkes flere lag af hendes personlighed.

Denne del af bogen er klart den mest interessante. Mathildes kamp for overlevelse er grum, hvilket gør hende lettere at holde af, selv om man egentlig ikke har lyst til det. For hun er også kalkulerende. Hun gør, hvad der skal gøres, for at få det som hun vil have det.

Skæbne og hævn var en af sidste års mest omtalte amerikanske bøger, og gik til tops på alverdens ”årets bedste-lister” – ikke mindst da Barack Obama udtalte, at Skæbne og hævn var den bedste bog han havde læst i 2015. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tilslutte mig jubelkoret til fulde, det er første halvdel af bogen simpelthen for kedelig til.

Skæbne og hævn udkom den 15. marts.

★★★☆☆