Lauren Groff: Florida

Novellesamlingen Florida af Lauren Groff byder på elleve udsøgte fortællinger om mennesker tilsat Floridas hede, frygtindgydende orkaner og farlige dyreliv.

Lauren Groff slog igennem med sin tredje roman Skæbne og hævn (på dansk i 2016), som blev årets mest hypede bog og kåret til ”Årets bog” i hjemlandet USA i 2015, måske især fordi daværende præsident Barack Obama havde rost den til skyerne. Det var fortællingen om et ægteskab set fra både kvindens og mandens perspektiv.

Personligt synes jeg at Skæbne og hævn var udmattende at komme igennem. Men med novellesamlingen Florida viser Lauren Groff at hendes metaforiske, ordrige og til tider drænende skrivestil egner sig perfekt til det korte format.

I elleve noveller får vi små, men hårdtslående glimt af en række (især) unge kvinder og mødres indre liv, der er plaget af uorden, alkoholisme og lejlighedsvis fortvivlelse. Det er temaer som sorg, ensomhed, familie og raseri der præger fortællingerne, som ofte udspilles i Floridas ulidelige varme med rædselsvækkende orkaner, slanger og andet kryb.

”Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvinde, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensmaden og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.”

Citatet er fra bogens første novelle Spøgelser og returgods. En historie om en kvinde der er begyndt at gå lange ture sent om aftenen for at dulme hendes nyerhvervede tilbøjelighed at råbe. Under hendes spadsereture observerer hun sine naboer gennem deres vinduer og afslører knivskarpt bidder af deres liv. Det er utroligt, så meget man kan lære ved at se på mennesker.

Af andre nævneværdige karakterer er to forladte børn, en ung kvindelig studine der bliver hjemløs, en mand der sidder fast i en kano, en rejsende der fanges i en storm samt en kvinde der kryber sammen under en orkan. Vejret får en særlig rolle i fortællingerne og slår næsten tonen an fra starten i alle historierne.

Florida er ikke en lys og let samling historier – tværtimod. Det er temmelig dystert men dog ikke uden humor. Lauren Groff skriver levende sætninger fulde af håndgribelige og foruroligende billeder der griber fat i læseren, og der er plads til eftertanker når sidste ord er skrevet. Det kan jeg rigtigt godt lide. Alt i alt er bogen en fornøjelse at læse og har du stadig ikke fået hul på at læse noveller (hvad venter du på?!) er Florida et rigtigt godt sted at begynde.

Florida udkommer i dag den 15. august.

★★★★☆

LÆS OGSÅ
Lauren Groff: Skæbne og hævn

Lauren Groff: Skæbne og hævn

Skæbne og hævnDer er altid to sider af samme historie, og Lauren Groff giver os dem begge i sin bestsellerroman Skæbne og hævn – en kærlighedshistorie om et tilsyneladende lykkeligt ægteskab, der viser sig at være langt mere kompliceret og mørkt.

Handling: Lancelot “Lotto” Satterwhite og Mathilde Yoder mødes til en fest kort før deres afsluttende eksaminer fra universitetet. De gifter sig to uger senere og lever stort set lykkelige sammen i 24 år. Lotto mislykkes som skuespiller i New York, men lykkes, under Mathildes skjulte vejledning, som dramatiker. De har et intimt samliv, men de historier, de fortæller sig selv om deres forhold og om hvordan verden ser ud, er meget langt fra hinanden.

Tidligt i bogen spørger Lottos dramalærer hvad forskellen er på tragedie og komedie. En svarer ”Højtidelighed versus humor. Alvor versus lethed”, og læreren svarer: ”Forkert. Det er et trick. Der er ingen forskel. Det drejer sig om perspektiv. […] om, hvordan du indrammer det, du ser.” Og det er præcis sådan Lauren Groff fortæller sin historie, fra to menneskers forskellige synspunkter.

Samtidig indsætter Groff igennem hele romanen her og der små bemærkninger i parentes. Først synes det at være forfatterens sidebemærkninger, selv om den, der kommentere refererer til sig selv som “vi”. Kommentarerne er alvidende og skifter når perspektivet skiftes. I Lottos halvdel af bogen, har de tendens til at være forudsigende og nogle gange spydige: “Han takkede de overjordiske magter for sin veltalenhed [De havde ikke noget med det at gøre]”. I Mathildes del læner de sig mod det hævngerrige: “Når du er mindst forventer det, vil jeg sprænge dit liv. [Kun rimeligt, hun havde sprængt hans].”

Første del Skæbne ses fra Lottos side. Han husker, hvordan han friede til Mathilde første gang han så hende, og hun sagde ja (hun husker noget andet). Han husker deres første hjem, en kælderlejlighed på Manhattan (hun husker, hvad hun måtte gøre i al hemmelighed for at betale regningerne). Han husker, at han var skuespiller (hun, hvordan han var en mislykket skuespiller).

Jeg kæmpede virkelig med at komme igennem denne del af bogen, som flere steder er umådelig kedelig – blandt andet de lange passager fra de teaterstykker Lotto skriver. Lotto er ikke et elskeligt menneske, som han ellers synes at portrætteres – han er frygtelig egoistisk og narcissistisk, og jeg havde svært ved at fatte sympati for ham.

”Nej, sagde kvinden. Du er stadig så elegant. Det er bare. Du ser så vred ud Mathilde. […] Hun tog en indånding og betragtede mejsens vals på fortovet og solen gennem det vindblæste løv. Da hun så op igen, tog den anden kvinde et skridt baglæns. Og dernæst endnu et. Langsomt sagde Mathilde: Vred. Ja da. Hvorfor egentlig skjule det længere? Og så sænkede hun hovedet og fik videre.”

I anden del Hævn er den nu 46-årige Mathilde i fokus. Lotto er netop død og Mathildes kønne og venlige ydre som vi fik et billede af gennem Lotto i første del, krakelerer. Ifølge Lotto har hun en sørgelig og mørk fortid, og meget belejligt for ham, begyndte hendes liv først, da hun mødte ham. Nu får vi den (fra Mathildes synspunkt) sande historie om den franske pige Aurélie, der 3 år gammel muligvis hjælper sin lillebrors død på vej, og sendes væk af sine forældre. Først til bedstemoren i Paris, der tjener til dagen og vejen ved at sælge sin krop, og senere som 11-årig til USA til gangster-onklen som aldrig er hjemme. Samtidig føres vi igennem Mathildes sorg efter Lottos død og lidt efter lidt afdækkes flere lag af hendes personlighed.

Denne del af bogen er klart den mest interessante. Mathildes kamp for overlevelse er grum, hvilket gør hende lettere at holde af, selv om man egentlig ikke har lyst til det. For hun er også kalkulerende. Hun gør, hvad der skal gøres, for at få det som hun vil have det.

Skæbne og hævn var en af sidste års mest omtalte amerikanske bøger, og gik til tops på alverdens ”årets bedste-lister” – ikke mindst da Barack Obama udtalte, at Skæbne og hævn var den bedste bog han havde læst i 2015. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tilslutte mig jubelkoret til fulde, det er første halvdel af bogen simpelthen for kedelig til.

Skæbne og hævn udkom den 15. marts.

★★★☆☆