Bøger jeg har læst i år – en halvårlig status

Forleden dag sad jeg og kiggede ned over listen af bøger jeg har læst i år (ja, jeg skriver dem ned ellers kan jeg ikke huske det) og opdagede, at det dels allerede var blevet til en del og dels, at der har været rigtig meget lystlæsning i år.

Det kan lyde lidt mærkeligt, at alt jeg læser ikke er lystlæsning – for naturligvis har jeg lyst til at læse alle bøgerne, men i år har jeg læst flere bøger som jeg ikke nødvendigvis skriver en anmeldelse af. Jeg har blandt andet genlæst mange af Dan Turélls krimier om den navnløse journalist og flere bøger som jeg har fået anbefalet eller flere har nævnt.

Det er indtil videre blevet til 43 færdiglæste bøger. Derudover har jeg helt opgivet at læse fire bøger færdigt (jeg skal nok sige hvilke senere), og så er der en håndfuld jeg er begyndt på, men som jeg stadig ikke har læst færdig.

BØGER JEG HAR LÆST I ÅR (i den rækkefølge jeg har læst dem)
Anne Mette Hancock: Mercedessnittet
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
Katrine Engberg: Blodmåne
Katrine Engberg: Glasvinge
Agnes Martin-Lugano: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe
Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste
Jakob Melander: Fjenden iblandt os
Sara Paborn: En hustrus hævn
Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Mads Peder Nordbo: Kold angst
Karen Fastrup: Hungerhjerte
Dan Turéll: Mord i myldretiden
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Erlend Loe: Status
Lotte Kaa Andersen: Syv sind
Lars Kjædegaard: Det der er værre
Cathrine Ryan Howard: Dødelig løgn
Ian Rankin: Et hus af løgne
Geir Gulliksen: Se på os nu
Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen
Kristin Roupenian: Kattemenneske
A.J. Finn: Kvinden i vinduet
Dan Turéll: Mord i september
Dorthe Nors: Kort over Canada
Lena Andersson: Sveas søn
Mathilde Walther-Clark: Gips
Dan Turéll: Mord på møntvaskeriet
Sally Rooney: Normale mennesker
Ane Riel: Harpiks
Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen
Anne Mette Kirk: Knust
Marcus Winther-John: 16 tømmermænd
Dan Turéll: Mord i rendestenen
Dan Turéll: Mord på medierne
Helle Helle: Noveller
Stine Pilgaard: Min mor siger
Liane Moriarty: Et fængslende møde
Hallgrimur Helgason: Lejemorderens guide til et smukt hjem
Dan Turéll: Mord i mørket
Per Petterson: Jeg forbandet tidens flod
Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Der har været flere gode imellem dem men også en del middelmådige 3-stjernes-bøger. Og så har der været nogle enkelte som har skuffet mig. Jeg har anmeldt nogle enkelte af dem (klik på linket for at læse anmeldelsen) og jeg skal nok anmelde nogle flere af dem efterhånden.

Og så til de fire bøger jeg efter ca. 100 siders læsning lagde fra mig igen fordi mit liv er for kort til at kæmpe mig igennem dårlige bøger, når der er masser af andre der venter på at blive læst.

Stefan Ahnhem: Motiv X
– Jeg har været begejstret for de første bøger i Ahnhems krimiserie om Fabian Risk, men denne gang måtte jeg give op. Det var simpelthen for kedeligt. Men jeg anbefaler gerne hans bøger Offer uden ansigt, Den niende grav og Atten grader minus.

Vigdis Hjort: Arv og miljø
– Der var rigtig megen snak om denne bog da den udkom, ikke mindst i forfatterens hjemland Norge, for den skabte heftig diskussion. Flere anbefalede den til mig med ordene “fantastisk” og “virkelig god”, men jeg blev slet ikke fanget og da jeg havde kæmpet mig igennem knap 100 sider, kastede jeg håndklædet i ringen.

Harriet Tyce: Bitter frugt
– Jeg fik bogen tilsendt fra forlaget som en overraskelse og bagsideteksten fik den til at lyde spændende. Min tålmodighed blev virkelig sat på prøve og til sidst gav jeg op.

Renée Knight: Enhver lighed
– Igen en bog jeg fik tilsendt fra forlaget som en overraskelse. Havde ikke hørt om den men blev nysgerrig efter at have læst lidt om den. Desværre var tempoet dræbende langsomt og handlingen ikke videre interessant.

FERIELÆSNING

I morgen tager jeg på en uges afslappende ferie og med mig tager jeg følgende bøger.

Lisa Halliday: Asymmestri
– Jeg startede på bogen sidste år kort før den udkom i februar, men gik fuldstændig død i den. Flere synes den er vældig god, så jeg tænker at den skal have en chance mere. Da jeg skriv det på Instagram i går, opdagede jeg dog at der er andre end bare mig, der har haft det lidt svært med den. Nu må vi se hvor langt jeg kommer eller om den igen får dødsstødet.

Hallgrimur Helgason: Kvinden ved 1000˚
– Har hørt fra flere at bogen skulle være helt fantastisk, så den glæder jeg mig til.

Auđur Ava Ólafsdóttir: Ar
– Endnu en bog jeg har hørt meget godt om

Jeg har dem med mig som lydbøger, så fylder de ikke i tasken, men regner også med at jeg sikkert finder et par bøger i nogle af de mange gode genbrugsbutikker (Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Danmission) der er, der hvor jeg skal hen – sidst fandt jeg fx Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed til bare 5 kr. Herligt!

Hvordan har jeres læseår været indtil videre og hvilke bøger skal med på ferie? Rigtig dejlig sommer til jer alle.

Bøger der bliver

Jeg tror de fleste læsere har bøger der bliver hos dem for altid. Bøger der på en eller anden måde (på godt og ondt) har gjort sådan et indtryk, at man stadig husker præcis hvor man befandt sig da man læste dem eller hvilken følelse man sad med efterfølgende.

Inspiration

På billedet ses et lille udvalg af bøger der bliver hos mig for altid, fordi de på den ene eller anden måde har sat et varigt aftryk i mig. Foto: Mette Camilla Melgaard

Som læser, skribent og menneske, bliver jeg igen og igen inspireret og påvirket af de mange bøger jeg læser, og sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Jeg husker fx tydeligt da jeg som ganske ung læste Gretha Stevns‘ bøger om den rødhårede Susy, hvis far er skovridder. I bøgerne drikker Susy blandt andet te, hvilket jeg på det tidspunkt aldrig havde drukket, men det skulle jeg naturligvis nu, hvor Susy gjorde det. Det kan jeg godt smile af i dag, men det viser samtidig, hvordan jeg blev påvirket af det jeg læste.

Sideløbende med at jeg bliver ældre, har det helt naturligt ændret sig, hvad det er i bøger som påvirker mig, inspirerer mig, og giver mig varige minder om en helt særlig bog. På billedet ses et lille bitte udvalg af bøger der på den ene eller anden måde har sat sit aftryk i mig. Susan Hintons ungdomsbog Outsideren, som lærte mig en masse om venskaber og hvorfra jeg stadig kan Robert Frost-digtet udenad. Stephen Kings bog On Writing, der har givet mig masser af gode råd om livet som skrivende. Og Truman Capotes Med kold blod der sendte kuldegysninger igennem mig to sommerdage i 1999, hvor jeg læste den i kærestens forældres hus, og dagen efter vågnede til nyheden om John F. Kennedy jr. tragiske død i en flyulykke sammen med sin hustru. Lena Andersson skriver i et sprog der fortjener at blive kopieret og hængt op på væggen og Håkan Nesser tog mig med til et fugtigt og koldt engelsk landskab med beskrivelser levende, at jeg næsten fik hjemve… for blot at nævne nogle få.

For som sagt er disse bøger blot et lille udsnit af de mange bøger der bliver hos mig for altid. Der mangler forfattere som Agatha Christie, Ian Rankin, Helle Helle, Linn Ullmann, Jonas Hassen Khemiri, Astrid Lindgren og mange flere.

Hvilke bøger har sat et varigt aftryk i dig?

 

På billedet ses i øverste række fra venstre:
Lena Andersson: Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek
Paul Auster: Illusionernes bog
Truman Capote: Med koldt blod
Delphine De Vigan: Ingenting kan hindra natten
Colin Dexter: Sidste bus til Woodstock

Anden række fra venstre:
Siri Hustvedt: Med bind for øjnene
Susan Hinton: Outsideren
Stephen King: On Writing
Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Bodil Malmstem: Det är fortfarande ingen ordning på mina papper

Nederste række fra venstre:
Håkan Nesser: Levende og døde i Winsford
Philip Roth: En menneskelig plet
Bernard Shaw: Plays Unpleasant
Kirsten Thorup: Himmel og helvede
Virginia Woolf: Selected Works of Virginia Woolf

Adventskalender 3

Tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender er klar. Foto: Mette Camilla Melgaard

Tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender er klar. Foto: Mette Camilla Melgaard

I tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender handler det om en signeret bog…eller tre. Lige som mange andre ivrige læsere, synes jeg det er sjovt at få forfatteren til at signere sin bog, og jeg har efterhånden ret mange bøger med mere eller mindre læselige forfatterkragetær i – ja jeg har endda flere af samme forfatter. De fleste har jeg fået signeret i forbindelse med et interview jeg har lavet med forfatteren, og her er der flere små sjove historier – jeg vil fortælle et par stykker af dem i dag.

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard

På Strand Hotel en regnfuld dag
I efteråret 2008 lavede jeg et portrætinterview med filminstruktøren Niels Arden Oplev. Han havde nemlig fået til opgave at filmatisere Stieg Larssons fantastiske bog Mænd der hader kvinder, som havde slået benene væk under mig, da jeg læste den fire år tidligere. Nu ventede vi alle med tilbageholdt åndedræt på premieren i februar 2009.

Jeg skrev flere artikler om den længe ventede film, og talte blandt andet med manuskriptforfatterne Nikolaj Archel og Rasmus Heisterberg, der havde haft det store (og i mine øjne temmelig skræmmende) arbejde, med at forvandle Larssons bog til manuskript.

Men det var en helt anden oplevelse, der skulle forblive tydeligt i erindringen, nemlig da jeg en regnfuld dag fløj til Stockholm for at interviewe skuespilleren Michael Nyqvist, der spiller hovedrollen som Mikael Blomqvist.

Vi var en lille håndfuld journalister fra Norge, Finland og Danmark, der var inviteret til seancen på det fornemme Strand Hotel. Som nogle af de allerførste, fik vi lov til at se de første 30 minutter af filmen (som på det tidspunkt endnu ikke var klippet helt færdig), hvor efter vi hver især fik 30 minutter alene med Michael Nyqvist på et af hotelles fineste værelser med udsigt til vandet i Nybroviken. Jeg var den sidste journalist han skulle tale med og fik at vide, at han lige skulle have en lille pause inden han var klar.

Da jeg blev vist ind i værelset, lå han til min overraskelse på sengen. Jeg spurgte naturligvis straks om han var okay – jeg har aldrig oplevet et liggende interview, så tænkte at det her ikke var normalt. Om det var mit bekymrede udbrud om hans velbefindende eller hans overraskelse over at jeg taler svensk, ved jeg ikke, men tonen var fra starten meget venskabelig.

Jeg havde min slidte paperback af Mænd der hader kvinder i min taske, og da vi nærmede os slutningen på, hvad der mere havde føltes som en venskabelig snak over en kop kaffe i næsten en time (!) end et interview, spurgte jeg ham, om han ikke ville signerer bogen – jeg kunne jo ikke få Stieg Larsson til det, og hvem bedre end Michael Nyqvist, der selv skriver både romaner og digte. Det ville han gerne og skrev På Strand Hotel en regnig dag, og sagde med et lille grin ”Nu bliver din kæreste nok jaloux”. Det viste sig i øvrigt, at han hvilede sig på sengen, fordi han havde været halvsløj hele formiddagen.

Karin Wahlberg bød på kaffe og ostemadder i sit hyggelig køkken. Foto: Mette Camilla Melgaard

Karin Wahlberg bød på kaffe og ostemadder i sit hyggelig køkken. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ostemadder og friske lig
I januar 2011 begav jeg mig til Lund i Sverige. Jeg skulle lave to interviews med henholdsvis forfatteren Karin Wahlberg og retsmedicineren Elias Palm, der netop havde debuteret med en krimi. Jeg havde talt med Karin Wahlberg i telefonen dagen inden, og hun havde insisteret på at hente mig på stationen, som var jeg en kær gammel ven på besøg.

Vi kørte hjem til hendes hus på en stille villavej, og satte os i køkkenet, hvor vi drak god kaffe med varm mælk og spiste ostemadder. Det er uden tvivl de hyggeligste og mest afslappede omgivelser jeg nogensinde har lavet et interview i. Og det er sjældent man møder et menneske, der er så varmt og åbent – og især når det gælder en interviewsituation. Jeg havde fortalt hende, at jeg skulle videre til endnu et interview, og som det mest naturlige i verden, sagde hun, at hun nok skulle køre mig.

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mæt af ostemadder og kaffe, mødes jeg med Elias Palm på Retsmedicinsk Institut ved Universitetssygehuset i Lund. Han er en usædvanlig pæn mand, der også arbejder som fotomodel, men nu sidder overfor mig i den karakteristiske hvide kittel. Interviewet går fint og da han efterfølgende signerer sin bog, spørger han mig om jeg vil have en rundtur.

Der er ikke mange udefrakommende mennesker, der får lov til at komme ind i retsmedicinernes arbejdslokaler, så jeg har svært ved at styre min begejstring – i min afgangsopgave på Journalisthøjskolen, lavede jeg nemlig blandt andet et portræt af en dansk retsmediciner, og nu går mit morbide håb om at mærke stemningen på Retsmedicinsk Institut helt tæt på endelig i opfyldelse.

Vi går igennem flere døre der skal åbnes med adgangskort, og da Elias Palm åbner endnu en dør og stikker hovedet ind, stopper han op og vender sig mod mig.

– Der er lige kommet lig ind der endnu ikke er kørt på køl. Hvordan har du det med det? Kan du klare synet og lugten?, spørger Elias Palm og kigger bekymret på mig.

– Ja ja, siger jeg, og beder en stille bøn om at jeg ikke har fejlbedømt min udholdenhed.

Heldigvis holdte jeg mig oprejst, ja faktisk så jeg åbenbart så upåvirket ud, at Elias Palm syntes at blive imponeret. De tre fyldte bårer der stod på række, mens en medarbejder tastede oplysninger ind på computeren, virkede slet ikke skræmmende, selv om lagnernes aftegninger tydeligt viste en menneskekrop, og foden på den ene stak ud. Måske var det den helt igennem professionelle atmosfære. Det var i hvert fald en kæmpe oplevelse og en jeg aldrig glemmer.

Flere forfatterhilsner fra Ian Rankin, Lena Andersson, Jesper Stein og Mari Jungstedt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Flere forfatterhilsner fra Ian Rankin, Lena Andersson, Jesper Stein og Mari Jungstedt. Foto: Mette Camilla Melgaard

BogForum 2015 – dag 1

Årets største bogmesse blev skudt i gang i dag, og sikke en dag det har været. Det er altid lidt overvældende, den første dag på BogForum, fordi man har glædet sig til det så længe – og nu sker det! Og så kræver det lidt tilvending med de mange mennesker (og larmen fra disse), de mange indtryk man hele tiden bombarderes med og ikke mindst med varmen i Bella Centret. Et lille tip herfra – lad den tykke striksweater blive hjemme.

Vinderen af Debutantprisen 2015 Morten Pape. Foto: Politikens Forlag

Vinderen af Debutantprisen 2015 Morten Pape. Foto: Politikens Forlag

I forbindelse med den officielle åbning af messen uddeles den eftertragtede Debutantpris. Prisen gik i år til Morten Pape for roman Planen, der udkom den 2. november og allerede har modtaget mange rigtigt fine anmeldelser. Omdrejningspunktet bogen er opvæksten i det socialt belastede boligbyggeri med det ligeså belastede ry – Urbanplanen på Amager. Den handler om barndom, ensomhed, opvækst i en ghetto med mange kulturer, baggrunde og forskellige menneskesyn under svære sociale kår. Og om at finde et ståsted i et rum, hvor der ikke nødvendigvis er plads til alle. Jeg har stadig bogen til gode, men forventningerne er bestemt ikke blevet mindre efter i dag.

Jesper Stein og hans nye krimi Aisha, fejres på BogForum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jesper Stein og hans nye krimi fejres på BogForum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Der er altid fest og farver på BogForum, og hos Politikens Forlag sprang champagnepropperne for Jesper Stein, hvis fjerde krimi om politimanden Axel Steen, Aisha, udkommer i dag. Jeg er i fuld gang med at læse den, og kan godt afsløre, at det er en ondskabsfuld god bog.

Mit personlige højdepunkt i dag var svenske Lena Andersson. Jeg er stor fan af hendes bøger Brugstyveri – en kærlighedshistorie samt Uden personligt ansvarom kvinden Esther Nilsson, der er afhængig af kærlighed som en narkoman er det af stoffer. Lena Andersson fortalte blandt andet, at flere mænd har fortalt hende, at de føler sig som Esther Nilsson, og at bogens historie på den måde ikke er kønsspecifik, hvilket Lena Andersson er glad for, da hun forsøger at bekæmpe den generelle tanke om, at kvinder altid er ofre. Hun fortalte også om, hvordan kommunikation er et vigtigt tema i begge bøger. I dag sender vi sms’er og i et kærlighedsforhold kan den form for kommunikation skabe magt, hvilket fint vises i de to romaner. Jeg tror vi er mange, der ville blive henrykte over en tredje bog om Esther, men foreløbig har Lena Andersson ingen planer om flere bøger om Esther Nilssons jagt efter den sande kærlighed – men hun kunne dog ikke helt afvise, at hun måske en dag, igen får lyst til at hive Esther frem.

Det er første gang, at jeg møder Lena Andersson, og jeg kunne naturligvis ikke lade være med at bede hende om at signere sin bog.

Lena Andersson

Lena Andersson fortæller om sin roman og signerer efterfølgende min svenske udgave. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det har været en lang dag, nu skal benene og hovedet hviles, og så er jeg klar til endnu en dag i morgen, hvor jeg glæder mig meget til at høre Caitlin Moran. Husk at jeg tweeter under @mettecamilla på Twitter og lægger billeder op på Instragram under @textgirl.

 

Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Uden personligt ansvarLena Andersson skriver til et kollektiv af sårede hjerter. Hun skriver om den kvindelige hengivenhed og den mandlige udnyttelse, om spillets regler og om den igangværende magtkamp mellem kønnene.

Handling: Da Ester Nilsson møder Olof Sten slår det gnister i hendes hjerte. Men Olof er gift med Ebba og har ikke tænkt sig at forlade hende. Alligevel indleder han et forhold til Ester, som lider under Olofs giftige spil, hvor kun han kender spillereglerne. Ester er et intellektuelt menneske og hun vil så gerne forstå verden og ikke mindst, hvorfor Olof handler som han gør, for hun ønsker af hele sit hjerte at dele sit liv med ham.

”[…] Men der er modstridende følelser i mennesket. Der er mange, der ikke vil have så meget nærhed som dig. De vil leve udvandede liv. Nærhed skræmmer dem. Nærhed er farlig. Man risikerer meget ved at komme nogen nær. Man risikerer at blive valgt fra og miste det, som man havde haft eller håbet.”

Uden personligt ansvar er en selvstændig efterfølger til romanen Brugstyveri – en bog om kærlighed, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med forfatteren Ester Nilsson i en fortælling om hvordan to ikke-kompatible regelsæt om intim omgang mellem kvinder og mænd, konfronteres med hinanden.

Da Ester møder skuespilleren Olof Sten går hendes hjerte i brand og allerede ved deres andet møde, fortæller hun ham, at hun vil leve sit liv med ham. Han slår fra sig og påpeger at han er gift og ikke har planer om at forlade sin hustru. I modsætning til Esters kærlighedsobjekt i den første bog, kunstneren Hugo Rask, er Olof tydelig i ord men ikke i handling.

Ester er tydelig i både ord og handling. Hun ved, hvad hun vil, og hun kæmper for det med utrættelig vedholdenhed og energi. En tilgang, der ville give bifald i alle andre sammenhænge – en mand ville sikkert endda blive beundret for det, men når det gælder en kvinde, virker det dumt, ja ligefrem en smule besat. Det synes hendes veninder også, som hun konstant er i kontakt med og analysere Olofs handlinger med.

Bogen følger forholdet mellem Ester og Olof over 3 ½ år, og selv om man indimellem føler, at historien blot gentages, bliver jeg fanget af forfatterens dobbelthed til sin kvindelige hovedperson. For selv om hun føler med Ester, omgiver hun hendes samtidig med kølig luft og ironiske kommentarer. Nogle gange er det som om at denne dobbelthed findes i Ester selv. Hun er ikke dum. Det er bare, at hun tror på sine følelser mod al fornuft. Og for hende, er det det, der er den sande kærlighed. I modsætning til den første roman, hvor forfatteren lader Ester opgive sin kærlighed og snige sig hjem med halen mellem benene, lader hun hende denne gang gå i et frontalt angreb mod ham.

Som kvinde genkender jeg flere situationer – både med skam og vrede. Jeg føler med Esters ensomhed i hendes længsel efter lidenskab, fællesskab og oprigtighed, samtidig med, at jeg har lyst til at ruske hende og sige, at hun ikke skal lade en mand styre sit liv. Lena Anderssons sprog er utroligt smukt, beskrivelserne af Stockholm og de skiftende årstider er poetiske, hvilket desværre er gået lidt tabt i den danske oversættelse, men fortællingen, som næsten kan ses som en kulturhistorisk bog om skikke og traditioner i det 21. århundrede, er bestemt værd at læse for både kvinder og mænd.

Uden personligt ansvar udkom den 14. august.

★★★★☆

Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed

Lena AnderssonBrugstyveri – en roman om kærlighed, er en skarp, humoristisk og hudløs roman om kærlighed. En historie der blotlægger forelskelsens rus og menneskets søgen efter kærlighed, og hvor mange helt sikkert vil genkende dem selv.

Handling: Ester er poet og essayist og et fornuftigt menneske i et fornuftigt forhold med Per. Men en dag bliver hun spurgt, om hun vil holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask. Under foredraget sidder kunstneren selv blandt publikum, henført, og de to mødes for første gang. Esters liv vil aldrig blive det samme igen. Der indledes en slags kærlighedshistorie mellem Ester og Hugo, banal i sin enkle grusomhed og storslået i sin fuldstændige hengivenhed.

Aldrig tidligere har jeg markeret så mange passager i en bog, ja faktisk havde jeg flere gange lyst til at afskrive sætningerne og hænge dem op, for det er simpelthen en sproglig fornøjelse at læse denne bog.

”Och ännu en dag då hon inte förmådde skriva. Det lilla hon försökte blev döda fraser som spred dunsten av lik över texten.”

Det er en bog om, hvor meget vi er villige til at narre os selv i vores ønske om at blive elsket, men også om, hvor svært det er ikke at udnytte andre menneskers svagheder og ikke mindst det brutale resultat af begge. Lena Andersson har skrevet et studie af magt og besættelse på en både humoristisk og smertefuldt måde.

Romanen blev helt fortjent tildelt den fine svenske litteraturpris Augustpriset i 2013. Som det ses på bogforsiden og mit citat, har jeg læst Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek, på originalsproget svensk, men den er udkommet på dansk i 2014 under titlen Brugstyveri.

Historien om Ester er fulgt op med bogen Utan personligt ansvar, hvor vi igen følger Esters søgen efter kærlighed. Den udkommer på dansk den 14. august og jeg glæder mig.

★★★★☆