Copenhagen Crime – ny bogmesse for krimifans

I den kommende weekend slår bogmessen Copenhagen Crime dørene op for første gang. Krimifestivalen finder sted i Østerbrohuset, hvor der vil være fem scene og besøg af forfattere, retsmedicinere, politifolk og mange andre fra både fiktionens og virkelighedens krimiscene.

Jeg interviewer Leonora Christina Skov om hendes roman Hvor intet bryder vindenBlå scene lørdag d. 11. juni kl. 13.20 – kig endelig forbi.

Cph Crime

Du kan blandt andet finde det trykte program for Copenhagen Crime på biblioteket. Foto: Mette Camilla Melgaard

Du kan finde hele weekendens program på Copenhagen Crime. Læs mit interview med Leonora Christina Skov i artikelserien om Forfatterens skrivebord samt min anmeldelse af hendes roman Hvor intet bryder vinden.

 

Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en ny artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Jeg skyder serien i gang med et besøg hos forfatteren Leonora Christina Skov, som sidste år udkom med den roste roman Hvor intet bryder vinden.

Leonora Christina Skovs skrivebord med en helt fantastisk udsigt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Leonora Christina Skovs skrivebord med en helt fantastisk udsigt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det første jeg lægger mærke til, da jeg træder ind i Leonora Christina Skovs arbejdsværelse i den store herskabslejlighed på Frederiksberg, er ikke skrivebordet, men derimod udsigten fra skrivebordet. Fra tredje sal kan øjet ugeneret følge en vej med klassisk byliv og skiftende årstider. Hvordan hun overhovedet får lavet noget, med så fin en udsigt, er imponerende. Jeg bliver budt på kaffe, mens jeg nærstudere arbejdsværelset, der udover skrivebordet præges af to gulv-til-loft høje reoler fyldt til bristepunktet med bøger og feminint nips. Jeg ville uden tvivl kunne tilbringe flere timer med at gå på opdagelse i de reoler. Hive den ene interessante bog efter den anden ud, kigge på det sjove nips der blandt andet tæller forskellige dyr.

Skrivebordet er i klassisk dansk design og ganske ryddeligt – måske til ære for mig og mit kamera, i hvert fald afslører Leonora Christina Skov lidt senere, at når hun sidder og skriver på en anmeldelse eller en artikel til Weekendavisen, er bordet fyldt med bøger og noter i et virvar af kaos. Men hun kan bedst lide at skrivebordet er ordenligt og kønt at se på. Det sidste kommer tydeligt igennem, for bordet er prydet af smukke ting. En vase med friske blomster, en skulpturel Christian Dell lampe, en fin kande og lille vase til opbevaring af saks, blyanter og fyldepenne, en papirvægt i glas med en mælkebøtte (som jeg for længst har skrevet på min egen ønskeseddel), en lille porcelænsfugl som hun har arvet efter sin mormor og et fad fyldt med høretelefoner, MP3-afspiller, neglelak og små dåser med cremer og læbepomader, er blot nogle af de ting Leonora Christina Skov ikke kan undvære på sit skrivebord.

Den lille lykkebjørn er altid med Leonora Christina Skov på hendes rejser. Foto: Mette Camilla Melgaard

Den lille lykkebjørn er altid med Leonora Christina Skov på hendes rejser. Foto: Mette Camilla Melgaard

De nære omgivelser betyder meget for hende, når hun skal arbejde, ja selv når hun rejser ud i verden for at skrive på sine bøger, medbringer hun ting hjemmefra. Hun forsøger dog at holde sig til det praktiske som fyldepen, saks, notesbog, MP3-afspiller og høretelefoner, men der er en lille figur, som altid er med hende – en lille lykkebjørn fra Peru, som hun har fået af hustruen Annette.

Uanset hvor i verden jeg er, ligner skrivebordene lidt hinanden. Jeg ender altid med at købe forskelligt gejl de steder jeg er. Fx har jeg lidt af en forkærlighed for postkort og små dåser. Og jeg får også altid købt en lille et eller andet, hvor man kan stille noget på, så jeg kan have alle mine ting. Jeg arrangere mit skrivebord så det virker hjemligt, og så er jeg klar til at gå i gang, fortæller Leonora Christina Skov.

Men det er ikke kun smukke omgivelser der er et must for at Leonora Christina Skov kan arbejder. Der skal helst ikke være andre omkring hende, derfor kan hun, modsat visse andre forfattere, ikke sidde på en café og skrive. Der skal være roligt. Men det er der fx ikke i Indien, hvor hun har været på skriveophold flere gange, og rejste til igen i tirsdags for at begynde på en ny roman.

Hvis ikke der er roligt omkring mig, sidder jeg med høretelefoner på og høre musik. Som udgangspunkt foretrækker jeg blot stilhed, men ofte sidder jeg nogle steder, hvor der ikke er stille, så der ender det med at blive musik i stedet for, fortæller Leonora Christina Skov.

Musikken skifte nogle gange alt efter, hvilken genre bog hun skriver. Fx lyttede hun meget til PJ Harvey, da hun skrev på antologien De røde sko. Der skulle skrives et kampskrift, og musikken satte hende i den rette stemning. Men normalt er det rolig, instrumental musik der lyttes til. Musik, der lukker alt andet ude og lægger sig som et behageligt lydtæppe, der ikke ødelægger hendes egen rytme, når hun skriver. Da hun skrev sin seneste roman Hvor intet bryder vinden, lyttede hun meget til blandt andet Anna von Hausswolff og det islandske band Amiina.

Leonora Christina Skov ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Leonora Christina Skov ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Nødvendig struktur
Leonora Christina Skov debuterede som forfatter i 2003 og stort set lige siden, har hendes liv været tilrettelagt efter, at hun skal skrive bøger. En typisk uge går ud på at skrive roman onsdag til lørdag. Søndag læser hun den bog hun skal anmelde for Weekendavisen, mandag skriver hun anmeldelsen og tirsdag holder hun fri. Og sådan går det uge efter uge, mens hun arbejder på en ny roman.

Jeg har ikke ferier og ikke flere fridage. Jeg mødes ikke med folk før efter kl. 17. Den eneste dag jeg kan mødes med folk i dagtimerne er om tirsdagen. Og sådan har det egentlig været i mange år. Det kører ret rigidt, fortæller Leonora Christina Skov.

Den i nogles øjne lidt stramme struktur finder hun nødvendig, ellers bliver det ikke til flere bøger. Hvis ikke hun holder sig selv fast bliver det alt for let at lade være. Men skrevet bliver der heldigvis, og alt noteres nøje ned i notesbøger med næsten militærisk præcision.

Jeg skriver ned, hvad jeg har lavet – også udover skriveriet, for at minde mig selv om, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer i forhold til mit arbejde. Hvis jeg kan se, at jeg ikke får skrevet noget en dag, jamen så skal jeg måske ikke se den veninde jeg mødtes med dagen før, siger Leonora Christina Skov.

Hun holder også skarpt øje med, hvor meget hun skriver, men modsat visse andre forfattere har hun ikke en daglig målsætning om at nå et hvis antal sider.

Jeg tror, at jeg i gennemsnit nok skriver max to normalsider (2000 anslag, red.) om dagen. Men når jeg er rigtigt godt inde i stoffet er der perioder, hvor jeg kører op i gear, og måske skriver fem-syv sider om dagen. Men et fast antal sider jeg skal nå – nej, det bruger jeg ikke, for det kommer jo helt an på, hvor produktiv man er lige den dag. Nogle gange tager tre gode sætninger meget lang tid. Og det kommer også an på, hvordan man har det og hvor inspireret man er, og om man er udhvilet. Og skal man så bare sidde og kværne syv dårlige sider ud, bare fordi man har et mål og at skrive syv sider om dagen? Nej, det vil aldrig gå for mig. Men jeg går heller ikke efter at skrive en bog om året, siger Leonora Christina Skov.

Det daglige arbejder består ikke kun i at skrive nyt, men også i at redigere teksten fra dagen før. Det første udkast af manuskriptet er ofte hundrede sider længere end den færdige bog. Men selv redigeringsarbejdet bliver noteret detaljeret i notesbogen.

Jeg skriver altid ned, hvor meget jeg og redigeret og hvor mange sider jeg har slettet. Nogle gange kan det være svært at slette sine egne sider når man ved, hvor lang tid det tog at skrive dem. Men hvis jeg er rigtig præmenstruel bliver jeg samtidig usentimental, og så kan jeg hurtig slette en masse sider, siger Leonora Christina Skov og griner.

Hvor intet bryder vindenHun skriver næsten altid sine bøger kronologisk, hvilket hun egentlig ikke synes er nogen god idé, fordi hun har bemærket, at nogle af hendes bøger får en underlig struktur af det og ofte får en langsom opstart. Hver dag begynder hun med printe, læse og redigere i det hun har skrevet dagen inden, og derefter skriver hun videre. Det tog cirka et år at skrive første udkast af Hvor intet bryder vinden.

Jeg printer, og så læser jeg og skriver notater på papiret. Og så indføjer jeg alle rettelserne og printer og læser igen. Sådan fortsætter det med cirka 10-15 gennemlæsninger. Og så får min redaktør det og har sine egne noter, som jeg så går ind og retter til, fortæller Leonora Christina Skov.

Men den første der får lov til at læse manuskriptet er hustruen Annette K. Nielsen, der selv er videnskabsjournalist. Hun har været inde over alle Leonora Christina Skovs bøger, og har et godt blik for hvad der fungerer. Men forfatteren har også sin egen særlige kvalitetskontrol.

De steder, hvor jeg selv tænker ”Åh gud, skal jeg nu læse det igen?”, der ved jeg at der er et problem. For hvis ikke man gider at læse sit eget, så er der jo ingen der gider at læse det. Så hvis jeg synes, at jeg skal ud og hente kaffe, hver gang jeg når til det samme sted, så er der nok et problem med det sted. Det samme gælder med karaktererne. Hvilke personer tænker jeg på efterfølgende, og hvilke er jeg ligeglade med, fortæller Leonora Christina Skov.

Hun jonglere med flere dokumenter på computeren samt notesbøger med baggrundshistorier og timelines for de forskellige karakterer, tegninger over fx personernes placering ved morgenbordet og noter med små detaljer hun pludselig er kommet i tanke om og skal tilføjes i historien. Research laver hun undervejs i skriveprocessen, og hun holder sig åben overfor at kunne ændre dele af historien eller karaktererne undervejs.

Inspiration udefra
Leonora Christina Skov rejser ofte væk for at skrive, ja faktisk er hun væk cirka halvdelen af året på forskellige forfatterrefugier og legatboliger rundt omkring i verden. Da hun arbejdede på Hvor intet bryder vinden, var hun både i Athen, Schweiz, New York, Paris, Shanghai og Berlin.

At komme væk fra de vante rammer er inspirerende for Leonora Christina Skov, der ikke har alt på plads fra starten, når hun begynder skriveprocessen. Hun føler sig enormt åben overfor indtryk i den periode hun skriver, og alt lige fra sætninger folk siger, sjove vinkler de kommer med eller mærkelige artikler kæresten har læst til bøger hun selv læser, kan på en eller anden måde inspirere og ende med at blive flettet ind i hendes historie.

Når jeg begynder ved jeg nogenlunde, hvad hovedhistorien er, og jeg har næsten personerne på plads, men de lever ikke endnu. Jeg skriver dem frem efterhånden. Og nogle gange bliver jeg inspireret af mennesker omkring mig. Fx da jeg var i Shanghai. På det tidspunkt var Anne (fra Hvor intet bryder vinden, red.) en ret endimensionel karakter som egentlig bare var en kedelig husmor. Men så mødte jeg Colette Fu ved morgenbordet og vi blev venner. Hun er amerikansk pop up kunstner, og underviste damer i at lave pop up bøger. Sådan noget havde jeg aldrig hørt om før, og synes det var sjovt og interessant, og det blev så en del af Anne, fortæller Leonora Christina Skov.

Leonora Christina Skov er netop ankommet til Indien, hvor hun skal arbejde på en ny roman. Foto: Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov er netop ankommet til Indien, hvor hun skal arbejde på en ny roman. Foto: Leonora Christina Skov

Et nyt kapitel
Mens jeg i disse minutter sidder og skriver er Leonora Christina Skov ankommet til Indien for at være writer-in-residence i Cholamandal Artists’ Village udenfor Chennai i 6 uger. Her skal hun skrive på en ny roman. Jeg forsøger ihærdigt, men det lykkedes ikke at lokke ret meget ud af hende om det nye projekt.

Jeg har ikke ret meget på plads endnu. Udover at jeg tænker, at jeg vil skrive noget der er mere personligt denne her gang, for nu synes jeg, at jeg har skrevet rundt om nogle centrale konflikter i flere af mine bøger fx det med moderskab og om ikke at være elsket af sin mor. Nu er min egen mor død, og jeg har mulighed for at gå mere til den, så jeg tænker, at jeg måske skal gå lidt dybere ned i temaet denne gang. Men jeg ved ikke i hvilken form eller genre det bliver. Jeg er også bange for, hvad min familie vil sige til det, hvad min far vil sige til det. Og om jeg faktisk kan skrive om det, siger Leonora Christina Skov.

Det bliver en brat overgang at gå fra et iskoldt Købehavn til en lille indisk landsby, hvor der er en købmand, en restaurant og 30 grader. Hendes veninde, forfatteren Mathilde Walter Clarke, var samme sted sidste år, så hun ved hvad hun går ind til og ved at der ikke er meget andet at lave der end at skrive og læse de mange medbragte bøger, men det er jo også hele meningen med at rejse dertil. Hvornår den næste roman ser dagens lys er uvis, men jeg tror vi er mange der glæder og til at læse den.

Fakta
Leonora Christina Skov (f. 1976)
Anmelder på Weekendavisen og forfatter til De røde sko – Feminisme nu (antologi, 2003), Rygsvømmeren (roman, 2003), Alice i Eventyrland (gendigtning, 2006), Champagnepigen (roman, 2007), Glashuset (børnebog, 2008), Silhuet af en synder (roman, 2010), Førsteelskeren (roman, 2012) samt Hvor intet bryder vinden (roman, 2015).

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Hvor intet bryder vindenHvor intet bryder vinden er en sanselig roman med suspense-elementer, men frem for alt er det en række fine portrætter af syv, på overfladen, meget forskellige mennesker, der hver især gemmer på en hemmelighed.

Handlig: Syv danske kunstnere og forskere får et frit arbejdsophold af en gådefuld velgører på den ubeboede ø, Stormø, der ligger råt og isoleret ved Esbjerg. Alle glæder de sig til en måned væk fra alting, men allerede da de indlogeres i et glashus uden kontakt til omverdenen og uden mulighed for at komme væk, bliver stemningen anspændt. Da en af dem forsvinder og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt.

”Hvad sker der, når man sender syv mennesker med liv på samvittigheden ud på en øde ø en måned? Rigtigt gættet. De slår sig selv og hinanden ihjel i løbet af få dage.”

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Leonora Christina Skovs forfatterskab, men lad mig med det samme sige, at jeg helt sikkert skal se nærmere på hendes bagkatalog efter at have nydt at læse Hvor intet bryder vinden.

Det tog mig ikke lang tid at gennemskue det overordnede plot. Alligevel blev jeg tryllebundet af de syv personers livshistorier, der præsenteres løbende i fortællingen på fin og naturlig vis. Måden deres historier og hemmeligheder flettes ind i hinanden og danner en større historie om svigt, kærlighed, udnyttelse og besættelse, samtidig med at glashuset med naturen rasende udenfor næsten lader en agorafobisk stemning snige sig ind på en, får alle mulige følelser til at køre rundt i kroppen. Hold nu op det er godt skruet sammen.

Det er hverken en klassisk krimi eller thriller Leonora Christina Skov har skrevet, for selv om uhyggen spreder sig efterhånden som en forsvinder og en anden dør, er det ikke det vigtigste i historien – og man får heller ikke svar på alle mysterierne når plottet åbner sig op mod slut, hvilket jeg godt kunne have ønsket mig. Men fortællingens kerne er personernes valg og ikke mindst deres egoisme, som sætter tanker i gang og hænger ved længe efter man har lukket bogen efter sidste side.

Hvor intet bryder vinden udkommer i dag den 28. april.

★★★★☆