Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Oktoberbarn er den tredje roman Linda Boström Knausgård er udkommet med og igen viser hun, at hun mestrer den svære kunst at fortælle en helt masse på meget få sider.Men selvom Oktoberbarn kun er på 162 sider tog det alligevel tid at komme igennem den selvbiografiske fortælling, for den fylder meget. Bliver i kroppen længe.

”Jeg vil nu sige noget vigtigt: Vær ikke bange. Alt hvad jeg har været virkelig bange for er sket. Derfor siger jeg til jer: Vær ikke bange. Jeg har ofte tænkt på hvad frihed er og jeg er kommet frem til at friheden kræver ansvar, selvrespekt og et roligt varmt hjerte.”

Oktoberbarn er på én gang en sorgroman over det forliste ægteskab med Karl Ove Knausgård men også et frontalt angreb på den svenske psykiatri og deres brug af elektrochokbehandlig – noget forfatteren har mærket på egen krop i perioder med svær depression og angst, hvor hun blev tvangsindlagt. Strømmen de sender igennem hendes krop lægger sig som en skygge over hendes minder og hun frygter at de aldrig kommer tilbage, og uden minder vil hun heller ikke kunne skrive.

Hun skriver ikke et ondt ord om Karl Ove. Ikke rigtigt. Men smerten stiger brændende op imellem linjerne. Det er råt og skræmmende og gør ondt at læse, men det er samtidig også en smuk sammensat bog med et nådesløst smuk sprog.

Oktoberbarn udkom den 30. januar.

★★★★☆

LÆS OGSÅ:
Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆