Maren Uthaug: En lykkelig slutning

En lykkelig slutning er en morbid og morsom slægtsroman og samtidig en kulturhistorisk fortælling om døden fortalt gennem syv generationer af bedemænd.

Maren Uthaug har for længst vist at hun kan andet end at underholde os med sine morsomme streger fra Marens blog og i den daglige stribe i Politiken. Hendes to første romaner Og sådan blev det (2013) samt Hvor der er fugle (2017), har gået sin sejrsgang hos både læsere og anmeldere. Med En lykkelig slutning tager hun fat på et emne som de fleste helst ikke vil tale om, nemlig døden og alt det der omgiver den.

”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have. For hvem skulle jeg fortælle det til? Og hvis jeg gjorde, hvordan skulle jeg forklare min lyst uden at lyde, som om jeg var det væmmeligste menneske i verden?”

Det er nutidens fortæller Nicolas, der har de uheldige lyster. Han er i øvrigt den eneste af bedemændene, udover sin mor, der ikke hedder Christian. Historien krydsklipper mellem fortid og nutid i kronologisk rækkefølge over Christian’erne.

Slægtens første Christian er i begyndelsen af 1800-tallet havnet på Stillehavsøen Tikopia, efter et skibbrud. Med sin lyse hud og blå øjne er øens høvding overbevist om at manden med det underlige sprog kan se ind i gudernes verden, så han får lov at bliver og snart er hans opgave at hjælpe spædbørn på vej i døden. Christian 2 tager konsekvensen af befolkningsbegrænsningen på øen og flyder til havs for at skåne sin lillesøsters liv. Han ender via Amsterdam til sidst i et beskidt og sygdomsbefængt København sammen med sin elskede. Han øjner hurtigt en forretning i at hjælpe overtroiske pårørende med at sikre, at de døde ikke går igen, ved hjælp af selvopfundne ritualer og bønner. Dermed er første skridt til bedemandsimperiet Christian Christiansen taget.

Christian 3 har en forkærlighed for at lege med ilden og indfører kremering som praktisk begravelsestradition da det både er pladsbesparende og holder lugten og sygdomsspredningen i skakt. Christian 4 kan se de døde fra han er ganske lille og får et tættere forhold til dem end til de levende. Faktisk så tæt at han bliver forelsket i et spøgelse, som han indleder et kærlighedsforhold til via et mellemled om man så kan sige.

Christian 5 kan lide tal og orden i en sådan grad at han i dag uden tvivl ville blive stillet diagnosen ekstrem OCD. Hans datter Lone Helle også kaldet Nana, bliver den første kvindelige bedemand i familien. Hun viser sig at være lesbisk men bliver ved et uheld gravid og får sønnen Nicolas – syvende led i slægten. Nicolas, er alenefar og kæmper ikke kun med sine uheldige lyster til en død kvinde, men også med at styre sine børn, der udviser skræmmende mørke sider i en sådan grad at han må snige beroligende medikamenter i deres mad og drikke, som han skaffer gennem sin svoger der er dyrlæge.

Der er ingen tvivl om at der vil bliver løftet øjenbryn og at nogle vil finde romanen kontroversiel. Død, nekrofili og spøgelsessex er trods alt ikke hverdagskost for ret mange, skulle jeg mene. Men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Og karaktererne er skrevet så fint frem at man fatter sympati for dem trods deres særegenhed. Det er dystert ja kulsort men vanvittigt godt skrevet.

En lykkelig slutning udkom 1. november 2019

★★★★☆

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Oktoberbarn er den tredje roman Linda Boström Knausgård er udkommet med og igen viser hun, at hun mestrer den svære kunst at fortælle en helt masse på meget få sider.Men selvom Oktoberbarn kun er på 162 sider tog det alligevel tid at komme igennem den selvbiografiske fortælling, for den fylder meget. Bliver i kroppen længe.

”Jeg vil nu sige noget vigtigt: Vær ikke bange. Alt hvad jeg har været virkelig bange for er sket. Derfor siger jeg til jer: Vær ikke bange. Jeg har ofte tænkt på hvad frihed er og jeg er kommet frem til at friheden kræver ansvar, selvrespekt og et roligt varmt hjerte.”

Oktoberbarn er på én gang en sorgroman over det forliste ægteskab med Karl Ove Knausgård men også et frontalt angreb på den svenske psykiatri og deres brug af elektrochokbehandlig – noget forfatteren har mærket på egen krop i perioder med svær depression og angst, hvor hun blev tvangsindlagt. Strømmen de sender igennem hendes krop lægger sig som en skygge over hendes minder og hun frygter at de aldrig kommer tilbage, og uden minder vil hun heller ikke kunne skrive.

Hun skriver ikke et ondt ord om Karl Ove. Ikke rigtigt. Men smerten stiger brændende op imellem linjerne. Det er råt og skræmmende og gør ondt at læse, men det er samtidig også en smuk sammensat bog med et nådesløst smuk sprog.

Oktoberbarn udkom den 30. januar.

★★★★☆

LÆS OGSÅ:
Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Anne Mette Hancock: Pitbull

Pitbull er tredje bind i Anne Mette Hancocks krimiserie om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Denne gang handler det om at råde bod på sine synder inden det er for sent.

Heloise Kaldan arbejder på en reportageserie om Vågetjenesten, hvor frivillige sidder hos døende der ellers ville være alene i deres sidste tid. Arbejdet har bragt hende tæt på den kræftsyge og lettere demente ældre mand Jan Fischhof. En dag taler han i brudstykker og usammenhængende om at han kommer til at betale for sin ungdoms synder, at der var så meget blod og nævner navnet Mázoreck. Heloise beslutter sig at for at hjælpe Fischhof med at få ro i sindet inden han dør, og begynder derfor at grave i hans fortid. Den bringer hende til Sønderjylland hvor hun opdager at der udover et mistænksomt dødsfald også findes to uopklarede sager om unge kvinder der forsvandt sporløst. Ivrig efter at kortlægge hvad der skete dengang i slutningen af 1990’erne starter hun sin egen efterforskning men opdager hurtigt, at hendes mange spørgsmål ikke er velkomne i området og snart får hun brug for hjælp fra sin ven Erik Schäfer.

””Hey, hvad fanden laver du?” råbte hun og vred sig. ”SLIP MIG!” […] rakte en hånd om bag lænden og trak en pistol frem. Han rettede den mod Heloise og tyssede på hende, som om hun var et spædbarn, der skulle trøstes. ”Shh-shh-shhhh…” Heloise så ned i løbet og sank.”

Anne Mette Hancock scorer et ægte hattrick med sin tredje krimi. Debutbogen Ligblomsten slog benene væk under både krimifans og anmeldere og hun modtog prisen ”Årets debutant 2017” fra Det Danske Kriminalakademi. Året efter udkom bogen Mercedes-snittet for hvilken hun blev kåret som ”Årets forfatter” af Plusbog. Og med Pitbull slår hun igen fast, at hun tilhører eliten af de danske krimiforfattere.

Setuppet er klassisk i krimigenren, ja nogen vil måske endda sige på grænsen til en kliché, en journalist og en efterforsker. Men karaktererne er veludviklede og det næsten forældre/barn-forhold mellem Heloise og Schäfer og hans hustru fungerer godt og giver et ekstra lag til historien. I Pitbull tages vi med til forfatterens hjemstavn i Sønderjylland og kendskabet mærkes i beskrivelserne af området og dets mennesker og den særlige sønderjyske kultur. Både sprog og handling flyder fint i et spændingstempo over middel som gør det svært at lægge bogen fra sig og plottet er utroligt velkomponeret. Når man som læser tror at man har fingeren på den sidste brik i puslespillet sker der et uventet tvist som vil tilfredsstille enhver krimifan.

Pitbull kan sagtens læses som et fritstående bind men hvorfor dog fornægte dig selv den fornøjelse at læse dem alle tre.

Pitbull udkom den 2. Januar 2020.

★★★★☆

Lauren Groff: Florida

Novellesamlingen Florida af Lauren Groff byder på elleve udsøgte fortællinger om mennesker tilsat Floridas hede, frygtindgydende orkaner og farlige dyreliv.

Lauren Groff slog igennem med sin tredje roman Skæbne og hævn (på dansk i 2016), som blev årets mest hypede bog og kåret til ”Årets bog” i hjemlandet USA i 2015, måske især fordi daværende præsident Barack Obama havde rost den til skyerne. Det var fortællingen om et ægteskab set fra både kvindens og mandens perspektiv.

Personligt synes jeg at Skæbne og hævn var udmattende at komme igennem. Men med novellesamlingen Florida viser Lauren Groff at hendes metaforiske, ordrige og til tider drænende skrivestil egner sig perfekt til det korte format.

I elleve noveller får vi små, men hårdtslående glimt af en række (især) unge kvinder og mødres indre liv, der er plaget af uorden, alkoholisme og lejlighedsvis fortvivlelse. Det er temaer som sorg, ensomhed, familie og raseri der præger fortællingerne, som ofte udspilles i Floridas ulidelige varme med rædselsvækkende orkaner, slanger og andet kryb.

”Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvinde, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensmaden og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.”

Citatet er fra bogens første novelle Spøgelser og returgods. En historie om en kvinde der er begyndt at gå lange ture sent om aftenen for at dulme hendes nyerhvervede tilbøjelighed at råbe. Under hendes spadsereture observerer hun sine naboer gennem deres vinduer og afslører knivskarpt bidder af deres liv. Det er utroligt, så meget man kan lære ved at se på mennesker.

Af andre nævneværdige karakterer er to forladte børn, en ung kvindelig studine der bliver hjemløs, en mand der sidder fast i en kano, en rejsende der fanges i en storm samt en kvinde der kryber sammen under en orkan. Vejret får en særlig rolle i fortællingerne og slår næsten tonen an fra starten i alle historierne.

Florida er ikke en lys og let samling historier – tværtimod. Det er temmelig dystert men dog ikke uden humor. Lauren Groff skriver levende sætninger fulde af håndgribelige og foruroligende billeder der griber fat i læseren, og der er plads til eftertanker når sidste ord er skrevet. Det kan jeg rigtigt godt lide. Alt i alt er bogen en fornøjelse at læse og har du stadig ikke fået hul på at læse noveller (hvad venter du på?!) er Florida et rigtigt godt sted at begynde.

Florida udkommer i dag den 15. august.

★★★★☆

LÆS OGSÅ
Lauren Groff: Skæbne og hævn

Stefan Ahnhem: Nitten grader minus

Stefan Ahnhem fortsætter sit høje spændingsniveau i sin tredje krimi Atten grader minus, i serien om politimanden Fabian Risk.

Efter en heftig biljagt kører en bil i Helsingborgs havn. Føreren af bilen viser sig at have været død langt inden han røg udover kajkanten, faktisk to måneder inden – en tilsyneladende umulig ligning, som Fabian Risk og hans kolleger bliver sat til at løse. Offeret viser tegn på at have været nedfrosset og det bliver startskuddet på en række ubehagelige dødsfald. Sagen besværliggøres af lidt uro i teamet dels fordi kriminalchef Astrid Tuvesson er begyndt at kigge lidt for dybt i flasken og dels forbi deres kollega Hugo Elvin pludselig forsvinder. På hjemmefronten har Fabian Risk det heller ikke helt nemt. Sønnen Theodor er stadig mærket efter tidligere hændelser og forholdet til hustruen Sonja er næsten ikkeeksisterende.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvunget som ordensbetjent ved Helsingør politi. Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning og snart fører sporerne til Helsingborg.

””Hej skat”, sagde han og tog hovedtelefonerne af.
”Hej”, svarede hun. Det kunne hun i hvert fald høre sig selv gøre. Ikke for at hilse, men mere for at udfylde tavshede, som ellers ville være blevet for lang.
”Hvad er der?” fortsatte han med det samme påklistrede smil. ”Men skat, du ser jo helt fortvivlet ud. Er der sket noget?”
Det lød fuldstændig som hendes mand, og hun kunne se, at den tykke dødningehovedring af sølv var den, hun havde givet ham i fødselsdagsgave. Han så endda næsten ud som ham. Men kun næsten.
”Hvem fanden er du?” sagde hun med en stemme, der næsten var ved at knække over.”

Det er et meget relevant emne Stefan Ahnhem har valgt som omdrejningspunkt i Atten grader minus, nemlig identitetstyveri – noget jeg tror mange er bange for og ikke uden grund. Ahnhem viser på skræmmende vis, hvor enkelt det er at overtage en andens plads og gøre en økonomisk gevinst, og fordi dette er en krimi efterlades der naturligvis ingen vidner – de fleste havner i en brummende kummefryser med lås. Motivet for de mange drab synes i første omgang at være penge, da det hovedsagligt er velhavende folk der bliver ramt, men også hævn og gamle synder begynder at snige sig ind i billedet.

Som altid har Stefan Ahnhem et enkelt sprog der flyder fint. Der er fremdrift i historien som har den perfekte balance mellem fiktion og realisme, og der holdes et højt spændingsniveau hele vejen i bogen. Selv om der er rimelig mange navne at holde styr på, har Ahnhem holdt detaljerne på et tilpas niveau, så man ikke bliver helt rundtosset. Det eneste lille minus jeg kan sætte ved bogen er, at Fabian Risks egen familie igen kommer i nærkontakt med en morder. Det er efter min mening lidt for letkøbt spænding som jeg helst havde været foruden. Til gengæld bliver de sidste sider i bogen startskuddet til et helt nyt drama som vækker min nysgerrighed og får mig til at vente med spænding på næste bog.

Atten grader minus udkom den 30. marts 2017.

★★★★☆

RELATERET LINKS
Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt
Stefan Ahnhem: Den niende grav

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆

Mordet i Orientekspressen – konkurrence

Vind to biografbilletter til Mordet i Orientekspressen samt nyudgivelsen af Agatha Christies klassiker. Foto: Mette Camilla Melgaard

En af Agatha Christies mest kendte krimier er Mordet i Orientekspressen som udkom første gang i 1934.

I 1974 blev bogen succesfuldt filmatiseret af Sidney Lumet med et imponerende cast der blandt andet talte Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst Albert Finney som Hercule Poirot. Filmen vandt en hav af priser og blev blandt andet nomineret til 6 Oscars samt hele 10 BAFTA priser – Ingrid Bergman modtog begge priser for Bedste kvindelige birolle.

Nu har den britiske skuespiller og instruktør Kenneth Branagh kastet sig ud i at genindspille den klassiske historie, og med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pfeiffer og Penelope Cruz. Branagh selv spiller rollen som den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot.

Mordet i Orientekspressen får dansk premiere den 23. november og i den forbindelse har Lindhardt & Ringhof valgt at genudgive Agatha Christies roman. Det sker den 7. november og du har mulighed for at vinde et eksemplar af Mordet i Orientekspressen sammen med to fribilletter til at se filmen i biografen.

Alt du skal gøre er at gå ind på KulturXpressens Facebook-side, skrive en kommentar på opslaget for konkurrencen og tagge den person du vil invitere med i biografen og se filmen. Eller du kan skrive en kommentar her på siden (vær i så fald opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se din kommentar). Jeg trækker en vinder og offentliggøre det på Facebook fredag d. 3. november – så husk at tjekke om du har vundet. Held & lykke!

Stor tak til Nordisk Film samt Lindhardt & Ringhof som har sponsoreret en bog samt to biografbilletter til konkurrencen.

Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆

Martha-prisen 2016

Stort tillykke til Michael Katz Krefeld som modtager Martha-prisen 2016 for sin krimiserie om privatopdageren Ravn.

Michael Katz Krefeld får overrakt Marthaprisen af Charlotte Thyberg fra Bog & Idé. Foto via Lindhardt og Ringhof.

Michael Katz Krefeld får overrakt Marthaprisen af Charlotte Thyberg fra Bog & Idé. Foto via Lindhardt og Ringhof.

Martha-Prisen er Bog & idé-kædens litteraturpris, som blev indstiftet i 1989 under navnet Danskernes Yndlingsforfatter. Blandt de tidligere modtager er forfattere som Leif Davidsen, Bjarne Reuter, Lise Nørgaard og Jussi Adler-Olsen.

Krimigenren var igen i år stærkt repræsenteret blandt de nominerede forfattere som udover Krefeld var Jesper Stein, Morten Pape, Kim Leine, Ida Jessen, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

“Jeg er SÅ overrasket og helt boblende glad,” sagde Michael Katz Krefeld, da han i aftes fik overrakt prisen på sit forlag, Lindhardt og Ringhof. “Det er en skøn fornemmelse at have skabt en hovedperson og et univers, som læserne har taget til sig,”.

“Det er meget, meget fortjent. Ud over at bøgerne er fremragende, formår Michael at have en fantastisk kontakt med sine læsere og boghandlerne,” sagde Charlotte Thyberg fra Bog & Idé-kæden.

Michael Katz Krefelds nye bog Dybet udkommer 4. november. Det er fjerde selvstændige bind i serien om Ravn.

Agnete Braad: En anden kvinde end mig

en-anden-kvinde-en-migDebutromanen om sin mors sygdom og død berørte mange, men denne gang giver Agnete Braad os en lidt forvirrende fortælling om en kvinde, der ikke helt kan finde sit eget ståsted i livet. Den er hurtigt læst og desværre lige så hurtigt glemt.

Handling: Den knapt 40-årige kunsthistoriker Julie er flyttet i ny lejlighed efter et endt forhold med sin mangeårige kæreste, den livsforskrækkede filosof Rune. Rune er allerede videre med en ny kæreste. Julie derimod bliver bolleven med sin gifte genbo, arbejder på et kunstgalleri og skriver på en ph.d. ansøgning. Hun vil forske i hvorfor moderne kunst absolut skal involvere publikum. Hun undrer sig også over, hvorfor mennesker i det hele taget konstant involverer sig med hinanden. Til en fest nytårsaften møder hun den tilsyneladende perfekte mand Mark, og pludselig er der udsigt til alt det hun drømte om at få sammen med Rune. Men vil hun egentlig have det?

”Og jeg nikker og skåler, selv om jeg ikke er enig. Der er ikke så mange måder at gøre det på, når jeg er involveret. Der er kun én måde, og det er en andens måde. Marks måde, Runes måde, Mads’ betingelser. Jeg antager den andens form, jeg er alt for tilpasningsdygtig, som en fisk, der skifter farve efter miljø og sammenhæng.”

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg blev møgirriteret på hovedpersonen Julie og havde lyst til at ruske hende, for hold nu op, hvor er hun et skvat. Stort set alt der sker omkring hende er på andres initiativ. ”Du er jo teoretiker. Du har svært ved at handle.” siger drømmemanden Mark så rigtigt. Hun er for meget i sit hoved og for lidt i sit liv.

Hun kan ikke helt finde ud af hvad hun vil i det lange løb. Lige nu og her vil hun have hed sex med sin gifte genbo Mads. Det virker ukompliceret og så alligevel ikke, når hun ser hans kone og tvillinger i gården. Hun ville have et familieliv med Rune og så alligevel ikke, og hun bliver ganske overrasket, ja næsten harm, da Rune får ny kæreste, køkkenø og baby, for han kunne ikke finde ud af noget, mens han var sammen med Julie.

Da Julie møder den tilsyneladende perfekte mand, Mark, vil hun i første omgang gerne have ham, men da muligheden for et fælles liv med ham viser sig, ved hun igen ikke, om det er det hun ønsker. Det irriterende er, at hun hele tiden modsiger sig selv. Fx da hun møder en dame på bænken i Landbohøjskolens have, til hende fortæller Julie, at hendes mand og to børn er ude og rejse, men at hun selv havde noget arbejde der skal færdiggøres. En løgn om et liv hun drømmer om at have, men som hun alligevel ikke vil have, når muligheden byder sig.

Forlaget lokker i deres pressemateriale med at bogen er en kombination af Sex and The City og Svend Brinkmann – det kan jeg slet ikke se, og jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er Agnete Braad vil udtrykke med historien. Er det et forsøg på at sige, at det er okay at gå mod normerne for et helt almindeligt liv? Jeg er ærligt talt forvirret.

En anden kvinde en mig udkommer i dag den 15. september.

★★★☆☆