Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆

Mordet i Orientekspressen – konkurrence

Vind to biografbilletter til Mordet i Orientekspressen samt nyudgivelsen af Agatha Christies klassiker. Foto: Mette Camilla Melgaard

En af Agatha Christies mest kendte krimier er Mordet i Orientekspressen som udkom første gang i 1934.

I 1974 blev bogen succesfuldt filmatiseret af Sidney Lumet med et imponerende cast der blandt andet talte Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst Albert Finney som Hercule Poirot. Filmen vandt en hav af priser og blev blandt andet nomineret til 6 Oscars samt hele 10 BAFTA priser – Ingrid Bergman modtog begge priser for Bedste kvindelige birolle.

Nu har den britiske skuespiller og instruktør Kenneth Branagh kastet sig ud i at genindspille den klassiske historie, og med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pfeiffer og Penelope Cruz. Branagh selv spiller rollen som den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot.

Mordet i Orientekspressen får dansk premiere den 23. november og i den forbindelse har Lindhardt & Ringhof valgt at genudgive Agatha Christies roman. Det sker den 7. november og du har mulighed for at vinde et eksemplar af Mordet i Orientekspressen sammen med to fribilletter til at se filmen i biografen.

Alt du skal gøre er at gå ind på KulturXpressens Facebook-side, skrive en kommentar på opslaget for konkurrencen og tagge den person du vil invitere med i biografen og se filmen. Eller du kan skrive en kommentar her på siden (vær i så fald opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se din kommentar). Jeg trækker en vinder og offentliggøre det på Facebook fredag d. 3. november – så husk at tjekke om du har vundet. Held & lykke!

Stor tak til Nordisk Film samt Lindhardt & Ringhof som har sponsoreret en bog samt to biografbilletter til konkurrencen.

Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆

Martha-prisen 2016

Stort tillykke til Michael Katz Krefeld som modtager Martha-prisen 2016 for sin krimiserie om privatopdageren Ravn.

Michael Katz Krefeld får overrakt Marthaprisen af Charlotte Thyberg fra Bog & Idé. Foto via Lindhardt og Ringhof.

Michael Katz Krefeld får overrakt Marthaprisen af Charlotte Thyberg fra Bog & Idé. Foto via Lindhardt og Ringhof.

Martha-Prisen er Bog & idé-kædens litteraturpris, som blev indstiftet i 1989 under navnet Danskernes Yndlingsforfatter. Blandt de tidligere modtager er forfattere som Leif Davidsen, Bjarne Reuter, Lise Nørgaard og Jussi Adler-Olsen.

Krimigenren var igen i år stærkt repræsenteret blandt de nominerede forfattere som udover Krefeld var Jesper Stein, Morten Pape, Kim Leine, Ida Jessen, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

“Jeg er SÅ overrasket og helt boblende glad,” sagde Michael Katz Krefeld, da han i aftes fik overrakt prisen på sit forlag, Lindhardt og Ringhof. “Det er en skøn fornemmelse at have skabt en hovedperson og et univers, som læserne har taget til sig,”.

“Det er meget, meget fortjent. Ud over at bøgerne er fremragende, formår Michael at have en fantastisk kontakt med sine læsere og boghandlerne,” sagde Charlotte Thyberg fra Bog & Idé-kæden.

Michael Katz Krefelds nye bog Dybet udkommer 4. november. Det er fjerde selvstændige bind i serien om Ravn.

Agnete Braad: En anden kvinde end mig

en-anden-kvinde-en-migDebutromanen om sin mors sygdom og død berørte mange, men denne gang giver Agnete Braad os en lidt forvirrende fortælling om en kvinde, der ikke helt kan finde sit eget ståsted i livet. Den er hurtigt læst og desværre lige så hurtigt glemt.

Handling: Den knapt 40-årige kunsthistoriker Julie er flyttet i ny lejlighed efter et endt forhold med sin mangeårige kæreste, den livsforskrækkede filosof Rune. Rune er allerede videre med en ny kæreste. Julie derimod bliver bolleven med sin gifte genbo, arbejder på et kunstgalleri og skriver på en ph.d. ansøgning. Hun vil forske i hvorfor moderne kunst absolut skal involvere publikum. Hun undrer sig også over, hvorfor mennesker i det hele taget konstant involverer sig med hinanden. Til en fest nytårsaften møder hun den tilsyneladende perfekte mand Mark, og pludselig er der udsigt til alt det hun drømte om at få sammen med Rune. Men vil hun egentlig have det?

”Og jeg nikker og skåler, selv om jeg ikke er enig. Der er ikke så mange måder at gøre det på, når jeg er involveret. Der er kun én måde, og det er en andens måde. Marks måde, Runes måde, Mads’ betingelser. Jeg antager den andens form, jeg er alt for tilpasningsdygtig, som en fisk, der skifter farve efter miljø og sammenhæng.”

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg blev møgirriteret på hovedpersonen Julie og havde lyst til at ruske hende, for hold nu op, hvor er hun et skvat. Stort set alt der sker omkring hende er på andres initiativ. ”Du er jo teoretiker. Du har svært ved at handle.” siger drømmemanden Mark så rigtigt. Hun er for meget i sit hoved og for lidt i sit liv.

Hun kan ikke helt finde ud af hvad hun vil i det lange løb. Lige nu og her vil hun have hed sex med sin gifte genbo Mads. Det virker ukompliceret og så alligevel ikke, når hun ser hans kone og tvillinger i gården. Hun ville have et familieliv med Rune og så alligevel ikke, og hun bliver ganske overrasket, ja næsten harm, da Rune får ny kæreste, køkkenø og baby, for han kunne ikke finde ud af noget, mens han var sammen med Julie.

Da Julie møder den tilsyneladende perfekte mand, Mark, vil hun i første omgang gerne have ham, men da muligheden for et fælles liv med ham viser sig, ved hun igen ikke, om det er det hun ønsker. Det irriterende er, at hun hele tiden modsiger sig selv. Fx da hun møder en dame på bænken i Landbohøjskolens have, til hende fortæller Julie, at hendes mand og to børn er ude og rejse, men at hun selv havde noget arbejde der skal færdiggøres. En løgn om et liv hun drømmer om at have, men som hun alligevel ikke vil have, når muligheden byder sig.

Forlaget lokker i deres pressemateriale med at bogen er en kombination af Sex and The City og Svend Brinkmann – det kan jeg slet ikke se, og jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er Agnete Braad vil udtrykke med historien. Er det et forsøg på at sige, at det er okay at gå mod normerne for et helt almindeligt liv? Jeg er ærligt talt forvirret.

En anden kvinde en mig udkommer i dag den 15. september.

★★★☆☆

Emma Cline: Pigerne

Pigerne27-årige Emma Clines debutroman Pigerne, der er inspireret af historien om Charles Manson og de mord han fik sine kvindelige følgere til at begå i slutningen af 1960’erne, har været på alles læber denne sommer – ikke blot på grund af den velfortalte historie men lige så meget på grund af hendes forlagsaftale på godt 2 millioner dollars.

Handling: Sommeren 1969 er for altid skåret ind i Evie Boyds hukommelse. 14 år og ulykkelig søger hun væk fra skilsmissehjemmet hvor hippie-moren er mere optaget af sine skiftende kærester end af sin datter. Draget af den smukke og gådefulde Suzanne, søger Evie tilflugt hos hende og gruppen af forhutlede piger i et kultlignende kollektiv, hvis midtpunkt er den karismatiske leder Russell, hvis narcissisme og mislykkede musikalske ambitioner, minder om Manson. Pigernes aura af frihed og farlig vildskab drager Evie, men det får katastrofale konsekvenser.

”Somme tider længtes jeg så inderligt efter at nogen skulle røre ved mig at jeg blev hudløs af længsel. Jeg så det samme i Suzanne der løftede hovedet som et dyr der får færten af mad, hver gang Russell nærmede sig.”

Evie Boyd fortæller sin historie som voksen, næsten uskadt til trods for at hun kun ved et tilfælde ikke deltog i de berømte mord. Den midaldrende Evie er arbejdsløs og har lånt en vens hus for at komme sig over endnu et forlist forhold. Helt uventet dukker vennens søn og dennes kæreste op i huset. De er fascineret af Evies fortid og som læser tilbringer vi det meste af romanen nedsænket i hendes fortælling om oplevelsen af sommeren 1969.

Det er fascination og kærlighed til den magnetiske, mørkhårede pige, Suzanne (der leder tankerne hen på Manson-familiens Susan ”Sexy Sadie” Atkins), der får Evie til at tilslutte sig gruppen. Hun er en velkendt teenagetype – usikker, drivende og desperat efter opmærksomhed og kærlighed, hvilket gør hende til et let offer, og snart stjæler hun penge fra sin mor og naboerne til at hjælpe med at finansiere Russell og hans følge.

Pigerne er en trancelignende ophobning af intense unge følelser og nærsynet indtryk. Kender man historien om Manson-familien og mordet på Sharon Tate, ved man hvad der er i vente. Men selv om det er disse hændelser der driver historien frem, handler bogen mere om pigeliv og pigers søgen efter at bliver accepteret og elsker, end om de blodige mord. Forfatteren antyder at pigeliv er lig med rutinemæssig vanrøgt, udnyttelse og seksuelt overgreb og at det ikke har ændret sig gennem årene. ”Jeg vidste at blot dette at være en pige i verden handikappede ens evne til at tro på sig selv.”

Emma Cline skriver medrivende og teksten er fyldt med sproglige blomster. Det fungerer fint at lade den ældre Evie se tilbage på sit 14-årige jeg, og skildringen af det forhutlede hippieliv i kulten er overbevisende beskrevet. Derimod savner jeg mere tyngde i beskrivelsen af Russell – hans enorme tiltrækningskraft og magt over pigerne virker utroværdig. Alt i alt er det en stærk debut og det skal blive spændende at følge forfatterskabet.

Pigerne udkom den 1. september.

★★★★☆

Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt

Offer uden ansigtOffer uden ansigt var svenske Stefan Ahnhems heftige debut i 2014, og første del af serien om politiefterforskeren Fabian Risk. Andet bind, Den niende grav, udkom sidste år og er en helt igennem fantastisk krimi.

Handling: Fabian Risk er sammen med sin kone og deres to børn flyttet fra Stockholm tilbage til sin barndomsby Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. Familien ankommer til Helsingborg i juli, og det er meningen at Fabian skal starte det nye liv med 6 ugers ferie, inden han tiltræder som efterforsker på stationen i Helsingborg. Men allerede efter nogle få timer i byen, bliver han kontaktet af sin nye chef Astrid Tuvesson, angående et brutalt mord på en af Fabians gamle klassekammerater. Det bliver begyndelsen på en blodig jagt efter en udspekuleret og bestialsk gerningsmand.

Man når knap nok at komme i gang med bogen, før det første mord bliver begået. Et lig med begge hænder afskåret. Modbydeligt ja, men det bliver langt fra det værste – og det er detaljeret beskrevet, så er du den sarte type, skal du sørge for at have hold på maveindholdet.

Hovedpersonen Fabian Risk er ret typisk krimigenre-karakter og på grænsen til kliché. Han går sine egne veje, og jobbet har for længst skabt problemer på hjemmefronten. Der bliver smidt små hints hist og her om, hvorfor Fabian Risk og familien er flyttet til Helsingborg – forklaringen kommer i bogen Den niende grav.

Handlingen udspiller sig i Helsingborg og i Danmark – de detaljerede beskrivelser af steder i bl.a. København gav mig straks et indre billede af forfatteren der bevæger sig rundt i byen for at finde ”locations” til sin bog, for beskrivelserne fungerer rigtigt godt. Vi kommer tæt på den danske kriminalassistent Dunja Hougaard, en kvindelig pendant til Fabian, som deltager i den danske del af efterforskningen, og som jeg godt kan afsløre bliver en gennemgående karakter i serien.

Plottet er egentlig ret gennemskueligt, men alligevel er det så godt skruet sammen, at man føler sig underholdt hele vejen. Det ville ikke have gjort historien noget, at blive kortet ned med 100 sider, men det er blot min personlige smag. Nordisk Film har allerede sikret sig filmrettighederne til de første fire bøger – bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Offer uden ansigt udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af bind to i serien: Den niende grav

Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Alice i eventyrlandDen 151 år gamle fortælling om pigen Alice der kravler gennem kaninhullet, er stadig populær hos både børn og voksne, og genudgives løbende over hele verden.

Handling: Alice er på skovtur med sin søster men keder sig. Pludselig får hun øje på en talende kanin med vest og lommeur, og følger straks efter den ned i sit hul. Her bliver hun mødt af et fantasiland fyldt med underlige, vidunderlige mennesker og dyr – et sted hvor alt kan ske. I Gennem spejlet (også kendt som Bag spejlet) møder vi Alice seks måneder senere og igen på vej ud på eventyr – denne gang ved at træde gennem spejlet over kaminen. Han havner i et tummelumsk, omvendt spejlbillede af sit eget hus, hvor hun blandt andet opdager, at skakspillet er blevet levende. Snart står hun blandt flere spøjse skabninger som den røde dronning, Tweedledum og Tweedledee og Humpty Dumpty. Ingenting er helt, som man tror, i denne mærkværdige verden.

”Gid jeg ikke havde grædt så meget! sagde Alice, mens hun svømmede rundt for at finde et sted at gå i land. Jeg tror, jeg skal straffes for det nu og druknes i mine egne tårer! Det vil virkelig være meget mærkeligt. Men alting er så mærkeligt i dag.”

Det er en charmerende vrøvlefortælling, hvor man blot skal lade sig rive med af de tossede karakterer og uforklarlige hændelser. Mange kloge hoveder gør opmærksom på at historien er fyldt med matematik, hvilket ikke er så mærkeligt for Lewis Carroll, hvis rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, var matematiker og ansat som lektor ved det prestigefyldte Oxford University. Han skrev en række børnebøger under pseudonymet Lewis Carroll, og alle er de mere eller mindre synligt, fyldt med gåder og matematik-filosofiske spørgsmål.

Denne samlede udgave af Alice i Eventyrland & Gennem spejlet har John Tenniels klassiske tegninger og historierne er oversat af Christiane Rohde (digtene er oversat af Mogens Jermiin Nissen, Peter Poulsen og Christiane Rohde). Med undtagelse af coveret lavet af Simon Lilholt /Imperiet, er udgivelsen her lig med den der udkom sidste år fra forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

De mange Lewis Carroll fans har et næsten kultagtigt forhold til historien, og mange har mere end en udgave af den stående i reolen. I min verden er de sorthvide illustrationer alt for farveløse til den bizarre og farverige fortælling, så lige på det område er denne version lidt trist. Men historien er der ikke noget galt med. Efterhånden som jeg bliver ældre er det andre ting i fortællingen jeg sætter pris end da jeg var barn fx Hattemagerens excentriske personlighed og larvens tvetydige samtale med Alice.

Alice i Eventyrland & Gennem spejlet genudgives i dag 6. juli.

★★★★☆

Der findes mange udgaver af Alice i Eventyrland – tjek fx denne helt fantastiske pop-up bog af Robert Sabuda.

Lauren Groff: Skæbne og hævn

Skæbne og hævnDer er altid to sider af samme historie, og Lauren Groff giver os dem begge i sin bestsellerroman Skæbne og hævn – en kærlighedshistorie om et tilsyneladende lykkeligt ægteskab, der viser sig at være langt mere kompliceret og mørkt.

Handling: Lancelot “Lotto” Satterwhite og Mathilde Yoder mødes til en fest kort før deres afsluttende eksaminer fra universitetet. De gifter sig to uger senere og lever stort set lykkelige sammen i 24 år. Lotto mislykkes som skuespiller i New York, men lykkes, under Mathildes skjulte vejledning, som dramatiker. De har et intimt samliv, men de historier, de fortæller sig selv om deres forhold og om hvordan verden ser ud, er meget langt fra hinanden.

Tidligt i bogen spørger Lottos dramalærer hvad forskellen er på tragedie og komedie. En svarer ”Højtidelighed versus humor. Alvor versus lethed”, og læreren svarer: ”Forkert. Det er et trick. Der er ingen forskel. Det drejer sig om perspektiv. […] om, hvordan du indrammer det, du ser.” Og det er præcis sådan Lauren Groff fortæller sin historie, fra to menneskers forskellige synspunkter.

Samtidig indsætter Groff igennem hele romanen her og der små bemærkninger i parentes. Først synes det at være forfatterens sidebemærkninger, selv om den, der kommentere refererer til sig selv som “vi”. Kommentarerne er alvidende og skifter når perspektivet skiftes. I Lottos halvdel af bogen, har de tendens til at være forudsigende og nogle gange spydige: “Han takkede de overjordiske magter for sin veltalenhed [De havde ikke noget med det at gøre]”. I Mathildes del læner de sig mod det hævngerrige: “Når du er mindst forventer det, vil jeg sprænge dit liv. [Kun rimeligt, hun havde sprængt hans].”

Første del Skæbne ses fra Lottos side. Han husker, hvordan han friede til Mathilde første gang han så hende, og hun sagde ja (hun husker noget andet). Han husker deres første hjem, en kælderlejlighed på Manhattan (hun husker, hvad hun måtte gøre i al hemmelighed for at betale regningerne). Han husker, at han var skuespiller (hun, hvordan han var en mislykket skuespiller).

Jeg kæmpede virkelig med at komme igennem denne del af bogen, som flere steder er umådelig kedelig – blandt andet de lange passager fra de teaterstykker Lotto skriver. Lotto er ikke et elskeligt menneske, som han ellers synes at portrætteres – han er frygtelig egoistisk og narcissistisk, og jeg havde svært ved at fatte sympati for ham.

”Nej, sagde kvinden. Du er stadig så elegant. Det er bare. Du ser så vred ud Mathilde. […] Hun tog en indånding og betragtede mejsens vals på fortovet og solen gennem det vindblæste løv. Da hun så op igen, tog den anden kvinde et skridt baglæns. Og dernæst endnu et. Langsomt sagde Mathilde: Vred. Ja da. Hvorfor egentlig skjule det længere? Og så sænkede hun hovedet og fik videre.”

I anden del Hævn er den nu 46-årige Mathilde i fokus. Lotto er netop død og Mathildes kønne og venlige ydre som vi fik et billede af gennem Lotto i første del, krakelerer. Ifølge Lotto har hun en sørgelig og mørk fortid, og meget belejligt for ham, begyndte hendes liv først, da hun mødte ham. Nu får vi den (fra Mathildes synspunkt) sande historie om den franske pige Aurélie, der 3 år gammel muligvis hjælper sin lillebrors død på vej, og sendes væk af sine forældre. Først til bedstemoren i Paris, der tjener til dagen og vejen ved at sælge sin krop, og senere som 11-årig til USA til gangster-onklen som aldrig er hjemme. Samtidig føres vi igennem Mathildes sorg efter Lottos død og lidt efter lidt afdækkes flere lag af hendes personlighed.

Denne del af bogen er klart den mest interessante. Mathildes kamp for overlevelse er grum, hvilket gør hende lettere at holde af, selv om man egentlig ikke har lyst til det. For hun er også kalkulerende. Hun gør, hvad der skal gøres, for at få det som hun vil have det.

Skæbne og hævn var en af sidste års mest omtalte amerikanske bøger, og gik til tops på alverdens ”årets bedste-lister” – ikke mindst da Barack Obama udtalte, at Skæbne og hævn var den bedste bog han havde læst i 2015. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tilslutte mig jubelkoret til fulde, det er første halvdel af bogen simpelthen for kedelig til.

Skæbne og hævn udkom den 15. marts.

★★★☆☆

Harper Lee er død

Harper LeeDen Pulitzerpris-vindende forfatterinde Harper Lee er død 89 år gammel.

Det blev kun til to romaner i hendes forfatterskab, men romanen Dræb ikke en sangfugl fra 1961, gav hende en velfortjent plads i litteraturhistorien. Harper Lee har de sidste mange år boet på et plejehjem tæt på det hjem i Monroeville, Alabama, hvor hun voksede op.

Sidste år udkom romanen Sæt en vagtpost ud, der følger op på historien om pigen Scout fra Dræb ikke en sangfugl. Bogen var på alles læber, og forventningerne var tårnhøje. Desværre levede den ikke op til succesen af hendes første roman.

Relaterede links:
Artikel: 55 års venten på Harper Lee
Anmeldelse af Dræb ikke en sangfugl
Anmeldelse af Sæt en vagtpost ud