Siri Hustvedt: Det jeg elskede

Det jeg elskedeNogle bøger bliver i kroppen længe efter sidste side er vendt og bogen lukket. Det jeg elskede, er sådan en bog. Jeg har hørt bogen som lydbog, hvilket er en anderledes oplevelse – i hvert fald for mig. Jeg føler, at det er en stærkere oplevelse at sidde med bogen i hånden og læse end blot at lytte. Ikke desto mindre satte fortællingen spor.

Handling: Vi begynder i 1975 og i en periode på 25 år følger vi to familier, der udover at være gode venner, også er naboer i et hus i SoHo. Bogens jeg-fortæller Leo Hertzberg, der er professor i kunsthistorie, leder os igennem familiernes store glæder og dybe sorg, med indblik i såvel den kreative proces som personlige dramaer, gives der et nuanceret billede af New Yorks kunstneriske og intellektuelle miljø – fra de eksklusive galleriers glimmer til seksuel perversion og mord.

Den aldrende Leo med svigtende syn, ser tilbage på sit liv med hustruen Erica, vennen Bill og dennes to hustruer først Lucille og sidenhen Violet. ”Enhver historie vi fortæller om os selv, kan kun fortælles i datid,” notere han på de afsluttende sider. “Den snor sig baglæns fra hvor vi nu står nu, ikke længere som aktører i historien, men blot som dens tilskuere, der har valgt at tale.” Hans tilgang til genfortællingen er symboliseret ved forskellige genstande fra hans liv, som han gemmer i en skuffe i sit skrivebord. Afhængigt af, hvordan han arrangerer dem fremkalder de forskellige følelser og forskellige fortolkninger, og det interesserer ham mere end begivenhederne selv.

De to par Leo og Erica Hertzberg samt Bill og Lucille Weschler, bliver venner da Leo køber et af Bills tidlige værker. Kort tid efter flytter Bill og Lucille ind i lejligheden ovenpå Leo og Erica, og de to kvinder bliver gravide samtidig og føder begge en søn – Matthew og Mark, som bliver gode venner. Livet synes ubekymret for den lille sammentømrede klynge mennesker, som hvert år tager på ferie sammen. Hele første del af bogen føles næsten som et af Bills beskrevne kunstværker, der ofte laves i kasser eller bag døre – noget lidt fjernt, man ser på udefra.

Men da et dødsfald rammer dem ændres deres liv for altid og det samme gør bogens karakter. Der er en lang og smertefuld beskrivelse af sorg. Vi lukkes ind i karakterernes indre, mærker deres vilde følelser og da anden del slutter med endnu et dødsfald, ser vi ikke længere på udefra. I sidste del af fortællingen ændrer bogen igen karakter og bliver en page-turner. Bills søn Mark, er ikke som alle andre. Han hænger ud med en performance og installation kunstner ved navn Teddy Giles – en seksuel, psykiske og moralske kamæleon, hvis indflydelse på Mark er ødelæggende. Mark er muligvis lystløgner, bliver indblandet i et mord og Leo mistænker ham for at være sindssyg, men måske er han blot et produkt af en kultur som Leo ikke forstår.

Det er en roman der skildrer forfængelighed, fordærv, grusomheder, svaghed, rigdom og nedture i New Yorks kunstverden samtidig med at den giver fængende personportrætter. Men alt i alt har Siri Hustvedt ganske enkelt skrevet en rørende fortælling om store tab, dyb sorg og om kærlighed, der altid har sin pris.

Det jeg elskede udkom i 2004.

★★★★☆

Ernest Hemingway: Om at skrive

Om at skriveDer er mange store forfattere, der har skrevet bøger om livet som forfatter, og givet alle os andre et indblik i deres skriveproces med bekymringer, hovedbrud, manglende selvtillid og glæden ved at aflevere et færdigt manuskript.

I 1984 udkom Ernest Hemingway: Om at skrive første gang – en samling af Ernest Hemingways betragtninger om forfatterens gerning og håndværk plukket fra hans forfatterskab, breve til redaktører, venner, kunstnere og kritikere samt fra interviews, hvor Hemingway ofte talte om det at skrive. Nu genudgives antologien, der er fyldt med gode råd og inspiration til alle der selv skriver eller gerne vil.

”Du må bare bliver ved, selv når det ser allermest sort og håbløst ud – der er kun én ting at gøre, når man skriver på en roman, og det er at begynde med begyndelsen og bliver ved, indtil man er færdig med den forbandede bog.”
fra et brev til F. Scott Fitzgerald, 1929

Trods mange lærerige og inspirerende citater fra Hemingway, ville jeg ønske at bogen var mere sammenskrevet, som det fx er tilfældet med Stephen Kings bog Om at skrive, som er en erindringsbog, der virkelig giver et indblik i forfatterlivet samtidig med, at den er fyldt med gode råd og inspiration.

En god ting ved Hemingway-bogen er, at hvis man er gået i stå i sine egne skriverier, kan man hurtigt slå op i bogen, der er inddelt i 13 kapitler med hver sin overskrift, og finde et hjælpende Hemingway-citat. Derfor bør alle der går rundt med forfatterdrømme, have denne bog i nærheden.

”Vil arbejde på romanen igen i dag. Det er hårdt som bare pokker at skrive, Max, men der er alligevel intet så dejligt i verden.”
fra et brev til Maxwell Perkins, 1938

Ernest Hemingway: Om at skrive blev genudgivet den 11. januar.

★★★★☆

Andre gode bøger af forfattere der skriver om at skrive, kan jeg blandt andet anbefale:
Stephen King: Om at skrive, Bodil Malmsten: Så gör jag (ej i dansk oversættelse), og Marguerite Duras: At skrive.

BogForum 2015 – dag 1

Årets største bogmesse blev skudt i gang i dag, og sikke en dag det har været. Det er altid lidt overvældende, den første dag på BogForum, fordi man har glædet sig til det så længe – og nu sker det! Og så kræver det lidt tilvending med de mange mennesker (og larmen fra disse), de mange indtryk man hele tiden bombarderes med og ikke mindst med varmen i Bella Centret. Et lille tip herfra – lad den tykke striksweater blive hjemme.

Vinderen af Debutantprisen 2015 Morten Pape. Foto: Politikens Forlag

Vinderen af Debutantprisen 2015 Morten Pape. Foto: Politikens Forlag

I forbindelse med den officielle åbning af messen uddeles den eftertragtede Debutantpris. Prisen gik i år til Morten Pape for roman Planen, der udkom den 2. november og allerede har modtaget mange rigtigt fine anmeldelser. Omdrejningspunktet bogen er opvæksten i det socialt belastede boligbyggeri med det ligeså belastede ry – Urbanplanen på Amager. Den handler om barndom, ensomhed, opvækst i en ghetto med mange kulturer, baggrunde og forskellige menneskesyn under svære sociale kår. Og om at finde et ståsted i et rum, hvor der ikke nødvendigvis er plads til alle. Jeg har stadig bogen til gode, men forventningerne er bestemt ikke blevet mindre efter i dag.

Jesper Stein og hans nye krimi Aisha, fejres på BogForum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jesper Stein og hans nye krimi fejres på BogForum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Der er altid fest og farver på BogForum, og hos Politikens Forlag sprang champagnepropperne for Jesper Stein, hvis fjerde krimi om politimanden Axel Steen, Aisha, udkommer i dag. Jeg er i fuld gang med at læse den, og kan godt afsløre, at det er en ondskabsfuld god bog.

Mit personlige højdepunkt i dag var svenske Lena Andersson. Jeg er stor fan af hendes bøger Brugstyveri – en kærlighedshistorie samt Uden personligt ansvarom kvinden Esther Nilsson, der er afhængig af kærlighed som en narkoman er det af stoffer. Lena Andersson fortalte blandt andet, at flere mænd har fortalt hende, at de føler sig som Esther Nilsson, og at bogens historie på den måde ikke er kønsspecifik, hvilket Lena Andersson er glad for, da hun forsøger at bekæmpe den generelle tanke om, at kvinder altid er ofre. Hun fortalte også om, hvordan kommunikation er et vigtigt tema i begge bøger. I dag sender vi sms’er og i et kærlighedsforhold kan den form for kommunikation skabe magt, hvilket fint vises i de to romaner. Jeg tror vi er mange, der ville blive henrykte over en tredje bog om Esther, men foreløbig har Lena Andersson ingen planer om flere bøger om Esther Nilssons jagt efter den sande kærlighed – men hun kunne dog ikke helt afvise, at hun måske en dag, igen får lyst til at hive Esther frem.

Det er første gang, at jeg møder Lena Andersson, og jeg kunne naturligvis ikke lade være med at bede hende om at signere sin bog.

Lena Andersson

Lena Andersson fortæller om sin roman og signerer efterfølgende min svenske udgave. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det har været en lang dag, nu skal benene og hovedet hviles, og så er jeg klar til endnu en dag i morgen, hvor jeg glæder mig meget til at høre Caitlin Moran. Husk at jeg tweeter under @mettecamilla på Twitter og lægger billeder op på Instragram under @textgirl.

 

Efterårets nye bøger

Selvom temperaturen udenfor stadig leger sommer, kan vi ikke komme uden om, at efteråret snart banker på døren. Det betyder ofte at vejret inviterer til indendørshygge med varme drikke og en god bog, hvilket slet ikke er så tosset, hvis du spørger mig.

Her er et lille kig på nogle af efterårets nye bøger, som jeg glæder mig til at læse i de kommende måneder. Der er overvældende mange krimier på programmet – måske fordi vi går en mørkere tid i møde.

Efteraarsboger1September
Paula Hawkins: Kvinden i toget
– Nok en af årets mest omtalte bøger og en af verdens hurtigst solgte debutromaner. Du kan finde en gratis læseprøve her samt et interview med den britiske forfatter, der har taget verden med storm med sin parforholdsthriller.

Liza Marklund: Jernblod
– Igennem 18 år har Liza Marklund skrevet om journalisten Annika Bengtzon. Nu kommer 11. og allersidste bind i den populære krimiserie.

Jo Nesbø: Midnatssol
– For nyligt afslørede Jo Nesbø i et radiointerview, at hans antihelt Harry Hole vender tilbage. Ventetiden kan vi passende bruge på hans nye thriller, der også er en kærlighedshistorie og en fortælling om en stærk tro.

Kristina Ohlsson: Lotus Bluse
– Den svenske krimiforfatter, der er kendt for sin serie om Fredrika Bergman, udkommer med en nervepirrende thriller om strafferetsadvokaten Martin Benner. Bogen er første bind af to.

Nickolas Butler: Shotgun Lovesongs
– Det er altid spændende, når der kommer nye forfattere på banen, og denne romandebut glæder jeg mig rigtigt meget til. Det handler om fem venner og deres meget forskellige liv. Om deres tætte venskab, fortiden, jalousi og svigt, alt sammen krydret med et musikalsk bagtæppe.

Efteraarsboger2Oktober
Klas Östergren: Twist
– Det jeg kender til Östergren er, at han skrev filmmanuskriptet til filmen Ondskan baseret på Jan Guillous roman, og at han har været gift med Pernilla August. Men faktisk har han foruden en masse noveller og filmmanuskripter, skrevet 15 romaner. Hans seneste udkommer på dansk i oktober, så nu skal der stiftes bekendtskab med en (for mig) ny forfatter.

Harlan Coben: Seks år
– Den amerikanske krimiforfatter roses af mange af sine kolleger. Jeg har kun læst en enkelt bog af ham for en del år siden, så nu er det tid til at give ham en ny chance.

Jesper Stein (titel og cover ej oplyst)
– Den hårdkogte vicepolitikommissær Axel Steen vender tilbage.

Emilie Scnepp: Hvidt spor
– Hendes debutkrimi Mærket for livet blev vel modtaget, og nu er hun tilbage med endnu et bind om anklageren Jana Berzelius.

Michael Larsen: Mordet på øen
– Kan du huske krimien Slangen i Sydney fra 1997? Den er god nok, det er den Michael Larsen, som nu er tilbage med en ny krimi.

Erfteraarsboger3

November
Ian Rankin: Vilde køtere
– Han er en af mine absolutte yndlingskrimiforfattere, og dette er Ian Rankins 21. bog med politimanden John Rebus i hovedrollen, der nu er gået på pension men ikke trives med den nye tilværelse. Gensynsglæden er stor hver eneste gang jeg læser Rankin, der altid tager sine læsere med på en fantastisk tur i hans elskede Edinburgh. (dansk cover ej klart)

Jonas Jonasson: Morder-Anders og hans venner
– Første var det Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, derefter Analfabeten der kunne regne, alene titlerne på Jonas Jonassons bøger gør, at jeg har lyst til at læse dem.

Patti Smith: M Train
– Dette er sangerindens første bog siden hendes bestseller memoirer Just Kids fra 2010. I omtalen af M Train står der, at det er en bog for alle, som elsker at tilbringe en eftermiddag på café, fordybet i en bog eller i verden omkring. Det gør jeg, så jeg glæder mig.

Manu Sareen: Manu
– Danmarks første mandlige ligestillingsminister, som også skriver sjove børnebøger, har denne gang skrevet en hudløs ærlig bog med sig selv i hovedrollen. Jeg gør mig det ikke meget med biografier, men lige netop denne her ser jeg meget frem til.

Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Uden personligt ansvarLena Andersson skriver til et kollektiv af sårede hjerter. Hun skriver om den kvindelige hengivenhed og den mandlige udnyttelse, om spillets regler og om den igangværende magtkamp mellem kønnene.

Handling: Da Ester Nilsson møder Olof Sten slår det gnister i hendes hjerte. Men Olof er gift med Ebba og har ikke tænkt sig at forlade hende. Alligevel indleder han et forhold til Ester, som lider under Olofs giftige spil, hvor kun han kender spillereglerne. Ester er et intellektuelt menneske og hun vil så gerne forstå verden og ikke mindst, hvorfor Olof handler som han gør, for hun ønsker af hele sit hjerte at dele sit liv med ham.

”[…] Men der er modstridende følelser i mennesket. Der er mange, der ikke vil have så meget nærhed som dig. De vil leve udvandede liv. Nærhed skræmmer dem. Nærhed er farlig. Man risikerer meget ved at komme nogen nær. Man risikerer at blive valgt fra og miste det, som man havde haft eller håbet.”

Uden personligt ansvar er en selvstændig efterfølger til romanen Brugstyveri – en bog om kærlighed, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med forfatteren Ester Nilsson i en fortælling om hvordan to ikke-kompatible regelsæt om intim omgang mellem kvinder og mænd, konfronteres med hinanden.

Da Ester møder skuespilleren Olof Sten går hendes hjerte i brand og allerede ved deres andet møde, fortæller hun ham, at hun vil leve sit liv med ham. Han slår fra sig og påpeger at han er gift og ikke har planer om at forlade sin hustru. I modsætning til Esters kærlighedsobjekt i den første bog, kunstneren Hugo Rask, er Olof tydelig i ord men ikke i handling.

Ester er tydelig i både ord og handling. Hun ved, hvad hun vil, og hun kæmper for det med utrættelig vedholdenhed og energi. En tilgang, der ville give bifald i alle andre sammenhænge – en mand ville sikkert endda blive beundret for det, men når det gælder en kvinde, virker det dumt, ja ligefrem en smule besat. Det synes hendes veninder også, som hun konstant er i kontakt med og analysere Olofs handlinger med.

Bogen følger forholdet mellem Ester og Olof over 3 ½ år, og selv om man indimellem føler, at historien blot gentages, bliver jeg fanget af forfatterens dobbelthed til sin kvindelige hovedperson. For selv om hun føler med Ester, omgiver hun hendes samtidig med kølig luft og ironiske kommentarer. Nogle gange er det som om at denne dobbelthed findes i Ester selv. Hun er ikke dum. Det er bare, at hun tror på sine følelser mod al fornuft. Og for hende, er det det, der er den sande kærlighed. I modsætning til den første roman, hvor forfatteren lader Ester opgive sin kærlighed og snige sig hjem med halen mellem benene, lader hun hende denne gang gå i et frontalt angreb mod ham.

Som kvinde genkender jeg flere situationer – både med skam og vrede. Jeg føler med Esters ensomhed i hendes længsel efter lidenskab, fællesskab og oprigtighed, samtidig med, at jeg har lyst til at ruske hende og sige, at hun ikke skal lade en mand styre sit liv. Lena Anderssons sprog er utroligt smukt, beskrivelserne af Stockholm og de skiftende årstider er poetiske, hvilket desværre er gået lidt tabt i den danske oversættelse, men fortællingen, som næsten kan ses som en kulturhistorisk bog om skikke og traditioner i det 21. århundrede, er bestemt værd at læse for både kvinder og mænd.

Uden personligt ansvar udkom den 14. august.

★★★★☆

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud

Sæt en vagtpost udDer skulle gå 55 år før verden fik endnu en roman af Harper Lee, efter hendes fantastiske debut med Dræb ikke en sangfugl i 1960. Det er nærmest umuligt ikke at have helt urimelige høje forventninger, og desværre indfries de ikke.

Handling: Den nu 26-årige Jean Louise ”Scout” Finch er vendt tilbage til barndomsbyen Maycomb, Alabama fra New York, for at besøge faren Atticus der 72 år gammel er plaget af gigt, men stadig har en fremtrædende rolle i det lille sydstatssamfund. Vi er i midten af 1950’erne og racediskriminationen raser i USA. Jean Louise, der mere eller mindre er forlovet med barndomsvennen Henry ”Hank” Clinton, bliver chokeret, da byen og de mennesker hun elsker så højt, pludselig føles fremmede for hende. Hun er tvunget til at kæmpe med politiske såvel som personlige problemer, i forsøg på at forstå sin fars og sine egne følelser omkring det sted hun er født og opvokset.

”Hvad var det for råddenskab, der havde bredt sig over de mennesker, hun elskede? Så hun den tydeligt, fordi hun havde været væk? Havde den bredt sig gradvist i løbet af årene? Havde den altid været lige for øjnene af hende, hvis bare hun havde set ordentlig efter?”

Sæt en vagtpost ud er egentlig Harper Lees første roman, men den blev i tidernes morgen afvist af forlaget, og hvis jeg skal være ærlig, med god grund. Når man har læst Dræb ikke en sangfugl, er det tydeligt at Sæt en vagtpost ud, har alle begynderfejlene. Karaktererne er endnu ikke komplette, der er lange redegørelser og i sidste ende er historien både tynd og en lidt rodet affære.

Den voksne Jean Louise er ikke længere desperado på evig udkig efter eventyr, men derimod frygtelig kedelig og moralprædikende på den selvretfærdige måde. Der er enkelte morsomme tilbageblik på hændelser fra barndommen, hvor den uskyldige naivitet vi kender og elsker fra Dræb ikke en sangfugl dukker op, fx da Jean Louise i 6. klasse har fået sin første menstruation, og kort tid efter bliver overrumplet af en skolekammerat der tungekysser hende og hun tror, at hun er blevet gravid. Men det er så få tilbageglimt vi får, og selv om den voksne Jean Louise tydeligvis skal fungere som bogens moral, virker det ikke rigtigt – der er simpelthen for uforståelig stor afstand fra den pige vi mødte og faldt for i Dræb ikke en sangfugl. Og sådan er det ligeledes med Atticus, den helt igennem gode og retfærdige mand, der nu pludselig viser sig at være racist.

At præsentere et Syd der kæmper mod diktaterne fra en føderal regering, ved at udnytte karakterer fra en bog der handlede om retfærdighed i Syden, er en værdig bestræbelse, men forfatteren formår ikke at gøre det til fulde. Bogens tema handler dybest set om ikke at kunne komme hjem igen, hvilket Jean Louise tydeliggøre da hun siger til Atticus: ”- der er ikke længere plads til mig i Maycomb, og jeg vil aldrig føle mig rigtigt hjemme noget andet sted.

Som et billede af Syden, er det en interessant bog med både barske sætninger og uslebne følelser, men som en opfølgning på Dræb ikke en sangfugl med helstøbte og fantastiske karakterer, er det en skuffelse. Fristelsen til at udgive endnu en Harper Lee roman har uden tvivl været stor, men måske burde man have holdt sig i skindet.

Sæt en vagtpost ud udkom simultant i flere lande den 14. juli.

★★★☆☆

Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed

Lena AnderssonBrugstyveri – en roman om kærlighed, er en skarp, humoristisk og hudløs roman om kærlighed. En historie der blotlægger forelskelsens rus og menneskets søgen efter kærlighed, og hvor mange helt sikkert vil genkende dem selv.

Handling: Ester er poet og essayist og et fornuftigt menneske i et fornuftigt forhold med Per. Men en dag bliver hun spurgt, om hun vil holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask. Under foredraget sidder kunstneren selv blandt publikum, henført, og de to mødes for første gang. Esters liv vil aldrig blive det samme igen. Der indledes en slags kærlighedshistorie mellem Ester og Hugo, banal i sin enkle grusomhed og storslået i sin fuldstændige hengivenhed.

Aldrig tidligere har jeg markeret så mange passager i en bog, ja faktisk havde jeg flere gange lyst til at afskrive sætningerne og hænge dem op, for det er simpelthen en sproglig fornøjelse at læse denne bog.

”Och ännu en dag då hon inte förmådde skriva. Det lilla hon försökte blev döda fraser som spred dunsten av lik över texten.”

Det er en bog om, hvor meget vi er villige til at narre os selv i vores ønske om at blive elsket, men også om, hvor svært det er ikke at udnytte andre menneskers svagheder og ikke mindst det brutale resultat af begge. Lena Andersson har skrevet et studie af magt og besættelse på en både humoristisk og smertefuldt måde.

Romanen blev helt fortjent tildelt den fine svenske litteraturpris Augustpriset i 2013. Som det ses på bogforsiden og mit citat, har jeg læst Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek, på originalsproget svensk, men den er udkommet på dansk i 2014 under titlen Brugstyveri.

Historien om Ester er fulgt op med bogen Utan personligt ansvar, hvor vi igen følger Esters søgen efter kærlighed. Den udkommer på dansk den 14. august og jeg glæder mig.

★★★★☆

Stefan Ahnhem: Den niende grav

Den niende gravModbydelig spændende krimi, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig og ønske, at den aldrig slutter.

Handling: Sveriges justitsminister er forsvundet. Det er dog kun SÄPO samt et par højtstående politifolk der ved, at ministeren forlod regeringsbygningen en eftermiddag kort før jul, og siden ikke er blevet set. Fabian Risk får til opgave at grave i hændelsen, men får samtidig strenge ordrer til at gøre det diskret under radaren. Hans kolleger kæmper med andre sager om mystiske forsvindinger. Da Fabian finder ministeren indser han, at der en kobling til de andre sager. Justitsministeren er blot en i rækken, og chancen for at finde de andre ofre i live er minimale. Ved Københavns Politi arbejder Dunja Hougaard med en sag, hvor hustruen til en tv-berømthed er fundet brutalt myrdet. Manden er sporløst forsvundet, og mistænktes derfor at være gerningsmanden. Men flere spor fører til Sverige, og Dunjas veje krydser både gerningsmanden og det svenske politi. Det ser ud til, at de leder efter den samme person.

”Hun tog lommelygten i munden og stak den ene pegefinger ind gennem plastikken og rev et stort hul i affaldssækken lige over hende. Det begyndte med nogle få dråber. Derefter strømmede det ud. Lige ned i hendes ansigt. Den gennemtrængende stank slog imod hende som et kemisk våben. Hun skreg højt i de for sekunder, det tog den tyktflydende væske at løbe lige ned i hendes åbne mund, hvorpå hun tav og vendte ansigtet bord. […] Den metalliske smag afslørede, at det var blod. Men den forfærdelige stank sladrede om, at blodet var blandet med ligvæske.”

Stefan Ahnhem debuterede i 2014 med den hæsblæsende Offer uden ansigt, hvor vi følger politiefterforskeren Fabian RIsk, der netop er flyttet tilbage til barndomsbyen Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. I Den niende grav følger vi Fabian og den uhyggelig sag han arbejder på i Stockholm, seks måneder inden flytningen til Helsingborg.

Det er en vaskeægte page-turner med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, som kun langsomt afsløres i sin helhed. Karaktererne er spændende og helstøbte, og der sker flere uventede hændelser – mange, der ikke er for svage sjæle. Alt i alt en rigtig god bog, der indeholder alt det en krimi skal plus lidt til.

Den niende grav udkommer i dag den 7. juli.

★★★★★

Du kan læse de første kapitler af bogen her.

Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl

Dræb ikke en sangfuglFantastisk! Så kort kan denne bog beskrives. Dræb ikke en sangfugl er en hjertevarm og humoristisk bog med et alvorligt omdrejningspunkt.

Handling: Den lille sydstatsby Maycomb er fyldt med fordomme, vold og hykleri, så da byens respekterede sagfører Atticus Finch, påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklager for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by – ikke mindst for hans børn Jem og Scout.

Fortælling udspilles i 1930’ernes Amerika, hvor depressionen hærger og hvor samfundslag og ikke mindst raceadskillelse er tydelige. Bogen udkom første gang i 1960, og det er en medrivende historie skrevet i et tidsløst sprog med både varme og humor.

”Efterhånden som Tom Robinsons svar fortsatte begynde det at gå op for mig, at Mayella Ewell må have været det ensomste menneske i denne verden. Hun var endnu mere ensom end Boo Radley, der ikke havde forladt sit hus i 25 år. Da Atticus spurgte hende, om hun havde nogen venner, kunne hun ikke engang forstå, hvad han mente og troede bare at han gjorde grin med hende.”

Historien fortælles gennem den 9-årige Jean Louise ”Scout” Finch. Sammen med sin storebror Jem, hører vi om livet i kvarteret, hvor især naboen Arthur ”Boo” Radley interesserer Scout og Jem – han har nemlig ikke været uden for huset i mange år, og de to børn og deres sommerkammerat Dill, forestiller sig de uhyggeligste ting om manden de aldrig har set. De er som børn er flest, men de har alligevel sans for retfærdighed og har en næsten naiv godhed i sig.

Scout og Jems far, sagføreren Atticus Finch, er historiens lidt utraditionelle helt, det er nemlig hans moral og ikke hans fysik, der gør ham til forbillede. Og moral er et gennemgående tema i bogen – især i forhold til religion og opfattelsen af synd. Der gives flere fine eksempler på dette lige fra hvordan man skal opføre sig over for andre mennesker, lige meget hvem de er og hvordan de opfører sig, til den morfinafhængige gammel dame Mrs. Dubose, der sværger for sig selv, at hun vil være helt uafhængig inden sin død, fordi hun inderst inde ved, at det er det rigtige at gøre.

Det er en helt fantastisk bog, der går ind under huden og bliver siddende. Jeg ved allerede, at det ikke er sidste gang jeg komme til at læse den, og jeg vil varmt opfordre alle til at læse den – du vil ikke fortryde det.

Harper Lee fik velfortjent den prestigefyldte Pulitzerpris for romanen og udgav aldrig ny bog – indtil nu, for 55 år efter sin debut udkommer Harper Lee den 14. juli verden over med fortsættelsen til Dræb ikke en sangfugl, titlen er Sæt en vagtpost ud, og jeg glæder mig til at høre mere om Scout, Jem og Atticus.

Dræb ikke en sangfugl blev genudgivet den 15. januar.

★★★★★

Vinderen er fundet!

Tak til alle der deltog i lodtrækningen om et smuk eksemplar af Harper Lees prisvindende roman Dræb ikke en sangfugl, og et stort tillykke til Annette Fahnøe, som blev den heldige vinder. Send mig en mail med din postadresse, så sender jeg bogen til dig.

KonkurrenceJeg har udtrukket vinderen ved at give alle, der har skrevet en kommentar et nummer (rækkefølge af kommentarer) og derefter bedt en generator om at udtrække et nummer.

Tak til Lindhardt & Ringhof for at sponsorere et eksemplar af Dræb ikke en sangfugl.