Emma Cline: Pigerne

Pigerne27-årige Emma Clines debutroman Pigerne, der er inspireret af historien om Charles Manson og de mord han fik sine kvindelige følgere til at begå i slutningen af 1960’erne, har været på alles læber denne sommer – ikke blot på grund af den velfortalte historie men lige så meget på grund af hendes forlagsaftale på godt 2 millioner dollars.

Handling: Sommeren 1969 er for altid skåret ind i Evie Boyds hukommelse. 14 år og ulykkelig søger hun væk fra skilsmissehjemmet hvor hippie-moren er mere optaget af sine skiftende kærester end af sin datter. Draget af den smukke og gådefulde Suzanne, søger Evie tilflugt hos hende og gruppen af forhutlede piger i et kultlignende kollektiv, hvis midtpunkt er den karismatiske leder Russell, hvis narcissisme og mislykkede musikalske ambitioner, minder om Manson. Pigernes aura af frihed og farlig vildskab drager Evie, men det får katastrofale konsekvenser.

”Somme tider længtes jeg så inderligt efter at nogen skulle røre ved mig at jeg blev hudløs af længsel. Jeg så det samme i Suzanne der løftede hovedet som et dyr der får færten af mad, hver gang Russell nærmede sig.”

Evie Boyd fortæller sin historie som voksen, næsten uskadt til trods for at hun kun ved et tilfælde ikke deltog i de berømte mord. Den midaldrende Evie er arbejdsløs og har lånt en vens hus for at komme sig over endnu et forlist forhold. Helt uventet dukker vennens søn og dennes kæreste op i huset. De er fascineret af Evies fortid og som læser tilbringer vi det meste af romanen nedsænket i hendes fortælling om oplevelsen af sommeren 1969.

Det er fascination og kærlighed til den magnetiske, mørkhårede pige, Suzanne (der leder tankerne hen på Manson-familiens Susan ”Sexy Sadie” Atkins), der får Evie til at tilslutte sig gruppen. Hun er en velkendt teenagetype – usikker, drivende og desperat efter opmærksomhed og kærlighed, hvilket gør hende til et let offer, og snart stjæler hun penge fra sin mor og naboerne til at hjælpe med at finansiere Russell og hans følge.

Pigerne er en trancelignende ophobning af intense unge følelser og nærsynet indtryk. Kender man historien om Manson-familien og mordet på Sharon Tate, ved man hvad der er i vente. Men selv om det er disse hændelser der driver historien frem, handler bogen mere om pigeliv og pigers søgen efter at bliver accepteret og elsker, end om de blodige mord. Forfatteren antyder at pigeliv er lig med rutinemæssig vanrøgt, udnyttelse og seksuelt overgreb og at det ikke har ændret sig gennem årene. ”Jeg vidste at blot dette at være en pige i verden handikappede ens evne til at tro på sig selv.”

Emma Cline skriver medrivende og teksten er fyldt med sproglige blomster. Det fungerer fint at lade den ældre Evie se tilbage på sit 14-årige jeg, og skildringen af det forhutlede hippieliv i kulten er overbevisende beskrevet. Derimod savner jeg mere tyngde i beskrivelsen af Russell – hans enorme tiltrækningskraft og magt over pigerne virker utroværdig. Alt i alt er det en stærk debut og det skal blive spændende at følge forfatterskabet.

Pigerne udkom den 1. september.

★★★★☆

Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt

Offer uden ansigtOffer uden ansigt var svenske Stefan Ahnhems heftige debut i 2014, og første del af serien om politiefterforskeren Fabian Risk. Andet bind, Den niende grav, udkom sidste år og er en helt igennem fantastisk krimi.

Handling: Fabian Risk er sammen med sin kone og deres to børn flyttet fra Stockholm tilbage til sin barndomsby Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. Familien ankommer til Helsingborg i juli, og det er meningen at Fabian skal starte det nye liv med 6 ugers ferie, inden han tiltræder som efterforsker på stationen i Helsingborg. Men allerede efter nogle få timer i byen, bliver han kontaktet af sin nye chef Astrid Tuvesson, angående et brutalt mord på en af Fabians gamle klassekammerater. Det bliver begyndelsen på en blodig jagt efter en udspekuleret og bestialsk gerningsmand.

Man når knap nok at komme i gang med bogen, før det første mord bliver begået. Et lig med begge hænder afskåret. Modbydeligt ja, men det bliver langt fra det værste – og det er detaljeret beskrevet, så er du den sarte type, skal du sørge for at have hold på maveindholdet.

Hovedpersonen Fabian Risk er ret typisk krimigenre-karakter og på grænsen til kliché. Han går sine egne veje, og jobbet har for længst skabt problemer på hjemmefronten. Der bliver smidt små hints hist og her om, hvorfor Fabian Risk og familien er flyttet til Helsingborg – forklaringen kommer i bogen Den niende grav.

Handlingen udspiller sig i Helsingborg og i Danmark – de detaljerede beskrivelser af steder i bl.a. København gav mig straks et indre billede af forfatteren der bevæger sig rundt i byen for at finde ”locations” til sin bog, for beskrivelserne fungerer rigtigt godt. Vi kommer tæt på den danske kriminalassistent Dunja Hougaard, en kvindelig pendant til Fabian, som deltager i den danske del af efterforskningen, og som jeg godt kan afsløre bliver en gennemgående karakter i serien.

Plottet er egentlig ret gennemskueligt, men alligevel er det så godt skruet sammen, at man føler sig underholdt hele vejen. Det ville ikke have gjort historien noget, at blive kortet ned med 100 sider, men det er blot min personlige smag. Nordisk Film har allerede sikret sig filmrettighederne til de første fire bøger – bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Offer uden ansigt udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af bind to i serien: Den niende grav

Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Alice i eventyrlandDen 151 år gamle fortælling om pigen Alice der kravler gennem kaninhullet, er stadig populær hos både børn og voksne, og genudgives løbende over hele verden.

Handling: Alice er på skovtur med sin søster men keder sig. Pludselig får hun øje på en talende kanin med vest og lommeur, og følger straks efter den ned i sit hul. Her bliver hun mødt af et fantasiland fyldt med underlige, vidunderlige mennesker og dyr – et sted hvor alt kan ske. I Gennem spejlet (også kendt som Bag spejlet) møder vi Alice seks måneder senere og igen på vej ud på eventyr – denne gang ved at træde gennem spejlet over kaminen. Han havner i et tummelumsk, omvendt spejlbillede af sit eget hus, hvor hun blandt andet opdager, at skakspillet er blevet levende. Snart står hun blandt flere spøjse skabninger som den røde dronning, Tweedledum og Tweedledee og Humpty Dumpty. Ingenting er helt, som man tror, i denne mærkværdige verden.

”Gid jeg ikke havde grædt så meget! sagde Alice, mens hun svømmede rundt for at finde et sted at gå i land. Jeg tror, jeg skal straffes for det nu og druknes i mine egne tårer! Det vil virkelig være meget mærkeligt. Men alting er så mærkeligt i dag.”

Det er en charmerende vrøvlefortælling, hvor man blot skal lade sig rive med af de tossede karakterer og uforklarlige hændelser. Mange kloge hoveder gør opmærksom på at historien er fyldt med matematik, hvilket ikke er så mærkeligt for Lewis Carroll, hvis rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, var matematiker og ansat som lektor ved det prestigefyldte Oxford University. Han skrev en række børnebøger under pseudonymet Lewis Carroll, og alle er de mere eller mindre synligt, fyldt med gåder og matematik-filosofiske spørgsmål.

Denne samlede udgave af Alice i Eventyrland & Gennem spejlet har John Tenniels klassiske tegninger og historierne er oversat af Christiane Rohde (digtene er oversat af Mogens Jermiin Nissen, Peter Poulsen og Christiane Rohde). Med undtagelse af coveret lavet af Simon Lilholt /Imperiet, er udgivelsen her lig med den der udkom sidste år fra forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

De mange Lewis Carroll fans har et næsten kultagtigt forhold til historien, og mange har mere end en udgave af den stående i reolen. I min verden er de sorthvide illustrationer alt for farveløse til den bizarre og farverige fortælling, så lige på det område er denne version lidt trist. Men historien er der ikke noget galt med. Efterhånden som jeg bliver ældre er det andre ting i fortællingen jeg sætter pris end da jeg var barn fx Hattemagerens excentriske personlighed og larvens tvetydige samtale med Alice.

Alice i Eventyrland & Gennem spejlet genudgives i dag 6. juli.

★★★★☆

Der findes mange udgaver af Alice i Eventyrland – tjek fx denne helt fantastiske pop-up bog af Robert Sabuda.

Lauren Groff: Skæbne og hævn

Skæbne og hævnDer er altid to sider af samme historie, og Lauren Groff giver os dem begge i sin bestsellerroman Skæbne og hævn – en kærlighedshistorie om et tilsyneladende lykkeligt ægteskab, der viser sig at være langt mere kompliceret og mørkt.

Handling: Lancelot “Lotto” Satterwhite og Mathilde Yoder mødes til en fest kort før deres afsluttende eksaminer fra universitetet. De gifter sig to uger senere og lever stort set lykkelige sammen i 24 år. Lotto mislykkes som skuespiller i New York, men lykkes, under Mathildes skjulte vejledning, som dramatiker. De har et intimt samliv, men de historier, de fortæller sig selv om deres forhold og om hvordan verden ser ud, er meget langt fra hinanden.

Tidligt i bogen spørger Lottos dramalærer hvad forskellen er på tragedie og komedie. En svarer ”Højtidelighed versus humor. Alvor versus lethed”, og læreren svarer: ”Forkert. Det er et trick. Der er ingen forskel. Det drejer sig om perspektiv. […] om, hvordan du indrammer det, du ser.” Og det er præcis sådan Lauren Groff fortæller sin historie, fra to menneskers forskellige synspunkter.

Samtidig indsætter Groff igennem hele romanen her og der små bemærkninger i parentes. Først synes det at være forfatterens sidebemærkninger, selv om den, der kommentere refererer til sig selv som “vi”. Kommentarerne er alvidende og skifter når perspektivet skiftes. I Lottos halvdel af bogen, har de tendens til at være forudsigende og nogle gange spydige: “Han takkede de overjordiske magter for sin veltalenhed [De havde ikke noget med det at gøre]”. I Mathildes del læner de sig mod det hævngerrige: “Når du er mindst forventer det, vil jeg sprænge dit liv. [Kun rimeligt, hun havde sprængt hans].”

Første del Skæbne ses fra Lottos side. Han husker, hvordan han friede til Mathilde første gang han så hende, og hun sagde ja (hun husker noget andet). Han husker deres første hjem, en kælderlejlighed på Manhattan (hun husker, hvad hun måtte gøre i al hemmelighed for at betale regningerne). Han husker, at han var skuespiller (hun, hvordan han var en mislykket skuespiller).

Jeg kæmpede virkelig med at komme igennem denne del af bogen, som flere steder er umådelig kedelig – blandt andet de lange passager fra de teaterstykker Lotto skriver. Lotto er ikke et elskeligt menneske, som han ellers synes at portrætteres – han er frygtelig egoistisk og narcissistisk, og jeg havde svært ved at fatte sympati for ham.

”Nej, sagde kvinden. Du er stadig så elegant. Det er bare. Du ser så vred ud Mathilde. […] Hun tog en indånding og betragtede mejsens vals på fortovet og solen gennem det vindblæste løv. Da hun så op igen, tog den anden kvinde et skridt baglæns. Og dernæst endnu et. Langsomt sagde Mathilde: Vred. Ja da. Hvorfor egentlig skjule det længere? Og så sænkede hun hovedet og fik videre.”

I anden del Hævn er den nu 46-årige Mathilde i fokus. Lotto er netop død og Mathildes kønne og venlige ydre som vi fik et billede af gennem Lotto i første del, krakelerer. Ifølge Lotto har hun en sørgelig og mørk fortid, og meget belejligt for ham, begyndte hendes liv først, da hun mødte ham. Nu får vi den (fra Mathildes synspunkt) sande historie om den franske pige Aurélie, der 3 år gammel muligvis hjælper sin lillebrors død på vej, og sendes væk af sine forældre. Først til bedstemoren i Paris, der tjener til dagen og vejen ved at sælge sin krop, og senere som 11-årig til USA til gangster-onklen som aldrig er hjemme. Samtidig føres vi igennem Mathildes sorg efter Lottos død og lidt efter lidt afdækkes flere lag af hendes personlighed.

Denne del af bogen er klart den mest interessante. Mathildes kamp for overlevelse er grum, hvilket gør hende lettere at holde af, selv om man egentlig ikke har lyst til det. For hun er også kalkulerende. Hun gør, hvad der skal gøres, for at få det som hun vil have det.

Skæbne og hævn var en af sidste års mest omtalte amerikanske bøger, og gik til tops på alverdens ”årets bedste-lister” – ikke mindst da Barack Obama udtalte, at Skæbne og hævn var den bedste bog han havde læst i 2015. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tilslutte mig jubelkoret til fulde, det er første halvdel af bogen simpelthen for kedelig til.

Skæbne og hævn udkom den 15. marts.

★★★☆☆

Harper Lee er død

Harper LeeDen Pulitzerpris-vindende forfatterinde Harper Lee er død 89 år gammel.

Det blev kun til to romaner i hendes forfatterskab, men romanen Dræb ikke en sangfugl fra 1961, gav hende en velfortjent plads i litteraturhistorien. Harper Lee har de sidste mange år boet på et plejehjem tæt på det hjem i Monroeville, Alabama, hvor hun voksede op.

Sidste år udkom romanen Sæt en vagtpost ud, der følger op på historien om pigen Scout fra Dræb ikke en sangfugl. Bogen var på alles læber, og forventningerne var tårnhøje. Desværre levede den ikke op til succesen af hendes første roman.

Relaterede links:
Artikel: 55 års venten på Harper Lee
Anmeldelse af Dræb ikke en sangfugl
Anmeldelse af Sæt en vagtpost ud

Siri Hustvedt: Det jeg elskede

Det jeg elskedeNogle bøger bliver i kroppen længe efter sidste side er vendt og bogen lukket. Det jeg elskede, er sådan en bog. Jeg har hørt bogen som lydbog, hvilket er en anderledes oplevelse – i hvert fald for mig. Jeg føler, at det er en stærkere oplevelse at sidde med bogen i hånden og læse end blot at lytte. Ikke desto mindre satte fortællingen spor.

Handling: Vi begynder i 1975 og i en periode på 25 år følger vi to familier, der udover at være gode venner, også er naboer i et hus i SoHo. Bogens jeg-fortæller Leo Hertzberg, der er professor i kunsthistorie, leder os igennem familiernes store glæder og dybe sorg, med indblik i såvel den kreative proces som personlige dramaer, gives der et nuanceret billede af New Yorks kunstneriske og intellektuelle miljø – fra de eksklusive galleriers glimmer til seksuel perversion og mord.

Den aldrende Leo med svigtende syn, ser tilbage på sit liv med hustruen Erica, vennen Bill og dennes to hustruer først Lucille og sidenhen Violet. ”Enhver historie vi fortæller om os selv, kan kun fortælles i datid,” notere han på de afsluttende sider. “Den snor sig baglæns fra hvor vi nu står nu, ikke længere som aktører i historien, men blot som dens tilskuere, der har valgt at tale.” Hans tilgang til genfortællingen er symboliseret ved forskellige genstande fra hans liv, som han gemmer i en skuffe i sit skrivebord. Afhængigt af, hvordan han arrangerer dem fremkalder de forskellige følelser og forskellige fortolkninger, og det interesserer ham mere end begivenhederne selv.

De to par Leo og Erica Hertzberg samt Bill og Lucille Weschler, bliver venner da Leo køber et af Bills tidlige værker. Kort tid efter flytter Bill og Lucille ind i lejligheden ovenpå Leo og Erica, og de to kvinder bliver gravide samtidig og føder begge en søn – Matthew og Mark, som bliver gode venner. Livet synes ubekymret for den lille sammentømrede klynge mennesker, som hvert år tager på ferie sammen. Hele første del af bogen føles næsten som et af Bills beskrevne kunstværker, der ofte laves i kasser eller bag døre – noget lidt fjernt, man ser på udefra.

Men da et dødsfald rammer dem ændres deres liv for altid og det samme gør bogens karakter. Der er en lang og smertefuld beskrivelse af sorg. Vi lukkes ind i karakterernes indre, mærker deres vilde følelser og da anden del slutter med endnu et dødsfald, ser vi ikke længere på udefra. I sidste del af fortællingen ændrer bogen igen karakter og bliver en page-turner. Bills søn Mark, er ikke som alle andre. Han hænger ud med en performance og installation kunstner ved navn Teddy Giles – en seksuel, psykiske og moralske kamæleon, hvis indflydelse på Mark er ødelæggende. Mark er muligvis lystløgner, bliver indblandet i et mord og Leo mistænker ham for at være sindssyg, men måske er han blot et produkt af en kultur som Leo ikke forstår.

Det er en roman der skildrer forfængelighed, fordærv, grusomheder, svaghed, rigdom og nedture i New Yorks kunstverden samtidig med at den giver fængende personportrætter. Men alt i alt har Siri Hustvedt ganske enkelt skrevet en rørende fortælling om store tab, dyb sorg og om kærlighed, der altid har sin pris.

Det jeg elskede udkom i 2004.

★★★★☆

Ernest Hemingway: Om at skrive

Om at skriveDer er mange store forfattere, der har skrevet bøger om livet som forfatter, og givet alle os andre et indblik i deres skriveproces med bekymringer, hovedbrud, manglende selvtillid og glæden ved at aflevere et færdigt manuskript.

I 1984 udkom Ernest Hemingway: Om at skrive første gang – en samling af Ernest Hemingways betragtninger om forfatterens gerning og håndværk plukket fra hans forfatterskab, breve til redaktører, venner, kunstnere og kritikere samt fra interviews, hvor Hemingway ofte talte om det at skrive. Nu genudgives antologien, der er fyldt med gode råd og inspiration til alle der selv skriver eller gerne vil.

”Du må bare bliver ved, selv når det ser allermest sort og håbløst ud – der er kun én ting at gøre, når man skriver på en roman, og det er at begynde med begyndelsen og bliver ved, indtil man er færdig med den forbandede bog.”
fra et brev til F. Scott Fitzgerald, 1929

Trods mange lærerige og inspirerende citater fra Hemingway, ville jeg ønske at bogen var mere sammenskrevet, som det fx er tilfældet med Stephen Kings bog Om at skrive, som er en erindringsbog, der virkelig giver et indblik i forfatterlivet samtidig med, at den er fyldt med gode råd og inspiration.

En god ting ved Hemingway-bogen er, at hvis man er gået i stå i sine egne skriverier, kan man hurtigt slå op i bogen, der er inddelt i 13 kapitler med hver sin overskrift, og finde et hjælpende Hemingway-citat. Derfor bør alle der går rundt med forfatterdrømme, have denne bog i nærheden.

”Vil arbejde på romanen igen i dag. Det er hårdt som bare pokker at skrive, Max, men der er alligevel intet så dejligt i verden.”
fra et brev til Maxwell Perkins, 1938

Ernest Hemingway: Om at skrive blev genudgivet den 11. januar.

★★★★☆

Andre gode bøger af forfattere der skriver om at skrive, kan jeg blandt andet anbefale:
Stephen King: Om at skrive, Bodil Malmsten: Så gör jag (ej i dansk oversættelse), og Marguerite Duras: At skrive.

BogForum 2015 – dag 1

Årets største bogmesse blev skudt i gang i dag, og sikke en dag det har været. Det er altid lidt overvældende, den første dag på BogForum, fordi man har glædet sig til det så længe – og nu sker det! Og så kræver det lidt tilvending med de mange mennesker (og larmen fra disse), de mange indtryk man hele tiden bombarderes med og ikke mindst med varmen i Bella Centret. Et lille tip herfra – lad den tykke striksweater blive hjemme.

Vinderen af Debutantprisen 2015 Morten Pape. Foto: Politikens Forlag

Vinderen af Debutantprisen 2015 Morten Pape. Foto: Politikens Forlag

I forbindelse med den officielle åbning af messen uddeles den eftertragtede Debutantpris. Prisen gik i år til Morten Pape for roman Planen, der udkom den 2. november og allerede har modtaget mange rigtigt fine anmeldelser. Omdrejningspunktet bogen er opvæksten i det socialt belastede boligbyggeri med det ligeså belastede ry – Urbanplanen på Amager. Den handler om barndom, ensomhed, opvækst i en ghetto med mange kulturer, baggrunde og forskellige menneskesyn under svære sociale kår. Og om at finde et ståsted i et rum, hvor der ikke nødvendigvis er plads til alle. Jeg har stadig bogen til gode, men forventningerne er bestemt ikke blevet mindre efter i dag.

Jesper Stein og hans nye krimi Aisha, fejres på BogForum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jesper Stein og hans nye krimi fejres på BogForum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Der er altid fest og farver på BogForum, og hos Politikens Forlag sprang champagnepropperne for Jesper Stein, hvis fjerde krimi om politimanden Axel Steen, Aisha, udkommer i dag. Jeg er i fuld gang med at læse den, og kan godt afsløre, at det er en ondskabsfuld god bog.

Mit personlige højdepunkt i dag var svenske Lena Andersson. Jeg er stor fan af hendes bøger Brugstyveri – en kærlighedshistorie samt Uden personligt ansvarom kvinden Esther Nilsson, der er afhængig af kærlighed som en narkoman er det af stoffer. Lena Andersson fortalte blandt andet, at flere mænd har fortalt hende, at de føler sig som Esther Nilsson, og at bogens historie på den måde ikke er kønsspecifik, hvilket Lena Andersson er glad for, da hun forsøger at bekæmpe den generelle tanke om, at kvinder altid er ofre. Hun fortalte også om, hvordan kommunikation er et vigtigt tema i begge bøger. I dag sender vi sms’er og i et kærlighedsforhold kan den form for kommunikation skabe magt, hvilket fint vises i de to romaner. Jeg tror vi er mange, der ville blive henrykte over en tredje bog om Esther, men foreløbig har Lena Andersson ingen planer om flere bøger om Esther Nilssons jagt efter den sande kærlighed – men hun kunne dog ikke helt afvise, at hun måske en dag, igen får lyst til at hive Esther frem.

Det er første gang, at jeg møder Lena Andersson, og jeg kunne naturligvis ikke lade være med at bede hende om at signere sin bog.

Lena Andersson

Lena Andersson fortæller om sin roman og signerer efterfølgende min svenske udgave. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det har været en lang dag, nu skal benene og hovedet hviles, og så er jeg klar til endnu en dag i morgen, hvor jeg glæder mig meget til at høre Caitlin Moran. Husk at jeg tweeter under @mettecamilla på Twitter og lægger billeder op på Instragram under @textgirl.

 

Efterårets nye bøger

Selvom temperaturen udenfor stadig leger sommer, kan vi ikke komme uden om, at efteråret snart banker på døren. Det betyder ofte at vejret inviterer til indendørshygge med varme drikke og en god bog, hvilket slet ikke er så tosset, hvis du spørger mig.

Her er et lille kig på nogle af efterårets nye bøger, som jeg glæder mig til at læse i de kommende måneder. Der er overvældende mange krimier på programmet – måske fordi vi går en mørkere tid i møde.

Efteraarsboger1September
Paula Hawkins: Kvinden i toget
– Nok en af årets mest omtalte bøger og en af verdens hurtigst solgte debutromaner. Du kan finde en gratis læseprøve her samt et interview med den britiske forfatter, der har taget verden med storm med sin parforholdsthriller.

Liza Marklund: Jernblod
– Igennem 18 år har Liza Marklund skrevet om journalisten Annika Bengtzon. Nu kommer 11. og allersidste bind i den populære krimiserie.

Jo Nesbø: Midnatssol
– For nyligt afslørede Jo Nesbø i et radiointerview, at hans antihelt Harry Hole vender tilbage. Ventetiden kan vi passende bruge på hans nye thriller, der også er en kærlighedshistorie og en fortælling om en stærk tro.

Kristina Ohlsson: Lotus Bluse
– Den svenske krimiforfatter, der er kendt for sin serie om Fredrika Bergman, udkommer med en nervepirrende thriller om strafferetsadvokaten Martin Benner. Bogen er første bind af to.

Nickolas Butler: Shotgun Lovesongs
– Det er altid spændende, når der kommer nye forfattere på banen, og denne romandebut glæder jeg mig rigtigt meget til. Det handler om fem venner og deres meget forskellige liv. Om deres tætte venskab, fortiden, jalousi og svigt, alt sammen krydret med et musikalsk bagtæppe.

Efteraarsboger2Oktober
Klas Östergren: Twist
– Det jeg kender til Östergren er, at han skrev filmmanuskriptet til filmen Ondskan baseret på Jan Guillous roman, og at han har været gift med Pernilla August. Men faktisk har han foruden en masse noveller og filmmanuskripter, skrevet 15 romaner. Hans seneste udkommer på dansk i oktober, så nu skal der stiftes bekendtskab med en (for mig) ny forfatter.

Harlan Coben: Seks år
– Den amerikanske krimiforfatter roses af mange af sine kolleger. Jeg har kun læst en enkelt bog af ham for en del år siden, så nu er det tid til at give ham en ny chance.

Jesper Stein (titel og cover ej oplyst)
– Den hårdkogte vicepolitikommissær Axel Steen vender tilbage.

Emilie Scnepp: Hvidt spor
– Hendes debutkrimi Mærket for livet blev vel modtaget, og nu er hun tilbage med endnu et bind om anklageren Jana Berzelius.

Michael Larsen: Mordet på øen
– Kan du huske krimien Slangen i Sydney fra 1997? Den er god nok, det er den Michael Larsen, som nu er tilbage med en ny krimi.

Erfteraarsboger3

November
Ian Rankin: Vilde køtere
– Han er en af mine absolutte yndlingskrimiforfattere, og dette er Ian Rankins 21. bog med politimanden John Rebus i hovedrollen, der nu er gået på pension men ikke trives med den nye tilværelse. Gensynsglæden er stor hver eneste gang jeg læser Rankin, der altid tager sine læsere med på en fantastisk tur i hans elskede Edinburgh. (dansk cover ej klart)

Jonas Jonasson: Morder-Anders og hans venner
– Første var det Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, derefter Analfabeten der kunne regne, alene titlerne på Jonas Jonassons bøger gør, at jeg har lyst til at læse dem.

Patti Smith: M Train
– Dette er sangerindens første bog siden hendes bestseller memoirer Just Kids fra 2010. I omtalen af M Train står der, at det er en bog for alle, som elsker at tilbringe en eftermiddag på café, fordybet i en bog eller i verden omkring. Det gør jeg, så jeg glæder mig.

Manu Sareen: Manu
– Danmarks første mandlige ligestillingsminister, som også skriver sjove børnebøger, har denne gang skrevet en hudløs ærlig bog med sig selv i hovedrollen. Jeg gør mig det ikke meget med biografier, men lige netop denne her ser jeg meget frem til.

Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Uden personligt ansvarLena Andersson skriver til et kollektiv af sårede hjerter. Hun skriver om den kvindelige hengivenhed og den mandlige udnyttelse, om spillets regler og om den igangværende magtkamp mellem kønnene.

Handling: Da Ester Nilsson møder Olof Sten slår det gnister i hendes hjerte. Men Olof er gift med Ebba og har ikke tænkt sig at forlade hende. Alligevel indleder han et forhold til Ester, som lider under Olofs giftige spil, hvor kun han kender spillereglerne. Ester er et intellektuelt menneske og hun vil så gerne forstå verden og ikke mindst, hvorfor Olof handler som han gør, for hun ønsker af hele sit hjerte at dele sit liv med ham.

”[…] Men der er modstridende følelser i mennesket. Der er mange, der ikke vil have så meget nærhed som dig. De vil leve udvandede liv. Nærhed skræmmer dem. Nærhed er farlig. Man risikerer meget ved at komme nogen nær. Man risikerer at blive valgt fra og miste det, som man havde haft eller håbet.”

Uden personligt ansvar er en selvstændig efterfølger til romanen Brugstyveri – en bog om kærlighed, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med forfatteren Ester Nilsson i en fortælling om hvordan to ikke-kompatible regelsæt om intim omgang mellem kvinder og mænd, konfronteres med hinanden.

Da Ester møder skuespilleren Olof Sten går hendes hjerte i brand og allerede ved deres andet møde, fortæller hun ham, at hun vil leve sit liv med ham. Han slår fra sig og påpeger at han er gift og ikke har planer om at forlade sin hustru. I modsætning til Esters kærlighedsobjekt i den første bog, kunstneren Hugo Rask, er Olof tydelig i ord men ikke i handling.

Ester er tydelig i både ord og handling. Hun ved, hvad hun vil og hun kæmper for det med utrættelig vedholdenhed og energi. En tilgang, der ville give bifald i alle andre sammenhænge – en mand ville sikkert endda blive beundret for det, men når det gælder en kvinde, virker det dumt, ja ligefrem en smule besat. Det synes hendes veninder også, som hun konstant er i kontakt med og analysere Olofs handlinger med.

Bogen følger forholdet mellem Ester og Olof over 3 ½ år, og selv om man indimellem føler, at historien blot gentages, bliver jeg fanget af forfatterens dobbelthed til sin kvindelige hovedperson. For selv om hun føler med Ester, omgiver hun hende samtidig med kølig luft og ironiske kommentarer. Nogle gange er det som om at denne dobbelthed findes i Ester selv. Hun er ikke dum. Det er bare, at hun tror på sine følelser mod al fornuft. Og for hende, er det det, der er den sande kærlighed. I modsætning til den første roman, hvor forfatteren lader Ester opgive sin kærlighed og snige sig hjem med halen imellem benene, lader hun hende denne gang gå i et frontalt angreb mod ham.

Som kvinde genkender jeg flere situationer – både med skam og vrede. Jeg føler med Esters ensomhed i hendes længsel efter lidenskab, fællesskab og oprigtighed, samtidig med, at jeg har lyst til at ruske hende og sige, at hun ikke skal lade en mand styre sit liv. Lena Anderssons sprog er utroligt smukt, beskrivelserne af Stockholm og de skiftende årstider er poetiske, hvilket desværre er gået lidt tabt i den danske oversættelse, men fortællingen, som næsten kan ses som en kulturhistorisk bog om skikke og traditioner i det 21. århundrede, er bestemt værd at læse for både kvinder og mænd.

Uden personligt ansvar udkom den 14. august.

★★★★☆