ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Der dufter af nylavet kaffe og kanelsnegle i køkkenet på Østerbro hos Lotte Kirkeby. Hun debuterede tidligere på året til gode anmeldelser med novellesamlingen Jubilæum, og jeg har længe været nysgerrig efter at høre, hvordan hun kom i gang med at skrive fiktion, og hvorfor valget faldt på noveller.

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Vi mødes to dage før min sommerferie, et tidspunkt hvor alle andre så småt er begyndt at vende tilbage til hverdagen, og det gælder også hos Lotte Kirkeby. Hendes mand er tilbage på jobbet, tvillingerne er startet i skole igen, og Lotte, der arbejder hjemmefra, er i fuld gang med en stor oversættelsesopgave. Kun den ældste søn har stadig et par dovne dage, inden han begynder på gymnasiet, men det er ikke svært at regne ud, at hverdagslivet her på matriklen er præget af mange aktiviteter.

Hun kalder sig selv for formiddagsforfatter, for det, hun tjener penge på, er arbejdet som journalist, oversætter, anmelder og konsulent. At Lotte Kirkeby overhovedet begyndte at skrive skønlitterært har været mange år undervejs, for selv om hun altid har læst meget, gik hun ikke rundt med forfatterdrømme som barn og skrev heller ikke fiktion. Alligevel er der dog hints hist og pist til drømmen om at skrive, når hun ser tilbage på de helt unge år.

– Da jeg var 19 år, var jeg på en tur til England. Jeg kom hjem med en masse bøger, og mange af dem var faktisk om journalistik. Men jeg turde ikke rigtigt gå til optagelse på Journalisthøjskolen, så jeg begyndte i stedet at læse litteraturhistorie på universitetet.

Sidenhen blev hun forlagsredaktør og fandt ud af, at hun rigtigt godt kunne lide at skrive bagsidetekster og salgstekster, så hun søgte væk og blev redaktionssekretær på fagbladet Journalisten. Efterhånden skrev hun mere og mere og blev også medforfatter på nogle fagbøger. Men fiktionen lod vente på sig.

– At være forlagsredaktør og gerne vil skrive er en kliché og lidt patetisk, og når man så samtidig er 46 år. Jeg synes, det var meget svært at springe ud i det, det ville være nemmere at sige, at jeg ville begynde til ridning. Men så lavede jeg et nytårsforsæt med en veninde om, at jeg ville begynde at skrive, og så meldte jeg mig på et skrivekursus. På det tidspunkt havde jeg aldrig skrevet en færdig tekst, så det var ret vildt at sidde på et kursus og sige, at man gerne vil skrive. Men jeg tror ikke, at jeg var kommet i gang, hvis ikke jeg havde formaliseret det. Der var faktisk nogle på kurset, som ikke engang havde fortalt deres mand, at de gik der. Jeg tror, folk generelt har det lidt svært ved at sige det højt. Så jeg tror, det var et meget velfortrængt ønske, som nu kom frem. Men det har jo ikke været sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, sådan er der jo nogle, der har det, men det kunne jeg tydeligvis godt, siger Lotte Kirkeby og griner.

At hendes første skønlitterære udgivelse blev noveller var lidt tilfældigt. På skrivekurset blev der skrevet korte tekster, og efterhånden syntes hun, at det sad nogenlunde i hænderne på hende, så hun fortsatte.

– De første noveller kom ret hurtigt. Jeg tror, de har ligget indeni længe. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er novelleforfatter for evigt. Sådan er det slet ikke. Det blev bare født ind i den form.

Novelleformen gjorde, at hun nogenlunde hurtigt blev færdig med sine tekster. Men det, der til at begynde med havde været positivt blev, efterhånden som hun skrev flere og flere noveller, hårdt arbejde.

– Jeg skrev flere noveller, som ikke kom med i samlingen, og efterhånden orkede jeg bare ikke at lære flere mennesker at kende og skrive mig ind i flere universer. Og den frustration, man kan have, når man læser noveller og tænker: ”Argh, hvad skete der så?” når den slutter, den kan man også have som forfatter – man vil egentlig gerne følge udviklingen lidt længere. Hvordan var hun som ung? Hvordan klarer hun sig, efter at han er skredet? Det bliver man jo også nysgerrig efter som forfatter, fortæller Lotte Kirkeby.

Derfor er næste projekt en roman. Men selvom hun synes, det er vildt sjovt, at hun nu kan lære karaktererne bedre at kende og skrive sig ind på dem, er der også mange ting, som er helt nyt i forhold til arbejdet med novellerne. Blandt andet planlægningen, altså ganske enkelt at sætte tid af til at skrive. Mange af novellerne i Jubilæum blev skrevet på skrivekurset, og efterfølgende aftalte hun med sin skrivelærer, at hun skulle aflevere 1-2 noveller sidst på måneden.

– Det var for at holde mig fast, for det er svært at prioritere forfatteriet højest, når man samtidig skal tjene penge. Så jeg skrev ind i min kalender, at fx på fredag så skriver jeg, fordi ellers gled det. Og så det var godt med nogle deadlines hos en anden.

Lotte Kirkeby har ingen deadlines på sin kommende roman, eller det vil sige, egentlig havde hun aftalt med sin redaktør, at hun skulle aflevere noget omkring Sankt Hans. ”Men der havde jeg ikke skrevet en eneste sætning”, griner hun. Romanen er stadig i sin allertidligste fase.

– Jeg har ikke noget skelet eller en lang synopse på romanens opbygning. Jeg har en novelle, som jeg gerne vil skrive videre på, og som lige nu er åbningsscenen i romanen. Men det har allerede flyttet sig, kan jeg mærke. Det er karaktererne fra novellen, der er det interessante, og hvis man skal skrive en roman, så skal karaktererne jo være sjove eller interessante, for man skal være sammen med dem længe.

Selvom hun ikke har en endelig deadline, har hendes redaktør tilbudt at læse med undervejs. Men det med at have læsere med på sidelinjen så tidligt i processen er Lotte Kirkeby ikke altid lige begejstret for. Da hun skrev novellerne var hun på et tidspunkt med i en skrivegruppe, hvilket var givende, men hun synes også at det var forvirrende at få så manges blikke på samme tekst, så til sidst sprang hun fra.

– Jeg er ikke speciel god til at modtage kritik, det vil jeg gerne indrømme. Og at skulle dele romanen op i små bidder, der skal læses af andre og gives feedback på, virker nærmest uoverskueligt. Det virker måske for andre forfattere, men ikke for mig. Jeg kommer aldrig til at have mange til at læse min tekst, inden min redaktør får manuskriptet.

Trods den manglende deadline er det er vigtigt for Lotte Kirkeby at afsætte tid af til at skrive, hvilket bringer os tilbage til hendes selverklærede titel som formiddagsforfatter.

– Jeg er friskest om morgenen og kan bedst skrive der, så jeg forsøger at være formiddagsforfatter og så tjene penge senere på dagen. Jeg er meget selvdisciplineret og sidder foran computeren kl. 7.45, når børnene er gået i skole. Når man har så lidt tid til at skrive, fx indtil børnene kommer hjem og spiser frokost, så pjatter jeg ikke rundt. Hvis der skal være en fordel ved ikke at have råd til at skrive på fuld tid, så tror jeg, at det er det, at man ikke pjatter den tid væk, man har.

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

AT SKRIVE ER SOM YOGA
Skrivebordet er lilla, og dekorationen omkring det er piget. Forklaringen er, at skrivebordet, hvor Lotte Kirkeby sidder og arbejder, tilhører hendes 13-årige datter. Siden hendes tre hjemmeboende børn fik den alder, der kræver hvert sit værelse, har hun ikke længere sit eget kontor. I stedet sidder hun hver dag og arbejder på datterens værelse eller ved det store spisebord i køkkenet.

– Det betyder forsvindende lidt, hvor jeg sidder rent fysik. Jeg bliver ikke synderligt forstyrret af, om der er pænt eller grimt omkring mig. Jeg kunne sagtens sidde midt i en masse rod og skrive, der skal bare ikke være andre mennesker der.

At hun sidder og skriver alene er vigtigt. Derfor vil hun aldrig kunne sidde på en café og skrive fiktion. Hun føler, at det er meget privat at skrive, at hun går ind i et mentalt rum, når hun lader sine historier udfolde sig, og at andre omkring hende ville forstyrre. Men derudover har hun blot nogle helt basale skriveritualer.

– Jeg skal helst have en kop kaffe eller te, og så skriver jeg rigtigt godt til klassisk musik – altså ikke orkestermusik og slet ikke noget med stemmer. Jeg skriver meget til Bach og andet klavermusik. Så finder jeg nogle stykker, der er omkring en times tid, og så går jeg ligesom ind i det private rum og skriver, til musikken er færdig.

Som alle der skriver ved, flyder skriveriet ikke let hver dag, men Lotte Kirkeby tænker nogle gange på det at skrive som at dyrke yoga. I yoga ’sker der nogle gange ikke noget, mens man er i stillingen – eller også gør det bare ondt, mens det andre dage føles rigtigt godt, og man kan mærke at der sker noget med kroppen, som om der er noget, der giver slip.

– Sådan er det for mig med at skrive. Nogle dage skriver jeg kæmpelangt, og andre dage kører det bare ikke, og der ligger jo betalte opgaver og venter, så det er nemt at springe til noget andet. Men nu vil jeg virkelig prøve at gå ind i det univers hver dag, nu hvor jeg sidder og arbejder på en roman. Det er noget andet end novellerne, hvor man hurtigere kunne få afsluttet en tekst. Nu forsøger jeg at gøre som med yoga, altså at blive i stillingen – også selv om jeg måske ikke får skrevet på teksten, så skal jeg blive i det, i den tid jeg har sat af til det.

Som gammel forlagsredaktør er hendes største hurdle stadig at skrive frit og ikke hele tiden kigge tilbage og rette i teksten, men blot give efter og også huske at nyde processen.

– Jeg ser stadig mig selv mere som redaktør end forfatter, så i starten tænkte jeg, at jeg skulle skrive noget, der var færdigt, og det vil sige, at jeg havde et overjeg med en selvcensurende mental rød pen, allerede inden jeg er begyndt at skrive, og det går ikke. At skrive er en intuitiv proces, og nogle gange skal man skrive meget og se, hvad der kommer, men hvis man hele tiden sidder og siger: ”Nej, det dur slet ikke”, så kommer man aldrig videre.

Derfor har hun sat en slags spilleregler op for sig selv – dels at hun blot skal skrive uden overhovedet at gå tilbage og rette, hvilket hun indrømmer er meget svært, og dels behøver hun ikke at skrive kronologisk.

– Det skal være legende at skrive. Når man, i hvert fald i den første fase, ikke tjener nævneværdige penge på det, skal det være sjovere end det andet man laver, og det er det jo først og fremmest sjovt, fordi man selv må bestemme, hvad man skriver. Det skal være et andet rum at gå ind i, end når jeg skal skrive en artikel på 12.000 tegn, der skal være færdig i morgen. Det er det, der er det sjove, at det ikke er en bunden opgave.

PRAGMATISK OG REALISTISK
De fleste kommer lidt snublende ind i deres debut (med mindre man har gået på forfatterskolen) fordi de ofte har skrevet lang tid og så kommer det lige pludselig. For Lotte Kirkeby var det anderledes. ’Hun skrev i et års tid og spurgte så en forlagsredaktør, om han ville læse med. Og det ville have gerne. Han ville også gerne antage novellerne, men der skulle dog lige skrives nogle flere til. Og så nogle flere. Processen op til udgivelsen var overraskende, for selv om Lotte Kirkeby er gammel redaktør og afleverede nogle stramt redigerede noveller, havde hun ikke for alvor fornemmelse for, hvilke noveller der var gode eller dårlige, og hvilke der skulle med i samlingen.

– Det kom faktisk bag på mig. Det kom bag på mig, hvor svært det er at læse sig selv og se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg er meget tryg og glad for min redaktør, og faktisk er det lidt sjovt, for jeg fandt mine noter fra vores møde, hvor jeg havde skrevet cirka halvdelen, og de ting, han påpegede, er faktisk det samme som nogle af anmeldelserne påpeger, fortæller Lotte Kirkeby og griner.

Hun har læst alle anmeldelserne af Jubilæum. Det, hun var mest nervøs for inden, var, hvis det gik dårligt, at det ville kaste skygger på det andet, hun laver, men sådan er det heldigvis ikke gået. Der er blevet kastet mange stjerner og hjerter efter novellesamlingen fra både dagblade og bogbloggere, derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om hun føler et vis pres med den næste udgivelse.

– Der er ingen, der presser mig. Fordi jeg er så gammel, er jeg er jo ikke noget wonderkid, så jeg føler ikke, at verden venter på noget fra mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går før romanen kommer, eller om det overhovedet kommer til at ske. Men det tror jeg da, at det gør. Jeg tænker heller ikke på mig selv som forfatter først. Jeg er også så mange andre ting: oversætter, anmelder, redaktør. Og jeg bliver jo ikke fuldtidsforfatter foreløbig – hvis nogensinde – det har jeg siddet for længe på den anden side af bordet til at tro på, for hvis jeg skulle være fuldtidsforfatter, så skal jeg skrive en bog hvert anden år, der sælger mere end 15.000-20.000 eksemplarer, og det er der næsten ingen, der gør, med mindre de er krimiforfattere, og det bliver jeg ikke.

Lotte Kirkeby er meget pragmatisk omkring sit forfatterliv og jeg må sige, at jeg beundrer hende for det. Der er ingen pjat med, at hun kun kan skrive under visse forhold, på visse tidspunkter osv. Novellerne blev skrevet, mens hun fuldtidsfakturerede som freelancer, og som hun selv siger, ved vi ikke, om de var blevet bedre, hvis hun havde haft mere tid til det. Nu er omstændighederne, som de er, og hvis hun vil skrive, jamen så er det bare sådan. Det er utroligt inspirerende og for nogle måske også lidt hårdt at få at vide, at forfatterlivet mest går ud på at få rumpen i sædet og være disciplineret – og så alligevel ikke glemme at nyde processen.

Fakta
Lotte Kirkeby Hansen (f. 1970)
Arbejder freelance som journalist, anmelder, oversætter og konsulent. Er medforfatter på tre fagbøger om barsel, alderdom og skilsmisse, og debuterede i marts som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Jubilæum (2016).