I tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender handler det om en signeret bog…eller tre. Lige som mange andre ivrige læsere, synes jeg det er sjovt at få forfatteren til at signere sin bog, og jeg har efterhånden ret mange bøger med mere eller mindre læselige forfatterkragetær i – ja jeg har endda flere af samme forfatter. De fleste har jeg fået signeret i forbindelse med et interview jeg har lavet med forfatteren, og her er der flere små sjove historier – jeg vil fortælle et par stykker af dem i dag.

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard
På Strand Hotel en regnfuld dag
I efteråret 2008 lavede jeg et portrætinterview med filminstruktøren Niels Arden Oplev. Han havde nemlig fået til opgave at filmatisere Stieg Larssons fantastiske bog Mænd der hader kvinder, som havde slået benene væk under mig, da jeg læste den fire år tidligere. Nu ventede vi alle med tilbageholdt åndedræt på premieren i februar 2009.
Jeg skrev flere artikler om den længe ventede film, og talte blandt andet med manuskriptforfatterne Nikolaj Archel og Rasmus Heisterberg, der havde haft det store (og i mine øjne temmelig skræmmende) arbejde, med at forvandle Larssons bog til manuskript.
Men det var en helt anden oplevelse, der skulle forblive tydeligt i erindringen, nemlig da jeg en regnfuld dag fløj til Stockholm for at interviewe skuespilleren Michael Nyqvist, der spiller hovedrollen som Mikael Blomqvist.
Vi var en lille håndfuld journalister fra Norge, Finland og Danmark, der var inviteret til seancen på det fornemme Strand Hotel. Som nogle af de allerførste, fik vi lov til at se de første 30 minutter af filmen (som på det tidspunkt endnu ikke var klippet helt færdig), hvor efter vi hver især fik 30 minutter alene med Michael Nyqvist på et af hotelles fineste værelser med udsigt til vandet i Nybroviken. Jeg var den sidste journalist han skulle tale med og fik at vide, at han lige skulle have en lille pause inden han var klar.
Da jeg blev vist ind i værelset, lå han til min overraskelse på sengen. Jeg spurgte naturligvis straks om han var okay – jeg har aldrig oplevet et liggende interview, så tænkte at det her ikke var normalt. Om det var mit bekymrede udbrud om hans velbefindende eller hans overraskelse over at jeg taler svensk, ved jeg ikke, men tonen var fra starten meget venskabelig.
Jeg havde min slidte paperback af Mænd der hader kvinder i min taske, og da vi nærmede os slutningen på, hvad der mere havde føltes som en venskabelig snak over en kop kaffe i næsten en time (!) end et interview, spurgte jeg ham, om han ikke ville signerer bogen – jeg kunne jo ikke få Stieg Larsson til det, og hvem bedre end Michael Nyqvist, der selv skriver både romaner og digte. Det ville han gerne og skrev På Strand Hotel en regnig dag, og sagde med et lille grin ”Nu bliver din kæreste nok jaloux”. Det viste sig i øvrigt, at han hvilede sig på sengen, fordi han havde været halvsløj hele formiddagen.
Ostemadder og friske lig
I januar 2011 begav jeg mig til Lund i Sverige. Jeg skulle lave to interviews med henholdsvis forfatteren Karin Wahlberg og retsmedicineren Elias Palm, der netop havde debuteret med en krimi. Jeg havde talt med Karin Wahlberg i telefonen dagen inden, og hun havde insisteret på at hente mig på stationen, som var jeg en kær gammel ven på besøg.
Vi kørte hjem til hendes hus på en stille villavej, og satte os i køkkenet, hvor vi drak god kaffe med varm mælk og spiste ostemadder. Det er uden tvivl de hyggeligste og mest afslappede omgivelser jeg nogensinde har lavet et interview i. Og det er sjældent man møder et menneske, der er så varmt og åbent – og især når det gælder en interviewsituation. Jeg havde fortalt hende, at jeg skulle videre til endnu et interview, og som det mest naturlige i verden, sagde hun, at hun nok skulle køre mig.

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard
Mæt af ostemadder og kaffe, mødes jeg med Elias Palm på Retsmedicinsk Institut ved Universitetssygehuset i Lund. Han er en usædvanlig pæn mand, der også arbejder som fotomodel, men nu sidder overfor mig i den karakteristiske hvide kittel. Interviewet går fint og da han efterfølgende signerer sin bog, spørger han mig om jeg vil have en rundtur.
Der er ikke mange udefrakommende mennesker, der får lov til at komme ind i retsmedicinernes arbejdslokaler, så jeg har svært ved at styre min begejstring – i min afgangsopgave på Journalisthøjskolen, lavede jeg nemlig blandt andet et portræt af en dansk retsmediciner, og nu går mit morbide håb om at mærke stemningen på Retsmedicinsk Institut helt tæt på endelig i opfyldelse.
Vi går igennem flere døre der skal åbnes med adgangskort, og da Elias Palm åbner endnu en dør og stikker hovedet ind, stopper han op og vender sig mod mig.
– Der er lige kommet lig ind der endnu ikke er kørt på køl. Hvordan har du det med det? Kan du klare synet og lugten?, spørger Elias Palm og kigger bekymret på mig.
– Ja ja, siger jeg, og beder en stille bøn om at jeg ikke har fejlbedømt min udholdenhed.
Heldigvis holdte jeg mig oprejst, ja faktisk så jeg åbenbart så upåvirket ud, at Elias Palm syntes at blive imponeret. De tre fyldte bårer der stod på række, mens en medarbejder tastede oplysninger ind på computeren, virkede slet ikke skræmmende, selv om lagnernes aftegninger tydeligt viste en menneskekrop, og foden på den ene stak ud. Måske var det den helt igennem professionelle atmosfære. Det var i hvert fald en kæmpe oplevelse og en jeg aldrig glemmer.