
Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film Distribution.
Du opfordres til at medbringe Kleenex, hvis du bevæger dig ind i biografens mørke for at se filmatiseringen af M.L. Stedmans succesfulde debutroman Lyset i havet – som du kan vinde et eksemplar af (se nederst). Instruktøren Derek Gianfranco (bl.a. The Place Beyond the Pines, 2012) har taget alle tricks i brug for at få din underlæbe til at bævre og tårerne til at springe frem.
Handling: Krigsveteranen Tom Sherbourne martres af sine rædselsvækkende oplevelser under 1. Verdenskrig. Tilbage i Australien får han arbejde som fyrpasser på en vejrbidt øde ø på vestkysten, hvor dagligdagen består af pligter udført i ensomhed til lyden og synet af et oprørt hav. Ved sin ansættelse møder han den smukke Isabel, der selv er i dyb sorg over tabet af sine to brødre i samme krig. Deres brevudveksling bliver til kærlighed og snart bliver de gift og Isabel flytter med til øen. Kærligheden spirer og Isabel bliver gravid, men tragedien rammer og de mister barnet. Da hun igen bliver gravid bliver håbet tændt, men igen mister de barnet og Isabels sorg bliver til en depression der truer med at koste hende forstanden. Redningen bliver en lille robåd der driver i land på øen med en død mand om bord og et skrigende spædbarn. De melder ikke deres fund og tager den lille pige til sig som deres egen datter. Men Tom plages af dårlig samvittighed over deres handling – ikke mindst da han ser kvinden Hannah i stor sorg over tabet af hendes mand og deres lille datter.
Det er universelle emner som kærlighed, skæbne og moralske dilemmaer der fylder historien om Tom, Isabel og Hannah – stærkt og dybfølt spillet af Michael Fassbender, Alicia Vikander og Rachel Weisz.
Vi er med hele vejen for at få svaret på, hvor langt et elskende par vil gå for at få deres smertefulde drømme opfyldt. Og hvilke konsekvenser deres valg får. Tempoet er langsomt, næsten drømmende i første del af filmen indtil Tom ser kvinden Hannah knæle ved sin forsvundne mand og datters grav. Derefter skifter filmen karakter. Fortryllelsen hæves og virkeligheden banker på.
Der bliver grædt utroligt meget på lærredet. Understøttet af de smukke billeder med et blødt lys over sig, og musikken der øger stemningen sammen med den evige lyd af blæsevejr, er det en skamløs sentimental og sukkersød film. Det kræver en sød tand, at kunne sluge filmen uden kvalme, og jeg må indrømme, at jeg ikke blev ramt i hjertekulen som visse andre af mine anmelderkolleger, som diskret duppede øjnene, da lyst blev tændt efter visningen.
Lyset i havet har premiere i dag den 8. september.
★★★☆☆
VIND BOGEN BAG FILMEN
Lyset i havet er baseret på M.L. Stedmans roman af samme navn og den har du mulighed for at vinde. Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål senest den søndag den 11. september:
Hvem spiller rollen som Tom i filmatiseringen?
Skriv dit svar i kommentarfeltet. Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar online.
Vinderen offentliggøres på KulturXpressens Facebook-side mandag den 12. september, så husk at tjekke om du er den heldige.
Tak til forlaget Turbulenz for at sponsere et eksemplar af bogen til konkurrencen.