Karl Ove Knausgård: Min kamp

Billedet er via Imperiet, som har lavet de flotte forsider til Karl Ove Knaugårds seksbindsværk ‘Min kamp’.

Mit sommerprojekt i år var at læse Karl Ove Knausgård og den 19. juni begyndte jeg på seksbindsværket Min kamp.

Før første side i bind 1 virkede det næsten uoverskueligt med de mange sider om forfatterens eget liv, men jeg blev blæst helt bagover og måtte have mere. Den 8. juli blev jeg færdig med sjette og sidste bind og sikke en oplevelse det har været. Jeg har tilladt mig at bedømme bøgerne individuelt sådan her.

Min kamp 1 ⭐️⭐️⭐️⭐️/5
Min kamp 2 ⭐️⭐️⭐️⭐️/5
Min kamp 3 ⭐️⭐️⭐️⭐️/5
Min kamp 4 ⭐️⭐️⭐️/5
Min kamp 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️/5
Min kamp 6 ⭐️⭐️⭐️/5

Bog 4 og 6 er efter min mening de “svageste”. I 4’eren er det druk og for tidlig udløsning der fylder det meste af historien og det bliver i længden lidt kedeligt. Og 6’eren…den er lang. Meget lang! Synes næsten man fortjener en præmie for at komme igennem den. Der er efter min smag alt for mange lange passager med “analyser” og gennemgange af alt muligt. Læg dertil lidt for mange gentagelser (især om Gunnars mulige sagsanlæg) og ikke mindst “Hitler-essayet”. Men når det så er sagt, så slutter bogen på toppen med Lindas ophold på psykiatrisk hospital (læs i øvrigt hendes fænomenale roman Oktoberbarn, der fortæller hendes side af oplevelsen). Det er stærkt.

Samlet set er hele værket en utrolig læseoplevelse. Jeg bøjer mig i støvet og indrømmer, at jeg er blevet en ægte Knausgård fangirl. Efter en lille pause fra ham, vendte jeg i august tilbage til Knausgård og læste de fire bind i hans årstidsserie (som bortset fra Om foråret, var lidt for kedelig til min smag) samt den seneste roman Morgenstjernen, som jeg virkelig godt kan lide.