Morten Sabroe: Love Me Do

Det er muligt at Love Me Do er ment som en kærlighedserklæring til forfatterens hustru, som udover ham selv, har den bærende rolle i bogen. Men der er for meget Morten Sabroe og for lidt Do Windfeldt – som er den interessante del af fortællingen.

Handling: Mens Morten Sabroe og hans hustru Do Windfeldt holder en uges ferie på det luksuriøse Bowery Hotel i New York, gør han sit livs fejltagelse: Han går alene ind i en elevator – ham der lider voldsomt af klaustrofobi. Og naturligvis vil skæbnen det, at den sætter sig fast. I fire en halv timer er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet ud, er han ikke længere den samme mand. Efter at have truet hotellet med et sagsanlæg for sin mands indespærring, forhandler Do sig til et tocifret millionbeløb, som hun ikke fortæller sin mand om. Men det er ikke det eneste hun ikke har fortalt sin mand. Med penge på bankbogen begynder hun en rejse, der fører hende tilbage til sin fortrængte fortid, hvor hun boede tre år i Californien – en tid hun ikke har fortalt nogen om.

”Pludselig standsede han, ramt af meningsløshed. Uden Do var verden tom. Alt hvad han elskede når hun var der, mistede betydning, når hun var væk. Han gjorde. Han kunne lige så godt træde ud foran en gul taxa og gøre en ende på det. Han stod på fortovet, det skar i hans hals. Hvor var hun? Hvorfor var hun rejst videre uden at sige det?”

Bogen kommer godt fra start, da Morten Sabroe ender alene i en elevator på Bowery Hotel. Beskrivelserne af klaustrofobien der overmander ham og driver ham til kanten af sindssyge, er medrivende. Men desværre bliver det efterfølgende knapt så interessant. Historien om den lidende forfatter der er afhængig af sin kone for at overleve, men som han alligevel godt ved, han ikke ”vander” nok – altså fortæller hvor højt han elsker og ikke bruger tid nok sammen med – bliver lidt for meget overflade uden egentlig substans.

Der bliver drukket utroligt meget alkohol side op og side ned hele vejen gennem bogen – jeg har da lært navnet på flere drinks, og at det åbenbart ikke er så problematisk at drikke mange af dem (selv morgenen). Og derudover sker der et par hændelser i løbet af fortællingen, som vi aldrig får svar på fx om den mystiske Mr. Petersen, som muligvis er Dos onkel, og som af ukendte årsager bringer fortiden frem i nutiden.

Det er først mod slutningen, at det endelig bliver interessant, når vi hører om Dos hemmelige fortid i Californien. Vi bliver taget tilbage til Venice Beach sommeren 1997. Begivenhederne er voldsomme, så voldsomme at Do har holdt dem skjult for alle – også sin mand, og visse ting har hun endda selv fortrængt. Her bliver jeg fanget af historien. En fejltagelse på hotellet efter en fordrukken nat, påvirker Do og i en anden retning end forventet. Hun beslutter sig for at vende tilbage til Californien for at stå ansigt til ansigt med fortiden, og ikke mindst med den mand som ændrede hendes fremtid.

Det er en lidt spøjst oplevelse at læse en bog, hvor forfatteren bruger sit eget navn og sin hustrus til at fortælle en historie som muligvis svæver mellem fiktion og virkelighed. Og selvom Love Me Do nok mest er ment som en kærlighedserklæring, synes jeg det mest af alt er en omgang navlepilleri – og en ret kedelig en af slagsen. De 49 sider om Dos hemmelig fortid er højdepunktet i hele fortællingen, men 49 sider i en bog på 336 sider, er simpelthen ikke nok til at hive mig op på tre stjerner.

Love Me Do udkommer i dag den 14. februar.

★★☆☆☆

Morten Sabroe: Drengen der løb med Gud

Drengen der løb med GudMorten Sabroe har skrevet en besynderlig historie der svinger mellem at være en psykologisk spændingsfortælling og et tragisk mørkt eventyr.

Handling: 16-årige Viktor Hugo Andersen har mistet sin hukommelse. Han blev fundet død i en kløft af en kvinde der tilfældigt kom forbi og fik gang i hans hjerte igen. Da han vågner på hospitalet kan han ikke huske noget fra tiden før sin død. Han begynder at få underlige syner om en pige under vand og får en fornemmelse af, at der nok er sket noget forfærdeligt med pigen og at han har en del af skylden. Men ingen vil fortælle ham noget. Hans forældre rejser væk for at fordøje hændelsen, og byens beboere viser ikke den store vilje til at hjælpe ham. Langsomt får han samlet flere og flere små brikker til det store puslespil om tiden før sin død, men spørgsmålet er om han tør sætte dem sammen og se sandheden.

”Jeg tog kniven med i seng. Lagde den ved min side så jeg var parat hvis nogen brød døren op. Lige så snart jeg havde tænkt at nogen kunne bryde døren op, stod jeg op og tog en stol og satte den i spænd under håndtaget. Og ligesom jeg havde gjort ved døren til kælderen, skubbede jeg bordet hen foran den, så jeg i det mindste blev vækket hvis det skete.”

Drengen der løb med Gud foregår i et provinsagtigt samfund, hvor rygter løber hurtigt, muligvis hurtigere end Viktor Hugo kan løbe fra dem, og tro mig han prøver. Ligesom han forsøger at løbe fra frygten for det han ikke kan huske, som den mørke pige Nicky sætter skub i, når hun løber om kap med ham om natten. Der bliver i det hele taget løbet utroligt meget i denne bog – på grænsende til det trættende. Men der er også glimtvis af humor og sødme fx Gud, der er en Golden retriever Viktor Hugo redder fra en ondskabsfuld mand og knyttet et ubrydeligt venskab med. Men frem for alt er der ondskab, hævnlyst og mørke – alt sammen pakket ind i et surrealistisk tæppe.

Morten Sabroe skriver godt, men denne roman er ikke let læsning – forstået på den måde, at jeg flere gange sad med ubesvarede spørgsmål og undrede mig over personer vi præsenteres for, da enkelte af dem udspiller deres (ikke helt tydelige) rolle meget hurtigt og blot efterlader mig med flere spørgsmål. Det var ikke svært at gennemskue det overordnede plot, men det får et modbydeligt twist der gav mig en lidt dårlig smag i munden, for jeg forstår ikke pointen med det. Når det er sagt, bliver jeg revet med af historien der snor sig som et mysterium omkring to dødsfald der (uden at afsløre for meget) muligvis er forbundet med hinanden.

Drengen der løb med Gud udkommer i dag den 12. maj.

★★★☆☆