Nordisk Råds Litteraturpris 2015

Jon Fosse

Foto: Mette Camilla Melgaard (via den direkte streaming af prisuddelingen)

I går aftes modtog den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse, Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for trilogien Andvake, Olavs draumar og Kveldsværd.

Trilogien, der til sammen udgør knap 300 sider, består af tre fortællinger om et ungt par, Asle og Alida. I første del, Andvake, er parret på vej gennem et Bjørgvin, som er indhyllet i en historisk tåge, for at finde et værelse hvor Alida kan føde deres barn. Tidspunktet er slet ikke entydigt. Det ene øjeblik virker det som om, vi befinder os i 1800-tallet, og det næste øjeblik klinger middelalderens sæder og skikke i Bjørgvins gader. Et uheld (eller måske en forbrydelse) ændrer historiens gang. Men det er først i anden del, Olavs draumar, at vi til fulde forstår konsekvenserne for parret og deres nyfødte søn. I trilogiens sidste del, Kveldsværd, møder vi igen Alida, idet hun forsøger at skabe sig et nyt liv. Gennem deres efterkommere får vi mere at vide om, hvad der skete med Alida, Asle og barnet.

Jon Fosse er kendt for sit særegent sprog, hvor han skriver lange, næsten rytmiske sætninger og har en meget omtalt brug af gentagelser. Trilogien er fyldt med bibelske associationer og er rig på litterære og kulturhistoriske referencer.

Det er ikke første gang at Jon Fosse er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, også i 2001 var han nomineret for værket Morgon og kveld, men måtte dengang se sig slået af landsmanden Jan Kjærstad, der modtog prisen for romanen Opdageren. Med prisen i år anerkendes han for, med sit raffinerede udtryk og sin undersøgende tilgang til historien, at have skrevet et højdepunkt i den nyere norske romanlitteratur.

Nordisk Råds Litteraturpris 2015

Helle Helle

Foto: Sofie Amalie Klougart

Forfatteren Helle Helle er blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for den fine bog Hvis det er

Bogen der udkom i september 2014, handler om to fremmede mennesker, en kvinde og en mand, der er faret vild i en skov og må tilbringe to døgn sammen. Egentlig kan man sige, at Hvis det er ikke handler om noget eller at den handler om alt. For som med Helle Helles andres bøger, giver hun som altid et øjebliksbillede af et liv – i dette tilfælde, et øjebliksbillede af en kvindes liv.

Hvis det er er solgt til udgivelse i Norge, Sverige, Holland og Tyskland og er yderligere indstillet til DR Romanprisen samt Politikens Litteraturpris.

I Lasse Horne Kjældgaard og Lilian Munk Rösings indstillingstekst lyder det blandt andet:


”Helle Helle har siden 1993 begejstret sine læsere med romaner og noveller, der med få ord formår at male subtile portrætter af upåfaldende eksistenser. Helle Helles karakterer og fortællere er fåmælte, men hver sætning er helt præcis. Hun skaber et helt særligt, på én gang humoristisk og omsorgsfuldt, blik på sine personer og deres tilsyneladende banale liv, og en opmærksom lydhørhed for hvert af de få ord i deres tale. […] Når man læser Helle Helle, kan man få lyst til at flytte ind i hendes prosa og bare blive der, betragte menneskene på dén måde, lytte til deres fåmælte tale med dén opmærksomhed, dele deres skæve erindringer om tilsyneladende meningsløse detaljer. Det er ordknap, dybdevirkende prosa.”

I alt er 14 forfattere nominerede til den prestigefyldte pris – se hele listen her. Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris offentliggøres under Nordisk Råds Prisuddeling den 27. oktober i Reykjavik. Sammen med æren følger også 350.000 danske kroner.

Læs mere om Helle Helle og hendes forfatterskab.