Naja Marie Aidt: Samlede noveller

Samlede novellerSamlede noveller består af tre novellesamlinger samlet i et bind. Historier hevet ud af hverdagssituationer af den dramatiske og tankevækkende slags.

Vandmærket (1993) består af ni korte noveller, som berører temaer som ensomhed, svigt, død og tab. Jeg fristes til at beskrive karaktererne som anderledes – nogle med et hint af neuroser som fx den unge kvinde Louisa, som vi møder i fortællingen En kærlighedshistorie. Louisa har mistet overblikket over sin lejlighed der fyldes med skidt og utøj. Selv går hun i bad flere gange om dagen og spiser sundt, men hun kommer sjældent ud af lejligheden. Der er ikke nogen forløsning på historien, og sådan er det desværre med flere af dem.

De 15 noveller i Tilgang (1995) kredser alle omkring, hvordan vi hver især har vores egen tilgang til livet, og hvordan vi i relationer til andre nogle gange må konstruere tilværelsen. Hverdagens banale småproblemer udvikles i flere af fortællingerne på en bizar måde ligesom også karaktererne er mere eller mindre tilgængelig personligheder.

”Hun lukker øjnene hårdt og falder ind i drømmen. Forlader kulden i rummet, halvmørket og alt det dirrende stille. Hun kan flyde som et blad på vandet. Det er ikke svært. Drømmen fylder så meget nu, den er vokset og vokset.” (En kærlighedshistorie fra samlingen Vandmærket)

For novellesamlingen Bavian (2006) modtog Naja Marie Aidt både Nordisk Råds Litteraturpris samt Kritikerprisen. De 16 noveller handler om menneskelige relationer, om store og små hændelser der kan vende op og ned på livet, og om hvordan mennesker kan blive presset så langt ud, at de mister kontrollen over dem selv og deres omgivelser.

Naja Marie Aidt er kendt for sin nøgterne og beskrivende stil, og den fungerer fint endda med flere poetiske passager hist og her. Det gennemgående problem for mig er, at det er meget få af karaktererne der gør indtryk på mig. Jeg har simpelthen svært ved at mærke mennesket – enkelte af dem er direkte ligegyldige og ikke en gang situationen omkring dem sætter sit aftryk. Der er lidt for meget analysearbejde for min smag, i stedet for blot en god historie.

Samlede noveller udkom den 28. juni.

★★★☆☆

Daniel Dencik: Grand Danois

Grand DanoisMed novellesamlingen Grand Danois viser Daniel Dencik, at det er muligt at fortælle helstøbte historier med karaktere der betyder noget, på ganske få sider – det er der kun få der mestrer.

Handling: Ni noveller om ensomhed, kærlighed og om jagten efter meningen med livet. Vi møder blandt andet forfatteren, der rejser til Tokyo for at dø, en skilsmissedreng, der rejser til Frankrig for at finde sin far, en enlig løber der nedlægger kvinder og filminstruktøren der flygter fra sin egen film for at finde verdens bedste musik til den.

Novellen Trøst er baseret på delvis selvoplevede hændelser. I 2014 tog filminstruktøren Daniel Dencik sammen med en flok danske skuespillere til Ghana for at begynde optagelserne til spillefilmen Guldkysten (2015). Tilbage i Danmark er færdiggørelsen af filmen vanskelig. I klippeprocessen viser det sig svært at finde den rette rytme og ikke mindst den rette musik. Daniel Dencik kommer i tanke om en kvinde, han har mødt, flere år tidligere under Cannes-festivalen, som kender komponisten Angelo Badalamenti (står bl.a. bag temaet til Twin Peaks), der kan være løsningen på instruktørens hovedbrud. Det bliver til nogle begivenhedsrige dage i USA sammen med kvinden inden mødet med komponisten.

”Hvis ikke du tillader dig selv at være gået i stykker, kan du ikke starte forfra, det er okay, at alt i dit liv er i stykker, det er dér, det nye opstår, men trøst, sand trøst, findes kun, når du holder op med at søge den.” (fra Trøst)

Trøst er den af novellerne der ramte mig hårdest. Den viser, hvordan vi nogle gange bruger andre mennesker til egen vinding uden tanke for deres følelser, og hvordan man kan være utrolig ensom i selskab med andre.

Ensomhed er et gennemgående tema i alle novellerne – nogle steder mere tydeligt end andre. Karaktererne forsøger på forskellig vis at erstatte ensomheden med kærlighed – det vil sige deres nogle gange naive og lidt desperate version af kærlighed, som ofte er en forveksling med hvad der blot er en kort intimt kontakt med et andet menneske.

Det er ikke historier fulde af håb – faktisk bliver det hele bare lidt for sørgeligt, en linje bogen meget passende afsluttes med. Alligevel bliver jeg grebet af fortællingerne, og genkender mange af de følelser der fylder handlingen, og jeg tager karaktererne til mig. Jeg har taget mig selv i, flere dage efter jeg blev færdig med bogen, at tænke hvordan det mon er gået de enkelte personer.

At kalde Daniel Dencik for et af landets største kulturtalenter er ikke overdrevet. For udover hans digte, noveller, og romaner, har han skrevet filmmanuskripter, siddet i instruktørstolen på både spille- og dokumentarfilm samt ved klippebordet, og tilmed vundet priser for størstedelen af det. I 2014 udkom han med romanen Anden person ental, som vakte megen medieopsigt og blev rost af kritikerne for høj litterær kvalitet.

Med Grand Danois vil roserne uden tvivl fortsætte, for modsat hvad mange fejlagtigt tror, at det er lettere at skrive en kort fortælling end en roman, kræve det korte format så meget mere af forfatteren. Noveller er små øjebliksbilleder, hvor vi blot får et mikroskopisk glimt af et menneske og dets liv, og at få det til at give mening på så få linjer, kræver utroligt meget. Daniel Dencik gør det på fineste vis og får det til at se legende let ud.

Grand Danois udkommer i dag den 12. april.

★★★★☆

Miranda July: Ingen har hjemme her mere end du

Ingen har hjemme mere end duFordelt på 176 sider er seksten noveller samlet under titlen Ingen har hjemme her mere end du. Enkelte af dem er gode mens andre mest af alt virker som et eksperiment der ikke fungerer.

Siger man navnet Miranda July opstår der et festfyrværkeri, for det 41-årige multitalent er stort set succesfuld med alt hun rører. Hun har udgivet albums, lavet forskellige kunstværker, vundet flere priser for filmen Me and You and Everyone We Know, som hun skrev, instruerede og spillede hovedrollen i, og tidligere i år udgav hun sin første roman Den første onde mand, der udkommer på dansk den 27. august.

Novellerne i Ingen har mere hjemme her end du, udkom i USA i 2007. Flere af novellerne har desuden været trykt i forskellige anerkendte tidsskrifter blandt andet The New Yorker og The Paris Review.

”På den ottende dag i resten af mit liv begyndte jeg at spekulere over, om dette mon virkelig var resten af mit liv eller bare en fortsættelse af det samme.” (fra Mon Plaisir)

Nogle af novellerne træder skarpere frem end andre blandt andet Hvordan man fortæller historier for børn, der er den sidste og længste i samlingen. Den beskriver venskabet mellem en enlig midaldrende kvinde og hendes gifte venners datter Lyon. “Undervurdér endelig ikke, hvor megen glæde en otteårig og en næsten fyrreårig kan have af hinanden.” Det er en kompleks fortælling der spænder over et par årtier, og glimrende viser, hvordan denne barnløse kvinde kun lever lidenskabeligt gennem hendes forhold til en andens barn. Da Lyon er 20 år er fortælleren alene og fortabt, hendes liv væk, hendes venner andre steder. “Tiden gik, uelegant og uden min tilladelse.”

Jeg havde forventning om nogle sjove, rørende og måske ligefrem skræmmende portrætter af ualmindelige, almindelige mennesker. Men selv om vi får et kort indblik ind i forskellige personers liv, er det ganske få af de seksten noveller der berører mig rigtigt og ingen af dem er morsomme. Alle historierne er befolket med triste, ensomme og ofte isolerede mennesker, der føler en forfærdelig utilfredshed med at deres liv ikke kan matche intensiteten af deres drømme. Men selv om det er skrevet i første person ental, har jeg svært ved at mærke karaktererne. Derudover er der ingen variation i fortællerstemmen, hvad enten det er en mand, kvinde, gammel, ung, homoseksuel eller ej, taler de alle i en meget lignende tone.

Kigger man dybt nok, kan man finde noget bizart ved alle mennesker, men Miranda July synes at tro at lesbianisme og seksuelle akter der rækker udover missionærstillingen, tilhører denne kategori – hun er i hvert fald meget optaget af netop dette. Problemet er bare at det ikke give noget ekstra til historierne – hverken kant eller provokation – og dermed bliver det hele blot lidt trække-på-skuldrene-agtigt. Det er med andre ord en hurtig læst og hurtig glemt novellesamling.

Ingen har hjemme her mere end du udkommer i dag den 13. august.

★★★☆☆

Alice Munro: Min ungdomsveninde

Min ungdomsvenindeHun kaldes for novellekunstens ubestridte mester og blev i 2013 tildelt Nobelprisen i litteratur. Nu genudgiver Gyldendal Alice Munros novellesamling fra 1990, Min ungdomsveninde, der består af syv fortællinger der blandt andet berører temaerne skyld, skam og isolation.

”Hun var typen, som man ikke ville blive overrasket over at finde siddende alene i en afkrog af verden, hvor hun ikke hørte til, mens hun skrev i en notesbog for at forebygge panik.” (fra Hold fast i mig, giv ikke slip)

Alice Munro sætter i sine syv noveller fokus på relationer. Relationer mellem ægtefæller, elskere, familiemedlemmer og venner. De to første fortællinger Min ungdomsveninde og Meneseteung, er som de eneste fortalt i jeg-form af en unavngiven kvinde. Alligevel føler man som læser, at fortælleren forbliver et mysterium fordi der lægges en distance til historierne. Novellerne Hold mig fast, giv ikke slip, Æbler og appelsiner, Billeder af is, Til hvilken grav og Anderledes, fortælles alle af midaldrende kvinder, der ser tilbage på deres fortid samt i enkelte tilfælde giver glimt af deres fremtid, for at finde ind til kernes i deres liv.

Man kan ikke just påstå, at det er glade og positive historier. De gennemgående temaer i hele samlingen er skyld, skam og isolation. Hver historie har en dyster eller urolig undertone, nogle mere indlysende end andre, i det forfatteren viser læseren den mørke side af den menneskelige natur. Nogle er deprimeret, nogle er paranoid, og i flere af historierne kæmper kvinder med følelser af skyld og skam forårsaget af forræderiske handlinger. De er splittet mellem længslen efter hjemlighed og frihed.

”Hun skulle have taget kameraet og foreviget Austin – som er forsvundet. Han er forsvundet, ligesom isen, medmindre liget skyller op til foråret.” (fra Billeder af isen)

Den største udfordring for mig, når det gælder noveller er, at jeg sjældent når at lære hovedpersonen så godt at kende som jeg kunne ønske. Noveller er små øjebliksbilleder, hvor vi blot får et mikroskopisk glimt af et menneske og dets liv, og det kan være svært at give slip så hurtigt igen.

Munro skriver i et godt sprog og tillægger sine karaktere tyngde. Men man kan indimellem tabe pusten ved (og bliver lidt træt af) at sidde og analysere de mange lag i nogle af fortællingerne, der efter min mening ikke alle er lige interessante.

Min ungdomsveninde udkommer i dag den 16. marts.

★★★☆☆