Jakob Melander: De døde og de ufødte

De døde og de ufødte, er femte bind i Jakob Melanders serie om politimanden Lars Winkler – denne gang på nyt forlag – og sender os både til Vietnam og til 1980’ernes Vesterbro i et indviklet net af pengebegær og organiseret kriminalitet.

To mænd henrettes i en bil en regnfuld aften på Slotsholmen i København. Det er et umaget par, en tidligere politibetjent og en tidligere narkoman, og for Lars Winkler og hans kolleger er det svært at gennemskue hvorfor de to mænd befandt sig sammen. Da mordvåbnet findes peger det i retningen af rockermiljøet, men intet synes at passe helt sammen. Så da der dukker materiale op omkring et gammelt uopklaret drab fra 1980’erne, retter politiet i stedet opmærksomheden på det, for pludselig er der et par navne der går igen i de to drabssager.

Kæresteparret Winkler og kollegaen Sanne, som ellers var blevet skilt rent arbejdsmæssigt, kommer begge på sagen, men da Winklers ekskone fortæller en uventet nyhed, spidser tingene til for de nyforelskede.

Et andet sted i København rejser journalisten Louise til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny, og ikke helt uskadelig, rissort, og inden hun ved af det står hun midt i en livsfarlig situation og må flygte hjem. Tilbage i Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

”Kinderne var hule, huden rødlilla, sine steder næsten sort. Og øjnene stod rødsprængte og glasagtige ud af hulerne, stirrede ind i den anden verden, de fleste prøvede at udsætte ankomstren til så længe som overhovedet muligt.”

Efter det (efter min mening) lidt middelmådige fjerde bind i Winkler-serien, Det bedste til mig og mine venner, er Jakob Melander igen tilbage på ret kurs med De døde og de ufødte. Siderne vender næsten sig selv, og sproget er som altid let og flydende. Romanen er inddelt i korte kapitler, hvilket er med til at holde fremdriften i et forholdsvis højt tempo.

Der er to sideløbende, spændende historier dels henrettelsen på Slotsholmen og dels journalisten Louises søgen efter sin biologiske mor. Okay, det kræver ikke høj IQ at forstå, at de to sager naturligvis hænger sammen, men plottet er ikke helt nemt at gennemskue og spændingskurven strækker sig langt mens dødstallet stiger stødt undervejs i historien. Jeg synes stadig der er lidt for meget privatlivsfnidder, men det er en smagssag.

Selv om bogen er femte bind i en serie, kan du sagtens stige på nu uden at blive alt for forvirret, men det vil være ærgerligt at gå glip af de første bøger – du får alligevel lyst til at læse dem bagefter denne.

De døde og de ufødte udkommer i dag den 9. marts.
★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Interview med Jakob Melander

Anmeldelser af andre bøger i Lars Winkler-serien
Jakob Melander: De berusedes vej (bind 3)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (bind 4)

Anmeldelse af anden roman
Jakob Melander: Elektra

Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie

BaseretpaaensandhistorieBaseret på en sand historie er en selvbiografisk roman om kvindeligt venskab, psykisk påvirkning, om skriveblokering og om sandhed og løgne.

Handling: Delphine de Vigan slog internationalt igennem med romanen Alt må vige for natten, der handler om hendes barndom og i særdeleshed om hendes mor. Nu skal Delphine i gang med at skrive en ny bog, men hvordan gør man det efter en kæmpe succes? Hver dag har hun en undskyldning for at udskyde skriveriet, og da hun møder kvinden L. tager det nye venskab meget af hendes tid. Hun bliver mere og mere bange for det blanke ark og kan til sidst end ikke holde på en kuglepen i mere end et par minutter. Samtidig bliver hun mere og mere afhængig af L. som bliver mere og mere besidderisk.

”Da jeg åbnede døren til min lejlighed, lå en del af stuen indhyllet i byens lys, der kastede skygger fra møblerne hen over gulvet. Jeg tændte ikke lyset med det samme, og jeg må have følt mig overvåget, for jeg skyndte mig at kigge ud ad vinduet. Det forekom mig, at jeg kunne skimte en skikkelse i trappeopgangen overfor. Mens mine øjne lidt efter lidt vænnede sig til mørket og forsøgte at tyde omgivelserne, blev fornemmelsen til vished. Der stod én derovre. Helt ubevægelig, trappelyset var slukket, og personen troede sig sikkert usynlig. På denne afstand var det hverken muligt at skelne et ansigt eller afgøre, om det var en mand eller en kvinde.”

Jeg er en af deltagerne i hyldestkoret til Delphine de Vigans roman Alt må vige fra natten, som jeg ikke kunne lægge fra mig, selv om det var utrolig barsk læsning og jeg flere gange måtte række ud efter en kleenex. Hendes selvbiografiske stil, der samtidig har fiktionens virkemidler er utrolig veludført, så det er ingen hemmelighed, at jeg har glædet mig til at læse nyt fra hende.

Titlen Baseret på en sand historie hentyder kraftigt, at hun bliver i det selvbiografiske hjørne, men denne gang henter hun samtidig elementer vi kender fra psykologiske thrillers og hendes historie dufter så meget af Stephen Kings uhyggelig gode roman Misery, at hun har valgt at indlede hvert af de tre hovedafsnit med et citat fra netop Misery.

Helt fra begyndelsen bliver vi indviet i, at mødet med den karismatiske kvinde L. ændre Delphines liv og at hun selv har svært ved at forstå, hvordan det kunne gå som det gjorde. I takt med at L. og Delphine knytter venskab, får Delphine flere og flere problemer med at skrive. Som læser ser vi tydeligt tegnene på, at L. ikke er hvad hun udgiver sig for at være, og man kæmper indimellem med lysten til at råbe til forfatteren, at hun skal holde sig langt fra hende.

I handlingen indgår desuden en interessant, løbende diskussion mellem Delphine og L. om læsernes forventning til litteratur. L. mener ikke, at fiktion længere er nok, læserne vil have sandheden. Det er grunden til Delphines succes med Alt må vige med natten, at det var en sand historie, og L. mener ikke, at Delphine nu kan vende tilbage til at skrive fiktion, som hun ønsker. Men hvad er sandheden? Hvor langt kan og må man bøje ordet sandhed i litteratur – hvem kan fx vide, hvor sand en historie er, selv om der på bogcoveret står, at historien er baseret på virkelig hændelser?

Tvivlen om sandheden i det man sidder og læser, kommer snigende sammen med uhyggen – især fordi nogle af hændelserne er så fantasifulde, at det næsten ikke kan være sandt. Og det er da også svært, at lade være med ikke også at sende en tanke til Alt må vige fra natten – hvor meget var sandt og hvor meget af sandheden var tilpasset historien? Men det er kun et split sekund man har det sådan, for Delphine de Vigan beviser på fineste vis, at sandheden egentlig ikke har betydning i litteratur, når blot det er en god historie, bliver man grebet af den – baseret på sandheden eller ej. Og Baseret på en sand historien, er en rigtig god historie.

Basere på en sand historie udkom den 20. april.

★★★★☆

Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Der bor hollywood stjerner på vejenDer bor Hollywoodstjerner på vejen er en sårbar, vedkommende og barsk selvbiografi om kærlighed, karriere og kræft.

Handling: Det er historien om den succesfulde dj Djuna Barnes, der op igennem 00’erne satte lyd på nattelivet i København og forvandlede alt hun rørte ved til guld. Og vis liv synes at være en evig fest, hvor man aldrig løb tør for alkohol og stoffer. Men det er også historien om den unge kvinde Maria, der er forelsket i veninden Rosa, og første 15 år senere tager sig mod til at fortælle hende det, da Rosa står forladt og med en nyfødt søn. Men lykkerusen varer kort, for Maria opdager at hun har en knude i det ene bryst, en knude der viser sig at være kræft. Kampen for kærligheden er overstået, men kampen for livet begynder nu.

”Man kan ikke både være lesbisk, syg og ked af det. Det er en kategori for meget. Hvis jeg så i det mindste havde en god uge og det var den smilende syge […] Men jeg sidder formummet, siger ikke noget, giver ikke noget. Jeg fryser bare og vil gerne hurtigt hjem.”

Jeg må indrømme, at det gør mig en smule utilpas, at anmelde en selvbiografisk bog om et sygdomsforløb. For kan og må man være kritisk overfor en kræftramts personlige fortælling om ”kampen for livet”? Får man ikke automatisk aktiveret sit medlidenhedsgen, når man konfronteres med sådan en historie? Ingen fortjener jo den skæbne.

Den lidt spøjse titel refererer til et sted i Hellerup, hvor Maria for en stund bor sammen med kæresten Rosa og sønnen Bjørnstjerne. Men den kunne lige så vel have heddet noget andet, for selv om romanen har kendisfaktor på mere end en måde, hvilket godt kan blive lidt kvalmt og se-mig-agtigt, handler den om meget andet.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen er ikke selvhøjtidelig. Man kan sågar trække på smilebåndet enkelte steder, hvilket føles befriende midt i al elendigheden med efterveerne af den frygtelige kemobehandling. Maria Gerhardt skriver usentimentalt om kræftsygdommen og følsomt om kærlighed. Og det er det, der bogens en styrke – at det ikke udelukkende er en historie om kampen mod kræft, men også en historie om kampen for kærlighed. Bogens kapitler springer skiftevis mellem tiden FØR ”kræft og kærlighed” og tiden MED ”kræft og kærlighed”, hvilket i begyndelsen er lidt forvirrende, men efterhånden virker det naturligt.

Jeg har hørt bogen som lydbog, og synes desværre ikke at oplæseren var speciel fantastisk. Måske er det bogens meget korte sætninger, som giver en næsten stødvis oplæsning, hvilket muligvis er et forsøg på at skabe en rytme, men personligt irriterede det mig voldsomt. Vil overveje at læse bogen igen (på et senere tidspunkt) som almindelig papirbog.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen udkom i 2014.

★★★★☆

NB: I 2015 fik Maria Gerhardt et tilbagefald, og denne gang har lægerne fortalt, at de kun kan give hende livsforlængende behandling.

Inger Wolf: Brændte sjæle

Brændte sjæleBrændte sjæle, er første bog i en ny krimiserie fra den århusianske forfatter Inger Wolf, og har psykiateren Christian Falk i hovedrollen.

Handling: En mand formodes død efter fundet af et afhugget øre i hans lejlighed, men politiet kan ikke finde hans lig. De søger assistance hos psykiater Christian Falk, som før har ydet faglig bistand i forbindelse med deres efterforskninger. Han er ved at afslutte et større forskningsprojekt om seriemorderes hjerner og har netop gjort den foruroligende opdagelse, at en deltager har opgivet falsk identitet. Alligevel indvilliger han i at hjælpe politiet. Han må gå utraditionelt til værks for at skaffe sig indsigt i den forsvundne mands sind, og han kommer til at sætte alt på spil både professionelt og privat.

”Det er ikke så tit, jeg får fornøjelsen af så meget blod på ét sted. Jeg må tilstå, at det unægtelig gør mit liv noget mere spændende, når nogen dør på den måde.”

Jeg har med fornøjelse læst hele Inger Wolfs krimiserie om politimanden Daniel Trokic, og synes altid at hun har været god til at lave spændende plots og skrive med en tilpas fremdrift i historien på et let og tilgængeligt sprog, der dog ikke gør det store væsen af sig. Så med det for øje, har jeg set frem til at læse første bog i hendes nye serie.

Det starter egentlig meget godt. En mand med falsk identitet i et forskningsprojekt, hvis scanning viser at han har psykopattræk. En politisag med en forsvundet mand, hvis badeværelse viser at der har foregået noget langt mere blodigt end blot et afhugget øre. Og en ung, smuk kvinde som muligvis er et farligt bekendtskab.

Desværre er der lidt for mange forudsigelige hændelser og flere uforklarlige detaljer der irriterer mig. Hovedpersonen Christian synes at skulle skille sig ud fra mængden ved at være potrygende, have en keltisk tatovering og en forhistorie som uregerlig knægt, der blev smidt ud af den ene skole efter den anden (men han blev alligevel optaget på medicinstudiet?). Han virker ikke som en helstøbt karakter, for der er flere glimt af modstridende træk hos ham i løbet af historien og han bliver derfor en smule utroværdigt.

Det er tydeligt, at forfatteren har brugt flere kræfter på plottet og sidehistorierne, men det sidste efterlader desværre læseren med flere ubesvarede spørgsmål – og ikke på en cliffhanger agtigt ”du-skal-læse-næste-bog-for-at-få-svar” måde.

Brændte sjæle udkommer i dag den 22. februar.

★★★☆☆

Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

Ingenting kan hindra nattenEn rystende, usminket og smuk biografi forklædt som roman, om en mor, der mod sin vilje, tvang sine døtre til at blive voksne alt for hurtigt.

Jeg har læst bogen på svensk med titlen Ingenting kan hindra natten – derfor har jeg selv oversat citatet i anmeldelsen til dansk.

Handling: Forfatteren sætter sig for at skrive om sin mor ved at følge livet af kvinden hun kalder Lucile Poirier. Fra hendes tidlige barndom lige efter Anden Verdenskrig til hendes selvmord i 2008 i en alder af 61 år. Vævet ind i denne mørke fortælling om en familie der er hjemsøgt af selvmord og død, er den lige så gribende historie om en datters søgen efter at udforske og forestille sig en undvigende kvinde med henblik på at komme tæt på hende, selvom selve essensen af hende er en legemliggjort afstand.

”Kort efter at Luciles bror var død, skrev hun med en blodrød læbestift på vores badeværelsesspejl: Jeg ender med at bryde sammen. Foran dette spejl redte Manon og jeg hver dag vores hår med denne trussel i panden.”

Alt må vige for natten er på mange måder en forunderlig og svær bog at læse – ikke sproglig svær, men indholdsmæssigt, for det rammer dybt og det gør nogle gange rigtigt ondt. Men der er også en ømhed i teksten, der frem for alt handler om moderen. Delphine finder hende et par dage efter at hun har taget sit eget liv i sin lille lejlighed i Paris. Hænderne er blækblå og ansigtet er begyndt at rådne. Lucile kæmpede i årtier med psykisk sygdom, blev tvangsindlagt og beroliget med stoffer, formåede dog at rejse sig igen og i en alder af 50 år at uddanne sig til socialrådgiver.

Delphine de Vigan beslutter sig for at give sin mor ”en kiste af papir”. Hun åbner døren til sit arbejdsværelse, så mens vi høre den smertefulde livsberetning om Lucile, får vi samtidig lov at høre forfatterens egne tanker om projektet, om søvnløse nætter og om næsten at give op. Luciles smerte har kastet mørke skygger over Delphines og hendes søsters barndom, men hvor kommer smerten egentlig fra? Forfatteren kæmper sig udmattet igennem skyldfølelser over at hænge nærtstående familiemedlemmer ud, i kampen for at komme så tæt på sandheden – en sandhed om selvmord og en far der udsætter sine børn for psykisk og seksuel vold.

Allerede fra begyndelsen forudser forfatteren, at bogen måske bliver en slags fiktion til trods for at den er baseret på mange interviews med Luciles søskende og forfatterens egen søster Manon, samt på selvbiografiske tekster, breve og kassettebånd fra moderens bo. Ikke desto mindre føles teksten ægte, ja næsten nøgen visse steder og utrolig ærlig. Det er både smertefuldt og meget smukt, og jeg vil varmt anbefale at man læser den.

Alt må vige for natten udkom på dansk i 2013.

★★★★★

Mari Jungstedt: Den sidste akt

Den sidste aktTiende bind i Mari Jungstedts Gotland-serie om politiinspektør Anders Knutas og kollegaen Karin Jacobsson, er hurtigt læst og lige så hurtigt glemt.

Handling: En varm sommerdag under det årlige folkemøde på Gotland, Almedalsugen, bliver den smukke journalist og debatredaktør på en af landets største aviser, Erika Malm, fundet myrdet. Dagen inden har hun deltaget i en ophedet debat om fremmedhad og racisme, og blandt hendes efterladenskaber finder man et hadebrev fra en nynazistisk bevægelse samt sporerne efter en elsker. Politiinspektør Anders Knutas har ansvaret for efterforskningen, men han er i personlig krise. Skilsmissen fra konen og udsigten til et andet liv piner ham samtidig med at følelserne for kollegaen Karin får mere plads.

”En fornemmelse af, at hun ikke var alene, sneg sig ind på hende. Som om nogen iagttog hende. Hun så sig ængsteligt omkring. Ikke en lyd, ikke en bevægelse. Alligevel var det, som om der var nogen. Nogen, hun ikke kunne se. Hun stivnede, trak vejret mere dæmpet. Afventende.”

Det føles næsten kriminelt, at kalde denne bog for en krimi, for selv om der både er mord og en efterforskning, kredser handlingen sig mest om seriens gennemgående hovedpersoners privatliv. Knutas, Karin samt journalisten Johan Berg og dennes hustru Emma Winarve. Det er den samme smøre igen og igen, bog efter bog, og det er for længst blevet kedeligt.

Den måde Jungstedt bygger sine bøger op på, gør desværre, at det ikke kræver den store tankevirksomhed at nå frem til, hvor morderen skal findes. Der er sjældent overraskelser, og når der en enkelt gang laves et lille twist i historien, virker det ikke overraskende men mere spøjst, fordi hun springer let hen over de facts, som ville give mere kød på historien.

Der er udkommet yderligere to bøger i serien i Sverige Du går inte ensam (2013) og Den man älskar, der udkom i sidste måned, og man kan håbe at Jungstedt der lægger flere kræfter i mysteriet, som i de tidlige bøger, i stedet for at lade karakterernes privatliv overskygge plottet.

Den sidste akt udkommer i dag den 12. juni.

★★☆☆☆

Læs mine anmeldelser af bøger i samme serie.
Den dobbelte tavshed (7)
Den mørke engel (6)

Finn Halfdan: Et nødvendigt offer

Et nødvendigt offerEt nødvendigt offer, er en medrivende spændingsroman om en journalist der stikker hånden i et hvepsebo, og en fin forfatterdebut for journalisten Finn Halfdan.

Handling: Da journalisten Elliot Boye begynder at grave i en gammel sag, hvor dansk politi anholdt to flyttemænd i den tro, at de var terrorister, opdager han, at han bliver overvåget døgnet rundt. Elliot, hvis tilværelse er endt i en blindgyde, beslutter sig for at sætte sine egne modtræk ind, og snart bliver han viklet ind i et livsfarligt spil, der gør ham til den jagede i jagten på sandheden. Men Elliot Boye nægter at stoppe, for sagen ripper op i noget, der bristede dybt i ham for længe siden.

”De sidste stråler fra eftermiddagssolen dansede ham i møde hen over byens tager, da slaget ramte ham i solar plexus og øjeblikkeligt lammede hans åndedræt.”

Hovedpersonen Elliot Boye fangede med det samme min opmærksomhed og sympati. Den dovne, ja nærmest arbejdssky dansk-amerikanske journalist, der engang var stjerne på Dagbladet, men efter et forlist forhold tre år tidligere, nu har svært ved at finde glæden ved sit fag og i det hele taget med sit liv, er en karakter det er svært ikke at holde af. Dystre minder om barndommen i USA, hvor hans mor på mystisk vis blev dræbt, da han var 6 år gammel, hænger som en evig mørk sky over ham. Men kampen mod uretfærdighed og magtmisbrug puster nyt liv ham.

Historien har sin del af klichéer og til tider går der lidt for meget ”Lone Wolf-jeg kan klare det hele selv” i Elliot, men det er et interessant plot – ikke kun fordi det er inspireret af en virkelig hændelser der fandt sted under klimatopmødet i København i 2009, men også fordi historien igen tager debatten om PET samt Danmarks (lidt for “hundehvalp følger sin ejer”-agtige) forhold til USA, frem i lyset.

Hvis du ikke allerede synes at ”Big Brother” følger lidt for meget med i dit liv, så får du med sikkerhed en snert af paranoia, efterhånden som du læser dig igennem de godt 400 sider fyldt med hemmelige aflytninger, hackede netværk og en hvid varevogn i bybilledet.

Et nødvendigt offer udkommer i dag den 7. maj.

★★★★☆

Therese Philipsen: Lange sorte negle

Lange sorte negleDet er svært ikke at lave himmelvendte øjne, når man lukker bogen efter sidste side. Lange sorte negle, giver indtryk af en bog det er gået lidt for hurtigt med at stykke sammen, og lever bestemt ikke op til de tidligere bøger om politikvinden Liv Moretti.

Handling: Da den tidligere FBI-agent Molly Crawford ringer på hos politikommissær Per Roland er det ikke for at besøg en gammel ven, men fordi hun jager en amerikansk seriemorder. Manden har en bizar forkærlighed for meget unge piger og FBI har nu sporet ham til København. Samtidig arbejder Liv Moretti med en sag om unge asiatiske piger, hvis lig er fundet nedgravet på en kirkegård i Nordsjælland, og det viser sig pludselig at de to sager har nogle fællesnævnere.

”I det samme kom en lille, gispende lyd ud af mørket. Hurtigt fandt hun sin lighter i lommen og lyste rummet op. Og nu var det Livs tur til at gispe.”

Dette er fjerde bind i Therese Philipsens serie om Liv Moretti og Per Roland. Denne gang arbejder de ikke direkte sammen, men deres sager krydser hinanden. De to sideløbende sager er egentlig okay spændende (pædofili er dog aldrig rart at læse om), men de er serveret i en light-udgave, hvilket virker lidt for overfladisk. Det er dog ikke det eneste problem. Har man læst de tre tidligere bøger i serien kender man karaktererne, men i denne bog er især siderne, hvor vi følger Liv, tvivlsomme. Vi får fortalt at hun har det åh så hårdt og svært, men som læser mærker man det ikke, og jeg fristes til at sige klichéen Show it, don’t tell it. Hvis ikke vi kan mærke det vi læser bliver det hurtigt utroværdigt og ligegyldigt.

Bogen bliver desværre ikke bedre mod slutningen – tværtimod. Afslutningen byder på en (igen utroværdig) 14-årig Lisbeth Salander-agtig pige på hævntogt, hvorefter vi pludselig kastes over i en helt anden genre med en rigtig Hollywood-ending der driver af sukkersød violinmusik, så man må tjekke om det er en Barbara Cartland roman man sidder og læser i. Suk.

Alt i alt er det vist gået lidt for hurtigt med at færdiggøre denne bog, der langt fra virker gennemarbejdet. Måske har forfatteren haft travlt med at spytte den ene bog efter den anden ud under hendes synonym Willow Rose? En ting er sikkert, det her er ikke det niveau vi ellers kender fra Therese Philipsen hånd.

Lange sorte negle udkom den 11. marts.

★★☆☆☆

Læs mine anmeldelser bøger i samme serie Den man elsker (1) samt Fortidens synder (2). I serien findes også Tre små cyklister (3).

Sascha Arango: Sandheden og andre løgne

Sandheden og andre løgneSandheden og andre løgne er en spøjs historie der ikke helt ved om den vil være en humoristisk krimikomedie eller en psykologisk thriller.

Handling: Henry Hayden er en berømt bestsellerforfatter der har det hele; penge, karriere, den blide hustru og en smuk elskerinde. Men da elskerinden fortæller ham, at hun er gravid, begynder tingene at skride. For nu må han lægge kortene på bordet for sin kone. Eller måske er det lettere at skille sig af med elskerinden? Da Henry begår er fatalt fejltrin, får han viklet sig ind i et net af løgne som han selv har svært ved at holde styr på. Han må trække på alle sine talenter for at holde sin forbrydelse skjult, og for at ingen skal opdage hans dybeste hemmelighed.

”Da det blev forår slog Henry sin svigerfar ihjel. Han forærede ham en historisk hjelm fra Wiens brandvæsen, i parentes bemærket verdens ældste professionelle brandvæsen. Den gamle samler blev så glad og overrasket, at hans aneurisme brast, og han faldt død om. Det var lykkedes Henry at begå det perfekte mord på tyrannen, det var professionelt udført, uden at han havde vidst det eller haft til hensigt at begå det.”

Sandheden og andre løgne kommer godt fra start med flere humoristiske elementer, men humoren forsvinder efterhånden som man vender side efter side, og pludselig bliver historien i stedet et nærmest psykologisk studie af Henry Hayden – forfatteren, der ikke selv skriver sine bøger, og en mand der manipulerer alle folk omkring sig med den ene løgn efter den anden, men glimtvis viser overraskende godhed. Det er en forvirrende blanding og giver et indtryk af at bogen ikke ved, hvad den vil være.

Den altdominerende hovedperson Henry Hayden, flankeres af først hustruen Martha og sidenhen elskerinden Betty. Derudover er der en håndfuld mindre biperson, hvor der for enkeltes vedkommende lægges op til, at de har stor betydning for historien som fx karakteren Gisbert Fasch – en mand fra Henrys fortid, der trænger sig ind i hans nutid. Men også dette element af historien taber efterhånden luften og får ingen betydning i længden.

Generelt set er plottet både morsomt og spændende, men jeg ville ønske at forfatteren havde valgt en retning for historien og kørt den helt i mål. I stedet for får man en bog, der efterlader mig med flere ubesvarede spørgsmål end svar, og derfor gør historien forvirrende og lidt ligegyldig.

Sandheden og andre løgne udkommer i dag den 20. februar.

★★★☆☆

Søren Lassen: Den blå græshoppe

Over 413 sider følger vi en chefredaktør i København anno 1963, hvis hemmeligheder fra anden verdenskrig stadig spøger og nu truer med at komme op til overfladen. Det kunne have været spændende, men i stedet er Den blå græshoppe blevet en 200 sider for lang fortælling om arbejdsgangen på en avisredaktion og en mand der er svært at fatte sympati for.

Handling: Avisredaktionerne sættes på den anden ende, da præsident Kennedy bliver skudt i USA. Ingen synes derfor at bruge tid eller spalteplads på at tre prostitueret på brutalt vis er blevet myrdet i København. Men da chefredaktør Holberg fra en hemmelig kilde – en diplomat fra den sovjetiske ambassade, presser ham til at interessere sig for de dræbte kvinder, mærker Holberg jorden brænde under sig, for han genkender den ene af kvinderne. Et er, at han i mange år har haft en alt for tæt kontakt til den anden side af jerntæppet, men derudover er det ikke første gang at en død prostitueret krydser Holbergs vej, og det ved russeren.

”Han tændte en cerut og puffede forsigtigt på den. Så skænkede han et par centimeter fra den Black & White-flaske, Asmund Berg havde haft med. Tog tøvende en slurk og mærkede whiskyen skære sig brændende ned gennem halsen. Han ventede forsigtigt. Da der ikke skete noget, tog han en slurk mere. Han så ud af vinduet. Tænkte, at hvis han kom helskindet gennem dette, ville han … Ja, hvad ville han så egentlig? Han tømte whiskyglasset. Og skænkede op igen.”

I et dræbende langsomt tempo bliver vi slæbt igennem utallige redaktionsmøder og et konstant indtag af alkohol og piller. Den cerutrygende, whisky-drikkende og senere pilleslugende hovedperson, chefredaktør Marius Holberg, er udadtil en magtfuld mand men da det går op for ham at fortidens hemmeligheder er i fare for at dukke op til overfladen, bliver han tavs og indelukket. Historien kører i ring om hans bange anelser og det bliver temmelig trættende.

Det samme gør hans udeblivende reaktioner, når han konfronteres med hustruens utroskab samt anden viden der kommer ham for øre, og som kunne have øget spændingen i fortællingen. Men Holberg er ikke nogen handlekraftig mand – ikke før han står overfor at miste det han holder allermest af, og selv der skrives det kun mellem linjerne.

Det er muligvis en historie om den kolde krig, hvor tvivlsomme alliancer blev indgået, men det er i højere grad en kærlighedserklæring til livet på en avisredaktion samt effekten af whisky og særlige piller – og det er ærligt talt ikke specielt spændende.

Den blå græshoppe udkommer i morgen den 20. februar.

★★☆☆☆