Debatskabende anmeldelse

Debat

Jeg skrev min første anmeldelse i 1998. Det var en filmanmeldelse og jeg gav filmen to stjerner. Jeg var ikke begejstret. Sidenhen har jeg anmeldt hundredvis af film, musikudgivelser og bøger. Jeg har en enkelt gang modtaget, hvad man godt kan kalde en hademail. Det var fra en filminstruktør der ikke var glad for min kritiske anmeldelse af hans debutfilm. Oh well sådan kan det gå.

Det er dog sjældent at en anmeldelse skaber så meget ophedet debat, som Adam Holms anmeldelse af Jeppe Nybroes bog Kidnappet – I islamisternes fangehul. Anmeldelsen blev bragt i Weekendavisen i sidste uge og lige siden har diverse nyhedsmedier og ikke mindst de sociale medier, befundet sig helt oppe i det røde felt, hvor beskyldninger om det ene og det andet bliver kastet frem og tilbage, og det i det hele taget begynder at blive grimt.

For god ordens skyld skal jeg sige, at jeg ikke har læst den omtalte bog, derfor har jeg af gode grunde heller ikke en mening om den. Men som journalist og anmelder har jeg en mening om hele denne, efter min mening, meget langt ude debat der er fulgt i kølvandet på en enkel anmeldelse.

Stor ståhej
Det første jeg undrer mig over er, hvorfor man går så meget op i Adam Holms anmeldelse, når bogen er blevet anmeldt i flere medier. Informations Lasse Ellegaard undrer sig også over visse ”uregelmæssigheder” i bogen, og Mikael Jalving fra Jyllands-Posten er ikke imponeret og kvitterer med to stjerner. Det er derimod Bo Maltesen fra Politiken som uddeler fire hjerter mens en meget begejstret Frank Esmann i Berlingske giver hele fem stjerner til Kidnappet – I islamisternes fangehul.

Adam Holm har modtaget mange verbale hug for sin anmeldelse, som jeg naturligvis har læst. Og ja, den er da bestemt kritisk, men jeg blev hverken forarget over at læse den eller på nogen måde oprørt. Derimod blev jeg nysgerrig efter at læse bogen.

Forlagsdirektør Jakob Kvist fra People’sPress der har udgivet bogen, har i Politiken kritiseret Holm for ikke at have læst bogen grundigt nok og ikke undersøgt en række ting, som han mener Holm let kunne undersøge. Selvfølgelig skal man læse bogen ordentlig, men at begynde at undersøge ting? Nej, det mener jeg ikke er en anmelders arbejde. Som anmeldere, anmelder vi ud fra det der foreligger for os og ud fra genrens præmisser – hvad enten der er tale om dokumentar, fiktion, biografi etc. Den eneste undtagelse vil være faglitteratur, her bør en anmelder også inddrage sin viden om emnet til at forholde sig kritisk til værkets fremstilling og pointere eventuelle fejl, mangler og ensidighed.

Andre har kritiseret Adam Holm for at have (for) meget fokus på bogens forsidefoto, hvilket efter min mening er et meget naturligt fokus, da der eftersigende står i bogen at billedet er det samme der blev brugt som såkaldt Proof-of-Life til Nybroes familie og forhandlere under kidnapningen. Man kan så diskutere om Holm har ekspertise til at udtale sig om, hvordan forskellige mennesker ser ud i pressede situationer. Nej, det har han ikke. Jeg vil mene at det kræver års erfaring fra arbejde med mennesker der er psykisk nedbrudte efter frygtelige traumer. Men har Holm lov til at undrer sig over billedet i forhold til de referencer og idéer han har om, hvordan mennesker ser ud på sådanne fotos? Ja selvfølgelig har han det.

Kernen i debatten har været at mange mener at Adam Holm er gået efter manden i stedet for bogen. Der er tale om et dokumentarisk værk om en hændelse, hvor forfatteren har hovedrollen, så han er jo en stor del af bogen. Er det gentlemanslike at afslutte sin anmeldelse med en hentydning til at Jeppe Nybroe har lidt ridser i lakken fra en tidligere hændelse, hvor der blev pyntet lidt på et indslag i DR? Nej, det er det måske ikke, men med mindre en forfatter er ganske ukendt, vil man ofte referere til viden om forfatteren – fx uddannelse, tidligere profession eller præstationer m.m., hvis denne viden kan understøtte ting man fremhæver i sin anmeldelse.

Dårlig timing
Jeg kender ikke Jeppe Nybroe personligt, men jeg tror at han har oplevet frygtelige ting, og at det uden tvivl har mærket ham. Derfor forstår jeg heller ikke tidspunktet for denne bogudgivelse.

Det er endnu ikke et år siden at Nybroe slap fri fra kidnapperne efter flere forhandlinger og, som jeg har forstået det, en større løsesum penge. I Politiken i går kunne man læse Nybroe sige ”Jeg er topbelastet på alle ledder og kanter og har sovet halvanden time i nat og har i det hele taget ikke sovet meget i de seneste dage uger og måneder.”

Det er helt forståligt. Jeg tror heller ikke, at jeg ville få meget søvn, hvis jeg havde været kidnappet og udsat for hårdt psykisk pres. Men hvis Jeppe Nybroe (igen helt forståligt) ikke er på toppen efter det han har oplevet i et mørkt fangehul, hvorfor skriver han så en bog og udgiver den mindre end et år efter hændelsen? Nogen har sagt at han har skrevet bogen for at bearbejde hele oplevelsen, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i, men hvorfor haster det så meget med at få den publiceret? Hvorfor udsætte sig selv for det, hvis man stadig lider af efterveerne og ikke er stærk nok til at håndtere at anmeldere kan sætte spørgsmålstegn ved hans værk?

Alle har en mening
Om jeg er enig i Adam Holms anmeldelse kan jeg som sagt ikke udtale mig om, da jeg ikke har læst Kidnappet – I islamisternes fangehul. Men en ting er jeg dog enig med ham i. I et interview med Berlingske udtaler Holm blandt andet “..når man har udgivet en bog og stillet op til interviews, må man også kunne forvente ikke kun at blive strøget med hårene.”

Præcis! Sådan er det, og det gælder alle lige meget om du er forfatter, musiker, journalist kunstmaler, skuespiller, politiker eller noget helt andet. Når du laver noget der er offentligt tilgængeligt, må du også være forberedt på at folk har en mening om det, og at den ikke nødvendigvis er positiv.

Hvornår debatten Nybroe/Holm dør ud (personligt håber jeg det snart sker, for jeg gider ærligt talt ikke høre mere om det) vides ikke. Men mon ikke debatten i det lange løb er til fordel for Jeppe Nybroe og salget af hans bog, for som Simon Spies sagde ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”.

Slutteligt kan jeg dog ikke lade være med at tænke, om der ville have været samme ophedet debat, hvis det var en hvilken som helst anden forfatter, hvis dokumentarværk var blevet kritisk anmeldt, i stedet for en mand i offerkategorien? Jeg tvivler på det – jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om et andet eksempel. Hvis du kan, så skriv det endelig i kommentarfeltet.

De Gyldne Laurbær 2014

De Gyldne LaurbærKrimiforfatteren Sara Blædel er i dag blevet tildelt boghandlernes litterære pris De Gyldne Laurbær for sin seneste bog Kvinder der blev meldt savnet. Sara Blædel blev overrasket med prisen hos sit forlag People’sPress, da hun mødte op til hvad hun troede var et helt almindeligt møde.

”Jeg er en lille smule rystet. Jeg troede, det var min amerikanske udgivelse af bogen, jeg skulle fejre. Jeg er meget, meget beæret og meget, meget glad”, siger Sara Blædel til TV 2 News.

At De Gyldne Laurbær i år skulle gå til en krimiforfatter har flere hvisket i krogene om – både Jesper Stein (Akrash), Steffen Jacobsen (Gengældelsen) og debutanten Thomas Rydahl (Eremitten) blev nævnt blandt kandidaterne. Men valget faldt på Sara Blædel der i årevis har huseret på bestsellerlisterne. Kvinden de meldte savnet er Sara Blædels niende og foreløbig sidste bind i den populære serie om politikvinden Louise Rick og hendes veninde journalisten Camilla Lind.

Prisen, der uddeles af de danske boghandlere og deres ansatte, består af en laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2500 kroner, og tilfalder en forfatter, der har udgivet en bog i det forgangne år – som regel én med bred publikumsappel. Forfatteren kan kun modtage prisen en gang.

Fakta om De Gyldne Laurbær
Prisen er stiftet i 1949 af Boghandlerklubben og uddeles en gang årligt efter afstemning blandt landets boghandlere og medarbejdere i bogladerne. I 2010 skiftede klubben navn til Foreningen De Gyldne Laurbær.

De seneste fem års vindere:
2014 Sara Blædel: Kvinden de meldte savnet
2013 Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel
2012 Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden
2011 Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
2010 Jussi Adler-Olsen: Journal 64

Læs min anmeldelse af Kvinden de meldte savnet.

Hans Mortensen: Fjendens bedste ven

Fjendens bedste venFjendens bedste ven er en hurtigt læst, underholdende spændingsroman der trækker tråde tilbage til den kolde krig.

Handling: Journalisten Kasper Berg har en fortid som kommunist, men den har han for længst lagt bag sig. Men da hans ungdomsven Bjarne findes druknet i havnen i deres hjemby, får Kasper udleveret en stak breve, som kaster nyt lys over hans og vennens fælles historie. Brevene er skrevet af en østtysk kvinde, de to mødte på en sommerlejr i det daværende DDR, og de efterlader Kasper med en række uafklarede spørgsmål: Blev hans ven hvervet som spion for østtyskerne eller var han bare en nyttig idiot i et storpolitisk spil under den kolde krig? Og er hans død et hændeligt uheld, eller er det overlagt mord som konsekvens af noget der skete dengang? Svarene skal findes i nutiden og i cirkler, hvor man mindst ville vente det, og for Kasper bliver jagten på sandheden ikke ufarlig.

Det er efterhånden sjældent man falder over en krimi på blot 262 sider – dejligt forfriskende, at der stadig findes forfattere der kan fortælle en god historie på under 300 sider. Tak for det. Fjendens bedste ven er en meget journalistisk bog, med det mener jeg, at hovedpersonen er journalist og at vi følger hvordan han arbejder samt hører om hvordan branchen fungerer. Det er ikke alles kop te, men for mig, der selv er journalist, er det ikke noget problem.

Problemerne dukker derimod op i hovedpersonen Kasper, der er lidt af en kliché. Journalisten der drikker lidt for meget, tager lidt for let på det med forhold til kvinder og naturligvis ikke bryder sig om at følge regler. Den type optræder efterhånden i alt for mange bøger, og det kunne have været dejligt med et lille twist eller to af karakteren. Derudover er der visse elementer af historien, som minder mig lidt om noget jeg har læst i tidlige bøger af Liza Marklund (Røde ulv) og Arne Dahl (Europa Blues).

Historien og plottet er som sådan spændende nok, og jeg var okay underholdt hele vejen dog uden de store overraskelser, og som sagt er bogen hurtigt læst – og måske lige så hurtigt glemt.

Fjendens bedste ven udkommer i dag den 27. januar.

★★★☆☆

Steffen Jacobsen: Gengældelsen

GengældelsenNervepirrende krimi om en terroraktion i København, som for altid vil ændre dit syn på den gamle romantiske have Tivoli.

Handling: Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter. Politikommissær Lene Jensen har være en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport Station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli. Sammen med den eksklusive privatdetektiv Michael Sander, forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.

Med de seneste ugers terroraktioner rundt omkring i Europa, må man sige at Steffen Jacobsens bog er uhyggelig aktuel. Handling udspilles syv måneder efter at 1241 mennesker er omkommet ved en eksplosion i Tivoli udløst af en selvmordsbomber. Landet er stadig i chok, og politiet samt PET har uanede tilladelser til at finde de skyldige og ikke mindst forhindre endnu et angreb på det kommende topmøde i København med EU’s udenrigsministre samt overrækkelsen af en fredspris til en Israelske professor med efterfølgende æresdoktorgrad på Københavns Universitet.

”Hendes bane endte ved skrivebordet og ham. Omtrent femten centimeter af den sølvfarvede balsameringsnål stak frem fra øjenhulen, og han slog hårdt og desperat med flad hånd mod dens frie ende. Nålen fortsatte, til den stødte mod noget ueftergiveligt i hendes kranie.”

Politikommissær Lene Jensen kæmper med dæmonerne efter sin datters selvmord, og en kombination af for meget alkohol og diverse piller, hjælper ikke lige frem på hendes troværdighed, da hun påstår at der er noget helt galt med et formodet selvmord på Nørreport Station. Hun har naturligvis ret, og meget hurtigt opdager hun, at hun er oppe mod magtfulde kræfter, der er villige til at gå hele vejen for at stoppe hende fra at efterforske sagen yderligere.

Gengældelsen er anden del af en planlagt trilogi om politikommissær Lene Jensen og privatdetektiven Michael Sander. Første del Trofæ, har jeg ikke læst, men man kan sagtens læse Gengældelsen alligevel. Karaktererne er spændende og troværdige, også bipersonerne har dybde. Tempoet er tilpas højt hele vejen igennem, og gør det meget svært at lægge bogen fra sig, for tænk hvis der nu sker noget helt vildt på næste side – og det gør der næsten hele tiden.

★★★★☆