Lena Dunham: Er det ondt ikke at være sikker?

Kendisfaktoren syntes at have haft en lidt for står andel i at Er det ondt ikke at være sikker? er blevet oversat til dansk – indholdet er i hvert fald ikke så imponerende.

Lena Dunham overraskede da hun sidste år ud af det blå sidste udgav denne lille bog med uddrag fra en gammel dagbog hun førte, mens hun var andet års studerende ved Oberlin College. Bogen udkom som en limited edition på tryk samt som e-bog, og blev udsolgt på blot 24 timer. Teksterne, som Dunham selv kalder for en uformel log med kreative brudstykker og iagttagelser, strækker sig i længde fra nogle få ord til nogle få afsnit, og er tydeligt skrevet af en ung kvinde der endnu ikke har fundet sit ståsted og sig selv.

”27/11/05 Ligesom Joan Didion spekulerer jeg på hvorfor alting skrives ned. Er der et højere formål med alle disse små skitser jeg bærer med mig som bagage der ikke kan fortættes eller konsolideres?”

Lena Dunham står blandt andet bag den ikoniske HBO-serie GIRLS, som hun skrev, instruerede, producerede og spillede hovedrollen i, og man kommer ikke udenom at hun både er talentfuld, sjov, skør, provokerende og hele tiden forsøger at rykke vores grænser. I 2015 udkom hun på dansk med Ikke den slags pige, en morsom, tåkrummende og en smule skræmmende selvbiografisk bog som alle pige bør læse. Men denne gang er jeg knap så imponeret.

Der er næsten ingen sammenhæng i teksterne, nogle er blot spørgsmål som får lov at hænge i luften, og selv om der blandt de små doser af selvmedlidenhed er ting man kan trække på smilebåndet over, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad vi egentlig får ud af at læse disse tekster, tanker, spørgsmål og brudstykker fra en 20-årig kvinde – var de ikke underskrevet Lena Dunham, ville vi nok ikke bruge tid på dem. Og jeg må indrømme at jeg kedede mig, men jeg vil ikke afvise at kvinder (væsentligt) yngre end mig selv, måske vil få mere ud af teksterne, derfor svinger jeg mig op på tre små stjerner.

Overskuddet fra bogen går til non-profit organisationen GIRLS WRITE NOW i USA og i Danmark går det til Venligboernes kvindeprojekter.

Er det ondt ikke at være sikker? udkommer i dag den 26. september.

★★★☆☆

Turen går til Bøgernes verden

Politikens klassiske rejsebogs-serie Turen går til, har fået sig et nyt medlem. Denne gang kan du tage på en litterær rejser for Turen går til Bøgernes verden.

Bogen har det vanlige layout, som vi kender fra de andre guidebøger i serien, dog med lidt færre billeder. Kapitlerne er inddelt i Afrika & Mellemøsten, Americas, Asien & Oceanien og Europa, og som altid er der både forord, register og praktiske oplysninger.

Turen går til Bøgernes verden, kan inspirere på flere måder. Skal du ud og rejse, kan det være spændende at få et andet indtryk af landet du skal besøge, og hvad bedre end at få det gennem litteraturen? Eller måske har du ligesom mig, det svært med flyrejser der varer mere end en time, men drømmer om at besøger Asien, så er hjælpen nær med forslag til romaner hvis handling udspiller sig i Asien.

Hvert kapitel indledes med et par ord om kontinentet, og i beskrivelserne af hver bog der omtales, er der små anekdoter eller facts om forfatteren. Fra vores egen andedam er det blandt andet Hans Kirks Fiskerne, Tom Kristensens Hærværk, Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Barndommens Gade af Tove Ditlevsen der nævnes.

Jeg er vild med idéen om en rejseguide gennem litteraturen, og der er masser af bøger der nævnes i bogen, som jeg ikke har læst. Der er naturligvis en del klassikere som bør nævnes, men jeg synes at der er en lille overvægt af historiske bøger. Jeg savner flere bøger, hvor handlingen udspiller sig i landene efter 2000. Det ville have været fint, hvis der var en liste over de mest markante forfattere på hvert kontinent, det er nemlig ikke nødvendigvis deres bøger der er nævnt fx er Jo Nesbø og hans roman Flagermusmanden at finde under Australien (hvor bogens handling udspilles).

Det er antropolog Katrine Tschemerinsky der står bag bogen. Turen går til Bøgernes verden udkom den 1. september.

★★★☆☆

Michael Robak: Øm

Øm er en letbenet men glimtvis humoristisk fortælling om en midaldrende mand ramt af forlist kærlighed, mismod og stress, pakket ind i et tykt lag selvmedlidenhed.

Go’ morgen Danmark-værten Michael Robak debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det, om en falleret radiovært på en gevaldig nedtur. Robak fortsætter temaet om mediemænd i krise i sin nye roman Øm.

Det skal være skidt før det kan blive godt, synes at være udgangspunktet for historien om den 49-årige David Bramsen, der er nyhedschef på et stort dagblad. Siden hans kone Sara, en stockholmsk akademiker, forlod ham for seks år siden og bosatte sig i Berlin med deres fælles søn, er det gået ned af bakke for David. Han længes stadig efter fortiden og har ikke været i seng med en kvinde i fem år. Hans far er for nylig blevet fundet død på et koldt beton gulv og selv rammer han for alvor bunden, da han falder om på sit arbejde under et redaktionsmøde.

Med diagnosen stress, bliver han sendt på orlov i seks måneder. I stedet for at sidde hjemme i den tomme lejlighed på Frederiksberg, lejer han et gammelt sommerhus i en lille sløv by, hvor han i sine unge dage boede hos sine bedsteforældre. Det lysner for en stund, da Sara uventet inviterer ham til Berlin for at besøge sønnen, men tingene går slet ikke som David drømmer om, og snart er han tilbage i sommerhuset, hvor han sidder og ømmer sig mens hans kriminelle halvlillebror Bjarke og naboen Bit forsøger at sparke liv i ham igen.

”Ansigtsudtrykket forandrede sig fra miavende missekat til mellemfornøjet mellemleder. ”Du er godt nok en kedelig mand. Helt slukket.” Hun rettede på sit tøj og forlod mit værelse med skoene i den ene hånd. Kedelig: Ja. Det havde jeg været i årevis. Slukket: Det kunne jeg ikke komme udenom. Længere. Med få anstrengelser og lidt kærlige ord til tv-korrespondenten kunne jeg have fået liv i min indtørrede og forsømte krop. Jeg gik i send i stedet. Efter en kort undren over optrinnet faldt jeg i søvn med finanstillægget over ansigtet.”

Det er en meget let læst bog – man flyver hurtigt igennem korte afsnit og et ukompliceret sprog. Desværre er der ikke meget, der får mig til at stoppe op og endnu mindre af historien bliver siddende i mig. Idéen med at kigge ind i en midaldrende mands indre kaos med tilhørende fysiske skavanker, kan i teorien godt vække min interesse, men det kræver mere tyngde og mindre selvynk, hvilket Øm desværre ikke leverer.

Øm udkom den 11. august.

★★★☆☆

Terry Hayes: Jeg er Pilgrim

Jeg er Pilgrim, er en skræmmende realistisk thriller der tager dig med på en begivenhedsrig rejse i ondskab, religiøs fanatisme og terrorisme.

Da manuskriptforfatteren Terry Hayes, kendt for blandt andet filmene Mad Max 2 (1981) og From Hell (2001), debuterede som forfatter med Jeg er Pilgrim i 2014 røg bogen direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og aviserne stod næsten i kø for at udråbe den til ”Årets thriller”. Hypen nåede også til Danmark, ikke mindst efter en planlagt dansk udgivelse sidste år, som fik en turbulent start på livet og blev trukket tilbage. Nu er rettighederne landet hos Politikens Forlag som har udgivet den 798-siders murstensthriller. Og lad mig sige det med det samme, det er for mange sider – lige meget hvor god den er. Men det kommer jeg tilbage til.

”Bortset fra at jeg var nødt til at stikke en kniv gennem den kødfulde del af hans hånd, så viste samtale med Pamuk sig faktisk at blive meget hyggelig.”

I en nedslidt etageejendom i New York findes en ung kvinde myrdet. Hun ligger nøgen på badeværelset med halsen skåret over, tænderne fjernet og ansigtet nedad i et badekar fuld af svovlsyre, der har ætset alle kendetegn væk. Sådan kastes vi fra første side ud i fortællingen om en tidligere tophemmelig amerikansk agent, som hives tilbage i aktiv tjeneste under kodenavnet Pilgrim, da en saudiarabisk terrorist er i gang med at udføre en chokerende grusom plan mod USA og menneskeheden.

Historien fortælles i førsteperson af vores hovedperson, agenten (der skifter aliasser flere gange i løbet af bogen), hvilket på en måde forstærker fortællingen, men naturligvis samtidig afslører, at vores helt ikke dør. Vi føres rundt i hele verden. Fra New York over Berlin og Paris til en bjergside i Afghanistan, en losseplads i Damaskus, en smuttur til Bulgarien og til Bodrum i Tyrkiet – for blot at nævne nogle af stederne.

Den frygtløse agent Pilgrim er oppe mod tiden og en lige så frygtløs og intelligent terrorist. Begge karakterer er utrolig velskrevne og fri for stereotyper. En dreng ser sin far blive offentligt halshugget i den brændende saudiske ørkensol og frøet til den mørke side bliver sået. Han søger trøst i en moské med forbindelse til Det Muslimske Broderskab, og en jihadist begynder at tage form. Mange år efter er han, “Saraceneren” målet for hele Pilgrims mission. Der er kød på deres historier og jeg tror på dem i en sådan grad, at de er ved at skræmme bukserne af mig, for det her kunne godt ske i virkeligheden.

Men som jeg tidligere nævnte er bogen efter min mening for lang. Den første tredjedel af Jeg er Pilgrim, er fyldt med tilbageblik på tidligere missioner, som agenten, hvis rigtige navn er Scott Murdoch, har været på. Disse kapitler er unødvendige for hovedhistorien og kunne uden problemer fjernes og dermed få sideantallet ned på et mere overskueligt niveau. Jeg indrømmer gerne, at jeg virkelig kæmpede hårdt for at holde fast og det har taget mig flere uger at læse bogen færdig – hvilket er langt mere end mit gennemsnit. Heldigvis kom belønningen halvvejs igennem de mange sider, og især de sidste godt 300 sider er virkelig intense – her blev det svært at lægge bogen fra mig. Så hold ud!

Jeg er Pilgrim udkom den 26. juni.

★★★★☆

Bonusinfo:
Terry Hayes udkommer med sin anden roman, The Year of the Locust, til december. Det er efter sigende endnu en spektakulær thriller, denne gang om banebrydende videnskab og regeringskonspirationer, og en enkelt mand som kæmper for at udrede trådene.

Sommerlæsning 2017

Et nyt indlæg på bloggen, kan det næsten passe? Jo den er god nok. Ja jeg ved godt at bloggen er lidt for stille i perioder, det er simpelthen fordi der er en masse arbejdsrelateret der fylder mine dage og at tiden til at læse derfor er mindre.

Desværre står ferien ikke for døren endnu. Der går godt en måned før jeg kan råbe FERIE og smide mig med en bog i den ene hånd og en is i den anden. Men jeg har lavet en bogstak til min sommerlæsning 2017.

Min sommerlæsning 2017 – hvis alt går efter planen. Der kan kommer nye og spændende bøger ind fra siden, som ændrer på stakken.

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Jeg er Pilgrim på hele 797 sider, hvilket tager ret lang tid at komme igennem når man kun når at læse et par kapitler eller tre om dagen. Derfor har jeg en del bøger der ligger og venter på at blive læst og anmeldt, så et par af dem ligger i ferienbunken. Den ene er Colson Whiteheads prisvindende roman Den underjordiske jernbane, som udkom 9. juni. Egentlig er jeg ikke så begejstret for bøger med for meget historisk islæt, men denne her har fået så megen omtale og ros, at min nysgerrighed alligevel er blevet vakt. Den anden er Den sidste ferie af Michael Zandoorian, som udkom 3. juli. Den er blevet filmatiseret med Helen Mirren og Donald Sutherland i hovedrollen og får dansk premiere i slutningen af november, så jeg tænkte jeg vil læse den inden jeg skal se filmen.

I feriestakken ligger der naturligvis også en krimi, denne gang er det Størst af alt af Malin Persson Giolito, som jeg har hørt så meget godt om. De sidste 4-5 år har jeg indført en tradition med, at jeg skal læse en klassiker hver sommer. I år må det blive Sylvia Plaths Glasklokken, som jeg fik i fødselsdagsgave i marts men endnu ikke har nået at læse.

Fire bøger til ferien lyder måske ikke af så meget, men hvis jeg skal værre ærlig, så ved jeg af erfaring, at jeg som regel aldrig får læst alle de mange bøger, jeg planlægger at læse i mine ferier, så vil hellere blive glædeligt overrasket over at når at læse disse fire. Det skal dog siges, at det kan være stakken når at ændrer sig inden min ferie i august, for jeg ved at der dukker mindst en bog mere op i postkassen inden (håber jeg) – nemlig Siri Hustvedt, så den rykker nok op i rækken af bøger til min sommerlæsning 2017.

Hvad læser I denne sommer?

Jesper Stein: Papa

Der er fuld fart på spændingen i Papa og det er svært at lægge bogen fra sig inden sidste side er vendt.

I femte bind om politimanden Axel Steen, arbejder Axel som PET undercoveragent på en stor international operation. Hans cover som frygtindgydende dansk gangster og mellemmand for colombianske FARC, skal få ham tæt på den russiske mafiaboss Papa som amerikanerne i årevis har forsøgt at få fat på.

I København bliver 143 bankbokse tømt i et veltilrettelagt kup hos Danske Bank ved Nørreport. Ingen ved hvad boksene indeholdt, men Axel Steens gamle kollega Vicki Thomsen skal forsøge at opklare sagen. Hun modarbejdes både af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri-afdelingen og af flere af boksejerne, som ikke er meget for at afsløre de hemmeligheder de troede var sikre bag lås og slå. Det står dog hurtigt klart, at der muligvis er en forbindelse til nogle russiske kriminelle.

”Han lå på ryggen på en sofa. Han var blevet stukket mange gange på kroppen og i ansigtet, hans tøj var gennemvædet af blod, der var blod overalt i rummet, men det var hans ansigt, der var blevet ramt igen og igen, så meget, at hun et øjeblik havde tvivlet på, om det var ham, […]”

Axel Steen undercover som lapset gangster fungerer rigtig godt. Han synes at længes efter at være en anden og blender hurtigt ind i det kriminelle miljø, hvilket dog også får hans gamle dæmoner alkohol og stoffer til at vise deres grimme ansigter igen. Det er en smule skuffende, at vi igen skal høre om hans kamp for at modstå fristelserne, når nu der var så gode takter for en ny og forbedret Axel Steen i sidste bog Aisha. Familielivet med datteren Emma spiller også en mindre rolle denne gang, hvor det i stedet er ekskonen Cecilie vi kommer tættere på og især hendes anstrengte forhold til ekskæresten, Axels chef, Jens Jessen.

Igen, fristes jeg til at sige, bliver Axel forblændet af en kvinde. Denne gang er det den smukke Christine, som er en del af det kriminelle netværk han infiltrere i Amsterdam. Hans pludselige dybe kærlighed til hende, er bogens svageste del – det virker simpelthen for utroværdigt. Men jeg tilgiver det, for tempoet er højt og spændingen tæt på hver eneste side. Der er dele af plottet som jeg ikke havde svært ved at gennemskue, men det opvejes af afslutningen. For lige som man tror, at nu kan der ikke ske flere overraskelser, får vi et twist der uden tvivl vil få mange til at tabe kæben.

Papa udkommer i dag den 8. juni.

★★★★★

Mark Frost: Den hemmelige historie om Twin Peaks

Bogen Den hemmelige historie om Twin Peaks, er et unikt must-have for alle Twin Peaks fans.

I 1991 dukkede der en serie op på tv som tryllebandt en hel generation. Det var filminstruktøren David Lynch, hvis film Eraserhead, Elefantmanden og Blue Velvet allerede havde markeret ham som en alt andet end mainstream filmskaber, der stod bag serien. Det var nyt, det var uhyggeligt, en smule underligt og frem for alt ikke lig noget man nogensinde havde set på tv før.

Historien om mordet på den unge, smukke Laura Palmer i den lille amerikanske by Twin Peaks ved foden af to bjergtinder, blev en af de mest sete tv-serier i 1990’erne, og seriens særlige 1950’er-stil skabte en modetrend. Efter to sæsoner stoppede serien men blev fulgt op med spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk with Me (Laura Palmers sidste dage).

I 2014 blev det annonceret at David Lynch ville lave en tredje sæson af tv-serien og i maj i år havde den premiere. I Danmark kan den nye sæson Twin Peaks: The Return ses på HBONordic.

Mark Frost, der skabte serien sammen med David Lynch, har nu skrevet bogen Den hemmelige historie om Twin Peaks, der giver læseren mulighed for at lege FBI-agent for en stund. Bogen er nemlig lavet som et FBI-dossier og indledes med et memorandum fra vicedirektøren i FBI til læseren, en hemmelig specialagent.

Vi bliver forelagt en masse materiale som har forbindelse til en efterforskning foretaget af specialagent Dale Cooper for ca. 25 år siden, af en række mord i og omkring Twin Peaks, først og fremmest mordet på den unge Laura Palmer. Materialet er blevet sikret på et gerningssted der stadig er under efterforskning, og vicedirektøren beder om at vi finder ud af, hvem der har samlet alt materialet – og det kan ikke gå hurtigt nok, for som sagt blev denne dossier fundet på et gerningssted.

Bogen er fyldt med avisudklip, hemmelige dokumenter, notater og billeder, som var det en rigtig sagsmappe, og jeg må sige, at jeg er vild med det. For alle os der elsker mysterier og altid har haft en hemmelig drøm om at blive detektiv, er dette her så sjovt at gennemgå. Så lav dig en kop damn good coffee, tag dig et stykke cherry pie og slip din indre snushane løs.

For at give dig en lille forsmag på den unikke måde bogen er bygget op, har jeg lavet en kort video. Musikken i baggrunden er naturligvis Angelo Badalamentis (bedste navn ever!) ikoniske introtema til tv-serien.

Den hemmelige historie om Twin Peaks udkom den 18. maj.

★★★★☆

Mette Sø: Sommergræs, vinterorm

Sommergræs, vinterorm er en sproglig overlegen og sanselig roman om sorg, uforløste følelser og angst for fremtiden.

Billi Kruse er i krise. Inden for en uges tid er hendes far død, kæresten er gået fra hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin bedste ven og papbror Mark, lukker – hvilket han har besluttet helt uden at nævne for hende. Alle hendes trygge holdepunker er pludselig forsvundet. Men Billi vil ikke være patetisk og dvæle i sin egen elendighed, derfor beslutter hun sig for at rejse (eller flygte) til et sted, hvor folk har det langt værre end hende.

”På køkkenbordet ved siden af vasken ligger de tre kuverter. De er forskellige i størrelser og kvaliteter, men de har én ting til fælles. Ale tre indeholder et jordskælv. Jeg rører ved dem. Kuverter har været hele mit liv. Nu ligger ruinerne af mit liv i tre kuverter.”

Første stop på Billis rejse er Finland, hvor hun vil besøge papiret for at høre hvordan det går, for hvis kuverterne har det dårligt pga. digitalisering, må papiret have det endnu værre. I Helsinki møder hun My, en pensioneret kvinde der har et hus i skoven tæt på papirfabrikken. My tilbyder Billi husly og bliver første skridt på vejen til at sætte sine egne problemer lidt i perspektiv.

I det kriseramt Grækenland er der stadig brug for kuverter til både folkeafstemninger og til bestikkelser – en såkaldt fakelaki, en lillekuvert med penge der skifter hænder for en ”tjeneste”. Men i landet hvor politikerne kun tager sig af sig selv og sine ved hjælp af bestikkelse og nepotisme, er det den hjertevarme Alexis, der ifølge ham selv organisere solidaritet i stedet for velgørenhed, der skubber Billi videre i hendes accept af tingenes tilstand.

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise kan ikke rangordnes. […] Kriser tager den tid, kriser tager.”

Sommergræs, vinterorm, slutter rejsen i Rumænien, hvor en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner er havnet i Bukarest. Her synes digitaliseringen at være et ukendt fremtidsfænomen, kuverten har det stadig godt. Henrettelsen af diktatoren Ceauşescu og hans hustru i 1989 fylder lidt vel meget i Billis refleksioner, det bliver næsten til en historietime midt i fortællingen, hvor Billis formål med besøget i Rumænien også er, at opsøge farens gamle veninde og tilbeder Petro, som hun skal fortælle om dødsfaldet.

Det er en spændende rejse vi kommer på sammen med Billi, der ligesom Mette Søs tidligere karakterer har et lidt spøjst erhverv eller i dette tilfælde en ikke helt almindelig passion for kuverter – som passioneret notesbognørd føler jeg mig dog aldeles godt tilpas i hendes selskab. Og det indre kaos som Billi kæmper med af sorg, angst og uforløste følelser, tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til. Det er en del af livet.

Tempoet er langsom, til trods for at Billi hele tiden bevæger sig fra et land til det næste, hvor hun går rundt i gaderne. Måske er det Billis indre tilstand der sænker tempoet, måske er det de små mærkelig fantasier og alle tilbageblikkene om hendes far og om Mark, eller måske er det alt det der foregår mellem linjerne. Men jeg tilgiver det til tider lidt træge tempo, for Mette Sø kan noget med sproget. Det er simpelthen en fornøjelse at læse hendes sanselige og lyriske sprog folde sig ud side efter side.

Sommergræs, vinterorm udkom den 28. april.

★★★★☆

Morten Sabroe: Love Me Do

Det er muligt at Love Me Do er ment som en kærlighedserklæring til forfatterens hustru, som udover ham selv, har den bærende rolle i bogen. Men der er for meget Morten Sabroe og for lidt Do Windfeldt – som er den interessante del af fortællingen.

Handling: Mens Morten Sabroe og hans hustru Do Windfeldt holder en uges ferie på det luksuriøse Bowery Hotel i New York, gør han sit livs fejltagelse: Han går alene ind i en elevator – ham der lider voldsomt af klaustrofobi. Og naturligvis vil skæbnen det, at den sætter sig fast. I fire en halv timer er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet ud, er han ikke længere den samme mand. Efter at have truet hotellet med et sagsanlæg for sin mands indespærring, forhandler Do sig til et tocifret millionbeløb, som hun ikke fortæller sin mand om. Men det er ikke det eneste hun ikke har fortalt sin mand. Med penge på bankbogen begynder hun en rejse, der fører hende tilbage til sin fortrængte fortid, hvor hun boede tre år i Californien – en tid hun ikke har fortalt nogen om.

”Pludselig standsede han, ramt af meningsløshed. Uden Do var verden tom. Alt hvad han elskede når hun var der, mistede betydning, når hun var væk. Han gjorde. Han kunne lige så godt træde ud foran en gul taxa og gøre en ende på det. Han stod på fortovet, det skar i hans hals. Hvor var hun? Hvorfor var hun rejst videre uden at sige det?”

Bogen kommer godt fra start, da Morten Sabroe ender alene i en elevator på Bowery Hotel. Beskrivelserne af klaustrofobien der overmander ham og driver ham til kanten af sindssyge, er medrivende. Men desværre bliver det efterfølgende knapt så interessant. Historien om den lidende forfatter der er afhængig af sin kone for at overleve, men som han alligevel godt ved, han ikke ”vander” nok – altså fortæller hvor højt han elsker og ikke bruger tid nok sammen med – bliver lidt for meget overflade uden egentlig substans.

Der bliver drukket utroligt meget alkohol side op og side ned hele vejen gennem bogen – jeg har da lært navnet på flere drinks, og at det åbenbart ikke er så problematisk at drikke mange af dem (selv morgenen). Og derudover sker der et par hændelser i løbet af fortællingen, som vi aldrig får svar på fx om den mystiske Mr. Petersen, som muligvis er Dos onkel, og som af ukendte årsager bringer fortiden frem i nutiden.

Det er først mod slutningen, at det endelig bliver interessant, når vi hører om Dos hemmelige fortid i Californien. Vi bliver taget tilbage til Venice Beach sommeren 1997. Begivenhederne er voldsomme, så voldsomme at Do har holdt dem skjult for alle – også sin mand, og visse ting har hun endda selv fortrængt. Her bliver jeg fanget af historien. En fejltagelse på hotellet efter en fordrukken nat, påvirker Do og i en anden retning end forventet. Hun beslutter sig for at vende tilbage til Californien for at stå ansigt til ansigt med fortiden, og ikke mindst med den mand som ændrede hendes fremtid.

Det er en lidt spøjst oplevelse at læse en bog, hvor forfatteren bruger sit eget navn og sin hustrus til at fortælle en historie som muligvis svæver mellem fiktion og virkelighed. Og selvom Love Me Do nok mest er ment som en kærlighedserklæring, synes jeg det mest af alt er en omgang navlepilleri – og en ret kedelig en af slagsen. De 49 sider om Dos hemmelig fortid er højdepunktet i hele fortællingen, men 49 sider i en bog på 336 sider, er simpelthen ikke nok til at hive mig op på tre stjerner.

Love Me Do udkommer i dag den 14. februar.

★★☆☆☆

Liane Moriarty: Vanvittig skyldig

Australske Liane Moriarty trækker suspensen i romanen Vanvittig skyldig, i en sådan grad at man næsten begynder at kede sig.

Handling: Sam og Clementine lever et skønt liv, om end et travlt liv. De har to små piger, Sam er lige begyndt på sit drømmejob og Clementine forbereder sig til den audition, som kan få afgørende betydning for hendes karriere som cellist. Erika er Clementines ældste ven. Et enkelt blik mellem dem kan gøre det ud for en hel samtale, og da Erika og hendes mand Olivier inviterer den med til en barbecue hos deres naboer, Tiffany og Vid, tøver Clementine og Sam da heller ikke; Tiffany og Vid er farverige personligheder, som vil være en velkommen tilføjelse til selskabet. Seks ansvarsbevidste voksne. Tre søde børn og en hund. Hvad skulle der dog kunne gå galt på sådan en almindelig søndag eftermiddag?

”Men det virkelig ironiske var, at Erika nu tilsyneladende også havde den samme politik med ikke at dele noget vigtigt. Hun havde holdt på denne kæmpemæssige hemmelighed de sidste to år, og Clementines første reaktion havde været at føle sig såret over afsløringen.”

Fra første side får vi at vide, at der i løbet af barbecuen hos Tiffany og Vid, skete noget voldsomt og uventet der her to måneder efter stadig ryster dem alle, og får Clementine og Sam til at spørge sig selv og hinanden, om og om igen: ”Hvad nu, hvis vi ikke var taget med?”.

Mens vi venter på at finde ud af hvad det var der skete, der er så frygteligt at skylden æder dem alle op, bliver der kradset i den blanke overflade hos dem alle og vi får små fortællinger om dem hver især. Den smukke Tiffanys usikkerhed og Vids store kærlighed til hende trods hendes lidt blakkede fortid. Erika og Olivers kamp med barnløshed samt Erikas tossede hoarder-mor (har en sygelig samlermani). Clementine og Sams ægteskab som langsomt nedbrydes, og deres individuelle tvivl på egne evner. Og så er der Erika og Clementines livslang venskab som sættes på en alvorlig prøve.

Liane Moriarty skriver i et let og dejligt flydende sprog, der gør hendes bøger nemme at læse. Hun er kendt for at være god til at benytte sig af suspense og give handlingen en uventet drejning, men i Vanvittig skyldig trækker hun det i langdrag. Vi skal næsten 300 sider ind i bogen inden den første afsløring sker, og det er simpelthen for lang tid at vente – også selv om der kommer masser af kød på karaktererne. Jeg måtte kæmpe mig igennem bogen, og nåede kun i mål fordi jeg er kan være temmelig stædig. Men det holdt hårdt, og det var ikke helt det hele værd.

Vanvittig skyldig udkom den 28. december 2016.

★★★☆☆

RELATEREDE LINKS
Jeg har tidligere anmeldt to af Liane Moriartys andre romener, dem finder dem her:

Hypnotisørens kærlighed
Min mands hemmelighed