Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Copenhagen Crime – ny bogmesse for krimifans

I den kommende weekend slår bogmessen Copenhagen Crime dørene op for første gang. Krimifestivalen finder sted i Østerbrohuset, hvor der vil være fem scene og besøg af forfattere, retsmedicinere, politifolk og mange andre fra både fiktionens og virkelighedens krimiscene.

Jeg interviewer Leonora Christina Skov om hendes roman Hvor intet bryder vindenBlå scene lørdag d. 11. juni kl. 13.20 – kig endelig forbi.

Cph Crime

Du kan blandt andet finde det trykte program for Copenhagen Crime på biblioteket. Foto: Mette Camilla Melgaard

Du kan finde hele weekendens program på Copenhagen Crime. Læs mit interview med Leonora Christina Skov i artikelserien om Forfatterens skrivebord samt min anmeldelse af hendes roman Hvor intet bryder vinden.

 

Diverse forfattere: Over grænsen

Over grænsenOver grænsen er en novellesamling med syv krimier skrevet af nogle af Danmarks mest populære krimiforfattere. Overskuddet fra bogen går til Red Barnets arbejde for syriske flygtningebørn og deres skolegang.

Forfatterne Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Eva Maria Fredensborg, Lotte & Søren Hammer, A.J. Kazinski, Jakob Melander og Jesper Stein, giver hvert deres bud på en kriminovelle, og i langt de fleste tilfælde lykkedes det fint. At mestre novellegenren er svært og det er måske endnu mere svært, når der samtidig skal være et krimiplot der både bliver slået an og løst på få sider.

Hævn er det gennemgående tema i fire af novellerne, hvor af især den første fortælling Sprækken af Jussi Adler-Olsen har bidt sig fast i mig. Den er modbydelig på flere plan – selve mordet, baggrunden for mordet og ikke mindst fordi man faktisk fatter sympati for morderen. Det er en helt igennem ondskabsfuld historie som jeg stadig ikke kan ryste af mig.

”Der tager du fejl, sagde hun og kiggede på ham og forsøgte at holde hans blik […] Hun troede ikke sit eget mod, da hun lænede sig frem og hviskede ind i hans øre: Det bliver mig, der slår dig ihjel, Allan.” (fra Vandrende skygger af Elsebeth Egholm)

Sympati får man også for morderen i Elsebeth Egholms historie Vandrende skygger. Men hvor Sprækken er ondskabsfuld er Egholms novelle næsten hyggelig på en Arsenik og gamle kniplinger-agtig måde.

I Lotte & Søren Hammers fortælling Den blå ged, er hævn også omdrejningspunktet for plottet, men her sker der ikke noget drab, hvilket heller ikke er tilfældet i A.J. Kazinskis novelle Bentzon på broen, som efter min mening er den svageste af de syv historier.

Med novellen Gudinden, tager Jesper Stein os med ind i sit velkendte univers med Axel Steen i hovedrollen, dog befinder vi os denne gang i tiden før vi lærte Axel at kende i romanen Uro. En mildere udgave af Axel bor med kæresten Cecilie og deres 1-årige datter Emma på Nørrebro. Han sendes ud til et formodet selvmord på Amager, hvor en 32-årig kvinde har taget sit eget liv i garagen med gassen fra den tændte bil. Tilbage står hendes mand og deres 4-årige søn, som hurtigt kommer under huden på Axel. Og Axel bliver mere og mere overbevist om, at kvinden er blevet dræbt.

Det er syv hurtigt og let læste historier som passer udmærket til solvognen med en kold drik indenfor rækkevidde. Som sagt er det svært at mestre novellegenren, og trods et par enkelte undtagelser bliver det aldrig rigtigt spændende.

Over grænsen udkom den 1. juni.

★★★☆☆

Forfatterens skrivebord – Morten Pape

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er ren nostalgi, da jeg en mandag morgen i april mødes med Morten Pape hos Nordisk Film i Valby. Som gammel filmanmelder har jeg været der mange gange for at se film inden de sendes ud til biograferne. Stedet emmer af historier om store og små stjerner, og giver en helt særlig stemning for to filmnørder som Pape og Melgaard. Første stop er kantinen, hvor vi forsyner os med kaffe og derefter går vi en lille tur rundt blandt de karakteristiske røde bygninger hos verdens ældste filmselskab – faktisk har Morten Pape været guide på rundvisninger for både turister og skoleklasser, så han ved stort set alt om stedet. Han har stadig sin daglig gang på Nordisk Film, hvor han er manuskriptforfatterelev på filmskolen Super 16 og er derudover en del af Nordisk Film / SPRING, hvor han i øjeblikket sidder og udvikler på en tv-serie.

Morten Pape foran skrivehytten "Håb" på Nordisk Film. Foto: Mette Camilla Melgaard

Morten Pape foran skrivehytten “Håb” på Nordisk Film. Foto: Mette Camilla Melgaard

At film har så stort en plads i Morten Papes liv er lidt sjovt, for historien om drengen fra Amager, der fra den ene dag til den anden skriver en bog om sit knapt så rosenrøde liv i ”ghettoen” og bliver en succesfuld forfatter, er som taget ud af en feelgood Hollywoodfilm. Derfor kan jeg da heller ikke lade være med at spørge Morten Pape, hvad han siger til selv at skrive manuskriptet til filmatiseringen af Planen.

”Jeg har virkelig tænk på det, efter jeg fik en henvendelse fra en producer. Men det bliver ikke mig der skal gøre det, ikke lige nu i hvert fald. Jeg er så, undskyld mig, røv træt af mig selv lige nu, så det gider jeg simpelthen ikke”, siger Morten Pape med en grin.

Inden vi går over mod hans midlertidige kontor i et gammel klipperum, stopper vi foran en af de små skrivehytter, som er placeret i et hjørne af området. De tre forreste hytter er opkaldt efter Bille Augusts fremragende film Tro, håb og kærlighed (1984), og meget passende var det i hytten Håb at Morten Pape færdiggjorde hans debutroman Planen.

Det er blot et år siden at han sad og tastede løs og man må sige, at det er gået hurtigt. Morten Pape havde ikke skrevet noget særligt, da han så at Politiken søgte efter nogle ukendte skribenter til at skrive noget autofiktion til en kronik i avisen.

”Jeg havde lige læst de to første bøger af Karl Ove Knausgård, og det var det vildeste jeg nogensinde havde læst og så satte jeg mig ned og skrev en kort tekst, som var en slags rødhætte-fortælling”, fortæller Morten Pape.

I fortællingen går han fra sit hjem i Urbanplanen efter at hans deprimerede og sofalagte mor har bedt ham om at hente nogle cigaretter. På vej fra centeret møder han først nogle typer der intimiderer ham og i blokken overfor hvor han bor, ser han sin far igennem vinduet siddende med sin nye familie. Han beskriver hvilke følelser det vækker i ham og hvad han har lyst til at gøre ved sin far.

”Jeg sendte teksten ind og den blev godkendt og trykt i avisen i september 2014. En uge-10 dage senere havde det tredje og næststørste forlag i Danmark skrevet til mig og spurgt om jeg ville komme til kaffe”, fortæller Morten Pape.

METHOD WRITING
Efter at have sendt en kort tekst til forlaget efter det første kaffemøde, lå der en forlagskontrakt til møde nummer to. Og så skulle der skrives. Han lånte en lejlighed i Urbanplanen og flyttede ind i det miljø han ville skrive om.

”Jeg havde ikke nogen erfaring med at skrive og nu skulle jeg skrive en bog. Jeg ville ikke have, at der skulle komme noget i vejen for det. Der måtte ikke være nogle undskyldninger eller forhindringer, så jeg tog ligesom alle forbehold og kastede alt over bord og satsede hele butikken på en eller anden form for method writing”, fortæller Morten Pape.

Han forlod kæresten og flyttede alene ind i en 100 kvm stor lejlighed med blot en seng, en stor opslagstavle og hans oldefars skrivebord. For at skabe en intim atmosfære pyntede han skrivebordet og den store opslagstavle med forskellige ting som gamle klassebilleder, et gammelt kærestebrev og en Oscar-statuette som han fik af sin mormor til sin konfirmation, hvor der står ”Årets konfirmant” (ja, med t.). En masse ting fyldt med minder – deriblandt skriblerier fra ungdomsårene i form af en dagbog og ikke mindst en rimmappe, som han skrev rigtigt meget i som teenager ”da jeg var en vred, hashrygende ung mand”.

”Det var faktisk ret fedt at kigge i den for at komme tilbage i stemningen fra dengang og genopdage hvem jeg var. Men det var også pinefuldt, for meget af det var forfærdeligt dårligt skrevet”, siger Morten Pape og griner.

Ved skrivebordet her startede Morten Pape arbejdet med debutromanen "Planen". Foto: Morten Pape

Ved skrivebordet her startede Morten Pape arbejdet med debutromanen “Planen”. Foto: Morten Pape

Med de mange minder omkring sig blev skrivebordet næsten som et lille alter, og det var med til at sætte ham i den rette stemning. Derefter satte Morten Pape sig selv en deadline. Han vidste at han kunne være i lejligheden i otte uger, så hvis han skrev fem sider om dagen, ville han sidde med et færdigt manuskript på knap 300 sider to måneder senere.

Hele skellet til historien havde han nøje skrevet ned på indekskort og sat op på tavlen foran sig, inden han gik i gang med selve skrivearbejdet. Han brugte med andre ord teknikken som manuskriptforfattere bruger når de skal skrive en film, for at skabe strukturen i historien. Han havde inddelt sin livsfortælling i otte sekvenser, som man gør i spillefilm. Der var et anslag, et første vendepunkt (forældres skilsmisse), et midtpunkt (morens indlæggelse) og så videre. Men da de otte uger var gået, havde han godt nok skrevet 300 sider, men han var kun nået halvvejs i historien på tavlen.

”Det var noget rigtigt lort. Så holdt jeg en måneds pause, for jeg var ved at blive sindssyg og stresset, og jeg synes det var noget lort jeg havde skrevet. Så jeg brugte en måned på at genoplade og forsøgte bare at finde ro”, siger Morten Pape.

Efter en måned hvor Morten Pape ikke så på det han havde skrevet, fik han mulighed for at låne en skrivehytte på Nordisk Film, og pludselige væltede det bare ud af ham.

”Skriveprocessen i hytten var meget bedre end uden i Urbanplanen. Set i bakspejlet, var det fuldkommen hul i hovedet at leve og arbejde derude alene i en stort set tom lejlighed. Ekkoet fra tasteslagene var forfærdelig. Det gav naturligvis noget at komme tilbage til området og sanse det hele, men det var for meget”, fortæller Morten Pape.

PlanenEN ÆRLIG FORTÆLLING
Planen er helt igennem selvbiografisk og når man blotter sig så meget omkring sit eget (og til dels andres) liv, er muligheden for at såre mennesker omkring sig når det bliver udgivet, i den grad til stede. Det vidste Morten Pape, men han ville ikke sætte begrænsninger for sig selv under skrivearbejdet.

”Det fedeste ved hele processen var at jeg var fuldstændig lige glad med andre. Hele min barndom har været et langt gruppepres. Men da jeg skrev, havde jeg ingen omtanke for andres følelser overhovedet, og det føltes bare så godt. Men det var også nødvendigt. Jeg kunne ikke censurere mig selv. Jeg gjorde det i et enkelt tilfælde i redigeringsfasen, hvor min familie fik manuskriptet som de første og sagde; ”vi tror altså at ham der bliver ked af det, hvis du kalder ham det”, og så droppede jeg det, for det var en unødvendig detalje. Men ellers har den bare fået fuld hammer. Jeg har ikke haft omtanke for nogen som helst – heller ikke mig selv. Jeg ville dykke ned i noget der var ærligt. Så jeg har sagt min helt klare og ærlige mening om alle jeg stort set nogensinde har mødt”, siger Morten Pape og griner.

Selv om langt de fleste i bogen hedder noget andet end i virkeligheden kan folk, ifølge Morten Pape selv, uden tvivl genkende sig selv. Egentlig havde han også givet dæknavne til sin mor, søster og bror, men da de læste manuskriptet syntes de at det var mærkeligt, at de hed noget andet i bogen, så Morten Pape spurgte dem om det var okay at bruge deres rigtige navne. Det sagde de ja til og sådan blev det.

Reaktionerne på Planen blev overvældende og bare fire dage efter bogen udkom modtog Morten Pape Debutantprisen på BogForum i Bella Centret. Men alt den ligegyldighed han havde haft med andres følelser undervejs i skriveprocessen, forsvandt lige før klokken ringede ind.

”På dagen for min reception, sådan cirka 5 minutter før jeg skulle ned i Boghallen, hvor folk ventede, kiggede jeg på min redaktør Helle (Stavnem, red.) og spurgte; ”Hvad er det jeg har gjort?””, fortæller Morten Pape.

Folk tæt på Morten Pape har reageret på forskellige måder. Der er dem der forholder sig fuldkommen tavst, som typisk er nogen i familien, der ikke ved, hvordan de skal håndtere det, hvilket han godt forstår, og fortæller at det altid er lidt akavet, hvis hans bog bliver bragt op til en fødselsdag eller anden familiesammenkomst. Men der er også nogle få som, uden rigtigt at sige noget, bare har cuttet forbindelsen til ham.

”Og så er der dem som ikke har læst bogen, men blot har hørt noget fra nogen, som har hørt noget fra nogle andre, som er lidt vrede – men det er også bare noget jeg har hørt fra nogle, som har hørt det fra nogle andre,” griner Morten Pape.

Det er da også blevet til en enkel trussel, men ellers modtager han mest af alt ros – ifølge ham selv, forbavsende meget ros.

”Jeg får dagligt mails fra folk som har læst bogen og bare skriver de sødeste ting til mig. Jeg modtager så meget kærlighed fra fremmede mennesker, hvilket er en meget speciel ting og meget underligt, men på en god måde. Det får mig til at smile og gør mig glad og stolt”, siger Morten Pape.

Morten Pape bruger en A4 notesbog til at skrive tanker og idéer ned i. Foto: Mette Camilla Melgaard

Morten Pape bruger en notesbog i A4 format til at skrive sine tanker og idéer ned i. Foto: Mette Camilla Melgaard

SUCCES OG HVAD SÅ
Morten Pape er endnu ikke fyldt 30 år så det ligger ikke fjernt at tænke, at det er meget ungt at skrive en selvbiografisk roman – mange venter til de er på den anden side af 50 år. Morten Pape fortæller at han altid har haft lyst til at skrive om det han oplevede i sin opvækst. Skrive om miljøet og sig selv som et produkt af det miljø. Men han indrømmer, at han troede det først ville ske om 10 år, for det har hele tiden været hans plan at etablere sig som manuskriptforfatter og lave film, og så ”lave en ”Kim Fupz” og skrive nogle bøger ved siden af”. Om det er en fordel eller ulempe at rækkefølgen blev omvendt vil tiden vise, men jeg tror nu ikke der er mange ulemper ved at have skabt sig et navn allerede ved den første romanudgivelse.

Det er nu heller ikke det Morten Pape bruger tid på at tænke over. Derimod har han været nervøs for at fylde siderne med sin egen historien som det første, og så ikke have mere i sig til endnu en roman.

”Jeg har været nervøs for at det var for ungt at udtømme alt mit eget og så måske være tom bagefter. Men så læste jeg Kim Leines Kalak (2007), som er hans første roman og som også er en selvbiografi. Og jeg hørte et interview med ham, hvor han fortalte at det var et privilegie for ham, at kunne starte med hans egen fortælling, fordi det var den mest presserende for ham at få ud. Så jeg tror, jeg føler mig lidt som ham, at jeg har skrevet mig ren, men ikke skrevet mig tom”, forklarer Morten Pape.

Tankerne omkring den næste bog er så småt begyndt at rumstere i hovedet på Morten Pape, som hurtigt sige, at den ikke kommer til at handle om ham selv, men om nogle han kendte, dog lavet om til fiktion. Han er desuden udmærket klar over, at med sin hurtige succes følger et kæmpe pres.

”Alle venter jo egentlig på at jeg skal fejle, fordi den første var så stor en succes. Men jeg bliver nødt til at tro på, at næste bog kan blive lige så god, hvis ikke bedre. Og jeg ved også allerede hvad den tredje roman skal handle om og den blive vildt”, fortæller Morten Pape entusiastisk.

Vi skal dog ikke forvente at der kommer en ny roman fra Morten Pape i år, og om det bliver i 2017 vil han ikke love noget om. Det seneste år har kørt derudaf med 180 km/t og efter at have sagt ja til stort set alle arrangementer, foredrag, bogmesser og interviews, er der ikke noget at sige til, hvis Morten Pape har brug for lidt ro.

”Det har været en slags selvtillidsmaskine, som jeg aldrig før har haft og jeg har næsten en slags tømmermænd ovenpå det hele, så jeg skal lige lande. Men så er det back-to-business med den næste roman og med den tv-serie jeg sidder og udvikler på. Det er tilbage i mørket og ensomheden. Det er tilbage med arbejdshandskerne på og det har jeg også brug for, kan jeg mærke”, siger Morten Pape.

Hvad enten det bliver en ny roman, en tv-serie eller en film vi næste gang ser fra Morten Papes hånd, er jeg sikker på at vi er mange der venter med spænding.

Fakta
Morten Pape (f. 1986)
Manuskriptforfatterelev på filmskolen Super 16 samt tilknyttet Nordisk Film / SPRING. Debuterede med romanen Planen i 2015, som han blev tildelt Debutantprisen for.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen

Liane Moriarty: Min mands hemmelighed

Min mands hemmelighedMin mands hemmelighed, er en roman om hemmeligheder, moralske dilemmaer og om, at karma kan komme tilbage og bide en i rumpen.

Handling: Cecilia er kvinde extraordinaire. Hengiven hustru, mor til tre døtre, super Tupperware-sælger og formand for skolebestyrelsen. En dag opdager hun et skjult brev skrevet af hendes mand til hende i tilfældet af hans død. Brevet vender op og ned på hendes liv – ikke mindst da hun læser det og konfronterer sin mand med indholdet. Tess driver et fremgangsrigt reklamebureau sammen med sin mand Will og hendes kusine og bedste veninden Felicity. En dag meddeler Will og Felicity, at de har forelsket sig i hinanden. Tess tager sønnen Liam med sig til Sidney for at besøge sin mor og komme sig over chokket, men da hun møder en gammel kæreste, står hun i et moralsk dilemma. Rachel er enke, sekretær på den lokale St. Angelas skole og lider stadig af tabet af sin myrdede datter Janie 28 år tidligere. Rachel lever for sin søn og ikke mindst sit barnebarn Jacob, men nu er svigerdatteren blevet tilbudt job i New York og den lille familie gør klar til at forlade Australien og efterlade Rachel alene med dæmonerne om datterens morder, som aldrig blev fundet, men som Rachel mener at vide hvem er.

”Ingen af os kender alle de drejninger, vores liv kunne, og måske burde, have taget. Det er sikkert godt. Nogle hemmeligheder har bedst af at forblive hemmelige for altid. Spørg bare Pandora.”

Australske Liane Moriarty skriver i Min mands hemmelighed om helt almindelige mennesker, der kunne være dine venner og naboer – høflige, almindelige mennesker med dagligdagsproblemer og neuroser, som de fleste af os kan nikke genkendende til. Men udover at skrive fængende, har hun denne gang tilføjet en snert af krimi i form af et uopklaret mord.

Cecilia med sit pæne og ordentlige liv med døtrene og drømmemanden John-Paul, ønsker sig nogle gange noget mere af livet: ”Hun længtes efter at føle noget stort. Nogle gange virkede hendes liv så småt. Ønskede hun endda at noget katastrofalt skulle ske? […] Bare for at hun kunne sætte pris på sit almindelige liv?” Men man skal passe på, hvad man ønsker sig, for det kan blive mere uoverskueligt og langt mere grusomt end man kan forestille sig.

De tre kvinder Cecilia, Tess og Rachel krydser hinandens liv i forskellige grader. Vi får en virkelig fin og nuanceret, ja næsten bevægende fortælling om, hvor meget man vil gøre for kærlighed. Hvordan en hastig beslutning kan ændre alt, og hvor ødelæggende en misforståelse kan være. Det er medrivende – siderne flyver af sted og så tager plottet en meget uventet drejning, der næsten giver åndenød.

Min mands hemmelighed udkom i 2014.

★★★★☆

 
Læs også min anmeldelse af Liane Moriartys roman Hypnotisørens kærlighed

Jean-Paul Didierlaurent: Læserne i morgentoget

Læserne i morgentogetLæserne i morgentoget er en fin lille historie om ordenes magt, der efterlader et smil på læben.

Handling: Hver dag kl. 6.27 tager Guylain Vignolles toget til et job han hader. Han arbejder på en bogmakuleringsfabrik, hvor han dagligt ødelægger det han elsker mest af alt. Bøger. Nogle dage lykkes det ham at redde enkelte sider ud af det store makuleringsmonster han kalder ”Tingen”. Disse sider, fra alle mulige forskellige bøger, læser han højt hver morgen i toget. En dag finder han et usb-stik ved det klapsæde i toget, han dagligt sidder på. Stikket viser sig at indeholde en ung kvindes dagbog, og det åbner en ny verden for Guylain.

”Guylain læste teksten tre gang til trods for trætheden, der sved i hans øjne. Og hver gang vandrede han ved siden af denne tællende kvinde med samme begejstring. […] Til midt på natten lå han og læste tooghalvfjerds tekster, en efter en, med jublende forslugenhed.”

Når man er ivrig læser og ordnørd, kan man ikke undgå at blive varm om hjertet af en bog der handler om kærligheden til at læse, og om hvordan ord påvirker os. Læserne på morgentoget er på blot 168 sider (med andre ord, perfekt til bus- eller togturen til og fra arbejde eller skole), alligevel formår forfatteren at give os nogle skæve og charmerende karaktere på de få sider.

Jeg bliver betaget af Guylain, hvis liv udover jobbet han hader, kun bruges på at fodre guldfisken Rouget de Lisle, læse op i toget og besøge sin ensomme ven Giuseppe, tidligere chefoperatør på fabrikken. Giuseppe mistede begge sine ben i monstermaskinen ”Tingen” og har efterfølgende viet sit liv til at opspore alle de kopier han kan finde af bogen Haver og køkkenhaver før i tiden – en bog trykt på genbrugspapir, der indeholder resterne af hans mistede ben. Det virker lidt skørt, men det er faktisk meget rørende.

Kvinden Julie, hvis dagbog Guylain finder, skriver om de små og store (dem er der ikke rigtigt nogen af) oplevelser i hendes liv. Hun er ”tissekone” på et offentligt toilet i et shoppingcenter, hvor hun tørre toiletsæder, skrubber gulv og fylder papir i båsene, mens hun drømmer om at finde prinsen på den hvide hest – eller i en Audi. At læse hendes hverdagsskriverier er en kærkommen afstikker i Guylains trivielle hverdag og giver ham håb om et andet liv.

Trods det lidt grå og kedelige udgangspunkt med pendlerliv og trist blind-gyde-job, er det en fortælling der aldrig mister sin evne til at fortrylle. Den gør det ikke med sprælske effekter og fantasifulde eventyr, men ved at finde det magiske i det daglige.

Læserne i morgentoget udkom den 25. april.

★★★★☆

Forfatterens skrivebord – Manu Sareen

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Manu Sareen ved sit spisebord, hvor mange af hans bøger om Iqbal Farooq er blevet til. Foto: Mette Camilla Melgaard

Manu Sareen ved sit spisebord, hvor mange af hans bøger om Iqbal Farooq er blevet til. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er næsten 10 år siden Manu Sareen og jeg mødte hinanden første gang. Dengang sad han i Københavns Borgerrepræsentation og var året inden debuteret som forfatter med bogen Iqbal Farooq og den sorte pjerrot, en humoristisk børnebog om den 13-årige dreng Iqbal, som bor med sin indisk-danske familie på indre Nørrebro i København. Det var politikeren Manu Sareen jeg mødte som journalist, men forfatteren Manu Sareen, jeg efterfølgende faldt i snak med om de hovedbrud han havde med den anden bog i Iqbal-serien, som han dengang var i gang med at skrive.

Siden da har Manu Sareen drønet af sted med hundrede kilometer i timen, i blot som populær børnebogsforfatter men endnu mere som politiker og sidenhen minister for Det Radikale Venstre. Og selvom han sidste år officielt vinkede farvel til livet som politiker, er der stadig fuld fart over Manu Sareen. Det opdager jeg hurtigt, den dag vi mødes hjemme hos ham på Frederiksberg. Han har nemlig allerede holdt et møde og har endnu et på dagens program efter vores snak. Samtidig er han netop begyndt at skrive på den niende bog i den populære serie om Iqbal Farooq, som han har vundet flere børnebogspriser for.

”Jeg skriver, når jeg har lyst. I går havde jeg helt vildt lyst og det har jeg også i dag, så jeg glæder mig til at komme i gang i aften”, fortæller Manu Sareen.

Manu Sareen er ikke fuldtidsforfatter og har ikke ambitioner eller drømme om at blive det. Forfatteriet er et hyggeprojekt, som han siger, og han har ingen skrupler ved at lukke det ned, hvis han ikke kan finde på noget at skrive eller ikke har lyst til at skrive.

”Jeg har aldrig set mig selv som forfatter, så hvis ikke jeg kan skrive, jamen så lukker jeg det ned. Det har jeg ingen problemer med. Det er i den grad lystbetonet, og hvis ikke der er noget at skrive, så er der ikke noget. Længere er den ikke. Jeg kan ikke tvinge mig selv til at skrive et eller andet og jeg gider heller ikke”, siger Manu Sareen.

I perioden hvor han var minister, var lysten til at skrive der stadig, men fritid var der af åbenlyse årsager ikke meget af. Alligevel lykkedes det ham at få skrevet endnu en Iqbal-bog i de sene nattetimer. Men selv om han selv siger, at han er udpræget B-menneske, og gennem årene med tre larmende småbørn, har lært at sætte pris på at arbejde i nattens ro, var det hårdt arbejde.

”For at være helt ærligt. Det var et helvede at skrive en Iqbal-bog mens jeg var minister. Det var så besværligt og ikke særligt fedt. For hvis du skal være kreativ, skal du ned og have fat i en nerve på en eller anden måde, og du skal have tid til det og fordybelse. Det kræver også at det kommer til dig, og det gjorde det bare ikke på samme måde som normalt”, fortæller Manu Sareen.

Selvom han stadig er en meget travl mand med mange projekter i støbeskeen, er der alligevel kommet en anden form for ro, der gør det nemmere at skrive og giver mere lyst til at skrive, og Manu Sareen er da heller ikke i tvivl om, at han kommer til at skrive meget bedre bøger nu end i tiden som toppolitiker.

Det er blevet til foreløbig otte bøger i Manu Sareens serie om Iqbal Farooq.

Det er blevet til foreløbig otte bøger i Manu Sareens serie om Iqbal Farooq.

Atypisk arbejdsmetode
Bøgerne om Iqbal Farooq er blevet til næsten over alt i verden. For Manu Sareen kan skrive hvor som helst. Han har både siddet i cockpittet på et fly på vej til Thailand, på den lokale café nede om hjørnet og derhjemme, hvor der oftest skrives fra sofaen eller ved spisebordet og altid i selskab af Mozarts musik.

”Det eneste skriveritual jeg har er, at jeg altid hører Mozart. Alle mine bøger er skrevet til Mozart uden undtagelser. Da mine børn var små larmede de som ind i helvede, så der eksperimenterede jeg med musik i høretelefone,r og det eneste musik som ikke generede mig var Mozart, så det har jeg holdt ved”, siger Manu Sareen.

Børnebøger er sjældent research-tunge og Manu Sareen fortæller da også med et smil, at hans ”research” sker når han er hos frisøren, hvor han lytter til araberdrengene snakke med hinanden. Der fanger han detaljer i deres måde at tale sammen, og noterer ned. Han bøger om Iqbal Farooq er kendt for at være rigtig sjove, men de berører samtidig mange samfundsrelevante problematikker – selv om det måske ikke er alle der altid bemærker det. Sådan bliver det også i den kommende bog, som Manu Sareen netop at begyndt at skrive på. Hvert kapitel i hans bøger er næsten altid bygget op omkring noget sjovt, som så hænger sammen med noget mere alvorligt. Og denne gang er ingen undtagelse. Muhammad vil gerne være ”rigtig” dansker, og det var en sætning hørt fra en eller anden på en helt almindelig hverdag, fik bolden til at rulle.

”Når folk siger alt muligt åndsvagt, så skriver jeg det ned. Fx var der en, der på et tidspunkt havde nævnt, at de har en albinokanin der hedder Johnny. Det synes jeg bare er pisse sjovt. Så det har jeg faktisk brugt i et kapitel. Muhammad vil gerne være rigtig dansker, derfor har han afbleget sit hår så det er helt hvidt og går rundt i sejlersko, og der er en der siger til ham, at han ligner en albinokanin”, fortæller Manu Sareen.

Der er ikke meget der er på plads, når Manu Sareen sætter sig til at skrive en ny bog. Der er måske en overordnet idé, men alt andet kommer først, når han sætter sig foran computeren. Han bruger den samme recept til alle sine Iqbal-bøger, og siger selv at han nok skiller sig ret meget ud fra andre forfattere.

”Når jeg sætter mig ned ved computeren ved jeg ingenting. Det eneste jeg ved er, at der skal være 13 kapitler og de skal ca. fylde så og så meget. Der var 13 kapitler i den første bog og det har jeg bare holdt ved siden. Det bliver også altid mere eller mindre samme sideantal. Faktisk så havde jeg det på et tidspunkt sådan, at når jeg nåede til et vis antal anslag, så satte jeg et punktum lige meget hvad og så var bogen færdig”, griner Manu Sareen.

Han skriver et kapitel af gangen, så i teorien kan Manu Sareen skrive en Iqbal-bog på 13 dage, han indskyder da også, at han ofte har skrevet en bog i løbet af en sommerferie. Når han har skrevet et kapitel færdigt, bliver det sendt til hans faste tegner Lars-Ole Nejstgaard med besked om, hvilken scene han gerne vil have tegnet, og når alle 13 kapitler har fået illustrationer bliver det sendt til forlaget.

”Og så ser jeg det faktisk først igen, når bogen er udkommet. Men jeg læser den ikke. Når jeg har skrevet de 13 kapitler går jeg tilbage og læser og tilføjer. Man kan altid tilføje noget, men man er også nødt til at slippe det på et tidspunkt. Og så er jeg færdig, og så gider jeg ikke se det igen. Så må forlaget sætte kommaer og sådan noget”, fortæller Manu Sareen.

Manu Sareen sammen med skuespillerne fra filmen Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift. Foto: Per Arnesen, Nordisk Film

Manu Sareen sammen med skuespillerne fra filmen Iqbal & den hemmelige opskrift. Foto: Per Arnesen, Nordisk Film

Filmatisering
I december sidste år fik den første film baseret på Manu Sareens bøger præmiere i landets biografer. Iqbal & den hemmelig opskrift er baseret på bogen Iqbal Farooq og den sorte pjerrot. Manuskriptet stod Renée Toft Simonsen for, og jeg kan ikke lade være med at spørge, om Manu Sareen ikke selv havde lyst til at prøve kræfter med det. Svaret kommer hurtigt ”Nej. Renée er sindssyg dygtig til det, og jeg har ikke forstand på det.” Filmen var et andet univers end det han selv forestiller sig, når han skriver bøgerne, men det var han indstillet på fra starten.

”De har lavet deres eget og det er helt fint. Det eneste jeg var bange for, var om det blev en ”hvid film” og at historien mistede sin etniske nerve, men jeg synes de har bibeholdt meget af det, så det er helt klar godkendt fra min side. Det er sindssygt vildt at se, det blive til en film, og især når man er til præmieren. Det var meget rørende og noget af det største jeg har oplevet”, siger Manu Sareen.

De i forvejen utrolig populære bøger har fået endnu flere læsere efter filmen er kommet til. Det oplever Manu Sareen hele tiden, og han modtager næsten dagligt henvendelser fra folk der har læst bøgerne. Nogle fortæller endda, at de har været på ekskursion til Blågårds Plads for at opleve Iqbals verden. Til jul kan alle Iqbal-fans glæde sig til noget helt nyt. Manu Sareen arbejder nemlig på et Iqbal-brætspil til børn og barnlige sjæle.

”Man skal flytte rundt med biler, og der er kiosker og sådan noget. Så det bliver ret sjovt”, fortæller Manu Sareen.

Manu Sareen elsker at skrive til børn og unge. Foto: Mette Camilla Melgaard

Manu Sareen elsker at skrive bøger til børn og unge. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ingen bøger til Voksne
Når den niende bog om Iqbal Farooq er færdig, har Manu Sareen allerede idéen til den tiende bog, som muligvis også bliver den sidste i serien. Hvad der skal så skal ske vides ikke. Sidste år udkom han med selvbiografien Manu, skrevet i samarbejde med Niels Ditlev, hvilket får mig til at spørge, om han aldrig har overvejet at skrive romaner til voksne.

”Nej det har jeg ikke. Jeg elsker børn og har lyst til at skrive til børn. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en ungdomsbog om kærlighed, inspireret af Bjarne Reuter og film som Tro, håb og kærlighed, og jeg talte på et tidspunkt med Hassan Priesler om det. Jeg tror at vi kunne lave noget rigtigt godt sammen, men desværre måtte jeg droppe det, fordi jeg havde svært ved at finde tid til det. Måske en dag, men lige nu er det for langt at kigge frem. Jeg har haft så travlt de sidste mange år, så jeg prøver virkelig bare på at leve i nuet og tager en dag ad gangen”, siger Manu Sareen.

I marts måned meddelte Manu Sareen, at han skiftede fra De Radikale til Alternativet. Om han bliver opstilt som kandidat må tiden vise. Han vil gerne, men er lige nu blot glad for at være en del af et parti med gode, ærlige værdier og evnen til at tænke på nye måder.

Fakta
Manu Sareen (f. 1967)
Uddannet socialpædagog og konfliktmægler, tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Radikale Venstre) og forfatter til bl.a. otte børnebøger Iqbal Farooq og den sorte pjerrot (2006), Iqbal Farooq og kronjuvelerne (2007), Iqbal Farooq og den indiske superchip (2009) Iqbal Farooq og julesvineriet (2009), Iqbal Farooq på Bornholm (2011), Iqbal Farooq og den jyske forbandelse (2012), Iqbal Farooq og jagten på den lille havfrue (2013) og Iqbal Farooq i Indien (2015).

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander

Morten Brask: Ofrene

OfreneOfrene er en barsk og ubehagelig fortælling om konsekvenserne af en voldtægt. Hvordan ugerningen ikke kun påvirker den udsatte men også hendes kæreste.

Handling: En sommernat bliver en ung jurist overfaldet og voldtaget i indre København. Hun formår at komme hjem til sin kæreste bagefter og sammen anmelder de forbrydelsen. Igennem kærestens øjne følger vi kvindens vej gennem retssystemet fra modtagelsen i voldtægtscentret til dagen i Københavns byret, hvor sagen skal for en dommer. Vi følger dem timer efter og måneder før, og ser hvordan alting ændres?

”Jeg fik denne fornemmelse af at der var sket et lille skred, og at tingene ikke helt var som før. […] Det er den fornemmelse man kan få en dag man går i en gade man kender, og pludselig er der noget der får en til at standse. Man vender sig om, og man ved ikke rigtigt hvorfor man vender sig […] og man tænker at noget er forandret.”

Vi er med i timerne inden voldtægten. Det unavngivne kærestepar kører hjem sammen fredag efter arbejde. Han har købt ind til en hyggeaften hjemme, men hun har planer om at spise ude med veninden, noget han ikke kan huske hun har nævnt. Der springes til en time efter voldtægten. Hun er kommet hjem. Fuld. Chokeret. Endnu et par timer og vi er med på hospitalets voldtægtscenter. Hele tiden helt tæt på. Det er voldsomt ubehageligt, som en bilulykke man ikke vil se på, men ikke kan vende hovedet fra.

Det er så forfærdeligt det hele. Han forsøger at bearbejde hændelsen ved at fjerne sig fra hende, selv om hun har brug for ham tæt på. Og det er så synd for hende. Og for ham. Men så sker der et skifte i fortællingen. Vi springer tilbage i tiden. Syv måneder før voldtægten. Deres første møde. Spirende kærlighed. Fem måneder før. Et nærmere kig på deres forhold. Og pludselig føler jeg, at forfatteren begynder at manipulerer med mig. For jo mere jeg høre om tiden inden voldtægten og kvinden, jo mindre synes jeg om hende. Det er tydeligt, at forfatterens sympati ligger hos kæresten og ikke hos den voldtagne kvinde, som fremstilles både lunefuld og uligevægtig.

Jo tættere på afslutningen jeg kommer, jo mere sidder jeg med en følelse af at have misset noget. For lige så fanget jeg var af historien fra start, lige så tabt føler jeg mig mod slutningen. Vi er med i byretten og høre gerningsmandens side af historien og derefter kvindens. Det er ord mod ord. Kæresten føler et naturligt had mod manden, der har forgrebet sig på hans elskede, og alligevel ser han ikke længere på sin kæreste med samme øjne som før. Jeg er selv i tvivl, for forfatteren har sået tvivl om kvindens sandfærdighed. Mellem linjerne har han svagt antydet, at hun måske ikke er så uskyldig, som jeg ønsker at tro, og det efterlader mig med en dårlig smag i munden.

Det er første gang jeg læser noget af Morten Brask. Sproget i Ofrene er enkelt og kortfattet med en god rytme, der gør det nemt og hurtigt at læse bogen. At det er en mandlig jeg-fortæller i en voldtægtshistorie er på en måde forfriskende, da vi som regel ville høre fortællingen fra ofrets synspunkt. Det understøtter fint, at der er mere end et offer i en voldtægt.

Jeg uddeler ikke halve stjerner, derfor sniger bogen sig op på fire små stjerner.

Ofrene udkom den 7. april.

★★★★☆

Sigge Eklund: Ind i labyrinten

Ind i labyrintenInd i labyrinten er Sigge Eklunds femte roman og den første, der ikke er selvbiografisk – et genreskifte for den svenske forfatter, blogger og tv-producent, der er kendt for sit temmelig narcissistiske syn på tilværelsen.

Historien er løst inspireret af Madeleine MaCann-sagen og indeholder alle de elementer folk gerne giver penge for at læse. Et krimiplot, smarte referencer til aktuelle problemstillinger, succesfulde mennesker, hvis liv falder fra hinanden efter en forfærdelig forbrydelse og en mørk fortid, der nu indhenter de selvhøjtidelige karakterer og ryster deres velordnede eksistens. Med andre ord kan man kalde Ind i labyrinten et optimeret produkt til bogmarkedet.

Handling: Den 11-årige Magda Horn forsvinder sporløst mens hendes forældre sidder og spiser på en restaurant i nærheden. Politiet og mediernes mistanke falder hurtigt på Martin Horn, Magdas far.

Historien væver mellem fire personers tanker og følelser igennem knapt et år efter hændelsen. Magdas far Martin, en succesfuld forlægger der udadtil virker robust men indeni ikke rigtigt kan finde ståsted. Magdas mor Åsa, en psykolog med følsomme øjne overfor sine patienter men ikke overfor sin mand og datter. Martins yngre kollega medienørden Tom, der bliver usundt betaget af sin chef samt Toms kæreste Katja, der er skolesundhedsplejerske. Alle har de på hver sin måde været i kontakt med den forsvundne Magda, og alle forsøger de at forstå, hvad der er sket, men bliver i stedet forblændet af deres egne personlige traumer.

Ind i labyrinten er en usædvanlig spændingsroman. Den vil nemlig ikke undersøge et barns forsvinden, men derimod en flok egoistiske voksne menneskers jagt på bekræftelse samt deres manglende evne til at engagere sig i deres egne børn. Og det er her min tålmodighed efterhånden slipper op. For selv om det kan være spændende at få et kig ind i folks inderste, bliver alle følelser her udtømt og udpenslet i en sådan grad, at man som læser næsten ikke behøver at tænke selv. Det bliver ganske enkelt for meget. Den største mangel er dog, at jeg ikke får svar på alle mine teorier om hvorfor og hvordan Magda forsvandt.

Ind i labyrinten udkom i september 2014.

★★★☆☆

Liza Klaussmann: Villa America

Villa AmericaVilla America er en kærlighedshistorie om 1920’ernes boheme-jetsetter, der på overfladen lever et ubekymret liv med fest og farver på den franske riviera, men med intriger og mørke hemmeligheder liggende lige under overfladen.

Handling: Visionære, misforståede og med vidt forskellige baggrunde gifter Gerald Murphy og Sara Wiborg sig og får tre børn. Sammen påbegynder de deres livsværk; at skabe en kunstnerkoloni på den franske riviera, hvor en ny, smuk og fantasifuld verden kan udfolde sig. Parret bliver centrum for deres omgangskreds af bohemer som Scott og Zelda Fitzgerald, Pablo Piccaso, Cole og Linda Porter, Ernest og Hadley Hemingway og mange flere.

”Men først og fremmest ønskede han at bygge en smuk borg, en idyl, for at beskytte sine børn, for at beskytte sin kærlighed til Sara. For at beskytte deres liv. Mod grimhed, vold og fortvivlelse. Men især mod forvirring. Og for at det skulle lykkedes, var han nødt til at komme nogle af fejlene hos sig selv til livs. Så godt som han nu kunne.”

Både Gerald og Sara er født ind i privilegerede familier. Men hvor Gerald kommer fra en kold og kærlighedsløs barndom, hvor faderens forventninger til ham tynger ham som en overfrakke af bly, har Sara haft et ubekymret liv med rejser og festlige begivenheder hele sit liv. De mødes da de er meget unge (Sara er 5 år ældre end Gerald), og hvad der begynder som et varmt venskab udvikler sig til en, i deres forældres øjne, upassende kærlighed. Ikke desto mindre får de hinanden og efter nogle år flygter de fra familiernes forventninger til 1920’ernes Europa, hvor de fester med resten af ”The Lost Generation”. Tiden er lykkelig og bekymringsfri, penge er bare noget man har. De skaber deres egen verden med et næsten teaterlignende liv sammen.

Murphy-parret bliver kendt for tematiserede middagsselskaber, og for altid at omgive sig med skønhed. De bliver ikke kun gode venner med forfattere, kunstnere, musikere og lignende, de bliver også muser for mange af dem. Men bag alt det smukke ligger noget grumset, for Gerald kæmper med en hemmelig, som vokser sig større da en blond amerikansk pilot træder ind i deres omgangskreds. Homoseksualitet er måske knap så fy fy i netop denne kreds af mennesker, men lige præcis Gerald og Sara er kendt som det eventyrlykkelige og perfekte par. Virkelighedens Gerald Murphy kæmpede med sin seksualitet, men forfatteren har med den fiktive karakter Owen Chambers, ladet ham have en passioneret kærlighedsaffære, som givet os et stærkere billede af, hvad det er Gerald og Sara har sammen.

Historisk fiktion er en svær ting at mestre, for på den ene side skal de historiske og kendte facts om virkelighedens personer være på plads, og på den anden side, skal fortællingen følge en spændingskurve med plot og drejninger, så læserne ikke keder sig. Det formår Liza Klaussmann for så vidt at gøre, dog strækkes fortællingen efter min mening over lidt for mange sider, og i længden bliver det en smule trivielt med fest efter fest, machomanden Hemingway der skal vise muskler og den altid fulde Scott Fitzgerald.

Jeg kender ikke meget til historien om Murphy-parret i virkeligheden, men som historien fortælles her på fint vis, fornemmer man, at der er noget skrøbeligt over skønheden de omgiver sig med, og at det er hårdt arbejde for både Gerald og Sara, at fremstå smukke og bekymringsfrie.

Villa America udkommer i dag den 14. januar.

★★★☆☆

Virkelighedens Sara og Gerald Murphy til kostumebal i Montparnasse, ca. 1922. © 2013 Man Ray Trust/Artists Rights Society (ARS), New York/ADAGP, Paris

Virkelighedens Sara og Gerald Murphy til kostumebal i Montparnasse, ca. 1922. Foto via MOMA.org. © 2013 Man Ray Trust/Artists Rights Society (ARS), New York/ADAGP, Paris