Olav Hergel: Punktum

punktumDen prisvindende journalist Olav Hergel, sætter i sin nye roman Punktum, sin egen branche under lup. Resultatet er både spændende og velskrevet.

Handling: Den 49-årige stjernejournalist Mikkel Haslund er ved at blive kørt over af den tid han lever i. Nettet har erobret hans elskede papiravis, og fremtiden er overladt til redaktører der tror, at journalister skal spytte ligegyldige nyheder ud tre gange om dagen og kalde dem for Breaking News. Da en 59-årig gartner fra Høje Taastrup Kommune fyres fordi han dagligt ryger en cigaret på en bænk udenfor på kommunens matrikel hvor der er rygeforbud, bliver det ikke kun begyndelsen på et korstog mod en minister men også indirekte årsagen til at Mikkels liv tager en skarp drejning både jobmæssigt og privat, hvor hans værdier og moral sættes på prøve.

At Olav Hergel skriver fantastisk er ikke Breaking News. Han hører til i den tunge klasse af journalistiske forbilleder for rigtig mange. Han har vundet Cavlingprisen (2006), og blandt andet skrevet bestselleren Flygtningen (2006), som blev filmatiseret under titlen Flugten (2009) med Iben Hjejle i hovedrollen, og han skriver stadig fremragende og vedkommende for dagbladet Politiken. Men det er ikke kun sproget der slår gnister i den knap 500 siders lange Punktum, handlingen er også utrolig spændende og giver et uhyggeligt realistisk indblik i en branche i forfald besat af morgendagens forside og klik i jagten på læsere, der kan ændre den blodrøde bundlinje.

”Mikkel følte sig som en hæler på jagt efter den folkelige forargelse. Er lå ingen smukke sætninger for enden af den her køretur. Kun lurvede afsløringer af noget, der ikke var vigtigt, men som nærede politikerhadet, talte til stodderne og fodrede misundelsen. Under dække af at være kritisk journalistik, ville tyve kilometers omvej ende på forsiden af avisen og blive kaldt afsløring.”

Olav Hergels eget ekspertområder, mennesker på flugt, får (naturligvis) plads i fortællingen, hvor han sender journalisten Mikkel syd på for at skrive om flygtninge der drukner i Middelhavet. Også problematikken om handlede kvinder og prostituerede får plads og viser det Hergel er kendt for i sit journalistiske virke – personlige beretninger om de skæbner der gemmer sig bag økonomiske beregninger og tørre lovtekster. Der er ingen blødsødenhed overfor hverken mediebranchen eller hovedpersonen Mikkel, der er en lidt bedrevidende mand med et spøgelse i skabet, der holdes i skak ved hjælp af lykkepiller og barndomsvennen Kristian. Mikkel rækker gang på gang ud efter kærligheden på den lidt desperate måde – uden held, har sine egne journalistiske idealer, men går imod dem når det passer ham og kan samtidig være moraliserende overfor andre. Alt i alt er der dog næsten ligevægt mellem det gode og det dårlige – med en lille overvægt til det gode.

Det er en modig fortælling om journalistens daglige dilemmaer, om hvordan moral kan gradbøjes til egen vinding samt et kritisk syn på forskellen på at være ansat på Berlingske (hvor Hergel selv har været ansat) og Ekstra Bladet. Kender man branchen, vil man kunne genkende flere af karaktererne som er inspireret af forskellige store navne i den danske mediebranche. Bogen har kun enkelte svagheder deriblandt Mikkel Haslunds kærlighed-ved-første-blik til kvinden Arendse, hvilket virker utroværdigt og en smule patetisk i en ellers meget troværdig historie. Og så er der et par drejninger i historien, der er temmelig lette at gennemskue.

Det er ikke en bog for svage sjæle, men selv om Hergel skriver nådesløs (nogle vil måske sige udleverende) om sin egen branche, er det alligevel tydeligt at han har skrevet historien med stor kærlighed til den landets bladsmørere. Som journalist kan jeg nikke genkendende til mange situationer og problematikker, og jeg lader mig rive med af historien og er underholdt hele vejen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, om mennesker udenfor mediebranchen vil have det på samme måde når de læser bogen. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad I synes om fortællingen Punktum.

Punktum udkom den 10. november.

★★★★☆